T.S. Eliots The Wast Land

T.S. Eliots "The Waste Land" side 2 - Analyse 1. del
SIDE 1	SIDE 2	SIDE 3	SIDE 4
Beskrivelse	Analyse	Tematik	Fortolkning

"The Waste Land" findes nedskrevet på blankvers med fem-fodede urimede jamber og det første afsnit: "De dødes begravelse" - "The Burial of the Dead" kan inddeles i fem afsnit:

Allerede i de indledende 18 linier præsenteres de vigtigste ingredienser i vegetationsmetaforikken. Symbolerne synes i de første syv linier naturhenhørende, og Vickery, som har analyseret digtet i "The Literary Impact of the Golden Bough", skriver om den tilsyneladende paradoksale sammenstilling af forårs- samt forrådnelses- og dødssymboler (ibid p. 248):

Dette bliver hvad man læser i de første syv linier, hvor hele sæson-cylken sluttes, således at den eneste sæson der lades unævnt bliver efteråret, hvilket allerede fra indledningen af digtet igennem den ikke ekpliciterede struktur, "mellem linierne", altså i Umberto Ecos såkaldte "fraværende struktur", giver den forklarede død- og impotensfiksering over det ellers umiddelbart vegetativt spirende forårssceneri.

Jævnfør det citerede sted hos Vickery synes resten af dette afsnit fikseret i mennesket som dukker op i linie ottes "os" (: us).

Spender har i sin "Waste Land"-analyse (ibid 3f) diskuteret dette "os" indgående. Foreløbigt vil teksten nøjes med at fastholde, at læseren præsenteres for en flygtende aristokrat, en lithauer, som gennem replikker til et "jeg" giver en symbolsk analogisk beskrivelse af sin situation, fra linie elve og afsnittet ud.

Inden da bliver "os" beskrevet som overrasket af sommerens ankomst, som sødeligt konverserende i bedste aristokratisk åndfuld stil i "Hofgarten". Marie: den flygtende aristokrat: "læser til langt ud på natten og tager til Syden om Vinteren", hun giver ikke blot et eksempel på de mennesker, som Eliot ser truet af demokratisme, socialisme og andre pøbelopfattelser, hun udgør også en af de få personer, som kan forventes at ville læse og forstå, hans poetiske frembringelser.

I andet afsnit, fra linie 19-30 befinder læseren sig i et bibelsk ørkenlandskab. Her tales der for første gang det omtalte gudemål, på citatplanet gennem en jævnføring med "Bibelen" (Ezekiel 2:1), som Eliot selv anfører i noterne. I dette skriftsted beordres mennesket til at stå på egne ben, at det kan tiltales, modtage bogrullen og revse jøderne samt andre genstridige nationer. _[a]

Hermed synes den teo-magiske forbindelse til socialengagementet trukket, og stemmen i digtet som spørger hvilke rødder der holder fast og hvilke grene der gror i det stenede øde, vil mennesket ikke kun svare, da det jo kun kender "en Hob af sprængte Billeder" _[2]

. Denne hob dsanner dog imaginismens grundstof, og derfra vil den videnskabelige begribelse rejse sig, efter depersonaliseringen.

Ørkenen beskrives som nådeløst tom - uden vand. Til linie 23 noterer Eliot "Bibelen" (Prædikeren 12:5), _[b] hvoraf læseren kan forstå, at det omkringliggende øde danner resterne efter at mennesket fór til "sit evige hus", og at digteren har beflittet sig på at finde "... ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande." jævnfør "Bibelen" (Prædikeren 12:10). Dette skriftsted rummer (12:8) en næsten buddhistisk henvisning, som samtidigt angiver ørkenens, ødemarkens væsen: "Fuldstændig tomhed!" sagde den der samlede menigheden: "alt er tomhed!".

Med linie 25 fremstilles, hvad man kunne kalde den teoretiske gulerod. Spender og mange andre Eliot-fortolkere, har klarlagt disse strofer som et levn fra Eliots allertidligste produktion. -: Under den "røde klippe" findes der skygge, og dér vil det profetiske jeg vise mennesket noget andet, noget mere, noget forskelligt fra det selv, fra dets "vestlige morgenskygge og østlige aftenskygge".

Her ses altså den første ødemark, og det ligger i umiddelbar forlængelse heraf, at det skitserede bitema nu introducerer fortælleren eller opleveren som gralsridderen med den mulige forløsning i baghånden.

Forløsningen udebliver dog, hvilket fremgår af tredie afsnits "frugtesløse romantik".

Indledningen citerer fra Wagners "Tristan og Isolde" første akt vers 5-8. Som formentligt bekendt rummer Tristan og Isolde ikke i sig selv en gralsfortælling, men handler om ufrivillig og forhekset kærlighed opstået gennem en trylledrik. Trylledrikken erstattes i digtet med hyacinter det velkendte seksualsymbol. Vickery sammenstiller således (ibid p. 248): liljer = hukommelse (memory) og hyacinter = begær (desire).

