T.S. Eliots The Wast Land

T.S. Eliots "The Waste Land" side 2 - Analyse 3. del
SIDE 1	SIDE 2	SIDE 3	SIDE 4
Beskrivelse	Analyse	Tematik	Fortolkning

3. del af digtet: "Ildprædikenen" - "The Fire Sermon" - kan opdeles i otte afsnit:

Det indledende afsnit bevæger sig i et "nu-da"-mønster omkring elementet vand. De fleste "Waste Land"-analyser, og såvel Spender som Vickery, ser i de tre afslutningsafsnit en renselse af digtets jegfigur gennem død og genopstandelse i de tre elementer ild, vand og luft. _[1]

Floden Themsens fortid og nutid kædes sammen, således at de præsenterede og præciserede tematiske størrelser bringes til udfoldelse.

De første fire strofer foregår nu, og metaforikken rodes i vegetationssymbolerne omkring Ødemarks-problematikken: "de sidste Løvets Fingre" "brun jord" _[a]og så videre. At flodnymferne beskrives som væk, hænger sammen dels med hovedtemaet og dels med det niveau af indsyn og religiøs bevidsthed, som opnås efter at digtets anden del har gennemskuet det tomme overfladeliv og dets driftsstrukturering:

I de påfølgende linier fastholdes læseren i et "da", beskrevet gennem en negering af nuet. Floden bærer vidensbyrd om den afslørede overfladiskhed i menneskelige aktiviteter omkring seksualiteten og dens socialrum: her tomme flasker, silketørklæder og lignende.

Det tematisk befrugtningsrituel får sin helt specielle gentagelse på netop dette stade i digtet, understreget på det litterært citerende plan, gennem den tofoldige gentagelse af omkvædet fra Spencers bryllupssang, i hvilken flod = frugtbarheds-konstanten etableres i sin socialantopologiske teomagiske, sakrale realitet, og således lader læseren forstå; at dette afsnit vil indeholde det omstående omtalte vegetationsmytiske samleje.

Med strofen om de drivertagtige direktørsønner _[c] synes socialengagementet givet, og med den (Spender ibid p. 105) autobiografiske strofe: "Ved Genfersøens Vande jeg sørgende sad ..." _[d] gives dels fikseringen i tarotkortet "3 Stave", dels en forud-profetering af overflade-seksualitetens resultat, når den naive skrivepige sidder gravid tilbage og direktørsønnen ikke kan træffes, dels en universalisering af elementet vand, - denne deling institutionaliserer fortællerjeget i det profetiske dommedagsleje, som skal retfærdiggøre tredie dels overskrift, relateret til en af Buddhaens berømmeligste prædikener. _[2] .

Motiveringen bag læremålet bliver en konkretiserende syntetisering af det fra de foregående dele kendte døds- og livs-motiv, der synes at virke som en nøgle til alle fire motivkredse: de tørre raslende ben.

Teksten har kaldt dette afsnit af digtet for "Samfundsseksualiteten", og det turde allerede nu fremgå hvorfor og hvordan:

Med selve flodsangen præsenteres læseren for det allerede introducerede syn her: Fiskerkongen, som symbolikken nu fremstiller på det vegetationsrituelle niveau, givet ved den slimede rottebug (linie 187f) og den dorske kanal (linie 189).

I linie 192 bringes "The Tempest" af Shakespeare igen ind i tekstfremtrædelsen, denne gang med sin åbenbare analog til gralslegenden. I flere af de hos Weston givne gralsversioner efterfølger gralsridderen Fiskerkongen på tronen, også hvad Ferdinand på det givne tekststed vil gøre: "Og min kongelige Faders Død før ham", _[e] hvis Ariel overbeviser ham i den følgende replik hvorfra det overordnede forandrings/fornyelses-motiv introduceres: "Hans øjne blev til disse perler". _[3]

Det virker virkeligt besynderligt; at Eliots eneste to noter om de mange ledemotiviske metaforiklag går på henholdsvis fuglene og rotterne, som han jo allerede i den foregående del har fremvist til.

Det besynderlige går fra kuriøst til bemærkelsesværdigt udfra betragtningen om dette niveau af gralslegendens potensfiksering, der jo her går på magt i en ydre social forstand, at denne fiksering - gennem Eliots litterære citering - bliver af inkarnerende art (Vickery ibid p. 253):

Det bliver altså rotterne og knoglerne som sammen indkapsler Fiskerkongen i den opfordring, der anviser efterfølgerens rolle, man kan mene, at læseren nu - fra foregående del - endelig befinder sig i "Rats Alley" ("Rottestræde").

