1.3. Udkast til et offentligt datanet fra 1979

EDB-rådet udsendte altså allerede i 1979 en rapport, som beskrev ideerne og grundlaget for et offentligt datanet. Som læseren vil bemærke, synes der ikke de store forskelle fra dette net og de internationale net skabt af store private og kommercielle erhvervsvirksomheder. Det centrale for politikerne og televærkerne ved begyndelsen af det præteknologiske gennembrud: at sætte sig tungt på den rent mekaniske tilgang til Nettet, og at monopolisere retten til at indkræve økonomiske midler for ydelserne i nettet.

Når de skandinaviske lande fra starten satsede på en statsligt formidlet netservice, hænger dette jo i nogen grad sammen med, at kun få større danske virksomheder havde (og har) kapacitet altså evne og dygtighed til at gennemføre så store projekter, og endvidere - som tidligere påpeget - den mærkelige blanding af frihed og restriktion så kendetegnende for de skandinaviske demokratier, hvor staten da samarbejdede med disse virksomheder.

Den model EDB-rådet tænkte sig; lignede en simpel udgave af den såkaldte "almindelige kommunikationsmodel", hvor et budskab rejser gennem et medie til en modtager. Man tænkte sig; at en kundes budskab rejste gennem hvad man kaldte "Post og Telegrafvæsnets ansvarsområde" til en anden kunde:

Endvidere tænkte man sig; at opdele tjenesterne i "grundtjenester" og i "ekstratjenester", nøjagtigt som i de allerede dengang etablerede telefon- og telexnet, som i høj grad lå til grund for de påtænkte tjenester.

End endvidere gjorde man sig mange tanker; om at selve det fysiske apparatur kunne udlejes (: "leases") til abonnenterne. Resultatet af disse overvejelser blev et noget andet projekt, Dansk DIANA Center, hvor man nedtog et udvalg af udenlandske og danske databaser og stillede disse til rådighed, uden at den lokale bruger selv skulle ringe til udlandet over sin terminal, et grundprincip alment kendt i 1996 fra Internettets server- og router-struktur (mere herom i kapitel 4)..

Det spændende med eftertidens øjne kan synes: at man havde så udviklede ideer om selve systemets struktur, uden overhovedet at have indset (eller i hvert fald skrevet om); at disse datanet hurtigt ville blive ganske individuelle og specialiserede servicekanaler, at private enkeltbrugere ville kunne oprette deres egne databaser (såkaldt BBS), og at det fysiske apparatur kunne komme ned i prislag, hvor selv unge under uddannelse kunne finansiere fuld professionel anvendelse.

Typisk, desværre, for den restriktive side af det danske politiske styringsapparat: at televærkerne lagde en ganske unødigt højtgearet prispolitik, som stadig gjorde det urimeligt dyrt for private brugere at ringe rundt i den internationale dataverden, da selve opkoblingen blev almen tilgængelig og økonomisk overkommelig fra begyndelsen af 1990'erne.

Forfatteren til nærværende værk protesterede flere gange i løbet af firserne og halvfemserne forarget over disse forhold og lignende i fagpressen [i], og selv om visse forhold lempedes, og visse, bredere baser blev åbnet for almenheden uden vederlag, havde man dog stadig lang vej igen, hvad angår forholdet mellem sit almene dannelsesideal (: gratis, alment tilgængeligt omfattende biblioteksvæsen for eksempel) og det fremspirende almene datamatiserede dannelsesideal (: en investering i computerudstyr på minimum 10-15.000 danske 1996-kroner, samt løbende abonnement til såvel netforbindelse som til telefonselskab, samt dertil løbende telefontakst for hvert øjeblik man benytter apparaturet ( mere herom i kapitel 4), og til den her beskrevne problematik kom altså også: spærring af en lang række arkiver og oplysningssamlinger selv for statens egne forskere).

Ikke fordi opringningen fra den private forbruger i sig selv kostede telefonselskabet for dyrt, men fordi televærkerne (trods ihærdigt benægtende reklamekampagner til det modsatte i midten af 1995, hvor TeleDanmarks overskud lå omkring 3,5 milliarder kroner) fastholdt noget nær den pris for at være aktiv i telefonnettet, som havde været realistisk, da nettet blev betjent manuelt og kun kunne bære et begrænset antal brugere.

Når dette opfattes som ufint, skyldtes det generelt: at alle telenettenes operationer tidligt blev fuldautomatiserede, at nettene kunne bære et meget stort antal signaler, og at selve transmissionerne ikke udgjorde bekostelige eller apparaturnedslidende poster overhovedet. Den mellem linierne fremgåede undskyldning for denne temmelig asociale og forskningsforsinkende prispolitik: naturligvis at televærkerne havde haft ganske omfattende anlægsudgifter, hybridnettet og lignende, som for en del skulle finansieres af brugerne, samtidigt med, at man indledte den splittelse af befolkningen, som desværre kun skulle blive stadigt tydeligere med den førteknologiske revolutions fremskridt:

På den ene side: de fastansatte brugere i store statsvirksomheder og private erhverv for hvem abonnementsafgifter og lignende forekom temmelig uvedkommende biomstændigheder, og på den anden side: den meget større gruppe private brugere som i 1980'erne dels skulle holdes på et noget lavere informationsniveau for at fastholde de privilegeredes status (jævnfør statusproblemerne diskuteret omstående), dels skulle sikre mod utilsigtede misbrug, samtidigt med at man, lidt efter lidt, gav en reguleret almenversion fri i løbet af 1990'erne.

