T.S. Eliots "The Waste Land"

T.S. Eliots "The Waste Land" side 4 - Fortolkning og vurdering
SIDE 1	SIDE 2	SIDE 3	SIDE 4
Beskrivelse	Analyse	Tematik	Fortolkning

Ved at fastholde, Phlebas, som: "Deres Kort, den druknede føniske Sømand" _[a] og endvidere som ét - det første af de i alt tre aspekter i dette kort - angiver fortolkningen ham nu klart som den impotensfiksering, der klynger sig til den omgivende virkelighed, og kun forstår og evaluerer sig selv underlagt de givne kommercielle, økonomiske mekanismer (jævnfør fjerde dels: "Havmaagernes Skrig" og "Og Vinding og Tab"). _[b]

Det ligger, især hvis man inddrager "demotisk Fransk" _[c] (altså folkeligt fransk), et subtilt ophøjet ordspil, som statuerer forskellen på tredie dels "currants" ("korender" linie 210) og fjerde dels "current" ("Strøm" linie 315), og lige såvel som korender kan kaldes kurante værdiudtryk, danner havstrømmen her et driftsudtryk.

Omstående i analysen blev det bemærket; at vanddøden og angsten for den nemt forstås, og med de i ovenstående afsnit fremhævede aspekter af ilden som "den altfortærende flamme af begær" og også som "den hellige rensende ild", anes en elementkamp, af hvilken det implicitte nederlag forklares: flammens begær bliver ikke slukket -: den hellige rensende ild bringes ikke til udfoldelse.

Udfra Buddhaens ord betegner ilden symbolsk et onde, som både fremstiller og forvrider menneske, materie og opfattelsen af samme, og i dette "ikke-teomagiske" aspekt kan den "rensende" (Spender ibid p. 112) virkning indfortolkes.

Overfladeforståelsen beskrives jo indtil nu som en gold ikke-forstående fiksering af mennesket: på højeste plan i dets socialiserings bearbejdning af data - jævnfør manden eller elskerens tankeassociative indre repeterende monolog i anden del (linie 115f og 124f) og forøvrigt Eliots opfattelse af, hvordan et digt bliver til, - og på laveste plan en socialiseringsfiksering til drifterne og deres socialpsykologiske symbolhalo.

Imellem moralen og indledningen - her i fjerde del - præciseres en række forhold: i de to første vers udviklingen ved hvilken døden bliver til forandring. "Erindring", _[d] som sættes ud af funktion ("Har glemt" _[e]) viser sig som oplevelsen af den ydre verden: mågernes skrig, dybe dønninger og en "indre" organisering heraf: "Vinding og Tab", som nævnt ovenfor.

Phlebas beskrives ikke - som i købmandsaspektet - som en kommerciel forretningsmand, men: "Vinding og Tab" har jo også stor betydning for lønmodtageren, som "svømmer oven på" eller rettere "sejlede" for man forstår måske bedst, hvis man antager den omvendte betydning af kortet, den som opstår, når kortet kommer ud "med hovedet nedad" (jævnfør betydningerne angivet i analysen). _[1]

I modstillet position altså omvendt betyder de "3 Stave": "problemophør" enten midlertidigt eller for altid afhængigt af kontekst, og hvis man ihukommer accentueringen af forandring og hav- og dødsmetaforikken i "perle"-ledetråden fra "The Tempest", kan man i her i fortolkningen med moralens eftertanke in mente forstå; at der nedenunder det lette overfladeengagements egoisme venter den udvendiggørelse, der skaber døden: nulpunktet naturligvis: den samlede "Erindring", som kører baglæns (jævnfør "sin Manddoms og Ungdoms Stadier" _[f] i den hvirvlende forsvinden som bringer forstadiet for næste fremtrædelse.

Spender referer også her til Eliots øvrige, tidligere produktion omkring digtet, her (ibid p. 122)

Og selv om den franske udtaleform for den druknede jo associerer til såvel "ild" som - endnu tydeligere end den engelske form - til "Fugl Føniks", tænder fortællingens ild en så gammel flamme som infantil altså den tidligste barnlige seksualitet nu kan ulme fra: traumisk trængt i en grandios altså storladen driftsfiksering: et øjebliks mægtighed, som i hele hans socialiseringsforløbs dybe dønning og øjeblikkets undersøiske strøm har skænket ham: barndom, ungdom og manddom, men ikke alderdom.

