Fortolkning: Tredje del

Omstående blev der citeret fra Vicekerys "Golden Bough" læsning, og i den omtalte universalisering af vandet gøres det for tredie del af digtet foreliggende trin i ritualet present som prononceret i bryllupssangens vocative flodomkvæd.

Det blev i analysen af denne del anført; at Eliots har to fremvisninger i noterne (fra linie 100 til 204 og fra linie 115 til 195), begge disse fremvisninger antyder; at riten i løbet af anden del vil blive gjort klar til sin afvikling i tredie del. Den sidste krydshenvisning fra Eliots side findes også i anden del, den viser ikke frem men tilbage, fra linie 125 til 37 og 48, fra "Hans Øjne blev til disse Perler" _[a] til henholdsvis "- Men da vi kom tilbage, sent, fra Hyacinth-Haven" og "(Hans øjne blev til disse Perler. Se!)" _[b] og dens funktion synes for første gang at give den mellem personerne herskende impotensfiksering, i en version hvor der kan løses op og således gennemføres den påkrævede forening her i tredje del.

Således fungerer den taroiske anden del (ånd) og dens intelligens i digtets eneste krydsreferancer, et næsten forbildeligt udtryk for netop åndens overlegenhed overfor de lavere rangerende elementer. Den første af krydsreferancerne fremviser til smådyr og fuglemetaforikkens vegetationsrepræsentanter. Det virker passende her at fortolke smådyr og fugle som metaforer for kønsorganer, en ikke ualmindelig fortolkning om disse håndstore, levende, hår og fjerdækkede størrelser. Dette skrives med såvel tilbagevisning til og fremvisning til den centrale dyrkelse af Osiris' restitueringsmyte.

Denne smådyrs-sexorgans metaforik fikseres altså fra anden del af digtet, fra erindrings- og begærsplanet under den styrende ånd, og danner en driftsdirigering gennem hele digtet og dets univers fra det ur- til det ahistoriske niveau, hvor kun Tiresias tilsyneladende står over de umiddelbare lyster, omend, som teksten skal vise, ja så det vil vise sig; at hans traurige livshistorie netop udgør et eksempel på udfaldet af, om ikke unaturlig, så i hvert fald usædvanlig seksualitet.

Smådyrerne og deres metaforiklag fungerer naturligt i digtet, de trænger jo til vand og tegner vegetationens levende repræsentanter i bevægelse, og i den foreliggende situation, som Eliot krydsrefererer, bekriver de altså "begæret", ligesåvel som rødderne under faunaen symboliserer "erindringen".

"At skære rødderne" belærer "Enoks bog" som en af de faldne engles synder efterabet af menneskenes børn, især de døtre som de faldne engle besvangrede. Mon ikke Eliots valg af "rotte" og ikke for eksempel "mus" eller "kanin" bør betragtes - ikke blot som symboler for en altfavnende altruisme, men også og især - som symboler på seksualangst.

I hvert fald virker henvisningen til såvel disse smådyr som til forvandlingsmotivets genopostandelse: perlerne som øjne, - og giver impotensfikseringen ved i den anden del af tilbage-krydshenvisningen at sætte dette forklaringsmønster i dets vegetationsvariant fra "The Tempest", som her stadig løsrives fra skuespillets intrige, omend hele problematikken om søn der efterfølger afdød kongelig fader, danner en direkte forlængelse af alle de naturmystiske konnotationer.

Derved rives læseren med denne accentuering fra den løsrevne eksplikative eksemplificering ind i selve tronarvingens problemstilling: set som en tydelig parallel til den fattige, eller syge Fiskerkonges symbolkreds, og siden - her i digtets tredie del - bliver det da også Ferdinand selv. som træder frem, med replikkerne "Ved Genfersøens Vande jeg sørgende sad..." og "Musikken overlisted mig paa Vandet". _[c]

Således fremhæver dette citationslag i den litterære overbygning forandringen, som vil komme ifølge ritens afvikling, med en fortsættende og videreudviklende pointering af de i de forrige dele af digtet tydeligt udtalte symboler på forrådnelse og opløsning og rudimenteret seksualitet.

