The Waste Land. Analyse 5. del

Femte del "Hvad tordenen sagde" - "What the Thunder said" kan opdeles i ni afsnit:

1. Linie 322-330 De overlevende, de genopstandne

2. Linie 331-358 Klippe og intet vand-vejen (jævnfør 1. del 2. afsnit)

3. Linie 359-366 Den tredie mand

4. Linie 367-376 London. Massen. Aften (jævnfør 1. del afsnit 5 og 3. del afsnit 3)

5. Linie 377-384 Kvindeportræt (jævnfør 2. del afsnit 1 og 3. del afsnit 5)

6. Linie 385-394 Målet. Kapellet. Det skjulte slot

7. Linie 395-399 Indledningen til Tordentalen (jævnfør 3. del afsnit 6)

8. Linie 400-422 Tordentalen

9. Linie 423-432 Fiskerkongens retræte

1

De overlevende i denne rituelle død og genopstandelse beskrives indledningsvist, de opleves stadig som levende på vej mod døden. Den litterære tekniks metodik bygges over de tre indledende linier "Efter",  _[a] således at hver linie hentyder til de henholdsvise foregående dele af digtet: "Efter rødt Fakkelskær paa svedige Aasyn" _[b] som antydet i første del "De dødes begravelse"; "Efter den frosne Stilhed i Urtegaarden", _[c] som antyder anden del "Et skakparti"; "Efter Dødsangsten paa et stenet sted" _[d] som antyder tredje del "Ildprædiken".

Antydningerne virker ikke en-entydige, de virker nærmere fortolkende, således at "efter" kommer til at fremtræde som en reflekterende vurdering af, hvad der skete. Derimod virker så rekapituleringen af den fjerde del "Døden fra vand" mere eksplicit og uden vurderende fortolkning: "Han som var levende nu er død", _[e] endelig kommer så de sidste to linier af dette afsnit til at betegne optakten til afslutningen på hele digtet.

Eliots indledende note til denne femte og sidste del omtaler tre "temaer": Kristus-personens Emmausvandring efter genopstandelsen, som den fortælles i "Bibelen" (Lukas 23:13-32); endvidere det sidste led i Gralslegenden, nemlig der hvor ridderen kommer til det farlige kapel, som beskrevet hos Weston; og den "nuværende Opløsningstilstand i Østeuropa", _[f] som allerede skitseret indledningsvis i denne analyse.

Hele dette første, de overlevendes, afsnit (plus de efterfølgende afsnit) kan således læses efter behag under disse tre synsvinkler, noget alle analyser da også har gjort. Når teksten insisterer på den indledningsvist opridsede skematiske analogilæsning af ordet "efter", skyldes det at denne står i overensstemmelse med næste afsnits ønskemåder.

Det vil skrive, at for hvert "hvis" _[g] der i andet afsnit benyttes, gives der en beskrivende, fortolkende henvisning til de fem afsnit i digtet, i rækkefølge fra første til sidste del. Sådanne systemer af gentagelser og henvisninger optræder ikke ualmindeligt men faktisk ganske regelmæssigt og ofte i magiske ritualer. -:

1. således efter at den sandede, ufrugtbare vej beskrives: "Hvis der fandtes Vand da standsed vi for at drikke _[h] jævnfør passiaren i Hyacinthaven (linierne 19-42);
   
   

2. "hvis" med "Hvis blot der fandtes Vand imellem Klipperne / Død bjærgmund med raadne Tænder som kan ej spytte" _[i]  jævnfør diskussionen i baren og snakken om "stumperne" og et "pænt gebis" (linierne 142-149)
   
   

3. "hvis" med "Hvis der var Vand / Og ingen Klipp" _[j]  jævnfør Ferdinand ved "Genfersøens Vande" og "Rind sagte, skønne Thames" (linie 182f), "Musikken overlisted mig paa Vandet" (linie 257) og flodsangen (linie 266-291) og ankomsten over havet til Karthago (linie 307); _[k]
   
   

4. "hvis" med "Hvis der var Klippe / Og tillige Vand / Og Vand / En Kilde, En Dam midt i Klipperne" _[l]  jævnfør fj"erde dels "vanddød": "den dybe dønning", "En undersøisk Strøm", "Malstrømmen". _[m]
   
