En virkelig person: Paulus

Brandes havde altså, på små 40 sider, gennemhullet dels troen på at en virkelig, historisk person ved navn "Jesus" skulle have kunnet eksistere i det første århundrede, han havde samtidigt fastholdt, at de postulerede øjenvidensberetninger, om denne altså fiktive skikkelse, alle blev skrevne langt senere, og at de øvrige ikke-kristne nævnelser af den kristne frelserskikkelse og af den fremstormende kristendom, alle danner de fra denne religion så velkendte forfalskninger, indsmuglet af senere tiders monopolhavende kristne lærde, i deres forsøg på at give denne deres fritopfundne fiktionsreligion et historisk, dokumenterbart skær af virkelighed.

Det bliver nu naturligt for videnskabsmanden doktor Brandes, at gå til dén urkristne person, om hvis virkelige eksistens historien melder, nemlig Paulus, som over adskillige sider af Brandes værk, portrætteres udfra sine breve og beretninger. Han har (ibid p. 42):

"... med al sin ildhu, såvidt skønnes, været en uhyggelig personlighed, en af de sygelige, hos hvem begejstring slår om og bliver afsky, mens had slår om og bliver opbrusende sværmeri."

Men han ses også som (op. cit.):

"Paulus, der i virkeligheden var udbrederen af den kristelige religion, kan intetsomhelst meddele om Jesu personlighed og har aldrig set ham, så lidt som de, iøvrigt navnløse, evangelister nogensinde har set ham."

Eller hvad med (ibid p. 48):

"Når ikke lidenskab gjorde ham vredagtig og vild, var han velopdragen, endog hjertelig, iøvrigt pirrelig og tilbøjelig til skinsyge."

Og han udviklede sig til (ibid p. 49):

"... en vild fanatiker, ophidset og ophidsende;"

Paulus' berømmelige omvendelse fastholder doktor Brandes ætiologisk udfra disse beskrevne og velkendte karakteregenskaber (ibid p. 50):

"Han fik et epileptisk anfald, fra hvilket han vågnede omstemt, omvendt."

Med en lang række tekstbelæg for denne psykologiske bestemmelse af Paulus kan Brandes endelig præcist konkludere (ibid p. 51):

"Han gjorde sig sandelig livet surt ved sin evige agiteren og formanen, sin uafladelige kamp mod fjender indenfor og udenfor de helliges lejr. Han var en rethaver, en trættekær; man turde vove ordet en kværulant."

 [TOP]

ætiologisk: efter græsk ætio logi: årsagslære, tilblivelsesforhold; heraf ætiologi: læren om sygdommes årsager. Ætiologisk altså: sygdomsbeskrivende, samt en begrundelse for et eller andet, især hvis dette opfattes som abstrakt og reelt uforståeligt.

agiteren: efter latin agitare: bevæge, heraf at agitere: virke kraftigt for at bevæge en sag, for eksempel at tale og propagandere for noget man tror på. Agiteren altså: ivrig propaganda- og reklameaktivitet.

kværulant: efter latin queri: at klage. Kværulant altså: person med hang til at beklage sig og gøre vrøvl, trættekær, stridslysten.

[TOP]