Laveste fællesnævnerpopulisme

Det fremgik ovenstående implicit: altså mellem linierne, underforstået; at én af grundene til at kristendommen i sine store 1000 år - fra cirka år 500 til cirka år 1500 - så kraftigt medvirkede til at undertrykke i nogen grad kunsten og i høj grad videnskaben og tænkningen på mange punkter, at dette forhold vel kunne springe af, at dens eget tekstgrundlag virker så dårligt skrevet sammen, så let kan opleves som pastiche, plagiat, tilsnigelse, historieforfalskning, psykologisk urealistisk og på mange andre måder selvmodsigende og fremmedartet for europæisk kultur.

Fra moderne religiøse, samt højre- og venstreorienterede diktaturstater ved man; at grunden til at diktatorerne undertrykker ytringsfriheden i alle dens aspekter, fra forsamlingsfriheden til forenings-, presse- og religionsfrihed, ligger i at deres diktaturregimer ikke kan tåle en sund, åben debat hvor pro et kontra brydes under fri meningsudveksling.

Noget lignende kunne måske anføres som en væsentlig årsag til den mørke middelalder og dens slutning på det kristne tusindeårsrige. -: Fundamentet synes fra starten for vakkelvornt, blev dårligt forstået og formidlet af præsteskabet, og skulle samtidigt, ifølge dogmatikkens mekanik, fremstå som guddommens inspirerede åbenbaring.

Naturligvis bliver ovenstående en sandhed med modifikationer, religiøs indsigt og erfaring opstår jo gerne indefra den non-verbale perceptionsramme, altså opfattelsessammenhæng, og kan ikke altid forstås og fremlægges i en åben diskussion. Som Crowley så rigtigt anfører (ibid p. 195):

"At åbne religionen for diskussion er at ødelægge den" ***

Sandheden kunne dog gerne befinde sig et sted midt imellem, farvet af en lang række yderligere faktorer.

Ingen, selv de kristne, kan i dag benægte; at der faktisk findes rigtigt mange selvmodsigelser i de bibelske tekster.

Som det i nogen grad fremgår her, og som det end tydeligere fremgår af de her anvendte to kilder, Shaw og Crowley, ved læsningen af deres anførte værker in toto, findes der mange steder hvor Crowley afviser de postulerede dichetomier, altså modsætninger.

For eksempel den ret så udbredte opfattelse, at der gives stor forskel på hvad Jesus-figuren tilskrives af ord og hvad Paulus skrev. Alligevel bliver der, også for Aleister Crowley, tale om; at "Bibelen" og "Det Ny Testamente" rummer uforlignelige modsigelser, også nogle han selv dårligt har styr på.

Det fremgik af hans ibid p. 92ff (se omstående); at Jesus-skikkelsen ideligt lover himmelsk, guddommelig straf og hævn over de vantro, alligevel har Crowley selv (ibid p. 24f) insisteret på at Shaw tager fejl, når han skriver (ibid p. Xf):

""Blide Jesus, ydmyg og mild" er en hyklerisk moderne opfindelse, uden nogen garanti i evangelierne." ***

Crowley anfører (op. cit.) her Matthæus 21:5, Matthæus 5:3, Matthæus 5:44, Lukas 6:30 som eksplicit omtaler den blide og fredelige Jesus-person, og selv om Crowley kan have ret i; at netop den blide og bløde mand kan tænkes slaveagtigt at drømme om overnaturlig hævn over og straf til sine fjender, kan Shaw også have ret ret i; at en sådan, og mange andre lignende, modsætninger kendetegner den psykopatiske megaloman i det religiøse vanvid, som han ser sin idealistiske socialist henfalde til.

Til hele denne problematik omkring modstridende udsagn, omkring usammenlignelige, disparate elementer har Aleister Crowley nogle iagttagelser som gør sagen mere håndgribelig.

Det drejer sig om hvad der her, overskriftsmæssigt, fastholdes noget henad: "den laveste fællesnævners populisme": altså didaktiske overvejelser i salgsøjemed, som søger at tilfredsstille så mange forskellige målgrupper som muligt, med et produkt som - netop af denne grund - virker rimeligt udvandet og alment, samtidigt med at det har "lidt for enhver smag" og "ikke støder nogen på manchetterne" (og derfor således naturligvis ikke hænger sammen eller tåler egentlig videnskabelig analyse).

