Fortolkning: Første del

Med digtets indledende linier bringes læseren imidlertid tilstede ved de ydre omstændigheder omkring vegetationsritualet. Vickery underbygger (ibid p. 250) med et citat fra "The Golden Bough". hvoraf det fremgår; at i perioden fra midten af april frem til midten af juni ligger Ægypten hen kun halvt i live, mens man venter på den nye Nil: og med den det livgivende vand.

I forlængelse af denne ydre omstændighed bør det endvidere, med Vickery og andre, bemærkes at april omfatter påskemåneden, i hvilken den stadigt dyrkede "dying God" - altså Jesus-figuren og Kristus-myten - henrettes.

Nu virker de før så modsigelsesfulde metaforansamlinger ligefor, selv de i analyser ret uomtalte syrener, synes nu at hænge fra træerne ligesom de forskellige "hængte Guder" hos Frazer (Frazer ibid bind 4 p. 249-349).

Med menneskets fremkomst - fra digtets linie 8 - synes det store naturmysterium indsnævret mod de han/hun der før forklaredes som tidlige repræsentanter for det centrale sakrale samlejes (:hieros gamos') aktører, og her nu kommer rette øjeblik for en diskussion af "jeg-mig-os-vi"-strukturen i narreringsteknikken. -:

Umiddelbart kan man forstå "vi-os" udfra den omstående skitserede sammenholdende og unificerende _[1] fællesfaktor for hele persongalleriet. - Hvis denne tanke gennemføres udvikles den altså fra "ego ipse" og "sybille" adskillelsen i dedikationen frem til "os-vi" lig med "jeg og Marie" i første dels første to afsnit. Børnetemaet bliver så det "os-vi"-agerende i forhold til "Erindring og Begær" _[a] som de udtrykkes når "jeg" fortæller, eller udstilles når en person siger "jeg" i en replik.

Denne sondering gennemføres ikke, - som den omstående foreslåede (ege)navns sammenstilling, - romancebetonet frem til vegetationsfuldbyrdelsen; -: man får ved at indregne "os-vi-jeg-mig"-personer derimod en nøgle, som giver adgang til digtets profetiske leje. Spender skriver (ibid p. 95):

"Der er mange stemmer som siger "jeg" i Ødemarken. Men de som taler ud fra deres levende karakter er på overfladen, objekter for de profetiske eller bevidnende stemmer. Selv når de taler i første person, dramatisk, er de tredie persons stemmer fra mennesker set på udefra, mens de ytrer deres tilståelser som fremviser værdisammenbruddets tema.". _[b]

Med "levende karakterer" mener Spender formentligt "jeg"- og "ikke-jeg"-personer, det tyder hans eksempler på, og en hierarkisering lader "Jeg-mig" i "uvirkelige City"-afsnittene (digtets linie 60ff, 207ff og 373ff) repræsenterer det højestliggende niveau i denne dommedagsforkyndelse, udad til etableret gennem spåkonens "Masser af Mennesker" _[c] og indad til konsolideret med de endnu ikke klarificerede vegetationsrituelle hentydninger disse afsnit rummer, og dermed også de pladser "vi-os-jeg-mig"-menageriet indtager heri.

Det ses altså at den foregående præcisering bliver udbygget og udfoldet allerede i første delens indledende afsnit, og inden den afsluttende sammenfatning bør en afgrænsning og et forbehold fremkomme:

Afgrænsningen går på, at der hovedsageligt vil blive genfortalt omkring de vegetationsmytiske aspekter og deres forhold til personen (eller personerne) og det i basis bekræftede teomagiske og sakrale spiritualistiske væsen.

Forbeholdet forholder sig stofdisponerende: når kapitlet indledningsvist fastholdt en udvikling fra: man kan forstå så meget, til: så meget kan man forstå, bør det ikke deraf udledes, at der stiles efter den altomfattende, men nok i nogen grad den ret-så-meget-påpegende, udredning.

Det bør dermed ikke forstås; at der derfor dertil foretaget til eksempel en skematisering af dyre- eller forrådnelses-, eller seksual-metaforikken, endsige foretaget lignende strukturelle systematiseringer i de mange forskellige og tilstødende varianter af de vegetationsmytiske eller romanceriddelige overleveringer. Men hvor metafor- og symbolkreds og motivstruktur tjener fortolkningens overordnede formål indrages disse påpegede og andre litteraturvidenskabelige faktorer, og dette gælder endvidere tillige for den litterært citerende overbygnings værker.

