Hyrdedigtning (Bukoliske digte, Erotica)

Men hvor tiggeriet og ydmygelserne hobede sig op i følge det adelsvælde som blev til enevælde og siden embedsmandsvælde, måtte den tidligste barokke strøm slås mod andre suppressive samfundskræfter, primært gejstligheden.

De erotiske hyrdedigte kunne ikke blot forbydes, dertil havde deres sanselighed for dybe rødder i folkene, dertil havde deres dækoverflade af græsk, klassisk idyl for megen lærdom, dertil fandtes deres elegante form og uskyldige fromhed for indtagende.

Selv kirkens bedste folk skrev hyrdedigte i 1600-tallet (for eksempel Kingo), og selv om mere bramfri erotiske former (jo især Nordrup) i løbet af perioden kom til at overtage hyrdedigtningens plads, havde denne digtning nok en sikker plads fra starten.

Den alt dominerende pen på dette felt må for dansk barokdigtnings vedkommende kunne bestemmes som Søren Terkelsen, hvis fødsel ikke på dokumentgrundlaget sidst i det 20. århundrede kan bestemmes, men som døde i 1656 eller året efter.

Hyrdedigtningen havde altså rødder i oldtiden, hos Teokrit og Vergil a, men i løbet af renæssancen blev formen opdyrket i Europa og hyrdemiljøet fandtes snart i såvel skuespil som romanform. Erik Sønderholm skrev i "Dansk barokdigtning" kommentarbindet (ibid p. 32) herom:

"En lignende sukces, som blev den europæiske hyrderoman til del, opnåede hyrdevisen, dvs._b hyrdedigte udformet strofisk til populære melodier; denne genre dyrkedes overalt i Europa, den nåede Danmark via Tyskland; de tidligste danske eksempler er dog nok de oversatte viser i Astrea-romanen, men derpå fulgte både Bording og Terkelsen med oversættelser af Rist, Bording tillige med originale hyrdedigte.".

Terkelsen udsendte altså en hyrderoman, en oversættelse af d´Urfés "Den Hyrdiende Astrea", som med fem bind udkom i Frankrig fra 1607-27. Romanen kom dog kun med sit første bind i Danmark fra 1645-48 og solgte ikke, så Terkelsen slog sig i stedet på at oversætte hyrdeviser: "Astree Siunge-Choer", hvis første bind kom i 1648 og blev "en sikker sukces", som Sønderholm (ibid p. 31) kalder det, bind to udkom i 1653 og året efter kom bind tre.

Disse tre trykte bøger med oversatte tyske hyrdeviser blev Danmarks bedste bud på denne tradition, som siden blev en del af barokkens stilideal.

I det tidlige forelæg finder senere tiders forskere ikke de store guldkorn, som Sønderholm resumerer om Søren Terkelsen (ibid p. 32):

"Hans vilje og lyst til arbejdet var dog afgjort større end talentet.".

De store tyske navne Terkelsen introducerede, udover franske d´Urfé, også Johannes Rist, digterpræsten (1607-1667) fra Holsten, og den kongelige hofmusiker (i Danmark) Gabriel Voigtländer (død 1643), men også andre især nordtyske altså protestantiske digtere så som Philip von Zeesen.

-: Fælles for disse digtere og deres litterære cirkler stod altså hyrdetematikken med faste figurer så som hyrdinderne Astrea, Amaryllis og Galathea og hyrderne Daphnis, Celadon, Myrtillo, Coridon og Lucidor.

-: Tematikkerne bevægede sig rundt om kærligheden, der findes ulykkelige klager, lykkelige lovprisninger, festlige optakter til elskovsleg og frejdig beskrivelse af samme.

Man fornemmer et sted næsten Rabelais´ ædle riddere og jomfruer i sødelig leg, om end langt mere bornert og uden anden kunstkulturel videnskabelig overbygning end de græske mytologiske overflader, - det kan da heller ikke undre, at mange hyrdedigtere med tidens tryk efterhånden faldt til kristdogmatikkens patter og gik ind i salmedigterbranchen, efterhånden som de adelige patroner fandt det formålstjenstligt at styrke kirken og skrue lidt ned for deres forbrug af denne type erotica.

