Billedtale, bøvl og mirakler

P. XXIX anfører Bernard Shaw grunden til at Jesus-figuren anvender billedtale:

"... kunst er den eneste måde på hvilken folket kan lære noget. Han er, kort sagt, hvad vi burde kalde en kunstner og en boheme i sin livsførelse." ***

Ibid p. 40f afviser Crowley dette udsagn. Han citerer hele Matthæus 13:10-13, og viser at det ikke drejer sig om kunst, men om traditionel mysterieskoleindvielse. Han fortsætter (op. cit.):

"I østen har enhver lærer sine særlige hemmeligheder, sædvanligvis modtaget fra en anden lærer før ham, som han vogter med den yderste nidkærhed, og kun videregiver til de mest omhyggeligt udvalgte disciple. ... Hvorfor skulle folk efterlade alt og følge ham, med mindre han har noget at fortælle dem, som de ikke kan få fra nogen anden?" ***

Han fastholder her udfra Jesus-personen, som leder af hvad man i dag ville kalde et hemmeligt selskab. Og han gør meningen med parablerne klar (op. cit.)

"Ideen med parablerne, som det forekommer absurd at fortælle hvis ingen kommer til at forstå dem, er at rejse tilhørerens nysgerrighed, for at vise ham at taleren er en mystisk person, som ved noget vidunderligt, og således introducere ham til at blive en disciple." ***

Her træder Aleister Crowley da over endnu en af Bernard Shaws idealistiske ligtorne. I kapitlerne om "Jesus not a Proselytist" (: Jesus ikke proselytmager), "The Teachings of Jesus" (: Jesus' lære) og "The Miracles" (: Miraklerne) (Shaw ibid p. XXIX - XXXIII) udgør det nemlig en del af Shaws Jesus-ideal; at denne, altså bundfiktive, mand på ingen måde lignede en traditionel religiøs "levebrøds-profet", hvad pressen i moderne tid kalder: "en svindler", "en charlatan" og lignende.

Nej, med henvisning til Matthæus 13:24-30 skriver Shaw (ibid p. XXIX):

"Et punkt af betydelig praktisk vigtighed i dag, er at han udtrykkeligt tager afstand fra ideen at udtryk for religion, når de først er rodfæstet, kan luges ud og omplantes med blomster fra en fremmed tro. "Hvis I prøver at luge klinten væk vil I også luge hveden væk." Vore proselytsøgende missionsforetagender er således i direkte modstrid med hans råd;" ***

For Crowley bliver det svært at forstå; at Shaw kan fremsætte en sådan mening, han citerer Missionsbefalingen fra Matthæus 28:18-19, og fastholder at missionering, konvertering og så videre så absolut udgjorde en del af den plan, som ligger åbenbar omkring Jesus-figuren (Crowley ibid p. 41f).

I afsnittet om "Miraklerne" (ibid p. XXXIff) fremsætter Shaw en opfattelse af Jesus-figuren som en meget tilbageholdende mirakelmager altså taumaturg (ibid p. XXXI):

"Han beder ikke om belønning, men tigger folket om ikke at nævne disse hans kræfter. Der er to åbenbare grunde til hans modvilje mod at blive kendt som en mirakelmager. En er den naturlige indvending fra alle mennesker som besidder sådanne kræfter, men har langt vigtigere forretninger i verden end at fremvise dem, mod at blive anset for primært at være charlataner, ved siden af at blive plaget om at give opvisninger for at tilfredsstille nysgerrighed. Den anden er at hans indstilling til effekten af miraklerne på hans mission er nøjagtigt den som Rousseau senere tog. Han indså; at de ville diskreditere ham og aflede opmærksomheden fra hans lære ved at rejse et fuldstændigt irrelevant spørgsmål mellem hans disciple og hans modstandere." ***

Til denne opfattelse indvender Crowley, ikke blot at kravet om tavshed med sådanne ting kendes fra alle indvielsesskoler og mystiske broderskaber, men at Bibelen ikke giver belæg for Shaws holdning (ibid p. 54):

"Jeg kan ikke finde noget autoritativt belæg for udsagnet om at Jesus følte nogen som helst skam i denne sag, og hvad angå at han bad folket om ikke at nævne hans kræfter, er dette (endnu engang) den normale attitude hos den østlige vise." ***

Og han imødegår følgende udsagn (Shaw ibid p. XXXII (hentyder til Lukas 18:35-43), Crowley ibid p. 55):

"Jesus' lære har intet at gøre med mirakler. Hvis hans mission simpelthen havde været at demonstrere en ny metode til at gendanne tabt syn, ville miraklet med at helbrede den blinde have været fuldstændigt relevant. Men at sige: "I bør elske jeres fjender; og for at overbevise jer om dette vil jeg nu fortsætte med at helbrede denne herre for grå stær" ville, for en mand af Jesus' intelligens, have været en idiots plan." ***