Læseren forstår heraf; at forandringen udgør en konstant i genfødselsprocessen, og denne forstand lligger i væsenet af det ægyptiske Osiris-Isis-niveau i vegetationskulten, hvis teomagiske pointering opstår udfra ønsket om at styre denne forandringsproces "Slag som lystred / Styrende Hænder". _[d]  

Det led af den folkelige vegetationsrite Eliot nu gengiver: den gråd og jammerklage, lamentation, _[1] der synes at have udgjort Westons ledetråd i hendes strålende detektiviske teoridannelse.

Jammeren over de tørre ben vil resultere håbet om at samle dem igen (som Isis gør med de 14 lemmer of Osiris) vil opstå, og selve det skinbarlige ord "vegetation" kommer nøgent til syne i linie 187, sammensat med omtalte og krydsrefererede rotte(mave) og lanseridderen i Ferdinands skikkelse.

Han ser, at kun rotterne beskæftiger sig med benene fra år til år, og rundt om denne symbolkreds udspændes et glimt fra "Uvirkelige City", som fra det moderne høj-energi-symbol "gasværket" modstilles til driftskaldet fra "Horn og Motorer"; _[e]  - og selv om læseren nu kan ane dét aspekt af sodavandet, som danner et masturbatorisk surrogat _[2] for det egentlige vand, kan ane tårerne og drømmenes "erindring og begær", bliver det kun gennem den teomagiske fortællekreds i "Uvirkelige City" at den egentlige førsteforløsnings gestaltning strukturers.

Det bør bemærkes, at månen i Porter-afsnittet (linie 196-201) ("Fru Dør" qua det franske omkvæd) i Osiris-kulten betegner dén vigtige vegetationskraft, hvorved voksen og visnen foregår, og visnen bliver til voksen, når (jævnfør linie 71f "i Fjord" og "i Aar") driftstruktureringen libidinøst venererende _[3] flyttes fra Mrs. til Miss, og dermed jo nye børn forestår: trængt og tvunget af den mægtige triade: rejsning-udløsning-fald.

I metropolafsnittet møder læseren nu i tredie del Smyrnakøbmanden (linie 209), det aktive aspekt af "3 Stave" jævnfør "det er hans skibe, som bærer hans varer, der sejler over havet" (som tidligere anført). Han fremstilles som ubarberet men med papirerne i orden hvis det dømmes fornødent, og det bør fordanskes at ordet "demotisk" betyder "folkelig" jævnfør invitationen (linie 211ff), endvidere "moderne græsk", ganske passende for denne købmand, og endelig anvendes om det populære kursive stenografiske ægyptiske skelnet fra det hieratiske hieroglyfsystem.

Det aktive aspekt af "3 Stave" indeholder en god kapitalist, tilstede når forretningen foreligger og selv fuldt klar over den forskel, der nu engang findes på folk og folket. Vandene har nu rejst sig, tågen krøb frem med den brune forrådnelse, trangen til at komme væk fra samme ligger implicit i beskrivelsen og invitationen til en week-end i Brighton, hans usoignerede fremtoning ligeså, om end hans tankegang kan synes nok så diskutabel, altså som noget man kan sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af, som antydet i analysen.

Teksten befinder sig nu i det tredje plan af ritualet, hvor det yderste og det inderste omkring det højeste og det nederste: kort skrevet den magiske søjle skal rejses over, gennem og i alt, om end helten, Tiresias, den allesteds-skuende, ikke rapporterer fra det højereliggende socialsymbolske metropol-tempel, som dette afsnit foreslår.

Med den "violblå Time" _[f] arbejder argumentationen sig tilbage til Attis-kulten, violetten kendes som hans blomst, som irisen tilskrives Hyacinth og anemonen Adonis' (jævnfør Frazer ibid bind 5-6 p. 262), og grunden til, at dette fremhæves, rummer en fortolkning af auto-kastrationens "viol-ence" som en digtimplicit kritik af den dengang aktuelle kulturpolitiske situation, og en ansats til et forklaringsmønster af den sociale impotensfiksering hos både de, der vil kaste, og de, der ikke kastede impotensfikseringen i fremmedgørelsesmekanismen af: selv-mutileringen, selv-degraderingen, det kulturelle sammenbrud de produktionsforhold, som de symbolske seksualaktører arbejder under.

