1.2.c. Kulturoffentlighedstransformationen

Det store spørgsmål ved indledningen til det præteknologiske gennembrud lød naturligvis: Hvad vil skærmen manifestere i den kommende tid?

Kloge forskere fremstillede og forklarede for alt folket: hovedvægten lå (dengang som nu) på de "uanede muligheder", man ville blive tilbudt.

Dette træk -både i den tidlige og datamatik nu - lå og ligger tydeligt i forlængelse af det omtalte forretningsmæssige. Man solgte allerede skind en masse _a inden bjørnenes skydning endsige flåning; men allerede ved indgangen til 1980'erne stod det klart; at satellitteknikken ville gøre det muligt at "kigge med" på store dele af de europæiske nationalprogrammer, især hvis man kunne blive enige om det kabelnet og de monopolaftaler, som udgjorde det varmeste diskussionsemne i sen-1970'er-debattens Danmark.

Dette lykkedes, da Post- og Telegrafvæsenet, telefonselskaberne og staten enedes om det såkaldte hybridnet, så, fra midten af samt især med udgangen af 1980'erne fremstod den fagre nye tv,-verden, i en noget beskåret version endelig som en realitet for en stor del af det danske publikum.

Også videoteknikken syntes ved udgangen af 1970'erne så fremskreden, at man kunne forudse et standard båndformat med økonomisk set brugervenlige priser, inden de meget omtalte betalings-tv to-vejs-kanaler kunne realiseres, noget man stadig ventede på helt op til midten af 1990'erne, hvor video-VHS-formatet og billige båndmaskiner ("videoer") i mellemtiden havde gjort "fjernsynsbåndoptageren" til alle mands eje, en ejendom man i 1996 så småt måtte regne med at erstatte med de nu lovede video-cd'er, det såkaldte "DVD"-format (mere herom i kapitel 4). Inde i det nye årtusinde blev alle disse teknologier jo erstattet af "ny teknologi" primært via Internet koblet op til fjernsynet (og computer samt mobiltelefon).

Hvor tekst-tv formatet hurtigt - allerede i starten af 1980'erne - indførtes og fremtrådte prisbilligt, kom det til at holde hårdt med især to-vejs-tv, ved hvilket informationsudveksling og direkte kommunikation kunne ophæve "masse"-kommunikationen, (: ideen om at sprede ensartede udsendelser på samme tid til mange forbrugere (se eventuelt slutnote herom).

1.2.c.1. Mediemonopolets magtspil

Nogle iagttagere har lidt spotsk bemærket; at det nok skyldes dels politikernes dels de professionelle tv-folks manglende lyst til at miste taget i, hvad man ser på "ude i de mange hjem": altså illusionen om at "hele Danmark kigger med".

-: I hvert fald: stadig i midten af 1990'erne, kunne man kun se hen til en dag, selv at sammensætte sine egne programmer via en terminal i hjemmet, se frem til at kunne se nyhedsudsendelser, ikke samtidigt med alle andre, men når de med selvvalg blev kaldt op fra den enkelte forbrugers terminal, men endelig i 1996 syntes "den intelligente terminal" "sammenkoblet med telefonnettet" som skulle kunne "tilbyde" disse funktioner "lige om hjørnet" i "medielandskabet".

Ved siden af disse systemer, hvoraf nogle altså hurtigt indførtes, mens andre stadig forblev fremtidsmusik, bør det bemærkes, at "tv-" eller "video-spillene", allerede i sen-1970'erne almindeligvis kunne ses og spilles i spillehaller og fremtrådte end mere almindelige da de første små hjemmedatamater kom til. Det forholdt sig altså sådan, at disse små datamater  - trods deres lidenhed og primære anvendelse som legetøj - kom til at betyde introduktion til reel datamatisk indsigt for de millioner af børn og unge, der i 1990'erne voksede op som de store, voksne professionelle brugere og "nørder".

60 tommer tv-skærmen, derimod, en funktionsduelig mulighed tidligt i 1970'erne, fandt ikke almindelig anvendelse, storskærmsformatet forblev stadigt et dyrt, sjældent syn i de danske hjem helt op til midten af 1990'erne, hvorefter den dog hurtigt blev norm nu under navnet "fladskærm".