Med ordene "så meget kan man forstå" menes der altså: at det overordnede emne og dets tilgrundliggende stofområde i sig selv rummer analogierne ud til hele digtets univers og alle dets bestanddele, og at fremstillingen (qua: "kan") i "kimform" kommer hele vejen rundt.

I præciseringen omstående tekstedes om en tilnærmelse til de individuelle vegetationsguders område, og altså Tammuz (Dumuzi) for første del, med nogen overlapning fra de øvrige guder, idet grænserne, som skrevet, virker noget flydende mellem de forskellige versioner af denne guddom.

Med "Adonishaven" (Frazer ibid bind 5-6 p. 194-216) og "Hofgarten/Hyacinth-Haven" _[d] in mente virker påstanden rimelig, Den Hængte Gud danner - ifølge Frazer - et samlende motiv for alle vegetationsguddommene, og Frazer skriver herom (ibid bind 4 p. 243):

"Således springer Adonisskikkelse fuldfødt fra Libanons skrænter; således løber den blå Ibreez flod i et krystal-sprøjt fra Taurus' røde klipper.". _[e]

Dette tekststed hos Frazer inspirerede måske Eliot til at skifte farve i sin beskrivelse af ørkenenklippen i det bibelske ørkenlandskab (1. del 2. afsnit linie 25f), beskrevet af Vickery (ibid p. 251).

I den sumeriske, mesopotamiske version kendes Tammuz's elskerinde som himmelgudinden Inanna - også kaldet Ischtar - i den grækificerede variant kaldes Adonis´ elskerinde Afrodite, der som bekendt hav- og skumfødtes af Uranus' afsavede kønsdele, og sprang direkte fra sin faders hjerneskal, og yderligere giftedes med ild- og smedeguden Hefaistos og sammen med Hermes fødte Tiresius' klassiske tvekønnede forgænger Hermaphroditus. Det bør endvidere bemærkes, at hende

s bælte eller hofteholder giver skønhed til deformeret og ophidset seksualitet.

Når det ikke i første omgang lykkes hende at anvende denne "permissions-fortryllelse" _[2]

i første del "De dødes begravelse" skyldes det helt klart hendes elskers død, liget i haven springer ikke ud, alt ligger øde og stille. Dette eksemplificeres yderligere gennem de to børns sociale utryghed, Marie og hendes "Fætter" (linie 11-16), og dette danner baggrunden for inddragelsen af Hyacinth og hans Polyboea (Frazer ibid bind 5-6 p. 262ff).

Hyacinth kendes som et guddommeliggjort menneske, men kan heller ikke fuldføre det påkrævede. I kulten stilles hyacinten - ifølge Frazer egentlig en lille purpurfarvet iris - lig med død, udgydet blod, og jamren over samme.

Læseren bringes altså helt præcist tilstede ved offerhandlingen og alle aktørens gøremål jævnfør Madammens kommende kortlæsning. Vegetationsvariantens særkende i de fremhævede riter og deres socialitet danner dén overgang fra ritualmord til slagtoffer til symbolsk dødsfremstilling, hvis især sidste del jo i årtusindet for denne bevægelse - altså omkring Kristus-idealet - ekspliciteres så ublodigt, som det nu regnes nødvendigt for, at det pågældende årtusindes endelige ridderligt humanistiske livssyn kan etableres, om end det jo tydeligt fremgår af Eliots socialkritik og af digtets samtid, at den ublodige symbolisering af ritualerne hurtigt bliver forbeholdt de få, mens pøblen kastes ud i det ene uhyrlige politiske massemord efter det andet.

Her princippet om gralsmyten: enkeltindividets psykiske utopi og overgangen til realiseringen af samme: altså den hellige rejse, forvandlingsforestillingen, som jo allerede det primitive mordoffer foretog efter sin ofring i Den Hængte Mands eller Den Døende Guds billede.

