Kort kritisk vurdering

Thomas Stern Eliots digt: "The Waste Land" skulle nu her foreligge fremstillet, analyseret, tematiseret og fortolket så fyldestgørende og så altpåpegende som muligt under det givne overordnede emne og den givne generelle målsætning.

En første kritik af digtet må gå på tre forhold, som blot skal nævnes afsluttende, for at de ikke skal ligge som tekstimplicit, det vil sige ikke nærmere definerede og rubricerede forstyrrelser i tilegnelsen af fremstillingens tilegnelse af dette væsentlige og verdensberømte digt.

Ganske kort kan den imaginistiske billedophobningsteknik - som senere og langt ind i det nye årtusinde blev revivificeret så afgørende i den såkaldte post-modernistiske citat-teknik - kritiseres som for passivistisk: for i videre forstand at gøre mennesket til objekt for ikke nærmere definerede "kræfter" i det ydre og indre rum og dets bevidsthed.

Denne "lide-" _[1] i modsætning til "handleform" gør at den imaginistgiske billedophobningstekniks fremtrædelse - efter en tilegnelse af dens væsensindhold - alligevel i fremstillingen bliver rodet, det vil skrive, den kan fremstå uoverskuelig i stedet for klargørende.

Beskrivelsen, analysen, tematiseringen og fortolkningen af digtet bliver som følge heraf - på trods af omhyggeligt gennemført metodik og nøjagtigt iagttaget og reproduceret strukturel funktion - en lignende samling billeder, hvis centrale betydningsakse kunne fremstilles jævnere og klarere, hvilket jo også fremgår af for eksempel de inddragede profeters formulering af problematikken.

I samme åndedrag skal det bemærkes; at samme "faktaophobningstendens" virker symptomatisk for den metodisk ustrukturerede borgerlige kunst og videnskab, og at man alligevel med et så intelligent og vidtfavnende digt som "The Waste Land" - på trods heraf - uafværgeligt vil føle sig ansporet til og bekræftet i en tankekoncentrationens kraftanstrengelse, hvilket naturligvis udgør en intellektuel stimulering på dét højeste plan, hvor digtet befinder sig.

En anden generel kritik, som fremgår overalt i her analysen og fortolkningen, rummer en kulturpolitisk uoverensstemmelse. Dagens moderne filosofi og anvendte mentale teknologier arbejder med, at alle mennesker - uanset deres afstamning og baggrund - kan opnå viden, indsigt og forståelse for de mest komplicerede forhold, hvis de får - og hvis de giver sig selv - mulighed herfor.

Der skal ikke yderligere gnaves på disse ben, deres marv kan siges forlængst fremtrådt som standard suppe-ekstrakt og knoglerne selv, det vil skrive strukturen i det givne kultur-politiske problem, findes formentligt uddebatterede med det 20. århundrede. Man må samtidigt forstå, at det tidlige 20. århundredes "kloge" rent faktisk befandt sig i en eliteposition, hvor de ikke kunne forvente, at den brede befolkning ville kunne evne at fatte blot en brøkdel af de problematikker og kulturhistoriske problemstillinger, som de forholdt sig til, hvor meget end tidens utopiske massebevægelser drømte om at hæve folkenes standard.

Samtidigt må den litteraturvidenskabelige forskning indse, at digtet - altså digtning som form - ligesom andre litterære genrer med udløbet af det 20. århundrede har mistet sin relevans, idet mediet - fra den sprogligt veltrænede ordakrobat bag den håndholdte bog, der læses i uforstyret ro og med eftertænksom opmærksomhed til de smukke ord, der opflammer det lærde publikum - ikke længere egentlig kan fastholdes som en reel afgørende seriøs virkelighed. Der skabes jo naturligvis stadig digteriske linjer af mennesker med hang til poesi - fra de mest utrænede folkeligt forankrede til de mest veltrænede og dybt belæste - men deres frembringelser vil ikke kunne udfordre det store publikum, for hvem det sidste store digt - som fik alle til at læse og tænke - blev skrevet af T.S. Eliott og hedder "The Wasteland".

Den sidste kritik rummer en udløber af de to første, og går på denne indstilling hos intelligentsiaen i generationerne fra 1870'erne og frem til 1950'erne og 1960'erne, hvis hovedsyn altså kan ses som en art menneskeforagt udfra bestemmelser af den reelt ikke eksisterende "masse".

Spender kalder (ibid p. 117) T.S. Eliot for en profet og en seer, fordi han forudså anden verdenskrig i ruinerne af første. - Uden yderligere at ville stigmatisere og martre en krigshærget generation, kan det påpeges: at dens implicitte - og ofte i teosakral symbolik fremstillede - syn på massemennesket som en umælende og driftsreguleret endvidere manipulerbar størrelse hinsides reel livsværdi virker fejlagtig, og vil, som historien viser, føre til at teomagiens symbolik vil dirigere i stedet for at lade sig dirigere.

"Ja! al din stræben går efter døden: døden er kronen på al din stræben. Trefoldigt er rebet af sølverlegent månelys; det skal hænge dig, O Hellige, O Hængte Mand, O Kamel-Afslutning-på-tredie-person flertal for din mangfoldighed, du Spøgelse af et Non-Ego!"_[a]

Aleister Crowley"The Book of Lies" Kapitel 73 p. 156:
"Djævelen, strudsen og det forældreløse barn."

Fodnoter til The Waste Land: Fortolkning Kort kritisk vurdering
Citater:

a Ay! all thine aspiration is to death: death is the crown of all thine aspiration. Triple is the cord of silver moonlight; it shall hang thee, O Holy One, O Hanged Man, O Camel-Termination-of-the third-person-plural for thy multiplicity, thou Ghost of a Non-Ego!

Fodnoter til The Waste Land: Fortolkning Kort kritisk vurdering
ordforklaring::

2 lideform: grammatisk udtryk det samme som passiv. Angiver at der gøres noget ved et navneord (et subjekt) som via et udsagnsord i lideform (passiv) gøres til et objekt '. For eksempel: Buddhaen vaskes, digtet analyseres og lignende. Pointen her: at der ikke handles selvstændigt, men at der handles med (behandles, gøres noget ved).