Ansøgnings- og supplikationsdigtning
(studenter- samt verdslig klagedigtning)

MED DENNE KATEGORI findes der faktisk tre særskilte digtarter, som dog har det til fælles, at de behandler og beskriver barokperiodens forhold for dens producenter, nemlig de latinerdrenge og heraf de magistre, som gennem skriftlige ansøgninger og anmodninger, når de havde fået eksamen og senere i embedes medfør, ofte brugte digtformen for dermed at fange interessen hos den embedes- eller adelsmand som ansøgningen eller bønskriftet rettedes til.

Teksten har beskrevet en del af forholdene herfor. Ved latinskolerne uddannedes drengene ofte under strenge forhold og i yderste armod. Nok kom flertallet, blandt de der fik en skole- og senere en universitetsuddannelse, fra de mere velstillede lag, kom jo fra præstegårdene, fra adelen og fra embedsborgernes lag, de bedrestillede bønder og kræmmere. Principielt fik kun få drenge fra ringere lag fripladser ved skolerne og levede endnu mere spartansk men dog med håbet om et embede efter endt uddannelse.

I såvel samfundet før omvæltningen til enevælden i 1660 - som især efter - syntes der oplagt grund til at fedte, når man søgte et embede, uden kongelig gunst og bevilling kom man ikke langt, fra studenternes nøjsomhed til ansøgernes ydmyghed til embedets fylde, situationer ofte alle reflekterede i ansøgnings-, supplikations- og studenterdigtene.

Jacob Worms "Studiosus Lamentans" (1674) kan kaldes klassisk for så vidt at den fastholder et bredt mål af hvad magistrene, den embedssøgende, formodedes at vide, i de indledende 27 vers, hvor alle de klassiske dannelseskunster og videnskaber anføres i marginalnoterne til versene, hvor "Studenternis Graad" grædes.

I versene om poesien (vers 17-19) kommer Worm indledningsvist med en satirisk hentydning til netop ansøgnings- og bønskriftsdigtningen, i hans satire bliver det svært at se om mon fromhed eller verdsligt begær opflammer til bøn ("Dansk barokdigtning" p. 432 vers 17 "Poesis"):

"Digte-Kunst og Riime-Tunge
    Guders Gaffve, Himmel Skenck,
Om endskiønt mand vell kand siunge
   Og udriime: Herre tenck,
tenck paa mig, Min Lyckes Krone,
   tenck paa mig hos Kongens Throne!".

Ordet "riime" synes næsten at træde ind for det tidlige danske ord "rune", det barokt pudsige, men også slagfast formulerede "Riime-Tunge" snærer næsten af "glatte tunge", men måske mere end ment, blot fordi man som læser ved at dette gode vers stammer fra Jacob Worm.

Bordings ansøgningsdigte afspejler hans bitre skæbne og senere solide anerkendelse. - Hans sendebrev til Christoffer Gabel kendes nu nok snart bedre end denne person (som levede fra 1617-1673), og spillede rollen som den økonomiske finansiering og opkøbsmand bag Frederik III, både som bisp, valgkonge og efter 1600 som enevoldsfyrste.

Fra digtet stammer et ofte anført Bordingcitat, det hvor han skulle overbevise Gabel om; at hán kunne overbevise kongen om; at Bording hverken levede eller digtede, som en tør, overreligiøs hængemule, men som en god dansksindet, lystig poet. Denne vigtige pointe i ansøgningen formulerede Anders Bording således ("Anders Bording. Digte" p. 127 linie 73-80):

"Her GABEL, J vel derfor kand
   For mig til Kongen love,
At jeg er [ret en] Verdslig Mand,
   Saa god som een til Hove.

Og sige til Hans Majestæt,
   At jeg er intet andet,
End en saa lystig Dansk Poët
   Som findes kand i Landet.".

Bordings problem, at kongen hellere ville overføre lønningsmidler til de verdslige praktiske folk som kunne opbygge landet, end til de hellige i 1663, og Bording som jo ret beset og sin teologiske magistergrad til trods, ikke kan kaldes særligt hellig, havde travlt med at gøre denne pointe til et afgørende godt ord, Gabel skulle lægge ind hos Kongen om den embedsmanglende Magister Bording, som midt i ubehagelige småjobs uden succes, endelig ser chancen for at komme til at digte en avis, om kongen blot kan øjne ham.