Vandesset i tarotten - altså Koppernes Es - ligger som det første i det "flush" _[2] man ved taroisk logik kan korrespondere i den skematiske udvikling fra digtets fjerde dels navnsnævnelse og dens beskrivende ledsætning og mågeskrig: svarende til "10 Kopper" kortet også kaldet "Mæthed"; den dybe dønning svarende til "9 Kopper" også kaldet "Glæde"; Vinding svarende til "8 Kopper" også kaldet "Træghed"; Tab svarende til "7 Kopper" også kaldet "Fordærvelse"; den undersøiske strøm svarende til "6 Kopper" også kaldet "Nydelse"; det hviskende benpilleri svarende til "5 Kopper" også kaldet "Skuffelse"; legemets stigninger i vandet svarende til "4 Kopper" også kaldet "Yppighed"; legemets fald i vandet svarende til "3 Kopper" også kaldet "Fylde"; manddommens og ungdommens stadier svarende til "2 Kopper" også kaldet "Kærlighed"; og endelig malstrømmen svarende til "Koppernes Es" også kaldet "Vandkraften", som det også kendes fra kristkirkens døbefont og fra dele af Gralsforståelserne.

Dette nedlæg - eller denne serie - forstås naturligvis bedre, når hver enkelt kort afdækkes i sine betydningslag specielt med henblik på den foreliggende serie, som realiserer en af vejene op af Livets Træ, den vej som medfører døden, eller med Eliots egne ord: "Døden fra vand".

Når det virker vigtigt at eksplicitere dette flush eller dette nedkast/oplæg bag afsnittet - med dele af det kristelige korrespondancemønster - skyldes det også muligheden for at tydeliggøre det kommende og afsluttende gude- og vegetationsritual, samtidigt med at læseren, ifølge den vegetationsudviklingsmæssige teo-sociologiske accelerering i digtet, kan se tilbage over offerets nødvendighed (første del), forståelsen i forhold til offeret (anden del), dyrkelsen af offeret (tredie del) og nu offeret selv (altså fjerde del).

De fjorten dage for Phlebas død svarer her også givet til de festivaler og tilbedelser som "han" har været genstand for og i, og der kan læseren ane, hvad Phlebas har "glemt" _[h] i det aspekt som det vil antage, når "erindring" genfødes.

Den i mytens udvikling afsluttende potenstilbedelse lader som følge heraf strømmen hviskende renpille hans ben, mens bensymbolikken, som tidligere anført lader læseren forstå; at denne død ikke bringer den totale frigørelse fra lidenskabernes ild og naturverdenens reinkarnationsspiral, som Buddhaen belærer om, snarere tværtimod.

Qua ordet "spiral" må der dog, som både Spender (ibid p. 112) og Vickery (ibid p. 263f) skriver, have foregået endnu en reinkarnation i religionspsykologisk sublimering, og selv om det kan synes svært at se nogle af de inddragede vegetationsguddomme som direkte - eller mere end blot generelt, - struktureret ind i fjerde delens mytiske basis, kan man påpege en forståelse af den egentlige antropomorf som gen- og erkendt i sin ikke-symboliserede realitet: altså som mennesket per se.

Og i denne forståelse bliver - og hér bliver - anråbelsen implicit i moralen forståelig som "Erindring og Begær"_[i] som (erindring): "drejer Rattet" og "kom ... i Hu"; og (begær): "Blik til Luvart" og "fager og høj", _[j] herved opstår den i analysen påpegede udvikling: altså fra menneske-gud til gude-menneske.

I denne forbindelse, hvor digtets fjerede del så tydeligt skilter med sit tilskrevne element vand, bør det heller ikke overses, hvordan Johannes Døberen - og vandet i det hele taget - bliver og fortsat forbliver en del af den hellige almindelige kirkes (den romersk katolske især) rekvisitter i ritualer ikke blot som ovenfor nævnt: dåben men også som rekvisit i velsignelse og uddrivelse. af

Især den sidstnævnte faktor får betydning sammenholdt med del af den omstående omtalte vandprøve og med de af Eliot tydeligt ekpliciterede tre personificeringer af "3 Stave" også kaldet "Dyd".

Den druknede føniske sejlers dyd indebærer netop død óg gennem triaden: genopstandelse, -: og at han virkeligt forsvinder i de altfavnende og forunderligt forandlige bølger (jævnfør perle-motivet), giver således et tegn på, at han vitterlig modtages i gudsafdelingen.

I denne forbindelse synes dyden for manden med de tre stave at holde sig til nuet, mens handelsmandens dyd, som det fremgik, indebærer at have papirerne "a vista" _[3] og drifterne i orden (linie 211ff).

