2.3.c. Til en kritik af 'Paradisets Veje'

Teksten vil ikke i denne kritik gå så grundigt til værks som i det foranstående kapitel. Gorzs ideer må stå for sig selv, og i denne sammenhæng vil teksten blot fremhæve nogle punkter, der dels synes værd at inddrage, og som dels findes kritisable.

Primært skal det fastholdes, at Gorzs hovedpointe - eller rettere -idé - fremstår som de 20.000 arbejdstimer til hvert individuelt liv og den almindelige borgerløn eller sociale indkomst.

Som Gorz selv påpeger, forekommer denne ide ikke ny, faktisk kunne man, med modifikationer, tale om at denne ide vender tilbage til det oprindelige stammefællesskabs kollektive økonomi og fælles sociale forsørgelsesfunktioner (hvorom se endvidere det efterfølgende kapitel 3, (4) og 5).

[TOP]

2.3.c1 Teorien og dens praktiske virkelighed

Det Gorz formentligt med marxismens udtryk ville kalde det "ukommunistiske stammesamfund". _a At, med samme terminologi, "produktionskræfternes organisering", "produktivkræfternes naturbeherskelse" og mange andre forhold naturligvis optræder væsensforskellige, bør ikke tilsløre det faktum, at en fælles social forpligtelse overfor alle samfundets medlemmer i forbindelse med en generel arbejdsfordeling, på mange punkter ligner en tilbagevenden til urhistoriske produktions- og organisationsrelationer. _[i]

Denne pointe gør Gorz sig ikke klar, om end hans indledende (tese 4s) skrivning om u- og i-lande rent faktisk kunne indeholde netop den betragtning; at ikke alene kan ulandenes levestandard forbedres uden en foregående industrialisering, men direkte med de midler, præteknologien rådede over og endvidere pegede frem imod, men samtidigt kunne det "fremmed- og tingsliggjorte postindustrielle" samfund faktisk lære noget om netop menneskelige og samfundsmæssige relationer af den såkaldte 3. verden.

Dette indeholder altså den indledende kritik, Gorz, som ellers stiller sig i den historiske materialismes tradition, har undladt at foretage en egentlig historisk analyse af sin hovedidé, en analyse der (som ovenstående skitseret) igen bør kunne stilles i forhold til de aktuelle livsforhold.

Denne manglende stringens og metodiske disciplin afspejler sig så igen i flere af hans pointer, der afsvækkes også på områder, hvor hans argumentation står på sikker grund.

Et eksempel:

I tese 16 skriver Gorz om; at arbejdsløshedsunderstøttelse, evighedsstudier (: "efter- og videreuddannelse"), førtidspensionering, efterlønsordninger og megen anden slags hel- eller halvoffentlig forsørgelse (såkaldte: "overførselsindtægter", dels skal maskere arbejdsløshedens egentlige omfang, dels gives som "almisser" altså på humanitært set ydmygende præmisser.

Disse nok så rigtige pointer leder ikke Gorz til den ellers (i forhold til hans bærende idé) nok så nærliggende pointe: nemlig at borgerløn - i en ganske vist stadig primitiv og forvrænget form - faktisk allerede forefindes som en social realitet i det samfund, som gik fra industrialismens sidste undere til den præteknologiske digitalisering af selv og samfund (som beskrevet indledningsvist i kapitel 1).

Havde denne pointe fundet tydelig fremstilling i teksten, ville Gorz stå langt stærkere i sin argumentation, og det ville have givet mere realistisk sammenhæng til de teser (især 10 og 11), som beskæftiger sig med henholdsvis højre- og venstrefløjens opfattelse af fordelene ved - og nødvendigheden af - at opretholde købekraften via samfundsfinansieret borgerløn.

Med ordene højre- og venstrefløj når teksten her frem til sit andet kritikpunkt.

[TOP]

2.3.c2 Industrialismens to interessemodsætninger: højre- og venstrefløj

En kendt ting; at venstreorienterede og borgerligt progressive kræfter i alle europæiske lande og i Amerika, ja verden over ofte henviser til "den skandinaviske demokratimodel" som et ideal (hos Gorz for eksempel tese 10 ibid p. 43 og hans omtale af Adler-Karlsson ibid p. 74).

Teksten vil ikke i denne sammenhæng hverken forsvare eller angribe rigtigheden af denne henvisning, blot fastholde den centrale forskel mellem de omtalte samfund (se i øvrigt her om for eksempel (III.29)).

Denne forskel kunne synes at opstå på grund af "revisionismen" altså den socialdemokratiske samarbejdspolitik, der sætter den marxske doktrin om klassekamp i anden række, til fordel for en "realpolitisk samarbejdsholdning" på de punkter, hvor aktuelle gensidigt tilfredsstillende (og dermed tilsyneladende ofte holdbare) forlig kan opnås.

Denne pointe udgør blandt andet baggrunden for klasseforsonligheden eller den klassedialog, der stadig synes et ret ukendt fænomen i de latinske lande, hvorfra Gorz skriver, og den kritiske pointe teksten arbejder sig frem imod: at Gorz nok tager et skridt i en "skandinavisk retning" ved at fremstille såvel højre- som venstrefløjens holdninger, men at hans fremstilling af højresynspunkterne synes båret af en ærkemarxistisk kritisk uforsonlighed. For eksempel bruges der mere plads på at fremstille, hvordan højresynspunkterne kan ødelægge venstrefløjens arbejde, end på for eksempel loyalt at fremstille de for denne fløj velkendte optimistiske satsninger på edb-samfundets mulighed for at forøge det frie personlige initiativ, den individuelle råde- og udfoldelsesret (jævnfør Tofflers "prosumenter" og "fleksible produktion" se eventuelt senere) og retssamfundets objektivisering og gnidningsløse afvikling. - Eller, hvis disse kameler helt synes uspiselige på det gorzske spisebord, så måske nogle kompromisforslag, der tillader begge holdninger en rimelig socialtekstlig udfoldelse.