En anden ofte anført historie kommer Bording frem med i sit næste sendebrev. Denne gang henvendes digtet direkte til kristengudens levende og regerende repræsentant blandt danskerne, Kongen selv. Her fortæller Bording da historien om hvordan han, som den kongeligt akklamerede a men ikke honorerede b store poet, må pantsætte sin kappe for at kunne drikke sig en poetisk rus til.

Efterhånden virkede det jo for Bording, som igen jo fra 1666 fik finansieret og trykt sin "Den Danske Mercurius". I digtet til kongen selv, "Den haarde nøøds bønlig Klage-Skrift" rykker c Bording, som mennesker overalt siden under bureaukratiernes tid, efter den manglende kulturstøtte, rykker den krigsplagede kupmager og lånoptager, som først senere så propaganda- og glorificeringsfidusen i "den kongelige danske digter" ("Dansk barokdigtning" p. 185 linie 13-20):

"Det er saa nær et Aar, om ikke slet tilfulde,
Jeg fik det milde Svar, min Nød forlettes skulde:
        Jeg til mit Livs Ophold saa meget skulde faae,
        Som til en ærlig Stand at føre kand forslaae.
Ved saadan Konge-Gunst og overflødig Naade
Blev jeg saa Hierte-let og lystig over maade,
        At jeg mig drømme lod, jeg nu var gandske fri
        For al Ulykkens Storm og strenge Tyranni.".

Anders Bording Christensen (ABC) som han et sted snildt har fundet frem til at kalde sig, havde en elegant og fuldstændig ærlig måde at sige sandheden i en gudsforordnet diktaturstat, således at den fandt velbehag. At livet uden den med 1600-tallet stadigt vigtigere kontante kapital fremstilles som ulykkens storm og tyranni. At anvende ordet "tyranni" i et digt til en eneherskende diktator kan betegnes som en form for udpenslet, overdrivende hyperbole, hvor skønhedens pomp og pragt, hvor overraskelsesmomentets råstyrke anvendes til at få noget sagt, som ikke kan siges.

Hos Jacob Worm siges dette noget lige ud, og så reformatoriskt revsende, at lytteren, læseren helt klart forstår, så klart at reaktionen ikke udebliver. Hos Bording her anvendes en anden type tryk. Nogle læsere af barokkens tekster kvæles i kongerøgelsen, dog under neden findes altså dette lag af protest, af en indre vished om at det kongelige cirkus ikke holder ved, at heller ikke andre ting holder ved. Bording har spillet et højt spil. Han kunne havde klynget sig til de to embeder man tildelte ham, måske han netop ville vise, at teologien ikke holdt nogen interesse hos ham.

Andre supplikanter kunne have misundt ham denne overlegne evne, for eksempel den længe embedsløse Hans Hansen Nordrup, og naturligvis Jacob Worm, der jo fik den strenge side af enevoldmagten at føle.

Måske ved på forhånd at have taget bøvlet og besværet på sig, slipper Anders Bording elegant fra at beskrive den samme type nepotisme og bestikkelse i embedsuddelingen, som netop Worm så hedt, hidsigt afslørende (jævnfør p. XXX).

I sit "Sende-Brev til Rentemester Christopher Gabel" antydede Bording blot bestikkelsen og nepotismen, som Gabels efterfølger, Griffenfeld, blandt andet jo afsløret af Worm, dømtes og landsforvistes for ("Anders Bording. Digte" p. 128 linie 153-164):

"Med et Munds Ord jeg hielpes kand,
   Og komme smukt paa fode,
O taler, taler som en Mand,
   Ja taler mig til gode.
Stod Lykken noget bi med mig,
   Jeg skulde sligt forskylde,
Jeg Eder skulde prægtelig
   Med røden Guld forgylde.
Men ach! min Pung den er for let,
    Min Pen min Pligt skal giøre:
Med den jeg Eders Ære slet
    Til Himlen skal opføre.".

