|
Aleister Crowleys kritik af Georg Bernard Shaws kristendomsopfattelse |
Det fremgår af foregående afsnit (forhåbentligt) helt klart; at forsøget på at fremfinde en afmysticiferet, en demytologiseret, en "ægte" Jesus-karakter, ikke kan føre til noget, hverken til et revolutionært socialforanderligt samlingspunkt, eller til en "sand" lære bag "Bibel"-kompilationens mange lån, falsknerier og uforståede alligevel anførte snurrigheder.
Om end det i løbet af denne analyse skal lykkes, at bringe forklaringer på de mange tilsyneladende disparate, selvmodsigende udsagn drejer det sig ikke om, hverken konsistens, kongruens endsige konsekvens, hverken i Jesus-troen, Kristus-læren eller den paulinske teologi.
Resultatet bliver det velkendte kludder, som har ført verden ind i så mange uretfærdige, selvmodsigende og urimelige forviklinger, noget alle de inddragede forfattere synes enige om. - Men her standser altså enigheden. Hvor Georg Brandes, Bertrand Russell og Aleister Crowley og også på sin egen uudgrundelige måde Villy Sørensen, holder deres personlige kritiske integritet højt i en bestemt afvisning af de kristne klodrianers tågesnak, prøvede både George Bernard Shaw og T.S. Eliot sig med en alliance med dette fortidige levn, en slags "personlig kristendom", som kirkerne snarere tolererede i propagandaøjemed end sanktionerede som ny, vedkommende, tidløs ja evig kristen forkyndelse, en række egenskaber man længe har jagtet fra det hold.
Faren ved denne type alliance bliver ikke blot, at man nødvendigvis må kompromittere sin litterære stringens med fejlagtigt opfattede argumenter, men også, den fare Crowley (ibid p. 198) anfører:
"Han hævder at have foretaget en syntese af sit emne; i virkeligheden har han kun lavet en yderst sekterisk analyse. Han har end ikke prøvet at analysere Bibelen på en uhildet måde; han har kun været interesseret i at udtage de stumper som passede ham og at kalde den "essensen af kristendom". Han har kort sagt, ønsket at grundlægge et nyt kætteri, og at popularisere sine egne politiske synspunkter ved at tilskrive dem til Jesus." ***
Og faren ved denne fremgangsmåde i det 20. århundrede bliver hvad man i denne periode kendte som omklamring (op. cit.):
"Det er skadeligt fordi hans modstandere ikke vil være hæderlige. De vil fordreje ham, som de altid har gjort med alle som ikke kom frem mod dem med ild og sværd som Voltaire gjorde. Hellere være forbandet helt igennem med ham end at lide, hvad Bernard Shaw vil lide! Den kristne vil vaske tavlen ren, for alt hvad han har sagt om "psykopati og overtro", og sige: "Selv Bernard Shaw indrømmede, at i Jesus lå hele verdens eneste håb. I navnet Bernard Shaw, derfor, siger jeg til eder, Sælg hvad du har og giv det hele til mig!"." ***
For Crowley bliver en af de væsentligste nøgler til forståelsen af Jesus-beretningen en forståelse af østen og mellemøstens religiøse miljøer. Han virker altså faktisk meget moderne - for sin tid - ved at se sammenhængen mellem litterære udtryk og de sociale forhold som afgørende for forståelsen. Han kendtes som ikke så lidt af en globetrotter og havde ofte opholdt sig i disse egne; for ham virker Jesus-skikkelsen derfor ikke som det enestående fænomen, som han ligner for mange mindre berejste europæere, som ofte synes at tro; at der - udover Johannes Døberen og tidligere jødiske profetskikkelser - aldrig gik asketiske mennesker rundt og lavede mirakler, prædikede forsagelse, fortalte paradoksale historier og levede af de lettroendes fralokkede midler.