Blandt Søren Terkelsens heldigere oversættelser af Johannes Rist regnes hyrdedigtet om Daphnis´ bekymring over adskillelsen fra sin Galathea, "Daphnissis bekymrede Kiærligheds Tancker / Der hand icke kunde være hos sin Galathee" ("Dansk barokdigtning" p. 35f vers 6 ":/:" betyder gentag denne strofe én gang):

"Derfor skull´ J Vinde føre
    hende ald min Klage til; :/:
min Røst faar hun ej at høre
    thi mit Hiert´ er aldrig still´.
Ach! Jeg Arme saae forsande
hendis Tieldt der borte stande.
    Nu er mig aff Hiertet vee
    for dig kiønne Galathe.".

Den metaforiske omskrivning står som den centrale idé eller metodik i hyrdedigtningen: de elskende fremstilles som hyrder, deres soveværelser og huse som telte, deres dagligdag som sødelige stunder i markerne mellem dyrene. Tankerne centreres evigt omkring elskoven, rosen der bedøver dog også stikker. Overdrivelserne opstår ene i styrken af kærlighedserklæringerne, i den smerte adskillelsen frembringer. Netop adskillelsens smerte, "hyrdeklagen", kan ofte genfindes i bukolisk digtning, også den forsmåede elskers klage kan identificeres igen og igen, her hos Terkelsen med endnu en Rist-oversættelse "Til dend skiønne Fyllis" "Dansk barokdigtning" (p. 55 vers 1):

"O Allerskiønneste Hyrdind´
Ach! Ach! Huor kræncker du mit sind!
        Min Elsken min Vunden
        Min Kyssen paa Munden
Far bort ræt som en Vind:
    Jeg arme Korydon
Foractis nu saa plat
Dertil er Jeg aff dig forladt
    Phillis min Koen!".

Igen ligger overdrivelsen primært i følelserne, hyrdinden som den aller skønneste, og følelserne af afvisning, her såvel det at andre foragter den forladte mand, og det at konen har forladt ham. Paradokset i klagevisen bliver immer spillet mellem erotiske, amourøse drifter og deres negation. En anden type "Hyrde-Klage" findes også hos Terkelsen (igen oversat fra Rist) og afspejler det tidligere omtalte problem (p. XXX og p. XXX) med den gamle mand og den unge kone, her bliver den underforståede erotiske tone satirisk midt i jammeren ("Hyrde-Klage Offver dend ubarmhiertige Død der icke vil skille en glatt ung Hyrdinde ved sin gammel Rustefijl" "Dansk barokdigtning" p. 51ff vers 5 og 8):

"Men ô bittersøde Lyst
    Som giør mig stor Smerte!
Veed jeg dog at du est kyst
    Bundet er dit Hierte
Ved dend gamle Corydon
 Du est jo hans Ecte-Kon´:
     Hand mit Hierte plager
     Oc mjn Fryd forjager.".

"Lig´ oc lig´ i lige Tall
    Lader sig best høre:
Sijg mig hvad den Gammel skal
    Med dend Unge giøre
Gammel Oest nybaget Brød
Er vel got i Hungers-Nød
    Men de gamle Drenge
    Er´ ej god´ i Senge.".

Her fører den ret så udpenslede beskrivelse til nogle paradokser af format. Ikke blot den ukristelige opfordring og lyst til ægteskabsbrud, ikke blot den lige så ukristelige klage over at den gamle ikke lægger sig ned og dør, men også den metaforiske omskrivning, den typisk barokke madglæde, som skal illustrere at lige børn leger bedst, og så den, selv for hyrdedigtet, ganske bramfrie bemærkning om de gamle drenges erotiske præstationdetstedsae så sine dage med sin familie, beskyttet hos den adelige Rosenkrantsfamilie på herregården Assatorp i Skåne. Han oversatte disse år hollænderen Jacob Cats hyrdedigtning, Cats som også anmærkes andetsteds levede fra 1577-1660, dertil oversatte Søren Terkelsen efter sigende også Martin Opitz (1597-1639), det meste af dette arbejde menes dog senere bortkommet.

