|
T.S. Eliots "The Waste Land" side 3 - Tematik, symbolik, personae |
|||
|
SIDE 3 |
|||
|
Beskrivelse |
Analyse |
Tematik |
Fortolkning |
Inden teksten afsluttende vil fortolke digtets struktur og betydning, vil den kort præcisere tre forhold, som de foregående afsnit ofte finder og genfinder samt fremviser hertil.
Disse tre forhold: de narrative, symbolske & karaktermæssige konstanter:
[TOP]
1. Fiskerkongen og Ødemarks-fortællingerne synes i de senere 1000 års tid indvævet stadigt tættere i den kristelige mystik og legendetradition. I følge denne tradition lagde Josef af Arimatæa - det jødiske rådsmedlem - Jesus-karakteren i graven - jævnfør "Bibelen" (Lukas 23:50ff) - og altså: han så i fortællingens fiktion den døde sidst.
- En indekslæsning af Weston under denne person vil antyde hans enorme betydning for den middelalderlige romancedigtnings kult, en betydning Eliot tilsyneladende ikke inddrager nærmere.
Derimod gøres der, som det fremgik ovenfor, meget ud af Emmaus-vandringen i "Bibelen" (Lukas 24:13-32) af Kleofas og hans ven, og de beskrives som de første til at se frelser-figuren efter genopstandelsen og til endelig at genkende ham.
Om Eliot nu mener; at Kapellet findes i Emmaus eller ej, kan ikke vides, det virker mere som om selve motivet med en ukendt, dulgt rejsekammerat, som siden viser sig som den gode hjælper, der har optaget ham. Jessie L. Weston skelner i sin bog mellem romancer, hvor enten graven(ene) eller kapellet står som centrale.
Ved graven (citat Weston ibid p. 179):
"... bor hundrede eremitter og flere" ... "Der er ingen som nogensinde kunne fortælle / om gravpladsens underfulde fortryllelse". [a]
Med de fortællinger som sætter Kapellet i centrum må man derimod gå en lang omvej over mysterietraditionens initieringsritualer til en romance som "Owain Miles" [1] for at genkende og genfinde en død-genopstandelseshistorie med indlagte æterisk åndelige besøg på diverse under og oververdensplaner.
Netop denne rejse synes central i næsten alle profet- og magusmyter, som Butler beviste det i sin "Myth of the Magus".
Hele myten om Fiskerkongen og Ødemarken har altså en del forskellige varianter og opskrifter, og skal man skære ned til denne fortællings ben, må man gå til de kilder for hvilke fortællingen betegner en konkret psykisk realitet ikke blot en passende fabularisk ramme. Aleister Crowley udgør en af disse kilder, og han giver myten i sin tarotbog "The Book of Thoth" (ibid p. 122):
"O, min søn, saml du alle disse Lemmer sammen i et Legeme, og pust på det med din Ånd, at det måtte leve; så omfavn du det med din Manddoms Lyst, og gå ind i det, og kend det; således skal I blive Et Kød. Nu endelig i Styrkelsen og Ekstasen ved denne Fuldbyrdelse skal du vide ved hvilken Inspiration du haver valgt dit Navn i Gnosis, jeg mener PARZIVAL, "den rene Thor", den Sande Ridder som vandt Kongeret i Montsalvat, og helede Amfortas Sår, og beordrede Kundry til den Rette Tjeneste, og genfandt Lansen, og genoplivede Gralens Mirakel; ja, også på sig selv fuldbyrdede han sit Ord i enden: "Højeste Helbredende Under! Forløserens Forløsning!"." [b]
I Crowleys senere år, - og under indflydelse af det tyske høj- og co-frimureri O.T.O, som han blev overhoved for i de engelsksprogede områder - bliver hele Gralslegenden primært en manifestation af de seksuelle mysterier. Gnosis: erkendelsen omfatter, som det fremgår, en nærmest kødelig forening med mysteriet.
Montsalvat, eller det hellige bjerg, Venusbjerget [2] som ridderen skal nå til, Amfortas den syge konge, og Kundry, den kvinde som spottede Jesus-figuren, mens han ifølge myterne vandrede med korset til Golgata. Hun skal ikke længere spotte men medvirke i helingen og genoplivelsen af Lansen og Gralen, således - med Wagners ord - heles heleren, forløses forløseren.
[TOP]
2. Vegetationssymbolikken fremgår i mange og udførlige detaljer - ifølge Eliots indledende note - ved læsning af Sir Frazers "The Golden Bough" bind 5 og 6 "Adonis, Attis, Osiris". Teksten vil udover disse bind henholde sig til og delvis inddrage bind 4 "The Dying God". Bindeleddet mellem "The Golden Bough" og "The Waste Land" bliver - her som før - Jessie L. Westons superbe lille afhandling. Dennes titel: "From Ritual to romance" angiver allerede den antropologiske vegetationsmytes udvikling ud af urtid og ind i kristelig modernitet, de endelige versioner indfarvedes givetvis med kristne legender og ideer, alligevel fandtes der - også på grundlag af Frazer - mere end belæg for, at væsentlige dele af myten genfortæller prækristne efter mellemøstlige og nærorientalske indvielsesritualer og mysteriespil: efter irsk, druidisk og indogermansk folkelig fortællekunst og lignende.