Teksten her skal ikke foreskrive endsige anbefale nogle af de skitserede politiske udgangspunkter, blot fastholde en metodisk kritik hvis ankepunkt i bedste fald udgør den fra (blandt andet) de latinske samfund desværre såre velkendte tilsvinings- og mistænkeliggørelsesstrategi mellem uforsonligt polariserede fløje og deres tilhængere, der i hvert fald synes uanvendelig, hvis de skandinaviske velfærdssamfund regnes som det fremhævede ideal. Dette hævdes også, selv om især den danske politiske debat i nogen næsten høj grad polariseredes under den præteknologiske overgangsfase fra 1976-1996.

Efter i disse to punkter at have kritiseret Andre Gorz for: dels ikke at tænkte konsekvent udfra sit metodiske udgangspunkt dels ikke at fatte konsekvensen af sit praktiske endemål, så vil teksten her endelig slå ned på nogle skønsmæssigt set centrale forglemmelser eller problemer i forelægets konklusive utopier. _a

[TOP]

2.3.c3 Det nye syn på arbejdet

Det skal ikke bestrides, at den afsluttende tredeling (tese 25) af det menneskelige arbejde forekommer realistisk og mulig og vil kunne fungere godt i et samfund, hvor en høj grad af automatisering og arbejdsdeling findes gennemført, og hvor værdierne opfattes omvurderet.

Altså et syn på arbejdet som omfatter:

•  for det første: makrosocialt heteronomt arbejde for hele samfundet et mindre antal tvungne timer i løbet af livet;

• for det andet: mikrosocialt heteronomt arbejde for lokalsamfundet også i et mindre antal naturligt forekommende livstimer,

• for det tredie: det autonome arbejde, altså det store arbejde hvert menneske påtager sig udfra sin egen fri viljes foretagsomhed og opfindsomhed, ene eller/og i fællesskab med andre.

I den kendte danske 1980'er politiker Anker Jørgensens jargon _b ofte hørt under hans statsministertid: "det sure med det søde", hvor det sure her sættes lig med det heteronome slid for at få et højtgearet, rigt overflodsamfund til at fungere, og det søde her i teksten altså sættes lig med den autonome fornøjelse at udfolde sine evner efter bedste evne i et velfungerende højtgearet, rigt overflodssamfund med nok af alt til alle.

At samfundene - under hele det præteknologiske gennembruds tid - stadigt nærmede og nærmer sig en sådan eller en lignende, model, gør endvidere Gorzs øvrige skøn plausibelt altså sandsynligt under hensyntagen til en rimelig og fortsat udvikling af de observerbare tendenser (: "parametre" jævnfør fodnoten (0.7)).

Og Gorzs (og for øvrigt også de andre inddragede fremtidsbud fra 1980'ernes) idé om, hvad mennesket:

1. skal bruge sin frie tid til

2. bør betragte som nødvendigt

3. skal/bør betragte som basale menneskelige rettigheder

 synes utroligt kort- og snæversynet ved udgangen af det præteknologiske gennembrud.

Gorz drømmer ikke i sin fremtidsvisionering om at datateknologien, hvad han kalder "mikroelektronikken", vil kunne vristes ud af hans kapitalistfjendebilledes hænder, som med andre tænkere i sin generation synes hans fremtidsverden mere pædagogisk, set der hvor sådanne kulturfænomener kan vokse frem. Her findes ingen cybervisionering, altså ingen idéer om teknologien som emancipationens frirum hinsides de grå tvangsøkonomiske "realiteter". Datamatikken bliver hos Gorz stringent fastholdt til det fabriksmæssige produktionsarbejdes verdensbillede, endskønt Gorz selv har bevist, at dette verdensbillede forsvinder med "den mikroelektroniske revolution".

Teksten vil senere behandle de tre problematiske felter opstillet ovenfor mere indgående og i forhold til de øvrige pointer, og vil her blot kritisere disse forhold i den gorzske tekst:

Indledningsvist skal den dog fastholde; at i teoretiske hel- og halvteknologiske, informatiske fremtidsvurderinger synes hovedproblemet ofte, at teksternes ophav selv fremtræder som, med Ole Thyssens (se eventuelt senere) udtryk, del af "superarbejderne", altså; at forfatterne repræsenterer højt uddannede skrivebordsintellektuelle der:

1. selv sagtens, udfra deres interesse- og studieområder, kan planlægge og administrere en for dem selv meningsfyld "autonom" arbejdsuge, ja et helt heteronomt/autonomt arbejdsliv, hvis de har ansættelse;

2. at forfatternes placering i intellektuelle, humaniora-faglige ofte statsfinansierede produktionsrelationer i den grad har distanceret dem og dermed deres realistiske forståelse for/af:

1. folket i almindelighed og

2. den private produktion og arbejdslivet i særdeleshed.

Det sidste punkt 2's b-pointe kan synes svært at acceptere for for eksempel universitetsforskere, som har gjort arbejdsliv, produktionsrelationer og datamatiske/telematiske forhold til genstand for intensiv kritisk forskning og undervisning.

[TOP]

Kapitel 2.3.c4 Produktionslivets vægtninger

De faktiske forhold viser dog; - at alle akademiske kandidater, som på grund af ansættelsesstoppet fra 1974 og langt frem i 1990'erne eller de ministerielle stop for yderligere akademikeransættelse i samme periode, hvor den derved proletariserede (jævnfør (I.21)) akademiske humanistiske arbejdskraft i nogen grad søgte ind på og i høj grad ansporedes til at gøre sig gældende på det private erhvervsorienterede arbejdsmarked, - at alle disse lærde i erhvervslivet, som reelt forblev relativt få igennem hele det præteknologiske gennembruds tid, måtte i nogen,' ofte høj, grad forlade deres møjsommeligt indlærte kritiske og generelt humanistiske sociale forpligtelser og principper som akademikere til fordel for mere pragmatiske _a og (jo især i "erhvervslivet") profitorienterede hensyn.

