Religiøs og metafysisk digtning (Bod og pønitense _a, salmer)

HOVEDNAVNET, periodens religiøst metafysiske pen, må naturligvis her bestemmes som Anders Arrebo Christensen, allerede beskrevet og citeret omstående.

Fra Arrebos "Haxaëmeron" (1661) og frem til Thomas Hansen Kingos "Aandelige Siunge-koor" (1681) fornemmes behovet for at skabe en selvstændig dansksproget religiøs bevidsthed, det som med pietisterne i 1700-tallet bliver til den religiøse inderligheds dramatiske kærlighed til Jesus og frelsen.

Hvor Arrebo, i sit forsøg på at maskere megen græsk-romersk hedenskab og oldnordisk folketros overlevering, som lærd kristendom, og endog i selve hans projekt med at forklare verden udfra Guds oprindelige skabelse, som beskrevet i "Bibelen", lå en fremmedhed, en lærdhed som ikke kunne formidles folkeligt, omend de lærde elskede den, da den endelig udkom længe efter forfatterens død.

Herunder endnu et klip fra hans herlige "Hexaëmeron", den sjette dag, hvor menneskene skabes, og hvor digteren indledningsvis hylder Gud ("Hexaëmeron" p. 221):

"O Gud, almæctig Gud, din´ idræt´ ere mange,
I alt dit Finger-verk er iidel Herre-prange,
Er iidel Viisdoms haf oc bundløs konster-kilde,
Ach! Sank jeg dybt der i, jeg død-begærlig vilde
Mit Liif i iidel Roos med største glæden ende,
En ævig Lof-riig Siæl, dig, dig min Skaber sende.".

Man kan her spørge sig selv, som læser, om Arrebo mon nu bryder reglen om vokalsammenstød i linien om "mit liv i idel ros" (jævnfør slutnote nummer XXX), det sker andre steder i hans værk, hvor det tilsyneladende ikke kan gøres anderledes. - Dog stilen forbliver barok: hyperbolen gør Gud til livets eneste årsag, visdommens hav og den bundløse kilde til alle kunster, hvor digteren gladeligt tør opgive ånden og sende den til Gud. Den "overlæssede" dannelse "død-begærlig" lyder umiddelbart som en forstærkelse af "begær" i moderne øren, mens Arrebo naturligvis med barok pli har digtet om begæret efter det højere, hinsides livsrosens skrøbelighed. - Ordet "prange" lægger sig med sin betydning: "pralende, strålende, storslået" smukt i traditionen for den pompøse, overdrevne barok, - ordet dukker i øvrigt ganske ofte op i "Hexaëmeron".

Anders Bording skrev jo verdsligt, omend hans "Julevise" viser ham som netop den æventyrligt, naive forkynder dansk salmedigtning og litteratur siden elsker så højt [i], og som Bording givet ville have blevet den første af, om ikke hans hu havde stået noget anderledes. Her et par vers af "Julevise" i Dumreichers version fra "Anders Bording. Udvalgte vers" (ibid p. 102f):

"Jesu, mægtig uden Lige,
    Deyligste blant Qvinders Børn,
Du foer op til Himmerige
    Siunlig-viis som rasken Ørn.
Det var dog kun paslig Under,
    Naar mand ellers ret begrunder,
At du, en Almægtig Gud,
    Kommen est af Himlen ud.".

"Men at du, O Jesu lille,
    Du, som varst den sterke Helt,
Jomfru´ns Liv udvelge ville
    Til din Bolig og din Telt,
Du, som sad i Flor og Ære
    Med din Fader at regiere
Himmel, Jord og alle Land,
    Ingen det begribe kand.".

Og der i kunne Bording jo have nok så meget ret. Bemærk den sikre barokke paradoksføring, "den lille" lig "den store Helt", og også det først anførte vers, den ophævede modsætningen mellem at komme fra og igen gå til himmelen. Her findes også skrøbeligheden svøbt i kraftfulde ord "dejlig" "kvinders børn" sat op med/mod "mægtig", "ørn", det sejrende, kronede regerende barns pompøse hyperbole, sandelig "en almægtig gud".

