Bryllupsdigtning

Traditionelt bør bryllupsdigtet hylde de to nyligt forenede, bør hædre deres familier og især prise konen, samt bør sende de elskende til ægtesengen, ikke blot erotisk men også med tanke om efterslægten.

Digtene har fungeret således, at familierne bestilte og betalte enten en populær lejlighedsdigter (som for eksempel "Dorus" (Carl Bang) omtalt p. XXX eller "Philedor" Poul Pedersen) eller helst en rigtig digter, for at forfatte digtet, samt oplæse det ved bryllupsmiddagen.

Digtet opbevaredes derefter i familiens eje, gerne afskrevet af de officielle afskrivere, og regnedes det for et godt digt, kunne det cirkulere blandt læsere og tjene som forbillede, efterligningsgrundlag ved senere lejligheder for digteren selv eller andre digtere.

Den store Bording kendes for mindst 25 oplagte bryllupsdigte, for eksempel fastholder han elegant ægtesengehenvisningen allerede indledningsvist i digtet til Frederik Gise og Margrete Schönbach den 18/12-1665 ("Anders Bording. Digte" p. 34 linie 4-12 cæsurstreger udeladte:

"Jeg och med slette rjm och vers
   Ey regler kand udstjle
Om mand paa langs och ey paa tvers
   I Brudseng bør at hvile.
J self end och foruden dict
   Vel være skal saa vittig
At J forstaa´r det eders plict
   Er der at være flittig.".

 Først den udpenslede beskrivelse af digteren uvidenhed, om man nu skal ligge på langs eller på tværs i ægtesengen, en paradoksal type overdrivelse hvis effektsøgning har fundet lattermild anerkendelse. Digterens skrøbelige vers, selv de slette rim vil ikke kunne lære dem den kunst, og overdrivelsen, som Bording ofte bruger, går jo på, at her kalder Danmarks store digter sine rim og vers slette. Pointen naturligvis: at han ikke kan lære dem det naturen selv forordner. Forvandlingen ligger i bryllupsdigtet der hvor den før forbudte seksualitet nu tillades, ja bliver "en plict", og igen virker det overraskende barokt at adverbiet "flittig" underforstås som objektsprædikat for denne seksualitet.

Hvor det her anførte udpluk af digtet primært sigter på selve seksualiteten pegede Anders Bording også på det vigtige slægtskabs motiv, altså produktionen af arvinger, i bryllupsverset til fætteren Søffren Jenssøn Klyne og Cathrina Olufs-datter. Selv forblev Bording jo ugift og uden arvinger. ("Anders Bording. Udvalgte vers" p. 99f i to uddrag):

"Men mig den Tiding særligen
     Er tækkelig at spørge,
   At I med noget Smukt igien
Vil Eders Seng forsørge.
   Enddog jeg ikke selv forstaar,
Hvad Egtestand betyder,
   Thi jeg u-qvænnet end hengaar
Og mig til ingen byder.
    Af andres Tale jeg dog veed,
At ingen Ting paa Jorden
   Saa søt er til som Kiærlighed
Og Egtestandens Orden.
   Det er en liden Himmel-Fryd
Og Paradisets Glæde,
   Naar de, som elsker Tugt og Dyd,
I Brude-Sengen træde.". 

"Omfavner hende blidelig
    Og lader ret paakiende,
At vores Slegt og Stamme sig
   Paa Eders ej skal ende.
Seer til, at I saa vel bestaar,
   At Eders Mesterstykke
Kand vises inden Dag og Aar,
   Hvortil jeg ynsker Lykke.".

Igen altså de klassiske opfordringer, her med de tækkelige omskrivninger "noget Smukt" (altså et barn). Paradokset tager Bording på sig selv, på trods af at han ikke kender til ægtestandens glæder, har han hørt hvad de indebærer, og det virker som sandt barokke overdrivelser "en liden Himmel-Fryd" "Paradisets Glæde" ikke blot, som i megen senere digtning, antydet for ægteskabet generelt (og her under seksualiteten) men på ægte barok vis antydet specielt om det at "I Brude-Sengen træde".

Langt senere, i periodens efterdønninger, kendes mere humorbetonede langt mindre erotiske bryllupsdigte. For eksempel Willum Worm (1698-1737) embedsmandsdigteren som skrev på både dansk, tysk og latin, også selv forblev ugift, og regnes blandt de underudforskede barokdigtere ved slutningen af det 20. århundrede Han skriver med udblik til 1700-tallets syndsbevidsthed, og han skriver med humor mod denne, i sit bryllupsvers "Fremsendt paa Hr: Cancellie-Raad Kryers og Frøken Judikers Brøllups Dag den 5. May 1734" ("Verdslig barok" p. 265 vers 1):

"Den Mand maae blive gal, der har en hellig Kone,
(Skinhellig at forstaae,) der slaaer paa denne Tone.
        At hun fuldkommen er, udvalt og uden synd,
        Og eet af Hendes Suk, har heele Kirkens fynd.". 

