ALLEREDE RUNESTEN SATTE MINDER over døde frænder fjernt i Nordens fornetid, og "eftermælet" rummede en lang række konkrete betydninger for menneskene dengang. Kongehuset og adelen i starten, senere også kirkens mænd og de nye finansfolk som dukkede op i Danmark for alvor hen på 1600-tallets afslutning, alle kunne de ønske sig et hyldestdigt over deres navn, som del af den skriftkultur, latinerskoledrengenes flittige elever efterhånden havde fået skabt igennem 13-14-1500-tallet.
Trykkekunsten, håbet om at blive husket, kunne i løbet af barokperioden anspore mangen en person, fremme i 1700-tallet - på Johan Hermann Wessels tid - gik sporten så vidt at Wessel ironisk kunne indtjene sig lidt godt til ganen med sine berømte rim over de døde. Det berømteste heraf epitafet over Brygger Walt ("Wessel. Digte" p. 346 eller "Wessel. Samlede digte" p. 89):
"Her ligger Walt.
Han gjorde Malt.
Og det var Alt.".
Ideen i gravdigtet omfatter også en tør, måske lidt kynisk humor, som skal sætte de efterlades humør nogle takter i vejret, samt sørge for at gravøllet drikkes i muntert lag. Alligevel ser forskningen tydeligt, at der i den tidlige barokperiode satses meget på lange, vidtløftige rosende digte som indeholder alle barokstilens elementer af overdrivelse, udpenslet beskrivelse samt en centrering omkring tematikken med livets skrøbelighed og ungdommens forsvinden.
For eksempel skrev Anders Arrebo "En Sørgelig Ny Dict" i anledning af dronning Anna Catharinas død 29/3-1612 Så tæt på Ronsard må og skal rosen naturligvis blive det fremtrædende symbol i digtet, rosen som i sine velmagtsdage ("Anders Arrebo. Samlede skrifter I" p. 275 vers 3):
"De Rosers aller sødste fruct,
Som Ceder, Laurus, grønne
Opfylde Landet med sød luct,
Som Balsams luct dend skønne,
Der vederqueges gamle mend,
Dend vnge styrckes lige,
I Byer, Steder, vide kiend
Blomstrer Fattig´ oc Rige.".
Med barok overdrivelse har dronningens rose altså indhyllet landet i konkret vellugt, som har vederkvæget gamle mænd og fyldt unge med styrke, ja har gjort tilværelsen liflig for såvel de fattige som rige. Paradoksmodsætningerne mellem gammel og ung, fattig og rig ophæves altså i rosensymbolet, den kære afdøde dronning. I vers 7 finder Arrebo med god gammeltestamentlig pli klageråbene frem (ibid p. 276):
"Ach væ, Ach væ, du dødsens Orm
Du har nu spilt vor glæde
Der du med gifftig brod oc horn
Mon´ til vor Rose træde,
Oc ey til nogen anden Vrt,
End til en Kronet rose,
Ach, ad du vende dig ey bort
Til en wkrud i mose.".
Den metaforiske omskrivning af døden til en gnavende haveorm rummer den middelalderlige baroksymboliks groteske mønster, eftertiden ville nok heller ikke helt sætte pris på Arrebos fromme ønske om at denne orm havde taget end anden end dronningen, hvem skal nemlig kaldes "ukrudt i mosen"? Rosens skrøbelighed danner grundmotivet i Arrebos sørgedigt, ormen har afstedkommet den triste forvandling, hans overdrivelser over tabets størrelse har ikke dengang virket pompøse men som udtryk for en indre sorg, en længsel, en inderlighed der først i løbet af 1700-tallet finder digteriske udtryk af mere præcis karakter.
Men allerede i de efter Arrebo følgende digtgenerationer kendes de opmuntrende, ironiske dødsvers, for eksempel hos Jens Steen Seehested (1635/40-1697/98), den uægte søn af Norges statholder Hannibal Sehested, kongens betroede mand. Sønnen blev soldat og oberst, men endte sine dage som mindrebemidlet. han udgav kun lidt mens han levede, og havde store problemer med den ikke garanterede ytringsfrihed, altså med censuren. Barokforskerne fra håndskriftssamlingerne melder om mindst 62 digte i alt omkring 260 sider fra hans hånd, stort set ikke trykte ved slutningen af det 20. århundrede Seehesteds mest berømte stykke hedder: "Pigers Dyd- og Laster-Speyl" (1670) og digtet "Om Thomas Kingo", som teksten vender tilbage til siden, men også hans gravskrift over tjeneren Kurt har vakt beundring og latter: "Obrist Lieutn: Seehsteds Grafskrifft over hans tjener Cordt:" ("Verdslig barok" p. 40):
"Her ligger Kort
Paa denne Ort
Som blef nedkiort
Til Dødsens Port
Og fandt ey meere Smerte
Hvad som i Verden er
Lidt eller stort
Hvidt eller sort
Er Skit og Lort
Gak læser! fort
Og læg det paa dit Hierte.".