   

5. endelig så det sidste "hvis": "Hvis der hørtes blot en lyd af vand" og "Drip-dryp-drip-dryp-dryp-dryp-dryp". _[n]

Med det sidste "hvis" og dets konsekvens dukker fugle-metaforikken op igen, endog med en omhyggelig naturhistorisk note til linie 357 om Eremitdroslen, hvis navn og sødmefyldte sang - fyldt med lindrende liise - klart alluderer til dette tekststeds tilsvarende mentale niveau. Det bliver her, - lige før regnen - at ridderen vil blive depersonaliseret for at forenes med det givne.

Der findes også et tarotkort "Eneboeren" ("The Hermit" trumf nummer IX) som Waite beskriver med følgende ord i sin lille tarot-nøgle (ibid p. 19f):

"... det er et opnåelsens kort, ... snarere end et ridderfærdens kort ...". _[o] 

Det lydmalende "drip-dryp" om eremitdroslens sang lader læseren forstå ønskemådens drøm om vand; og når der stadig ikke findes vand skyldes det, at det fuldbyrdede vegetationsritual ikke endnu har fundet sin øvre eller spirituelle analog.

Med det tredie afsnit "Den tredie mand" sættes en stor mængde tematiske og motiviske forhold i bevægelse; en centrifugalitet som synes at indsnævre motivkredse og metaforlag mod forløsningens centrum.

Eliots egen note til linie 360ff, henviser til en polarekspedition, hvis deltagere, gennem et tilsyneladende sansebedrag, stadigt oplever ekspeditionen udvidet med et ekstra medlem, som dog aldrig identificeres. Dette minder naturligvis i høj grad om Kristus-mytens Emmaus-vandring, hvor de to disciple først genkender ham, da han bryder brødet ved måltidet efter at vandringen ophører.

I den indledende note (til linie 46ff) har Eliot angivet denne tredie robeklædte figur som et aspekt af "Den Hængte Mand" (trumf nummer XI), men det synes klart, at spillet omkring "en eller den tredie" roder dybere end som så, og forskellige læsninger giver såvel de bibelske, de gralsmæssige som de politiske tilgange Eliot har antydet.

Der ligger tilsyneladende en præcisering i bemærkningen om "den tredie": "den hætteklædte Skikkelse": "svøbt i en brunlig Hættekappe / Om Mand eller Kvinde kan jeg ikke sige". _[p] "... en brunlig Hættekappe" kunne lede tanken hen på personificeringen af død: Døden (som den fremtræder i tarot trumf nummer XIII), men også (med Eliots note til linie 46ff in mente) på Frazers "døde Gud". Symbolet går også ud til magiske brødre i mystiske loger, til munke, til asketer, Den Hængte Mand og minder (ifølge Spender ibid p. 116) meget om de plakater Kokoscha _[1] i digtets tilblivelsesår tegnede for flygtningehjælpen omkring den russiske revolution, første verdenskrig og så videre.

Men med usikkerheden omkring kønsbestemmelsen synes læsningen her at kunne genfinde Tiresias, som jo ideligt har spillet den usynligt tredie tilstedeværende: tydeligst i foreningen mellem kontordrengen og skrivepigen (linierne 222-256).

Ser man ham/hende (dem:den/det) i første omgang som Tiresias, vil alting igen her blive set og forudset, og som sådan vil bybeskrivelsen blive katalyseret, hvilket også sker i næste afsnit. Her vendes der op og ned på den kompositoriske systematik. London danner ikke længere det enestående billede på massernes metropol, men bliver en del af både fortidige og nutidige byer, hvorfor det afsluttende kodeord "Uvirkelig" _[q] da heller ikke her efterfølges af ordet "city", som tilfældet i linie 60 og linie 207.

I indledningen til dette det fjerde afsnit af digtets sidste og femte del bliver det da heller ikke den store anonyme masse, i hvilken læseren præsenteres for en tematisk repræsentant; -: nu ses massen som den store hærskare, der går i ring, "de hættede Horder, som myldrer / Over endeløse Sletter". _[r]

Igen har analyser her set såvel de urkristne, som Fiskerkongens mænd, som de revolutionære og de flygtende østeuropæere og fælles for dem alle: drømmen om "den evige stad", om det ægte miljø bag den tilsyneladende tilfældigt uretfærdige og usandfærdige driftsstrukturering af menneske og natur.