Westons bevisførelse og argumentation blev indledt i bogen "The Quest of the Holy Grail" (1913), i hvilken hun for første gang samlede og autoritativt fremsatte sin "ritualteori" (ibid p. 75ff). P. 77 heri hedder det:
"I lyset af moderne forskning, ved vi nu at den mest udbredte metode at symbolisere de årlige naturlige processer af vækst og forfald, var den som så den belivende Naturånd under en antropomorfisk form. [3] Navnet på guden varierede i forskellige lande; den tidligste form af kulten som har efterladt tydelige spor er den babyloniske, der kendte guddommen som Tammuz; men (i) den bedst kendte form, ... som opstod i Fønikien ... Kendtes guden som Adonis.". [c]
Senere i "From Ritual to Romance" underbyggede Weston teorien yderligere (ibid p. 36):
"... ideen om en evindeligt tilbagevendende cyklus af Fødsel, Død og Genopstandelse eller Gen-Fødsel af alle ting i Naturen, denne cyklus afhængig af en enheds aktiviteter ... (ibid p. 43): ... den noget flygtige og upersonlige enhed, som i antropomorfisk form repræsenterer princippet om belivet Natur, på hvis bevarelse og uformindskede energi, menneskets liv, direkte og indirekte, afhænger.". [d]
Med denne cirkulære citatmosaik har teksten villet give det socialpsykologiske motivapparat bag vegetationsmyten, der nu fremstår som animeret og personificeret sæsoncyklisk naturtilbedelse i guds-menneskets billede.
Overbygningerne på denne grundtanke varierer som Weston bemærker, men symbolfremstillingerne synes bredt enige om gudernes død og hele eller snarere delvise genopstandelse: forhold gældende for Tammuz (Dumuzi), Adonis, Attis, Osiris og for Jesus-figuren.
Teksten vil i fortolkningerne nedenfor derligere nuancerer denne resumeagtige fremstilling af vegetationspositionen, og vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at Eliot med indledningen til noternes bemærkning om:
"... visse hentydninger til Vegetations-Ceremonier.". [e]
Altså: at Eliot kan tænkes at hentyde til de forskellige detaljer af vegetationsrituel karakter i digtet og til en overordnet strukturerende faktor, der lader de nævnte guder repræsenterer hver sin del af digtet, om end en detaljesammenblanding - sine steder - synes at modsige denne tese; - umiddelbart synes "De dødes begravelse" at fremstille den sublimering af Tammuz (Dumuzi), som senere fremsættes i Adonisdyrkelsen, "Et skakparti" kunne siges at repræsenterer Attis, "Ildprædiken" således Attis; og som det vil fremgå findes der altså rigeligt belæg for - om end afvigende detaljer omkring - denne tese, som dog let korresponderer "Døden fra vand"-delen med Osiris, hvor til den afsluttende del så klart alluderer til Jesus-figuren og hans genopstandelse, at enhver tvivl kan udelukkes. Teoriens svage punkt bliver altså sammenblandingen af specifiktræk fra de forskellige kulters detaljesammenhæng, en sammenblanding som måske kan postuleres som den centrumsøgende kraft i de forskellige ritualsammenstillingers fælles væsen.
Hvor om alt viser sig at kunne begribes, så burde læseren nu klart kunne indse "The Fisher King", Fiskerkongen, i hans rolle som naturregenerator, og forstå samme rolles ansats til en naturvidenskabelig forklaringsmodel i teomagisk, social symbolik, og indser (med Frazers bevisførsel in mente), at samme forklaringsmodel har haft global gyldighed helt op til det teomagiske miljø omkring - om end mindre efter - den postulerede manifestation af Kristus-idealet, som udgør tælleværket for almindelig tidsregning.
Endelig anslås altså en mulighed af, at dele af det oprindelige vegetationsritual findes indoptaget i den hellige almindelige kirke, og at samme dele og/eller andre har fundet fremstilling i dele af den arthurske romancedigtning.
[TOP]
3. Person- og jeg-strukturen. Allerede indledningsvist angav analysen over hvilken kam jeg-systematikken skæres. Det vil ved læsning af digtet og kapitlets foreløbige ordlyd synes indlysende; at forholdene faktisk forefindes som angivet; men på dette tekststed virker en nærmere præcisering nødvendig, dels for at imødegå andre fortolkninger, dels fordi den rette forståelse af jeg-problemet fører til den lås, som den meget omtalte nøgle drejer i.
