1.1. Statens anvendelse af edb i begyndelsen af 1980'erne

Dette kapitels primære interesse drejer sig altså om, hvad staten - fra omkring 1976 og op til 1980'erne - og samfundet generelt i perioden, benyttede og tænkte at ville benytte sin kommende datamatpark til, samt om hvordan dette så ud til at ville forandre såvel stat, samfund som individ og kultur generelt. - I lyset af de senere kapitler vil det blive muligt at vurdere, hvordan teknologivurdering og hvordan fremtidsskøn fungerede og fungerer.

Allerede fra omkring 1976 stod det klart, at datamatiseringen i stigende grad, ja, i altomspændende grad - takket været en rivende udviklingshast og prisbilliggørelsen heraf - vandt indpas i den centrale statslige administration. Hvor datamatmidlerne dengang endnu syntes åh så fjerne fra den enkeltes økonomiske formåen, blev - allerede ved udgangen af 1970'erne - for eksempel Statens Centrale Lønanvisning (SCL) _a datamatiseret i en edb-styring under det kommende smertensbarn I/S Datacentralen og via Post- & Telegrafvæsenets telenet kaldet fra Televærkernes telefonnet. Systemet fungerede således; at arbejdsgivernes institutionsnummer og de dertil knyttede kontinumre automatisk via de manuelt informerede lønnumre overførte de statsansattes løn til deres bank- eller girokonto, således at lønafregningen samtidigt blev trykt, adresseret og kuverteret.

1.1.1. Eksempler fra dengang - Statens Centrale Lønanvisning og Dataløn

Projektet fungerede dengang i slutningen af 1970'erne stadig på forsøgsbasis med tilslutning fra cirka halvdelen af ministerierne med tilhørende institutioner, men man planlagde, at allerede fra begyndelsen af 1980'erne ville systemet komme til at omfatte hele statsadministrationen, hvad det kom til ligesom noget senere Datalønsystemet på det private arbejdsmarked.

 Det blev tilsyneladende allerede dengang klart; at den umiddelbare fordel ved netop denne datamatisering lå i dén overskuelighed systemet medførte, for så vidt man kunne (og nu kan) finde enhver statslig lønmodtagers posteringer, indberetninger og udbetalte løn på brøkdele af sekunder, og ikke - som før datamatiseringen - skulle gennemgå håndskrevne eller til nød skrivemaskinskrevne regnskaber, mikrofiche _b optegnelser og så videre leveret manuelt fra forskellige kontorer og departementer.

Det blev dog i første omgang ikke på disse arbejdsbesparende præmisser at systemet kom til at fungere; -: motiveret måske af den mere bagstræberiske angst for fuldautomatiseringen og af den magtcentrerede kontrollyst hos de dengang endnu ganske få danskere som kunne siges direkte involveret med datamater, begyndte man at opbygge en større administrativ proceduregang her omkring.

Således skulle de forskellige institutioners kasserere og bogholdere dengang igennem udfyldelse af diverse "lønordre" - manuelt og via posten - orientere og anvise SCR (Statens Centrale Regnskabsvæsen) en dengang samfungerende del af SCL (Statens Centrale Lønanvisning). Kopier af samme lønordre skulle endvidere cirkulere i revisions og bankregi og mere dertil.

Det blev dog - for de mere fremadrettede observatører - snart klart, at man, i det fuldautomatiserede system ikke ville få brug for denne omfattende blanketgang; proceduren så for disse mennesker allerede dengang ud til at ville blive således: at man som tasteoperatør udfyldte standardformler via aflæsning af skærmterminaler, og at de udbetalende, bevilgende, reviderende og kontrollerende myndigheder via den centrale database selv ville definere og indhente de nødvendige oplysninger og igen selv sprede dem til de nødvendige øvrige statslige institutioner: så som skattevæsen, told- og momsvæsen og lignende samt holde rede i de forskellige institutionsnumre med deres mange tilknyttede konti.

Såvel statens regnskaber som lønregnskaberne specielt ville sådan blive overført fuldstændigt til de mekaniske arkiveringer i datamaskinernes hukommelsessystemer forbundet til de private erhvervs - i første omgang især bankernes - lignende systemer.

For disse mere fremsynede observatører syntes løsningen på problemet med central registrering af millioner af sensitive og fortrolige oplysninger, at adgangen til materialet skulle begrænses via kodenøgler til apparaturet, som - alt efter kodens klassificeringsgrad - kunne føre stadigt "dybere" ind i oplysningerne. Det vil sige, i adgangen til materialet ville det, dengang stadigt muligvis ikke ganske automatiserede, enkelte embedsmenneskes klassificering i det statslige hierarki angive graden af indsigt og mulighed for indsigt, og man forestillede sig, at klassificeringen kunne udtrykkes i diverse "nøgler" med indbygget begrænsning i den opnåelige datamængde, dengang populært kaldet "datakraft".