 "Nej, tværtimod, synes Jesus at anse sine taumaturgiske kræfter som den eneste og fyldestgørende grund til at acceptere ham og hans mission." ***

 Crowleys vægtige belæg herfor: Matthæus 11:2-6, hvoraf han konkluderer, udfra samme Matthæus 11:21-24, at (Crowley op. cit.):

"... Jesus forventede at alle accepterede ham på dette grundlag og intet andet, og er meget vred over, at de ikke er overbeviste." ***

Dette udpensles yderligere i Matthæus 12:22-28, og Crowley giver også grundene til, at netop miraklerne, ikke den af Shaws fortolkning indlagte filosofiskpraktiske kommunisme, ligger og lå, som centrale formfigurer i formidlingen af Jesus-starutten og dens Kristus-ideal. - For Crowley bliver det endnu engang Shaws manglende kendskab til østen som spiller ind (ibid p. 56):

"Man kan ikke overbevise nogen fra østen med fornuft. Østens menneske bøjer sig for autoritet. ... Endnu engang har Hr. Shaws uvidenhed om østen ført ham på afveje. Han har ikke indset den normale attitude hos sådanne mennesker, som dem mellem hvilke Jesus levede." ***

Og Crowley fortæller endnu en historie fra sine mange rejser i østen, hvor ekspeditionens læge havde hjulpet indfødte mennesker med banale smålidelser, og, da ekspeditionen vendte hjemad, i folketroen nu stod som en mirakuløs helbreder, af hvem man forventede de velkendte mirakelmagertricks, så som håndspålæggelse og lignende (ibid p. 57):

"Her er da den faldgrube i hvilken Hr. Shaw er blevet fanget. Disse mennesker ville ikke blot forvente mirakler, men skabe mirakler ud af, hvad som helst der skete, som var blot det mindste usædvanligt." ***

Og som et sidste banesår til opfattelsen af Jesus-figuren, som en beskeden gentleman, der primært ønskede at formidle et praktisk intellektuelt budskab, ikke den velkendte østlige blanding af selvhævdende selvophøjelse, mystiske lignelsers tågesnak og bastant, kynisk hvervning af proselytter, anfører Aleister Crowley Apostlenes Gerninger 2:22, hvor Jesus-skikkelsen - lige efter sin død - fremhæves som den af Gud velsignede mirakelmager. - Crowley fastholder, hvad man altid har regnet for gældende i østen, nemlig at mirakler ikke diskrediterer en given lære og aldrig har gjort det - tværtimod.

Shaw mener med andre, blandt andet Rousseau, (ibid p. XXXIII):

"... skeptikeres og gejstliges intellektuelle energi er blevet spildt i generationer med at diskutere om miraklerne, ud fra den formodning at kristendommen er på spil i kontroversen om Matthæus' historier er sande eller falske." ***

Hvortil Crowley stringent og rammende replicerer (ibid p. 58):

"Kristendommen er på spil. Fjern miraklerne, fjern profetierne, og intet er tilbage udover en smule dogmatik, meget heraf modstridende, som det allerede er blevet vist, og i alle tilfælde forklarlig på et dusin andre måder end den som appellerer til Hr. Shaw." ***

Hermed introduceres udlægningsspørgsmålet og fortolkningsproblema­tikken, altså: eksegesen og hermeneutikken, som problem. De mange lignelser tillagt Jesus-starutten har gennem tiderne fået mange forskellige fortolkninger. I løbet af skriveprocessen omkring dette emne, forekom det Crowley at systematisere lignelserne og uddrage deres morale. Hans pointe bliver; at hvor den mere almene (: ægte) østlige mester, hvor den ældre (: ægte) jødiske tradition, ofte har en transcendent, altså en grænseoverskridende, åndelig morale med disse paradoksale billedfortællinger, bliver de, i den version de har fået gennem Jesus-figuren i testamenterne, primært konstrueret sådan, at de (Crowley ibid p. 51):

"... har ingen værdi udover at bevirke at tilhøreren følger Jesus, eller at illustrere en pointe i hans frelsesteologi." ***

Ibid p. 51ff fremsætter Aleister Crowley da en samlet oversigt over Jesus-skikkelsens 36 parabler, som i oversættelse skal reproduceres nedenfor:

Pointen med denne fremstilling bliver ikke blot; at fremhæve en strukturel skematisering af denne del af stoffet, ikke blot at give læseren en mulighed for at forstå den drejning de kristelige skribenter har givet det overeleverede sagnstof, men primært at vise, at disse paradoksale fortællinger i sig selv ikke indeholder religiøst transcendentale sandheder (ud over de tre (nummer 8, 18, 34), som bevæger sig hinsides truslerne og deres frelsesteologi), ikke udgør mystisk poetiske mesterord, men adopterede pasticher som - i modsætning til Shaws opfattelse af den tilbageholdende, beskedne ikke proselytfangende og missionerende Jesus-figur - faktisk kun har ét formål: at forsyne lytteren/læseren med gode autoritative grunde til ubetinget at hengive sig til kristendommen og dens Jesus-figur, dens Kristus-ideal. - Parablerne fremstår altså, ved nærmere moderne videnskabelig analyse som propagandistisk tendenslitteratur: ikke slørede guddommelige guldkorn.

 [TOP]

... art is the only way in which the people can be taught. He is, in short, what we should call an artist and a Bohemian in his manner of life.

In the East every teacher has his particular secrets, usually received from some other teacher before him, which he guards with extreme jealousy, and communicates only to the most carefully chosen disciples. ... Why should people leave all and follow him unless he has something to tell them which they can get from no one else?

parabler: efter græsk paraballein: kaste ved siden af, sammenligne, heraf parabole: sammenligning. Heraf igen som blandt andet litteraturvidenskabelig fagterm parabler altså: fortællinger fra dagliglivet som beskriver almengyldige sandheder, lignelser.

The idea of the parables, which it seems absurd to tell if nobody is going to understand them, is to excite the curiosity of the hearer, to show him that the speaker is a mysterious person, who knows something wonderful, and thus to induce him to become a disciple.

A point of considerable practical importance today is that he expressly repudiates the idea that forms of religion, once rooted, can be weeded out and replanted with the flowers of a foreign faith. "If you try to root up the tares you will root up the wheat as well." Our proselytizing missionary enterprises are thus flatly contrary to his advice;"

Rousseau: Jean Jacques Rousseau (1712-1778) fransk digter og filosof. Formulerer oprøret mod oplysningstidens rationalisme. Slagordet "tilbage til naturen" fik stor betydning i denne sammenhæng. Rousseaus analyse af kristendommen, mundede blandt andet ud i; at moderne mennesker ikke kunne tro på miraklerne, at kun selve den åndelige kerne kunne anvendes.

He asks for no reward, but begs the people not to mention these powers of his. There are two obvious reasons for his dislike of being known as a worker of miracles. One is the natural objection of all men who possess such powers, but have far more important business in the world than to exhibit them, to be regarded primarily as charlatans, besides being pestered to give exhibitions to satisfy curiosity. The other is that his view of the effect of the miracles upon his mission is exactly that taken later by Rousseau. He perceives that they will discredit him and divert attention from his doctrine by raising an entirely irrelevant issue between his disciples and his opponents.

I can find no authority for the statement that Jesus felt any shame in the matter, and as to his begging the people not to mention his powers, this (once again) is the ordinary attitude of the Eastern sage.

Jesus's teaching has nothing to do with miracles. If his mission had been simply to demonstrate a new method of restoring lost eyesight, the miracle of curing the blind would have been entirely relevant. But to say "You should love your enemies; and to convince you of this I will now proceed to cure this gentleman of cataract" would have been, to a man of Jesus's intelligence, the proposition of an idiot.

taumaturgiske kræfter: efter græsk thauma: under, mirakel og afledt fra græsk ergon: værk, arbejde, heraf taumaturg: mirakelmager, taumaturgiske kræfter altså: mirakelmagerevner, evner til at udøve mirakel­mageri.

Now on the contrary, Jesus seems to regard his thaumaturgical power as the sole and sufficient reason for accepting him and his mission.

... Jesus expected every one to accept him on this ground, and on no other, and is very angry that they are not convinced.

You cannot convince any Eastern by reason. The Eastern bows to authority. ... Once again Mr. Shaw's ignorance of the East has led him astray. He has not realized the normal attitude of such people as those among whom Jesus lived.

Here then is the pitfall in which Mr. Shaw has become entrapped. These people would not only expect miracles, but create miracles out of anything that occurred which was in the least degree unusual.

... the intellectual energy of sceptics and divines has been wasted for generations in arguing about the miracles on the assumption that Christianity is at stake in the controversy as to whether the stories of Matthew are false or true.

Christianity is at stake. Remove the miracles, remove the prophecies, and nothing is left but a little doctrine, much of it contradictory, as has already been shown, and in any case explicable in a dozen ways beside that which appeals to Mr. Shaw.

... have no value but to induce the hearer to follow Jesus, or to illustrate some point of his salvationist theology.

 [TOP]