Jens Pedersen Bergendal (1639-1704) blev en af de skæbner, der udfra religiøst, socialt engageret trang kom noget i klemme hos øvrigheden under enevælden. Hans fik embede, som sognepræst på Fyn ved Dalum og Sanderum i 1663, men blev i 1667 anklaget for i et skrift, at have kritiseret statskuppet ved overgangen til enevælden i 1660. Sagen medførte, forstås det udfra Sønderholms kommentarbind til "Dansk barokdigtning", at en censurlov for alle bøger, trådte i kraft fra 6/5-1667. Hvor meget Bergendal end siden snoede sig og skrev ivrige hyldestdigte forblev han sognepræst.

Til en kendt hyrdevises melodi skrev han "Begynd i GUD", en lovprisning som ikke lader vennen Kingo meget efter i hengiven kristforkyndelse, for eksempel blot vers 1 ("Dansk barokdigtning" p. 423):

"Af dig O gode Gud jeg vil
     Det som jeg skal begynde
Oc sette all min Lid dertil
    At du det vil velynde
        For uden dig
        Jeg intet mig
Mit Arme veed at raade
    O HErre mig benaade!".

Måske virker Bergendals inderlighed, som et tidligt forvarsel om det kommende århundredes gudssyn, hvor han overstående klager sig til den algode gud, tager han klageemnet op i "Zion siger: HErren har forlat mig", igen til en kendt hyrdevisemelodi. Man kan mene, at han mere virker som en kritisk Jacob Worm end som en syndsbevidst Brorson i digtets tredje vers "Dansk barokdigtning" p. 425f:

"Synden stedtze mig bedrøffver
    Oc mig altid forrestaar
Lowen Trøsten mig berøffver
    Saare ieg nedbøyet gaar:
Hver Dag faa sin eyen plage
Ja hver Time alle Dage;
    Oc hvor mangen Natte-Vagt
    Blifver Klagelig henbragt!".

Men generelt har danskerbarokken tilsyneladende kun bekræftet og fastholdt kristtroen, når det syntes nødvendigt: ja, i tyveårene fra udgivelsen af Arrebos "Hexaëmeron" til Kingos "Aandelige Siunge-koor" synes det småt med religiøs digtning af format, og først derefter dukker Elias E. Naur (1650-1728) op. I den dengang mindst 3-400 år gamle kristne passions-tradition skrev han "Golgotha paa Parnasso" (1689). Den moderne genudgiver, Peter Brask, skriver i sit kommentarbind til værket om digtets ideologiske holdning ("Golgotha paa Parnasso" bind II p. 203f):

"Formålet er alene at anskueliggøre og aktualisere justitsmordet på Jesus og hans egenskab af Verdensfrelser. Det er til dette formål at den manieristiske stil benyttes, dens chockeffekter skal vække læseren til syndsbevidsthed - og anger. Manierismens erkendelseskærne: en tvivl på grænsen af værdinihilismea, er kun sluppet med i en bestemt omformning: nihilisme overfor alle jordiske værdier - næsten da.".

Læseren møder her igen en række begreber og betegnelser som vækker genklang, de krasse virkemidler, den udpenslede beskrivelse, paradokset mellem den lidende Jesus-figur og den herskende Kristus-verdensfrelser, - og også skrøbelighedens ene kendte morale, den hvor al verdens ydre forsages, "ked af verden" "O verden, Farvel!"-tematikken, i det aspekt, hvor længslen peger mod frelserens og frelsens saliggørende nåde (ibid p. 205):

"... digtets stadige ... underfundighed og pathoskilde b er bevidstheden om at denne forfulgte og torturerede fange er verdensherskeren.".