- At drømmen kun danner en drøm - jævnfør Augustin-omtalen til tredie dels sidste afsnit - klargøres med den kulturpessimistiske linie om "Styrtende Taarne". _[s]

I femte afsnit beskrives kvinden med grundene til kultursammenfaldet som øverste lag i "den fraværende struktur". Håret strammes bagud og musikken vender tilbage. Symbolikken køres denne gang sammen med flagermus, som kravler nedad en sort væg med deres "spædbarnstræk" _[t] forrest i det "violblå Lys", og dette ofte dæmonologiserede men fredelige og gavnlige natdyr sættes igen i forbindelse med metaforikken omkring "Guds By": "... omvendt i Luften Klokketaarne hang / Og maalte Tiden med manende Klang", _[u] en symbolik som optræder igen fra såvel 1. dels 5. afsnit som 3. dels 7. afsnit, og med "Sang steg op" _[v] dog nu ikke fra Kuplen (3. dels 2. afsnit) eller baren (tekstimplicit i 3. dels 6. afsnit) men "fra tomme Cisterner og udtømte Brønde". _[w]

6. afsnit

Så følger med 6. afsnit målsopnåelsen: "det farlige kapel", omgivet af syngende græs over gravene. Kapellet virker tomt og kun vinden bor deri, der findes ingen vinduer og kun en svingende dør.

Ben/knogle døds-metaforikken kulminerer her. Livs- og dødsangsten synes overvundet i bemærkningen om at "Tørre Knogler kan ingen skade." _[x] og fuglemetaforikken introducerer på dette centrale sted en karskt galende morgenhane, hvis "Kykeliky kykeliky" _[y] angiver den egentlige forløsning af "The Waste Land", Ødemarken, og det vil sige regn.

7. afsnit

Så følger syvende afsnit: indledningen til Tordentalen, hvor digtets fortæller pludselig befinder sig i en indisk jungle, hvor floden Themsen bliver til Ganges. Eliot beskriver hvordan floden findes udtørret og hvordan skyerne samles, så hvordan junglen kryber sammen i intens stilhed, inden tordenen taler.

8. afsnit

Ottende afsnit: Tordentalen bygges op over tre begreber som Eliot har hentet i Buddhaens omfattende læresystem nemlig: Datta, Dayadhvam og Damyata, som han giver følgende oversættelse henholdsvis: given, medfølelse og kontrol.

Dette afsnit beskriv opnåelsen af hinduisternes "Nirvana", buddhisternes "Moksha", og zen-buddhisternes "Satori": ikke blot som en individuel, indre subjektiv forløsning fra verdensaltet men som en proces, der fuldt manifesteres i det ydre fysiske miljø: altså i forlængelse af Fiskerkongesymbolikken og Ødemarken set som en projektion af hans golde indre. Den eksalterede _[2] opgåelse i nuet, den kontemplative ekstase (omtalt omstående). Dette som rummer det givne (datta), de spirituelle, teomagiske data, som materialister aldrig vil kunne begribe, da det kræver personlig indlevelse og subjektiv erkendelseskraft.

Dayadhvam medlidenheden eller medfølelsen med alle levende væsener, -: nøglen som jeg'et har hørt dreje én gang i dørens lås (linie 411f). Jeg'et ses som fangetårnet, der i kraft af tankerne om jeg'et gestalter fængslet, som læseren - ved Dante-citeringen - genfinder i Helvede (linie 411 kontrapunktisk med linie 64).

Ligesom den romerske forræder Coriolanus - kendt fra Shakespeares stykke af samme navn - sidder man fanget i sit selv-etablerede jegfængsel: oplives kun ved luftige rygter i aftenskumringen.

Damyata, kontrollen eller styringen etableres gennem genetableringen af båd- og skibsmetaforikken. Nu gives ingen vindretning, og det virker også underordnet for: "... den Haand, der tog kyndigt paa Sejl og Aare". _[z] -: Hjertet vil muntert svare - ligesom båden - til og på kontrollerende hænder.

