Sex, cølibat, synd

Som det fremgik allerede hos Georg Brandes regnes de fra Paulus udgåede skrifter ikke alene blandt de sikkert vidste ældste i "Bibelen" del to: "Det Ny Testamente", de regnes også blandt de eneste, som sikkert vides rimeligt autentiske. God gældende bibeltro vil gerne gøre Matthæus til det ældste: cirka år 41, så Lukas omkring år 56-58, så Markus år 60-65, Johannes regnes da cirka fra år 98, mens Paulus' breve regnes fra omkring år 51-62. De øvrige breve regnes fra omkring 60-98 og Johannes Åbenbaringen fra omkring år 96. - 

Dog alle disse årstal kan bedst betegnes som fiktive. De ældste versioner af de kristne evangelier kendes fra det 4. århundrede. Det kan også virke besynderligt, at - den kristne bannerfører: den omvendte epileptiker, Saul, nu Paulus, Guds mand i det fæle Rom - han som belærte og stod i forbindelse med alle menighederne, end ikke nævner de mange mirakler og lignelser Matthæus skulle have havde nedskrevet ti år tidligere i sin "... historiske beretning om Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn" (Matthæus 1:1) .

Shaw står ikke fjernt fra Brandes' opfattelse af den paulinske karakter både før og efter at han har omvendt sig til kristtroen (ibid p. LXXXV):

"Dette lunefulde had til Jesus, som han aldrig har set, er et patologisk symptom på den bestemte slags bevidsthed og nervemæssige tilstand som bringer sine ofre under to rablende former for tyrannisk angst: angsten for synd og angsten for døden, som også kan kaldes angsten for sex og angsten for livet." ***

Netop syndsbevidstheden og dualiteten danner for Aleister Crowley de to afgørende problemer, ikke blot med/i kristendommen, men også med/i George Bernard Shaws attitude til samme, set som ikke blot udtryk for en kendt offentlig personligheds tænkning, men som tidstypiske symptomer i et moderne samfund, med kristendommen kraftigt på retur.

Ibid p. 111 fremhæver han netop dualiteten, splittelsen af teoretisk dogmatiskt uforenelige modsætninger som det centrale problem. Senere i dette skrift: i analysen af T.S. Eliot bliver det igen aktuelt, at se hvordan tese og anti-tese kan smelte sammen. Crowley fastholder (fra ibid p. 110ff), at de samme sandhedskerner - i religionerne såvel som i den enkeltes sjæl - kun kan formidles gennem den mystiske oplevelse: ikke gennem rationelle tiltag som uafværgeligt fører til nye irrationelle modtiltag.

Fra p. 124 anfører Crowley hele Robert Louis Stevensons fortælling "The House of Eld" (: "Huset Eld"), hvis pointe netop indebærer; at når frelseren, befrieren har afhjulpet et enkelt problem for folket, vil dette straks opfinde et nyt, slaver vil altid opfinde et nyt tyranni de kan underkaste sig.

P. 111 fremsætter Crowley sin mening herom:

"Det er derfor unødvendigt at bekymrer sig om sociale problemer og alt det; roden til årsagen er dualitet, antitesen af Ego og Non-Ego; og kuren er virkeliggørelse af Enheden. ... Socialisme og religion og kærlighed og kunst er alle fantastiske ting, gode til at neddysse lives dårligdomme, drømme kulet mod drømme. Men den eneste kur er at angribe årsagen til al besværet, illusionen af dualitet." ***

Brandes stod og står altså ikke alene med sin opfattelse af Paulus' karakter, denne findes faktisk ganske udbredt, og mange har søgt at komme bag om den paulinske teologi for derved at nå frem til "den egentlige Jesus" (se også Crowleys bemærkninger ibid p. 140). En bemærkning som den følgende virker typisk for denne holdning (Shaw ibid p. LXXXVI):