Denne implikation af det violette lys giver grunden til det psykologiske socialsystems mellem bybilledet og kvindebeskrivelsen, unificerer de samlede faktorer i trivialmotivkredsens metaforik, som dominerer her, og man kan konstatere at; "Skynd Dem saa lidt vi skal lukke", bliver til "Som han gisned, er det gunstige Tidspunkt inde". _[g]

Tiresias' oplevelse af det centrale samleje sammenskrives med Ovid i den litterært citerende overbygning, og diskussionen her bliver; om mon mænd eller kvinder føler størst lyst under samleje.

Ovidcitatet beretter om Junos forbandelse af Tiresias, - den enøjede og som kompensation herfor: den evigt synske - og man forstår nu Eliots kryptiske note om at (note til linie 218):

"Hele Stedet hos Ovid er af stor antropologisk Interesse". _[h]

Selve gudindens vrede over Tiresias' støtte til Zeus, giver vegetationsritualrepetitionen hér et voldeligt, revolutionært sideskud i socialorganiseringens politiske fællesforståelser: den udnyttede, følelseskolde kvinde, den udnyttende følelseskolde mand. - Og man kan forstå; at det måske kan ses som de to hermesslanger: de to evigt modsatte poler: af hvilke møen, siden manden/kvinden Tiresias opstod.

Det mandlige synspunkt: at kvinden nyder mere, fordi hun modtager manden, som igen kun favner hende, i hvert fald bliver det mandens potens, lansen, den brudte som skal heles og flammende revitalisere naturen. Dog de gamle myter fra fjerne kvindedominerede fortider, tyder på at der har eksisteret en tilsvarende dyrkelse af det kvindelige køn.

Seksualteknisk synes de to øjne, som bliver ét, lig med coitussammenføjningen og spågaven kommer af den kvindelige dels produktionsmulighed via fødselsmonopolet, og i denne forståelse af de to slanger, og hvem andre end romerne kunne vel have køns-ekspliciteret disse to pol-symboler?

Eliphas Lévi har følgende analyse af denne "antropologisk interessante myte" "L'Histoire de la magie" (ibid p. 153f):

"... Tiresias er en uintelligent eller utro hierofant. _[4] En dag finder han to sammenslyngede slanger, han tror, at de slås og skiller dem ad ved at slå dem med sin stav: han har ikke forstået hermesstavens symbol, han vil adskille naturens kræfter, han vil skille videnskaben fra troen, intelligensen fra kærligheden, manden fra kvinden; han ser dem forenede som kæmpende, og han tror, at de slås, han sårer dem, da han skiller dem, og så har han selv tabt sin balance; han vil på skift være mand og kvinde, aldrig fuldstændigt, thi fuldbyrdelsen af ægteskabet er ham forbudt. Her afsløres alle mysterierne om den universelle balance og skabelsens lov. Faktisk føder den menneskelige androgyne; _[5] manden og kvinden virker, så længe som de forbliver adskilte, sterile, ligesom religion uden videnskab og tilnærmelsesvis, som intelligens uden kærlighed, som retfærdighed uden barmhjertighed og barmhjertighed uden retfærdighed. Harmonien resulterer i modsætningernes analogi, man må skelner for at kunne forene dem og ikke adskille dem for at vælge imellem dem. Mennesket, siger man, går ustandseligt fra hvidt til sort i sine meninger og tager hele tiden fejl. Dette må være, for den synlige form, den reelle form er hvid og sort, den reproducerer sig ved at alliere skyggen og lyset uden af blande dem sammen. Således formæles alle modsætningerne i naturen, og den som vil adskille dem udsætter sig for alle Tiresias' tugtelser. Andre siger at han bliver blind for at have overrasket Minerva helt nøgen, det vil sige for at have profaneret mysterierne: det er en anden allegori, men det er stadig det samme symbol."._[i] 

