Nogle væsenskerner

Set i et mere overordnet perspektiv, set bag de umiddelbare fremtrædelsesformers forvirrede netværk af tilsyneladende forskelligartede, modstridende udsagn, dogmer og beretninger, fremstår der en væsenskerne af to forskellige komponenter, som i kristendommen, til en hvis grad, blev sider af samme sag, dels hvad man i Angel-saksisk tradition kalder "John Barleycorn" (: John Bygkorn, det vil skrive Kornguden), dels myten om "Messias" (: Kristus-skikkelsen, den salvede verdensfrelser).

"John Barleycorn" kaldes myten om kornguden, han som vokser op, som så dræbes, og ved sin død giver næring til folket, samt ny såsæd, den sæd som gemmes i vinterens mørke og så graves ned i jorden ved foråret, så at nyt liv kan springe heraf. Myten om kornguden altså: myten om fødsel, liv, død og genopstandelse i en evig cyklus, som grundlag for folkets overlevelse, efter at dette, i civilisationsudviklingen, går fra organiseringen lavere omstrejfende samlere og jægere til fastboende med husdyrhold og agerbrug.

Overlevelsens primat, ernæringen, danner altså grundstenen i korngudens myte, heraf opstår ideen om; at man, gennem spisningen af den "magiske substans", selv får del i dens tilsyneladende udødeligheds evige liv. Shaw resumerer myten således (ibid p. XXI):

"Og fra sangen om John Barleycorn kan du lærer hvordan sædens mirakel, væksten, og høsten, stadig det vidunderligste af alle miraklerne og lige så uforklareligt som altid, lærte den primitive agerdyrker, og, må vi nu bekræfte, lærte ham ganske rigtigt, at Gud er i sædekornet, og at Gud er udødelig. Og således blev det til beviset for guddommelighed at intet du kunne gøre ved det kunne dræbe det, og at når du begravede det, ville det rejse sig igen i fornyet liv og skønhed og give menneskeheden evigt liv på betingelse af at det blev spist og drukket, og igen dræbt og begravet, for at rejse sig igen for evigt." ***

Så langt kan Aleister Crowley føle sig enig, men da Bernard Shaw (ibid p. XXII) sammenblander dels ideen om at optage den guddommelige substans rituelt, dels ideen om gudens pinselstunge henrettelse, dels "tørsten efter en forløser" bemærker Crowley (ibid p. 32):

"Det er åbent for diskussion om de tre ideer virkelig er et fra begyndelsen, og enten er symbolsk repræsentation, eller egentlig sympatisk magi, hvis grundlag kan findes i fakta om livet på jorden og dens beboere, som er så åbenbare for den mest uvidende vilde så vel som for de mest oplyste videnskabsmænd." ***

Selve korngudens myte blev eftervist i utallige mellemøstlige og andre kilder af Frazer, som både Shaw og Crowley ofte henviser til, Frazer, som Brandes kalder "vor tids største Mytolog". Frazer og myten om kornguden skal igen blive væsentlig i analysen af T.S. Eliots digt "The Waste Land" (: "Ødemarken"). - Her virker det vigtigt at fastholde denne myte, som baggrunden for hvad Brandes kaldte "vicariatslidelsen" (det at en anden på mystisk vis bringes til at lide for en synder) og den øvrige sagnspinding omkring "Jesus' lidelsesvej".

Ibid p. XXXIV i kapitlet om "The Great Change" (: Den store forandring) hævder Shaw en temmelig besynderlig, og for ham enestående for­tolkning af Matthæus 16:13-23, det sted hvor Peter udbryder: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." (Matthæus 16:16).

