Johannes Åbenbaringen - dilettantisk galimatias? *

I de følgende kapitler, 29-34, må nu "Johannes Åbenbaringen" stå mål til, at Brandes veloplagt blotlægger den, som et rablende visionært lån fra især de gammeltestamentlige profeter Daniel, Ezechiel og Zacharias. Hos disse skrivere opstår ideen om det dunkle, mangetydige og hallucinerede gudsbudskab (ibid p. 112):

"Det er en forvildet gådestil, logogrifstil, tilmed hos Zacharias uden færdighed som uden ynde."

Men hos Daniel henter forfatteren til "Johannes Åbenbaringen", som jo intet har med forfatteren til "Johannes Evangeliet" at skaffe, sin stil og hovedparten af sine stilistiske ingredienser (se Brandes ibid p. 113).

235 år senere henter "Åbenbaringen" altså her sit stof, uden hensyn til "mulighed og sandsynlighed", - for eksempel anfører Georg Brandes; at "Nebukanezar æder i syv år græs på marken" (ibid p. 114) og han fastholder (op. cit.):

"Det mærkværdige og afgørende er, at i Daniel begynder den opløsning af den strenge israelitiske monoteisme, som fortsættes i kristendommen."

Med almen kildekritisk stringens lykkes det doktor Brandes, at fastslå affattelsestidspunktet for Johannes Åbenbaringen (se ibid p. 115f), som efter 9. juni 68 og inden 15. januar 69, "Åbenbaringen" virker altså ældst af bøgerne i "Det Ny Testamente". Brandes (ibid p. 109):

"Apokalypsen, den såkaldte Johannes's Åbenbaring, der afslutter Det ny Testamente, synes skrevet først, og er i visse måder den hele bygnings grundlag."

Ibid p. 120 røber Georg Brandes et kendskab til den kabbala, som blev et grundværktøj i teomagien. Han anfører hvad han kalder "rebusstilens triumf", at:

"Skriver man med hebraiske bogstaver Neron Kaisar og sammenregner man efter at opført dem under hinanden bogstaverne efter deres talværdi, får man ganske rigtigt summen 666."

Det bliver naturligvis denne underfundighed, som altså havde et lødigt bagland, der ikke blev begrebet eller opdyrket af den kludrede forfatter til "Apokalypsen", som Brandes lakonisk resumerer (op. cit.):

"At nu Apokalypsens forventninger og spådomme ikke gik i opfyldelse, véd enhver. I og for sig var skriftet som profeti da værdiløst, ligesom dets originalitet er yderst ringe, da det ikke er andet end en kristelig pastiche af bogen Daniel."

Og Brandes skriver, med megen sandhed, videre om denne "åbenbaring", som stadig sætter spekulative mennesker på ringe videnskabelig indsigts skridende grundlag, til at profetere om død, undergang og Messias (ibid p. 121):

"Apokalypsen er blevet til en rede, hvor den menneskelige dårskab nu på andet årtusinde har lejret sig, befundet sig inderlig vel og kraftigt bestyrket." ... "Denne form er halvvejs mystik og ekstase, halvvejs spidsfindighed uden ballast af fornuft eller verdenserfaring."

Fra kapitel 33 til 39 i sin skelsættende lille bog diskuterer doktor Brandes nu forskellene på de tre synoptiske evangelier og Johannes evangeliet.

Han lægger ud med at fastholde, at evangelisten Johannes intet har med apostlen Johannes at gøre. Denne blev vel næppe over 168 år gammel. Forskellen fastholder han (ibid p. 126):

"Medens hos synoptikerne Jesus var et med guddommelige kræfter udrustet menneske og hos Paulus modstykket til Adam, den åndige eller himmelske Adam, hvis virksomhed frelser, er udgangs­punktet for det fjerde evangelium den Incarneredes guddommelige natur."

Brandes viser; at læren om "Logos", det kreative, altskabende ord, hentes hos gnostikerne; at hvor synoptikerne ikke kalder Jesus-figuren for Guds søn, ja har forbud herimod, starter Johannes hermed (Johannes 1:1-18).