Mens Terkelsen stod for den oversættende noget kluntede og ganske germanske hyrdedigtning, løftede Anders Bording, i sine i hvert fald 44 hyrdedigte, genren op og ind i poesiens sfære. - Ikke at han forandrede formens tematikker væsentligt, -: klagesangene dominerer stadigt, bedyrelsen af evig kærlighed, besyngelsen af hyrdindens dejlighed, invitation til elskov, idylliske erotiserede naturbeskrivelser, alle de velkendte tematiske figurer, men nu med Bordings elegante, letsvunge pennestrøg, for eksempel i "La Mustarde" (italiensk: senneppen), hvor den sennepssnerpede hyrdinde anråbes, trygles, trues til at genoptage forbindelsen ("Anders Bording. Digte" p. 274f vers 1 og 9, første og sidste vers):

"Skiønne men dog Skarpe Rose
     Lavra du det Volder mig
Att ieg her i Vilden Mose
    Vancher om saa Sørgelig
Medens du Saa Lystig driffver
    Hen till Engen dine Faar,
Oc dig ingen tanche giffver
    Hvor det din Myrtillo gaar.".

"Wilstu Strenge Lavra bliffve
     Saa Tyrannisch allen tiid
Ey Velan saa maa ieg giffve
    Mig i dødsens Sidste Strid
Men Vill dog i rette steffne
    Dig for Himmelen som Veed
Hvad ieg Leed och mig saa heffne
    Paa din Vmedlidenhed.".

Her dukker de fine barokke stilelementer op: rosen, som symbolet på den begærede, natursceneriet: mosen hvor fortvivlelsens død venter, engen hvor den lyse leg mangler. Overdrivelsen ligger ikke blot i at poeten vil dø uden sin dejlighed, men også i den trussel han stiller op: hyrdinden vil blive slæbt for den himmelske ret, paradoksalt ønsker digteren altså såvel at død, men også at hævne sin død. Forvandlingsmotivet i hyrdedigtet vil ganske ofte rumme kærligheden forvandlet til ligegyldighed eller på anden måde standset, og dermed give rum for de store paradoksalt fremstillede følelser, deres overdrivende hyperboler og ofte ganske krasse virkemidler.

I digtet "Den allerskiøniste Charitnis berømmis aff hendis som plictschyldigste saa och ævig elschende Tienere och Ven" finder Bording en anden tone frem, hyldesten og kærlighedserklæringen, intet mindre end en ophøjelse af den elskede til "Guders och Guinders tall". ("Anders Bording. Digte" p. 257f vers 1):

"Maa ieg ey med Lette Vinger
Flyffve som den Himmellspringer
        Pegasus i Lufftens egn,
Kand ieg ey Som ieg med rette
Burde med min Stiil opsette
        Dig et ævigt Æretegn,
Charitnis dig mit hierte schall
Opløffte dog till Himlens Sall
Blant Guders och Gudinders tall.".

Her fremstilles klagen som poetens egen mangelfulde digterevne, altså ikke relateret til den elskede eller hendes handlinger, han "må" ikke flyve som en Pegasus og kan ikke med sine ord ophøje den elskede nok, dog stærkere end ordet står hjertets lyst, hvor hyrdinden ophøjes. Igen overdrivelser og paradokser. At Danmarks store digter ikke skulle kunne skrive, må kaldes en tit set figur hos Bording (jævnfør for eksempel bryllupsdigtet p. XXX), klædeligt beskedent ironisk men naturligvis protestvækkende, dog ordet synes skrøbeligt og hjertet stærkt, forvandlingen af den aller skønneste til gudinde afstedkommes i dette stærke hjerte, ikke i "min Svage tone" (digtets syvende og sidste vers), dette må naturligvis betegnes som en overdrivelse, Bording giftede sig jo ikke med vedkommende, og forskningen har lige siden dyrket hendes ynder gennem hans ord!