Igen modsætningers paradoksale møde, de reelle modsætninger: lidet og stort, hvidt og sort opløses i den paradoksale "modsætning" skidt og lort. Skrøbeligheden som verdens glimmer og pragt uden værdi, og også den udpenslede beskrivelse af mandens erfaring, udtrykt med en grotesk, vulgær ordgang, som udover at ligge oplagt i navnets dengang aktuelle udtale, har haft den barokke overraskelseseffekt.
Laurids Lauridsen Thura (1657-1731) den danmarkshistoriefortællende barokdigter, der selv startede som søn af en sognepræst der endte som provst, blev magister i 1682 og døde som biskop i Ribe, gjorde det til sin poetiske idé; at genfortælle historierne om Hans Rostgård, den danske helt i perioden, blandt andet mod svensken, i tiden op til enevoldskuppet, hvor den beklagelige krig med det stor-svenske rige forgik, altså: den såkaldte "Store Svenske Krig" fra 1657-1660. især det sjællandske oprør i 1659, hvor Henrik Gerner spærredes inde men dog undslap.
Én som ikke undslap svenskernes voldsherredømme: ingeniøren Oluf Steenwinkel, henrettet i juli 1659, her som Thura forestillede sig det i "Steen Winckel bliver halshugget" ("Verdslig barok" p. 96 vers 2):
"Steenwinkel ynkelig ved sverdet kom af dage;
Hans krop blev steilet, og hans hovet sat paa stage.
Nu er det sagt. Men hvo dend ynksom handel saae,
Lood aldrig samme syyn sig ud af sindet gaa.".
Steenwinkel, Hans Rostgård og birkerødpræsten Henrik Gerner havde, sammen med en engelsk oberst Hutchinson, planlagt at erobre fæstningen Kronborg tilbage fra den svenske besættelsesmagt, men på grund af en tåbeligt snakkesagelig ung magistersnudes uforsigtige brev, opsnappede censuren og dermed svenskerne sammensværgelses og kumpanerne anholdtes. Gerner blev benådet i sidste øjeblik, Rostgård flygtede til København men Steenwinkel og englænderen omkom. Med poetisk licens a beretter Thura hen mod slutningen af århundredet (1690-94) om de to heltes sørgelige skæbnedød (ibid p. 97f vers 10-11):
"En Engelsk Baadsmand dog lood sig en dag forlyste
Og krøb til Steilen op, og ei alleene kyste
Hans usle hovet, (det ieg undrer paa hand gad)
Men kiemde haaret, som i blodet størknet sad.
Hand klappede derhos de fæle soorte kinder,
(Saa kiær er dyden os, i hvor mand dend og finder)
Og sagde, tænkendes paa ingen, det gik an:
Good Sir, indeed thou wast a faithful Danish-Man.b
Men før dend Stymper fik sat food igien til joorde,
To Svenske løbe til og spuurde, hvad han gioorde;
Og i et øieblik de sloge hannem døød,
Saa hand i eget blood for deres fødder flød.".
Den udpenslede beskrivelser holdes her helt fremme i forgrunden, paradokset mellem det ækle afhuggede hoved og den ædle folkehelt fremhæves, det skorter heller ikke her på overdrivelser og krasse overraskelseseffekter.
Henrik Gerner (1629-1700) (som teksten skal vende tilbage til) skrev også et gravdigt i forbindelse med den krig som nær havde kostet ham livet. Hans vers over de faldne soldater efter slaget ved Lund blev faktisk indhugget i mindestenen som rejstes 1883 i følge F.J. Billeskov Jansen i "Dansk litteraturhistorie" (Bind 1 p. 234):
"Her ligger kække mænd, hvis ben og blod er blandet,
iblandt hinanden så, at ingen siger andet,
end de er af een slægt, de var og af een tro,
dog kunde de med fred ei hos hinanden bo.".
Allerede Bording satte standard for det muntre, drilagtige rim over afdødes navn med sit vers "Gravskrift over den Kunstig og Forfaren Mester Salig Jørgen Brase Mundkok" ("Bording. Udvalgte vers" p. 126 her to udpluk):
"Her hviler jeg saa stiv som Stok
Og har afgiort min Gerning:
Mit Navn var Jørgen Brase, Kok:
Jeg tiente Krigs-Raad Tscherning.".
"Den smageløse Død dog mig
Ej vilde Gunst bevise,
Men mig, dog jeg var raa, for sig
Hentaget har til Spise.