Shaw påpeger (ibid p. XXIII), med eksempel i uoverensstemmelsen (også omtalt omstående) mellem at Jesus-fiktionen både fødes af en jomfru gjort gravid af Helligånden og samtidgt afstammer fra jødernes historiske Kong Davis slægt, at:

"... erfaringen viser at samtidig tro på afstamningen fra David og undfangelsen ved Helligånden er mulig. Sådan dobbelttro opretholdes af menneskesindet uden ubehag eller bevidsthed om den involverede modsætning." ***

Måske netop denne psykologiske mekanisme har man i urkirken  regnet med i sit store landnamsprojekt, som skulle bringe det rige og frugtbare central- og nord-Europa under den romersk-græske-mellemøstlige hæls diktatur i det romersk-kristne tusindeårsrige.

Det bliver sikkert også ved hjælp af samme mekanisme, at de sidste dages hellige blandt jøder, kristne og muslimer stadig kan tro på; at for eksempel verden skabtes på 6 dage for noget over 6000 år siden, og samtidigt indse; at verdens rent faktisk skabtes for mange hundrede millioner år siden i en lang evolutionsproces.

For nogle kan det, med megen rimelighed, synes; at netop denne type logiske brist rummer årsagen til den megen ufred i verden under dette værks affattelsestid, her findes den mekanisme som får (i teorien og retorikken) fredselskende, ikke-militante kristne præster og deres medløbere til samtidigt at velsigne hære, våben og soldater i krigstid.

Crowleys pointe om hvad der her kaldes "laveste fællesnævnerpopulisme": at nogle grupper i datidssamfundet i de første par århundrede - for eksempel essenerne og lignende ikke-voldelige mystikere - havde brug for en fjendeelsker, mens for eksempel de jødiske menigheder gerne så en kongeligt nedstammet militant person. Ligeledes forholdt nogle grupper - for eksempel igen essenerne - sig anti-voldelige, mens andre grupper (for eksempel romerne) stod som tilhængere af forskellige former for "nødvendig" og/eller "retfærdig" krig.

Pointen altså: at de tilsyneladende disparate elementer i kristforkyndelsen, faktisk henvendtes til vidt forskellige målgrupper.

Ibid p. 178 fastholder Crowley sin allerede fremhævede pointe (også fremhævet af Brandes som refereret omstående) om; at romerrigets opkomst i denne periode sikrede ikke blot militær fred i riget, men hermed også stærkt udvidet samfærdsel, handel og dermed udveksling af ideer. (ibid p. 178):

"De lokale guder klarede sig rigtig godt, mens rejseriet var sjældent; men som deres tilbedere begyndte at vandre rundt på jordens overflade var et sammenstød umiddelbart forestående." ***

Som bevis anfører han (op. cit.), at når Johannes og Markus ikke omtaler Jesus' fødsel, har de derved ikke kunne tilfredsstille visse sekter, der så - i de senere evangelier - har fået en passende historie, som de kunne anvende i deres allerede etablerede forestillingsverden.

Yderligere beviser Aleister Crowley, at utallige mindre og lokale religioner fik deres guder, fester og ritualer indskrevet i kristendommen især gennem systemet med helgener og martyrer. - Om disse to velkendte fakta konkluderer han da (ibid p. 182):

"Når vi derfor, på en ganske historisk måde, på trods af kirkens åbenbare interesse i at skjule eller maskere transaktionen, indser at de mindre religioner bevidst blev indlemmet i kristendommen ved at foretage lettere redigeringer af deres legender og deres riter, er det en ganske fornuftigt logisk følge heraf, at dette blot var en udstrækning af den oprindelige proces."***

Det virker hermed sandsynliggjort, ikke blot at selve Jesus-figuren men også Jesus-troen, inklusiv hele det kristelige fromhedsliv og kalendersystem - udgør lavpraktiske andenhåndslån i en collage henvendt til alle: slaver som herrer, og med kun én hensigt: at udstrække romerrigets magt til hele den dengang kendte verden. - Ibid p. 140 præciserer Crowley yderligere:

"Denne politik med at behage alle var succesfuld; og da det blev ønskværdigt at udsende historiske beretninger om bevægelsen, opdelte de ansvarlige simpelthen verden som de kendte den, den romerske verden, og sørgede for at der blev indsat noget som kunne passe til alle. Modsigelser kunne måske opstå, men hvem bryder sig om modsætninger? Tyskland og den Kritiske Ånd var stadig i deres barndom." ***

Dette leder op til begrebet om den mytologiske Jesus-figur, men med den bagvedliggende årsag synliggjort: man talte til mange, forskellige grupper, folk og formeninger og alle skulle have deres besyv med og dermed opstår - med en senere tids logik og stringens - modsigelserne.