Når eftertiden finder konstruktioner som "røden Guld forgylde" overlæssede og udpenslede, må den ikke overse det faktum, at barokkens digtere står som begyndere i en helt ny stil. Det skrevne, trykte ord rummer stadig nyhedens fortryllelse for dem, netop at blive trykt står jo som Bordings ideal, for hvilket han opgiver den sikre embedstilværelses liv. Med den bedende bydemåde "taler" tre gange anvender han retorikkens opfordringsmåde, elegant supplikativt, og med en inderlighed som nærmest råber op gennem århundrederne. For barokkenderen og -elskeren bliver dette såkaldt "overlæssede" "udpenslet" snarere fantasifuldt, opfindsomt, intelligent og kunstfærdigt. I barokken selv har teksten vist hvordan de mange akademiske digtere efterhånden smelter ned til de egentlige professionelle forfattere, for netop professionelle skrivere, (og i øvrigt også udøvere af de andre kunster) virker barokkens kunstnere netop som dygtige håndværkere, de kan deres kram og deres kram virker solidt. - Men naturligvis mest når opmærksomheden fanges hos en sand mester som Bording.

Peder Ørbæk, der også kendes som Peder Nielsen Juul (1636-1701) beskriver i sit digt fra 1665 studenternes kår, den fattige, udsultede i nattens studerekammer. Digtets danske titel siger meget om problemstillingen "Studenternes Meget Ondt Og Sildig Godt" ("Dansk barokdigtning" p. 231ff "Studiosorum Duri labores et seri honores" p. 232 linie 21-28):

"Mig allehaande bârs da for,
     Som skeed´ i fordum tide,
Hvor meget ondt i mange aar
   Jeg taale maatt´ og lide,
Fra det jeg var en liden pog,
   Og først begyndt´ at stave
J ABC og Barne-bog
   Med ord at sætt´ i lave.".

 Længere nede i digtet lader Ørbæk læseren forstå, at han deltog aktivt i krigen mod svenskerne, kongen havde jo også lovet hurtigt embede til disse trofaste sjæle. Ørbæk tog hjem til Fyn og optrådte som lærd mand, fik en formuende kvinde, som dog igen forlod ham, da den lovede stilling udeblev. Fra linie 521 beskriver digteren, sin følelse af opgivenhed og lyst til at forlade den pauvre akademiske karriere (ibid p. 244 linie 521-528):

"Min bog at sige gode nat,
    Jeg ofte har i sinde,
At noget andet tage fat,
    Mit brød dermed at vinde.
Men atter tenker jeg mit pund
    Saaledes at nedgrave,
Det skikker sig slet ingenlund,
    J hvor jeg det kand lave.".

Denne i stavningen og skrivemåde ret så "moderne" digter, og ret så fynske digter, befandt sig i den tidligere beskrevne ventesituation, hvor den unge præst "Pêer-Vente-Død", utålmodigt venter og håber på, at den gamle præst skal dø og overlade ham jobbet, præstegården og konen, - og i Ørbæks tilfælde holdt det hårdt (ibid p. 245 linie 553-556):

"Men det er alt forgieves verk,
     Det er min største klage,
Den gammel Præst hand er saa sterk,
   Og ey vil afskeed tage.".

Under enevælden kritiseres Kongen (: Guds repræsentant) aldrig, Worm kan kritisere kongens embedsmænd, Peder Ørbæk ved godt at kongen har travlt med rigets regering, men om han vidste, hvor slemt det står til, ville han sandelig gøre noget for sin tro undersåt "som vovede liv og blod" (ibid linie 591), som det formuleres i digtets sidste del (ibid p. 246 linie 597-604):

"Det fromme Fyrstelige blod,
   Vor Arve-Konge blide,
Hand gierne naadigst det tillod,
   Fik hand det kun at vide.
Thi Landsens byrde, som hand bær,
     Ham nok faar at bestille,
Saa hand ey mindes kan enhver,
   om hand end gierne ville.".

Peder Ørbæk kan kaldes en sikker poet, rimet og rytmen går sejt derudad og man får læst digtet med god læserrytme, om end man kun få steder må stoppe op og smage efter. Ørbæk betegnes ikke som en stor poet, hans digt rummer få tydelige barokke stilelementer, måske kun den voksende hjertekulde ifølge den økonomiske tvang og den påtvungne sult. Hans hele stræben går efter embedet, paradokset udgør hans sociale situation, klagen omskrives ikke som metafor for en højere gejstlig stræben som hos Worm, eller en højere æstetisk stræben som hos Bording. Han har heller ikke et provokerende opvækkende budskab, hvorfor de mere pompøse udpenslende beskrivelser nedtones.

Den udpenslede beskrivelse bliver til en personbeskrivelse, en dannelsesrejse gennem tidens opdragelses- og uddannelsessystem, som sådant har digtet utvivlsomt stor historisk værdi, fra præstegårdsknægt til præstegårdspræst, en slagen landevej for tidens poeter som tidligere vist.