For Bernard Shaw bliver dette sted et determinationspunkt, altså drejepunktet, den store omvending i Jesus-figurens psykologiske socialisering, altså opdragelse til Gudsmenneske. For Shaw bliver udviklingen da: fra en oplyst, socialistisk fremgangsmand til en små-psykopatisk fanatiker, som selv skaber omstændighederne for sin død, gennem sin tro på fortidige myter og profetiernes opfyldelse. For eksempel skriver Shaw herom (ibid p. Cf):

"Det må derfor antages som et flat, fundamentalt moderne faktum, om vi kan lide det eller ej, at medens mange af os ikke kan tro at Jesus fik sit besynderlige greb om vor sjæl ved simpel sentimentalitet, ej heller kan vi tro at han var John Barleycorn. Jo mere vor fornuft og vort studium leder os til at tro, at Jesus udtrykte den mest gennemborende sunde fornuft når han prædikede kommunisme; når han erklærede at virkeligheden bag den populære tro på Gud var en kreativ ånd i os selv, af ham kaldet den Himmelske Fader ... jo mere umuligt bliver det for os at tro at han talte lige så sund fornuft når han så pludseligt erklærede at han selv var en synlig, konkret gud; at hans kød og blod var mirakuløs føde for os; at han skulle torteres og dræbes på den traditionelle måde og genopstå fra de døde efter tre dage; og ved hans genkomst ville stjernerne falde fra himlen og han blive konge i et jordisk paradis. Men det er let og fornuftigt at tro at en overbebyrdet prædikant endelig blev sindssyg ..." ***

Lidt længere nede anvender Shaw udtrykket "psykopatisk selvbedrag" om den Jesus-figur, som indser og forud fortæller om, samt gennemgår, sin fabuløse pinsel og død.

På dette (et senere) sted i deres ganske omfattende skriftfejde, virker Aleister Crowley træt af at gentage sig selv, han skriver derfor noget kort for hovedet (ibid p. 197):

"Her nedlader Hr. Shaw sig til at give os sit sitoriske syn­spunkt på Jesus, som er at han var en socialist der blev sindssyg. Uheldigvis, som indikeret i kommentarerne til tidligere afsnit, kommer mange af Jesus' storhedsvanvittige taler tidligere i hans liv end de kommunistiske. Det er også blev vist hvordan den formodede kommunisme skal forklares, at det slet ikke var sådan noget, at når Jesus behandlede politik som helhed havde han ingen ide om reform, men rådede sine disciple og folk generelt til ikke at blande sig med regering, men at passe deres egne ting." ***

Denne udvikling fra "praktisk statsmand" til "sindssyg psykopat" danner altså et enestående fortolkningsmoment i Bernard Shaws skrift, og medvirker til at gøre ham til "en kætter", som Crowley ironisk-venligt flere steder kalder ham eller en "sekterist", jævnfør Crowleys satiriske første titel på sit fejdeskrift: "The Gospel According to St Bernard Shaw" (: "Evangelierne i følge Sankt Bernard Shaw"), skriftet blev senere - af den kendte Crowley-redaktør Francis King - omdøbt til "Crowley on Christ" (: "Crowley om Kristus").

Hele Shaws fejltagelse bunder måske i den omtalte sammenblanding af korngudens myte, myten om den dræbte gude-konge (: stedfortræderdrabet) og myten om den jødiske Messiasforventning. Hertil føjer Crowley (ibid p. 59):

"Der er intet spor af denne John Barleycorn tradition i det jødiske håb om en Messias. De forventede blot en befrier som skulle genopbygge deres races legendariske pragt. Naturligvis er der nogle passager i de hebraiske profeter som kan fordrejes til at identificere den "dræbte gud" med Messias, især det berømte kapitel Esajas 53. Men jøderne som en klasse synes ikke at have haft nogen ide af denne slags." ***

Grunden til at netop disse forhold sammenblandes i Bernard Shaws ellers ret så skarpe hjerne, skyldes måske, at der her findes en væsenskerne, som han har spekuleret over siden sin barndom. Hvor Aleister Crowley (jævnfør ibid p. 89 XXX blandt andet Johannes 2:19-22) spekulerede over hvordan der kunne gå tre dage og tre nætter fra fredag aften til mandag morgen, har det tilsyneladende formet et problem for den sejlivede George Bernard Shaw at Jesus-starutten (i modsætning til Buddhaen og Muhammad) blev dræbt og ikke forstod at frelse sig selv, måske derfor Shaws tro på et pludseligt storhedsvanvid, opfattelsen af Jesus-figurens dogmatiske indordning under et barbarisk, bondsk drabsrite og vicariatslidelsens frelsessymbolik.

