"Sagnet om Jesus"

Da Georg Brandes, i en alder af 83 år, udsendte sin lille perle "Sagnet om Jesus" ønskede han, for måske første gang, at rejse en debat, en forargelsens fejde, hvor tænkende mennesker kunne komme på videnskabelig sund og realistisk grund med en opgivelse af nedarvede løgnes vrangforestillinger.

Som alle gode og velformulerede litterater med noget på hjertet, nåede doktor Brandes da også, endnu engang, at rejse en "storm af forbitrelse og protest", som det hedder i bagsidenoterne til "Sagnet om Jesus" i dens 1988 udgave. Desværre stod fronterne allerede så fastgroede, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvor mange mennesker der egentlig skiftede standpunkt, blev klogere og mere i balance med virkelighedens realiteter.

Tordenskjolds Soldater, brandesianerne, fritænkerne kunne vel intet andet end forholde sig enige af hjertet, mens de kristelige, grundtvigianerne, indre missionsfolk og det store brede folk, blot så den dæmoniske Brandes spille et sidste folkeforførende es på bordet, et es som man imødegik på den for kristelige så typiske måde, med en blanding af højtråbende, altoverdøvende personlige beskyldninger, religiøs, etnisk diskriminering, afvisende foragt og doms- og fortabelsestrusler med logikfølge fra den kristelige dogmatik.

Dog, hvordan man end vender og drejer sagen, Brandes havde ramt og det så hårdt, at kristendommen havde fået et, om end langsomt, livsdrænende banesår. Nedenfor skal doktor Brandes' bog gennemgås i nogen detalje, således at en overvejende del af hans argumenter bliver genfremstillet, oftest med citat fra hans egne ord.       

Ideen heri prøver ikke at erstatte læserens læsning af dette hovedværk i dansk religiøs tænkning, men at fremstille de væsentligste pointer, som ikke virker enestående for Brandes, men som hos ham har fundet et enestående udtryk, klart formuleret og med den for ham så velkendte tekstnære indsigt og redelighed.

Brandes hovedmetode: at finde langt tidligere belæg for at Jesus-figurens legender og udsagn stort set alle kan genfindes, i igen stort set enslydende versioner, i oldtidskulturen længe inden Jesus-skikkelsens postulerede liv. Dertil anfører han en række historiske kendsgerninger, som evangeliernes forfattere ikke har kendt til og taget højde for, og han kan derfor allerede p. 19 af sin bog skrive:

"Med andre ord: Kristusskikkelsen som et ideal af åndsoverlegenhed, menneskekærlighed, barmhjertighed, renhed, var århundreder ældre end den højsindede almuesmand fra Galilæa, der for 1900 år siden som historisk skikkelse siges at have virkeliggjort dette forbillede, og skikkelsen vil på ny i århundreder overleve ham, selv om han som menneske formodentlig aldrig har været til."

[TOP]

Tordenskjolds Soldater: et dansk slangudtryk. (Peter Wessel) Tordenskjold (1690-1720) en norsk/dansk søhelt. Udtrykket om hans soldater kom til at betyde: den gamle garde, de som altid har leget med, de i forvejen enige.

almuesmand: efter oldnordisk allmugi: hob, masse, folk, heraf almue generelt: jævne mennesker på landet. Almuesmand altså: mand fra bondestanden, bonde eller bondekarl.

[TOP]

brandesianerne: altså de relativt mange tilhængere af doktor Brandes synspunkter, grundstammen i den senere så velkendte kulturradikalisme. 

grundtvigianerne: tilhængere af N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Dansk præst som startede en relativt lys kristen retning med hovedvægt på folkelig oplysning, det kristne kærlighedsbudskab og sociale forbedringer. I modsætning til "den mørke kristendom": Indre Mission og andre strenge, livsforsagende retninger, regnes Grundtvigs kristendom og dens "Hvide Krist" altså for "lys".

[TOP]