Kun de mere videnskabeligt funderede observatører - som forfatteren til det foreliggende værk - regnede med at datamaterne ville sprede sig og via prisnedsættelser blive allemands eje, derfor forekom "datasikkerhed", som det siden skulle komme til at hedde, for sådanne tænkere, som et langt mere omfattende problem end for de dengang få "edb-ypperstepræster", hvoraf mange forestillede sig, at disse nye redskaber primært kun ville tilfalde brugere i statslige og storfinansielle regi.

1.1.2. Sikkerhedsspørgsmålet i 1970'erne

Alligevel blev "sikkerhedsspørgsmålet" centralt i sen-1970'ernes offentlige debat omkring statens anvendelse af edb; - det drejede sig dog her primært om en anden del af databanksystemerne nemlig: de forskellige personregisterdata og adgangen til samme.

Et kendt skræmmebillede i debatten: muligheden for "data-flow" (altså adgang til data) omkring borgernes personlige forhold for eksempel: økonomiske, politiske, religiøse, etniske, seksuelle, retslige og lignende data, fra forholdsvis lukkede (for eksempel skattemyndigheder, militær, politi og retsvæsenet) til forholdsvis åbne kilder (for eksempel banker, arbejdsgivere, kommunekontorer og massemedier). Som den velorienterede læser allerede ved, blev dette problem ikke mindre med tiden, og de mange forskellige sikkerhedsforanstaltninger aldrig så sikre, at udefra kommende ikke lejlighedsvis kunne bryde ind i dem.

Teksten vil sporadisk vende tilbage til denne problematik og dens bagvedliggende mønster, og vil i denne forbindelse blot indledningsvist påpege, at kun det menneske, som nøgent og ærligt tør vedkende sig sine handlinger, vil kunne føle sig trygt nu og i fremtiden. Denne holdning har forfatteren opretholdt i hele perioden fra 1976 til 1996, hvor det foreliggende skrift finder sin foreløbige afslutning. Forfatteren har aldrig set nogen grund til på nogen måde at revidere dette syn. Den grundliggende informationsfrihed må og skal opretholdes som sikring mod tilfældig politisk og økonomisk styring udfra hemmeligt registrerede data anvendt mod individet i et samfund, hvor den menneskelige skrøbelighed og fejlbarlighed undertrykkes via dobbeltmoral og urealiserbare idealer.

Man må således håbe, at ytrings- og ansvarlig handlefrihed til stadighed bliver udvidet og opretholdt, netop for så vist, at det beskrevne data-flow - både dengang og senere - ville kunne støtte for eksempel en totalitær statslig organisering eller en besættelsesmagt med væsentligt større sikkerhed og væsentligt lavere fejlmargin end de historisk kendte stikker- og anmelderpraktikker, manuelle kartotekssystemer, hånd- og maskinskrevne sagsundersøgelser, overvågning, aflytning og forhørspraktikker.

Væsentligt i denne sammenhæng bliver det at give et billede af, hvordan sen-1970'erne forestillede sig, at dataregistreringen og anvendelsen af de registrerede data ville komme til at udforme sig.

1.1.3. Sen-1970'er ideer om de kommende netværk

Peter Hidas opstillede i sin norsksprogede "Kilder for datatjenester i 1980-årene" ("Data" nummer 9 1979 "Om televerkernes planlagte datatjeneste") en model, som på mange måder synes fremsynet, blandt andet fordi den regnede med en vis spredning af datamater til private brugere, her i denne formulering fremhæves beregningen yderligere:

Princippet skulle være, at data-flow går mellem den offentlige datatjeneste til egne datamater, og mellem egne datamater til de private data tjenester, endelig fremstilles kundernes datasystemer koblet op til de egne datamater. Således får kunderne altså kun adgang til de offentlige og private datatjenester gennem deres egne datamater.

Det syntes naturligvis - i denne tidlige periode af det præteknologiske gennembrud - primært de offentlige datatjenester, som havde seriøs interesse, men det fremstod dog rimeligt klart, at i det moderne samfundssystem ville samspillet kunne blive så forholdsvis tæt, som interaktionsmulighederne i modellen antyder.

Med "offentlig datatjeneste" tænktes i første række på de gennem for eksempel Post- & Telegrafvæsenet og telefonselskaberne (: Televærker) etablerede systemer af hel- eller halvofficiel karakter, altså: åbne-lukkede karakter: fra kommunikationstjenester over databanker til teletekst og lignende.