Overdrivelsen ses her flyttet ind som tjener for morskaben, om end syndsbevidstheden ligger under overfladen gøres der netop embedsmandsagtigt spas med samme, paradokset mellem sex og synd udspilles sådan at dets opløsning fører til bryllupsfryd eller galskab.

En anden poet fra periodens slutning, Ambrosius Stub, fandt også en humoristisk form i sit "Brude-Vers til Msr. Johann Klugh og Jfr. Johanne Ehrenreich den 1ste Maj 1733". Først roser han i god traditionel forstand ægteskabet som institution ("Ambrosius Stub. Samlede digte" p. 103 vers 1):

"Endog til Brude-Seng er Middel-Veien sikker,
Den fører glat forbi de skiulte Stød og Strikker,
Den gaaer saa lige frem til fælles nøysom Stand,
Ja giør af skiønsom Karl en ret lyksalig Mand.".

Nu opremser Stub med humor ni ubehagelige kvindetyper som uheldige friere kunne få fat på: stadsemøen som gør lænestolen til en trone; soen med det snavsede smykke; den selvglade klasse- og stands-domina a; den dumme gås; den skarpe kritiker som lukker mandens mund; den tavse skygge; sladretasken; den kræsne frådser som formøbler formuen; den splittede seksten-sindede kvinde. Pointen indebærer naturligvis af bruden danner undtagelsen fra de ni, Stub afslutter (ibid p. 104):

"Det jevne Middel-Spor kan kaldes Dydens eget:
Man treffer uden om forlidet og formeget;
Vor Brudgom spurde Vei, han saae sig net i Speil,
Saa fandt han saadan en, hvoraf de Ni gik feil.

Gid hver nødtørftig Karl maa faae saa fix en Pige,
Og hver elskværdig Møe saa kiæk en Mand tillige!
Gid Brude-Parret naae sit Haab i kiærlig Favn!
Det ønskes af en Ven i Kongens Kiøbenhavn."

Så selv så sent altså i perioden sprudler digteriet med paradokser, man hylder den fuldendte brud ved at afsløre hendes ni mindre heldige medsøstre, man hævder hende pompøst til skyen, de krasse virkemidler har fået rødmen til at opblusse, også selv om syndsmotivet og dydigheden har banet sig vej frem i digterbevidstheden.

Temaet om den ægteskabelige lykke og ægtesengens velsignelse, samfund og seksualitet, i grundkernen af kernefamiliemønsterets sanktioneringssituation a: brylluppet, hvor fra seksualiteten bliver lovlig, ja lovpligtigt påkrævet.

Barokkens fester huskes som svulstige, så naturligvis skulle den uforbederlige Hans Hansen Nordrup levere en kopieringsklar højbarok bryllupstekst til den fiktive justitsråd Just Justesen b. Når festens våde vare havde ført deltagerne til rusens glade stemning, skete det ofte at der dukkede små tillægsvers op til brudeverset, enten forfattet af digteren eller kendt og skattet fra tidligere lignende lejligheder. I disse digte, specielt henvendt til kvinderne, beskrev man nu i paradoksal gådeform det mandlige kønslem. Kunne pigen gætte; at gåden drejede sig herom sagde man at hun visseligen snart skulle gifte sig.

I sin fine lille barokbog "Verdslig barok" citerer Niels Simonsen følgende tre afslutningsvers på Nordrups bryllupssatire. Historien har gået om hvordan jomfruen på reglementeret vis først har erlagt mødommen i ægtesengen, men så i søvnen får mareridt om en "bussemand" der voldtager hende. Da de nygifte vågner, taler hun om sit mareridt, men ved forveksling tror han at hun taler om hans kønsorgan (uddrag af "Den flyvende Mercurius, eller Bryl-lups-Vers til Hr. Justitsraad Just Justesen" ibid p. 220):

"Saa fik hun fat paa Just, adspurgte ham og sagde,
Hvor er den Bussemand, der mig tilforn(e) plagde,
        Her er den, sagde han; Hun sagde: lad mig see,
        Men der hun Knægten saae, begyndte hun at lee.

Dum var han, derhos stum, blindfød, endskjønt Eenøyet,
Stod stiv foruden Been, var nøgen, dog Skindtrøyet,
        Hans hoved skaldet var, paa Kroppen haarrig nok,
        Hans Skik var som en Pik, hans Titul var Hans Kok.