9. afsnit

Endelig i niende og sidste afsnit af digtets 5 og sidste del trækker Fiskerkongen sig så tilbage i de afsluttende linier. Ødemarken ligger bag ham nu, og som han sidder og fisker, opstår håbet om, at ødemarken igen vil blomstre.

Igen ser læseren bytemaet fremhævet og nu afsluttet gennem linien med citatet fra børnesangen om "London Bridge is Falling down". Læseren kan ane, at døden faktisk gør det af med mange og dens renselses genfødende spiralkarakter etableres ved det sidste Dante-citat, - her igen fra skærsilden - hvor "han" her "jeg" går op i luen eller den store jeg-død, som udgør essensen af datta og depersonalisering.

Med Eliots sidste lærde henvisning, her til Ovid og til voldtægtsmønsteret i 2. og 3. del af digtet, forsvinder sjælesymbolet: svalen med den sidste fuglemetaforik.

Så når gralsprinsen til at tage det overladte tårn i besiddelse, inden der gribes tilbage til det grundliggende kunstsyn og den fremtrædelse, som det har fundet, óg den fremstilling verden vil have fra det store ego-tabs solide observationspost.

Man får hvad man trænger til, om end den lærde, Hieronimus - fra Kyds "Spanish Tragedy" _[3] - igen opleves som gal af de udenforstående, som ikke forstår Buddhaens ord men nok den altoverskyggende fred og frugtbare overflod, som følger med dem.

[TOP]

Fodnoter til The Waste Land: Analyse side 2 del 5
Citater:

a After (linierne 322, 323, 324)

b After the torchlight red on sweaty faces (linie 322)

c After the frosty silence in the gardens (linie 322)

d After the agony in stony places (linie 324)

e He who was living is now dead (linie 328)

f ... the present decay of eastern Europe - Eliots noter

g if (i linierne 335, 338, 346, 348, 352)

h If there were water we should stop and drink (linie 335)

i If there were only water amongst the rock / Dead mountain mouth of carious teeth that cannot spit. (Linie 338f)

j If there were water / And no rock (linie 346f)

k By the waters of Leman, I sat down and wept ... Sweet Thames, run softly,... (linie 182f) ... This music crept by me upon the waters (linie 257), der findes flere henvisninger til "vand og ingen klippe" i tredje del.

l If there were rock / And also water / And water / A spring / A pool among the rock (linierne 347-351)

m deep sea swell ... A current under sea ... the whirlpool (linierne 313, 315 og 318)

n If there were the sound of water only ... Drip drop drip drop drop drop drop. (linierne 352 & 357)

o ... this is a card of attainment, ... rather than a card of quest ...

p the hooded figure ... wrapt in a brown mantle, hooded / I do not know whether a man or a woman (noten til linie 46ff og linie 363f)

q Unreal (linie 376)

r ... hooded hordes swarming / Over endless plains (linie 368f)

s Falling towers (linie 373)

t baby faces (linie 379)

u ... upside down in air were towers / Tolling reminiscent bells, that kept the hours (linie 382f)

v ... voices singing out (linie 384)

w ... empty cisterns and exhausted wells (linie 384)

x Dry bones can harm no one. (linie 390)

y Co co rico co co rico (linie 392)

z ... the hand expert with sail and oar (linie 419)

[TOP]

Fodnoter til The Waste Land: Analyse side 2 del 5
Ordforklaringer og nævnte personer samt henvisninger:

1 Kokoschka: Ascar Kokoschka (1886-1980) tjekkisk-østrisk ekspressionist, altså maler som søgte at udtrykke stærke følelser med farver og former.

2 eksalterede: efter latin ex altus: fra høj, heraf eksaltation: opstemthed, overspændt veloplagt sjælstilstand. Eksalterede altså: opstemte, højstemte.

3 Kyd: Thomas Kyd (cirka 1557-1595). Engelsk dramatiker. "Spanish Tragedy" "Den Spanske Tragedie" (1592) regnedes for overmåde populær i samtiden og anføres også som inspiration for Shakespeare i Hamletanalysen omstående.

[TOP]