Så bevæger digtet sit fra religionspraksis til den - indtil den hellige almindelig kirkes opkomst og magttiltag efter 4-500 tallet - udadskillige magiske praksis, med Madame Sosostris som vil se og tyde - om ikke lever og andre indvolde, eller aske, ild og stjerner, jo så de almagiske Tarotkort.

Med adjektivet "skrapt" _[f] gives den fra Joseph Conrad-citatet adapterede dæmonologisering, som yderligere understreges gennem en associativ pulsering mellem trumf nummer II kortet ("Ypperstepræstinden") korresponderet her til: Belladonna og urten Atropa Belladonna, som allerede i Tammuz (Dumuzi)-kultens barndom - udover til diverse medicinske og morderiske formål - kendtes som middel til udvidelse af øjnene.

Campbell Thompson giver således i sin stencilerede monografi (ibid p. 104f) over kileskriftens herbarium Belladonna og Hyoscyamys Niger med disse ovennævnte funktioner, og kommer (ibid p. 44) ind på, at man med temmelig stor sikkerhed endvidere kan identificere en udbredt brug af planten som narkotisk middel.

Øjenudvidelsesteknikken (som skabte de "smukke" homeriske "kvieøjne" jævnfør omstående) dæmonologiseredes fra kristeligt hold, til eksempel et citat fra den helligste af apokryfferne, "Enoks Bog" (her i 1906 versionen ibid p. 16) hvis punkt 8.1. giver at "forskønne pupillerne" _[g] som en af de forfængelige unoder den faldne engel Azazel lærte menneskene.

Denne kosmetiske bi-association til "Klippefruen" _[h] som Belladonna findes generel i analyser af "The Waste Land", formentligt fordi den implicit giver en beskrivelse af den teomagiske sakrale proces' objektiv, samtidigt med at symbolhaloen _[3] kobler tilbage til den præ-vegetationsdyrkende moderkults mere dyriskt manipulerbare forståelse, tilføjes denne tredelte beskrivelse af trumf nummer II "Ypperstepræstinden", bør den i digtet endvidere karakteriserer korresponderende til de noterede vegetationsguders elskerinder, respektivt Inanna (Ischtar) for Tammuz (Dumuzi), den hermafroditisk fødte men mandskastrerede Cybele, kaldet "Den Store Moder", Magna Mater, for hendes elsker Attis; Afrodite for Adonis og endelig Isis for Osiris.

Ligeledes bør "3 Stave"-positionen (linie 51) ekspliciteres yderligere som analog til Themsdøtrenes fortid - nutid - fremtids-mønster (døtrene fra digtets linie 266). Dette giver grunden til, at manden læner sig til den midterste stav, - nuet - som han - ifølge den seksualiserede fuldbyrdelses reaktion og endeligt depersonaliserede ekstastik - vil udgå fra til en evighed af befriet indledningskarakter. Dette symboliseres i digtet gennem Afrodite-dyret, svalen (linie 428), et dyr som også - siden old-ægyptisk tid - symboliserede det indre sjæleprincip (både som hieroglyf og som symbol. Læseren forstår måske nu; at elementet vand vil føre til genfødsel - jævnfør vandets betydning i vegetationsudfoldelse og i digtet - og véd hvorfor denne død bør befrygtes, og hvorfor spåkonen ikke ser "Den Hængte Mand".

Det sidstomskrevene forhold får Vickery (ibid p. 255) til at fremhæve Eliots udtolkede mening som: at det magiske udfoldelsesmønster står underlegent overfor det religiøse, og dæmonologer ser naturligvis klart ansatsen til en "heksecirkel" (engelsk a witchcoven) i bemærkningen om "den kære Mrs. Equitone" _[i]

Det kendes vel; at horoskopi anvendes siden umindelige tider. Inddragede kileskriftsudgiver, Campbell Thomson, har udgivet en rapportsamling fra babyloniske og ninehviske magere og astrologer til eksempel, men bemærkningen om "disse tider" _[j] synes måske svær at forstå, efterdi horoskopi jo igen tilladtes efter tusind års pseudo-kriminalisering.