Eliot skriver i noten til linie 218; at alle personer i virkeligheden samles i Tiresias. Således falder alle hanpersoner sammen over tre linier og end sige så diametralt modsat med hunpersonerne. Man vil ved at skematisere alle navngivne personer opdage; at der findes en numerisk overensstemmelse frem til Tiresias og Kontordreng/Skrivepige-foreningen, helt fra den indledende "pardannelse" mellem sibyllen og Pound. Ifølge Eliots imaginistiske metode bliver depersonalisering mulig ved at ophæve "jeg" i "ikke-jeg" og videresublimere "ikke-jeg" ind i "gen-jeg" - hvis mytiske "over"-"gen-jeg" fremtræder i Tiresias.
Ifølge denne proces' logik findes alle tre jegkvaliteter i hver person, men prononceret specifikt i hver enkelt. Således for eksempel "Stetson": først et "ikke-jeg", gennem tiltalen: "Du, som var med mig paa Skibene ved Mylae!" [f] et "gen-jeg" og ender gennem samtalen "... du plantede i Fjor i Haven" [g] som et "jeg".
Selv om dette tilfælde fremviser denne, tør man skrive, "fremtrædelses-væsens-fremstillings"
mekanik generelt, virker den gældende om alle "jeg", "os"
og navngivne personer, også de som kun optræder som historiske nævnelser
eller stednavne, for eksempel Saint Mary Woollnoth (linie 67) og Magnus Martyr
(linie 264).
Resummerende kan det altså fastholdes; at digtets personer fremtræder generelt i én af de tre kategorier, men at de, i kraft af at de rummer alle tre kategorier kategorisk, overgår i hinanden og sammen alle opgår i Tiresias: den enøjede, tvekønnede seer.
Med struktureringen omstående for øje vil det nu findes muligt at fastlægge enhver person i digtets totale jeg-struktur og indpasse denne som funktion i motivkredsene, hvor jeg-strukturens romance-positions overordning dels giver Tiresias' (det vil sige: alles) driftsoplevelse, dels giver den religionspsykologiske udvikling, ja, fra den arke-rituelle subjekts og objekts forstand, til den gryende individualforståelse mellem eventyrlige magiske rekvisitter og ædel dåd, som strømmer læseren friskt og friseret i møde fra fru Westons inspirerende bøger.
[TOP]
Fodnoter til The Waste Land: Tematik Side 3
Citater:
a ... lives hundreds of hermits and more & There is none could ever tell / of the graveyard's marvellous spell.
b O, my son, gather thou all these Limbs together in one Body, and breathe upon it with thy Spirit, that it may live; then do thou embrace it with Lust of thy Manhood, and go into it, and know it; so shall ye be One Flesh. Now at last in the Reinforcement and Ecstasy of the Consummation thou shalt wit by what Inspiration thou didst choose thy name in the Gnosis, I mean PARZIVAL, "der reine Thor", the True Knight that won Kingship in Monsalvat, and made whole the Wound of Amfortas, and ordered Kundry to Right Service, and regained the Lance, and revived the Miracle of the Sangraal; yea, also upon himself did he accomplish his Word in the end: "Höchsten Heiles Wunder! Erlösung dem Erlöser!"
c In the light of modern research, we now know that the most widespread method of symbolizing the annual natural processes of growth and decay was that which regarded the animating Spirit of Nature under an anthropomorphic form. The name of the god varied in different lands; the earliest form of the cult which has left distinct traces is the Babylonian, which knew the deity as Tammuz; but (in) the best known form, ... taking its rise in Phænicia ... The god was known as Adonis.
d ... the idea of a constantly recurring cycle of Birth, Death and Resurrection, or Re-Birth of all things in Nature, this cycle depending upon the activities of an entity ... (p. 43) ... the somewhat elusive and impersonal entity, who represents in anthropomorphic form the principle of animated Nature, upon whose preservation, and unimpaired energies, the life of man, directly and indirectly, depends.
e ... certain references to vegetation ceremonies.
f You who were with me in the ships at Mylae! (linie 70)
g ... you planted last year in your garden, (linie 71)
[TOP]
Fodnoter til The Waste Land side 3 tematik
Ordforklaringer og nævnte personer:
1 Owain Miles: et gammelt engelsk mytedigt - fra ca. 1100-tallet - kendt under navnet "The Legend of Owain Miles" ("Legenden om Owain Miles") formentlig en walisisk sagnkonge. Kun kendt i fragmentarisk form og i meget små genudgivelser i moderne tid.
2 Montsalvat: frelsens bjerg, livets udspring, det hellige bjerg: Venusbjerget her i den seksuelt tenderede versionen af bjerget, gudinden, gralen = koppen, ridderen og lansen og så videre.
3 antropomorfisk form: efter græsk anthropo og morfe: menneskelig form, vedrørende menneskelig form. Antropomorfisk form altså: i menneskeskikkelse. Ordet antyder en form, hvor noget abstrakt bliver symboliseret i en menneskeskikkelse.
[TOP]