Allerede p. X i kapitlet "Was Jesus a Coward?" (: Var Jesus en kujon?) diskuterer Shaw dette. Men han fastholder udfra sin læsning af testamenterne, at Jesus-figuren troede sig selv som Kristus-idealet (: den salvede verdensfrelser) ved sin død, og at han derfor, for Shaw, ikke ligner en kujon, men tværtimod en vildt fanatisk, men modig, mand (ibid p. XI):

"... ved at gennemgå en grusom prøvelse i mod hvilken han kunne have forsvaret sig lige så effektivt som han ryddede pengevekslerne ud af templet." ***

Hvor meget man, med Crowley og andre, ønsker at holde de to myter, John Barleycorn og Kristus/Messias ude fra hinanden, slynger de sig tydeligt sammen i traditionel bevidsthed, især kristelig sådan bevidsthed.

Men den ene myte handler altså om den antropomorfe, menneskelig­gjorte, naturs cykluser, om hvordan den slagne guds legeme (kød og blod) styrker folket og samtidigt beviser hans udødelighed, mens den anden handler om den salvede, han som umiddelbart skulle frelse jødernes folk fra undertrykkerne, og på længere sigt skulle frelse alverden for syndefaldets forbandelse.

Samtidigt virker det vigtigt at forstå; at om end Kristus- og Messias-begreberne begge her betegner den af Gud udvalgte frelser, ligner Kristusbegrebet mere en metafysisk størrelse, en teologisk tågekonstruktion: den salvede, ordet, verdens lys og lignende, mens Messias begrebet, den af Gud fremkomne, stadig opfattes som en levende person med en praktisk opgave.

For Shaw forbliver disse myter flere sider af samme sag, han fremhæver (ibid p. CVI) hvad den kristne lærer bør lære et barn, som skal modtage kristendomsundervisning:

"Kristendomslæreren skal altså først gøre barnet bekendt med sangen om John Barleycorn, med markerne og sæsonerne som vidner på den evige sandhed. Så, når barnets sind modnes, kan det lære, som historiske og psykologiske fænomener, traditionen om syndebukken, Frelseren, Soningen, Genopstandelsen, Kristus' Tilbagekomst, og hvordan, i en verden gennemtrængt af denne tradition, Jesus i stor udstrækning er blevet accepteret som den længe ventede og ofte profeterede Frelser, Messias, Kristus." ***

Dette forbliver altså for Shaw det essentielle grundlag for krist-forkyndelsen: denne blanding af gamle naturbundne ikke-kristne myter og misforståede græske og jødiske overleveringer som han, og andre intellektuelle i perioden, mener danner et så renfærdigt og sandt grundlag for en fælles, socialt forordnet moralfilosofi og etik, at han, på trods af de for enhver tænkende, kritisk og moderne videnskabelig person så øjensynlige mangler og åbenbare fejltagelser i denne forkyndelse, til en hvis grad går under fanerne med sin opbakning.

Crowley går noget tættere på krist-forkyndelsens kernevæsner (ibid p. 159-182), hvor han skematisk fremstiller dels "de mindre", dels "de større" myste­rier. - En systematisk, strukturel fremstilling bliver nødt til at tage højde, for den store forskel der findes på de tre indledende, de synoptiske, evangelier og det ene afsluttende "Johannes Evangelium". I begge sæt beretninger finder Aleister Crowley dog syv "mindre mysterier", nemlig (ibid p. 163):

1.           En fødsel  (ikke i Johannes evangeliet)
2.           En skjulen sig i "mørket" (: Ægypten)  (ikke i Johannes evangeliet)
3.           En dåb med vand og ild
4.           En tre gange gentaget hyldest
5.           Et måltid hvor vand bliver vin
6.           En piskning, en svingen svøben over de vantro
7.           En forud profeteret død og genopstandelse

