Fest-, drikke- og maddigtning (heri binde-breve og lignende)

SOM MED NOK ALLE FORSØG på at kategorisere barokken møder man modsætninger og paradokser, så snart termerne opstår. At således samle festdigtningen med bindebreve virker måske i førstningen forkert, dog alligevel kan der argumenteres for en sammenhæng, som gør denne arbitrære a barokkategorisering en smule mere anvendelig end andre forsøg.

Når "festdigtning" her anvendes, skilles det altså ud fra den festdigtning, som allerede findes kategoriseret under bryllupsdigtning (1), Begravelses- og mindedigtning (2) og den øvrige lejlighedsdigtning, fødselsdags- og lykønskningsdigtning (8).

Fest samler her i kategori (6) primært den fest, som alle danske latinerdrenge fra forn kendte, det latinske vers med den fælles indbyrdes opfordring til det som man bør gøre (: gerundiv b) blandt unge feststemte studenter: "lad os altså være glade vi er jo unge":

"Gaudeamus igitur, juvenes dum sumus!"

Der skrives altså her om det daglige festlige lag i småbyerne og Kongens København, om drukkulturen, og heri findes den ene af rødderne til sende- og bindebrevet.

Disse breve kunne opstå som væddemål blandt brushaner i et værtshus, også modet til at indsende et sendebrev med en ansøgning til en standsperson, kunne vel opstå efter at man havde drukket sig mod til i det glade studenterdrikkelag, som jo kostede Anders Bording hans kappe.

Med bindebrevet opfordrer man jo til fest. Personen får altså brevet på sin navnedag og skal gætte en gåde i brevet, når dette ikke lykkes skal vedkommende så invitere til fest. I senere tider kendes dette stadig som påskens "gækkebreve", altså gådebreve som man skal gætte afsenderen på og tjene et påskeæg, eller omvendt ikke kan gætte afsenderen på hvorefter man skal betale et påskeæg.

For eftertidens forskning kendes netop fest-, mad- og drikkeglæden som et sikkert kendetegn på barokken, man kan næsten ikke undgå at konstatere at netop den nødvendige rigdoms ophobning af overskud som forudsatte festen, faktisk findes et sted i tiden, og dette på trods af at mere end halvdelen af periodens bedre dokumenterede penne faktisk levede i ringe til kun tålelige kår også efter studentertiden og den akademiske grad.

Men festen, det studentergilde som fra latinerskoledagene havde fået legendarisk status i dansk litteratur [i], skulle gerne foregå ofte, måske lidt vel ofte, som myten helt frem til Hostrups digtning i 1800-tallets Danmark, ja og hos modernister som Rifbjerg og Panduro (jævnfør den netop anførte slutnote).

Drikkevisen blev, forblev, en form poeten skulle og måtte mestre, så smukt gerne, som i Bordings "Drikkevise" ("Dansk barokdigtning" p. 107ff vers 7-10):

"Hent ind den allerbeste Viin,
    Herr Vert lad Flasken fylde,
Skaf dertil Sukkerkandi fiin,
    Jeg skal det vel forskylde.

Du smukke Dreng, siung op, lad see
    Din Siren-søde Stemme,
Siung om den skiønne Galathe,
    Saa vil jeg Sorgen glemme.

J friske Brødre pønser paa,
    Hvad J vil musicere,
Vi sankes ikke hver Dag saa,
    Maa skee ret aldrig meere.".

I dette lille udpluk af Bordings lange drikkevise genfindes flere af de for genren kendte konstanter: opfordringen til glæde, afstandtagen fra sorg og bekymring, den kåde skåldreng som skal underholde med uskyldig men dog erotisk hyrdepoesi, opfordringen til musikerne om glad musik, samt den dystre udfordrende bemærkning om hellere at feste nu mens man kan, måske kommer døden og skæbnen for at skille de glade venner ad.