I forbindelse med det "nu/da" begrænsede tid- og stedbillede bringer et redigeret citat fra Marvell _[5] dialektikken frem til den omtalte syntese af seksuel, rituel karakter. Ikke "tidens vingede vogn" griber ind men "horn og motorer". _[f]

Redaktionen af Marvell danner en samskrivning med "Biernes Parlament" af John Day, _[6] i hvilken det fra forrige del indledte volds- og selvtægtsmotiv relateres til jagtgudinden Diana gennem en binding af ekshibionistisk _[7] karakter.

Samfundskritikken ekspliciteres med den litterære vits om Mrs Porter og hendes datter som vasker fødder i sodavand: en nonsensagtig limerick. _[8]

Læseren oplever med dette indskud både den i dette afsnit pointerede anti-modernitet og den teomagiske, spirituelle symbolik, ifølge hvilken fru Porter opfattes som uren overfor det hellige og i al vegetationssymbolik helt centrale element: vand.

Afsnittet afsluttes med et citat fra Paul Verlaine _[9]og hans version af "Parsifal", som i sammenhængen mellem børnenes sang og kuplen ("la coupale" linie 202) lader læseren ane en dobbelthed mellem vrøvlet børnekomik og ophøjet uskyldig renhed, accentueret i fuglesang (den der bliver henvist til fra linie 100) og endelig afgjort gennem selv- og voldtægts-tematikken: "Voldført grumt". _[g]

Således trængt gennem driftsmotiveringen stilles der om til London Masse. Eftermiddag.

Det bliver denne gang ikke Stetson og hans mystiske død- og vegetationsritual, men Mr. Eugenides, Smyrnakøbmanden, og en invitation fra ham går på middag og påfølgende weekend i Brighton.

Analysen ønsker ikke nu at redegøre for "jeg-strukturen" og diskussionen af samme (se dog eventuelt herom senere), men må give Spender ret i, at også i dette andet "Uvirkelige City"-afsnit (det første som bekendt 1. del. 5. afsnit fra linie 60) ligner "jeg" ikke Fiskerkongen (Spender ibid p. 111), og teksten her vil foreslå hermafroditiske Tiresias som købmandens mulige partner.

I det fjerde afsnit når læsningen da frem til det centrale samleje. I den "violblaa time" - om eftermiddagen - og det bliver igen to bredt folkelige figurer, som gestalter den centrale handling, med Tiresias som usynlig profet, præst, - tredjemand,voyeur, altså kigger eller lurer ("gen-jeg").

Da, nu, da-systematikken skæres over to bestemmelser af den violette time. At Tiresias taler direkte imellem disse to afgrænsninger, bringer naturligvis en sted-, tid-, person- og relationsløs stemning i den mekaniskt og goldt beskrevne og vurderede seksualakt: et perverteret overflademønster citeret fra Sapphos og den aktuelle hjemkomst-ritualitet under den violblå time, hvor den uvirkelige city atter tømmes. Eliot ekspliciterer her helt tydeligt den hjemvendende fisker som motiv: "... henter Sømanden hjem fra Søen". _[h]

Direkte herefter følger en analog kvindebeskrivelse til 2. del 1. afsnit, således: inventar, vindue, feminine klæder og brugsgenstande (line 222-227). Analogien føres helt op til elskerens ankomst forudset af Tiresias. I modsætning til den overb(e)læste støvbold, beskrives elskeren her i tredie del som en bumset kontorassistent på vej op, om ikke Albert så måske Lou, en af mængden på hvem selvsikkerheden - ifølge teksten linie 233f - sidder som for eksempel en Stetson silkehat på en "Bradford-Millionær".

Nu udspilles så et voldtægtsagtigt samleje, som Tiresias oplever meget lig de to sammenslyngede slanger beskrevet hos Ovid, det anførte tekststed i noterne til linie 218.

Indtil linie 240 foregår der seksuelt forspil og optakt og derefter udføres akten indtil linie 242. Det bør måske præciseret; at denne kærlighedsakt falder i tre dele: først kæler han for hende og hun føler sig nærmest ligeglad (linie 236-238), så "elsker" han hende (linie 239-240), så kommer og går han (linie 240-248). Det bør understreges, at social-kritikken af de dyriske masse-mennesker accentueres gennem den patroniserende og stereognosistiske selvtægt. _[10]

Ligeledes deltager Tiresias med tre replikker, der bevæger det givne som objekt i forhold til personkategoriseringen af det profetiske leje og af den søgende gralsridder, som jo nu befrugter alt landet, for så vidt at noterne til dette afsnit afslører, at alle mandlige personer i digtet danner en person ligeledes de kvindelige, og at de to køn smelter sammen i hermafroditten Tiresias.

