Testamenterne - dårlig litteratur

Brandes går nu dybere ind i testamenterne, viser deres manglende kongruens og konsistens, viser blandt andet (ibid p. 63): "Hvor stor uviljen har været mod de rige" (Markus 10:21-25, Lukas 16:19). Men efterhånden som kristendommen bliver statsreligion udvandes denne "communisme" (ibid p. 64):

"Der turde næppe være tvivl om, at når det i bjergprædikenen hedder: "Salige er de fattige i ånden; thi himmerriges rige er deres," så er ordene i ånden en senere tilføjelse fra den tid, da communismen ikke mere var yndet, men begyndte at blive en fare."

Et andet forhold, som ofte har undret bibelforskere i moderne tid: Jesus-karakterens afstamning, et forhold også Aleister Crowley og hans kritik af George Bernard Shaw skal komme ind på. Matthæus og Lukas giver henholdsvis 26 og 41 slægtled (ibid p. 66).

Hvis Bibelen udgør Guds ord og altid melder sandt, hvordan kan begge da have ret? Brandes, som jo selv havde jødisk baggrund, nævner ikke den manglende logik der ligger i, at den postulerede Jesus-figur skulle afstamme fra jøder, men at begge stamtavler går ud fra en patriliniær afstamningsrække, og ikke - som ellers altid i jødedommen - udfra en matrilineær. Men Brandes får sin logisk, videnskabelige skovl under den postulerede jomfrufødsel og dens budskab om guddommelig undfangelse: lige så falsk og ligegyldig som stamtavlerne (ibid p. 66):

"Da det var Jesus, ikke Josef, som skulde nedstamme fra David, og da Jesus end ikke nedstammer fra Josef, er den hele stamtavle en ligegyldighed."

 Beretningen om de tre vise mænd kalder han et meget smukt eventyr, men (ibid p. 67):

"... en gendrivelse af dets historiske tilforladelighed turde kaldes overflødig."

Flugten til Ægypten kopieres fra dels "2. Mosebog" kapitel 15, dels fra "1. Kongebog" 11:17, og "Efterligningen er håndgribelig", som Brandes påpeger det (ibid p. 68).

Landsbyen Nazareth (ibid p. 69) har sandsynligvis aldrig eksisteret, bliver måske afledt fra den jødiske sekt Nazaræerne, som kun anerkendte "Josva", et andet ord for "Jesus", denne sekt menes så smeltet sammen med den kristne sekt, i hvert fald syntes bibelforskere på Brandes tid enige om; at landsbyen Nazareth nok aldrig har eksisteret, Brandes konkluderer blandt andet herom (ibid p. 70f):

"Måske beror benævnelse blot på det bekendte sted i Esajas om rodskuddet af Davids stamme (53,2) da den spæde plante kaldes nazar. Alt tyder på, at landsbyen Nazareth skyldes et sildigt sagn."

Nu kaster Brandes sig over et andet kendt problem med de bibelske tekster: de mange fejloversættelser. Stadig med afsæt i Lukas påpeger han, at dennes 3:4 (citeret fra profeten Esajas) fejloversættes, der står i den hebraiske original (her citeret efter Brandes ibid p. 71 af "Esajas" 30:3): "En råber: baner Jahve en vej i ørkenen!" ikke: "Der er en røst af en, som råber i ørkenen". Brandes op. cit.):

"Her, som så jævnligt i Det ny Testamente, er den gamle tekst oversat urigtigt."

Og den indvending, som mange litterater har haft mod det bibelske tekstarbejde, formulerer han (op. cit.) således:

"... man studser ved, hvor lidet grundigt det kendskab var, som de besad til skrifter, hvis indhold for dem var lutter profetisk visdom."

 Også bebudelsen i Matthæus rummer en fejloversættelse, som doktor Brandes skarpsindigt påpeger, der henvises til "Jesais" 7:14, men dette sted bliver fejloversat, der står ikke at; "en jomfru" skal føde det pågældende barn, men blot "en kvinde". - Så meget for forudprofeteringen af jomfrufødslen, og Brandes har flere lignende eksempler, som den interesserede læser forhåbentlig vil sætte pris på ved yderligt studium af hans fine, lille tekst.