Fra det mindre akademiske lag kendes en anden type, mere direkte drukvise. Den ellers ukendte herredsfogeddigter, Jacob Knudsen Schandrup, en overgang ridefoged, skrev i 1690´erne følgende drikkevise til sine drikkebrødre, som den ellers ikke ublu udgiver og barokkommentator, digteren Niels Simonsen i "Verdslig barok" beskriver således (ibid p. 143):

"Drikkelaget er henlagt til herredsfogedens bopæl og har været umådeholdent.".

Indledningen til denne drikkevise citeres sammesteds (op. cit. ombrudt, Simonsens forklarende parentes udeladt):

"Værer nu Glade, I Værdige Giæster
Udi Knud Pedersøns yndige Boe.
Den, som i Afften agerer en Mester,
Hand skall i morgen tracteres for Soe.".

Samme Schandrup har også bidraget til maddigtningen. Hans Hansen Nordrup anføres naturligvis med et drikkevers, som peger mod det seksuelt løsslupne (ibid p. 217) "Heer er Viin ...":

"Her er Viin og gode Dage
    Her er som et Paradiis
Hver en Pige lader tage
    F..... sin for billig Priis.".

I begge disse vers runger den udpenslede beskrivelse, den kraftfulde overdrivelse med dens krasse virkemidler. Nordrups lille enigma altså gåde: "F....." henviser til ordet "Fitten" barokslang (og nyere norsk) for den kvindelige kønsdel.

Vise visemester Reenberg bidrog med en drikkevise oversat fra fransk "Le testament d´un Ivrogne" (: en drukkenbolts testamente), som igen går tilbage til en latinsk vise, Tøger Reenbergs version dateres 1702. Visens oprindelige tema lader drukmåsen afgøre sit testamente således; at han begraves i vinkælderen eller under øltønden og svirebrødrene kan så fortsat samles i andagt ved graven. Nedenfor første og sidste vers ("Dansk barokdigtning" p. 465f):

"J et Viinhuus jeg skal sige
    Mit Farvel, og sættes ned,
Under Tønden jeg skal ligge,
    Under Tappen Hovedet:
Thi den spilte Draabe kunde
    Vederquæge da min Tørst;
Men, om Fadet mister Bunde,
    Kand jeg drikke til min Lyst.".

"Alle mine Drikke-Brødre,
    Som mig giorde Compagnie,
Ved mit Hvilested vil møde,
    Førend Snapsting er forbi:
Ned paa Knæ de skulle siunge:
    Hand er død! Man at han der
Vedqvæge maa sin Tunge,
    Som han giorde fordum her!".

Her da den ironiske, selvironiske, fremstilling af den drikfældiges skæbne, hans overdrevne, paradoksale drøm om evig rus i det hinsides. Motivet understreger endnu en kendt grundfigur i drikkeversene: at man elsker sin rus til det sidste ja endda udover "det sidste" og ind i evigheden.

Selv Peder Skomager, stavet Peter Schumacher, alias Griffenfeld, skrev flittigt vers, omend kun få fandtes udgivet ved slutningen af det 20. århundrede. "Drikkevise" stammer fra hans ungdomsår og stammer igen måske fra et tidligere oplæg.

Drikkevisen bør altså indeholde den fælles opfordring til glæde og drik, et afvisende nej til festlighedens modsætning: tristhed og surmuleri, nøjagtigt som i Griffenfelds to første vers, så kommer da et specielt træk hos denne pragmatiske politikersjæl, han følger den mådeholdende tendens nordboerne kender så godt fra deres sagnskat, for eksempel de mange vers om mådehold i eddakvadet "Havamahl": "Den højes ord". Skomager hengiver sig altså ikke til spritten som Reenbergs fyldebøtte. "Dansk barokdigtning" p. 249f vers 3 og 5) (selv i moderne tid ligner digtet stadig et ølkrus):

"Jngen det mishager, at jeg gjør mig glad,
Himmelen den smiler og leer selv derad,
Lystigheden ilde ej omlades kan,
Naar den sømlig er og skader ingen Mand.
    Tørst man veed vel ej er god,
    Men at Vinen giver Mod.
        Vel lar jeg mig [nu] iskjænke
        Nok en Rømer, Jngen tænke
    Kan, hvis Skaal det være skal.
Rind da lystig, lad Musik her følge paa!
Jeg har end en daler, Moder aldrig saa.".