Edb-rådets 20. rapport fastslog, at Post- & Telegrafvæsenets monopol burde opretholdes, mens Hidas (op. cit.) skrev:

"Det vil neppe nytte å holde seg altfor rigorøst _a til monopolbestemmelserne i et ekspanderende marked - det vil virke som et hemsko.".

Hidas fik jo i nogen grad ret i løbet af perioden, selv om den danske politisk styrede statsmastodont _b i høj grad uddelegerede monopoliserende beføjelser til sine reelt statsstyrede men officielt private televærker. Dog, Hidas' synspunkt omkring især udviklingshastigheden viste sig passende og stillede nogle krav om betydeligt større økonomiske resurser (geninvesteringskraft) end i hvert fald smålandenes televærker og offentlige sektorer kunne bære, hvorfor de private datatjenester - gennem deres mere eller mindre trans- og multinationale _c struktur og individuelle specialisering - lettere kunne indtræde som kontraktmæssigt forpligtet mellemled.

1.1.4. Stat og erhvervsliv - fælles teknologifront eller spredt fægtning?

Forsøg på kompromiser blev foretagener som det danske I/S Datacentralen og Regnecentralerne, og senere Dansk Diana Centre og telefonselskaberne, der med et statsligt finansieret bagland gennem monopoler og "øremærkede" arbejdsopgaver fremstod som halvoffentlige selskaber, der formidlede de private tjenester for staten til private og offentlige brugere. Nogle - for eksempel Regnecentralerne og Kommunedata - blev dyre bekendtskaber for staten, andre samarbejder - som for eksempel TeleDanmark - blev mere lønsomme (om end - jævnfør debatten i 1996 - absolut ikke for forbrugerne).

Behovet for ledningsnet gjorde, at staten og dens teleselskaber kunne monopolisere en hel del af trafikken, danskerne fremstod da heller ikke som sene til at beslutte og udføre et i nogen grad fremtidssikret ledningsnet - det såkaldte hybridnet - og sikrede således til en hvis grad monopolernes omklamring af og/eller realisering af "den teknologiske revolution", som det så småt allerede hed.

Hidas model indeholder mønstrene omkring den offentlige telestyring og den øvrige datamatpark. Det synes endvidere klart, at den offentlige sektors edb-behov fremstod som af mere konkret art: det drejede (og drejer) sig om hvad man kunne kalde "primærhukommelser" med konkrete tal for konkrete økonomiske forhold, definerede arbejdsområder og registrerede personer.

Hvad man kunne kalde den "sekundære hukommelse" i disse tidlige - og ganske primitive - datamater, forekom af mere arkiverende art, samtidigt med at supplerende data vedrørende arbejdsområderne og deres lovgrundlag måtte kunne findes tilstede. - Dette i modsætning til de private datamatparkers erhvervskonkurrencekrav om datarevision, beregning, forskning og langt mere datakraftkrævende arbejdsopgaver.

Man spekulerede med mange løsningsmodeller og forslag i disse år, hvor en lang række afgørende beslutninger endnu kun tonede "fremtidsmusik". Alene kategorien "egne datamater" (som oprindeligt har betydet større virksomheders "egne datamater" for Hidas og hans læsere) blev først til andet end fremtid med midt-1980'erne. Ja, længe fremstod den private datakraft ikke blot underlegen, hvad angik råstyrke og databehandling, men også udformet i formater, som ikke gjorde det muligt at kommunikere direkte fra private terminaler til det offentlige system.

De "egne datamater" betød altså længe de i erhvervslivet og i forskningsparkerne opstillede apparater, som i nogen grad kunne udveksle data umiddelbart med de offentlige systemer.

Et område, hvor den statslige planlægning som fremhævet gennemtrumfede sin vilje, angik opbyggelsen af televærkernes kommunikationsnet, hvor de fleste mindre og mellemstore virksomheder, som dengang mente at have behov for datamater, hurtigt blev tilsluttet nettene, mens kun de store transnationale - så som IBM - havde overskud til at opretholde deres egne datanet.

"Kundernes datasystemer" fremstod i slutningen af 1970'erne som en forlængelse af erhvervslivets serviceformidling, og indeholdt hurtigt primært oplysninger henvendt til disse brugere. Prognoserne _a forudså rigtigt; at den første store ekspansion ville komme netop i erhvervslivet, og dette holdt stik, også selv om de jævne private forbrugere fyldtes med salgssnakkende fremtidsvisioner af et telenet henvendt specielt til dem: et net som inkluderede "elektronisk shopping" og en lang række private konsument _b-serviceydelser, der dog stadig ved midten af 1990'erne kun forekom som fremtidsmusik: hårdt belastet af lovgivernes begrænsende båndlæggelser af for eksempel frihandel, blandt andet muligheden for at den enkelte tilslutter sin bankkontos betalingsevne til elektroniske købmænd; -: ja i Danmark måtte man i midten af 1990'erne stadig end ikke annoncere priserne for de varer, som efter mange tovtrækkerier og statslige restriktioner _c endelig kunne vises i kommercielle tv-programmer med direkte salg.