Hvorom dette: den kvinde, som Tiresias belurer i seksuel forening, virker så selvfikseret eller så følelseskold, at hun øjeblikkeligt glemmer sin partner, efter at han går, hun føler sig glad for, at det blev overstået, og indtræder i sin rolle som "frugtbarhedsgudinde", - ifølge den vegetationskultiske opdeling af digtet her som den (Frazer ibid bind 5-6 p. 347) "Madonna-agtige Isis". _[j]

Der synes nu ikke i virkeligheden så meget "madonna" over digtets mange forskellige kvinder, som jo smelter sammen i én, _[6] det ligner mere seksualitet for seksualitetens skyld, jævnfør citeringer som "Naar yndig Kvinde Daarskab gør" og anden dels replik "Jeg styrter ud som jeg staar og gaar paa Gaden / Sådan, med udslået Haar.", _[k] begge bemærkninger som - sammen med de øvrige beskrivelser - giver et billede af et ikke-inderliggjort engagement, der ligesom hendes manglende "flamme" og "Apathi" og ligegyldigheden: "godt, det er overstået" _[l] tyder på en sådan verdsliggørelse af den centrale institution i det hellige ægteskab, at der måske her findes en af grundene til, at helten i romance og her i romantik fremstår som protagonist og ikke blot som et interregnumintegral. _[7]  

Fra det asketiske synspunkt tør man skrive; at disse overvejelser ikke virker væsentlige, at først og fremmest fortryllelsens søde musik tæller, og nu - her i tredie del efter "hieros gamos" - hidkalder Ferdinand og alt folkets fornyelseskraft.

Osiriskultens bensamleri virker forskelligt fra de øvrige vegetationsinspirerede kulter på en måde, som tydeligt fremgår af flodsangen, men inden da kommer der de invocerende _[8] vers og deres inciterende _[9] omkvæd: "Weialala leia Wallala leialala" hvor læseren fra nu-beskrivelsens "skiftende Tidevand" _[m] og fyldte sejl når til svedende og energisk symboldrift gennem vandet, forbi det timelige Greenwich (linie 275), hvor verdenstiden måles og forbi "the Isle of Dogs" (: Hundeøen). Hundeøen ligner et symbol som let adapteres til "Hundestjernen" Sirius: en fra oldforskningen kendt dobbeltstjerne, som har haft betydning overalt på planeten i umindelige tider: Sirius: den stjerne som de gamle ægyptere måler deres kalender efter, den stiger op på deres himmel, netop som floden endeligt svulmer befrugtende over sine bredder 19-20/7.

Hvis første invocerende vers bevæger sig i trivialitet og universelle trivia, _[10] så bevæger det andet og sidste invocerende vers sig lige så klart i romance- og rituelkategorierne. Vickery bemærker (ibid p. 263) at Elizabeth og Leicesters tur foregik ved midsommerfesten, i kristen tid kaldet Johannes Døberens dag, det vil sige Sankte Hans. Rejsningen af Majpælen, tilskriver Frazer (ibid bind 5-6 p. 341) en korrespondance til opsætning af søjlen i Osiriskulten.

Søjlen, pælfæstelsen, kendes også i forbindelse med dyrkelsen af den hængte mand, "quercusdyrkelsen": egetræet gåder altså, og med andre typer af hængning eller kværkning af Guden, og synonymiteten mellem guden/antropomorfens potens og træets rejsning ligger ligefor. Det ligner en ret subtil imperial-kristen tankegang, som tilskrev denne folkelige før-kristne festdag til Johannes Døberen, Sankte Hans, og dermed indopererede rejsningssymbolikken i frelser-figurens egen rejsningshistorie; - som den kunne forkyndes folkeligt og med altomfavnende didaktisk prægnans. _[11]

Dyrkelsen af de afskårne lemmer, bengnaveriets begyndelse, når også et toppunkt i Osiriskulten, hvor Isis, søster-konen, samler hver del af det sønderdelte legeme og sammensyr det til genopstandelse som dødeverdensgud. Også i denne kult, som (jævnfør omstående) fremtræder tydeligst i denne del af digtet, gøres den afskårne, genpåsatte fallos til genstand for særlig opmærksomhed.

