Smæde-, niddinge- og satiredigtning (satyre)

NIDDINGEKVADET kendes helt tilbage i den urnordiske fornetid, hvor kvadet vendt imod en fjende ofte blev understreget med oprejsning af en niddingepæl, en trækonstruktion med et påsat afhugget hestehoved, på magisk vis sørgede dette vartegn, ofte sammen med poesi, for at nedkalde ulykke og retfærdig hævn over modstanderen, samt advare dennes venner og bekendte.

Med kristendommens katolske version fra omkring 1000-årsskiftet antager smædeformen en anden karakter, det kendes fra overleveringer; at kirkens mænd ikke stod tilbage for at anvende latterliggørelse og grov satire i kampen mod "hedenskabens institutioner", dens mundtlige litteraturoverlevering og dens skikke.

Bedst kendt for eftertiden: den velkendte rumpefremvisning gerne med udslip af tarmvind, som illustrerer en selvbeskyttende nedvurdering af modstanderne, - omvendt skortede det lige fra starten ikke på satiriske smædevers og vitser over munkene, nonnerne og deres organisatoriske bagland.

Med reformationen bliver munkesatiren institutionaliseret som et legalt fælles samlende forum for bidende grovkornet vid over den fælles fjende, og munke- nonnelystighederne med deres ofte grove sanselige ja seksuelle undertoner, eksisterer stadig, omend i udvandede historificerede former, i det 20. århundrede - indenfor såvel den katolske, den protestantiske som den verdslige almenhed.

Disse forhold må man have in mente, når man beskæftiger sig med 1600-tallets smædelitteratur, altså hvad man dengang blandt andet kaldte "pasquiller"a.

-: I grunden runeristerens farlige magiske angreb på en lovløs nidding, dernæst katolikkernes uforsonlige men humoristisk afvæbnende latterliggørelse, og så endelig reformationstidens didaktiske, oprørske satire over de i religionsstridighederne diskuterede punkter.

Når de udlærte latinerskoledrenge derfor i 1600-tallet skrev smædevers rakte de dels ud efter en velkendt stilfigur, som havde tjent den øvrighed de håbede at komme til at leve af, godt, samtidigt med at deres lærdhed i denne form kunne finde respekt og anvendelse hos de bredere folkelige lag, for hvilke akademiske indsigter både overført og konkret regnedes for "latin", altså uforståeligt, - jo også efter reformationen, hvor de klassiske sprog længe havde fremherskende betydning ved de højere læreanstalter.

-: Man kunne kort skrevet gøre sig populær med nogle smædevers der forsvarede menigmand, eller noget satire som folk fandt rigtig morsom.

Men med barokken, og især efter enevældens indførelse, fik satireskrivningen en farlig undertone, vendt mod skriveren selv: censuren (omtalt blandt andet p. XXX og XXX). De årvågne myndigheder kunne nu fordømme skriveren, og som i tilfældet med periodens to største smædeversskrivere og satirikere (: altså samfundkritikere) Jacob Worm og Hans Hansen Nordrup, foranstalte sanktioner som reelt ødelagde den vittige skribents videre karriereforløb.

Tryggere og sikrere vendte mangen god poet derfor brodden mod sig selv, ironien blev til selvironi, som faldt godt i tråd med periodens generelle tendens mod det individuelle syn, og flot lægger op til karakterkomedien, klassicismens klassiske svar som bliver aktuelt i 1700-tallet.

Vilhelm Helt (1652-1724) skrev således det digt Niels Simonsen i "Verdslig barok" (ibid p. 87f) gav titlen "Tiggerpoeten spottes" forfattet i året 1690.

Digtet lægger sig fint i forlængelse af den akademikersatire, som allerede Rabelais (p. XXX) mestrede. Men mellem linierne aner man dog den ikke-beskæftigede akademiker.

Helt lægger ud med at livet nok ville havde fungeret bedre for tiggerpoeten, om han havde slået sig op som bissekræmmer og kvaksalver (op. cit. vers 1):

"Var det ei bedre giort, du varst en bisse kremmer,
At du løb landet om og soldte traad og remmer,
    At du en boed slog op, og med qvaksalber-snak
    Stood mit paa gammel torf, og soldte teriaka?".

Helt beskrives introduceret således af Niels Simonsen ("Verdslig barok" ibid p. 75 her ombrudt):

"Gåden Vilhelm Helt: beskeden herkomst - strålende karriere; samfunds-stands-kritisk forfatterskab - høje stillinger; anerkendt poet - få afskrifter.".