Dette virker naturligvis ikke rigtigt, såvel før, som under, som efter den postulerede levetid for Jesus-skikkelsenn, har der eksisteret i tusindvis af sådanne mennesker, alle med de ovenstående og lignende kendetegn, velkendte, men altså ikke enestående, for Jesus-figuren. Som Crowley skriver, med blandt andet henvisning til Apostlenes Gerninger 21:38, (ibid p. 186):
"Bibelen selv vidner om den omvandrende "hellige mands" almindelighed, og hans talent for at grundlægge sekter og fællesskaber." ***
Et væsentligt første sted, hvor Crowley fremfører denne kritik af Shaws manglende kendskab til Østen (ibid p. 36ff): hans diskussion af Shaws kapitel om Matthæus (ibid p. XXVf). Shaw skriver (ibid p. XXVI):
"Matthæus fortæller os at Jesus' moder var trolovet med en mand af kongelig herkomst kaldet Josef, som var rig nok til at bo i et hus i Betlehem til hvilket konger kunne bringe gaver af guld uden at fremprovokere kommentarer."***
Hertil indvender Crowley nu først en smule pedantisk, at Matthæus ikke skriver om "konger" men om "vise mænd", de bliver først til "konger" med europæisk middelalder og dennes feudale kongesystem.
Selv om denne rettelse måske virker pedantisk findes der i snesevis af sådanne fejl hos Bernard Shaw, de samler sig altså sammen til noget substantielt, på trods af deres, enkeltstående set, relative ubetydelighed. (Det kan i parentes bemærkes, at Bernard Shaw endelig kom på en enkelt skibsrejse til østen, da han i 1932-33 tog en tur verden rundt og blandt andet aflagde Bombay et besøg, hans anden store rejse foregik året før, hvor han aflagde sine meningsfæller i det russiske kommunistregime et besøg). (Wards indledning til "Androcles and the Lion" ibid p. 159).
Crowley fortæller nu (op. cit.) hvordan han selv engang regnedes "rig nok" til at eje et telt, hvor konger bragte ham gaver i hans egenskab af den eneste hvide mand på den egn. Hans første bemærkning (ibid p. 36):
"... Hr. Shaws uvidenhed om livet i østen gør ham ganske ubrugelig som en hjælp til at indse Jesus." ***
Og nu følger han (ibid p. 37) dette op med:
"Dette kan måske forekomme at være et meget lille punkt, men for nogle vil det synes afgørende. Det er en grundliggende påstand i dette essay, at en indgående kendskab til østens levevis er nødvendig selv for en rudimentær forståelse af evangelieberetningen." ***
Som allerede Brandes påviste, fandtes der ikke nogen egentlig diskrepans mellem Jesus-personens lære og den heterodokse jødedom, de forargede farisæer ligner en litterær fiktion, ligeledes kamptalen mod de skriftkloge og farrisæerne (Matthæus 23), ej heller bliver Johannes Døberens lære og Jesus-fiktionens tilslutning hertil, ensbetydende med, at Jesus-skikkelsen siger farvel til "rigdom, respektabilitet og ortodoksi", som Shaw (ibid p. XXVII) hævder.
Crowley anfører Matthæus 3:5-7 som modbevis, og forsøger så at forklare de almene karakteristika ved den øst- og mellemøstlige omvandrende asket, profet og prædikant (ibid p. 39):
"Han er et halv-tosset, halv-vildt individ, brysk og voldsom i tale, umulig i manerer, som udøver alle slags barskhed, ernærer sig af affald, og normalt er i en tilstand af mere eller mindre manisk ophidselse, frembragt ved faste, eller ved anvendelse af sådanne stoffer som opium og hash eller begge." ***
Som modsætning hertil sætter Aleister Crowley nu den pæne, velbjergede religiøst indstillede borger, som efter et produktivt liv og aktiv familieforsørgelse, på sine gamle dage går i kloster for at hellige sig sin åndelige udvikling. Denne type, som også findes almindeligt udbredt i østen, beskriver Crowley som lærd, hensynstagende, verdensfjern men realist, ikke som det brølende hellige vilddyr, altså den omvandrende Jesus-askettype.
Hele opfattelsen af Jesus-stabejsen, som en ikke-voldelig, lærd og besindig mand stiller han spørgsmålstegn ved. P. XXX anfører Shaw, at Jesus skulle have foretalt en ophævelse af hævn og straf, og selv om flere modstridende skriftsteder fra "Det Ny Testamente" allerede ansførtes skader det ikke at repetere dem her: Shaws udgangspunkt: Matthæus 5:43-45:
"I har hørt, at det er sagt: "Du skal elske din næste og hade din fjende." Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender velsign dem som forbander jer, gør godt mod dem som hader jer og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.".