I dette digt væver Bording altså kærlighedsdigtet og hyldestdigtets former ind i hyrdevisen, og i et lignende amourøst digt "Ode Altera. Sylvia berømmes etc." giver Anders Bording også en personlig, individuel snert af sin egen ulykke, som grunden for den sødt-sure bitre adskillelse mellem poet og portrætteret, igen en afvigende innovation som løfter genren fra det lettere klamme og flove og ind i poesiens verden. ("Anders Bording. Digte" p. 258f vers 5 og 6):

"Ey hvad maa den Hyrde-Svend
    Højt berømme sig,
Som kand blive dygtig kiend
    Til at tiene dig:
        Ey hvor maa sig fryde
        Den som faar at nyde
    Saa dyderig en Brud?
    Ach! der brast Siugen ud.".

"Heller jeg ald Jordens Skat,
    Dersom jeg fik Kaar,
Overgav og miste plat
    End jeg dig ombaar:
        Jeg mig lod fornøje
        Med din Gunst at eje,
    Din Gunst og hulde Tro
    Var ald min Verdsens Ro.".

Igen ses paradokset socialt relateret, beskrivelsen nedtonet ikke til overdrivelse men til dyb kærlighed. Overraskelseseffekten, at poeten gerne gav alverdens rigdom for at eje den elskedes gunst, bliver, ja forbliver, en art poetisk konstant, om den elskede nu fremstilles som en kødelig kvinde i 1600-tallets stil eller som Kristusskikkelsen i den pietistiske 1700-tals stil. Skrøbeligheden bliver ikke som i foregående eksempel digterens og ordets mangelfulde dækningsevne, men livsvilkårenes usikre ramme om elskoven, forvandlingen af den rene kærligheds fryd til den rene jammers usle klage.

Anders Bordings løft til genren indbefatter altså også spirene til et brud med dels hyrdemiljøets afvæbnende atmosfære af agrar a, præhistorisk fremmedhed, han letter lidt på låget ned til det underforståede, ikke i den grove, små-sjofle groteske stil, men ned til det egentlige samfundstryk på kærlighedslivet, for eksempel i dette anførte digt altså sin usle social-økonomiske situation, som ikke - om end han så havde haft lyst dertil - gjorde ham i stand til at forsørge en kone standsmæssigt. Smerten, adskillelsen, bliver derfor ikke blot et erotisk lystspil mellem parterne, men rodes i den regelrette økonomiske, sociale situation.

Han lagde sig tidligt efter filologien b og sprogforskningen og hans "Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog" (1663) blev en klassiker, som gjorde ham kendt op gennem århundrederne. Skriftet beretter om sproget, dets udbredelse, dets bestanddele og rummer dertil også en lille poetik. Peder Syv danner altså et tidligt eksempel (sammen med Søren Poulsen Judichær) på den lærde, forskende danske digtertype, som Tøger Reenberg siden materialiserede fuldt ud.

Syvs "Hyrdedigt" indgik bagest i hans "Betenkninger" og stammer altså fra 1663 året før hans giftermål. Digtet rummer en stormende barok kærlighedserklæring, med de madglade, saftige undertoner så velkendte og yndede hos denne populære digter, for eksempel følgende to udpluk ("Dansk barokdigtning" p. 206f linie 1-6 og 25-32):

"Velkommen Nymfe skiøn o dejlig lilde pige
Du Venus eget barn; hvor finder mand din lige?
        O yndelig jomfru o hiertens venne møø
        Hos dig ieg lefve vil hos dig jeg vil og døø
O du som ypperst er iblant de Mark-hyrdinder
Du Engel-skiønne siira en priis for alde kvinder".

"O mund af mig bekyst o lipper sukker-søde
O lilde milde mund o lipper rosen-røde
        Hvor kommer det at i dend lyst ej unde mig
        At jeg maa eder tidt berøre gladelig?
O horde-bløde bryst og som Sitroner runde
Hvor ved de lignes ret jeg kand ej nok udgrunde;
        De ere marmor-hviid´ og som nyfalden snee
        Der er ej større lyst end dem at føl´ og see.".