"Vel lar jeg mig nu iskjænke et Glas Vin,
Men i Glæden tænker jeg paa Døden min!
Thi jeg seer det skrøbelige klare Glas,
Vi derfor ej drikke mere end tilpas:
    Thi jeg veed dog ikke, naar
    J en Hast jeg Buddet faaer,
        Rejsen at jeg skal antræde
        Bort fra Verdens falske Glæde,
    Som mig kysser, bider dog.
Jeg seer, Døden kommer paa den blege Hest,
Jeg ophør derfor, mens Legen den er best.".

Man kan så diskutere, om det lykkedes digteren selv at standse, mens legen ved samtidens politiske "fest" kørte "best".

Måske eksemplificerer Henrik Gerner (Henrich Thomæsøn Gerner 1629-1700), den kendte patriot, birkerødpræsten, bedst den madglade danske barok. Han oversatte en del Hesiod a og dertil tilføjede han så sin egen rimkrønike, en månedsalmanak kaldet: "Hesiodi Dage eller Rijmstock" (1670).

Gerners dogmerette præsteprojekt indeholdt et ønske om at imødegå folkelig overtro og almuemystik bundet i de daglige gøremål (og ofte samlet på runekalenderstave såkaldte runestokke).

"Rijmstock" giver en måned for måned fremstilling af årets gang set ud fra den kloge bondes synspunkt og bakket op af den kloge bondekone.

Selve dette bondeperspektiv, som skal blive så ganske afgørende i de kommende århundreders danske litteratur [ii], kan fastholdes som noget originalt i Henriks Gerners dejlige lille rimstok. Naturligvis belærte allerede Anders Bording bonden om, at blive på sin plads i systemet og der at have det godt, men Gerners belærende syn og bonderettede henvendelse giver hans lille værk en original tone, som rager ud over den almene baroklyriks motivkredse og genremål. Og selv om manden selv endte sin embedskarriere som biskop i Viborg, havde han i birkerøddertiden så nære relationer til landbruget, at hans månedsbeskrivelse samtidigt udgør en art bondehistorisk nøgle.

Bogen opbygges således, at først kommer et lille overordnet digt om hvad måneden bringer i naturen, derefter et lille afsnit om helligdagene kirkemæssigt, og så det længere "Om dagens gierning", der på realistisk bondesnu vis beskriver, hvordan den gudsvelsignede lille bondefamilie sanker i hus, travle året rundt med at samle til lager, især af mad, klæder og rede kontanter.

Man kan måske kalde Henrik Gerner en tidlig prototype på oplysningstidens senere så typiske præst, som fra prædikestolen oplyser bonden om den rette dyrkning, videnskabens resultater og lignende; - dog samtidigt virker hans stofglæde, her især hans madglæde, så barokbastant at man ikke forfalder til at misplacere ham litteraturhistorisk. Nyd for eksempel hvordan bonden allerede i januar udspekuleret spekulerer i varemarkedets behov her i den kolde tid: Bonden sidder ikke hjemme og mæsker i sit overskud fra forrige år, næ ("Rijmstock" p. 24f):

"Dend kloge Bonde sancker nu
    Det hand sig med skal holde
Naar Opslag kommer med een True a
    Oc Skattens strenge Rolde b.
and torffver med Korn Kul oc Veed
    Med Høns oc Svinen fede
De spæde Lam gaar ocsaa med
    For dobbelt Penge reede.
Hand dem ey setter i sin Hals
    Naar hand har Torffvet prøffvet
Hand heller seer hand har til Vals
    Naar andre gaar bedrøffvet.
Hand kiøber baade Fisk oc Sild
    Hand kiøber Salt oc Hummel
Oc fører til sin Luce gild
    Foruden Ruusig tummel.".