Crowley konkretiserer sin iagttagelse p. 192 med en skematik over "de religiøse hovedelementer i Romerriget og den tilsvarende Jesus."  *** Her i oversættelse:

1.    Den ortodokse jøde, tilfredsstilet af Jesus som Messias, profetiernes opfyldelse
2.    Den "protestantiske" jøde, tilfredsstillet af Jesus som den Esajas-lignende profet
3.    Essenerne, tilfredsstillet af den Jesus som fremgår af Johannes' prædikener
4.    Gnostikerne, tilfredsstillet af den Jesus som fremgår af Johannes' prædikener
5.    De græske filosoffer, tilfredsstillet af den Jesus som fremgår af Johannes' prædikener
6.    Mystikeren, tilfredsstillet af den Jesus som fremgår af Johannes' prædikener.
7.    Asketen eller yoga-gymnosofisten, tilfredsstillet af Bjergprædikens Jesus, af lignelserne og miraklerne og af de praktiske leveregler
8.    Hedningen, tilfredsstillet af Jesus den jomfrufødte, den korsfæstede, den genopstandne, den himmelfarne
9.    Slaven, tilfredsstillet af den Jesus som giver ham selv frelse og forbandelse til hans nabo

 [TOP]

pro og kontra: efter latin pro: for, et: og latin contra: imod. Pro og kontra altså: litteraturvidenskabelig term for fremstillingsform hvor argumenterne for og imod noget anføres synoptisk (jævnfør tidligere fodnote), således at man selv kan tage stilling.

non-verbale peceptionsramme: efter latin non verbum: ikke ord, heraf non-verbale altså: det ikke sproglige, det intuitivt fornemmede som ikke, endnu, findes formuleret i ord. Og efter latin per capere: gennem tage, begribe, heraf perceptionsramme altså: form for opfattelse, betingelser for indsigt. Den non-verbale perseptionsramme altså: den form for opfattelse som uden ord forstår noget, den del af menneskelig opfattelse som fatter uden snak.

To open religion to discussion is to destroy it.

"Gentle Jesus, meek and mild" is a snivelling modern invention, with no warrant in the gospels.

psykopatiske megaloman: efter græsk psyche pathos: sjæle lidelse, heraf psykopat: person hvis sjæleliv ikke rummer moralsk praktik og teori. Og efter græsk megas: stor og mania: raseri, heraf megaloman: person med storhedsvanvid. Psykopatisk megaloman altså: sindslidende, som mangler etiske, moralske hensyn, præget af storheds- og forfølgelsesvanvid; jævnfør Shaws diagnose af Jesus-figuren efter hændelserne beskrevet blandt andet i "Bibelen" (Markus 8).

... experience shews that simultaneous faith in the descent from David and the conception by the Holy Ghost is possible. Such double beliefs are entertained by the human mind without uneasiness or consciousness of the contradiction involved.

The local gods did very well while travel was rare; but as their devotees began to wander upon the face of the earth a clash was imminent.

When therefore we see in quite a historical way, despite the obvious interest of the church in concealing or masking the transaction, that the lesser religions were deliberately incorporated in Christianity by slightly editing their legends and their rites, it is quite a reasonable corollary that this was merely an extension of the original process.

This policy of pleasing everybody was successful; and when it came to be desirable to issue histories of the movement, those in charge simply classified the world as they knew it, the Roman world, and saw to it that something was put in to suit everybody. Contradictions might arise, but who minds contradictions? Germany and the Critical Spirit were in their infancy.

The main elements of religion in the Roman Empire, and the corresponding Jesus.

gymnosofist: efter græsk gymno: nøgen, heraf gymnastik: nøgenkultur overført sport; og efter græsk sofist: græsk lærer i veltalenhed, også negativt: ordkløver. Gymnosofist altså: Crowley hentyder formentlig til erkendelsesskoler som tænker og taler sig frem sig til oplysning, og i den forbindelse udøver forskellige mentale og fysiske øvelser.

[TOP]

Helligånden: en teologisk opfindelse indført af krist-teologer indenfor de første 500 år af kristendommen, betragtes som en art åndevæsen mellem Guden og Menneskeguden, og danner sammen med disse to teologiske begreber den såkaldte Treenighed, hvorved tre guddommelige væsner - for at opretholde ideen om monoteisme (: kun én Gud) - smeltes sammen til ét. Stikord: monoteisme i polyteistisk form jævnfør pointen om en laveste fællesnævner tro.

[TOP]