Øvrige lejligheds- og almanakdigtning

DENNE SIDSTE KATEGORI kan klart kaldes en art endelig opsamlingsgruppe, med de øvrige lejlighedsdigte, altså ikke bryllups-, fødsels- og begravelsesdigte, men også de digte som skreves i anledning af fødselsdage, og når en kendt student blev magister og lignende.

Anders Bording leverede smukkeligent lykønskningsdigte, i en skrivertradition som siden kan siges nedsunket til folket eller genopstået som folkelig form i almindelighed (for så vidt at man i årene omkring det 20. & 21. århundrede ofte forfattede disse festsange 'i famiens skød' eller blandt 'musikalske venner'.)

Da Bordings ven, Jacob Jørgensøn Seemand, lægen, den 29/10-1667 antog doktorgraden, rimede Bording beredt for eksempel følgende æreslinier "Anders Bording. Digte" (p. 81f linie 4-8 og ibid linie 21-24):

"Den ædle Læge-kunst vel er
    En synderlig Guds gafve.
Kun nogle sære mennisker
    Den gifven er at hafve.".

"Hand fylder ingen Kirkegaard
    Ey Grafveren beriger
Er ey for blød er ey for haard
    Sin meening rundt udsiger.".

Selv med så konkret et emne skinner barokken stilelementer igennem; der findes modsætningsparadokset mellem for hård og for blød, og også den groteskt gotiske bemærkning om ikke at fylde kirkegården og berige graveren: igen de krasse virkemidlers effektrytteri.

Til lejlighedsdigtningen kan man sammenfattende knytte impromptu a og kundskabsformerne. Disse to vidt forskellige, nærmest modsatte, former hører egentligt sammen således at forstå, at deres læsning, deres forståelse hænger sammen med en bestemt situation, som læseren/tilhøreren befinder sig i. -: Impromptu-formen, den korte poetisk veldrejede kvikke bemærkning, det flygtige, fastholdte lykketræf, og overfor denne digttype altså kundskabsdigtet, der egentlig ikke overlever barokken som form, men forsvinder med den øgede splittelse i specialiseringen indenfor kundskabsområderne.

Kundskabsdigtet omfattede en matematisk, geometrisk eller lignende videnskabelig disciplins områder og beviser fremstillet metrisk. Omend formen genfindes forandret forsvinder den i barokken med Tøger Reenbergs klassiske belæring om at udtrække kubikrødder a: "Extractio Radicis Cubicae" som grundeksempel for eftertiden (i "Ars Poetica" p. 103f).

Bindebrevene hører egentlig også lidt med her i denne kategori og også de kan siges delvis forsvundet med barokperiodens udløb. Som skrevet synes alle struktureringer af barokken bedst, når de opfattes fleksibelt, altså også når et bindebrev stillede en person en skriftlig gåde på dennes navnedag (et levn fra katolicismen som først uddøde senere).

Med impromptudigtet forventedes en latter, en løftelse, en beundring for velformuleret mening. -: Det samme forventedes af kundskabsdigtet, især i dets gådefulde former. Men dertil også en art akademisk bedsteborgerforstand for så vidt, at kundskabsdigtene netop omhandlede de højere videnskaber. - Effekten - denne barokkens centrale receptionsæstetiske kategori - forblev altså den samme, om digtformen nu fremstod som en kort begavet improvisation, som et kundskabsrigt læredigt eller som et gådefuldt bindebrev, derfor kan man med nogen ret tillade sig at opsamle disse former i denne afsluttende samlingskategori.

Rimning om årets gang og livets aldre findes langt tilbage i alle typer kulturer. Barokken har ikke specielt udviklet eller bibeholdt denne form, den ligger som skrevet i kulturens selv og har - ved hver ny litterær bølge - sået nye former. Blandt de kendteste sådanne skrifter i barokperioden regnes Niels Heldvads store digt fra 1620´erne: "En smuck Ihukommelse Om Menniskens Alder effter de 12. Maaneder i Aaret affdeelt" udgivet i 1630. Her skildres menneskelivet sat op i system med årets tolv måneder, kristtroen forkyndes, dog ikke mere tydeligt end at også naturen og menneskenes gøremål i arbejdsåret har stor vægt i fremstillingen. Salmemotivet står lige for, men i sin naturglæde adskiller digtet sig fra almen salmedigtning, og i den folkelige melodi nærmer det sig til en vis grad hyrdedigtningen.