Her ses det i samtiden meget dyrkede kontrapunktiske system, i dialektikken mellem ødemarken og hyacinthhaven (som Vickery bemærker ibid p. 251f), imellem død og liv. Det implicitte fortællerjeg befinder sig et sted midt imellem de to poler: "jeg var hverken / Levende eller død". _[3]

Man kunne med en henvisning til skolien omstånde postulere en didaktik her, imellem den impotensfikserede "Stirrende ind i Lysets Hjerte" _[4]" og den økonomiske, dæmonologiske grundstruktur i Joseph Conrads "Heart of Darknes" (: Mørkets Hjerte), som jo, ifølge blandt andet Spender (ibid p. 117) udgjorde en stor inspiration for Eliot. Denne dialektik afslører da; at de økonomiske, politiske tryk, som første afsnit har introduceret, danner led i en art metafysisk, diabolsk _[c] undertrykkelsesproces.

I dette tilfælde forbliver kærligheden seksualiteten dog uforløst samt forhekset og afsnittet afsluttes med en symbolisering heraf, idet havet, som jo stadig repræsenterer det antropologiske urstof i menneskets videnskabelige selverkendelse, beskrives som øde og tomt, med endnu et citat fra Wagners nævnte værk.

I fjerde afsnit af første del præsenteres en anden kvindeskikkelse, spåkonen "Madame Sosostris", der af Eliots bekendte, Spender (ibid p. 107) beskrives som "et hip til Madame Blavatsky" _[d] ("a hit at Madame Blavatsky"), velkendt for alle seriøse studerende af teomagien i dette århundrede, idet hun stiftede og skrev for Teosofisk Samfund. Hun præsenteres, i overensstemmelse med tematikken, som slemt forkølet.

Teosoffer kender og anvender den hebraiske kabbala men generelt ikke Tarotten, men Madammen i digtet lægger en stjerne, med "et skrapt Spil Kort". _[5]

Eliots note tyder på; at han har mødt kritik for metodisk afvigen med sin anvendelse af Tarot, og det lader da heller ikke til, at han beskriver nogle af de kendte oplæg, som de blev beskrevet hos Waite i samtidens tilgængelige kilder.

Det synes dog som om, at Madammen lægger tre kort: i midten "3 Stave", til venstre herfor trumf nummer II "Ypperstepræstinden" ("The Priestess") og til højre for midterkortet trumf nummer X "Skæbnehjulet" ("The Wheel of Fortune").

: "Tre Stave", som også i moderne tid korresponderes til giften "belladonna", hvilket hun endvidere udlæser af trumf nummer II, "Ypperstepræstinden", derefter læser hun så "Skæbnehjulet" og endelig igen "3 Stave".

Hun udlæser "perler", den "ædle sten" i tarot nummer 3, og i sammenhæng med de to trumfkort udfolder hun den intuition, som betegner både de "3 Stave" og "Ypperstepræstinden", men på grund af "Skæbnehjulet" kan hun ikke føle sig sikker på, hvad der vil ske, derfor findes der et blankt kort, som hun ikke kan tyde, selv om hun ved, at det drejer sig om en byrde personen bærer på sin ryg. Skæbnen vil spille ind, men hvordan?

Da hun ikke finder "Den Hængte Mand" (trumf nummer XIII) "Adepten bundet af sit engagement" (se eventuelt omstående) frygter hun den negative udgang af personkortet - de "3 Stave" - altså døden fra vandet.

Opsummerende virker dette forslag til en læsning synonym med hendes afsluttende bemærkning om at hun ser: "mængder af Mennesker, som gaar rundt i Ring" _[7]

Denne bemærkning virker også som i overensstemmelse med digtets hovedtema og underbygges gennem den afsluttende bemærkning: "Man kan ikke være forsigtig nok i disse Tider", _[8] der så udmærket ironisk rammer den dagældende salon-okkultistiske tone og dens sociale samtidsrum.

Man burde endelig spørge Spender: hvis M. Sosostris fra Eliots side tænktes som et billede på M. Blavatsky, står da Mrs. Equitone for Annie Besant, som havde overtaget teosofisk samfund ved den tid? Og hvorfor har Eliot mon valgt at lade Madammen bære et ægyptisk navn? Ægyptologien havde en stærk opblomstring i de okkulte miljøer, dels siden "den guddommelige Cagliostro" havde indført sit ægyptiske co-frimureri _[e], og især efter at resterne af "The Golden Dawn" havde etableret sig med ægyptiske riter og templer.

Under alle omstændigheder står Sesostris I _[f] og hans efterfølgere i 12. dynasti, Sesostris II og især Sesostris III som Ægypternes store erobringskonger i en kulturel blomstringstid, der nåede langt op i Europa og ned i Afrika, og den ægyptiske interesse indenfor det teomagiske miljø står stadig som en af de stærkeste indflydelser overhovedet.

Man får en fornemmelse af, at den teomagiske kraft som bliver nedkaldt i hele digtets kompositoriske rosenkors (jævnfør omstående) skal sikre det social-historiske engagement ved at fremmane denne erobringskonge.

I det femte og afsluttende afsnit af digtets første del præsenteres en ledemotivisk konstant, som modelleres igennem hele digtet.