"Konverteringen af Paulus var overhovedet ikke nogen konvertering: det var Paulus som konverterede den religion som havde ophøjet en mand over synd og død til en religion som udleverede millioner mennesker så fuldstændigt til deres herredømme, at deres egen almindelige natur blev en rædsel for dem, og at det religiøse liv blev en fornægtelse af livet." ***

Og det bliver en pointe for Shaw, at Jesus-skikkelsen, som han har forsøgt at vise som en prædikant, der ikke lignede en gammeldags frelsesteolog, (jævnfør p. XXX), igennem Paulus' indsats bliver til netop en sådan teolog, med trusler, fordømmelse og så videre (ibid p. LXXXVIf):

"Paulus genopbyggede den gamle frelsesteologi, som Jesus forgæves havde prøvet at frelse ham fra, og skabte en fantastisk teologi, som stadig er den mest forbløffende vi kender til af den slags." ***

Ibid p. 140 tager Aleister Crowley diskussionen om den paulinske karakterdefekt op. Han fastholder (som tidligere nævnt) at (op. cit.):

 "... der er en hel del materiale i hans behandling af sex-spørgsmålet som får os til at tro at han var en slags seksuelt degenereret ... Den almindelig rationalist tilføjer epilepsi til denne diagnose, på grundlag af de fænomener som blev optegnet omkring hans konvertering" ***

Men Crowley mener ikke; at der foreligger en mulighed for at drage den omtalte populære skilleline mellem "en ægte, god Jesus" og en "falsk, ond Paulus". Han fastholder mod Shaw og mange andre; at Jesus-karakteren underviste i frelsesteologi, og han anfører Johannes 3:1-6 og Johannes 3:14-21 som et klart eksempel på, at (ibid p. 142):

"... alle mennesker er i en fordærvet tilstand. De kan ikke se Guds rige. De var klar til at forsvinde, og Jesus kom til verden især for at frelse dem fra denne tilstand." ***

Og han fastholder (op. cit.); at denne frelse kun kan afstedkommes ved at tro på Jesus-figuren, dertil anfører han endvidere Johannes 6:27-29 og Johannes 6:44-60, som "oplagte udsagn om doktrinerne udvælgelse og forudbestemthed", han kan derfor - udfra evangeliernes egne ord - tilbagevise forsøget på redde Jesus-skikkelsens skind ved at skyde hans og krist-teologiens fejl i skoene på Paulus (op. cit.):

"Dog, hovedpointen er, at mennesket som sådan er faldent og har brug for frelse, hvilket i praksis er Paulus' doktrin." ***

Og Crowley tilføjer venligt, ironisk, med implicit henvisning til Shaws indledningsvits om menneskehedens tak til den kommunistiske, praktiske Jesus-personage (citeret omstående) (op. cit.):

"Hvis Hr. Shaw vil have den godhed at trække en klar skillelinie mellem Paulus' lære og Jesus', vil han sandelig fortjene menneskehedens tak." ***

I kernen af hele denne disput ligger, som det fremgår, skellet mellem seksualitet og liv/død, mellem synd og fortabelse/frelse. Aleister Crowley, for hvem seksualiteten dannede en overordentlig vigtig del af det religiøse liv, virker her ikke ublid ved Shaw.

Bernard Shaw mener (blandt andet ibid p. LXXXVIII); at seksualiteten mellem mand og kone kan sætte ønsket om at behage Gud i anden række, men fastholder at (ibid p. LXXXVIIIf):

"Paulus' teori om arvesynden var i nogen grad en særegenhed. Han fortæller os bestemt at han finder sig ret let i stand til, at undgå seksualitetens syndefuldhed ved at udøve cølibat; men han indser, temmelig hovent, at på dette område er han ikke som andre mænd er ..." ***

Han fastholder den omtalte pragmatiske tilladelse til "almindelige ægtefolk" at udøve seksualitet, og fremstiller den velkendte, slavemæssige, underordning af kvinden i den paulinske teori (ibid p. LXXXIX):