Og Crowley fremfører; at dette rummer en kendt formular for det hinduistiske asketliv, "ahimsa" at blive "harmløs" ved at afstå fra at gøre ondt, og han insisterer på; at man ikke drager videre konklusioner end som så, som han skriver gives der adskillige tekstbelæg for; at den himmelske fader danner den straffende og hævngerrige størrelse, som helveds- og dommedagsprædikanterne til stadighed har fremhævet, blandt andet på grundlag af Matthæus 8:11-12, Matthæus 10:14-15, Matthæus 11:21-24, Matthæus 12:31-32, Matthæus 18:6-9, Matthæus 22:1-4, Matthæus 24:50-51, Matthæus 25:31-46, alle citeret fuldt ud i Crowley ibid p. 48ff - og han tilføjer ironisk (ibid p. 50):
"Det er svært at formode, at Hr. Shaw troede, at alle helvedesildens prædikanter ... ikke havde nogen garanti for deres doktrin i Jesus' faktiske ord." ***
Der er andre lignende misforståelser som Crowley opklarer, -: det berømmelige sted hvor Jesus-skikkelsen undsiger sig sin familie (: Matthæus 12:46 og 50) rummer for Crowley (ibid p. 46):
"... den normale attitude hos den religiøse lærer i østen. Der er intet belæg for, at han mente dette som et almindeligt råd til verden." ***
Heller ikke Shaws kommunistiske emancipationsideer, frigørelse og skilsmisse har Jesus-ord som opbakning, Crowley anfører Matthæus 19:3-12. - Til dette skriftsted har Crowley følgende ironiske bemærkning (ibid p. 47):
"Her siger Jesus helt afgjort, at han ikke forventer at alle mennesker indfører den ubekymrede, promiskuøse levevis som vi kalder det religiøse liv." ***
Op. cit. bemærker Crowley endvidere sarkastisk; at letopnåelig skilsmisse ses - af såvel modstandere som tilhængere - som et skridt mod socialisme, samtidigt med at han anfører 3. Mosebog 20:10, som viser datidens opfattelse af skilsmisse, en opfattelse Jesus-figuren flere steder, støttede.
Så meget altså for Jesus-skikkelsen som oppositionel revolutionær, som civiliseret, ikke-voldelig, som seksuel fritænker; og så meget tættere på Jesus-skikkelsen, som en alment kendt mellemøstlig figur, den vilde omvandrende religiøse proselytmager.
Om Jesus-skarakteren nu virkelig fungerede som aktiv proselytmager eller ej, skal diskuteres siden, Crowley lukker diskussionen om "oprøreren Jesus" med tre skriftsteder fra Matthæus: Matthæus 12:10-11, Matthæus 10:5-6, hvoraf det fremgår, at Jesus betragtede sig selv som traditionel jødisk ortodoks (også jævnfør Brandes dette værk p. XXX), samt Matthæus 5:17-20, hvoraf det endvidere fremgår at Jesus-skikkelsen ikke beskrives som revolutionær.
Crowley resumerer (ibid p. 40) om Shaws Jesus-fremstilling:
"... vi kan ikke følge Hr. Shaw i at stemple ham som simpelthen uortodoks, for han ses til middag hos farisæere, så vel som hos toldere, og gennem hele evangeliet finder vi, at han tillades at undervise i synagogerne." ***
P. 58 har Crowley en ironisk, respektfuld bestemmelse af Bernard Shaws projekt, som bør afslutte dette afsnit:
"Faktisk synes hr. Shaws formål at være, at vise at Jesus blot er et navn for en person som havde de samme sociale, etiske og politiske meninger som Hr. Shaw selv. Men uden tvivl er sådanne ideer almindeligt gods i de fleste førsteklasses ånder." ***
[TOP]
disparate: efter latin dis parare: fra hinanden forlige, heraf disparitet:
ulighed, afvigelse, væsensforskellighed. Heraf disparate altså:
uligeartede, uforenelige, modstridende, uoverensstemmende.
integritet: efter integrare: gøre hel, bringe tilbage til oprindelige
tilstand, forny, efter integer: urørt, hel, uskadt. Integritet
altså: uberørthed, fuldstændighed, ukrænkelighed og lignende.