Kærligheds- og hyldestdigtning

KÆRLIGHEDS- & HYLDESTDIGTNINGEN kan skrives at ligge i lige forlængelse af hyrdedigtningen: hvor kærligheden i starten af 1600-tallet som invariabel mønster udtryktes gennem de bukoliske fraser og former i deres faser & forløb, mens man efterhånden finder mere jævne varierede udtryk for kærlighedsfølelsen, blandt andet i stil med den almene franske barok og dens rosetematikker.

Hvad angår hyldestdigtet udtrykker det en anden art kærlighed og ligger mere i forlængelse af, eller snarere i begyndelsen af begravelsesdigtene, idet disse digte besynger den hyldede person med en kærlighed der (ofte standsmæssigt underdanigt) skamroser og ophøjer den hyldede person, ofte med et barokt overmål der for senere tiders læsere ligner satire, om end samtiden formentligt har lappet dem i sig med humoristisk anerkendelse og slet skjult stolthed.

Når digtene hører sammen i denne kategorisering skyldes det, at de formmæssigt netop flyder sammen, den elskede fremstilles sjældent med personlige detaljer, som man ser det i senere århundreder, men gennem overdrevne sammenligninger med guddommelige, mytologiske væsener og lignende, nøjagtigt som i hyldestdigtet.

Jens Steen Sehested fanger i sit digt "Du skønheds Øsebrønd" forrygende barokkens kærlighedstone midt mellem erotisk begær og from formfuldendt formening ("Verdslig barok" p. 28 vers 1, 3 og 4):

"Du skiønheds øsse Brynd
    Hvor ved skal ieg dig ligne
Hvad er dog mit begynd
    Din Alabaster pragt
    Betvinger mig med magt
Een snee ved Juule tiid
Er ey som du saa hvid.".

"Din hud som Hermelin
    Din Aarer som Tyrcosera
Som bomuld blød og fiin
    Er det at føle paa
    For dig er melcken graa
Ja kride skammer sig
naar du kun blotter dig.".

"Selv Svanens duned bryst
    Er ey saa blød at føle
Hos dig er himmel lyst
    Jeg priis og kysser dig
    Men ach du qvæler mig
Jeg elsker min besvær
Og har dig meer end kier.".

Igen her ses farven hvid, ikke blot som det bare kvindekød, men som den fornemme attråede kulør med minder om det højere standsliv. De metaforiske omskrivninger florerer, overraskelseseffekterne opstår med de små frimodigt frivole udtryk, som kun bliver rigtigt sjofle, hvis man har forstået omskrivningerne, for eksempel "skønheds øsebrønd", "at føle på" "blotter dig" "blød at føle". Igen den ofte beskrevne kraftfulde sanselighed og omverdenssultne livsglæde.

Mens Mikkel Hansen Jernskæg Kældersvend (1654-1711) med barok præstelig finesse kan lade erotikken fremstå som et regnestykke i sit bryllupsdigt fra den 13/10-1705 "Et Par Linier om De Tvende Tall 1 og 0", volder kærligheden og erotikken udenfor den forherligede ægtestand mange problemer, for eksempel for Willum Worm (1698-1737) født i et professorhjem og død som assessor ved hofretten. manden måtte således dels forsvare sig, dels begære mere, gennem et angreb i sit kendte vovede digt "Til en Pige paa Gierdrup" ("Verdslig barok" p. 264 alle tre vers):

"Nei, Maren I er slem, hvi vil I dog saa true
Min stakkels Rumpe, og mig selv fra Gierdrup kue?
         Io! jeg til Gierdrup kom, naar jeg var vis paa Saar.
        Nei Maren megen Takk, jeg skaaner mine Laar.

Men ellers maae I troe, at I mig falsk beskylder
Og jeg med tree pund Smørr Ier heele Krop forgylder
        O I beviise kand, mit haarde Instrument
        At have vær´t i Seng, og Eders Frøken skiendt.

Hvad Straff er da for den, som ej med Sandhed farer?
Den, efter Danske Lov, bør miste sine Varer:
        Saa confisqeres nu hvad Varer Maren har,
        Hvo rappest er paa Haand, til Varerne hand tar.".