Fra alexandrinerne i nummer 506, der tales dunder til bødlen, udfra det samme dogmatiske billede som Bording ovenfor anførtes med ("Golgotha paa Parnasso" bind I p. 89 rimpar nummer 506, her og senere sættes ikke fed skrift som i kilden): 

"Dend deyligste iblant ald Verdens Mande-Sønner
Saa ilde for hans Ord med pidske-slag du Lønner;
    Du reder ham saa til med blodig synd-gestalt,
    At hand er fuld aff Saar og Vunder over alt.".

Eller indledningen til "Dend fierde Actes I. deel." (ibid p. 103) rimpar nummer 634 og 635:

"De Stridsmænd gaar nu hen og fat paa JEsum tager;
Aff Purpuret de og ham med Gevalt affdrager:
    Hans egne Klæder de saa fører ham oppaa,
    Og at Korsfæste ham de skynder sig at gaa.
Mens JEsus bærer selv sit Kors, dend Tunge Byrde,
Og gaar iblandt det Folck som hannem skulde myrde;
    Hans Been nep bære kand hans Saar-opfyldte Krop,
    Dog løfftes Korset paa de ømme skuldre op.".

Naur skrev overvejende religiøse bøger, vides ven med Kingo og ligger som en art enspænder i det store protestantiske folkeoplysningsprojekt. Han skrev, i sin "Zions Sange og Sucke" ikke umiddelbart den salmedigtning, som Kingo for alvor fik sat på skinner, også selv om Kingo medtog flere af hans salmer i sin samling. Alligevel regnes hans "Golgotha paa Parnasso" for et djærvt, folkeligt forståeligt digt med en saftig undertone af vold og lidenskab. -: Hans passionskildemateriale fandtes fra før kirkesplittelsen, og havde overlevet i begge lejre. Naur havde den styrke at han blev trykt, netop fordi man i det protestantiske landnamsprojekt havde brug for et dansksproget tekstkorpus med sanktionerede versioner af de kirkelige genre fra de hellige skrifter over ritualerne og salmerne til prædikerne. Hvor meget Naurs troshu, altså trosivrighed, end står til fin kirkelig indlevelse, virker hans stil og dens effekter som manerfyldt barok af første skuffe, man kalder ofte Elias Naur for "højbarok".

Tøger Reenberg fik, på sine gamle dage religiøse griller, han nærmede sig allerede dette standpunkt i 1725 da han skrev "Over Udvælgelse" (i "Ars Poetica" p. 107), som beskriver den Gud har udvalgt, som lever i god tro, mens den utro, den ikke udvalgte, lever som et svin i en pøl; -: moralen (ibid linie 23-32ud): 

"I det saa dyre kiøbte Land;
    Hvorfra skal udeblive
Alt det, som ey ved Christi Blod
    Er reenset: Han alleene,
Med giennemspegret Haand og Fod,
    Os Arven kand fortiene.
Lev derfor, som din Christendom
    Befaler dig og byder,
Og frygt ey for, Guds strenge Dom
     Dig Fra sit Ansigt skyder.".

Igen den anden pol af barokkens forkyndelse, den prosaiske, verdslige, naturligvis med de groteske passisonssymboler (her: "gennemspigret hånd og fod"). Overfor den passion som med 1700-tallet bliver til pietisterne, til optimisterne, spejler sig en verdslig, mere profan, utilitarisk tone, den tone som fører frem mod det sekulariserede a samfund.

Denne verdslige tone virker i førstningen utilitarisk som protestantismen selv, først hos Thomas Hansen Kingo fødes trosivrigheden som en personlig kategori, ikke blot afstedkommet af det udpenslede sceneris skrækindjagende pointefremføring. Måske derfor sætter Kingo en art tronende punktum for barokken, som Reenberg konkluderer i sin "Forsamling paa Parnasso".