Med den trumf-taroiske gang in mente (beskrevet omstående) bliver de to dominerende trumfer i fjerde del "Vognen" trumf nummer VII og "Retfærdighed" trumf nummer VIII, den sidstnævnte trumf bliver med Crowleys tarotrevisioner til "Udligning" ("Adjustment"). Hvad bringer bølgeskvulp vel andet?

I Crowleys lille forklarende introduktionsbog til hans kort gives følgende forklaring på "Vognen"; (ibid p. 7) antydes mekanikken her i digtets fjerde del tydeligt:

Og denne forandringstrang står naturligvis i digtet vegetationseksplicit endog animeret: "hviskende", og beskriver - ligesom den fra vandets overflade kommende musik i forrige del (Ferdinand i digtets linier: 182 og 257 og perle-motivet (linierne 48 og 125)) - den fortryllelse ved hvilken forgang forgår, om end igen det centrale fokuseringspunkt bliver døden, symboliseret i den undervendte vandsøjles dødssugende kraft, en generel bevægelse nedad som kontrasterer den overflade af samfundsliv moralen prædiker imod.

Dødskarakteren gives i det tilsvarende trumfkort, et kvindekort (Crowley ibid):

Og man kan fastholde at i forrige, tredie del har "Paven" eller "Hierophanten" vidst om "De Elskende", at deres kærligheds (i dette tilfælde) dehumane og driftsdirigerede ritualudfoldelse måtte resultere i denne død, hvor Phlebas - efter et "livs-flash-back" - opsuges i malstrømmens vandmasser for at undergå nøjagtigt samme forvandling som Alphonso i det meget citerede skuespil af William Shakespeare: "The Tempest".

Man ved ikke så meget om den føniske vegetationsgud: El (Frazer ibid p. 132) og hans modsvarende feminine part dyrket i Mallus på Cicilien, men når Frazer beskriver ham med to øjne foran, og to bagved, og endvidere med tre par vinger, synes - med "Manddoms og Ungdoms Stadier", "Vinding og Tab" og "3 Stave"-positionen - vigtige forhold i fjerde delens vegetations-antropomorf forklaret.

Man kan (som påpeget i analysen) spekulere på, hvordan det vocative _[₄_]"hedning eller Jøde" _[m]skal forstås. Umiddelbart bringer hele digtets romancekreds en slags "hedninge-digtning", mens hverken Tora, som jødisk helligbog, Talmud, endsige mere esoteriske traditioner som for eksempel Sohar og kabbala synes særligt inddraget, udover de steder hvor Bibelen fungerer som kristen forkyndelse (bibelsk ørkenlandskab for eksempel, første del, andet afsnit linie 16ff), og det bør bemærkes at der ikke eksplicit fremhæves tekst fra eller citeres fra moseloven. _[5]

Naturligvis kan selve liv-død-genopstandelsestematikken på mange leder og kanter genfindes i hebraisk hellighed (jo til eksempel Salomons Tempels rejsning, ødelæggelse og genopbygning) ligeledes dele af og varianter i Civetas Dei-symbolikken, dog forstået som det Hellige Land, "Guds By" som jo determinerer bybeskrivelserne i digtet ("Uvirkelige City"-afsnittene, linie 60ff, 207ff og 373ff), men generelt inddrages morgenlandets oprindelige, og den senere jødiske sofi ikke specielt, og "Hedning eller Jøde" tiltalen får derigennem nærmere et middelalderagtigt måske endda et shakespeareagtigt præg, hvor jøden vil blive en slags Shylock, altså en parallel til Smyrnakøbmanden: - den overlevende.

Hvorom dette, rådes de der styrer deres skib og ser op mod vinden, til at meditere over Phlebas' død, og man kan heraf fortolke; at hvor meget vind der end suser i sejlene, indeholder naturen i vegetation og i individ i sig selv en død, hvis væsen udvirker forandring gennem forfald, forrådnelse, fornyelse, - ligesom vandmasserne selv fremtræder som en evigt foranderlig formsubstantielt forskydelig faktor, midtvejs mellem anvendelig undertvingelse (: sejleren) og ustyrlig destruktion (: den druknede).

En forandringsfuldhed som fremtræder i dødsfælden, malstrømmen af brusende drift som uafværgeligt vil destruere det stovte, selvgode selvs dødsperception, hvis parole lyder at foranderligheden kan man, om ikke andet, krydse sig igennem, hvis man da forstår at indordne sig under de givne forhold (: vindretningen); og det bliver tydeligt hvorfor "Vognen" som jo (ligesom den bibelske Ark) indeholder "skiven" eller "gralen" spiler ind i denne del af digtet.