Igen det dobbelte paradoksspil mellem afvisning og lyst, mellem kødelig hengivelse og idelig stræben, her tilsat lidt udspekuleret udnyttelse med metaforer fra det retssystem Willum Worm kendt i så godt i sit korte liv. De krasse virkemidler, den åbenbare erotik gjorde dette digt yndet blandt ældre dansk erotica, den orgastiske hentydning til saliromani a, altså seksualitet forbundet med mad, som fremgår af at pigen, hvis hun kan bevise at digteren har haft samleje med hendes frøken, vil gnide hele hendes krop ind i smør, står som et enkelt eksempel på et forhold, som man, udenfor den præcist kildehenvendte barokforskning, ofte finder forbundet med barokken i den almene lærde opfattelse. Men: der findes altså ikke et hav af digte eller tekster, som netop sammenstiller barok madglæde, festlighedens drikkelag og de seksuelle udfoldelsers frivole lege som sådan, saliromani, en blandt mange seksuelle legeformer, dyrkes ikke specielt meget, men på linie med de øvrige muligheder.

Udfra hvad der fandtes udgivet, da den foreliggende Forfatter studerede dette emne, synes det åbenbart, at den smukke, erotiske, rosenflorissante franske barokstil ikke for alvor fængede i det dels dydigt protestantiske, dels barbariske Norden, hvor den ældre mere tunge og jamrende hyrdedigtning længe dominerede, - og selvfølgelig: denne konklusion må som alle sådanne tages med nogle gran salt, hos Bording findes jo for eksempel rosenlette Ronsard-lignende poesier.

Langt anderledes forholder det sig med hyldestdigtene. Længe før enevælden og den guddommeligt sanktionerede arvekongelige diktator hinsides kritik og fejlbarlighed, skamrose digterne pligtskyldigt, nødtvungent om end også nogle gange begejstrede kongehus, adel, embedsmænd og storborgere.

Allerede Arrebo mestrede denne kunst, ikke blot i sine kongelige dedikationer, men også i ligdigtet til den gamle adelsslægt Rosensparre, hvis begrædelige skæbne besynges, samtidigt med at fruen ophøjes til gudindernes række (et senere fast forekommende (og jo ret så blasfemisk) mønster, også jævnfør Bordings digt citeret p. XXX). "Elisabeth Rosensparre" "Anders Arrebo. Samlede skrifter" 1 p. 297ff vers 4 og 10): 

"Der hørdis de Gudinder ni,
Af Helicon udsende
Med hellig Tunge siunge fri,
Den hellig Gud at kiende:
Palæmon holdt sin Isthmiaa
Den høye Gud til ære,
Elizabeth oc sagde, Ja,
Her skal Guds Huile være.".

"Vel har du gjort de Roser femb,
Af Farfue rød og huide,
Ad de bær Farfuen sort oc grem,
I bæste Sommer-tide.
Dog munstrer Gud din Gierning om,
Naar Vinter slet faar Ende,
Oc HErren vil den Rose from,
Sin Rosenspar tilsende.".

En trøstens ven i modgangstide, digteren som æresrejser, herunder et hyldestdigt til en af periodens mest hyldede kvinder, kongens elskerinde, Amalia Margrete Moth, senere gift med baron Christian Gyldenkrone. Tøger Reenberg priser med selvisk selvfølelse fruens umådelige vid. Homer og alle poeter påkalder Phoebus, altså solen, for at få opmuntring og inspiration, Reenberg har mere end blot som så (nemlig fru Gyldenkrone) fra "Ars Poetica" p. 105 linie 13-20:

Foor svag er dog min egen Kraft,
     Tilbørlig Tak at yde
For Suppe, Steeg, og Drue-Saft,
     Baronen bad mig nyde.
Men Friherrindens Artighed,
    Forstand og høye Gaver,
Er noget, som jeg ikke veed,
    Om Jorden lige haver.".