Citateksemplificeringen fra den moderne tid bevæger sig med den historiske tidsramme omkring det omfattende litterære symbol "Themsen" ind i den bedsteborgerlige royale idyl, også gennem noterne antydes de lystnes og lystiges udflugt.

Men på det overliggende teomagiske symbolplan bevæger handlingen sig frem til de - med Osiriskulten og med evig overlevelse - forbundne socialpraktikker, der bliver Osiriskultens mumificeringsmetode. Ægypteren har - modsat de tidlige Assyriske og andre folk - i forbindelse med revitaliseringskodningen konkret forestillet sig et efterliv: et ekstra liv efter døden, og mutilieringssublimeringen går fra den oprindelige bennedgravning og dyrkning i gudehaven (jævnfør digtets første del), over ophængning og selvkastrering (jævnfør digtets anden del) til denne den tredie dels Osiris, som i et esoterisk lys antager skikkelse af indvielsesvejen fra "død" personlighed over imaginistisk depersonalitet til op- og udlevelsen af sand videnskabelig kunst sammenflikket af videnskaben og kunstens mange udtryk.

Frazer sammenfatter disse tre faser af forløbet omkring Osiris i hans (ibid p. 321):

"... tredelte aspekt som død, sønderlemmet og endelig genoprejst ved samling af hans spredte lemmer.". _[n]

De i alt 14 dele af Osiris blev tilskrevet 14 områdetempler i det gamle Ægypten, ligesom de senere krist-katolske dyrkede man hellige legemeslevn, i bredere korrespondanceteori tilskrives disse lemmer de 4 * 14 kort i Tarot Minor Arcana serie. De døde ben har igennem hele digtet fundet betegnelse som "nothing" (: intet), forbundet til rotter og gyder, men sættes nu i sammenhæng til den genopstande gud: vel at mærke den i dødeverdenen genopstande gud.

Hvor analysen altså afdækkede en beskrivelse af centralsamlejet - med påfølgende naturrituelle og ritualnaturlige foreninger og overenskomstsdannelser - fremfindes nu i fortolkningen - bag disse struktureringers drift (: potens)tilbedelse - den grundliggende kærlighed og magiske praksis i gudens genopstandelse, symboliseret ved solspejlet månen, der transformerer livsenergi og muligheden for at genopstå ind i alnaturens voksen. Isis sættes her lig med Månen, og med doktrinen om "Lunar Sympati" (Lunar Sympathy Frazer ibid p. 369) skabes af hendes refleksion det nye i en forandret form.

Med den taroiske trumfgang i digtet har tredie del fremstillet "Paven/Hierofanten" og "De Elskende" trumferne nummer V og VI, og mon ikke udviklingen i opfattelsen af det første kort: fra Paven til det mere esoteriske "Hierofanten" skete ikke blot af protestantiske grunde i protestantiske lande men også fordi digtets samtid og de andre i Eliots generation (jævnfør hans henvisning til Frazer sidst i tarot noten til linie 46) havde et mere overordnet, esoterisk syn på dette fænomen, og generelt kendte til de udbredte ægyptiske frimurerier, og den gryende spredning af Buddhismen og andre østlige filosofier.

Isis ligner i dette aspekt som søster, kone og elskerinde de ældre guders consort altså ledsager, hun ligner Madonnaen i sin rolle som moder til Horusbarnet og Kristus-skikkelsen.

Hvor dette - ved forskningen med Sir William Frazer (ibid p. 89) - at guden blev brændt i Karthago til Augustins forargelse, og mon så ikke digtets til det ægyptiske plan sublimerede vegetationsritual nu introducerer den individualistiske og moralske selvpsykologiske og verbalpsykologiske - ikke materielt fysiske - selvmutilering: gennem begreber i sytetiserende voksen: fra tabu-forestillingernes "overtrædelse" til religionernes opfattelse af samme som "synd"?