Igen den sobre opfordring til ikke at spendere det økonomiske udbytte af den listige torvehandel i en rus, men at gemme pengene til skatterne og at købe de varer som bonden ikke selv producerer: sild, salt, importeret humle og så videre.

Bonden skal nu heller ikke selv mangle: faktisk fyldes hans hus og lagre så æventyrligt op i løbet af året, man aner endnu ekkoet af Bordings drømme om det rare bondeliv (jævnfør p. XXX). Ja, Gerners kloge bonde får faktisk også råd til at kræse lidt for sig selv og sine ansatte folk, i høsten belærer den ejegode Gerner herom (ibid p. 57):

"Med dig tag Mad oc Øl i Leyl
    Om du høyt op vil klyffve.
Thi Øl oc Mad giør Bondens Gaffn
    Oc icke Folcken´ lette
Aff Ølmisz-Krog gaar vide Sagn
    Lidt kand dend icke tette.".

"Leyl" betyder en træflaske, og bonden rådes altså til at behandle sine folk godt, for at de skal udføre deres arbejde godt, især op til "Olsmessekrogen" den mangel og nødstilstand som opstår inden høsten huses i perioden omkring Sankt Olavsdag den 29/7[iii]. Altså ingen Karrig Nidding.

I samme måned, juli, (jævnfør foregående slutnote) savler Gerner barokt over de unge haner: kapunerne (ibid p. 58): 

"Hvad Leckrer er blant Fuglverck tam
    End een vel feed Capune?
Enddog hand haffver ingen Kam
    Hand lar sig dog vel brune.
Een nydelig oc lecker Ret
    Aff hannem kand bereedis
Dend frandske Kock ham pynter ret
    Hand for een Daler ædis.".

I oktober kommer tiden hvor slagtet fylder spisekammeret, fadeburet og spisekælderen op (ibid p. 74f):

"Dertil hør megen stor Forraad
    Om dend ret skal bespiisis
Aff Saltmad, Røget, Tør oc Vaad
    Hvo lyster kand det viisis.
Dertil skal Flesk oc Gaase-Kiød
    Ja Lamme-Kiød oc Tunger
Dertil skal salted Oxe-Kiød
    Det tette kand for Hunger.
Glem icke røget Oxebrøst
    Ey Pølser oc Medister
Hiint smager vel opvarmt paa Rist
    Oc disse mand ey mister.
Glem icke røget Lammelaar
    Langt Kiød oc Svine-Fødder
It Saltmadsfad saa artig staar
    Som haffver saadan Rødder.".

Og Gerner fortsætter med at opremse madretter endnu et par sider, til slut har den velnærede bondefamilie faktisk råd til at skaffe sig fine fødevarer fra udlandet. Så hos Henrik Gerner kan man roligt fastholde et overmål af barokkens madglæde: udpenslede beskrivelser, overdrivelser og ganske krasse virkemidler, samtidigt med at den overliggende fromhed og bondesnu nøjsomhed danner det paradoks, hvoraf den barokke svulstighed henter sin kraft.

Også Peder Syv vidste vel at skrive om mad, i hans "Hyrde samtale mellem Haraldus og Sylvius" indrømmer Sylvius efter en lang samtale med den elskede prosaisk altså i betydningen ligeud og jævnt ("Dansk barokdigtning" p. 209ff p. 217 linie 291-310):

"Har jeg end trøjen til min bag
So mangler mig det buxelag.
    Ald min lærdom ald min kunst
    Ald min skrifven er omsunst;
    For min rimen og min digt
    For mit arbejd og min pligt
    Saae jeg ej min gryde søød
Eller i min aalde kjød
    Eller i min rande spek
    Eller pølsen paa det rek
    Eller udi skabet brød
    Eller udi potten grød
    Eller udi parken fisk
    Eller maden paa min disk
    Eller stegen ved min ild
    Eller tønden fuld af sild
    Eller kornet i min sæk
    Eller oosten paa min hek
    Eller udi karet øl
    Eller blant de klæder møl".