Naturligvis måtte Hans Hansen Nordrup forfatte en satirisk afsløring af denne verdsligt, gejstligt akademikerhadende og -ydmygende praksis. I Nordrups supplikationsdigt til hans "patron" "Hr Juncker Klocke Taarn Guds Huuses Pave, og Enevolds Kircke-Riddere" findes der da også mange, morsomme og velformulerede udfald mod den grad af faglig prostitution, den lærde overgav sig til for at fylde vommen og leve et "anstændigt" liv.

Nordrups digt blev fiktivt "Indgiven til dend stoere Jubel fest A⁰ 1717" altså 200-året for reformationen, og derfor virker hentydningerne til paven naturligvis ekstra spydige, ligesom navnet på "den høje herre" "Klokketårn". Klokkere fik jo som erhvervsskade hørebesvær og regnedes i folkeovertroen for "døve og dumme" ligesom "patronerne" der ikke kunne forstå de lærdes problemer, eller vel forstod dem og enten intet kunne stille op eller måske snarere fandt behag i at ydmyge og tortere de som regnedes for kloge.

Hans Hansen Nordrups satire over den ydmyge selvudslettende intellektuelle lyder således, digtet forfattedes ("Verdslig barok" p. 226)::

 "Af Dend Høie Herres Allerydmygste
Skoe Pudser, og aller lumpneste Bærnhytter".

En "bærnhytter" betyder en dagdriver, en lazaron, et tema og en figur som skal dukke op senere i dette skrift: "Les roues de la revolte", og viser ironisk den holdning utilitarisk a protestantisk snusfornuft kontrolleret af det nydannede pengesystem havde til den lærde og især den litterære syssel.

Ironien fremgår tydeligt i de vers, hvor supplikanten lover den høje herre, at bruge sin ordkunst til hans pris, for eksempel vers 7 og 16 ("Verdslig barok" p. 228f):

"De Størdste Titler der er till
   Vil Ieg for dig opleede,
Med dem ieg Kirken fylde vil
    Naar Ieg for dig skal beede.".

"Og des for uden skal ieg dig,
   Med Vers, og Roes ophøie,
For Gundst at faa, at du paa mig
     Kand see med Naadig øye.".

Nordrups næsten pynteligt prude poesi pulser prisværdigt i en aldrig svigtende talenaturlig ordgang. For denne geniale digter bliver det udpenslende, såvel som det pompøse og det paradoksale som en del af den semantiske betydningsdannelse under semiotikkens tegn, han genfinder og opmaner altså de barokke kendetegn som den bagved liggende grund til at grine (i dette tilfælde) eller for eksempel at elske (i andre tilfælde). Han beskriver altså med kras realisme barokkens tendens til at give titelrytteriet friløb, men ganske mundret "de største titler der er til". Måske netop på grund af sin erotiske emnekreds har Nordrup dette ligefremme og nogen gange bramfrie vers, som sådan virker han typisk barok.

Som specielt anført i afsnittet ovenfor om Nordrup og Worm måtte selv den store Jacob Worm ty til tiggeriet, når magthaverne skruede bissen på. Hvor meget end hans sylespidse satiriske pen end end spruttede mod dette umenneskelige system, fandt han dog også den høflige underdanige tone frem, da despoterne havde tvunget hans kritiske geni og dets galne, hadske glimt til knælende at bøje hovedet med dødsdommen og deportationen. Han skrev for eksempel flere supplikationer til den samme Gyldenløve som Bording havde lavet impromptuvers over, altså Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704) søn af Frederik den Tredje og Magrethe Pape. Støttede statskuppet i 1660 og blev 1663 og til sin død statholder i Norge. Arbejdede med Griffenfeld for at få Gabel fældet, men fortsatte selv ved magten efter Griffenfeld fald. Altså ingen ringe mand stod bag Jacob Worm, dog ikke en mand som formåede, eller ønskede at formå, at udvirke hans frelse fra deportationen. Da Worm sad indespærret på kastellet i Frederikshavn, hvor Gyldenløve kom til byen, skrev han en supplikation. Jacob Worm sad naturligvis fængslet for satirisk kritisk poesi, og erkendte sig skyldig ("Jacob Worm. Skrifter" bind 1 p. 303f linie 37-44 "Til Gyldenløve"):

"Lad det passere nu, ieg kiender ieg er skyldig
Mit [Riime-straffe-skrift] er ey for døden gyldig,
         For Kongen derfor ieg har ydmygst giort afbit a
        For Førsterne ieg og vil deprecere b tit.
Hielp, hielp nu Gyldenløw min Velfærts Soel og Stierne
Giv Raad, giv gode Raad af Himmel-kloge Hierne
        Ved hvilcke at ieg kand befries fra Arrest
        Det er din Ævig Priis du hjalp en Herrens Præst.".