Teksten har set afsnittet: "London. Massen. dag". "Uvirkelige City" _[9] som kodeordet til disse beskrivelser, og man læser i dem massen som mængden af mennesker, synomiseret med en levende død. Beskrivelsen af mængden som flyder over London Bridge efterfølges med en bemærkning om hvor mange døden har gjort det af med, og dette jævnføres med inferno-beskrivelsen hos Dante i den litterært citerende overbygning.

Med beskrivelsen af hvordan man stirrer ned (for sig) angives "dødsmåden". En af mængdedyrene anråbes: "Stetson": bæreren af det (dengang) verdensberømte hattenavn; og han tiltales med nogle bemærkninger som teksten siden skal vise som rodet dybt i den antropologiske vegetationssymbolik.

Fortælleren og Stetson mødes på slaget 9 morgen, hvor dagen går ind med byens sædvanlige dont, og det usynlige fortællerjeg spørger spøgende, hvor Stetson har gjort af liget, som han plantede i haven sidste år, om det mon vil spire og bære frø eller om frosten har forstyrret det.

Med et redigeret citat fra Webster _[g] (: ikke ulv og fjende, men hund og ven) gives det, at jeg'et (det vil sige ikke-jeg'et) ønsker at liget må blive i jorden.

Den litterære association ind og ud af dette femte afsnit gives med Charles Baudelaire, - ind: indirekte hans storbybeskrivelser og ved afslutningen et direkte citat: de berømte ord fra indledningsdigtet til "Ondskabens blomster" _[h] om "den hykleriske læser - ligemanden - min broder" (linie 76).

Således afsluttes "De dødes begravelse", det indledende afsnit om frugtbarhedssæsonen med at den forfejlede forløsning af ødemarken, efter en teomagisk mystificering (: spåkonen) og en social-realistisk konkretisering (ødemarken som de levende døde menneskemasser) som mystificeres med nogle indforståede hentydninger til Stetson, som gennem det beskrevne ritual kommer til at stå som en art moderne og tidløs mager, en levende inkarnation af den føniske købmand, "Du, som var med mig paa Skibene ved Mylae!" _[10]

Fodnoter til The Waste Land side 2 del 1
Ordforklaringer og nævnte personer samt henvisninger:

a Ezekiel 2:1-5: Også kendt som Ezekiels profetkald her første del: "Da sagde han til mig: "Menneskesøn, stå på dine fødder så jeg kan tale med dig." Og der kom ånd i mig, så snart han talte til mig, og den fik mig til at stå på mine fødder, og så hørte jeg ham, der talte til mig. Han sagde da til mig: "Menneskesøn, jeg sender dig til Israels sønner, til oprørske nationer som har gjort oprør mod mig. De og deres forfædre har forbrudt sig mod mig til den dag i dag og sønnerne har stive ansigter og hårde hjerter; jeg sender dig til dem, og du skal sige: "Således har Jehova sagt.". Og de, hvad enten de vil høre eller ej - for de er et opsætsigt hus - ja, de skal vide at en profet har været iblandt dem.".

b Prædikeren 12:5: "Desuden bliver man bange for det der er højt, og der er rædsler på vejen. Og mandeltræet blomstrer og græshoppen slæber sig af sted, og kapersbærret svigter, for mennesket går til sit varige hus, og de der holder klage går omkring på gaden;" - hele skriftstedet og prædikeren ud (12:5-14) kan siges at omtale såvel digterens arbejde, digtets tilblivelse som det sociale ramme og dets engagement.

c diabolsk: efter græsk diabolos: bagvasker, djævel. Heraf diabolsk: djævelsk, bagvaskende, udsøgt ondskabsfuld, modbydelig.

d Madame Blavatsky: Helena Petrovna Blavatsky (1831-91). Cirkus-prinsesse, tryllekunstner, medium og skribenten bag Teosofien, "den guddommelige filosofi". startede Teosofisk Samfund i 1875.

e Co-frimureri frimurerloger hvor både mænd og kvinder kan deltage aktivt. Alessandro Cagliostro (Giuseppe Balsamo 1743-1795) regnes for den største europæiske mager inden Eliphas Lévi. Han kendes fra Dumas bog om "Dronningens halssmykke" en af de mange diplomatiske sager, som han indvikledes i.

f. Sesostris I: (cirka 1971-1929 før moderne tid) De tre Sesostris-konger levede under det magtfulde 12. dynasti i det såkaldte "middelrige" fra 2060-1700 før moderne tid, en tid hvor Ægyptens lande og provinser samledes under een stor konge og hans bureaukarti. Sesostris I kendes også som en stor bygge-konge. I denne periode understøtter kunsten kongemagten, og den kendte gammel-ægyptiske litterære klassiker "Sinuhe Ægypteren" har Sesostris I som en af personerne. Sesostris den III (cirka 1878-1842 før moderne tid) nedkæmpede adelen og annekterede Nubien.

h "Les Fleurs du Mal" (1857). Også oversat "Syndens Blomster". Et af Baudelaires hovedværker. Det anførte citat nok også hans mest citerede.