Igen kan man se hvordan Reenberg, trods sin sene placering, trods sit kendskab til de nye strømninger udefra, kan skrive ren uforfalsket barok, Læseren genkender alle stilmomenterne her inklusiv madglæden, paradokset mellem fruens vid og verdens mangel, den pompøse friherreinde - ikke blot intelligent og tiltalende formentligt som virkelighedens kvinde - overdrevet hyperbolsk til mytologiske højder. Længere nede i digtet gøres hun til Gudinden Güldencronne, ret beset en smule blasfemisk, denne hyldes gentages i digtets afslutningslinie, bemærk Reenbergs velslyngede poetiske stil (ibid p. 106 linie 49-56ud):

"Men vilde Friherrinden mig
     En liden Gnist tilsige
Af hendes Klygter; sandelig
    Jeg ingen skulde vige.
Ja skulde strax, mig Geisten kom´
    Udbryde denne Tone:
At intet er paa Jorden, som
    Gudinden Güldencrone.".

Anders Bording holdt sig skam ikke for god til at rive ret så mange hyldestvers af sig. Hans supplikationer holdt den underdanige stil, men med et glimt forsonende humor - mon ikke altid geniet ved om sin senere status blandt samtidens småfolk? - hans hyldestdigte kommer derfor i tre kategorier, nemlig først: i Mindedigtene, dernæst i lejligheds- og lykønskningsdigtene inklusiv æresvers til bøger og portrætter, så i de legende improvisationer, endelig i de mange pæne ord enevoldskongens store poet havde til overs for kongehuset da først han fik taleret gennem sin "Den Danske Mercurius".

Understående nogle korte prøver på disse fire hyldestdigtarter i det Bordings tekstkorpus:

I mindedigtet, gravverset over afdøde Ide Lange ("Anders Bording. Digte" p. 141 linie 1-6):

    "O ædle Siæl,
    Far ævig vel,
Lef nu saa rig i glede.
    Foruden Sorg
    J Himlens Borg
Kands du med Engler Quæde".

Umiddelbart hører dette digt måske til kun i kategorien med gravskrifterne, men det bør ikke glemmes at gravskriftet rummer hyldestdigtets oprindelse, og netop i dette digt vælger Bording den ærke-paradoksale stilfigur at ønske afdøde at leve rig i glæde. og bruger samtidigt det ord som ofte findes i såvel hans mindedigte som hyldestdigte: "ædle sjæl".

I fødselsdagsdigtet fra 1663 til Hans Skack og Anna Blommes søn berømmer Bording først faderens krigsbedrifter i forsvaret af København under svenskekrigen i 1658-59 -: Selv om man har bestilt et fødselsdigt, ville man netop gerne også have sat et digter minde, en hyldest som kunne blive stående for eftertiden, og derfor falder disse kategorier sammen i dette tilfælde. Her med typisk barok hyperbole: ("Anders Bording. Digte" p. 69 linie 25-28):

"Saa længe Fisken gaar i Salten Beltis Strømme
Oc strjden Øresund kand lade sig besuømme
        Saa længe skal ocsaa vor præctig Kiøbenhaffn
        Blant sine Titlers pract opslaa dit Helte-naffn.".

Når heltebilledets glans skal afmales findes de pompøse ord "prægtig" og "pragt" frem, og "så længe"-formlen betyder jo ofte: "altid" eller "evindeligt". Et eller andet sted husker københavnerne måske stadig Hans Skack. I digtets anden del henvender A.B.C. sig så til barnet selv, med poetisk prægnans ved han vel vel; at barnet siden hen vil kende den berømte digters vers over ham, ja, Bording lover; at om han lever til sin tid vil han visselig skrive knøsens bryllupsvers. Denne løftefulde profeti blev der dog intet af, Bording selv døde jo 14 år senere, mens barnet, Frederik, døde i efteråret 1665 knap to år gammelt.

Bording startede sin henvendelse til barnet med denne hyldest ("Anders Bording. Digte" p. 69 linie 45-48):

"Dig derfor ædle barn Naturens Mester-stycke
Som først i Dag seer lius jeg ynske vil til Lycke
    Din Tilkomst faffne vi med Fryd oc Æresang:
    O vær velkommen hid velkommen tusind gang.".

