Baggrunden for opgøret med kristdogmatikken

Den verdensberømte danske litterat, doktor Georg Brandes, (1841-1927) stod i sin lange offentlige virkeperiode - fra 1870'erne til 1927 - om nogen som de stærke meninger og den engagerede debats mand.

I Forfatterens skrift, "Om 100 år er alting glemt ?!?", bliver en stor del af dette virke og dets implikationer nøjere gennemgået, kun én pointe heraf skal inddrages i dette skrit: "Teomagiens trange tid" nemlig det forhold; at om end den unge Brandes, med sine berømte tiltrædelsesforelæsninger ved Københavns Universitet, ønskede at relativere folkets og især den litterære, æstetiske elites syn på litteraturen, på de tidstypiske karakterer i litteraturen, på de tilbage- og fremadsøgende tendenser i litteraturen, at om end han altså ønskede at vække intelligentsiaen for hvad han opfattede som den progressive kunstfrembringelse, så dannede disse tendenser kun en understrøm i hans egentlige arbejde: primært fine litterære læsninger med en overordnet indfølelse og et overblik relateret til den øvrige kulturfrembringelse, fra arkitekturen, billedkunsten og musikken til den intellektuelle, kulturpolitiske meningsudveksling og bevidsthedsdannelse.

Brandes primære mål, med de forelæsninger som fik hele Skandinavien til "at sætte problemerne under debat", fremstår for Forfatterens som; at vise danskerne, at de sociale betingelser og den historiske fremadskridende proces fører til, at bestemte typer bliver fremhævede i litteraturen, - og om end denne fine litteraturvidenskabelige pointe i nogen grad blev begrebet af hans tilhørere og læsere, blev det debatstoffet: kravet om en forbedring i de fattige og undertryktes stilling, inklusiv kvindernes rolle, kravet om debat omkring ejendomsforholdene, kravet om en realistisk debatterende kunst, og ikke mindst kravet om et opgør med den fordummende og intolerante religion, som i mere end 50 år gjorde doktor Brandes til sine beundreres idoliserede hero altså helt, og sine mange modstanderes enfant terrible.

I realismens og senere naturalismens opgør med religionen synes det primært kirken som undertrykkelsens og fordummelsens talerør og redskab man vendte sig i mod. Den naturalistiske kunst påberåbte sig Darwin og den moderne videnskabelighed, og overfor den objektivt betragtende iagttagelse, som blev og stadigt udgør den moderne videnskabs metode, blev den religiøse belæring, især den kristne kirkes dogmatik, et uanvendeligt levn fra overtroens og undertrykkelsens alt for lange storhedstid.

Men, som fremhævet, Brandes anførte blot disse debatområder en enkelt gang eller to, og kun som typiske for den på hans egen tid moderne, levende og vedkommende litteratur, og måske fordi hans tilhørere og den store skare af lydhøre forfattere som fulgte ham, følte sig enige i at denne problematiserende nyere litteratur faktisk virkede vedkommende, blev debatten så hed, så omfattende og så sejlivet.

Det synes så ikke forkert nu at fastholde; at debatten raser endnu ved indgangen til det 21. århundrede, den interesserede læser henvises igen til Forfatterens værk "Om 100 år er alting glemt?!?", for en yderligere fremstilling heraf.

Det som i denne tekst, "Teomagiens trange tid" indledningsvist skal fremhæves: opgøret med det kirkelige, med kristendommen og dens stempel på europæisk kulturliv.

Fra sin ungdom anvendte Brandes den med Einstein senere så velkendte formular om at "alting virker relativt". Når Georg Brandes' forelæsningsrække nu primært blev hørt (og senere læst) af mennesker opdraget i protestantismens strenge arbejdsmoral og etik, med dens fornægtelse af vellevned, af sensualitet og af letsindigt følelsesengagement på naiv, barnlig vis; - ja så virkede det for Brandes naturligt; at fremstille katolicismens kåde vellevned, dens bade- og spisekultur, dens kælen for formernes fysiske ynde, dens nærmest hedenske engagement i store følelser, lidenskab og frem for alt den barnlige begejstring og beundring for den kraftfulde, velformulerede kunstner, som så sørgeligt glimrede ved sit fravær i de mere nøgterne protestantiske lande (se utallige steder i "Emigrantlitteraturen og Den romantiske Skole i Tydskland", relativering som princip omtales kapitel XI i "Emigrantlitteraturen" (ibid p. 99)).