Når Gorz således udtaler sig om, hvad den frie tid kan anvendes til, forekommer det typisk at han (for eksempel tese 25 p. 96) anviser et praktisk manuelt reparationsarbejde, noget der kan virke som en afslappende og jordnær beskæftigelse for en forfatter, der ellers har næsen i teoretiske skrifter og himmelhøje tankeskyer.

Om virkeligheden i det fuldautomatiserede samfund fremtræder som: at man nødsages til at reparere sin cykel, hvis man vil køre, ja så lægges der op til et underforsynings- og fattigdomssamfund, hvor det "nødvendige" hurtigt bliver det livsnødvendige og den bare overlevelse, og hvor mulighederne immer begrænses af praktiske mangler og restriktive tiltag (altså gammelkommunisme som i "Ondskabens Imperium" omtalt omstående).

- Det naturlige krav må nødvendigvis formuleres som, at man kan få reservedele, hvis man vil reparere sin cykel for hyggens skyld, men at man lige så let kan udskifte den defekte cykel med en ny.

(: Der skal altså virkeligt diskuteres om dette tekststeds definition af "nødvendigt" og "luxus".).

[TOP]

Kapitel 2.3.c5 Fritid og fri tid

Et andet eksempel på misopfattelser af den frie tid af det nødvendige og af basale menneskelige rettigheder: Gorz ser fuldstændigt bort fra "medieimperialismen" og "monopolkapitalismens transnationale megaproduktspolitikker", "massefordummelsen" og hvad man nu ellers kan citere af velkendt marxistisk jargon fra 1970'erne og 1980'erne. _[ii]

Man ser - under hele den præteknologiske gennembrudsperiode over hele kloden - hvordan transnationale firmaer, med egenkapitaler og årsomsætninger der overgår de små, mellemstore og helt store staters finanser og bruttonationalprodukter, hvordan disse firmaer fuldstændigt omsorgsfuldt/hensynsløst beriger/ruinerer og opbygger/ødelægger ulandes og andre landes økonomier og kulturer.

På samme måde som André Gorz med et magisk snuptag løser ulandenes problemer (tese 4), tror han tilsyneladende, at den fra 1980'erne velkendte såkaldte "økonomiske krise"s indre natur, ifølge kapitalens egen iboende logik vil gøre det uprofitabelt for de transnationale at monopolisere informationer, fødevareproduktion og -distribution, råstoffer, arbejdskraft, kulturaktivitet, måske endog iltforsyning og lignende.

På det andet arbejdsniveau (tese 25 ibid p. 99) skulle de lokale - i Gorzs vision - selvstændigt, decentralt og hjulpet af frit disponible informations- og ekspertsystemer kunne skalte og valte med deres eksistens efter forgodtbefindende.

Gorz ser dem sikkert anlægge fritidsarealer og grønne områder uden hensyn til for eksempel undergrundens mineralske råstoffer eller jordens anvendelighed til agerbrug end eller byggeri. Ligeledes tror André Gorz åbenbart, - dér i starten af 1980'erne - han der som intellektuel ikke så let fanges af omhyggeligt udført subliminal og subluminal psykologisk manipulation, _a - at folket vil foretrække for eksempel folkedans og kunstæstetiske diskussioner i borger- og forsamlingshuset frem for strømlinet tv-underholdning med kulturpolitiske forbrugerpropagandistiske mål, formål og målgruppe.

Blandt André Gorzs mange fine iagttagelser og rigtigt formulerede indsigter må, i forlængelse af ovenstående kritik, fremhæves hans argument for en fortsat nedskæring af arbejdstiden (ibid p. 60):

"Opretholdelsen af normen om fuld tid tenderer grundlæggende mod at bevare dominansforhold der bygger på præstationsetik." _a 

Måske skyldes det den heteronome arbejdsslaves angst for kravet om en autonom præstationsetik, som synes uhåndgribelig?

[TOP]

Kapitel 2.3.c6 Varen køber sin kunde

Et centralt problem med en fin formulering (ibid p. 75):

"Det er i realiteten industrikapitalismens grundlæggende postulat der smuldrer. På dette postulat bygger "værdi"-begrebet, og "værdiloven" _b (der hos Marx fremtræder som den kapitalistiske rationalitets grundpille) er afledt af det. Postulatet lyder at lønnen betaler arbejdet i forhold til de behov, som arbejdet fremkalder alene hos dem der leverer det. Faktisk er det ikke længere arbejdet og arbejderne, men livet og samfundsborgerne, der viser sig at skulle aflønnes.".

Endelig den klassiker, som man "også i den grad" "kendte" i 1980'erne, når man "støttede" og "var med på" "det dér med Gorz" også medtaget i slutnote omstånde (ibid p. 64 første kursiv altså skråskrift tilføjet her).

"Problemet tillader kun én løsning: befolkningen må aflønnes for at den kan forbruge de produkter der udbydes til salg. Forbruget må blive en beskæftigelse som kan sammenlignes med et arbejde der er en løn værd. Individerne må betales i forhold til deres forbrug af ikke-materielle varer, netop i det omfang dette forbrug også er en produktiv virksomhed, nemlig den virksomhed hvormed individerne producerer sig selv i den skikkelse som forbrugsvarerne kræver. Varerne køber deres forbrugere (se tese 11) for at disse igennem deres forbrugeraktiviteter skal forme sig selv til det som samfundet har brug for at de er." 