Helts digtsamling, som rummede spotten over tiggerpoeter, hed "Enten er hand gal, eller hand giør vers", også her anes den smædende, satiriske holdning, Helt, som embedsmand kunne tillade sig over for de mindre fleksible digterkollegaer.

I vers 6 finder Wilhelm Helt den middelalderlige groteskes erotiske penselstrøg frem, idet han gør sig lystig over studenterdrømmen om at finde sig en rig enke der kan forsørge een (ibid p. 88 vers 6): 

"Ja! at du hafde søgt en gammel Moders grunker
At du bag hendes røv var bleven til en Junker!
    Der er jo meer end een som trænger til en Mand,
    Som kand en fattig karl og sette vel i stand!".

I de mellemliggende vers har Helt afsløret alle de små lumpne tricks de fattige akademikere uden embedstryghed måtte ernære sig ved: ukyndig men "klog" doktorering på såvel dyr som mennesker, retslige trætter, kvaksalveri.

Digtet har som satire altså dels kunne stikke til den humanistiske magister i rollen som medicinsk doktor, eller i rollen som den der ved retsligt ordkløveri franarrer den velstående bonde eller borger nogle overlevelsesmidler.

En grund til at Helt, trods sit gode navn og rygte alligevel kan skrive satire må altså kunne findes i det forhold at han vender satirens mål væk fra de to personer som i tiden efter enevælden regnes for et: gud og kongen. Til gengæld kan det nok skyldes Helts lidt nemme tryghed, at hans satire ikke findes særligt afskrevet, mennesker har formentligt haft svært ved at identificere sig, har måske oplevet ham som kold og udeltagende overfor problemerne og deres lidelser.

Som bemærket ovenfor kan Christen Christensen Stistrup betegnes som en af disse utrættelige satirikere og smædebrevsskrivere, som, med sin overlegne sproglige begavelses uddannelsesmæssige indsigter, forstod at føre retssager, i Stistrups tilfælde, jo ikke blot for egen vinding, men for at støtte udpinte bønder.

Simonsen beskriver udfra kilderne (ibid p. 108f) hvordan Stistrup førte over 100 vidner fra sin sygeseng opstillet i retten, i sagen mod Justitsråd Peder Lerche. Her tre vers mere af Stistrups barske smædedigt: "In Memoriam P: Lerche" (ibid p. 110 vers 3-5): 

"Vi skriver derfor paa hands grav
    Her hviler Lerches Beene
Men hvor hands arme siel blef af
    Er Gud bekiendt alleene

Stat, Vandrings Mand, om nogen her
    Til dette sted skal komme
Hvor fordum tiid udgivet er
    Vel mange Provste domme

Mens nu et prægtig hvile sted
    At skiule disse Beene
Som Ravnene med billighed
    Tilhøre bør alleene"

Hos Anders Bording findes smædedigtet med den for pressen så velkendte opportune a leflen for masserne (det vil i 1600-tallet jo sige kongehuset). I anledningen af faldet for Leonora Christinas mand, Corfitz Ulfeldt (1606-1664 jævnfør fodnoten p. XXX), skrev han i 1663 et digt henvendt til kongen, som ganske belejligt gav Bording mulighed for at vise sit patriotisk enevoldstro digterhjerte.

"Alle ærlige Danske Hierters Afsky" "Til det ugudelig og mørdisk Anslag, som den Blodtørstige Ulv, imod sin Herre og Arve-Konning og Fæderneland, for havde 1663" .

Med vanlig stilsikker versfornemmelse og poetiske prægnans sviner Bording over 264 linier Ulfeldt til. - For eksempel det velkendte smædevirkemiddel: hånende anvendelse af ofrets navn og forhistorien om hvordan Ulfeldt een gang allerede faldt i unåde og igen fik nåde (: perioden 1650-1658). "Dansk barokdigtning" p. 156 linie 5-12):

"Vi meente nu, vi vare fri
    For den ubillig Vrede,
For den umilde Tyranni,
    Den graadig Ulv beteede.
Vi trode fast, hand nu var tæmt,
    Og skulde noksom kiende
Hvis Himlen havde selv bestemt,
    Til hannem at omvende.".