Brandes ønskede nok hermed ikke at gøre danskerne til katolikker, men han ønskede at relativere danskens godtro, at vise at andre formers udtryksmåder også kan forekomme sande, skønne og gode, og frem for alt ønskede han nok at sætte den moderne viden, den moderne æstetiks indsigter, den moderne verdsligt videnskabelige synsmåde i stedet for overtro og fejlfortolkninger af tvivlsomme postulater og skrifter af oftest underlødig karakter.

Det skal fremgå af denne tekst; at denne sætten viden, indsigt og kunnen i stedet for den religiøse tågedannelse, førte til en dannelsestype i starten af det 20., som blev næsten lige så fjern og uforståelig for folket, som i sin tid præsten og munken med deres latinske "Bibel".

I første omgang blev oprørerne mod kirkevældets dominans altså selv til halvt uforståelige elitemennesker, hvis stadigt mere omfattende dannelse og religiøse indsigt isolerede dem fra det brede folkelige gennemslag, som de ønskede for deres skrifters ideer.

I denne afhandling fremtræder, udover Georg Brandes, blandt andet George Bernard Shaw, Aleister Crowley, Villy Sørensen, Christoffer Marlowe, T.S. Eliot og Bertrand Russell, som sådanne forfattere; -: altså som lærde, superlærde, som udfra en overordentlig bred og omfattende indsigt i såvel videnskabelig metodik som i de religiøse ideer og deres tekstlige belæg, afstedkom en debat og et opgør med kristendommen.

Disse forfatteres problem, især hvad angår den mest lærde og indsigtsfulde af dem, nemlig Aleister Crowley, blev, at deres opgørs mange pointer og delpointer, deres indsigts mange associationer og biassociationer, deres synkretistiske gennemskæring til den religiøse følelses marvben, indeholder så mange korresponderede og sammenlignelige, dog spredte, elementer fra alle folkeslags kulturelle tænkning, at den almene læser har årtiers sammenlignende religionsstudier nødig, før vedkommende kan bevæge sig ind til den oprindeligt enkelt og klart begribelige videnskabelige vurderingsproces, som i førstningen afstedkom oprøret og den destruktive kritikpraktik overfor religionen generelt og kristendommen specielt.

For nogle, for eksempel George Bernard Shaw og T.S. Eliot, førte denne lange lærde rejse lige lukt tilbage til en art personlig kristendom, en opgivende tilslutning til en kult, hvis retorik, dogmatik og ritual man da oplevede som udstrækninger i symbolsk gestaltning af den egne erfaringsdannelses begivenhedshorisont.

I det følgende afsnit skal det, med Crowleys ironiske, skarpe og tekstnære kritik vises; at Shaws såkaldte kristendom og forsøg på at gøre Jesus-figuren til protagonist for de shawske mærkesager, dannede og danner et håbløst projekt, som i hvert fald ikke har noget overhovedet med kristendommen og déns lære at gøre, om end kirkelige autoriteter hellere end gerne tav/tier herom, for dog at kunne regne en frafalden for delvist hjemvendt.

Men for Brandes, Crowley, Russell og tusinder af andre moderne videnskabeligt tænkende mennesker fandtes der ingen vej tilbage, efter at nogle få grundliggende sandheder om kristendommen lå blotlagt for den forskningstrænede iagttagelse. Blandt disse især den indsigt; at der hidindtil intet historisk kildemæssigt belæg findes for, at der nogensinde har eksisteret en person, som den evangelierne fremstiller som Jesus-karakteren.

Dette vidste man allerede udfra omfattende kildestudier, men de lærde havde ikke fundet det nødigt at hamre pointen ind hos de mere læge og jævne lag. - Not so, med doktor Brandes.