Digterens bemærkning om "et skrapt Spil Kort" _[k] bliver, sammenholdt med usikkerheden i "disse tider" og den fra Conrad citerede angst for det ukendte dæmonologiserede og den dæmoniske sociale undertrykkelse, og den overtematiske aktuelle accentuering af det dengang aktuelle kultursammenbrud i central- og øst-europa, som spåkonens forbillede Madame Blavatsky, der jo også startede som flygtning fra; -: alt dette bliver brudstykker til den årsagssammenhæng, som lader læseren ane dén kirkepolitiskt farvede offensiv, som Eliot - med digte som "Hippopotamus" og skuespil som "Murder in the Cathedral" - repræsenterer, og jo fem år efter "The Waste Land" kom til at repræsenterer officielt, da han i 1927 blev engelsk statsborger og medlem af den anglo-katolske kirke.

Som tidligere bemærket fandt analysen i bemærkningerne om "Masser af Mennesker", "Mængden" og "saa mange" _[l] en angivelse af "Uvirkelige City" afsnittene (linie 60ff, linie 207ff og 371ff), som hidrørende i digtets teomagiske socialmanipulatoriske agens, der jo indledningsvist omskaber konkret virkelighed til uvirkelighed og lader de levende fremstå som døde.

Vickery skrev (op. cit.) om Stetson:

"Nærheden mellem referencen til Mylay og det spirende lig antyder, at Stetson kan have været en af de krigerpræster, der tilbad Mars som en vegetationsgud og som udførte sine riter for at fremskynde vegetationens vækst.". _[m] 

Disse krigerpræster omtaler både Frazer og Weston (se Vickerys note op. cit.), og Weston ser (ibid p. 86ff) i disse præster og deres ceremonielle sværddans oprindelsen til gralsridderne og heraf formentlig også korstogsriddere og tempelridderne.

Teksten skal ikke her modgå hendes fremragende omend nok lidt mangelfulde forståelse af denne dans på og om gravene, og det system af sympatiske analogier ved hvilket den kan siges at omfatte alle enkeltkomponenterne og deres sammenhænge; dog kan sværddansens positionære koreografi skimtes i Tarots sværdserie: med esset som centrum (: barnet eller ridderen) og tre gange tre triader.

Weston synes ikke at kende dansen fra nogle af de mystrieskoler, hun har studeret, til gengæld sporer hun den fra den fønikiske kolonialisering og handel på Englands kyster, og frem til vore dages Sankt Georg fester og "Mumming Plays" (: dukkepantomimer), hvor de fire personer svarer til de fire såkaldte hofkort, mens esset svarer til "barnet" eller "ridderen" og de tre gange tre kort fra 2-10 svarer til de tre triader af liv, død og genopstandelse. Vegetationstriaden som også tegner romancens syge Fiskerkonge - hin forløsende Ridderen og den rige Fiskerkonge, eller på en anden led de tre personer fra Shakespeares "The Tempest": Sebastian - Ferdinand og Alfonso. _[4]

Igen her i digtet hentydes der til Adonishaven, om end Vickery kan have ret i at bemærkningerne om "i Fjord"og "i Aar" _[n] også ligger ligefor i Osirismyten:

Truslen ligger jo i, at benene kan blive gravet op igen og således hindre vegetationsprocessens dødsoffers harmoni - og disse iagttagelser gør det redigerede og omskrevne citat fra Webster tydeligt: ulven som her blot virker som hund, bliver jo netop farlig som en hund, der måske graver ben i haven.

Og i den sociale sammenkomsts sfære over den rituelle samhørighed og dens individualdifferentiering råder vintertørkens ulidelige impotensfiksering, for så vidt at Tiresias, det vil her sige halvdelen af Tiresias: digtets højere hanperson, nok ser og kan se ind i lysets hjerte, men ikke kan føle det banke i brystet, som hint, om ikke helladiske _[5] så i hvert fald lapidariske _[6] afslutningscitat fra Baudelaire antyder.

Sætningen antyder, synes fortolkningen her: altså at Eliot ved at benytte en relativt moderne forfatter som Baudelaire til sin afslutning river sig løs fra den klassiske frugtbarhedskults fiksering ved at annamme et kortfattet men præcist rammende citat, der udleverer såvel forfatter som læser.

