|
Aleister Crowleys kritik af Georg Bernard Shaws kristendomsopfattelse |
"Hr. Shaw er ivrig efter at omvende verden til den tro at testamenternes Jesus var en socialist efter Hr. Shaws eget hjerte, og hans metode er kun at tage, fra en stor masse overleveringer, de fakta og det nedskrevne liv, som passer til hans formål, og kun de optegnede udtalelser som synes at støtte hans påstand. Det ville være muligt at få en socialist ud af Machiavelli eller Hobbes ved en lignende fortolkningsmetode; og det kunne være ganske underholdende at gennemgå Hr. Shaws forord og bevise at han er en Tory (: konservativ oversætters anmærkning). Det ville være temmelig let." ("Crowley on Christ" ibid p. 61). ***
Den foregående fremstilling af Georg Brandes' "Sagnet om Jesus" har fulgt den enkle litteraturvidenskabelige metode, som nærmest slavisk og kronologisk gennemgår et værk og fremstiller dets pointer resumarisk.
En afgørende fordel ved denne metode: at den bibringer læseren af den analytiske fremstilling et ganske godt billede af og blik over det analyserede værk, samtidigt med at det bliver muligt - for den analyserende - at komme temmelig tæt på sin gransknings objekt. - Blandingen af close reading (: altså "nærlæsning" tekstnær fremstilling) og af resumé kan især virke gavnlig, når det analyserede værk ikke foreligger alment tilgængeligt, eller når det, som helhed, kan anvendes i opbygningen af en idehistorisk, tematisk tankegangs bevisbyrde, som i den foregående analyse.
Dog,
denne metode kan også synes anvendelig, når den analyserendes ide indebærer en kritisk og argumenterende fremstilling af synspunkter, som
vedkommende ønsker at imødegå in toto,
og af disse grunde besluttede Aleister Crowley i 1916 sig for at skrive
et kort destruktivt essay
over George Bernard Shaws dengang et år gamle forord til skuespillet om "Androkles
og løven" (: "Androcles and the Lion. A Fable Play").
I 1915 hvor Shaw havde skrevet sin idealistiske indledning, stod de kommunistiske ideer stadig som noget intellektuelle verden over flirtede med, og Shaws projekt indebar; at vise hvordan det han opfattede som "den sande kristne forkyndelse", samtidigt rummede de idealer den nye intellektuelle dille: kommunismen handlede om.
Det skal, som en sideiagttagelse, fremgå; at Shaws opfattelse af kommunisme på ingen måde ville blive betragtet som holdbar for den dengang, eller den senere så, bestemte marxistiske intelligentsia, som stadig hærgede den ganske verden 60-70 år senere; - det der dengang fik Aleister Crowley til at reagere: Shaws mange misforståelser, fejlcitater og bekvemme forglemmelser for "at få det til at passe", samt Shaws åbenbare mangel på viden om mellemøstlige forhold.
Derfor valgte Aleister Crowley den resumariske, kronologiske gennemgangs metode beskrevet ovenfor, dels for at fastholde og korrigere Shaws misforståelser, dels for at kunne opbygge de manglende led i denne forståelse gennem alternering mellem en kritisk, destruktiv analyse og en konstruktiv rehabilitering af de faktuelle kendsgerninger.
Hvad Crowley i første omgang havde forstillet sig skulle blive et temmelig kortfattet hårdtslående essay med nogle kolde fakta sat op overfor Shaws ilde funderede formeninger, citeringer og konklusioner, blev dog hurtigt et omfattende værk, efterhånden som hans helligt forargede vrede dampede af og emnet, samt Shaws levende fremstillingsform greb ham. Som han bemærker mod slutningen af analysen (Crowley ibid p. 195):
"Hvis Bibelen er Guds Ord, er Hr. Shaw fortabt, og jeg er selv fortabt. Tør jeg håbe på at vi kan få tilladelse til at diskutere i helvede? For dette lille forsøg på jord har været yderst underholdende." ***
Hverken nobelpristageren og fritænkeren George Bernard Shaw, eller den dengang stadigt relativt u- og underkendte digter, magiker og profet Aleister Crowley, hørte, som det fremgår af denne bemærkning, til blandt "Guds bedste børn", i forståelsen: kirkeligt anerkendte kristelige mennesker. -
Begge stod i høj grad som børn af det opgør med den klerikale, altså præstelige, dominans som Georg Brandes havde indledt godt 45 år før den her inddragede skrivning og modskrivning. Begge hævdede, tidstypisk for denne tradition, sig selv som naturalistiskt videnskabeligt observerende og vurderende frie, selvstændige intelligenser, deres syn rummede ikke tro, overtro og underordning, men observation, eksperiment og faktuelle kendsgerninger, som grundlag for seriøst vurderende indsigter, - begge havde, i den velkendte engelske intelligentsiastils tradition, som de bekendte sig til, et overskud af barok humor, slagfærdige argumenter og provokerende, tankevækkende formuleringer, derfor bliver læsningen af deres lille fejde så morsom og udbytterig.
