Kristen moral?

Doktor Brandes fortsætter i sin tekst med at gennemhulle myten om; at i hvert fald bjergprædikenen skulle danne noget originalt og særligt poetisk kristeligt med følgende ord (ibid p. 91):

"Den moral, evangelisterne lader Jesus forkynde, har nutildags kun historisk interesse. Hvor den synes originalest som i bjergprædikenens bud, at man bør elske sine fjender, ): gengælde ondt med godt, der optager den kun gammeljødisk lære og et af den romersk-græske filosofis yndlingsemner."

Brandes henviser i den forbindelse til romerretten, Xenofon, Platon, Seneca, Epiktetes, Cicero og de græske kynikere. Han påpeger endvidere at Markus ikke kender til nogen bjergprædiken, og fastholder (ibid p. 92):

"Det er en compilation, som heller aldrig har været holdt sådan."

Hvortil han pertinent tilføjer (op. cit.):

"Iøvrigt er der ingen modsætning af nogen art mellem bjerg­prædikenens moral og den gammeljødiske."

Blandt de parallelsteder man med gavn kan studere anfører doktor Brandes Salme 90:6 og 24:3, Esajas 66:13 og 57:15, Ordsprogenes bog 29:23 og 21:21 samt flere andre, blandt andet "Talmud", han anfører også tre af sin samtids bibelforskere, hvis undersøgelser har ført til lignende resultater.

Endnu en kilde anføres, det i 1873 offentliggjorte "Didache"-håndskrift, ældre end evangelierne og genfundet i et kloster i Konstantinobel, et "rent jødisk dokument" (ibid p. 93) og (ibid p. 94): "den vigtigste kilde til hvad der i evangeliet bliver til bjergprædikenen".

Brandes afslutter dette meget sigende kapitel 23 med følgende bemærkning (ibid p. 95):

"Selv Fadervor er, som det nu almindeligt anerkendes, ikke nogen nytestamentlig frembringelse, men compilation efter gammel­testamentligt forbillede."

I sit kapitel 24 bliver det nu den evangeliske moral doktor Brandes blotlægger, som langt mere primitiv end den græske, romerske ideelle spekulation (ibid p. 96):

"Moralen i evangelierne er en belønnings-moral."

Hvor end belønningen foreligger, på jorden eller i himlen, giver den en kræmmermoral, løn og straf, ikke religiøs handling udfra etiske overvejelser. Brandes anfører Mattæus 6:1-6 og Lukas 14:12-14, som gode eksempler herpå.

Dernæst må de evangeliske lignelser holde for. Brandes lægger oplagt ud således (ibid p. 96f):

"Står nu den evangeliske moral ikke på højde med senere tiders mere udviklede retsbevidsthed, så er intelligensen her - som den fremtræder i de så skødesløst gengivne tale-brudstykker - heller ikke af højeste rang."

[TOP]

):: et tegn som antyder at herefter kommer der en kort indskudt forklaring. Anvendes nu ikke så ofte som på Brandes tid, nu bruges mere "-:".

Didache: også kaldet "De tolv apostles lære" et oldkristeligt skrift fra cirka år 140. Indeholder et tidligt forsøg på en kirkeordning, som anført i teksten, først fundet i Konstantinobel i året 1883.

[TOP]

romerretten: jus romanum, den juridiske ret som gjaldt i Romerriget. Udarbejdet fra omkring 450 før til 3. århundrede. Skaffede relativ fred, samhandel og samfærdsel i det store Romerrige, i såvel kejsertid som under republikken, samt romerkirken fra omkring år 500. Blev grundlag for de sydeuropæiske landes retsopfattelse. Slog aldrig igennem i mere civiliserede, demokratiske områder så som Skandinavien, Nord-tyskland og England, hvor tingstedskulturen anvendtes i århundreder før og efter. -

Xenofon, Platon, Seneca, Epiktetes, Cicero og de græske kynikere: græske og romerske filosoffer. Xenofon: (cirka 430 - cirka 354 før moderne tid) græsk officier og forfatter, elev af Sokrates (cirka 470 - 399 før moderne tid) den græsk filosof, som mente at den rette dialog kunne vække ansvarlighed og absolut dyd. Sokrates henrettedes for statsfjendtlig virksomhed, beskrevet gennem Xenofon og især Platon. Platon: (427-347 før moderne tid) græsk filosof. Mente, udfra Sokrates, blandt andet; at virkeligheden dannede en skyggverden foran den ideelle virkelighed, hvorfra også menne­sket stammer og kan føres tilbage til. Seneca: (cirka år 4 før moderne tid - 65) romersk filosof, digter og statsmand. Neros lærer en overgang. Hans menneskekærlige moralfilosofi fik stor indflydelse på kristendommen. Epiktet (cirka 50-135) græsk moralfilosof, frigiven slave og tilhænger (ligesom Senca) af stoicismens ideer om kontrol med følelser under alle ydre indtryk. De græske kynikere: skole grundlagt af Antisthenes cirka år 400 før moderne tid. Mente; at mennesket skal frigøre sig for højere og lavere følelser, lyster og vedtagen skik og brug. Kom med tiden til at betyde en rå, ukultiveret person. - Mere herom især betydningen for kirkedannelsen og efter...

[TOP]