Med en "mørdisk" redebon vilje til at lade hammeren falde, fremstiller Bording adskillige gange den sønderknusende dom, som siden niddingerunerne skaffede såvel ofrene hævnende velbehag som digtets offer frygt, for eksempel (ibid p. 158 linie 105-108 og ibid p. 159 linie 119-128): 

"Lad knyttes Strikke, hvæsses Sverd,
    Lad heedes Svovl og Tiære,
Din Ondskabs rette Løn og Værd
    Ej det dog nær kand være.".

"For Løve, Biørn og vilde Diur
    Mand skulde dig udføre,
Den Aadsel-giærrig Ørne-Klo
    Dit Hierte skuld´ optave:
Den sorte Ravn udi sin Kro,
    Hvad over var, begrave.
Mand burde dig: Men ach, hvo veed
    Saa grum en Straf at nævne,
Som din forrædersk Arrighed
    Betale kand og hævne?".

Hvad angår velformuleret hån, smæderi og grovkornet kritik kan Anders Bording betegnes lige så velformuleret og præcis som i sin øvrige poesi, lige så letbenet og elegant, for eksempel (ibid p. 156f linier 33-36 eller igen ibid linie 53-60):

"O du forgiftig Lande-Pest,
    O Kongerigers Plage,
O Nordens alt for haarde Giest,
    Hvo har til dig hørt Mage?"

"O slemme Dødsens Mand, at du
    Af ingen Ædel Qvinde
Har saadant dii´t, nok kiendes nu,
    Men af en grum Løvinde.
Dig har et farligt Tigerdiur
    Af Ungdom selv opammet:
Du din Fortrædenheds Natur
    Af Dragen har annammet.".

Bordings velformulerede niddingssmædedigt fremstår i et ganske fast skema: først resumeres kongens/folkets situation og holdning i sagen (linie 1-32), så tiltales ofret som en historisk skurk af format (33-52), så berettes udvalgte dele af ofrets historie som skurk (53-104), så nedkaldes straf, pinsel og død over skurken (105-208), så fastholdes dommen og dens retfærdighed (209-224), endelig takkes "Himlens GUD, O Zebaoth" for at niddingen, trods sine ugerninger, fik sit banesår i tide (225-264ud).

Trods sit førnævnte klassiske præg virker digtet 300 år senere utroligt groft, æstetisk set mere anstødeligt end Nordrups grovkornede erotiske folkekomik.

-: Man fornemmer jo her hele det dengang aktuelle Danmarks magtfulde inderkerne, som med digtet får et utroligt veldrejet argument i den fuldstændige annihilering a af den formastelige (: syndebukken for den urørligt uskyldige gudekonge).

Sandelig barokken rummer udpenslet beskrivelse, sanselighed, krasse virkemidler overfor den menneskelige skrøbelighed. 3-400 år senere ville selv politiske eller religiøse diktaturstaters intelligens og presse næppe slippe godt fra forhold som dengang har vakt læsernes og lytternes jubel, for eksempel tilsviningen af Ulfeldts moder og kone, den senere i danmarkshistorien så heroisk skildrede Leonora Christina, forfatterinden bag "Jammersminde" [i].

Med næsten psykologisk, naturlovsbetinget evig forbandelse udfordrer digteren synderen, som da også på flugten døde året efter, kun 58 år gammel. (Ibid p. 159 linie 141-148):

"Dig følge dine Gierninger,
    Du dem ej kandst undgange:
Hukommelsen din Bøddel er,
    Du est din egen Fange.
Dig skal en ond Samvittighed
    Hver Tid og Stund bebrejde,
Hvad Jammer du har ført afsted,
    Med blodig Krig og Fejde.".

Smædedigtningen over arvefjenden har sin specielle plads i barokken, man kan vel mene at hele Thuras (beskrevne p. XXX) digtcykel b om Hans Rostgaards gerninger, også mod tysken og svensken rummer en sådan arvefjendesmædedigtning.

Søndergaard beskrev altså (jævnfør p. XXX) Jørgen Sorterups digtning med ordene "... formen, stilen er det centrale". Fra Niels Simonsens udgivelse "Verdslig barok"" p.189 vides det, at præstesønnen Sorterup blev magister i 1690 og fik embede i 1692 på Stevns, hvor han endte som provst med et "omfattende forfatterskab".