Og selv om den her beskrevne udvikling accentuerer hunkøns-antropomorfen i vegetationsritualets følelsesliv og kvaliteter som individ, bevirker dén de-seksualisering og forskydning i vegetationstriaden fra død til genopstanelse i følge hermed: ikke alene nok beskrevet ved søsteren, konen og elskerinden, men finder i den hellige Jomfru den såvel mere videnskabelige som mere oprindelige forbindelse ind i menneskets og naturens hukommelse og ønskeliv ved at re-etablere moderskødsdyrkelsen, hvis analog går til livets væsensårsag: altså fødslen, og ikke blot til den Isis-symbolik, der når væsentlige ting i det vegetationsrituelle system af korrespondancer, men først som Horus Moderen - den Hellige Moder - når det 0-punkt i vegetationsprocessen, hvoraf livet opstår.

Det implicerede niveau af kirkesocial og humanitær art bliver forstået og endelig sammensat med henvisningen til Buddhaens berømte "Ildprædiken" i overskriften for digtets tredie del, og citatet "Flammende, flammende, flammende, flammende" "flammende" _[o] antyder også den ild, som jo tilskrives denne del, helt præcis "Stavenes Es", som i ildens flammende foranderlighed: i brændende hede kun finder ild, altså ikke tilsætter driftige illusioner ("3 Stave") og går bag "Hjulet" og derfra kan belære om forgængelighed.

[TOP]

Fodnoter til The Waste Land: Fortolkning side 4 del 3
Citater:

a Those are pearls that were his eyes. (linie 125)

b - Yet when we came back, late, from the hyacinth garden, (linie 37) ... (Those are pearls that were his eyes. Look!) (linie 48)

c By the waters of Leman I sat down and wept ... (linie 182) ... This music crept by me upon the waters (linie 257)

d ... beating obedient / To controlling hands (linie 421f)

e ... horns and motors (linie 197)

f ... the violet hour (linie 215)

g HURRY UP PLEASE ITS TIME (linie 141, 152, 165, 168 og 169) ... The time is now propitious, as he guesses (linie 235)

h The whole passage from Ovid is of great anthropological interest:

i ... Tyrésias est un hiérophante inintelligent ou infidèle. Un jour il trouve deux serpents entrelacés, il croit qu'ils se battent et les sépare en les frappant de son bâton: il n'a pas compris le symbole du caducée, il veut diviser les forces de la nature, il veut séparer la science de la foi, l'intelligence de l'amour, l'homme de la femme; il les voit unis comme des lutteurs, et il croit qu'ils se battent, il les blesse en les séparant, et le voilà lui-même ayant perdu son équilibre; il sera tour à tour homme et femme, jamais complètement, car l'accomplissement du mariage lui est interdit. Ici se révèlent tous les mystères de l'équilibre universel et la loi créatrice. En effet c'est l'androgyne humain qui enfant; l'homme et la femme tant qu'ils son séparés restent stériles, comme la religion sans la science et réciproquement, comme l'intelligence sans amour, comme la justice sans miséricorde et la miséricorde sans justice. L'harmonie résulte de l'analogie des contraires, il faut les distinguer pour les unir et non les sépares pour choisir entre eux. L'homme, dit-on, va sans cesse du blanc ou noir dans ses opinions et se trompe toujours. Cela doit être, car la forme visible, la forme réelle est blanche et noire, elle se produit en alliant l'ombre et la lumière sans les confondre. Ainsi se marient tous les contraires dans la nature, et celui qui veut les séparer s'expose ou châtiment de Tyrésias. D'autres disent qu'il devint aveugle pour avoir surpris Minerve toute nue, c'est-à-dire pour avoir profané les mystères: c'est une autre allégorie, mais c'est toujours la même symbole.

j Madonna-like Isis

k When lovely woman stoops to folly (linie 253) ... I shall rush out as I am, and walk the street / With my hair down (linie 132f)

l no response ... indifference (linie 241f); ... I'm glad its over.

m ... turning tide (linie 269)

n Triple aspect as dead, dismembered and finally reconstituted by the union of his scattered limbs.

o burning, burning, burning, burning ... burning (linie 308 og 311)

Fodnoter til The Waste Land: Fortolkning side 4 del 3
Ordforklaringer og nævnte personer samt henvisninger:

1 lamentation: efter latin lamentari: klage. Heraf lamentation altså: klage, jammer, klagesang, ve-råb.