I følge Brandes' læsning træder psykologien i baggrunden for at give plads til de teologiske dogmer, som fylder det fjerde evangelium.

Markus 15:26, Matthæus 27:37 og Lukas 23:38 omtaler INRI-overskriften på korset, Johannes nærmer sig end ikke, og undgår dermed behændigt problemet med retfærdigheden i diskussionen om at Jesus-figuren nu har optrådt som jødekonge eller ej.

Den tidligere omtalte (p. XXX) jomfrufødsel, nævnes af Matthæus og Lukas, men for Johannes synes den uvæsentlig, han optræder som dogmatisk teolog. Brandes (ibid p. 132):

"For ham er Messias som menneske søn af Zions datter. Når han taler om Jesu moder, tænker han på Israels folk, ikke på Maria."

Det bliver også hos Johannes (kapitel 17), at Jesus-skikkelsen ind­sættes som det eneste bindeled mellem menneske og Gud, kun han har (på trods af 4. Mosebog 12:5ff) set Gud ansigt til ansigt. Brandes skriver (ibid p. 134f):

"Sønnen på jorden er da som det allerede meddeles i evange­liets første linier, åbenbaringen af den evige Logos." ... "Ordet bliver ved legemliggørelse Søn." ... "Hvad Johannesevangeliet da i talrige former vil indpræge, er menneskets naturlige afmagt til opnåelsen af frelse og meddelelsen af evigt liv ved det til guddom forfremmede Ord."

Altså hos Johannes indføres den symbolske, metafysiske dimension. Her forsvinder synoptikernes grove unøjagtigheder og utroværdige forsøg på at skabe en faktisk person udfra fiktive forhold, enten fremstillet som øjenvidensberetninger eller som kronikørers optegnelser, i stedet søger forfatteren til "Johannesevangeliet", at skabe en fiktiv person, en gudemand, udfra en som faktisk engang levende fremlagt historisk mand. - Hvad Brandes (ibid p. 136) kalder:

"... ytringen af overmenneskelig selvfølelse" ... "Jeg er verdens lys."

[TOP]

dilettantisk galimatias: efter latin dilettare: glæde sig ved, heraf dilettant: en person som dyrker kunst som hobby, nedsættende en fusker i faget, og efter latin gallus: hane, kamphane, overført stridbar, skør person, samt græsk mat­heia: viden; heraf galimatias: snik snak eller vås. Dilettantisk galimatias altså: sludder og vrøvl fra en gal, litterær fusker.

logogrifstil: efter græsk logos grifos: ord (fiskegarn) gåde, heraf logogrif: ordgåde hvis løsning består i for eksempel at finde ord blot angivet med tal. Logogrifstil altså: en gådestil, hvor tal danner nøgler til de manglende ord. Jævnfør hebraisk kabbala (omtalt i fodnote nedenfor), men som dog ikke anvendes med synderligt geni i "Johannes Åbenbaringen".

 monoteisme: efter græsk mono theos: en gud, heraf monoteisme: den idé at et højeste guddommeligt væsen eksisterer i absolut ental. Modsat polyteisme, eller flerguderi: den idé at det guddommelige organiseres med to eller flere guddomme, i modsætningsforhold eller i familierelation.

kabbala: efter hebraisk qabbala: tradition. I oldtiden falder tegn for bogstaver og tal ofte sammen, således i såvel hebraisk som græsk. Deraf opstår idéen i kabbala altså; at man i tværsummen af ord, set ikke som bogstaver men som tal, kan finde væsentlige egenskaber ved ordet.

 lakonisk: efter græsk lakon: lakoner, indbygger i Sparta, trænet i kort, fyndig talemåde. Lakonisk altså: kort og godt, fyndigt, rammende.

metafysik: efter græsk meta fysika: efter fysikken. Metafysik altså: læren om det der ligger over det fysiske, som ikke kan måles og vejes, som ligger hinsides erfaringens område.

[TOP]