[TOP]

Fodnoter til The Waste Land: Fortolkning side 4 del 1
Citater:

a Memory and desire (linie 3)

b There are many voices which say "I" i The Waste Land. But those who speak out of their living characters are of the surface, objects of the prophetic or witnessing voices. Even when they speak in the first person, dramatically, they are third-person voices of people looked at from the outside, while they utter their confessions which demonstrate the theme of the breakdown of values.

c crowds of people (linie 56)

d "Hofgarten" (linie 10) & ""the hyacinth garden" (linie 37).

e So the Adonis bursts full-born from the precipices of the Leban; so the blue river of Ibreez leaps in a crystal jet from the red rocks of Taurus;

f wicked (linie 46)

g embellir les paupières (her med modernes stavning).

h  Lady of the Rocks

i dear Mrs. Equitone (linie 57)

j these days (linie 59)

k a wicked pack of cards (linie 46)

l crowds of people (linie 56), A crowd ... so many (linie 62)

m The proximity of the references to Mylay and the sprouting corpse suggests that Stetson may be one of those Warrior-priests who worshipped Mars as a God of vegetation and who performed his rites to quicken the growth of vegetation.

n last year ... this year (linie 71f)

[TOP]

Fodnoter til The Waste Land: Fortolkning side 4 del 1
Ordforklaringer og nævnte personer samt henvisninger:

1 unificerende: efter latin unus facere: een gøre, heraf unificere: gøre til et, samle. Unificerende: som samler til et, som gør noget til en enhed.

2 permissions-fortryllelse: en branner, altså en litterær vittighed, som henviser til det gamle låneord for lingeri, altså undertøj især bukser og trusser også kaldet: permissioner, udsprunget af dette ords betydning: tilladelse. "Deres med forladelse", "Deres permissioner" betyder/betød for bornerte menneske i fortiden f.eks.: "Deres bukser" eller "Deres trusser" - umiddelbart ville ordet i dag konnotere, altså bibringe betydningen: en fortryllelse for at opnå tilladelse. - Heraf komponenterne i vitsen. - Om betydningen af the Empress og tilladelsen.

3 symbolhalo: efter græsk halos: rund tærskeplads, overført lysende farvet ring omkring himmellegemer, overført herfra: en ring af noget. Og efter græsk symbolon: tegn. Heraf symbolhalo: en litteraturvidenskabelig fagterm, der angiver en række sammenhængende tegn som tilsammen danner en kreds, symbolhalo altså: en kreds af sammenhørende tegn omkring noget betegnet. 

4 Triadesystematikkens forhold til vegetationsrituelle danse burde ellers ligge ligefor. Såvel regn-, sværd- som ilddanse kendes fra al antropologi; den Grønne Mand og hans fester ligeså, og både i den skikkelse der danner den højere teomagiske og den der udgør den lavere folkemagiske og seksuelt betonede.  Det danner også den "Pan-Dionysos-Mars"-triade, den lavere vegetationssymbolisering, som Stetson måske har danset med i, et ritual Weston beskriver under ganske nekromantiske former fra flere folkeslag så som Salii-, Korybanter og Koureterdanserme (op. cit. p. 81ff især 85f).

Den fransk-etiopiske Enokbog slår de fleste okkulte kunster, skrivekunsten (: at trække rødderne), landbrug, smedekunst og håndværk i samme forbandede hartkorn, om end de slaviske, græsk oversatte versioner af Enok-bøgerne bugner rigt med okkulte detaljer, blandt andet astrologiske og naturligvis, som Eliphas Lévi påpeger i indledningen til sin "Magihistorie": angelologi og kabbala.

Når teksten ekpliciterer de oftest 12 "primitive" præsters dans og dansen med korrespondering til tarotserierne, kan den blandt andet fastholde den folkelige udviklings niveau: fra den fjerne fortids glædes- og sejrsdans over fjendelig og nedlagt bytte, til sørgekultens jammer- og klage-sange og -danse og frem til heksekulten og moderne frugtbarhedsfestivitas' glædesdans.

5 helladiske: efter græsk helladikos fra Hellas: vedrørende de første folk på den græske halvø, beboerne i Hellas omkring græsk bronzealder. Helladiske altså: som stammer fra den græske kultur omkring Hellas.

6 lapidariske: efter latin lapis: sten, heraf lapidar: kort fyndig, heraf lapidariske altså: kortfattet og fyndig, som en indskrift på en sten.

[TOP]