Nu ligger her min Krop og Liv,
Mig Ormene fixere,
Farvel min Skumme-Skeed og Kniv,
Jeg kaager aldrig meere.".
Igen alle de barokke virkemidler. Den groteske, næsten ulækkert paradoksale sammenskrivningen mellem død, lig og mad, en metaforik som lægger sig tæt op af afdødes navn såvel som bestilling.
Som den enestående digterinde, endog en digter af format, skrev Dorthea Engelbrechts Datter periodens mest "moderne" ligvers, i 1685 over sin mand, Ambrosius Hardenbeck "med angst-bevrende haand" (Rathlou, ibid p. 153). Hvor følelserne i barokken generelt synes at forsvinde til fordel for formen, for den rette holdning og forklejnes gennem den hyperbolemæssige overdrivelse, virker Engelbrechts Datters ord, fulde af sorg og smerte, stadigt stærke mere end 300 år senere. For eksempel linierne 9-14 (op. cit.):
"Død er mit halve Liv, Død er min Jordisk Glæde
I Graven med min Mand all Verdens Vellyst træde.
Ach min Ambrosius! min Skat, min halve Siæll
Min søde Hardenbek, min Dydig Æcte-fæll
Du med mig Trediff Aar mens Aanden i dig sveved
Fredsommelig oc mild, som en Guds Engel leved:".
Jammeren, som digterinden dyrkede fremgår her ikke blot som hyrdedigtets smertelig adskillelse, men som en virkelig smerte. Dorthea Engelbrechts Datter (1634-1716) fødtes og døde i Bergen, Norge. I 1685 udgav hun "Taare-Offer", men eftertiden huskede hende primært for hendes salmer. Gustav Albeck kalder hende i "Dansk Litteraturhistorie (ibid p. 233) for:
"... den følsomme, angstbetonede Dorothe´ Engelbretsdatter ..."
Hvad der dog også lyser i hendes poesi, kan man måske bestemme så banalt som "kærlighed", virkelig inderlig hengivenhed, for eksempel slutningen (Rathlou, ibid p. 155 linie 67-72ud):
"Kom himmel-Brudgom kom, forløs Din fangen Brud
Før mig til Mand og Børn Jeg lengis efter Bud
All Herlighed og Stads, mand her veed aff at sige
Jeg stempler med Foract og vil til Himmerige
MIN ENGEL FAR da vel, far vel Ævindelig
Og Tak for hver Minut du levede hos mig.".
Altså: kærlighed, en kærlighed i sorg som stadig kan sætte læserens følelser i sving. Så, ja de mere traurige begravelsesdigte fandtes altså også udbredt, samtidigt med at de overfladiske. Ambrosius Stub gjorde sig kritisk lystig over genren ved slutningen af perioden, hvor hyldestdigtet (behandlet nedenfor for eksempel p. XXX) og begravelsesdigtet kunne syntes svære at skelne.
Da rektor Chr. Falster døde i Ribe 24/10-1752 skrev provsten Anders Raarup et digt, et ligvers, som Stub, den mere professionelle digter ret arrigt angreb.
Falster havde fløjet sen-barok overdrivelses pompøse hyperbole og indledt med disse flove rimord ("Ambrosius Stub. Samlede digte" kommentarerne ibid p. 149):
"Stoere Falster, sidste Rector
Udi Danmark, est du død?
Du, de Lærdes Danske Hector a,
Som var ret til Lærdom fød.".
Hyperbolens overdrivelse kan altså ikke se den afdøde rektor som andet en Hektor, den græske sagnhelt, og rektor betegnes som den sidste af sin slags i Danmark, samtidigt virker det naturligvis grotesk, at digteren samtaler med den afdøde. I det tolvte vers af sin "Critik over et Liig-Vers" snappede skolemesteren Stub næsten arrigt (ibid p. 101 vers 12):
"I Danmark er jeg selv den sidste døde Rektor,
Som Tossen her gav Navn af Lærdes danske Hektor;
For bare Rimets Skyld, og ei for anden Ting,
Har Posten slæbt den Helt i Norden rundt omkring.".
Et andet arrigt ligvers, som posten nok noget mere forsigtigt slæbte omkring, blev skrevet af den stridbare bondesøn, præsten Christen Christensen Stistrup (1651-1712) som blev student i 1670 men først tog magistergraden i 1698.
Hans hovedlitterære beskæftigelse samlede sig om en gennemført svenskerkritik i prosa, arvefjenden fik læst og påskrevet, men i 1691 førte hans hidsige krig med smædevers til at retten begyndte sagen og senere domsfældelsen over den forhadte landsdommer Peder Lerche. Ved Lerches død i 1699 skrev Stistrup sit niddinge-ligvers "In Memoriam P: Lerche", hvoraf det første vers lyder ("Verdslig barok" p. 110 vers 1):