  [TOP]

implikation: efter latin im plicare: ind folde, vikle ind. Implikation altså: inddraget i noget, indblandet i, rumme, medføre og lignende. Et meget ofte genkommende ord i Forfatterens videnskabelige skrifter.

tiltrædelsesforelæsninger: Magister Georg Brandes begyndte i november måned 1870 en ansættelse som litteraurforsker ved Københavns Universitet. Ved denne tiltrædelse holdt Brandes den omtalte række forelæsninger, senere, som teksten antyder, kaldet "Emigrantlitteraturen" og "Den romantiske skole i Tyskland".

intelligentsian: efter latin intelligentia: indsigt, forstand. Heraf Intelligentsian altså: den intellektuelle, åndsarbejdende del af samfundet. De kloge som samfundsklasse.

enfant terrible: efter franske enfant: barn og terrible: frygtelig, heraf smer­tensbarn. Enfent terrible altså: det frygtelige barn, smertensbarn, en som bringer sine omgivelser i forlegenhed.

Darwin: Charles Darwin (1809-82) engelsk naturforsker. Hovedværket "Arternes oprindelse" (1859) fastholder udviklingen af menneske og natur over årmillioner, ikke skabelse på få dage for få tusinde år siden, som kristendommen hævder. Udviklingen bestemmes, ifølge Darwin, ved "de bedst egnedes overlevelse". Se eventuelt Forfatterens "Om 100 år er alting glemt?!?", hvor Darwins betydning for den moderne litteratur berøres.

Einstein: Albert Einstein (1879-1655) tyskfødt, amerikansk fysiker. Formulerede i 1904 den såkaldte "specielle relativitetsteori", som han fremsatte året efter, i 1916 fulgte den "almene relativitetsteori". Hovedideen: at alle fysiske love gælder i ethvert system, og at der i systemet findes en relation mellem disse love. Nobelpris 1921.

korresponderede: efter latin con respondere: til svare, heraf om brev­veksling og lignende, men også om forhold der svarer til hinanden, har gyldige lighedstegn. Korresponderede her altså: overensstemmende, to eller flere tanker, betydninger eller lignende der ses som ligeværdige, sammenlignelige eller i forlængelse af hinanden.

retorik, dogmatik og ritual: retorik: efter græsk rhetor: taler, lærer i veltalenhed. Retorik altså: læren om veltalenhed, talekunst og talegaver; og efter græsk dokein: mene, heraf dogma: mening, heraf dogmer: fastlåste ukritisk antagede trosopfattelser og læresætninger. Dogmatik altså: læren om religioners grundsætninger, deres absolutte sandheder; og efter latin: ritus: religiøs skik og brug. Ritual altså: opskrift på hvordan kirkelige handlinger udføres, drejebog for kirkelige religiøse højtidelige, gudsdyrkende handlinger.

gestaltning: efter tysk gestalt: en skikkelse. Gestaltning altså: udformning, fremtrædelsesform, hvordan et eller andet har taget eller fået skikkelse. Et ganske ofte genkommende ord især i denne bog men også i andre af Forfatterens videnskabelige værker

protagonist: efter græsk proto agonistes: første kampdeltager, forbilledlig hovedperson. Protagonist altså: en kampdeltager, en hovedperson, forkæmper for en sag.

læg: efter græsk laos: folk, heraf latin laicus: uindviet, profan. Læg altså: en ikke-lærd som ikke besidder faglig viden på et eller andet område.

Not so: engelsk: ikke således, men slet ikke.

protestantisme og katolicisme: to retninger indenfor kristendommen. Den romerske, katolske kirke dannede indtil 1500-tallet den eneste kristkirke, men i løbet af 1500-tallet opstod en række protestbevægelser mod denne kirkes opfattelse af kristendommen og den rette kristne handlemåde. Martin Luther og Calvin: store reformatorer og ledere af de protesterende, altså protestanterne. I løbet af 1600-tallet blev kristkirkens splittelse et faktum. Mere herom, og om de nævnte personer, i løbet af denne bog.

evangelierne: fire beretninger om Jesu liv, som sammen med nogle breve fra forskellige postulerede urkristne mennesker og den såkaldte "Johannes Åbenbaring" (også kaldet "Apokalypsen") udgør det såkaldte "Ny Testamente", en antologi, altså en tekstsamling, som af de kristne kirker blev tilføjet til det jødiske folks hellige skrifter, det blandt kristne såkaldte "Gamle Testamente". For kristne danner altså "Gamle Testamente" og "Ny Testamente", det helligskrift der kendes som "Biblen". 

  [TOP]