Ej heller det meget omdiskuterede højopløsnings tv, (som, ifølge debatten og oplysningen allerede tidligt i 1980'erne, skulle erstatte alle fjernsynsapparater med en datamatiseret, digitaliseret billedfrekvens,) sås nogetsteds blandt private brugere i 1990'erne: Dette billedformat som ville give t.v./video-produktionen et helt nyt sæt revolutionerende muligheder ved at tillade et uendeligt antal muligheder for at skabe "generationer" i kopieringen og klipningen, men som samtidigt ville betyde, at billedmediets værdi som dokumentation fuldstændigt måtte bortfalde, idet digitaliseringen tillader alle slags (forskønnende/forfalskende) billedemanipulationer, som ikke umiddelbart kan opdages af selv trænede iagttagere. Et problem der blev meget vigtigere i det nye årtusinde.

Alle - så sent som i 1994 - endes om; at dette skærmformat måtte, ville, skulle, burde komme, men hvornår turde ingen saglige eksperter give et kvalificeret bud på, og der skulle som bemærket ovenfor gå nogle år endnu.

I Danmark, hvor radio- tv-formidlingen blev varetaget af en enkelt station med statsfinansieret og -garanteret monopol, fremstod den heftigste debat centreret omkring mulighed for indførsel af reklame-tv. Stort set alle de statsansatte privilegerende superforskere mente over én kam; at reklamering i medierne skulle anskues som et uhyre, der ville opæde den eksisterende mediekultur.

Man frygtede "den laveste fællesnævners princip" (hvorefter programfladen (fællesnævneren over brøken) blev udjævnet, således at den talte til så mange som overhovedet muligt (under brøken), uden overhovedet at stille spørgsmålstegn, være kritisk og formidle ubehagelige sandheder,) ville gøre massemediernes produkter endnu dårligere og endnu mere udvandede.

-: Kun få bemærkede, med Forfatteren; at de populæreste, dengang amerikanske, udsendelser og serieprodukter, som noget nær alle danskere, inklusiv deres "langhårede eksperter" elskede, (for eksempel tv-detektiven "Colombo") faktisk alle produceredes efter denne produktionsnorm.

1.2.c.2 Massekommunikationsmonopolpopulisme

Ingen, selv dette værks forfatter, turde anmærke i denne debat, at principperne i dansk mediepolitik om at tale bredt og pædagogisk, om at henvende sig til hele folket i en klar og tydelig diskurs, på nøjagtigt samme måde udvandede produkterne ("budskaberne") og gjorde dem uinteressante for såvel den ikke specielt orienterede, som fik en masse overfladiske data serveret, som for den specielt interesserede der i denne masse af data sjældent fik noget nyt at vide.

Så uden en reel forståelse og indsigt i dette begrebs mekanismer, blev det altså alligevel til alment kendt gods, og snart sagt alle større danske skolebørn - fra slutningen af 1980'erene og frem - kunne redegøre for, hvad "den laveste fællesnævners princip" betød.

På mange måder fik den engelske medieforsker, Raymond Williams, sine pointer om massemedierne hamret fast i en grad, hvor de skandinaviske statsradiofonier næsten kunne kaldes eksemplariske. Over massekommunikationssystemerne skabte Williams en firedeling, for ham at se fremstod de som (efter "Massemedierne" p. 110f):

1.          Autoritære
2.          Faderlige
3.          Kommercielle
4.          Demokratiske

Williams betegnede fjerde punkt som en utopisk realitet, der bør søges realiseret, og selv om mange af de daværende skandinaviske kulturkommentatorer og medieforskere roste de dengang ikke-kommercielle tv-selskaber i deres lande, forekom det andre at være rent programpolitisk og mediepolitisk ganske autoritært, at kun én statsejet kanal havde og kunne få sendetilladelse.

Medieforskernes forherligelse lignede en faderlig selvros, som primært spærrede for reklamerne, og sekundært spærrede for alternative og private radio- og tv-spredende stationer og deres programudvalg, dertil endvidere sikrede, at den tvungne licensbetaling kunne opretholdes, og endelig sikrede at demokratiets magthavere havde gratis og rigelig adgang til og kontrol med radio og fjernsyn.