2 masturbatorisk surrogat: formentligt efter latin manus turbare: med hånden besudle sig, heraf masturbation: kønslig selvtilfredsstillelse, håndafgnidende ophidselse af eget kønsorgan. Og efter latin sub rogare: under spørge, istedet for foreslå, heraf surrogat: erstatning. Masturbatorisk surrogat altså: en erstatning for kropskontakt som bringer kønsdriften i gang, et fantasiprodukt som stimulerer selvtilfredsstillelse.

3 libidinøst venererende: efter latin libido veneris: lyst vise ærbødighed, efter Venus: kærlighedens gudinde. Heraf lididinøst: driftpræget, og heraf venererende: tilbedende, libidinøst venererende altså: tilbedende med seksuel attrå, kønsligt begærende.

4 Hierofant: efter græsk hieros og latin infans: helligt lille umælende barn, helligbarn. Angiver normalt en åndeligt udviklet mester, en paveagtig mager, gerne født til denne gerning. Hierofant altså: hellig mester, født mester.

5 androgyne: efter græsk aner gyne : mande-kvinde, heraf androgyne altså: mænd med kvindelige træk, eller kvinder med mandlige træk. Tvekønnet, bi-seksuel.

6. Allerede Bachofens "Das Mutherrecht" havde fra midten af 1850'erne sandsynliggjort et oprindelig oldtidssamfund baseret på "gynækrokrati" altså: "kvindedømme". I Danmark fremhævede Kjær i sin "Studier af oldtidslivet og oldtidshistorien" i 1864 flere hel- eller halv-materikaler altså kvindedominerede samfund. Tesen bliver da, at før dyrkelsen af "Den Døde Gud","Den Hængte Mand" som et vegetationssymbol, fandtes der en livmoderdyrkelse under direkte teokratisk forvaltning af hunkønnet. I denne teori bliver fødslen - ikke døden - det centrale mysterium. Grænsetilfælde kan genkendes i alle oldtudskulturer: den mesopotamiske, ægyptiske, græske, senere romerske seksualobjektering af kvinden dels som teosakralt objekt (: elskovstempler, hellige skøger o.s.v.) dels som emotionelt styret og patriarkalskt sanktionerede søster og/eller moder, samt mands kvinde: Isis & Maria. - Således ludder og madonna begge i en dematroniseret version. Jævnfør måske, kvindefiguren i digtets noget håbløse tomhedsoplevelse.

7 interregnumintegral: efter latin inter regnum: mellem kongedømme, tidrum hvor et land står uden regent, interregnum altså: mellemtid mellem to regenter. Og efter latin integer: hel, helhed. Integral altså: som udgør et hele, ubeskåret. Interregnumintegral altså: den hele ubrudte periode som eksisterer mellem to herskere, en stilstand mellem to perioder. Angående protagonist se eventult anden note.

8 invocerende: (også stavet invokerende) efter latin in vox: i stemme, heraf latin invocare: påkalde, heraf invocation: påkaldelse, fremmanen. Invocerende altså: fremkaldende, opmanende, påkaldende.

9 inciterende: efter latin incitare: sætte i stærk bevægelse, opildne. Heraf incitament: tilskyndelse, ansporing. Inciterende altså: ansporende, opilnende, tilskyndende, som ophidser til, som giver lyst til.

10 trivia: efter latin tri via: tre veje, hvor tre veje mødes, heraf overført: tilgængelig for alle. Heraf triviel: almindelig, folkelig, jævnfør: triviallitteratur: kedelig, folkelig poplitteratur, kiosk-litteratur uden krævende kunstnerisk indhold. Heraf trivia altså: litteraturvidenskabeligt flertalsord for almindelige, folkelige, let gennemskuelige tekster eller kunstværker uden væsentlig kunstnerisk idé og indhold.

11 didaktisk prægnans: efter græsk didaktike techne: undervisningskunst. Og efter latin prægnans: svanger, heraf prægnans: drægtighed, rammende udtryksmåde, fyndig, skarp og klar. Didaktisk prægnans altså: med klog belærende fyndighed, med professionel lærerholdnings klare formulering.