Æresdigte til portrætter og bøger skrev Anders Bording Christensen mange af med sin ødselt begavede rimsmedekunsts fine forsiringer, for eksempel i 1672 "Anders Bording. Digte" p. 196, "Under Elisabeth Høgs kobberstykke. 1672":

"Ædel af hierte velbaaren af ætt,
    Tuctig i Sinde Gudfryctig och rett,
Heldig i lader, belefven i tale,
    Ofte kun en, man finder blandt ti,
Viise mand deraf dog kand en kopii,
Naar mand dig vil friherrinde afmale.".

Og Bording skrev en hel lille serie legende småvers "improvisationer" til Gyldenløve, bygget op som ordspil over denne statsmands navn. Gyldenløve bragte som tidligere anført Rentemester Gabel til fald, måske havde Bording ikke glemt, at sendebrevet til Gabel ikke bar frugt. Forskerne foreslår, at han søgte at indynde sig hos den nye stærke mand, som da også allerede i 1663 fik et langt hyldestdigt (nr. 47 i "Anders Bording. Digte"). I historiebøgerne fremstiller man ham; som en alment respekteret mand, der helst for frem med måde, teksten har også vist; at han i hvert fald havde muligheden for, men måske ikke lysten eller magten til at redde Jacob Worm fra Trankebarforvisningen. Så måske skal man ikke blot tro, at disse flotte barokke fraser viser falske fagre forgøjlinger fra Bordings pen ("Anders Bording. Digte" p. 197 nummer 1, 4):

"Som Guld er purt, och Løfven sterk
    Saa gjør och Gyldenløfve
med trofasthed och Manddoms verk
     vel mangen ædel prøfve.".

"Som Guld sin prøfve staar och Løfven kamp ey necter
 Min ven Jeg trofast er och mod min fiende fecter.".

Man kan se, at Bording har villet oversætte "gylden" til guld og have et rim frem omkring guld og løve, han har vist at manden kendtes som trofast mod kongen og som en klog mand, man sagde den eneste der kunne måle sig med Peder Skomager i intelligens. - Hans far, kongen, kunne bruge ham.

Endelig da Bordings omfattende hyldestdigtning til kongehuset, mindst 12 digte i den samlede Bordingudgave, og dobbeltdusinvis af steder i "Den Danske Mercurius" over årene.

Ordet "frydeskrig" findes flere gange, mindre kan ikke gøre det, -: der gives frydeskrig over kong Frederik den Tredje i 1660 og ti år senere ved kongens død afmaler Bording "Den cimbriske Nordens tåre over Frederik III" dog allerede året efter, ved den nye konges tronbestigelse lyder "Den cimbriske Nordens frydeskrig til Christian V".

Frydeskrig lyder også fra Bordings pen i 1667. da kronprins Christian giftede sig med prinsessen Charlotte Amalie [i] ("Anders Bording. Digte" p. 115 linie 2-8):

"REys op o Danmark nu din høye Spjr och Krone:
Reys op din æres horn: Lad klinge glædsens tone:
     Kom frem med fryde-skrig lad mercke kjendelig
    At det som skeer i dag til lyst opvækker dig.
Det er den klare Dag som høyen Himmels Ynde
For dig indstifftit hâr at du skalt nu begynde
         Din Herlighed och see dit Herskabs ædle rood
        Til ævigheden smukt at legge grund och food.".

Helt så bramfrit som i almindelige bryllupsvers kan den nu veletablerede hofdigter naturligvis ikke udtrykke sig, men med arvekongedømmet hørte den avlsopfordrende belæring ligesom endnu mere med, Bording beskriver "den ædle Prinds" (ibid p. 116 linie 49-54):

"O see hvor kjærligen hand hviden haand frembyder
Och der med uden falsk al ecte troskab yder
    Ja vil fuldbyrde det som Jeg med stjl ey let
    Tør skrifve men dog hør til ecte sengens ret.
Eja hvor ynskelig och gylden-skøn vil blifve
Den efter-Tjd och Dag der dig skal Moder skrifve.".