Tendensen kunne opleves helt tydelig i Skandinavien, hvor debatten sin vane tro foregik åben nok til, at en del af synspunkterne blev hørt; - men overalt på kloden kunne man samtidigt iagttage, hvordan staterne ønskede at holde medierne og kulturspredningen i en kort snor, grundliggende udfra autoritære og kommercielle hensyn, men altid fremstillet faderligt for alt folket som det pureste demokrati.

Samtidigt bør det ikke overses, at mediernes indhold kan virke autoritært, fordi de viser så mange beslutningstagere og eksperter i deres programmer, og faderligt fordi disse altid optræder som bedrevidende, samtidigt med at det autoritære og faderlige understreges ved det tekniske forhold, at meddelelsesstrømmen foregår énvejs fra mediet til modtageren (mediet som massage). Det kommercielle og det demokratiske fremgår af indholdets brede henvendelse (: laveste fællesnævners princip) og forbrugerens ret til at slukke eller at skifte kanal, samt af de programmer, hvor almindelige seere besøger mediernes verden enten som tilhørere eller tilskuere eller som deltagere i konkurrencer, rundspørger, interviews og lignende.

1.2.c.3. Midtvejsopbruddet i 1980'erne

Da endelig monopolerne faldt i Danmark - fra midten af 1980'erne - blev det da også kun halvvejs, idet kommunerne og staten gennem udstedelse af sendetilladelser med ret omfattende krav, og vel hjulpet af kunstnernes rettighedsorganisationer, stadig vedblev med at gøre radio- tv-spredning nær ved økonomisk umulig for alle andre end store kommercielle mastodonter, som i opbygning og programpolitik lagde sig tæt op af de allerede eksisterende statsradiofoniske institutioners sendeflader.

Selv om datamatikken altså faktisk i nogen grad gjorde især radio-spredning men også tv-spredning til en rimelig effektiv og billig affære med masser af mulige frie kanaler at sende igennem, medvirkede politikerne og deres udvalgte kulturformidlere i høj grad til at fastholde den oprindelige struktur fra starten af århundredet.

Konkurrencesituationen blev altså fra starten forvredet på måder, som forekom og stadigt forekommer utilladelige på det frie marked, og protesterne druknedes af de overlegne mediers formidling, blev fremstillet som ufint surmuleri og lignende.

Når endelig et programprodukt i de lokale medier fængede publikum, blev det straks kopieret med professionelle i de statslige medier. Ligeledes blev mange dygtige lokale formidlere hurtigt opslugt af disse statslige "rigtige medier", således at "de demokratiske, frigivne medier", - (som i løbet af 1990'erne faldt fra entusiasternes hænder tilbage til statslig/kommunal, beboer-fælles- og lignende kassers finansiering, under de forskellige ungdoms-, social-, undervisnings- og kulturordninger), - snart kunne opleves som en art yngleplads og forsøgsstation for statens officielle, "professionelle" mastodonter. Disse bureaukratiske "arbejdspladser", beholdt, op igennem hele perioden, størstedelen af publikum, ud over en enkelt, ofte statsligt restrikstionsplaget, radiokæde, der sendte den type amerikaniserede popprogramer, som den orprindelige mediepolitik og -diskussion havde taget jomfrueligt ærbar afstand fra. a Igen skulle Internet-teknologi skabe helt nye betingelser for spredning af tv (video) og radoi (Podcasts) i det nye årtusinde og igen så man de "officielle", "professionelle" medier trække i føretrøjen desangående.

Måske udfra heldet med denne omklamrende bibeholdelse af massekommunikationsmonopolerne, samtidigt med at de tilsyneladende blev styret og styrtet af aktivisterne selv, fremkom der ikke - i løbet af 1980'erne og senere - de helt store tiltag til de mindst lige så store (forventede) fornyelser med de datamatiske midler.