Først ser denne profet da sig selv to gange som en mand med rynkede bryster, manden som først kan se, så kan forudsige og endelig har set alt og kan huske og genkende alt som det altsammen sker (linierne 218f, 228 og 243).

I det påfølgende kvindeportræt - femte afsnit - ser kvinden sig selv i spejlet og har elsket, glad over fuldbyrdelsen, og med alluderingen til forrige afsnit indcirkler Eliot situationen med et citat fra Oliver Goldsmith _[11] om smukke kvinder hyldet i dårskab gennem mænds bedrageriske adfærd.

Nu erstattes børsten med en automatisk hånd, og massesymbolikken genetableres ved, at hun lægger en plade på grammofonen i slutningen af portrættet.

Muligvis følger forløsningens søde musik nu i sjette afsnit, dog med den forskel at læsningen går tilbage til Ferdinand og Ariels samtale fra Shakespeares "The Tempest". Ferdinand optræder jo i stykket her foranledidget af forunderlig musik:

Musikken giver altså fortryllelsen fra det fuldbyrdede samlejes frugtbarhedsritual, og pludselig som følge heraf opleves byen langs floden som musikalskt opløftende: baren som et smukt sted, der endog roses for sin arkitektur i noterne til linie 264.

Nu følger syvende afsnit, floddøtrenes sang, først gennem to invocerende vers, siden, som Eliot bemærker i noterne til linie 266, i individuel direkte tale fra linie 292 til 306.

I det indledende omstemmende vers beskrives nu floden i overensstemmelse med denne del af digtets komposition, floden sveder benzin, tjære og skvulper under pramme og drivtømmer.

I det påfølgende "da"- eller "dengang"-vers føres læseren, gennem henvisningen til biografen V. Froudes bog om "Elizabeth," tilbage til det fortidige England. Floden strømmer samme vej med skibene, men nutidens sværtede pramme ligner ikke fortidens kongeligt fornemme udflugter, der synes stor forskel på hundeøen og de hvide tårnes klokkeklang (linierne 280ff). Omkvædet til dette vers dannes af Themsennymfernes kald (linierne 276f og 290f):

I følge den beskrevne udvikling bevæger den citerende litterære overbygning sig fra beskrivelsen hos Dante _[12] af helvede til skærsilden.

I de tre vers smelter nu- og da-dualismen sammen, på samme vis som den symbolik der lader dem repræsenter fortid, nutid og fremtid. I hvert fald overføres tidsopløsningen til stedskategorien i første søsters sang ved hjælp af fortiden (: "Highbury fødte mig. Richmond og Kew / Blev min Død". _[k] I første vers foregår dette alle ved hjælp af fortiden i andet vers på trods af tiden, og i tredje vers hinsides tiden.

Læseren aner i deres historie en gentagelse af voldtægtsmotivet. Man kan sige; at de dovne direktørsønner (fra linie 180) får søster nummer et til at løfte knæene (linie 294) på kanoens bund, og at samme voldsmænd så derefter - eller nu - grædende lover en ny start - hvad vegetationsritualet i sig selv indebærer.

Når så den tredie søster kan forbinde ingenting med ingenting (linie 301f), må det kunne skrives implicit postuleret; at fuldbyrdelsen vil bringe forløsningen til de jævne mennesker med de beskidte fingre, som jo igen alluderer til denne del af digtets indledningsvist omtalte og vegetationsmytiske bladfingre (linie 172).

Om end kærlighedsritualet gennemføres således, tyder Eliots indskud af Agustins bemærkning og dens note, om Karthago "hvor en Kedel af vanhellig Kærlighed sydede omkring mine Øren" _[l] (linie 307 og noten til samme) på; at "jeg'et" har sublimeret sine drifter hinsides det kultiske seksualitets- og vegetationsritual, - og denne iagttagelse underbygges gennem notens bemærkning om at:

"... Digtet kulminerer i Sammenstillingen af disse to Repræsentanter for østerlandsk og vesterlandsk Asketisme, er ikke nogen Tilfældighed". _[m]

Her bør Vickerys læsning af Frazers "Golden Bough" i forhold til "The Waste Land" inddrages. Vickery skriver (ibid p. 263f):

Men hvad belærer da asketerne da om, findes der, som Eliot (i noten til linie 309) og hans fortolkere antyder, en ligefrem proportional mellem budskaberne i Jesus-figurens Bjergprædiken og Buddhaens Ildprædiken.