Det gælder at al spådom synes svær - især om i morgen, heraf at al teknologivurdering og -utopi indeholder netop et stort element af "fremtidsmusik".

[TOP]

2.3.c7  Tre grundforhold som så stabile ud i 1980'erne

Hvad dette sidste punkt angår kunne der gerne skrives en selvstændig afhandling, også selv om den foreliggende immer har taget teknologivurderingsproblematikken løbende op. Men her vil teksten blot fastholde, at denne "fremtidsmusik" hænger sammen med i hvert fald 3 maskinimmanente _a forhold:

1. De alsidige muligheder i edb

2. Den hastige fornyelses (og forældelses) takt

3. De mange mulige sociale og psykologiske forandringer i kølvandet på edb-anvendelse

Teksten har indtil nu netop alfabetiseret _b omkring disse forhold og skal ikke her komme nærmere ind på denne problematik, vil blot fastholde nogle af de deraf følgende fejl i fremtidsvisioneringen fra 1980'erne og endelig påpege varianter af disse fejl i Gorzs tekst.

[TOP]

Kapitel 2.3.c7a Mulighedernes mangfoldighed

1.                     En kendt variant af "de mange muligheder" fremkom fra begyndelsen af 1980'erne med sentensen "Kun fantasien sætter grænsen" (også omtalt tidligere). Enhver, - der kender lidt til de ofte meget begrænsede muligheder i de forskellige generationer af programmeringssprog, til maskinellets manglende vurderingsevne (under det præteknologiske gennembrud), til det faktum at systemerne kan, hvad man forventer og så alligevel ikke kan yde med stigende behov og accelereret udvikling, hvilket de næste maskiner så kan ... og så videre, - vil kunne se; at grundliggende består denne sentens af noget vrøvl, - problemet i denne sammenhæng: at mange forskere, i stedet for så at lade fantasien sætte grænser, giver den fuldt friløb. Principielt kender fantasi ikke nogen grænser.

Her synes Gorz måske ikke så slem som Toffler i for eksempel "Økokrampe", eller de mange, mindre videnskabeligt mere bredt, introducerende skrifter, for slet ikke at skrive om reklamematerialet omkring mange data-produkter.

Den specielt gorzske variant her ligner, at manden, der endda kendes som en velfunderet yderliggående marxist, kan se bort fra den transnationale monopolisering, og blindt sætter sin lid til; at de temporære folkevalgte, deres administrationer og folket, uden videre bevidstgørelse kan tage den i høj grad monopoliserede højteknologi til sig og anvende den i almenvældets interesse.

Et andet eksempel (tese 12): hvor slutkonklusionen; at retten til en indkomst ikke længere kan forudsætte, at man optager en arbejdsplads, jo forekommer realistisk nok, men hvor de dertil førende præmisser, især at bytteværdien ikke kan udgøre en målestok for den økonomiske værdi, forekommer for fantasifulde.

Bemærk nemlig, at André Gorz ikke her arbejder med en fuldstændig afskaffelse af den pekuniære monetære værdiøkonomi, _a og at han derfor, hvis hans term "bytteværdien" genindsættes i den marxske vareæstetik (omtalt i tidlige fodnote og i slutnote til kapitel 5), vil få behov for at forklare, hvilken værdi der så skal udgøre "varespejl". Hvis "brugsværdien" skulle vælges, hvad vurderes da et transportredskab som en cykel værd, hvis man ønsker sig (vareæstetikkens berømte:) 20 alen lærred eller frakken? -

Hermed ikke skrevet, at bytteværdien absolut bør afspejles i en økonomisk målestok, men at man ikke har afskaffet det økonomiske varespejl, blot fordi edb-teknikken har ophævet arbejdets økonomiske bytteværdi.

[TOP]

2.3.c7b Fornyelses- og forbedringshastigheden

2.                     Den hastige fornyelses (og forældelses) takt opleves ofte i den præteknologiske gennembrudsperiode som et typisk træk af revolutionær art. Det kan forekomme fornøjeligt at læse for eksempel 10 - 20 år gamle bøger om computere (også dette skrift altså fra omkring år 2016-2026), men man bør ikke overse, at denne fornyelsestakt uundgåeligt præger såvel den bredere teknologivurdering som de teoretiske forsøg på en overordnet begribelse af de mulige samfundsmæssige konsekvenser. Primært må det fastholdes; at (de klogere) forskere opbløder deres konklusioner, så de ambivalent _b fremtræder "fremtidssikrede" eller, at de (lidt klogere) resumerer den nuværende situation og dens præmisser og deraf optrækker generelle mulige udviklingslinier.

Gorzs metode ligner en blanding heraf, men han begår også en metodisk fejl, idet han ideligt (for øvrigt ligesom Toffler) inddrager en stor del statistisk materiale, hvis lødighed han ikke under megen refleksion.

Til eksempel (ibid p. 148 & 164) amerikanske statistikeres forudsigelse af, at kun 20% manuelle jobs og ca. 70% indenfor kontor- og butiksfagene vil findes tilbage indenfor få år, altså omkring 1990'erne, hvor dette egentligt ikke kunne gøres gældende.

Teksten skal ikke bestride; at blandt andet den magnetiske stregkodemærkning af varer og maskinaflæsning heraf, muligvis kan overflødiggøre en del af supermarkedernes kassepersonel (jævnfør omstående ) mere her om (III.43)), en velkendt fremtidsmusik, med kun svagt begyndende realisering i 1996 handler endvidere om varekøb via telematisk hjemmebestilling (omtalt blandt andet (I.38) punkt 5).