Her genfindes let barokken meget omtalte stoflige sanselighed, dens glæde ved alle sansernes og henrykkelsens ting. Paradokset mellem at have kysset pigen og ikke kunne få lov til at beføle hende nærmere opløses jo i bryllupssituationens sanktionering af seksualiteten, men klagens natur vendes til begær her hos Peder Syv. Den metaforiske omskrivning tages med op i selve teksten: digteren ved knap hvordan han skal beskrive dejlighedens bryster, mon han nogensinde selv har set citroner (: appelsiner)? At hvidhed hører til kvinden dydighed i denne tid, hænger sammen med at hun dermed har placeret sig i den overklasse som ikke nødsagedes til at arbejde i solen og alt slags vejr, og dermed blive solbrændt, rødmosset og vindhærget. Mon ikke også Reenberg ville have forment at Syvs elegante inderim i beskrivelsen af læberne burde sigtes endnu engang?

Igen i et andet hyrdedigt "Hyrde samtale mellem Haraldus og Sylvius" ("Dansk barokdigtning" p. 209ff) genfinder læseren den livs- og leveglade Peder Syv, den lærde digter som polisk efter nattens smukt begavede diskussion lader hyrdindens sultne mave afgøre det erotiske spil mellem de to (se eventuelt p. XXX). Også dette digt hører til den idylliske hyrdegenre, som, om end mindre repræsenteret, for mange i eftertiden står som den egentlige bukolik.

Heller ikke den direkte erotik, ænigmaet b, altså gådedigtet (beskrevet p. XXX) hører jo egentligt til hyrdedigtningen. Ofte fulgte disse gådedigte med som appendikser til bryllupsdigte. Forskerne finder dem i stort tal blandt afskrifterne, deres grundtema består som tidligere anført i en "jegbeskrivelse", hvor man skal gætte "hvem er jeg?". Svaret vil i disse gåder uniformt henvise til penis, her et par vers af Peder Syvs "Tilgifft for pigerne" "Verdslig barok" p.64f vers 1 og 7):

"Jer er ey Jærn, ey staal, ey steen,
Ey messing, kaaber eller been,
Dog er ieg haard, som hver aff de,
Men skiør som iis och frossen Snee.".

"At de kand vid´ om de har ey,
For andret farffven på den vey:
Den pige, som først sige kand,
Hvad jeg monn´ vær´ skal faa en mand".

[TOP]

     a Teokrit og Vergil: moderne stavning Theokrit, efter græsk Theokritos. Græsk digter levede omkring 300 år før Digter overvejende med heksameter. Skrev om landlige idyller, hyrdedigtning (bukolik) og lignende. Vergil moderne stavning Virgil: Publius Vergilius Maro, romersk digter (70-19 før moderne tid). Havde kunstnerisk frihed på grund af økonomisk støtte fra Mæcenas. Skrev hyrdedigtsamlingen "Bucolica" og regnedes i baroktiden - helt frem til romantikken i 1800-tallet - for en af de betydeligste af de klassiske digtere. Theokrit og Vergil altså: en græsk og en romersk hyrdedigter.

     b dvs.: en litterær forkortelse for: "det vil sige". Bliver her i Forfatterens værker til "det vil skrive" idet Forfatterens værker ikke "siges" men "skrives" og "læses".

     a agrar: efter latin ager: mark, heraf agrarius: landmand. Agrar altså: vedrørende landbrug og landmænd. Dette ord forekommer ganske ofte i Forfatterens værker.

     b filologien: efter græsk filos: elsket, kær, ven. Dyrker, kender, elsker af noget. Og efter græsk logos: ord. Filologien altså: den som elsker ordet: studiet af sprog og litteratur som middel til videnskabelig indsigt.

     a siir: andre stavninger i barokken "zir", "ziir". Efter tysk: zier: smuk. Siir altså: noget smukt; at sire: gøre noget smukt, ofte ironisk for noget overbroderet og kunstlet. ", efter græsk: ainigma: en gåde. Som litterær form i barokken anvendes enigmataet altså: om

     b ænigma: moderne stavning 'enigma ' en ofte erotisk gåde fremsat i digterisk form.

  [TOP]