Svaret bliver efter denne analyses foreliggende indsigtspunkt: "Nej!". Bjergprædiken indeholder en lang række paradokser beregnet på at trøste den dårligt stillede i en kold verden uden de store håb om forbedringer, Buddhaens ord derimod rummer hverken paradoksale eller lindrende bemærkninger, de udgør en del af hans videnskabeligt psykologiske analyse.

Når den kristen askese altså har moralske grunde, definitioner af hvad der synes moralsk rigtigt og forkert, har Buddhaen blot en række iagttagelser af virkeligheden. Hans indsigt: at "... alt er sorg, forandring og ubestandighed" grundes i forståelsen af at begæret skaber konflikterne mellem virkeligheden og den virkelighed man kunne ønske sig. I et kort uddrag præciseres nedenfor hans standpunkt som det fremgår af "Ildprædikenen" (efter "Sacred Books of the East" ibid bind XII p. 134f og Burtt ibid p. 96ff):

Begge asketer har altså en vision af en virkelighed større end og bagved den overfladiske eksistens. Men hvor Augustin har en kollektiv drøm om en bedre fællesverden udfra "Johannes Åbenbaringen" og dens løfter om en Guds By på jord, findes der for Buddhaens psykologiske, videnskabelige indsigt kun frigørelse (: moksha) for hver enkelt individ gennem en selvstændig indsats, og målet rummer ikke en social kollektivitet, men den enkeltes frihed fra at skulle manifestere sig i det univers, som består af materie, energi, rum og tid.

Buddhaens ord om virkelighedsopfattelsen som driftsdirigeret indeholder altså en opfordring til den meditative forholden sig (som anvist af de "3 Stave") og at opofre sig selv for det højeres skyld (som anvist af "Den Hængte Mand") altså: ikke at sidde de helligste mysterier overhørig (som anvist af "Ypperstepræstinden" for derved at slippe ud af karmas hjul (som beskrevet af "Skæbnehjulet").

Således bliver Buddhaens indsigt samtidigt en illustration af alle de inddragede kort i Madammens oplæg (linierne 43-59). Altså: den saligt hellige meditative forholden sig vil befri mennesket fra årsags- og virkningsstrukturen i det fysiske univers og dens selvimplicerede lidelser udsprunget af begæret; - mens Augustin, der jo først virkede som urkristendommens store anti-romerske og halv-hedenske stridsmand og senere blev kirkens tro tjener, introducerer den udvalgte og prædeterminerede påkaldelse: - prøvelserne i kampen for "Gudsbyen" - denne antropologisk set, urgamle "Eden her og nu!"-myte, som virker central i Augustins tanker, og som historisk resultererede i den hellige almindelige, det vil sige katolske kirke, - også selv om både Karthago og Augustins hjemby, Hippo, ganske snart faldt uden for samme kirke eller gudsstats dominansområde.

Moralen af denne "ikke tilfældige sammenstilling" mellem asketerne ovenpå de vilde seksuelle løjer, bliver naturligvis: i overfladen at bekræfte at først tændes og dirigeres lysterne til deres fuldbyrdelse, derefter indser visdommen, hvad der vil ske og hvorfor.

Hele vegetationens genfødsel i april og dens befrugtende højdepunkt ved midsommer ses således ikke blot fra det lavere driftsstyrede niveau men også fra det højere, der hvor indsigten virker forløst, men hvor kræfterne synes så stærke, at selv den asketiske bliver sat på prøvelse: "brændende".

c ... the loitering heirs of City directors (linie 180) i Friis Møllers oversættelse: Citydirktørernes Dagdriver-Sønner.

i His vanity requires no response, / And makes a welcome of indifference. (linie 241f).

l ... where a cauldron of unholy loves sang all about mine ears (noten til linie 307)

m ... these two representatives of eastern and western asceticism, as the culmination of this part of the poem, is not an accident.

Fodnoter til The Waste Land: Analyse side 2 del 2
Ordforklaringer og nævnte personer samt henvisninger:

1 De tre elementer ild, vand og luft, svarer i korrespondance-teorien til de tre hebraiske bogstaver henholdsvis: Shin (S) , Mem (M) og Alef (A) , disse bogstaver kaldes også "de tre moder-bogstaver" idet de øvrige tegn kan dannes udfra dem. Det ligner altså ikke blot udmærket teksttydning, når Spender og Vickery fastholder den omtalte fortolkning, men ligner også god kabbala, af den type enhver seriøs studerende vil kunne forstå, efter et par få timer med "Sohar", Crowleys "777" eller andre kabbalistisk værker, som repeterer grundreglerne.