Hvad teksten her vil anfægte: anvendelsen af løsrevne facts og prognoser ofte fremstillede for interesseorganisationer, i stedet for en historisk funderet analyse af det omtalte område. Her kunne Gorz igen have hentet nogle reelle points ved at forblive tro mod sit udgangspunkt, i stedet for at fungere som endnu et af de dystre orakler fra 1980'ernes krise (som han jo i øvrigt forudså meget præcist) i de hurtigt konsumerede medier: tv. og presse og lignende, (jævnfør bemærkningen om  Adorno indledende).

Stormagasinets generelle opkomst sidst i 1800-tallet hænger jo uløseligt sammen med indførelsen af det borgerlige demokrati og industrialiseringen. På samme vis kunne supermarkedernes opkomst forbindes med velfærdsstat og post-industrialisme, og André Gorz ville da kunne have haft et analyseredskab, som muliggjorde en fornuftig snak og et rimeligt bud på vareforsyningen og dens bemenskningsbehov i det høj- og nanoteknologiske system engang lige og længe efter det præteknologiske gennembrud (mere om nanoteknologi i næste kapitel 3).

Man kan indvende, at denne analyse ikke udgør Gorz ærinde her, men lå denne eller en lignende bag, så ville det ikke kunne anfægtes; som man jo nu har anfægtet den anden talstørrelse, hvor det viser sig (og i dette skrifts afsluttende kapitel yderligere vil vise sig); at ikke alene behovet for soft-ware og for indtastning af data, men også en lang række andre forhold enten kan forsinke eller umuliggøre afskaffelsen af det kontorlignende arbejdes nødvendighed, i hvert fald under de præteknologiske præmisser, som - ved udløbet af det præteknologiske gennembrud i 1996 - i langt højere grad faktisk omvendt etablerede en kontorernes indrykning i og udbygning af hjemmene: ikke blot som arbejdspladser men som fjernarbejspladser med det omsiggribende Internet.

Hvis André Gorz og stort set alle andre fremtidsforskere under det præteknologiske gennembrud, kunne komme hinsides forblændingen af den teknologiske udviklingshast, og hvis Gorz specielt gik til sit forbillede: det marxske tekstkorpus, ville han se, at en historisk og kritisk analyse af givne samtidige kilder ikke mister sin aktualitet, på samme vis som af- eller bekræftede løsrevne fakta, prognoser og svært verificerbare statistikker gør.

[TOP]

2.3.c7c Kollektive og individuelle forandringer af livsvilkår

3.                     De mange mulige sociale og psykologiske forandringer i kølvandet på edb-anvendelse. Dette område sætter jo sindene i bevægelse, ja her som intet andet steds sættes sindene i sydende kog, midtvejs under det præteknologiske gennembrud. Da hele det her foreliggende skrift, "Det præteknologiske gennembrud 1976-1996", kan siges at omfatte dette område, skal teksten her indskrænke sig til denne afsluttende kritiks forholden sig til den teknologiske fremtidsmusik og spådomme herom, som de fremtræder specielt hos Gorz i begyndelsen af 1980'erne.

Principielt har André Gorz, udfra sit valgte standpunkt, foretaget et mestersnit i denne problematik.

Som en af de få marxistiske teoretikere i den marxistiske kulminations og foreløbige descendensperiode, _a der har forholdt sig teoretiskt konstruktivt til det præteknologiske gennembrud, har han taget netop denne omvæltnings fremtidsdrømme og mareridt som udgangspunkt for en destruktiv analyse, der viser; at den dengang gældende sociale forordning ikke blot forekom uacceptabel men også under forandrende nedbrydning; - og har så hertil - så godt som muligt - søgt at fortsætte sin traditions samfundssyn og lægge samme ud over et socialt apparat, i hvilket baglandets utopi realiseres med fuld højdetagning for de på det tidspunkt forudsigelige teknologiske muligheder.

Solidt arbejde, hvis konsekvens naturligvis bliver en række principielle opgør med det miljø, der udgør mandens valgte udgangspunkt: latiner-socialister af alle afskygninger, eller: det forladte proletariat inden målet for paradisets veje. (teserne 4, 8, 10, 14 og især 15 og 16).

En kritik heraf vil gribe tilbage til de allerede anførte kritikpunkter:

Analysen af kapitalens umiddelbare behov opfølges ikke af en analyse af de konsekvenser den vil drage, men erstattes ureflekteret med det velkendte kollektive statslige initiativ; påpegningen af den forøgede frie tid opfølges ikke af en historisk betinget analyse af de aktuelle emancipationsmuligheder, og en kritisk forholden sig til disses begrænsende modpoler; endelig - og heraf følgende - har Gorz i sit opgør med "arbejderkonservatismen", altså i dele af det ovenfor anførte "principielle opgør" overset de psykosocialmedicinske konsekvenser af sin "fritid/hed"s retorik for "arbejdsdyr", samtidigt med at han intetsteds knytter an til de reelle samfundskræfter, (det vil blandt andet sige folkelige, alternative bevægelser, gammel- og nyreligiøse bevægelser, samt ungdoms- og modkulturer) hvor denne emancipation reelt foregik og foregår, - i stedet anføres netop disse miljøer ganske ensidigt som deklasserede out-sider-fænomener. (ibid fodnoten p. 60 og p. 62 for eksempel).

Således bliver konsekvensen af denne sidste kritik, at André Gorz - i sin disput med sit udgangsmiljø - i følge sin egen diskurs, saver den gren han selv sidder på over, samtidigt med at han svækker sine muligheder for at komme på talefod med de miljøer, i hvilke de konkrete tiltag, til det samfund han forestiller sig, gøres.