Tekst-tv som skrevet sås hurtigt almindeligt udbredt, men blev aldrig avanceret i sin skildpaddefart og manglede stadig - tiår efter sin indførelse - de gængse skandinaviske vokaltegn; mens view-data og mulighed for tele-shopping og lignende båndlagdes med så mange restriktioner, at det nærmest kunne forekomme lige meget, også selv om de kommercielle fjernsynsstationer da ihærdigt har forsøgt at gennemføre mere beherskede former for formidling af handel og vandel.

I 1996, hvor telemonopolet så småt faldt og hvor fri konkurrences markedsdannelse skulle til at opstå, kom der da endelig noget som lignede tele-shopping, altså mulighed for at købe og betale hjemme fra sin skærm (igen i en stærkt begrænset form). I det nye årtusinde foregik efterhånde størstedelen af netop handel og vandel over Internet, så det kom da. Men:

For eksempel måtte tv-stationerne i midten af 1990'erne, tyve år efter at de tekniske muligheder forelå og formatet udvikledes, stadig ikke annoncere deres priser i de danske kabelnet, selv om loven om reklame-tv havde gjort det muligt for dem at vise deres salgsfilm og produkterne. Salget foregik ved at man fik opgivet et telefonnummer, hvortil mange menneske så samtidigt formodedes at ringe, derefter kunne prisen oplyses og varen leveres med postopkrævning eller ved oplysning om kontonummer.

Snakken om automatisk kontofradrag og helt afsluttet køb via terminaler (igen en lovet snarlig fremtid i 1996) i for eksempel telefoner, telefax og andet komputerudstyr, forblev fremtidsmusik i disse år, hovedargumentet: "købefred" og beskyttelse af svagere elementer i kundegrupperne (som naturligvis normalt ville få spærret deres kontokort).

En politisk forsker som svenskeren Adler-Karlsson skrev i sit "anti-konsumistiske manifest": "Lærebog for 80'erne" følgende forslag til en lov om købefredsbeskyttelse (p. 11):

"Hans Kongelige Majestæt forordner herved som følger: Den sælger, som uden påtænkt købers foregående initiativ på nogen måde forsøger at påvirke denne til at købe sælgerens vare, dømmes til bøder eller, i grovere tilfælde og ved gentagen lovovertrædelse, til fængsel.

Den udbudte vare vil uden vederlag blive den udsatte købers ejendom. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1977."

Hvad den altså ikke gjorde, til alt held for den lokale bananvogn hvis gadeudråber står i en lang tradition for at tilbyde varer til forbipasserende køber uden dennes "foregående initiativ". Et argument som ikke hørtes i denne debat, og som de statslige mediemonopoler ikke gerne hørte om overhovedet: det der fra 1980'erne kendtes alment også i Danmark som "zapping", altså at man blot skifter station med fjernbetjeningen til apparatet, når reklamer og salgsretorik begynder at flyde ud af mediefladen.

Zapping vendtes, som det fremgik, også hurtigt mod de statslige programmer, om end de i nogen grad fastholdt deres publikum, på trods af hybridnettets internationale programudbud fra slutningen af 1980'erne, til i hvert fald som nævnt endnu langt op i 1990'erne. Dog måtte disse statsligt formidlede "massemedier" også i nogen grad, fra midten af 1980'erne, aflevere, især yngre lyttere og seere til stationer med programmer, som formidlede den popkultur disse ønskede at beskæftige sig med, og så selvfølgelig til de datamater som de første børnelegetøjsmaskiner: komputerspillemaskiner som Spectrum, Commodore og Armstrad også viste sig at være.

Forfatteren skrev - ved udgangen af 1970'erne - følgende bemærkning, som skulle vise sig ganske rigtig, måske indeholdt hans beskrivelse af konsekvenserne af et helt gennemført to-vejs-system, delmomenter af de grunde, man anvendte for at forsinke denne teknologi, som dog forblev en del af fremtidens "uomgåelige" muligheder (oversat til d-prim jævnfør Læservejledningen):

"Skærmen fremtræder i denne problematik stadig som det centrale, og udover at kærnefamilieisolationen vil kunne blive nærmest total i forbindelse med tovejs tv-kommunikation synes det i dén, at de store forandringer rummes.". 

