|
Georg Brandes bog "Sagnet om Jesus" |
Brandes kaster sig nu ud i at eftervise, at lidelseshistorien, Jesus-staruttens henrettelse, sammenstykkes af citater fra "Det Gamle Testamente", han skriver (ibid p. 20):
"Det fængslende er da ikke: mirakel eller ikke-mirakel; men det har sin store interesse at se myter og legender danne sig."
Som eksempel citerer Brandes nu 5. Mosebog 18:15 og dens Messias-profeti, som gentages i Johannes Evangeliet 6:14 og i Apostlenes Gerninger 3:22.
Jesus-figurens indmarch i Jerusalem, ridende på et æsel i bedste græsk, dionysiske stil, finder doktor Brandes belæg for i Zacharias 9:9 og i 14:21, og han konkluderer (ibid p. 23f):
"Er man ved sammenligninger af denne art bleven mistroisk, så forekommer det én snart indlysende, at Jesu lidelseshistorie umuligt kan være gået til, som den i evangelierne er fortalt."
Jesus-staruttens berømmelige slutreplik: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?", genfinder Brandes i Salme 22:2, og Brandes' aldrig svigtende, tekstnære fortolkningsevne gør det klart; at i følge beretningerne selv (blandt andet Markus 14:50) findes der ingen af Jesus-staruttens nærmeste, som overhovedet kan have hørt denne hans slutreplik, kun Matthæus skriver om nogle kvinder i det fjerne, så fjernt at de ikke kan have hørt den døende tale overhovedet.
Også historien om soldaterne finder Brandes belæg for i "Det Gamle Testamente" (: Matthæus 27:39 kopieret fra Salme 22, også med i Johannes Evangeliet 20:25. Se også Salme 22:17, samt Salme 22:19 kopieret i Matthæus 27:35) (op. cit.).
Også i Salme 69:22 tales der om at drikke blandt andet "eddike", nøjagtigt som kopieret ind i Jesus-stabejdsens lidelseshistorie. - Brandes, som senere i sin bog vender tilbage til lidelseshistorien (se denne bog p. XXX), anfører endnu flere tekstbelæg for sit postulat, inden han griber til selv kernevæsenet i lidelseshistorien, hvad han (ibid p. 29) kalder "Vicariatslidelsen", altså "stedfortræderdrabet", syndebukketankegangen, ideen om, at en person, gennem et uselvisk selvoffer kan "stjæle" eller "påtage" sig andres synder og skyld og derved befri dem selv herfor.
At der oprindeligt ikke skrives om syndsbevidsthed og syndsforladelse, men blot om at undslippe uheld og problemer, virker ikke så klart før man går til de religionshistoriske kilder for denne mekanisme (se eventuelt p. XXX). Brandes genfinder tankegangen i den gammeljødiske skriftkultur, han skriver (ibid p. 29):
"Lidelseshistorien, som er sammenskrevet på grundlag af stemninger og klager, der er hentet fra Det gamle Testamente, viser sig særligt underbygget ved skildringerne af det personliggjorte Israels lidelser hos den anden Jesaia."
Her sammenstiller Brandes Jesaia altså Esajas 53:4 og Apostlenes Gerninger 8:28.
Nu nævner doktor Brandes da Sir James Frazer (ibid p. 30), et navn som skal vende tilbage ofte i denne afhandling. Frazer, som Brandes (op. cit.) kalder "... vor tidsalders største mytolog ...". Med udgangspunkt i Frazers samling af førkristne folkesagn og myter konkluderer Brandes med et Frazercitat, i bedste relativerende, tankevækkende, provokatoriske stil (Frazercitat ibid op. cit.):
"Overførelsen af det onde, grundsætningen om vicaratlidelsen er den almindelige opfattelse og praksis hos racer, der står på et lavt trin af social og intellektuel kultur."
Hermed så dén bredside, som må have gjort ondt i den grundtvigianske folkehøjskole og dens idésæt om en højkultur på kristeligt grundlag.
[TOP]
Messias: græsk efter hebraisk messias: den salvede. Messias altså:
legendarisk jødisk forestilling om verdens- og folkefrelser, som skal føre
jøderne til Det Hellige Land og Guds Rige. - Jesus-figuren og dens
Kristus-skikkelse tilskrives ofte denne rolle af kristne, som regner Messias
for deres frelser.
dionysiske
stil: efter græsk Dionysos: gud for vin, fest og sensuelle lyster,
hvis historie og senere festspil havde en æselridende, ung gud som centrum
for de vilde orgier, altså fester. Dionysiske stil altså: festligt,
orgiastisk.
Jesaia: de bibelske bøger som i det aktuelle værks samtid kaldtes "Essajas".
[TOP]