[TOP]

2.3.c8 "Paradisets Veje" resumarisk evaluering

Denne kritik af "Paradisets Veje" kunne lede læseren til at tro; at Forfatteren ensidigt ønsker at nedgøre værket. Dette forekommer ikke tilfældet. Om end Forfatteren ikke ensidigt tilslutter sig Gorzs tradition, fremsættes kritikkens pointer for at korrigere metoden, metoden vil fremme diskussionen og diskussionen vil bidrage til yderligere forståelse.

For at forbygge misforståelser vil teksten derfor afslutningsvist fastholde; at "Paradisets Veje" - indtil midten af 1980'erne - med rette kan betegnes som et teoretisk værk der:

1. udgør det dengang bedst funderede bud på et kollektivt "højteknologisk samfund" efter det præteknologiske gennembruds realisering, på de områder som andrager de umiddelbart forekommende overlevelsesformer,

2. udgør et tanke- og diskussionsvækkende oplæg og dokument om "den teknologiske revolutions" indledende faser altså det præteknologiske gennembruds startfaser,

3. udgør det hidindtil mest realistiske og teoretisk velfunderede bud på en opdatering af den marxistiske samfundsanalyse, som dog nok ikke fandt andre permanente hvilesteder end den berømte "mølpose" eller "mødding", ofte hørte udtryk herom efterhånden som 1990'erne af-aktualiserede kommunismens kollektive tænkeformer til fordel for individuel informatik, autonom selvreferentiel a holdningsdannelse og erfaringsopnåelse, typiske for det præteknologiske gennembruds nye karakterprofil: (Info-neanderen _b)

Principielt må kravet om en art stats/samfundsfinansieret, grundlovssikret minimumsløn, en borgerløn, en socialindkomst, en samfundsløn betegnes som progressivt, i et samfund hvor den datamatiske økonomiske overførselshast gør det muligt at lade pengemidlerne strømme gennem borgernes hænder via de månedlige udbetalinger af indkomstmidler til både arbejdere og ikke-arbejdere.

André Gorzs teorem om at varerne selv køber deres forbrugere, og at disse udfører et samfundsmæssigt arbejde ved at lade forbrugsvarerne danne deres menneskelige profil, ligner ikke blot en pudsig formulering, men et absolut krav for det vareproducerende samfunds selvopretholdelse. ( - Man burde huske dette som "Gorzs' varekøb" eller lignende, han havde jo ret på dette punkt, selv om det stadig søges holdt skjult i 1996).

Samtidigt bør det fastholdes; at pengene som overføres til forbrugerne, netop overføres til forbrug, det vil sige disse betalingsmidler ender alligevel ret så omgående i erhvervslivets og statens lommer igen.

Endvidere forekommer det også; at der ligger ægte progressive, menneskevenlige overvejelser bag forståelse af at: "... retten til en indkomst kan ikke forudsætte at man optager en arbejdsplads." (ibid p. 52f).

- Dette sandes under det præteknologiske gennembrud i alle europæiske og amerikanske stater efterfulgt af det umenneskeliggørende modtræk: den social-sadistiske fremstilling af arbejds- og hjemløsløshed og menneskelig forarmelse under især de senere faser af det præteknologiske gennembrud: at sammenholde retten til en socialt overført indkomst med oppebærelse af en adresse.

De alt for mange titusinder af hjemløse, børn, kvinder og mænd i Gorzs eget land, Frankrig, og i England og andre steder, også især i USA under 1990'erne og senere lever netop stort set uden andre midler, end hvad de kan få ind ved at sælge deres aviser og ved betleri altså tiggeri, da de netop ikke har en fast adresse, hvortil de kan modtage udbetaling af "overførselsindkomst".

"Overførselsindkomst" blev i løbet af 1980'erne det officielle fællesnævnernavn for de mange typer ydelser i skandinavien, mens realiteterne og realiseringen af den manglende indsigt i hvad fremtidens "guld" bestod af, til fordel for planlæggernes krampagtige fastholdelse af industrialismens forældede produktionsnormer og arbejdsetik, begyndte at sætte deres spor i samfundene op i 1990'erne.

Her ville det helt sikkert heller ikke forekomme bedre, hvis et økonomisk vareudvekslingsniveau skulle reguleres gennem statslig, politisk prisfastsættelse, som André Gorz med gammelkommunistisk pli plæderer for _a -: staterne og deres mange "offentligt ansatte", med 1980'ernes modstanderjargon: "skrankepaverne" og "pamperne" har altid og i alle tilfælde vist sig som dårlige, besværlige og restriktivt begrænsende forretningsmennesker, - priser fastsættes nok bedst af de handlende som køber og sælger.

Gorzs og andre kommunisters billede, af "den hensynsløse købmand" som forarmer kunderne, ligner et mesterstykke i "falsk ideologi", for så vidt at alle købmænds første interesse og behov naturligvis omfatter en kundekreds, som fortsat har råd til og lyst til at aftage varerne.

Endvidere synes skellene mellem det heteronome og det autonome arbejde anvendeligt både under og efter det præteknologiske gennembrud, disse teoremer _a burde faktisk finde bred anvendelse i en struktureret debat omkring reproduktionen af et samfund, som tager fuld højde for de "mulighedsbetingelser", det præteknologiske gennembrud opstiller.

Dette naturligvis ikke i den forstand hvor heteronome, vigtige områder, som mennesker autonomt ønsker at gøre sig gældende på, skal ses som lukkede for dette selvstændige initiativ. -: Dog også på denne vis opstår igen problemet fagelite overfor alment specialarbejde. Løsningen formentligt: at mennesker indser sig fagligt kompetente på en række områder og som alment dannede på en længere række andre områder. Kunsten bliver da, om man kan stole på den faglige ekspertise, man ikke selv sidder inde med.