Dét, Forfatteren har fastholdt som "de kristne klodrianer", formulerer Brandes således (ibid p. 72):

"Det er i hele overraskende, hvor mange fejltagelser der er kommet ind i Det ny Testamente ved evangelisternes uvidenhed og forvekslinger."

Og endnu to citater rummer resumerende hans konklusioner omkring dette punkt (ibid p. 75):

"Man vil overhovedet have lagt mærke til, at det historiske aldeles ikke interesserer evangelisterne. Den kronologiske orden er dem ligegyldig, og det lidt historiske som anføres, er i reglen galt."

Og (ibid p. 76):

"At topografien er ligeså ubestemt som kronologien røber, hvor langt det er fra, at evangelisterne har haft nogen virkelig kundskab til stedforholdene."

Angående de tolv disciple og Jesus-fortællingen anfører Georg Brandes, at også disse tolv står uden historisk belæg og uden hold i nogen anden virkelighed end den mytiske. - De fire evangelister kan end ikke enes om deres navne og (ibid p. 78f):

"Forvirringen er så stor, at man umuligt i det fortalte kan se et histo­risk dokument." ... "I ethvert tilfælde er det for den tænkende klart, at fortællingen om de tolv apostle, som vi har den i evangelierne, er myte."

Myten om Judas ser han som en anti-semitisk indsmuglet spidsfindighed, som skulle få ikke-jødiske kristne til at glemme, at alle hovedpersonerne i de bibelske beretninger beskrives som jøder. Det står som et historisk faktum; at Judas-hadet bliver til en anti-semitisk undskyldning for forfølgelse og udryddelse af jødiske mennesker, gennem hele det kristoide årtusinderige og den europæiske middelalder, ja beklageligvis endog helt op til moderne tid.

Doktor Brandes anfører, endnu engang med overlegen og præcis litteratur­videnskabelig tolkningsteknik, i sin diskussion om denne del af Jesus-sagnet, at Jesus-skikkelsen, i følge beretningerne, ikke holdt sig skjult, - hvorfor skulle romerne da have underkøbt en discipel, når de blot kunne møde op hvor manden befandt sig og have anholdt ham uden problemer?

Ligeledes findes der en lang række lån fra "Elias og hans lærling Elisha" (ibid p. 80 nu om dage stavet Elias og Elisa, se især 'Bibelen 1. Kongebog og 2. Kongebog') og dennes mange mirakler. Fra at gå på vandet til bespisningen med fisk og brød, alle hentet i det Gamle Testamente og tilskrevet den legendariske Jesus-figur, Brandes konkluderer (ibid p. 82):

"Evangelisterne er så besatte af forestillingen om Elias, at de lader de romerske soldater på Golgatha opfatte det Jesus tillagte råb: Eli, Eli som et råb på Elias, en rentud umulig misforståelse, da Elias selvfølgelig var dem ganske ubekendt (Mt. 27,49)."

Han mener; at selve historien gennemsyres af gammelsemitiske forestillinger om ofret af en (førstefødt) søn, og påpeger; at romerske soldaters forhånelse af en fange strider mod romersk disciplin, (om end den tilsyneladende profetisk opfylder gammeltestamentlige udsagn, kunne man tilføje, diskussionen bliver igen senere relevant p. XXX).

Det næste Brandes går i lag med: evangelisternes manglende konsekvens i fremstillingen af deres hovedperson, en normalt ganske afgørende litterær brøler (ibid p. 84):

"Det er ikke lykkedes de anonyme forfattere, som nutildags kaldes evangelisterne, at frembringe en helstøbt Jesusskikkelse, tydelig og ensartet."

Hos Johannes beskrives han ikke som asket, hos Markus står han "som en mørk puritaner" ("Markus" 10:7 for eksempel).

Snart virker han tolerant overfor "kønslige forseelser" (: Johannes 4, Lukas 7:36 og Johannes 8), snart kommer han med "ytringer af den yderste barskhed" (op. cit.).

Nogle steder forkynder han (op. cit.): "den strengeste jødedom" andre steder (ibid p. 87) synes han "betaget af reformatorens eller den revolutionæres lidenskabelige oprørstemperament" (henholdsvis for eksempel Markus 12:28-31 og Lukas 12:49ff).