Selv om Heldvads projekt afgjort holdt sig på kristforkyndelsens side, så har han levet med og haft stor kærlighed til de verdslige viser: ikke blot de gamle danske sange men den tyske visetradition, som han benyttede i sit melodiske udgangspunkt for sin "Ihukommelse". - Teksten har tidligere vist, hvordan hyrdeviser og deres musik blev anvendt af salmedigterne, projektet har ikke blot drejet sig om omklamring, men om at traditionerne har eksisteret samtidigt og har haft fælles publikum. - Således henter Heldvad sin melodi fra en tysk vise, som igen senere benyttes af tyske salmedigtere (jævnfør kildens kommentarer ibid p. 47ff).

Niels Heldvad blev født 1564 i Nordslesvig og døde i 1634 i København. Som så ofte før som præstesøn. Heldvad overtog faktisk faderens præstegård, omend han senere måtte flygte fra grænselandet og til kongens København. Han hører altså periodisk til før og i begyndelsen af den barokke tid, men har i sin stil mange af de manieristiske elementer, som Rørdam skrev i sin beskrivelse af Heldvads liv og værker (Heldvad ibid p. 51):

"... Ved meget af, hvad han skriver, er der noget kradsende, noget nervepirrende; han sparer ikke paa Peber og Sennep, naar han tilbereder Retterne for sine Læsere; Salt mangler heller ikke; hans drastiske Udtryk og kraftige, af og til humoristiske Billeder holde Opmærksomheden vaagen.".

Heldvad kastede sig tidligt over almanakskrivningen: de "Ephemerske Bøger", som Arrebo vendte sig imod. I modsætning til så meget andet skriveri i perioden, solgte disse årbøger rigtigt godt, Heldvads udgiver skriver om fem, ja sekscifrede oplagstal, også selv om genren i perioden blev udsat for megen kritik og så småt mistede sit tag i befolkningen (dog kun så småt: der solgtes godt 400 år senere stadigt mange kalendere, almanakker og efemerider). Faktisk opgav Heldvad præstekarrieren og blev i 1616 kong Christian IVs astrolog og astronom.

Ingen af Heldvads kommentatorer kalder ham et digterisk geni, det kan virke som om rytmen halter og rimet virker ikke altid utvunget, men emnet - ikke hverken stilen, kunsten eller manden - har solgt de store oplag. Det kan derfor ikke undre, at kirkeligheden ønskede at gøre noget ved disse bøger.

Heldvad hentede sin inspiration fra et nedertysk værk: "Der Schapherders Kalender" (: Fårehyrdens kalender) som kendes i to udgaver: en fra 1519 og den nævnte fra 1523 (Heldvad ibid p. 61). - Dog - som så ofte før - kom inspirationen til dette værk fra Frankrig. Det kan i denne forbindelse synes passende at anmærke, at ordene revolte og revolution ikke blot indeholder betydningen "et oprør", men også "omdrejning", netop hvad året gennemløber. Det franske værk tryktes allerede i 1493 i Paris under titlen: "Le compost et kalendrier des bergiers" (: Hyrdernes tidsregning og kalender), værket fortsætter - ifølge Heldvads moderne udgiver, Erik Dal (ibid p. 66f) - i nye oplag helt frem til 1729.

I "En smuck Ihukommelse Om Menniskens Alder effter de 12. Maaneder i Aaret affdeelt" følges en del af de principper, som kendetegner almanakdigtningen. Ofte opdeler disse bøger ikke blot årets gang men også menneskelivets cykler: udviklingen fra spædbarn til olding, sat op over de klassiske græske, alkymistiske, astrologiske skematikker eller lignende. Hos Heldvad betegner hver måned således også seks leveår. Man starter altså i januar som samtidigt betegner de første seks år, går til februar og de næste seks år og så fremdeles indtil december, hvor alderen 72-78 år beskrives.

Allerede med indledningsverset viser Heldvad den cykliske opfattelse, som om nogen præger middelalderen og før-barokkens livsopfattelse: alting går i ring ligesom året selv, alle cykler mødes i deres udgangspunkt; først urenes opfindelse skaber senere en mere lineær tidsopfattelse. (Heldvad ibid p. 8):

"Når du af Gud vil vide
Dit levneds varighed,
Til Moses da lad lide,
Han lærer i sandhed,
At du må kort tid blive
På denne verdsens ø,
Når hundred år dig drive,
Da må du end´lig dø.".

Tydeligt barokke elementer kan let identificeres: verdens skrøbelige jammerdal om livets korte pust, den hastigt visnede rose. - Når barnet når sit sjette år, vågner det op til bevidstheden, lærer at læse og at skrive, formuleret ofte i disse bøger, her i Heldvads version: først har februars sol bragt minder om sommeren, den tid det voksne menneske slår sig løs (ibid p. 14, februar vers 2):

"Så og når du mon træde
Udaf dit sjette år,
Annammer da dit sæde
Iblandt dem, som forstår
At læse og at skrive,
Blir frisk din gerning din,
Indtil de tolv dig drive,
Bøj nu den unge gren.".