I Johannes eveangeliet ser Crowley den trefoldige hyldest, der efterligner kongekroningen af det gamle vicariatslidelsesoffer, også kaldet syndebukken, som en tredelt proces, altså (op. cit.):

1.          Dåben
2.          Den første hyldest
3.          Den anden hyldest
4.          Den tredie hyldest
5.          Piskningen (: rydningen af templet)
6.          Profetien om død

Det danner en afgørende pointe for Aleister Crowley, at disse begivenheder sammentrænges indenfor få dage hos Johannes og også (udover punkt 1 og 2) hos synoptikerne. Her følger nogle af hans kommentarer og henvisninger:

 1.          Jomfrufødslen (ibid p. 159f):

"Stort set alle antikkens helte blev fremstillet som født af guddommelige fædre eller lejlighedsvis mødre." ***

Crowley forklarer med eksempler fra en række oldtidsheroer og gudeskikkelse, blandt andet menneskelige helte så som: Herkules, Romulus og Remus, Alexander, også (halv)guder så som: Attis, Dionysus, Zeus og så videre

Endvidere røber Crowley også her noget af den kabbalistiske grund for navnet "Jesus", som kan ses konstrueret ved at indsætte det hebraiske bogstav "Shin" (lyd: Sh) som betyder en tand, har værdien 300 og lignes med åndens hellige trefoldige flamme, i gudsnavnet Jehova, eller IHVH (: yod, he, vau, he) som da bliver til IHShVH, eller, latiniseret: Jesus. Også Crowley har flere bemærkninger, men ikke nok plads til nøjere at forklare, om Jesus-skikkelsens postulerede moders navn, "Ma"-stavelsen (: jævnfør Brandes i dette skift) men han antyder noget om det mystiske ægtesskab mellem ilden (bogstavet: shin) og vandet (bogstavet: mem).

2.          Flugten til Ægypten (ibid p. 160):

"Ægypten betyder næsten altid "mørke" i hebraisk symbolik. Vi kan nu se flugten som symbolsk for sædekornets skjul i jorden, hvorved det frelses fra vinterens frygtelige kræfter." ***

 3.          Jesus' dåb (ibid p. 160f):

Ægteskabet mellem ilden og vandet. renselse ved vand og helliggørelse med ild. Crowley citerer Johannes 1:32, hvor duen symboliserer den såvel mandlige som kvindelige skaberkraft. Dette mindre mysterium indebærer altså, at væde og varme indvier sædekornet til spiring.

4.          Hyldersterne (ibid p. 161):

Crowley citerer igen Johannes: her Johannes 1:47-49 og konkluderer (op. cit.):

"Her ser vi helten erklæret konge og Gud, lige som i karnevalet i dag, Det påtænkte offer skal formelt identificeres som Kongeguden... ved at han bliver anerkendt som sådan af nogle betydningsfulde personer, også Johannes, og diverse disciple, giver denne anerkendelse, og ingen som ikke gør det nævnes." ***

Crowley underbygger denne del af syndebukke-riten med henvisninger til blandt andet riterne for Osiris og Saturn, Frazers omfattende værk bugner rigt på yderligere lignende beretninger. - Pointen: at stedfortræderen, ofret, nu indtræder i sin værdighed som konge og gud, kornkongen, der i sine sidste dage får alle sine ønsker opfyldt, inden han bliver gjort til døde- og underverdensguden, den som dør for at kongen, og senere: folket, kan leve.

 5.          Miraklet i Kana (ibid p. 161):

Dette mirakel, kendt fra Dionysus-myten, fortælles som det første af Jesus-stabajsens mirakler. Myten om hvordan den himmelske regn bliver forvandlet til druesaft gennem vinstokkens medvirken, igen anfører Crowley Johannes, denne gang "Johannes Evangeliet" 2:11. - I dette evangelium følger nu umiddelbart:

6.          Rensningen af templet (ibid p. 162):

Denne historie ser Crowley som en efterligning af leens bevægelser, og finder også undertoner af Attis-kultens selvpineri (: flagelanternes flaggelation). Han påpeger (lige som blandt andet Brandes ibid p. 162:

"Som en historie er fortællingen absurd, som led i en hellig skik falder den straks på plads." ***

Crowley påpeger; at man af sammenhængen i de næstfølgende vers i "Biblen", tydeligt ser, at kornets død og gennemtærskning bliver sym­boliseret i denne fortælling, væksternes forvandling til korn (: sædekorn) betegner jo også det niveau, hvor de bliver til det værdigrundlag, såvel det hellige som det verdslige liv ernæres af.