"Dette slaveri har også retfærdiggjort sig selv pragmatisk ved at fungere effektivt; men det har gjort Paulus til Kvindens evige fjende. Tilfældigvis har det ført til mange tåbelige formodninger om Paulus' personlige karakter og omstændigheder, af mennesker så slavebundne af sex, at en person i cølibat forekommer dem at være en slags uhyre." ***

Netop denne svada replicerer Crowley oplagt på med følgende bemærkning (ibid p. 143):

"Støvlen er på det helt andet ben. Det er Paulus som er besat af sex, og i en sådan grad at han gør "synd" ud af det; i stedet for at betragte det som en fuldstændig naturlig menneskelig appetit på linie med at spise og drikke. En person i cølibat er en slags uhyre." ***

Crowleys argumentation ligger i forlængelse af hvad moderne mentalhygiejne og psykologi har erkendt, nemlig at undertrykkelse af seksualiteten kan "være yderst farlig for den mentale stabilitet" (Crowley ibid p. 144). Ibid p. 197 opsummerer han den diskussion, som vender tilbage igen og igen i løbet af hele værket, med disse ord:

"Hr. Shaws hjerne er ude af stand til at forstå to ting: den ene er sex, den anden er videnskab." ***

Crowley som, sine mange åndelige indsigter og magiske teorier til trods, altid holdt sig indenfor hvad han og hans samtid kendte som god videnskabelig metodik, har ofte i løbet af skriftet måtte gå i rette med Shaws, nogle gange, ret så kvikke, affejende bemærkninger på feltet. Allerede ibid p. 130 har han indset; at det hele skyldes; at Shaw, mere eller mindre ubevidst, præges af den generelle syndsbevidstheds fuldstændige mangel på logik og sammenhæng med livets faktiske forhold. Ibid p. 130 erkender Crowley altså dette, og sætter det i forbindelse med Shaws generelle projekt:

"... om Hr. Shaw har ret i at tænke at økonomisk uafhængighed ville hjælpe eller ej, er han dog svagt opmærksom på at skaden principielt kommer af syndsbevidstheden; ..." ***

Og i diskussionen af ægteskabet, hvor Shaw har bemærket, at (ibid p. LXXXI):

"... selvfornægtelse ... er overhovedet ingen dyd; ..." ***

Replicerer Crowley med poetisk prægnans (ibid p. 130):

"Der eksisterer ikke noget som selvfornægtelse. Selvfornægtelse er blot selvtilfredsstillelsen hos selvfornægtende mennesker." ***

I diskussionen af Shaws kapitel "Why Jesus did not Marry" (: Hvorfor Jesus ikke giftede sig) giver Crowley en humoristisk forklaring på, hvorfor sexualiteten ofte droppes af hellige mennesker. Han påpeger (ibid p. 122); at Shaws opfattelse ikke bygger på "Biblen", på antropologi eller nogen anden videnskab, men på tro alene.

Religionshistorisk fremstiller Crowley (op. cit.) den hellige mand som, for at få almenheden til at betale for sit liv, må fastholde en forskel på sig selv og denne almenhed, for eksempel: at den hellige ikke spiser kød og/eller udøver seksualitet (op. cit.):

"Med andre ord, hans hellighed blev bevist ved at han afslog at gøre det almindelige ... Det er den naturlige end og den nødvendige formular. Hvordan skal han ellers bevise sin hellighed, og få gratis måltider?" ***

Udviklingen, og den paulinske teologi, gør nu, at den asketiske person, under dække, alligevel udøver seksuelle handlinger. Som forsvar kan han fastholde; at dæmoner giver sig ud for ham eller besætter hans skrøbelige kød. Crowley konkluderer ironisk, realistisk (op. cit.):

"Sådan begyndte cølibat; senere blev det organiseret, og kom til at betyde seksuel frihed uden seksuelt ansvar, som det gør i dag." ***