2 Buddhaens "Ildprædiken" fastslår; at alt står i flammer på grund af begæret, grundlaget for at alt udspringer af sorg. Kun ved at rejse sig over begæret kan man nå Nirvanas kølige ro. Gennem en depersonaliseret oplevelse af den kropslige og det mentale begærs ild og en transcendental opgåelse i den højere virkelighed kan mennesket undfly sorgens foranderlighed og ustabilitet hinsides sygdom, alderdom og andre fysiske forandringer.

3 Der kan måske synes grund til at gå lidt længere ind i det omtalte tekststed i "The Tempest". Ferdinand har i 1. akt 2. scene, netop hørt Ariels musik og sang, han har en replik. i hvilken han blandt andet siger:

6 Day: John Day (cirka 1574-1640). Engelsk dramatiker. "The Parliament of Bees" ("Biernes Parlament") blev udgivet i 1641. Munter elskværdig ironi med "romantiske" undertoner: feer og lignende.

7 ekshibionistisk: efter latin ex habere: fra at have, heraf exhibere: stille frem, og heraf ekshibio: fremstilling, heraf også ekhibionisme: seksuel lyst ved at fremvise sig, blottertrang. Ekhibionistisk altså: med lyst til og ved at blotte sig.

8 limerick: engelsk efter byen Limerick. En traditionel satirisk, rimet form for vrøvlevers gerne vendt mod en person eller institution og med barske undertoner. Limerick altså: (satirisk) vrøvlevers, som består af fem linier, hvor de to første og den sidste rimer, og den tredie og fjerde rimer (såkaldt aabba-rimform). Man skal dog ikke her overse det faktum, at store dele af den engelske underklasse i disse år ikke havde adgang til rindende vand, og at mange derfor nødsagedes til at bruge for eksempel sodanvand (på dansk såkaldt danskvand) til at vaske sig i.

10 patroniseret og stereognosistisk selvtægt: efter latin patronus: herre, patroniseret altså: mandsdominerende, undertrykt gennem mandighed. Og efter græske stereos gnosos: fast, legemlig erkendelse, viden, heraf stereognosi: evnen til at opfatte genstandes rumfang og form alene ved hjælp af følesansen. Patroniseret og stereognosistisk selvtægt altså: oplevelse af manden som dominerende sansedrevet voldtægtsmand, der hverken betragter sin partner som ligestillet eller som andet end objekt for kødelig stimulering af lyst.

11 Oliver Goldsmith: (1730-74) irsk-engelsk essayist, forfatter og dramatiker. Hans hovedværk regnes for det citerede "The Vicar of Wakefield" (1766) "Præsten i Wakefield" en idyllisk, følsom skildring af en udvikling fra idyl til ruin tilbage til idyl.

12 Dante: Dante Alighieri (1265-1321). Italiensk digter af overmåde stor betydning indenfor litteraturforskningen. Hovedværk "Divina Commedia" "Den guddommelige komedie" (1302-1321). En tidlig oprører mod krist-kirken.

13 In view of Frazer's account of the midsummer festival named after St. John the Baptist, it is interesting to learn from Eliot's notes that the watery party on the Thames at which Elizabeth and Leicester engaged in their love game was held on St. John's Day. The collocation of the Tiresias scene, Elizabeth and Leicester, the Thames maidens, and the Augustinian and Buddhistic purgatorial fires may have been suggested in part by Frazer. His description of a pagan festival on the same day includes references to gay boating parties on the river, their licentious conduct, watery rites of purification and baptism, and concludes that "the great Midsummer festival has been above all a festival of lovers and fire". (Golden Bough II p. 272f i Vickerys benyttede udgave, oversætters anmærkning). The same structure appears in The Waste Land: first the saturnalian river festivities of Elizabeth and Leicester; then the consuming fires of Augustine and Buddha; ... ´

14 Everything ... is burning ... And how? ... The eye ... is burning; visible things are burning ... the contact of the eye is burning ... With what fire is it burning? ... it is burning with the fire of lust, with the fire of anger, with the fire of ignorance; ... death, grief, lamentation, suffering, dejection and despair. Consider ... a disciple learned, walking in the Noble Path, becomes weary of the eye, weary of visible things, weary of mental impressions based on the eye ... Becoming weary ... he divests himself of passion; by absence of passion he is made free; ... and he realises the re-birth is exhausted.