7.          Profeteringen af død og genopstandelse (ibid p. 162f):

Crowley anfører altså Johannes 2:18-21, og tilføjer hertil (op. cit.):

"Se der er ingen sammenhæng overhovedet mellem piskningen og "tegnet". Intet tegn bliver givet; ingen undskyldning gjort. Men hvis vi tager det symbolsk som del af et ritual bliver det hele klart. "Hvorfor pisker du disse mennesker?" "Jeg er guden som skal dø og genopstå." Det er et tilstrækkeligt svar. Det er alt sammen en del af skuespillet." ***

Som bemærket danner det en vigtig pointe for Aleister Crowley; at efter Jesus-skikkelsens dåb sker disse ting i løbet af få dage (Johannes 1:35, Johannes 1:43, Johannes 2:12, Johannes 2:13). - Dette betyder for Crowley; at teksten her angiver et "historificeret", et "dramatiseret" ritual for den døende korngud, myten om John Barleycorn, som altså i hans udlægning bliver det "mindre mysterium" i kristforkyndelsen.

De "større mysterier", som Crowley kalder dem, falder i fire hovedgrupper (ibid p. 164-167):

1.          Salvningen (seks dage før påske)
2.          Kundgørelsen (fem dage før påske)
3.          Nadvermåltidet
4.          Piskningen (Jesus' rettergang) 

1.          Salvningen (ibid p. 164):

Johannes 12:1-3 og Johannes 12:7. Historien om Lazarus' opvækning og Martha og Maria. Crowley skriver hertil (op. cit.):

"Det er skik at vaske det nyfødte barn (neofyt); det er skik at salve den døende med olie. Det er også skik at salve en konge med olie før han udråbes og krones. " ***

 2.          Kundgørelsen (ibid p. 165):

Johannes 12:12-15. Minder om hyldesten i Johannes 1:47-49, men "er mere ceremoniel" (Crowley ibid p. 165). Som så mange andre kommentatorer påpeger Crowley også; at Dionysus kom ridende på et æsel og blev kundgjort og hyldet som en frelser og gud. En yderligere kundgørelse følger nu i Johan­nes 12:28. Crowley resumerer (op. cit):

"Her bliver himlen så vel som jorden taget til vidne på Jesus' guddommelighed. (Sammenlign optegnelsen om ild og vand i jomfrufødslen og i dåben. Ild repræsenterer himlen, vand jorden, i gammel symbolik.)" ***

3.         Nadvermåltidet (ibid p. 166):

Først citerer Crowley Johannes 13:4-5 om hvordan Jesus-figuren beskrives i den handling at vaske disciplenes fødder, hvortil Crowley bemærker (op. cit.):

"Her er ritualisme tydeligt i fuld sving. Den nye konge accepterer sit hverv ved at udføre denne tjenerfunktion." ***

Crowley fremhæver; at Johannes ikke, som alle synoptikerne, beskriver selve "indstiftelsen af nadveren", men kun (i Johannes 13:21, 26 og 30) omtaler det forræderi fra Judas' side, som Brandes omstående påviste ikke kan have nogen realistisk funktion i fortællingens sociale rum. Dertil anfører han så synoptikeren Markus 8:27-30, hvor lidelserne forudsiges i detalje, samt Markus:14:22-25 hvor nadverinstitutionens indstiftelse beskrives med den udførlige dogmatik, som den senere tillægges blandt de kristne sekter. Crowley anfører dertil (op. cit.):

"Her har vi det større mysterium svarende til det mindre mysterium fortalt i brylluppet i Kana." ***