I "Den Danske Mercurius" rimede Bording begivenheden med såvel journalistisk pli som folkelig fornøjelig erotisme (Ries udgaven p. 38 linie 406-409 og 414-419):

"Det Engel-søde Noer kom over salten Bølge,
Til Falsters hvide Strand, med Herre-flok og Følge,
    Hvor selv den ædle Prinds, med Pragt og Sindig Tugt,
    Mod hendes Højhed toeg vel blidelig og smukt.".

"Velsignelsen blev giort af Arche-Biskop Svane a
Mand dernæst gik til Bords, at qvægne liv og Gane.
     Men hvad det høje Par sig siden foretoeg,
    Det jeg ej skrive tør: men vel kand tænke dog.
Naar slig en vakker Prinds med slig en skiøn Prinsesse
Til Brudseng gaaer, hand vist ej læser Closter-Messe.".

Bordings folkelighed virker elegant, men stadig med en tung dunst af middelalderlig bramfri form og stofglæde, den barokke pompøse svælgen ligger ligefor i disse reportageglimt fra det ypperste Danmark i disse år. Bording kunne det der! -: tidens og eftertidens penne præsterer alle lignende om end ikke så poetiske versioner, med et kendt hyldestvers til Bording udtrykkes dette smukt af Stevnspræsten Jørgen Sorterup i 1701 ("Anders Bording. Udvalgte vers" p. 44):

"Bordings lette Skrive-Maade
Setter fiere paa vor Pen,
Saa vi lader Geisten raade,
Hvor hun end vil hid og hen.
Slige Lys vi maa beskue
Og os speile ret i dem,
Om vi skal i deres Stue
Bringe vores Vare frem.".

Et af de smukkeste kærligheds- og hyldestedigt fra Bordings pen, et som stadig forekommer direkte vedkommende må afslutningsvist fremhæves: "Lærde Qvinders forsvar", hvor han, meget før sin tid, hævder kvinder som ligeværdige eller mere med mænd. Når man betænker; at kvinder netop generelt (i overklassen) læste, havde lært at læse gennem privatlærere, kan det ikke undre at netop digteren, poeten tidligt indså; at kvinder måtte regnes for mindst lige så kloge og indsigtsfulde som mænd ("Anders Bording. Udvalgte vers" p. 60ff):

"Hvi skuld´ det ædle Qvinde-kiøn
    Saa vel ey kunde være
Til Lærdom færdig, snar og skiøn,
    Som Manden og studere.".

"Det volder det gemene Pak,
    Som altid ilde dømmer
Og har om Lærdom saadan snak,
    At den ej Qvinder sømmer.".

"Søg du kun hen til Viisdoms Havn,
    Der kand du sikker være
Og vinde baade Lyst og Gavn
    Og over alt stor Ære.".

En af periodens smukkere udveksling af artige hyldestvers forgik  mellem Laurids Thura og Dorthea Engelbrechts Datter. Digterinden lod Thuras digt aftrykke i sin digtsamling "Taare-Offer" (1685) og Thura omskrev det siden for at medtage det i sin "Adskillige Poëtiske Sager" (1721). Dorthea Engelbrechts Datters svar fandtes kun i håndskrifter og afskrifter rundt om i samlingerne (jævnfør Rathous kommentarer ibid p. 170ff). Det hele startede med at digterinden besøgte digteren i Køge hvor han residerede som rektor (ibid p. 171):

"... i Juule tiden 1685 ... faa dage effter Hellig Tre Kongers dag.".

Thura dedikerede sit digt til (ibid p. 149):

"Dend Andæctige og Sindrige Dicterinde Dorothe Engelbrechts Datter ... for hendis Gudelige og deylige Taare-Offer.".