Weston som har stødt på flere myter hvor "gralen" nærmest beskrives som en "skive", diskuterer de forskellige vegetationskulter i hvilke et helligt måltid serveres på et "helligt fad", og måske bliver det heraf tydeligt hvorfor ingen kam se personen bag vognstyrerens maske (i korrekt tegnede versioner af dette kort), idet denne jo nedkalder retfærdigheds dødsdom (næste trumf nummer VIII) over enhver, som prøver (: ofret).

Ofret betegner før sin død prototypen på den ikke-indviede, ikke-velsignede, ikke i måltidet deltagende, vedkommende synes derfor enkelt og helt fikseret i overfladen af teksten og livet: "Erindring og Begær". _[n]

Det virker udfra fortolkningen her oplagt, at denne holdning med usvigelig sikkerhed binder mennesket til en selvretfærdig underkastelse, hvis resultat indebærer den evige genfødsel til kalkulation og håbefuld efterrationalisering.

Fodnoter til The Waste Land: Fortolkning side 4 del 4
Ordforklaringer og nævnte personer samt henvisninger:

1 Det bør måske bemærkes, at langtfra alle tarotkort kan og bør tolkes med en dobbeltbetydning opstået af kortets tilfældige placering op- eller nedvendt. Med det af Waite producerede sæt kan denne tolkningsmetode anvendes, idet man ikke kan skelne op og ned på kortet ved at betragte dets bagside, men ved de fleste andre moderne sæt - for eksempel Aleister Crowleys bedstssælgende "Thoth-Tarot", kan man ganske let se op og ned på et kort, når man betragter bagsiden, hvorfor den specielle tydning i kortet ved den tilfældige op- eller nedvending bortfalder.

2 flush: efter latin fluere: flyde, heraf engelsk flush: en hånd vindende spillekort i samme farve. Heraf overført flush altså: nogle kort som passer sammen, en tildelt hånd kort som danner en helhed i spillet.

3 a vista: efter latin ad videre: ved at se, heraf a vista: ved besigtigelse, ved forevisning, musikalsk fra bladet. A vista altså: papirer som kan forevises passende personer ved passende lejligheder, for eksempel toldpapirer, tilladelser, kørekort, pas, anbefalinger og lignende.

4 Vocative: efter latin vox: stemme, heraf latin vocare: kalde, anråbe. Heraf vocativ: direkte tiltalemåde. Vocative altså: anråbende, påkaldende. Se eventuelt tidligere fodnote om invocerende.

5 Altså kun den implicitte venten på Profetens dørbank - en vigtig del af jødernes påskefest - og de eksplicit anførte gammeltestamentlige citeringer henholder sig til hebraisk hellighed. Ezekiel møder jo et "sphinx-agtigt" væsen, efter at han er blevet voksen, noget lig det væsen Lady Harris tegnede på Crowleys Tarot Trumf nr. VII "Vognen", og Eliots anførte skriftsted kommer som et af de sidste inden "Højsangen". Denne transistoriske position analogiseres gennem det andet skriftsted med alnaturen og dens skælven under menneskets fravær. Således bliver Bibel-mosaikken i digtet: potensfiksering i en vegetationssocialiseret overgangsfase, hvor individet bliver til protagonisten, som indtræder i voksendom.

Naturligvis findes mange af symbolerne, numrene o.s.v. korresponderet i hebraisk hellighed; for eksempel gives digtets næstsidste dæmoniserede dyresymbol: flagermusene i det violblå lys (linie 379f) i Campbell Thompsons "Semitic Magic" ("Rabbinic Beliefs" p. 4) som en af de mulige skikkelser, urene ånder kan blive genfødt i, og dét giver endnu en symboldybde for "Spædbarnstræk" (: "baby faces" linie 379), og med smådyrsmetaforikken in mente til dels en forståelse af det andet og digtets eneste bredt-kendte jødiske symbol: "de syvarmede Kandelabres" (: "sevenbranched candelabra" linie 82). "Tildels" fordi det må forstås, at dette symbol på de nedre punkter af Livets Træ ekspliciterer de øverste tre punkter (altså triaden). Systemet Livet Træ kendes fra i hvert fald Moshe ben Leons tid, og altså mere end 600 år før Lévi i 1850'erne gjorde det til allemandseje indenfor teomagien.