Igen vil skrøbeligheden, forgængeligheden (: "de tolv dig drive") afgøre livet, så nu skal der ydes en indsats. Heldvad berømmes for i dette digt at have indført en del naturpoesi, kendt fra hyrdeviserne, snarere end den religiøse digtning. Især kendes hans fugleskitser fra maj måned, en senere velkendt digtertradition i dansk poesi[i]. I maj måned når livsalderen samtidig de tredive år, manden skal til at tænke på at blive gift, før han når til den arbejdsomme 40 års alder. Efter dagens fugle kommer nattens og tankerne om livet (ibid p. 24 maj måned vers 4 og 5):

"Når solen går til hvile
Imod den sorte nat,
Nattergalen mon ile
At komme frem så brat
Jauch, jauch, hun da mon sjunge
Alt med sin stemme stærk,
Tak Gud med hjerte og tunge,
Det er hans guddomsværk.

Så mon du sig og rejse
I dine blomsters år,
Med flid da at udkejse,
Til tredive du når:
Unge jomfruer mange,
Til dem du skynder dig,
Blandt fruentimmer ganger,
Som kvidrer sødelig.".

I såvel digtet til de personlige mærkedage som til kalenderen rimedes der altså traditionelt bredt i folkets tradition, og denne digtning læstes, hørtes og brugtes bredt. Så bredt altså, at Henrik Gerner senere skrev sin "Rijmstock" for at imødegå de mere hedenske aspekter af denne tradition. Om projektet altid lykkedes, har teksten allerede diskuteret, her lidt almenakdigtning op til fastelavnsperioden ("Rijmstock" p. 29):

"Paa samme sted og dragis
    Med Gaasen Kattestrud.
Det hendis hoffvet koster
    Dog Halsen er besmurt
Med Sebe (Askens Moster)
    Det kommer hende suurt.
Dernæst om Egget dantzis
    Til Maygreff tagis een
Hand med Mayinden fandtzis
    Hinanden de vel meen.".

Såvel skikken med majgreven og majgrevinden, at slå katten af tønden (som beskrives ovenfor det citerede sted) som "kattestrud": at trække hovedet af gåsen som en styrkeprøve, må jo nok kaldes folkelige, hedenske og ganske uden belæg i kristen tradition. Ja, hvor kristeligt det end skulle skinne, så glødede de hedenske rester endnu ulmende antændingsklare. Når man som læser har vænnet sig til Henrik Gerners glade stil med dens jovialt sanselige og stoflige tone, dens belærende holdning, så ærgrer det en del, at hans julenummer med læseren består i kun at skrive en lille side om december. Han afslutter (ibid p. 88f):

  "Lucia lade med sig før
    Dend lengste Nat om Aaret:
Hun Dagen hos os kortest giør
    Hun har ey lenge kaaret.
Nu skal du binde Fisker-Garn
    Vodd, Teiner, Togger, Ruuser
Bind aff god Hamp oc ey aff Skarn
    Giff act paa Mølle-Sluuser.
Vor Moder med sin Terne gild
    Begynder Feir at riffve:
For hendis Fliid jeg hende vil
    Een Julekage giffve.".

På Gerners tid regnede man solhvervsdagen for den dag hvor Luciabruden kom med lyset, igen en hedensk skik, som selv i det verdslige 20. århundrede hvert år fandt fejring. Den 13. december blev fastholdt som denne dag, helt frem til den store kalenderreform i året 1700 Også den nævnte juleskik med at rive fjer hører sammen med før-kristne forestillinger. Julekagen - ofte et stort sigtebrød - blev traditionelt givet af husbond altså bonden til tjenerskabet. Også Henrik Gerners moderne udgiver, Hans Ellekilde, finder det beklageligt, at julen ellers forbigås lidt hasteligt, hans bemærkning desangående lyder (ibid p. 103):

"Paafaldende er i øvrigt den knappe Omtale af de særlige Forberedelser til Julen, men Gerner mener utvivlsomt, at Indsamlingen af de store Juleforraad bør ske allerede i Oktober og November, saaledes som han udførligt har skildret det i disse Maaneders Rim.".

Alle disse her beskrevne former genfindes siden i poesien, måske med lærddomsdigtet som den ikke-benyttede form, der favner alle formernes anstrengelser i sit emne, efterhånden som poesien bevæger sig væk fra barokkens umiddelbare, stoflige, sanseligheds verdensnære kontakter og bliver alt mere åndeligt udspekuleret. - Omvendt blev impromptuformen noget digterne forventedes at tilvirke, fra starten hos Bording, til den store stil hos Stub og Wessel i det påfølgende 1700-tal.