 4.          Piskningen (Jesus' rettergang) (ibid p. 166ff)

Crowley anfører blandt andet Matthæus 14:65, Matthæus 15:19, Johannes 18:22, Johannes 19:1, og lægger ud med at disse scener nøje mimer Dionysus' prøvelser ved Bakkanalet hvor han jo har antaget herskerens position og dømmes til døden. Crowley bemærker (ibid p. 167):

"Her må vi igen henvise til den magiske grund for ofringen, som er at forny kongens kræfter eller kornets. Narrekongen bliver derfor fordømt, og samtidigt, omend han indser at denne magi er en ganske grusom affære eller ej, vasker den udøvende officier (i dette tilfælde Pilatus) sine hænder ceremonielt herfor, for ikke at ofrets spøgelse skal hjemsøge ham." ***

For Aleister Crowley bliver nu selve henrettelsesberetningen, kors- eller pælfæstelsen, en astrologisk myte (ibid p. 167):

"... vi får introduceret solsymbolikken næsten for første gang, for tidligere har der ikke været meget som kunne antydede den, udover de tolv disciple, en af dem en forræder og forbandet, som minder om de tolv tegn i Dyrekredsen som omgiver solen, hvoraf et af dem (Skorpionen) astrologisk bliver betragtet som forræderiskt og fatalt. Tværbjælken på korset er ækvator, som solen stiger op over ved forårsjævndøgn, hvor Jesus siges at være død." ***

Herefter kaster Aleister Crowley sig over adskillige sider ud i diskussionen af det velkendte tema omkring de tidligere religioners helligdage, fester og gudeskikkelser, set som indskrevet i den kristne kalender og dens festligheder, helgendage og så videre

Han viser, hvordan alle helligdagene betegner astronomiske, astrologiske fester omskrevet fra andre religioners myter, og gerne (i den kristificerede versions) flyttet et par dage ved siden af den egentlige astronomiske begivenhed som fejres.

Crowley diskuterer endvidere også myterne om, hvorfor den førstefødte søn skal ofres og fortæres, han forklarer udfra Frazers "The Dying God" (:Den døende gud) om vicariatslidelsen, alt sammen emner denne bog skal vende tilbage til, blandt andet under analysen af T.S. Eliots digt "The Waste Land" (: "Ødemarken"). Crowley resumerer med henvisning til Frazers hovedværk "The Golden Bough" (: den gyldne gren) (ibid p. 177):

"Vi behøver næppe fortsætte. Hver detalje i Jesus' død fremstår som det essentielle i et eller andet ritual fra en eller anden tidligere tro. Vi behøver ikke besvære læseren med lignende paralleller til genopstandelsen; vi stoler på at den undersøgelse som vi har tilbudt ham vil medføre at han gør The Golden Bough til hovedhjørnestenen i sit religiøse bibliotek." ***

Også dette kapitel har, via næranalyse, afsløret kristforkyndelsen og dens sekter, som en tyvagtig slavereligion uden noget selvstændigt synderligt værdifuldt tankegods og uden nogen menneskeligt anvendelig og menneskevenlig kerne; - men præget af en frelsesteologi tung af trusler og andre formanende urimeligheder, som kun slaver og underkuede individer kan acceptere, samtidigt med at de opgiver deres forståelse af historiens gang, den menneskelige psyke og de egentlige livsmysteriers åbenbaring.

Crowley opsummerer en meget almindelig holdning, som siden Voltaire har præget den frie tænkning, som gik oplyst og uhildet til de kristne skrifter, dogmatik og praktik. - Hvad medførte da disse skrifter, udvandede dogmer og deres udøvelse (ibid p. 182):

"Kunsten, videnskaben, lærdom, litteratur, alt faldt ned i mørket; mennesker vidste ikke mere, hvorfra Jesus var opstået; de blev så uvidende at de tog den fantastiske mirakelhistorie bogstaveligt, med alle dens absurditeter og modsigelser; og selv renæssancen, med dens tilbagevenden til hedensk lys og ledelse, grundlaget for alt hvad der er godt i moderne civilisation, efterlod de germanske vilde i Preussen og England stadig i mørket, kun oplyst af sjældne lysglimt fra de som elskede grækerne, af dette kadaver blev folkemasserne fordærvet - indtil dagen i dag." ***

  [TOP]

Overlevelsens primat: efter latin primus: først, heraf primat: forrang, overhøjhed. Overlevelsens primat altså: overlevelsens forrang, det at overlevelse forekommer levende væsener vigtigere end alt andet.