Her følger noget af Thuras hyldest. Først har han spottet, de som vinder verden og taber deres sjæl, så begynder han at fremhæve den retteligt fromme person (ibid p. 150 linie 21-30):

"Dend KONE er Krone for Koner i NORD
Hvis Tanker opsanker sin Frelseris Ord
Ja tier og bier og setter sig til
At høre og giøre, hvad JEsus hand vil;
Hun rører og fører sin Pen, som den Mand
Ey svigter, men digter om Himmelens Land
(Naar mange de prange med Jordiske Sliim)
Med lette og nette og yndelig Riim.
Ja, DORTHE lad borte slig Verden og gaa
Naar denne har Ende, vor Himmel skal staa:".

Dorthea Engelbrechts Datter svarede i samme rimstil, med et dobbelt indledende inderim, ligesom magister og rektor Thura havde gjort. Hun indleder således (ibid p. 151 linie 3-4):

"At søge til Kiøge har været min snack"
Og pligten for Digten aflegge med tack"

Og hun fortsætter i samme oplagte stil, for eksempel linie 11-16 og 19-22ud):

"Nødværgen ad Bergen ieg giver en nys
Naar Røgen af Giøgen er Kommen til Byes
Her digter og sigter formange mod een
Mit hovet er dovet og intet af steen
Fra purren og snurren ieg drager min Kaas
Og hæffter bagefter for pennen en laas,".

"Nu Brevet er skrevet saa lider da vel
I lacket staar packet stoer hilssen med skiel
Fra vaade Guds naade med Sundhed og fred
Til  nytte beskytte hans Hæderlighed.".

Begge digtere flyder over med barokkens stilistiske søgen mod det yderst kunstfærdige. Dobbeltrimet, den glade tone, som senere mere dystre eftertider fandt overlæsset og kunstlet. Dog, især hos Dorthea Engelbrechts Datter finder man en personlig tone, en tone som ikke blot klager og synes angstfyldt, men tværtimod summer og brummer med poetisk under, og en tone, en personlig tone, der ellers kun kendes i jammerdigtene, når Bording eller studenterne klager i deres yderste nød. - Ikke uden grund regnedes Dorthea Engelbrechts Datter blandt kandidaterne til Arrebos trone (jævnfør Tøger Reenbergs digt "Forsamling paa Parnasso" omtalt omstående)

Først med Ambrosius Stub og periodens slutning starter den stuerene version af Jacob Worms og Hans Hansens Nordrups "grove" groteske satire, en fortsættelse hvor hyldestdigtet igen smelter sammen med såvel bryllupsdigtets situationer som med gravdigtet i dets korte humoristiske opmuntrende form, for eksempel Stubs "Til Major Cramohn" ("Ambrosius Stub. Samlede digte" p. 110 aria nummer 69):

"Til Major Cramohn, ,just som han kiørte forbi et vist lystigt Selskab med sin Brud,
 Frøken L´Amare, fra Closteret i Odense

Ved Vinen den klare
Erindres vi nu,
At Frøken L´Amare
Bør kommes i hu;
Du, Closterets Due,
Fløy parret herfra;
Af Frøken bliv Frue,
Af Frue Mama!".

[TOP]

     a Tyrcoser: tyrkiser. Simonsens anmærkning.

     a saliromani: uvis oprindelse. Et ord opfundet i den første bølge af seksualvidenskab (se eventuelt Forfatterens værk "M.M.M.") som hentyder til den form for sekssualitet der inddrager mad og lege med mad i de erotiske udfoldelser. Saliromani altså: madsex, sexlege hvor i mad- og drikkevarer indgår.

     a Palæmon holdt sin Isthmia: græske mytologiske størrelser: Melicertes, søn af den magtbegærlige moder, Ino, blev udsat fort sin faders forfølgelse. Melicertes og Ino sprang i havet og blev forvandlede til Palmæmon og Isthmia, to havguder, af den øverste havgud Poseidon. Det poetiske billede Palæmon holdt sin Isthmia antyder altså: en tabt magtkamp; et moder-søn forhold; flugt frelse, og lignende.

     a Arche-Biskop Svane: Hans Svane (1606-68). Periodens øverste protestantiske stridsmand: kongens bedste støtte ved statskuppet 1660. Ville frigøre kirken fra staten, men måtte nøjes med at blive statens forsvarer i kirken.

[TOP]