Hele Shaws opfattelse af det seksuelle spørgsmål kommer til udtryk i kapitlet "Inconsistency of the Sex Instinct" (: Sexinstiktets ubestandighed). Hvor i det blandt andet hedder (ibid p. LXXVIII):

"I vore sexuelle natur bliver vi sønderrevet af en uimodståelig tiltrækning og en overvældende frastødning og afsky. Vi har to tyranniske fysiske lidenskaber: lystenhed og kyskhed. Vi bliver vanvittige i jagten efter sex: vi bliver lige så vanvittige i forfølgelsen af den jagt. Med mindre vi tilfredsstiller vor lyst er racen fortabt: med mindre vi tilbageholder den ødelægger vi os selv." ***

Denne umiddelbart rigtigt lydende bemærkning imødegår Aleister Crowley skeptisk (ibid p. 123):

"Dette er slet ikke sexinstinktet. Det er seksuel degeneration plump, morbid og oprørende ... Og hvad drev dette milde ubehag ind i den melankoli som Hr. Shaw synes at tro er så almindelig for menneskeheden? Selve kristendommens egen indflydelse. Doktrinen om "synd" er roden til alt ondt." ***

Det virker oplagt, udfra denne diskussion og udfra George Bernard Shaws biografi, at hans syn på seksualitet, ægteskab og kvindens frigørelse ligner det progressive, emancipatoriske, som Brandes' protege og ven, Henrik Ibsen - og de øvrige kulturradikale - fremsatte fra 1870'erene. Også Aleister Crowley deler dette syn, om end farvet af de tekniske specifikationer og den helliggørelse af sexualiteten som udøvelsen af vestlig seksualmagik og østlig Tantra indebærer.

Dette afsnit skal derfor sluttes af med en bemærkning, hvor i Shaw åbent vedkender sig denne arv (ibid p. LXXXI):

"Ibsen, som tager os meget mere bestemt ind i sagen end Jesus, er ude af stand til at finde nogen gylden regel: både Brand og Peer Gynt går det dårligt til slut; og selv om Brand ikke gør så megen skade som Peer, er den skade som han gør af usædvanlig intensitet." ***

Hertil svarer Crowley med et kendt Shaw-citat, der lader læseren forstå; at om end Shaw her blev taget i snesevis af unøjagtigheder og fejlciterede misforståelser, om end hans generelle idés projekt blev bestemt og omfattende tilbagevist, nærede Aleister Crowley - og med god grund - stadig umådelig respekt for denne både modige, enestående og dybe forfatter og filosof (ibid p. 130):

"... som Hr. Shaw engang selv sagde: "Den gyldne regel er at der er ingen gylden regel."***

[TOP]

patologisk: efter græsk pathos: lidelse, heraf patologi: videnskaben om sygdommene, deres årsager og symptomer. Patologisk altså: sygdoms-, sygeligt, abnormt. Se tidligere fodnote p. XXX.

This temperamental hatred of Jesus, whom he has never seen, is a pathological symptom of that particular sort of conscience and nervous constitution which brings its victims under the tyranny of two delirious terrors: the terror of sin and the terror of death, which may be called also the terror of sex and the terror of life.

It is therefore unnecessary to fret over social problems and the rest of it; the root of the cause is duality, the antithesis of the Ego and the Non-Ego; and the cure is Realization of the Unity. ... Socialism, and religion, and love, and art, are all phantastic things, good to lull the ills of life, dreams pitted against dreams. But the only cure is to attack the cause of all the trouble, the illusion of duality.

The conversion of Paul was no conversion at all: it was Paul who converted the religion that had raised one man above sin and death into a religion that delivered millions of men so completely into their dominion that their own common nature became a horror to them, and the religious life became a denial of life.

Paul reconstructed the old Salvationism from which Jesus had vainly tried to redeem him, and produced a fantastic theology which is still the most amazing thing of the kind know to us.