And from the song of John Barleycorn you may learn how the miracle of the seed, the growth, and the harvest, still the most wonderful of all the miracles and as inexplicable as ever, taught the primitive husbandman, and, as we must now affirm, taught him quite rightly, that God is in the seed, and that God is immortal. And thus it became the test of Godhead that nothing that you could do to it could kill it, and that when you buried it, it would rise again in renewed life and beauty and give mankind eternal life on condition that it was eaten and drunk, and again slain and buried, to rise again for ever and ever.

It is open to argument that the three ideas are really one from the beginning, and are either symbolical representation, or actual symphatetic magic, whose basis is to be found in those facts of the life of the earth, and of its inhabitants, which are so obvious to the most ignorant of savages as well as to the most enlightened men of science.

It must therefore be taken as a flat fundamental modern fact, whether we like it or not, that whilst many of us cannot believe that Jesus got his curious grip of our souls by mere sentimentality, neither can we believe that he was John Barleycorn. The more our reason and study lead us to believe that Jesus was talking the most penetrating good sense when he preached Communism; when he declared that the reality behind the popular belief in God was a creative spirit in  ourselves, called by him the Heavenly father ... the more impossible it becomes for us to believe that he was talking equally good sense when he so suddenly announced that he was himself a visible concrete God; that his flesh and blood were miraculous food for us; that he must be tortured and slain in the traditional manner and would rise from the dead after three days; and that at his Second Coming the stars would fall from heaven and he become king of an earthly paradise. But it is easy and reasonable to believe that an overwrought preacher at last went mad ...

sitoriske: efter græsk sito-: føde og lignende for eksempel sitomanisk: ædesyg. Sitorisk her måske efter græsk sitos: sædekorn. Sitoriske altså: pointe, brødtekst, meningsspire.

Here mr. Shaw condescends to give us his sitorical view of Jesus, which is that he was a socialist who went mad. Unfortunately, as indicated in the comment on previous sections, many of the megalomaniac speeches of Jesus come earlier in his life that the communistic ones. It has also been shown how the supposed communism is to be explained, that it was nothing of the sort, that when Jesus dealt with politics at large he had no notion of reform, but advised his disciples and the people generally not to meddle with government, but to mind their own business.

There is no trace of this John Barleycorn tradition in the Jewish hope of a Messiah. They merely expected an emancipator to restore the legendary glories of their race. Of course, there are some passages in the Hebrew Prophets which may be twisted to identify the Messiah with the "slain god", notably the famous fifty-third chapter of Isaiah. But the Jews as a class do not seem to have had any idea of this kind.

... in going through a cruel ordeal against which he could have defended himself as effectually as he cleared the moneychangers out of the temple. Shaw henviser til Johannes 2:13-17

The teacher of Christianity has then to make known to the child, first the song of John Barleycorn, with the fields and seasons as witness to its eternal truth. Then, as the child's mind matures, it can learn, as historical and psychological phenomena, the tradition of the scapegoat, the Redeemer, the Atone­ment, the Resurrection, the Second Coming, and how, in a world saturated with this tradition, Jesus has been largely accepted as the long expected and often prophesied Redeemer, the Messiah, the Christ.

Practically all heroes of antiquity were said to be born of divine fathers, or occasionally of divine mothers.

Egypt in Hebrew symbolism nearly always means "darkness". We now see the flight as symbolical of the hiding of he seed in the earth, thus saving it from the terrible forces of winter.