Hos Ambrosius Stub, som på mange måder, med en del forsinkelse, kan kaldes mere barok end mange barokdigtere, findes der dog samtidigt 1700-tallet post-barokkens nye religiøse tone. I de gudelige arier, allerede i den 2., genfindes den trosivrighed, som i århundreder fortsatte det beklagelige punktum for skoledrengekomedien og dens efterfølger den klassiske, borgerlige karakterkomedie. ("Ambrosius Stub. Samlede digte" p. 8):

"Hvad siger du Tale-Konst, Daarligheds Tolk!
    Hvortil skal jeg viide de Fabler, du fører?
Du prædiker Løgne for Vantroens Folk,
    Du veed kuns at kildre de kløende Ører.".

Hos Stub menes der naturligvis blot tomt præk, men hvád man kan kalde tomt præk bliver med århundredet debatérbart.

Også den syndsbevidsthed der bliver så åbenbar mens barokken ebber ud. Hvor Stub, med ægte efterdønninger af barok metafysik, stadig kunne sige den overfladiske verdens flygtende skønhed farvel (5. arie og hans meget kendte digt: "Far Verden - Farvel!") melder såvel aria nummer 5, og også nummer 13, 16 og 18 om den som stadigt mere påtrængende betydningsfulde syndsbevidsthed. Indledningen til 4. aria "Opreysning i Christo" (ibid p. 10): 

Høye Gud! vor Fald desværre
Giorde dig, vor Naadig Herre, naadig Herre,
    Naadig Herre, vreed;".

Eller indledningen til 16. aria (ibid p. 24):

    "Op af Synden,
    Op af Dynden,
        Snart her op, du Adams Barn!
    Du er veltet
    Nok og æltet
        Ned i Ondskabs dybe Skarn.
Ey, hvi ligger du og sover!
Kom din skidne Siæl ihu;
Naadens Floed den løber over;
Reys dig, skynd dig, vask dig nu.".

Typisk ser altså dansk barok i sin fødsel (end altså Arrebo) frem mod den store enevældige guds bugnende rigdom, mens man efter barokken fikserer tankerne på krucifikset, det nytestamentlige Jesusbudskab og frelseren fra den gammeltestamentlige arvesynd, som barokken synes at sætte i system snarere end at afstå fra.

Bod og pønitense afløser klagedigtet, hyrdens klage over forsmået sanselighed bliver til synderens klage over forsmået salighed, og til den udvalgte, frelstes elskovsfulde forening med den saligt lidende Kristus-figur. Temaet: de adskilte elskende forbliver altså ens, mens de medvirkende skifter karakter.

Klagen som i 1600-tallet enten vender sig mod magtherrerne med bøn eller satire og så affinder sig med guddommelig almagt, vender sig i 1700-tallet til individets handlemåde, miseren bag klagen skyldes den synd Kristus-idealet frelser fra: manglende tro bliver manglen.

[TOP]

     a pønitense: efter latin poena: straf, heraf senlatin poenitentia: anger. I især katolisismen en kirkebod, en anger. Generelt en synders bodsøvelser for at betale og slippe for åget af sine synder. Pønitense altså: anger, bod.

     a værdinihilisme: efter latin nihil: intet, heraf nihilisme: en fornægtelse af alle værdier, mål og mulige fremskridt. Værdinihilisme altså: en opfattelse hvor alle ting ses som nytte- og værdiløse.

     b pathoskilde: moderne stavning "patos". Efter græsk pathos: lidelse. Følelsesfuld, højtidelig fremstillingsmåde i kunstnerisk form. Patoskilde altså: et grundstof i kunstværket som skaber højtidelig, alvorsfuld lidelse hos kunstnyderen. Se eventuelt Aristotelsanalysen omstående.

     a sekulariserede: efter latin sæculum: århundrede. Heraf 'hundrede år' udviklet til betydningen: ikke-religiøs, modsætningen til gejstlig, kirkelig. Sekularisering altså: samfundslivets frigørelse fra kirken som den foregår fra 1600-tallet og frem til 1800-tallet Statens overtagelse af kirkens godser og ejendomme. Sækulariserede altså: bragt væk fra den kirkelige indflydelse.

[TOP]

[i]. Stikord; Brorson, Ingemann, Grundtvig og lignende naivt smukke kristforkyndere.

[TOP]