Bordings Gyldenløve-rim anførtes ovenfor. Den metriske form kendes også fra begravelsesdigtningen, epigramskrivningens gravstenskorte rim. Men hovedformen: epigrammet som kort satirisk, improviseret digtfældighed forbliver den samme gennem tiderne.

Bordings "Ont Selskab" for eksempel ("Anders Bording. Digte" nummer 99 p. 199):

"Til sengs med hunde hvo som gaar
Med lopper hand igien opstaar
    J Bukke-staald er Bukke-luct
    Utuctigt laug dig lær utuct.".

Jacob Worms omfattende forfatterskab indeholder lidt af hvert fra denne sidste samlingskategori. For eksempel dette lykønskningsdigt ved en barnedåb "Annike Bi" afholdt i hans relativt lykkelige Viborg tid, heraf de to første linier ("Jacob Worms skrifter" Bind IV p. 30 linie 1-2):

"Til Lykke Anke Bi, Min Gud- og Søster-Datter
Til Lykke med dend Safft og Salve, som vi skatter".

Et andet dåbslykønskningsdigt fra Worm understregede også den rent kirkelige side af dåben, modsat for eksempel de under den foregående kategori anførte dåbsdigte hvor slægten og forældrenes lykke stod centralt. For Worms hellige sind forblev den kirkelige handling det centrale som den døbte lykønskes med (ibid p. 31 linie 1-4 et dobbelt-s i "Synd" forenklet):

"Saa haver Himmelen i Siæle-Bad dig tvættet
Og i Guds protocol dit Navn er alt indsættet
    I Dag H. Jacob Arp Guds egen Badstu-Mand
    Din Synd afskyllet har med Naadens Aand og Vand.".

Jacob Worms impromptudigtning; hans "Epigram" viser ham som en forstående omend forsmået mand, der samler livsvisdom i kort fyndig form ("Jacob Worms skrifter" Bind 1 p. 341 linie 1-8ud):

"Jeg lider nu, at min uven
    Saa tit paa mig vil pucke
Jeg meen at see dend Dag igien
    Hand skal derover sucke
Giør nu formeget ej deraf
    Du veed self ej hvad qvide,
Førend du kommer i din Graf,
    Du skalt af andre lide.".

Indenfor lærdomsdigtene skrev Worm anagrammer a, og han skrev også et kort, bittert men humoristisk gravdigt - et epitet - over sig selv: "Sandheds Elskere, U-dyds Hadere, Sit Fædernelands Prophet" "Epitaphium" ("Jacob Worms skrifter" bind I p. 442 linie 23-24ud):

"Stat Vandrings Mand og tænck paa Worm
Saa lønnes gierne Sandheds Storm.".

Med Ambrosius Stubs berømte impromptu (digt nummer 93), som han improviserede i Ribe, skal dette afsnits gennemgang og præsentation af barokkens forskellige stilistiske genere og virkemidler afsluttes ("Ambrosius Stub. Samlede digte" p. 121):

"Vel født er vel en Trøst,
Men bedre vel opdragen,
Vel-stand er Livets Lyst,
Vel død er hele Sagen.

O fire store Vel!
Vel er det sidste størst,
Men den gav Verden Alt,
Som tog det Første først.".

[TOP]

     a impromptu: efter latin in promptu: i beredskab, parat, efter in promptus: taget frem, rede. Impromptu altså: litteraturvidenskabeligt ord for et improviseret digt eller musikstykke fremført 'på stående fod', altså umiddelbart i den foreliggende sammenhæng.

     a at udtrække kubikrødder: efter græsk kybos: terning. Udtryk for rummål og for tal tre gange sig selv. En kubikrod altså: det tal som ganget tre gange med sig selv giver et tal. At udtrække kubikrødder altså: udfra et givet tal at finde det tal som ganget tre gange med sig selv giver tallet, for eksempel tallet 8, med kubikroden 2 (da 2 * 2 * 2 = 8).

     a anagrammer: efter græsk ana grafein: omskrive på en anden måde. Anagrammer altså: litterære ordlege hvor man flytter om på bogstaverne i et ord, så de danner nye ord. Den kloge læser skal nu genskabe det oprindelige ord. For eksempel "skal" - "laks".

[TOP]

[i]. fugleskitser fra maj måned, en digtertradition i dansk poesi. stikord: om rørdrummen Kingo o.a. frem til Rifbjergs "Voliere".

[TOP]