I 1915 stod Shaw på en top af sin berømmelse, som voksede støt over årene. Crowleys lod som skribent synes mere sejt, faktisk udkom denne hans shawkritik først i 1953 i 200 skrivemaskinesatte eksemplarer, og først i 1974 fik den dengang kendte Crowley-redaktør, Francis King, værket ud i bogform, en bog som hurtigt blev udsolgt og siden, som så mange Crowley-udgaver, fotokopieredes, gik til skyhøje antikvarpriser eller umuligt kunne skaffes. -
Ved udgangen af det kristelige 20. århundrede synes Aleister Crowleys litterære stjerne stadig i færd med sin seje opstigning, og dette skrift, samt en god del af hans øvrige 5-6 hyllemeter omfattende produktion, lå frit tilgængeligt på Internettet, det internationale elektroniske træfpunkt, mens store dele af hans værk endelig forelå i stadigt sjældne og dyre, men dog tilgængelige bogtrykte oplag.
Henvisningerne i den nedenfor følgende analyse går alle for Crowleys vedkommende til Francis Kings omtalte udgave fra 1974, mens de for Shaws vedkommende går til den udgave som Constable and Company Ltd. udsendte i London 1920, læseren får intet besvær med at skelne, for så vidt at Crowleys værk har almindelige arabertal som sidehenvisning, mens Shaws forord anvender romertal.
Analyseformen vil dog ikke fortsætte med den slaviske, kronologiske resumariske fremstillingsform, men vil i stedet blive tematisk, i en række punktnedslag som fremstiller og kommenterer dels de i værkerne indeholdte ideer, dels de for det foreliggende værk nødvendigvis anvendelige pointer.
Således vil analysen indledningsvis overføre otte almene, moderne videnskabelige præmisser, acceptable for den tradition af frit tænkende uhildede forskere som Brandes i Danmark dannede et så strålende lys for og eksempel på, inden analysen i 7 punkter vil fremfinde de for denne bog anvendelige pointer, nemlig:
Shaws generelle projekt, Jesus som kommunist.
Bibelcitering som løsreven argumentation for snart skrevet enhver given holdning.
Arten af og moralen for de nytestamentlige litterære fortællinger, kaldet lignelser.
Nogle af de i kristendommen væsentligste momenter.
Det velkendte problem med de mange tilsyneladende uforenelige modsigelser i de nytestamentlige beretninger, standpunkter og krav til mennesket.
Det grundlæggende problem med sex, cølibat og synd.
En endelig fastholdelse af det kludder, som kom ud af at sammenstykke en samlingsreligion uden videre hensyn til virkelighedens og den menneskelige natur.
Hele denne del af analysen lægger derfor op til en endelig fastholdelse af og vurdering af validiteten i det tekstmæssige grundlag for den kristoide dogmatik, som sad i højsædet for den vestlige verdens åndelige anstrengelser i det mørke årtusinde fra Romerrigets kristsificering i 500 tallet og frem til Romerkirkens splittelse ved reformationen i 1500 tallet, og det vil af analysen, forhåbentligt, klart fremgå. at faldet for denne kirke skyldtes at den, trods alle synkretistiske omklamrende forsøg på bredde, stadig fejlede når det gjaldt om at besvare de umiddelbare spørgsmål af videnskabeligt undrende art, som mennesker naturligt stiller, når de tør; - samtidigt med at det tekstlige grundlag for dogmatikken, da det først blev oversat og alment forståeligt, viste sig at fremstå så selvmodsigende, mangelfuldt og fyldt med dårligt forståede og adapterede lån fra mere civiliserede, ældre religiøse traditioner.
Dette skulle da give mulighed for at se hvad og hvordan man implementerede dogmatikken i de jævne lag, gennem en fremstilling af legenderne og deres endelige indskrivning i den frit tænkende radikalisme, som de udvalgte forfattere alle repræsenterer, om end i hver deres afart.
[TOP]