I et rigt fuldautomatiseret overflodssamfund kan det heteronome arbejde formentligt efterhånden nedskæres drastisk, det autonome selvstændige initiativ kan altså formentligt samtidigt prioriteres højest, - hvilket dog indebærer fare for at de få, som udfra abbereret _b psykisk forkrøbling ønsker at kontrollere den heteronome produktion af for eksempel energi, gadebelysning og hospitalsudstyr, at disse "ærkearbejdere" let kunne udvikle en art "overarbejde" langt ud over de 20.000 livstimer, som Gorz i første omgang foreslår. -

En ny teknokratisk magt- og efterhånden også herskerelite kunne let opstå, som beskrevet for eksempel i John Christophers "Sværd"-trilogi (omtalt ovenfor).

Endelig vil teksten her fastholde, at Gorzs arbejde - efter hans reaktion på de første internationale skriverier om en "teknologisk revolution" fra omkring midten af 1970'erne - altså primært hans to bøger "Farvel til proletariatet" og "Paradisets veje" for mange intellektuelle europæiske iagttagere i 1980'erne blot betød en opportun overgang til reaganismens yuppiekonservatisme, _a eller blot indebar en forstående begribelse af det faktum, at millioner af "industriarbejdere" forlod "samlebåndene" og "fabrikkerne" og de andre ord/begreber/realiteter som havde dannet industrialismens røgsværtede landskaber.

Den bog André Gorz i første omgang reagerede på: Alvin Tofflers "Den tredie bølge" skal omtales næstfølgende:

[TOP]

     a urkommunistiske stammesamfund: den kommunistiske opfattelse; at de tidlige menneskelige stammesamfund ikke havde nogen privat ejendom og ikke havde nogle klasser. De oprindelige menneskelige samfund behandles noget mere indgående i kapitel 3 og kapitel  5 samt deres slutnoter.

     a konklusive utopier: altså de idéer om et bedre samfund teksten konkluderer i altså afslutter med.

     b jargon: med ukendt oprindelse antyder dette ord: et særsprog inden for en kreds af sprogbrugere, for eksempel fagudtryk blandt fagfolk, eller som her: det socialdemokratiske sæt af særlige ord så som for eksempel: "livskvalitet", "på egne præmisser", "miljøhensyn", "de svagere stillede", "teknologiaftale", "omskoling", "arbejdsmiljø", "arbejdsløshed", "understøttelse", "statsrefusion" og "det sure med det søde", alle velkendte grundord/floskler i denne politiske jargon under det præteknologiske gennembrud.

     a pragmatiske: efter græsk pragmatikos: dygtig, erfaren, politisk. Efter pragma: det gjorte, virksomhed, statsanliggende. Pragmatisk altså: erfaren, klog, med erfarent blik for årsager og virkninger.

     a subliminal og subluminal psykologisk manipulation: Jævnfør tidligere slutnote (I.8) betyder subliminal: under grænsen, og henviser til skjulte budskaber som transmitteres så hurtigt, eller på anden umærkelig vis, at bevidstheden ikke opfatter dem, mens underbevidstheden registrerer dem. Den subluminale manipulation indebærer: budskaber transmitteret på frekvenser under det synlige lys, en del af ELF- og psykotronprogrammet (omtalt i slutnote (I.8) og i fodnoten (IV.64)).

     a præstationsetik: efter latin præ stare: stå foran, det der skal ydes. Bedrift, arbejdsresultat. Og efter græsk êthos: sædvane. Den teoretiske baggrund for moralen, morallære. Præstationsetik altså: en morallære som kræver arbejdsydelser, altså den holdning: "at yde for at nyde", som datamatikken i nogen grad sætter ud af funktion, når varerne skal til at købe deres kunder: "at nyde for at yde".

     b "værdi"-begrebet, og "værdi-loven": disse grundsætninger i marxismen skal gennemgås nøjere i løbet af kapitel 5 og dets slutnoter. Se eventuelt også Forfatterens "Pop Rock Poesi". Som læseren ved, blev marxismen aldrig Forfatterens kop te, men netop "vareæstetikken" hvori disse begreber indgår, stod for Forfatteren som yderst anvendelige, også løsrevet fra Marx's øvrige uigennemtænkte politiske idéer (jævnfør sombunall - "noget men ikke alt", "nogle men ikke alle" i slutnote nummer (I.3)).

     a maskinimmanente: efter latin in manere: i forblive, iboende. Noget tingene iboende. Maskinimmanent altså: noget som udgør en iboende del af maskiners natur.

     b alfabetiseret: her - lidt hjemmestrikket - antyder Forfatteren; at teksten opstår ved at bogstaver bringes i forbindelse med hinanden. Alfabetisering: angiver normalt blot det at sortere for eksempel nogle navne efter alfabetet fra A til Å, men her altså yderligere at tekst opstår ved at alfabetets bogstaver kompineres til ord og sætninger.

     a den pekuniære monetære værdiøkonomi: efter latin pecunia: penge af latin pecu(s): kvæg. Og efter latin moneta: mønt, vedrørende møntvæsen. Udtrykket antyder altså rigdomme som kan omveksles og pengemæssige rigdomme som også kan omveksles: fast ejendom og kapital som grundlaget for en økonomisk forvaltning af værdierne i et samfund.

     b ambivalent: efter latin ambo valere: dobbelt gælde. Dobbeltværdi, dobbelttydige. Det berømte/berygtede "akademiske forbehold", som i satire gør, at lærde siger en masse uden at sige noget.

     a marxistiske kulminations og foreløbige descendensperiode: efter latin culmen: top. Højdepunkt. Og efter latin de scandere: ned stige. Nedgang, undergang, men også efterfølgelse og afstamning. Ved slutningen af det præteknologiske gennembrud, så det ud til at marxismens nedtur modsvarede datamatikkens opkomst, meget som Gorz forudsagde det fra 1980.