Ligeledes havde man - stadig 20 år senere - via en afgiftstung prispolitik kun begrænset adgang til de private databaser for individuelle betalingsklare og købedygtige konsumenter, om end disse baser som forventet snart udbød enorme datamængder, lige fra det leksikale til direkte kommunikation fra privat terminal til privat terminal: såkaldt "e-mail" (mere herom i kapitel 4).

I mindre restriktive lande - som for eksempel USA - blev det, allerede fra starten af 1980'erne betydeligt mere almindeligt, at privatpersoner havde denne mulighed for elektronisk post, som stadig i starten af 1990'erne i Danmark og Norden fandtes kun forbeholdt de privilegerede stats- og privatansatte og en lille kreds af dyrt betalende private entusiaster, og først fremkom som almindeligt rentabelt efter 1995, hvor private brugere i stort antal tilsluttedes ofte gennem gratis service fra transnationale firmaer.

Når man betænker, at elektronisk post - som alment udbredt massemedium - ville kunne overtage broderparten af Post- & Telegrafvæsnets mere mandskabskrævende servicefunktioner, og når man dertil betænker, at de statslige lovgivere og deres embedsmænd har haft et centralt styret monopolistisk samarbejde med netop Post- & Telegrafvæsnet og telefonselskaberne om datakommunikation - helt tilbage til den første tid af det præteknologiske gennembrud - kan dette forhold ikke undre.

De første amerikanske pioneranlæg produceredes ikke blot statsligt eller sponsoreret af teleselskaber, men primært af private virksomheder med egne behov (og fede statskontrakter). Netværksanlæg som lidt efter lidt åbnedes også for andre brugere for eksempel: IBM's "Call 370" og General Electrics "Mark III".

[TOP]

     a Statens Centrale Lønanvisning (SCL): altså det statskontor hvorfra alle statens lønninger blev udbetalt, registreret og lignende.

     b mikrofiche: et opbevaringsmedie hvor nedfotografering på tynde plastikplader af for eksempel bog- og avissider, protokoller, regnskaber og lignende fremvises gennem et forstørrelsesapparat, som ofte også kan have en fotokopimaskinefunktion, således at teksten kan forstørres tilbage til papirformat og almindeligt læsbare bogstaver. Stadig meget anvendt, indenfor biblioteksvæsen og kontorhold med mange sagsakter, ved udløbet af det præteknologiske gennembrud i 1996.

     a rigorøst: efter latin rigidus: stivhed, strenghed, heraf rigorøst: stift, strengt, ubøjeligt.

     b statsmastodont: mastodont efter græsk mastos: kvindebryst og o'dontos: tand. Oprindeligt navnet på et elefantlignende fortidsdyr, senere i overført betydning: en kæmpestor, klodset person, ting eller organisation. Statsmastodont altså: det fænomen at staten kan opleves som en stor, uhåndterbar monstermaskine.

     c trans- og multinationale: efter latin trans: på den anden side af. Og efter latin multi: mange, mange gange. Og efter latin natus: født, et lands indbyggere, en sproglig, kulturel enhed. Transnationale altså: det som går hen over folkeslagene, multinationale: det som består af mange folk og kulturer. Massekulturmæssige fagtermer; som angiver store firmaer, hvis produktionspolitik ikke hører specielt til ét land men arbejder hen over landegrænserne.

     a prognoserne: efter græsk pro gnosis, forud erkendelse eller indsigt. Forudberegning udfra de foreliggende omstændigheder af den mest sandsynlige fremtidige udvikling, brugt oprindeligt om sygdomsbeskrivelse, men også generelt. Vigtig disciplin for teknologivurderingen.

     b konsument: efter latin con sumere: at tage sammen. En forbruger. Det skal blive en vigtig pointe i bogen; at konsument-arbejdet kan blive det vigtigste arbejde i fremtidens samfund. Konsumentserviceydelser forekommer derfor som meget vigtige formidlinger i dette arbejde og antager stadig større betydning gennem det præteknologiske gennembruds tid.

     c restriktioner: efter latin re stringere: at stramme (igen). Indskrænkninger, grænser for en given aktivitet.

[TOP]