Også Peder Syv fortsætter omfattende denne opremsende rimhyldest til bordets og livets glæder. Igen med let genkendelig overflod af barokke stilelementer, ikke blot denne del af digtets pludselige afbræk ind i en remseagtig, anaforisk a hyldest til made efter næsten 300 linier med højstemt erotisk konversationskunst: men også via remsens udpenslede beskrivelse og sanselige stofglæde og afvæbnende humoristiske indslag: for eksempel her de plagsomme møl.

Igen skal Ambrosius Stub have lov til at sætte punktummet for et afsnit. Læseren med sult efter denne type digtning henvises til yderligere svælgen i den dejlige kildelitteratur. -: Godt nok holdt Stub sig gerne til festmomentet, som i for eksempel Aria 5, hvor han indleder med følgende vers ("Ambrosius Stub. Samlede digte" p. 79f):

"Uskyldig Tidsfordriv jeg har
I Dands, Musik og Sang;
Naar andre helst til Glasset taer,
Jeg springer Stuen lang;
Claveer jeg elsker i mit Sind
Og lægger meest paa samme Vind,
En Aria jeg synger tit,
Melancholi gaaer qvit.".

Dog også Stub skrev en drikkeskål i et muntert selskab (ibid Aria 78 p. 114):

"Vi har alle den samme Troe
    Som Præsten i vor Kirke;
Vi drikker vort Øll med Fred og Roe,
    Og glad med Glasset lirke;
Vi sigter alle til et Maal,
Vi drikker alle den samme Skaal;
    Skam faae den som Lauget svikker,
    Og ey lystig drikker!".

[TOP]

     a arbitrære: efter latin arbiter: en voldgiftsmand, en smagsdommer. Heraf latin arbitrarius: skønsmæssig, vilkårlig. Arbitrære altså: skønsmæssige, afhængende af tilfældige smagsdomme.

     b gerundiv: efter latin gerere: at udføre. Gerundiv heraf: en latinsk grammatisk form af udsagnsordet, som udtrykker noget der bør gøres, en art fremtids tillægsform i passiv. For eksempel latin amanda: hun som bør elskes.

     a Hesiod: græsk Hesiodos: græsk digter som levede omkring 700 før moderne tid. Skrev heksameterdigtning. Kendes for to læredigte: "Arbejder og dage": skildringer af bondens liv, og "Teogonien": skildringer af verdens skabelse og gudernes oprindelse. Regnes i reformationen og barokken for en førkristen digter af format.

     a en True: en trussel om opsigelse af et lån, hvis det ikke betales ved "opslag": terminsdagen. Efter Ellekildes slutnoter ibid p. 95.

     b Rolde: rulle, en skrivelse med strenge skattekrav. Efter Ellekildes slutnoter ibid p. 95.

     a anaforisk: efter græsk anafora: tilbageførelse. Heraf anafor: en litterær stilistisk figur, hvor man gentager det samme ord i begyndelsen af hver sætning, ofte (men ikke i dette eksempel) et stedord som fører tilbage til et forudgående sætningsled, et navn eller lignende. Anaforisk altså: med det samme indledningsord i hver sætningsdel.

[TOP]

[i]. Om studeneterløjer stikord: Genboerne af Hostrup, O.T. af H.C. Andersen, Ølvisen om den unge student. Møllers "En ung Students Æventyr", "Phantasterne" "Den kroniske uskyld", "De uanstændige.

[ii]. Om danske bondedigtere fra Gerner og frem med de vigtigste perioder, grupper og personer samt motiver - foeløbigt uskrevet.

[iii]. Slutnote om Gerners kalender og dens afvigelser fra senere, "moderne" kalendertælling.

[TOP]