Here we see the hero proclaimed king and God, just as in Carnival to-day, ... The intended victim must be identified as the King-god formally by his being acknowledged as such by some person of importance. John, too, and various disciples, make this acknowledgement, and no one who does not do so is mentioned.

flagelanternes flaggelation: efter latin flagellum: svøbe, pisk, heraf flagellare: piske, heraf flagelant: svøbe­brødre, selvpinere, kult som gik igennem byerne, tiggede penge og opmærksomhed, og flaggelation altså: offentligt og privat selvpiskning og pinsel som del af religiøs bodsøvelse. Kendes i det 20. århundrede fysisk i islam og som psykisk konstant i kristen syndsbevidsthed. Flagelanternes flaggelation altså: selvpinernes selvpiskning.

As a history the story is absurd; as part of a sacred custom it falls into line at once.

Now there is no connection at all between the scourging and the "sign". No sign is given; no excuse made. But if we take it symbolically as part of a ritual all becomes clear. "Why do you whip these people?" "I am the god who is to die and rise again." It is a sufficient answer. It is all part of the play.

neofyt: efter græsk neo fytos: ny plante, nyplantet, efter fyein: skabe, vokse. Heraf neofyt altså: person nyligt optaget i menighed, kloster, orden eller lignende.

It is the custom to wash the newborn child (neophyte); it is the custom to anoint the dying with oil. It is also the custom to anoint a king with oil before proclaiming and crowning him.

Here heaven as well as earth is made to bear witness to the divinity of Jesus. (Compare the record of fire and water in the Virgin Birth and in the Baptism. Fire represents heaven, water earth, in ancient symbolism.)

Here ritualism is evidently in full swing. The new King accepts office by performing this menial function.

Here we have the Greater Mystery corresponding to the Lesser Mystery told in the supper at Cana.

Bakkanalet: efter latin baccanalia: fest for Bakkus, vinens og orgiernes gud, overført bakkanal: drikkefest. Bakkanalet altså: den løsslupne fest, orgiet, hvor vinguden Bakus (græsk: Dionysos) pines og plages (: druerne trampes).

Here we must refer again to the magical reason of the sacrifice, which is to renew the powers of the king, or of the corn. The sham King is therefore condemned, and at the same time the executive officer (in this case Pilate) whether or no he realizes that this magic is rather a cruel business, ceremonially washes his hands of it, lest the ghost of the victim should get back at him.

... we get the solar symbolism introduced almost for the first time, for previously there has been little to suggest it but the twelve disciples, one of them a traitor and accurst, which recall the twelve signs of the Zodiac which surround the Sun, one of them (Scorpio) being astrologically considered treacherous and fatal. The bar of the crucifix is the equator, which the Sun surmounts at the Vernal Equinox when Jesus is said to have died.

We need hardly proceed. Every detail of the death of Jesus appears as the essential in some ritual or other of some earlier faith. We need not trouble the reader with similar parallels to the Resurrection; we trust that the tests which we have offered him will induce him to make The Golden Bough the chief corner­stone of his religious library.

The arts, the sciences, learning, literature, all fell into darkness; men knew no longer whence Jesus had arisen; they became so ignorant that they accepted the phantastic miracle story, with all its absurdities and contradictions, literally; and even the Renaissance, with its return to Pagan light and leading, the foundation of all that is good in modern civilization, left the Teutonic savages of Prussia and England still in the gloom, lit only by rare flashes of those who loved the Greeks, of that charnel where the mass of the people pullulate - unto this day.

[TOP]

John Barleycorn: efter ... denne skikkelses navn betyde øl eller whisky i moderne sprogbrug, oprindeligt navnet på en menneskeliggjort gudeskikkelse, en såkaldt antropomorf (:menneskeformet) korngud, overleveret i en børne­sang. Byg anvendes stadig ved brygning af de omtalte drikke. Sikord: Barleycornvisen og tilhørende materiale i forhold til denne pointe.

sympatisk magi: primitiv magisk forestilling om, at når noget svarer til, eller hidrører fra, noget andet (: med sympati mellem disse ting) vil en handling udført på den ene ting medføre en reaktion på den anden. Grundbegreb i Frazers analyse af primitive myter og magi. 

[TOP]