Også (ibid p. 87): "evangelisternes smålighed" angående fremstillingen af Jesus-figurens holdning "overfor nedarvede renlighedsforskrifter" (op. cit.) omtales. For Brandes og moderne bibelfortolkning udgør de mange koscher-påbud trin på jødefolkets udviklingsvej fra en primitiv ørkenstamme til et civiliseret folk, for evangelisterne bliver det den indre renhed som accentueres, altså fremhæves. Men heller ikke denne fordring til det rette sindelag og hjerteslag står som noget originalt i kristkirkernes forkyndelse, men kan genfindes hos Amos, Micha og Hosea, som (ibid p. 90) "århundreder forinden havde været gennemtrængt af den."

Fremstillingen af Jesus-personens morallære får samme kritiske spidning. Brandes fornemmer (ibid p. 90) at: "evangelisterne lever i tro på verdens nærforestående undergang", hvorfor det virker naturligt, at deres frelsesfigur som (ibid p. 90):

"... efter evangelisternes beskrivelse aldrig selv har arbejdet, men ernæret sig af begejstrede kvinders gaver (Lukas 8, 1-3), og som anbefaler sine disciple at leve som betlere, betoner aldrig glæden eller æren ved at udføre et arbejde, men henviser til fuglene eller markens liljer, som hverken sår eller høster og dog får næring og klædedragt fra den himmelske fader."

Netop dette sted skal igen blive væsentligt i Crowleys afvisning af Shaws forsøg på at gøre Jesus-skikkelsen til kommunist.

[TOP]

kongruens og konsistens: efter latin congruere: støde sammen, heraf kongruens: overensstemmelse i forholdet, at det ene svarer til det andet i sammenhængen; og efter latin consistere: standse, stå fast, heraf konsistens: fasthed, her tekstens gennemsnitlige sammenhæng i en fast form. Kongruens og konsistens altså: overensstemmende sammenhæng og logisk sammenhæng uden modsigelser (begge dele mangler altså i testamenterne).

patriliniær: efter latin pater: fader. Patriliniær altså: i linie efter faderen, antropologiske term som angiver at slægtledene regnes efter fædrenes afstam­ningsrække: patriliniær altså: slægten regnet efter manden som familiens baggrund og overhoved.

matrilineær: efter latin mater: moder Matriliniær altså: i linie efter moderen, antropologiske term som angiver at slægtledene regnes efter mødrenes afstamningsrække: matrilineær altså: slægten regnet efter kvinden som familiens baggrund og overhoved.

kronologisk: efter græsk gud Kronos: personificeret tid, heraf kronologi: læren om tid, tidsrækkefølge. Kronologisk altså: ordnet efter den tidsmæssige rækkefølge.

topografien: efter græsk topos grafein: sted optegnelse, heraf topografi: detaljeret beskrivelse af et sted. Topografien altså: beskrivelsen af stedet, egnsbeskrivelsen.

asket: efter græsk askesis: (gymnastisk) øvelse, heraf askese: religiøs øvelse med afholdenhed fra især seksualitet, stoffer og lignende. Asket altså: person som afholder sig fra al materiel og sanselig nydelse for at opøve åndelige evner.

puritaner: efter latinsk puritas: renhed, en som ønsker renhed i trosbe­kendelsen og fjernelse af romersk-kristelige ritualer, oprindeligt en tilhænger af den engelske reformationsbevægelse fra 1500 tallet. Puritaner senere altså blot: en nøjsom, spartansk person uden store lyster og lidenskaber.

koscher-påbud: efter hebraisk kascher: i rette tilstand, egnet; heraf koscher: mad, vask og lignende ifølge de gammel-jødiske religiøse regler. Kosher-påbud altså: det sæt regler angående spise- og renlighedsvaner, som regulerer den mosaiske frommes liv på disse områder.

[TOP]

communisme: Brandes-tidens stavemåde for "kommunisme", den idé at et samfund med fælleseje af produktionsmidlerne og tvungen ligelig fordeling af arbejdets overskud, skulle kunne danne et lykkeligt, fremgangsrigt samfund. 

[TOP]