Saa selsomt Skabeluna var det, som kunde kue,
Vor Brud den første Nat, man lad den Knøs kun true,
        At komme saa igjen, med Stik, med Put, med Stød,
        Hun tør vel traadse ham; kom, kom, det har ey Nød.".

Med den tyndeste lag metaforiske omskrivningslak udpensles her det mandlige kønsorgan, overraskelsen ligger i forvekslingen med nattens mareridt og virkemidlerne lader ikke tilhøreren i tvivl om hvad Hans Kok skal bruges til. Igen bliver en personlig, næsten perfid mandsfremstilling, gennem overdrivelsers humor og omskrivningers dybere lag til en munter, overdådig hyldest til det glade ægteskabelige seksualliv.        

Hos den gådefulde barokdigter Vilhelm Helt (1652-1724) fandt forskningen en art "arke"-bryllupshymne, oversat og delvis omskrevet udfra den hollandske barokpoet Jacob Cats (1577-1660). Helt påtager sig at beskrive det første ægteskab udfra den bibelske opfattelse i sin "Grund Egteskab Eller Allerførste brøllup Imellem Adam og Eva" fra 1687/88. Dog, hvor helligt digtet end anstilles, skal det jo for at leve op til genrens krav indeholde opfordringen til flittig seksuel udfoldelse, Helt spekulerer over paradokset mellem dyd og synd med flere udpenslede beskrivelser. Med klædelig overdrivelse har Gud selv altså gjort kvinder så lystne ("Verdslig barok" p. 77ff her 79f):

"Ja! Gud med sin egen haand,
Bant os self det første baand,
Der nu samler hun og hand,
Saa at qvinden faar en mand,
Saa at qvinden vofve tør,
Det een mand til fader giør,". 

Og om disse kødelige lyster, som selv præster i lutherske sogn jo i 1600-tallet kunne hengive sig velsignede til, forklarer Helt, der i øvrig selv fødtes hos en ridefoged og endte som adlet medlem af konferensrådet, kysk (ibid p. 80f):

"Ja! den lyst, Gud føle lood,
I de tvendes kiød og blood,
Ved den første brøllups fær,
Giør hos os en hver i sær,
At mand har paa denne dag,
I formeerelsen behag;
Her af lysten i os kom;
Det er verd at siunge om,
Det er verd at høre til,
For en hver som viide vil,
Hvad hand er, og hvorfor hand,
Til den søde Egtestand,
Finder i sit kiød og blood,
Sligt et got og hurtigt mood,".

Så således ophæves paradokset mellem synd og lyst, ikke som senere hos Stub med den gyldne middelvej, men som Guds personlige indgriben. Intet holdes mere fast end at en forvandling kan forandre det til sin modsætning.

Som så ofte før og siden finder man den poetiske kroning af baroktendenserne hos Ambrosius Stub. Han har med grotesk humor og paradoksal overraskelseseffekt, med underforståede små-sjofle glimt i øjet digtet et gravskrift til brudesengen. Overdrivelsen fører altså til modsætningerne, et virkemiddel man senere nok har fundet lige lovligt krast, men som har fundet stor anerkendelse i samtiden. Her følger Stubs "Epitaphium Over brude-Sengen" ("Verdslig barok" p. 268):

"I dette moersom leyested
   Er levende begravet
Et Par, som er i Sandhed med
   Reen Kiærlighed begavet
Her døer de tit den søde Død
   Men faaer igien til Live
O! gid de faaer hvad Held og Brød
Guds Forsyn har at give.".

[TOP]

     a domina: efter latin dominus: herre, heraf hunkøn domina: herskerinde. Domina altså: en herskende kvinde, her dog en stands-domina altså: en kvinde som underkuer andre udfra sin opfattelse af sig selv og dem i det gældende samfundsmæssige hierarki af fine og mindre fine mennesker.

     a kernefamiliemønsterets sanktioneringssituation: kernefamilien: den lille grundenhed af far, mor og børn, som i løbet af det 18-1900-tallet bliver noget mere almindelig end den gamle storfamilie af bedsteforældre, far, mor, børn, slægtninge og tjenerskab det dominerende familiemønster i baroktiden. Og efter latin sancire: at gøre hellig. Heraf sanktionering: give godkendelse, gøre hellig. Sanktioneringssituation altså: den handling hvormed et eller andet godkendes og gøres helligt. Kernefamiliemønsterets sanktioneringssituation altså: ægteskabet, brylluppet.

     b justitsråd Just Justesen: fra 1661 bruges "justitsråd" om et medlem af højesteret. Efter latin jus: ret, heraf latin justitia: retfærdighed. Heraf igen ordspillet Just Justesen altså: "retsråd Ret Retsen".

     a Skabelun: skikkelse. Simonsens note op. cit.

[TOP]