- Dog aftrykker Simonsen kun en af denne senbarokke forfatters digte, nemlig et smædevers mod svensken "Verdslig barok" p. 190):

"Om Kongen af Sverrig hans Avanture effter Slaget ved Pultava og paa Rygen"

"Der sagdes, at Kong Carols food
    Blef for Pultava saared,
Saa hand een hæel i sticken lood,
    Og blef af Slaged baared.
Med Devitz svær, saa høyt hand kand,
    At denne sagn er digted,
Thi det paa Rygen saaes, at hand
    Med begge hæle figted.".

Her hånes fjenden for sit nederlag ved den ukrainske by Pultava i 1709, og den pommerske general F.J. von Devitz som slog Karl den 12. ved Rygen i 1713. Således at han fægtede med begge hæle, altså at han flygtede.

Måske medvirkede Nordrups gentagne brug af ordet "pave" i satirisk smædende øjemed til, på enfoldige læsere og lyttere at give et indtryk af en art tilståelse for katolske standpunkter.

For eksempel når Nordrup i sit tidligere anførte digt stiler dette til blandt andet "Guds Huuses Pave" i smukt svungen metrisk mening, mente han det formentligt dybt satirisk, og blev end måske (mis)forstået, ordet dukker op i digtets første to vers ("Verdslig barok" p. 226f):

"Saa søger Ieg, Patron, kun om
    Din Sønddags Gundst at vinde,
Ieg veed Dit verslig Pave Dom
    mig løsse kand, og binde,

Ieg (der)for dig kun varter op
    Og veed (: Gud være loved!)
Der er dog paa Din løve krop
    Eet Naadig Lamme Hoved.".

Langt mere frivolt kunne Hans Hansen Nordrup jo skrive, når blodet kom i kog. I striden med Ole Rømer tilskrives han (formodentligt) et tit afskrevet smædedigt kendt som "Paa Politie-Mester Rømers Port" (ibid p. 211):

"Tit Poli-Mester tit!
    Du har jo lært at titte
Og see et Himle-Tegn
    Udi din Kones Fitte

Tag Poli Høyde med,
    Din gamle Grade-Stock!
Og hæng i Tøyet op
    Din dolcke oddet Kock!"

Ole Rømer regnedes jo for en stor astronom, så det at kigge betød jo meget for ham, men han beklædte også embedet som politimester, og havde jo beskyldt Nordrup for satireskrivning og papisme. Niels Simonsen fortolker dette digt således (op cit):

"Hvad der er djævelsk godt, når man tager ordforklaringerne i betragtning, nemlig, at pol(i)-højden er solens middagshøjde og et mål for breddegraden, som man måler med det vinkelformede instrument, gradestokken, og Kock betyder selvfølgelig det samme som på engelsk, pik.".

Men smædeversene viser baroktidens anonyme skrivekrige, niddingepælene rejses som før, dog denne gang forblev de som en del af eftertidens litterære skatte: pasquiller.

[TOP]

     a pasquiller: moderne stavemåde "paskvil" efter det italienske navn Pasquino en romersk skrædder i 1500-tallet berømt for sit satiriske vid, herfra overført til en antik skulptur af en menneskekrop uden arme, hoved og ben (: torso), hvor satirene opklæbedes (bliver i Danmark til at digtene sømmes til den latterliggjortes port). Pasquiller altså: smædeskrifte, anonyme politiske satirer.

     a teriak: efter græsk thêr: vildt dyr, bliver i latin til theriaca: lægemiddel mod giftige bid. Fra romertiden og frem til 1700-tallet en universaldrik fremstillet af mange forskellige planteudtræk.

     a opportune: efter latin ob portus: mod havn. Overført: gunstig, hensigtsmæssige, formålstjenstlige. Opportune altså: de gunstige, formålstjenstlige forhold i en given situation.

     a annihilering: efter latin an nihilare: til intetgøre, ødelægge. Annihilering altså: tilintetgørelse, ødelæggelse.

     b digtcykel: også stavet "cyklus" efter græsk kyklos: ring. Almindelivis et tidsrum hvorefter visse ting gentages, for eksempel årstidernes cykel (cyklus). I litteraturvidenskaben: en kreds af digte, noveller eller andre kunstværker med en sammenhæng i for eksempel: tematik, personer eller steder. En digtcykel altså: en række digte omkring et samlende emne.

[TOP]

[i]. Leonora Christina, forfatterinden bag "Jammersminde". Herom med analyser og udpluk af teksten relateret til analysen og til samfundssituationen. Udeladt for nu.

[TOP]