... there is a great deal of evidence in his treatment of the sex question to make us suspect that he was some kind of sexual degenerate ... The ordinary rationalist adds epilepsy to this diagnosis on the ground of the phenomena recorded of his conversion.

fordærvet: det engelske ord unregenerate kan betyde såvel: fordærvet, som her oversat, men har også den religiøse betydning: en som endnu ikke er blevet genfødt, altså en som ikke har modtaget frelseosteologiens anden fødsel til et helligt liv. Oversætters anmærkning.

... all men, are in an unregenerate condition. They cannot see the kingdom of God. They were ready to perish, and Jesus came into the world especially to redeem them from this condition.

However, the main point is that man as such is unregenerate and needs salvation, which is practically Paul's doctrine.

If Mr. Shaw will be good enough to draw a clear distinction between the doctrine of Paul and that of Jesus, he will certainly earn the thanks of humanity.

Paul's theory of original sin was to some extent idiosyncratic. He tells us definitely that he finds himself quite well able to avoid the sinfulness of sex by practising celibacy; but he recognizes, rather contemptuously, that in this respect he is not as other men are, ...

cølibat: efter latin coelebs: ugift, cølibat heraf: ugift, ofte om katolske præster, overført cølibat: at afstår fra seksuelt samvær, ofte med såvel andre, som med sig selv. For fuld forståelse af diskussionen her, bør det betænkes; at ordet altså egentligt blot betyder: en enlig, altså en ugift, som ikke nødvendig­vis afstår fra lejlighedsvis seksualitet. For en diskussion af samtidens opfattelse af den enliges seksualiv, se eventuelt For­fatterens gennemgang af Freuds skrift herom i "M.M.M."

This slavery also justifies itself pragmatically by working effectively; but it has made Paul the eternal enemy of Woman. Incidentally it has led to many foolish surmises about Paul's personal character and circumstances, by people so enslaved by sex that a celibate appears to them a sort of monster.

The boot is entirely on the other leg. It is Paul who is obsessed by sex, and to such an extent that he makes "sin" of it; instead of regarding it as a perfectly natural human appetite like eating or drinking. A celibate is a sort of monster.

Mr. Shaw's mind is incapable of understanding two things: the one is sex the other is science.

... whether Mr. Shaw is right in thinking that economic independence would assist or no, he is dimly aware that the mischief lies principally in the sense of sin; ...

... selfdenial ... is no virtue at all; ...

There is no such thing of self-denial. Self-denial is merely the self-indulgence of self-denying people.

In other words, his holiness was proved by his refusing to do the orthodox thing, ... It is the natural and even the necessary formula. How else is he to prove his holiness, and get free meals?

So celibacy began; later, it was organized, and came to mean sexual freedom without sexual responsibility, as it does to-day.

In our sexual natures we are torn by an irresistible attraction and an overwhelming repugnance and disgust. We have two tyrannous physical passions: concupiscence and chastity. We become mad in the pursuit of sex: we become equally mad in the persecution of that pursuit. Unless we gratify our desire the race is lost: unless we restrain it we destroy ourselves.

This is not the sex-instinct at all. It is sexual degeneracy gross, morbid, and revolting. ... And what exaggerated this mild malaise into the melancholia which Mr. Shaw seems to think common to humanity? The very influence of Christianity itself. The doctrine of "sin" is the root of all evil.

Henrik Ibsen: (1828-1906) verdenskendt og overmåde betydelig norsk digter og dramatiker ven med og primært inspireret af Georg Brandes. Skuespillene Shaw nævner: "Brand" fra 1866, "Per Gynt" fra 1867

Ibsen, who takes us into the matter far more resolutely than Jesus, is unable to find any golden rule: both Brand and Peer Gynt come to a bad end; and though Brand does not do as much mischief as Peer, the mischief he does do is of such extraordi­nary intensity.

... as Mr. Shaw himself once said, "The golden rule is that there is no golden rule".

 [TOP]