     a selvreferentiel: efter latin re ferre: gen bære, bringe tilbage. Henvise til. Selvreferentiel altså: som henviser og tilbagefører, for eksempel sin virkelighedsoplevelse, til sig selv. Begrebet omtales også i Forfatterens "Coca-Cola-World", som kendetegnende på 1980'er-1990'er menneskene.

     b Info-neanderen: altså efter latin in forma: i form, i rette form og fremtræden. Heraf ord som "information", "informativ", "informere" og "info". Og efter Neandertal i Tyskland, findested for såkaldte neandertalmennesker, racen før den nuværende version af homo sapiens sapiens fra Cromagnon i Frankrig, det vidende menneske. -: Fremtidens læser ser tilbage til det præteknologiske gennembrud som en fjern, fjern fortid hvor alt forekom helt anderledes, heraf Forfatterens foreslåede udtryk: info-neander: en 1996'er-moderne, superhip computerbruger, men siden blot et fjernt spor i fremtidens "meganet" som det typisk ville kunne hedde her i 1996. (Jævnfør i øvrigt også fodnoten (III.52) og teksten i kapitel 3).

     a med gammel-kommunistisk pli plæderer for: pli efter latin plicare: at bøje, heraf: korrekt, beleven, anstændigt. Og plædere efter latin placere: at behage, heraf: en forsvarstale i retten, noget man ivrigt forsvarer. Når Gorz altså: med gammelkommunistisk pli plæderer for noget, betyder det at han, som gammel kommunist artigt og belevent taler varmt for nogle af denne politiske opfattelses ideer; her i teksten altså: den opfattelse af statens rolle for varemarkedets prisdannelse, som gjorde kommunistsamfundene så forarmede og håbløse for alle andre end partiets inderkreds (jævnfør fodnoter og slutnoter her om).

     a teoremer: efter græsk theôrein: betragte. Betragtninger. Læresætninger som kan bevises med logiske følgeslutninger gående fra det almindelige til det specielle.

     b abereret: efter latin aberrare: fjerne sig, afvige. På gal kurs.

     a reaganismens yuppiekonservatisme: efter Ronald Reagan (1980'ernes amerikanske skuespiller og præsident), et symbol på den type konservatisme som slog igennem i 1980'ernes USA. Og efter yuppie: uvis oprindelse. Pæne unge forretningsmennesker, en art borgerlig kontrast til "hippierne" fra 1960'erne og frem. Der henvises dette ene sted til denne udvikling i 1980'ernes nykonservatisme.

[TOP]

[i]. I det gamle Norden kendes for eksempel hørg-institutionen, en stenbunke som man byggede, når man havde et samfund (en stamme, et stort bofællesskab). Hørgen fungerede som en slagtegård, og her sydede og stegte man også kødet, endelig sad man også omkring denne stendynge og spiste efter Forfatterens teorier. Hørgen tjente således som civiliserende samlingspunkt i overgangen fra lavere samlere og jægere til husdyrhold og helt frem til faste bosættelser, hjemmeslagtning og gildesbord. Hvert medlem af samfundet fandt en sten på størrelse med en hjerne og lagde den nu i hørgen, altså den sindrigt konstruerede stenbunke der fungerede som slagtegård, køkken og spisebord. Når først stenen lå i bunken havde man ret til at spise med. Hørgen fungerede altså som samfundets forsørgelseskontrakt. Og om end denne form nok ikke vender tilbage, ses der mange antydninger til noget lignende i dannelsen af stammer (engelsk posse) og bander, interessegrupper og alternative livsstilsformer, kendte fænomener under det præteknologiske gennembrud, som alle peger hen mod fælles sociale kontraktlige forhold, der i høj grad vil kunne understøttes af udviklingen i automatisering med dens fald af behov for heteronomt arbejde. - En tilbagevenden til fortidens sorgløse levemåde, men med et teknologisk  forlænget og forenklet langliv, synes meget sandsynlig (mere herom i kapitel 3).

[ii]. "Imperialismen" efter latin imperium: herredømme, rige. Heraf den marxistiske opfattelse at de rige vestlige landes opkøb af råvarer og organisering af førindustrielle samfund verden over under "kolonialismen" (som omtalt i indledningen (0.2)), betegnede en vestlig opbygning af et kapitalens imperium, som "udnyttede" de "stakkels ulande". "Medie-imperialismen" den opfattelse blandt marxister, at massemedierne: pressen, radio, tv, film- og musikbranchen søger at underbygge "imperialismen" og tvinge verden til at acceptere den rige vestlige livsstil som norm for kulturel aktivitet. "Monopolkapitalismens transnationale mega-produktspolitikker" den forbrugerkritiske opfattelse som stiller sig kritisk til forbrugsvarerne, til deres lødighed, deres kvalitet og deres evne til at udkonkurrere bedre varer, som ikke understøttes af et internationalt penge- og råstofstærkt selskab, der kan klare ulige konkurrenceforvridende priskrige i årevis. Dette ikke en marxistisk opfattelse men udfra et marxistisk ord som "monopolkapital" (den opfattelse at kapitalisterne står som eneejere af pengemæssige værdimidler), og som sådan typisk for den ilde fordøjede og forståede "marxisme" der spredte sig efter 1968-oprøret, helt frem til det præteknologiske gennembrud, før den forstummede midt i denne (ægte) revolutionsperiode. "Massefordummelsen" blev alle fronters ord for de andre fronter: marxisterne så massefordummelsen i "medieimperialismens multinationale produktionspolitik"; højrefløjen så den i den folkelige mangel på respekt for de borgerlige kulturidealer og i de venstreorienteredes uforståelige marxistiske tale om "massernes emancipering" og "kapitalens krisecyklus".

[TOP]