(Af spredte medie- og edb-notater samlet i dette kapitel). Det bør nok bemærkes at tv-mediet aldrig som sådan udviklede sig til et to-vejssystem, mens de mange on-line spil i det nye årtusinde byggede netop på princippet om at spilleren/seeren interagerer med skærmindholdet.

1.2.c.4 Overvågningssamfundet (et tema)

Et andet punkt forfatteren har lagt vægt på: at alle de omtalte - i 1990'erne stadig restriktionsbelagte - mulige servicefunktioner kunne blive standardydelse ved alle større stationer, og at man efter dette skridt let ville kunne koble statens øvrige datamatpark op til disse net. Derfra synes skridtet til det totalitære overvågningssamfund kun et spørgsmål om en beslutning, idet alle de fra for eksempel George Orwells "1984" (dette værk yderligere omtalt i kapitel 2) velkendte teknologier da forekommer realiserede; - det vil sige: tovejs-kommunikations, mulighed for at sende enkelte specifikke signaler til den individuelle konsument og for at overvåge alle dennes handlinger, køb, økonomiske transaktioner og lignende.

Som det ofte fremgår af dette skrift; den eneste realistiske løsning på dette problem: at den enkelte ikke har noget at skjule, og at alle enes om at systemet kun bør beskytte de, som ikke har noget at skjule; - samt at intet menneskeligt synes mennesket fremmed (altså: en kraftig udvidelse af tolerancebegrebet).

Ingen tvivl: det drejer sig om en yderst hårfint balancerende styringsproces: fra det edb-styrede samfunds stat til den edb-styrede borgerfred og kultur. Farerne ligner ikke blot kommercialismens smagsdiktatur og (for)styrende indskrænkninger i det formidlede stof, men en generel smags-, menings- og ytringskontrol som ganske vist vil om- og/eller devaluere _a begreber som selvstændig vilje, privat initiativ og ejendom; men også vil eskalere individisolationen, _b kulturligegyldigheden bag de mange ens/uens skærmbilleder, ved lidt efter lidt at overflødiggøre eller erstatte byturens gøremål: indkøb, efter- og videreuddannelse, ja uddannelse i det hele taget, samværsgrupper, underholdning og så videre.

- Og selv om menneskene i samfundene og kulturerne vil være imod disse forhold, gives der en lang række styringsmidler, ved hvilke de kan bringes på andre tanker: blandt andet farerne for virale transmissioner. _a for deklasserede proletargruppers gadevold og en række andre faktorer, som syntes blevet stadigt tydeligere prononcerede _b i løbet af den præteknologiske gennembrudsperiode fra 1976-1996 og årene derefter.

[TOP]

     a en masse: efter fransk en: i og latin massa: en klump. Udtales med fransk sprogtone: [ang mass] og betyder som litteraturvidenskabelig fagterm: i store mængder.

     a I forfatterens værk "Pop Rock Poesi" findes yderligere aspekter af den oprindelige medie- og kulturpolitiske diskussion i Danmark og udlandet gennemgået nærmere.

     a om- og/eller devaluere: efter latin valere: sætte en værdi, have en værdi. Heraf omvaluere: at beregne, sætte en ny værdi, og heraf devaluere: at nedsætte værdien. Devaluere anvendes almindeligt om penges værdi, når den nedsættes, men udtrykket betegner altså også blot: at skabe nye værdier (omvaluere) og/eller at nedsætte givne værdier (devaluere).

     b eskalere individisolationen: Efter latin scala: en stige. En trinvis udvikling, en optrapning. At eskalere individisolationen altså: en stigende isolering af enkeltmennesket, som i stadig højere grad fanges ved skærmene og deres gøremål i stedet for at kommunikere med andre mennesker.

     a virale transmissioner: altså smittefare fra de forskellige typer mere eller mindre livsfarlige virus, altså mikroskopiske smittestoffer, som blev så sørgeligt velkendt et fænomen i løbet af det præteknologiske gennembrud med AIDS og igen i det nye årtusinde med Covid 19.

     b prononcerede: efter latin pronuntiare: at bekendtgøre, at udråbe. Betyder udpræget, skarpt, udtalt og lignende.

[TOP]