 Her overstrømmer de barokke stilelementer, lige fra den metaforiske omskrivning af hans satiriske dømte digt, til det smukke billede "min velfærds sol og stierne" med den "himmelhøje hjerne", og skrøbeligheden som Worm ellers oplagt udsnitter af systemet og sine spydigt smækkede ofre skråler nu i den sjæle- og livsangste digters eget jeg. Men hans bøn drejer sig kun om en ting, at slippe fri og komme hjem til de "tre k" (: kjole, kald og kone) (op. cit. linie 51-54):

        "Tal, tal hos Kongens Bord du Løve for en Orm
        Sig: Gack udaf Arrest, min knægt, du Jacob Worm.
Gack Hierte Gyldenløw til Kongens Naade-Throne
Skaf mig forlov at gaae til Kald, til Huus og Kone".

Og ligeledes efter dommen faldt, søgte Worm med en række digtede bønskrivelser at formå kongehuset eller dets støtter til at tilgive ham og lade ham komme hjem igen (ibid p. 330 "Til Gyldenløve" linie 1-4):

"[Skydsherre] Gyldenløw, Protector, Hielpe-Støtte
Med tusend Heldte Mænd vort Land dig ey vil bytte
        Jeg kommer nu for dig halv Død, halv levendis;
        Thi om din krafftig Hielp ieg sucker og er vis.".

Bønskrivelserne hører specielt til i denne tid, nogle hundreder år senere findes de knap nok, og slet ikke skrevet på rim. Med det borgerlige samfund opfindes kontrakterne, lønningerne bliver udmålt ikke årligt men månedligt ja dagligt, og altid for et nøje opmålt stykke arbejde. De mange sukkende, bedende embedssøgere forsvandt ikke, men den måde de opnåede deres embede forandredes, og kun kunstnerne endte med at skrive digte, også om de dårlige forhold for kunsten.

[TOP]

     a akklamerede: efter latin acclamatio: tilråb. Højlydt bifald især taktfast håndklap. Overført at bifalde og anerkende. Akklamerede altså: gav bifald, anerkendte, roste og lignende.

     b honorerede: efter latin honorare: ære. Yde en betaling, indfri en veksel en check eller lignende. Opfylde forventninger, både anvendt i almindelighed og især om penge. Honorerede altså i dette tilfælde: betalte, gagerede.

     c rykker: måske efter oldnordisk rugga: at gynge, at bevæge. At trække, at hive og lignende. Her i betydningen at "rykke for" noget, det vil skrive: at huske en person på at betale eller aflevere noget, når dette ikke gøres til tiden. Typisk for det moderne bureaukrati, altså det embedsvælde som vokser sig frem af enevoldsfyrstens diktatur, må borgerne gang på gang "rykke" embedsmændene for at få dem til at ekspedere de forskellige sager, betale og så videre; omvendt må embedsmændene ofte sende "rykkere" til den type borgere som ikke honorere de forskellige betalingskrav systemet har fremsat, for eksempel skatter og afgifter.

     a utilitarisk: efter latin utilis: nyttig eller uti: bruge. Den opfattelse at menneskers handlinger og disses formål ene bør vurderes efter deres nytte. Utilitarisk altså: nyttefilosofisk. I moderne tid ofte afstemt efter om en given handling rummer et økonomisk afkast. Den utilitariske synsmåde kommer sjældent kulturen, især den højere finkultur til gode.

     a giort afbit: moderne stavning afbigt. Efter tysk bichte: bekendelse. At bede om forladelse for noget forkert man har gjort. Gjort afbigt altså: bedt om forladelse for sine fejl og forsyndelser.

     b deprecere: efter latin deprecatio: bøn om anvendelse af noget, forbøn, bøn om tilgivelse. At deprecere altså: mindeligt at gøre afbigt og anmode om strafrihed.

[TOP]