"Grundtjenesterne" tænkte man sig - dér i slutningen af 1970'erne - skulle give mulighed for op- og nedkobling (kald) og besvarelse af opkald, ligesom med telefon- og telexnettene, og den almene service skulle endvidere omfatte oplysninger om fejl i transmission og protokol, oplysninger om andre abonnenter eventuelt meldte optaget og om spærringer på nettets dataoverførselsmuligheder.

Og alle disse funktioner blev da også ganske almindelige, ikke blot med den komputerstyrede databaseopkobling men allerede med det noget bredere og - dengang næppe forudsete - fax-medi: telefaxtransmission indeholdt ikke - fra sin fremkomst i løbet af 1980'erne - muligheden for at søge ind i databaser og andre brugeres terminaler, men fremtrådte og fremtræder blot som et alment todimensionalt, grafisk kommunikationsredskab med noget bredere anvendelsesmulighed end de dengang i 1970'erne allerede velfungerende telefon- og telexsystemer.

Telefaxens sammenblandingen af fotokopimaskinens mulighed for reproduktion, telefonens mulighed for individuelle opkald, og telexsystemets mulighed for individuelle opkald samtidigt til en hel kreds af brugere, gjorde dette medie, som nemt samarbejder med datamaterne, uhyre udbredt i især erhvervslivet, og som sådan kunne det da fastholdes, at televærkernes "datanet" lignede en billig og sikker succes, også selv om det ikke fremstod, som hvad man i tiden havde tænkt sig med "et offentligt datanet" - og "faxmaskinen" snart forsvandt igen indhentet af computernes rigere muligheder.

Under "ekstratjenester" rubriceredes i den omtalte rapport fra 1979 fem områder, som teksten vil skitsere nedenstående med illustrerende eksempler på, det man dengang forstillede sig, at de kunne bruges til indenfor statens og det offentliges datamatpark:

 1.3.1. Opkaldstjeneste

Man inddelte i tre muligheder med det formål at etablere lette forbindelser mellem allerede forbundne institutioner med regelmæssigt data-flow. Man opererede med:

a. Direkte opkald

Datamater altid koblet op til en bestemt maskines hukommelse og terminaler. Blandt sådanne: vejrstationer til meteorologiske institutter.

b. Selektive opkald

Hvor datamaten ved enkelte tal kunne sættes i forbindelse med et maksimum af otte andre terminaler. Blandt andet en fagforening til de lokale arbejdsformidlingskontorer.

c. Kortnummervalg

Hvor datamaten ved dobbelte tal kunne sætte sig i forbindelse med maximum 100 andre terminaler: fra videnskabelige institutter til forskningsbiblioteker, databanker og beslægtede institutioner og institutter.

1.3.2. Spærringstjenester

Disse defineredes som adgangsrestriktion til forskellige data, af en sikkerhedskarakter som ville kunne opfylde sikkerhedskravene til klassifikationen "tjenstligt". Som det fremgår: stadig primært statens egne ansatte brugere, som man ønskede at sikre sig overfor (jævnfør omstående). Rådet forudså fem områder:

 a. Lukket brugergruppe

Hvor en lukket terminalkreds etableres blandt andet alle skattekontorer indbyrdes. Systemet åbnede muligheder for, at enkelte terminaler i kredsen kunne have en højere prioritering og for eksempel gå videre blandt andet i det foreliggende eksempel til skatteretskontor, skatteministerium og politi- og toldmyndighed.

b. Spærring for afgående opkald

Dette indebar, at en terminal kun kunne modtage og ikke afsende data, blandt andet et statistisk kontors dataopsamlingssystem.

c. Spærring for opkald til udlandet

Hvorved for eksempel et lokalt byplanskontor kunne afgrænse terminalens anvendelsesområde til dens reelle brugerbehov.

d. Spærring for ankommende opkald

Det vil sige, at terminalen kun ville kunne sende og ikke modtage, et enkelt led hvor man fremtidssikret kunne holde uvedkommende væk fra, for eksempel at forstyrre kommandovejen fra de militære myndigheder til de enkelte afdelinger af hæren.

e. Spærring for opkald fra udlandet

Det vil sige modsat punkt c, og igen en begrænsningsmulighed frem mod den praktiske anvendelses nødvendigheder, for eksempel folkekirkens medlemsregistre i Kirkeministeriet, eller registreringen af valgbare til folketing og kommunalbestyrelser.

1.3.3. Servicetjenester

Med dette forstillede man sig tre nærmere specificerede lettelser for belastede nets data-flow, nemlig:

a. Fællesnummer

Hvorved et terminalsystem via et fællesnummer fordeler ankommende opkald til ledige skærme, udenom en eventuelt optaget hovedskærm, for eksempel trafikovervågningssystemernes mulighed for at behandle såvel de løbende informationer som de akutte situationer.

b. Køpladser

Et system noget lig med "at hænge" i et telefonomstillingsbord. For eksempel anvendeligt for løbende rapporter og forespørgsler til hospitalernes sygejournalarkiv.

c. Viderestilling

Hvor man ved et driftsstop eller lignende kan viderestille til en anden terminal, en driftssikkerhed for for eksempel de fleste overvågningssystemer, varslingstjenester og lignende.'

1.3.4. Identifikationstjenester

Hvorved man i to kategorier ville udbygge sikkerhedskravene gennem gen- eller ensidig identifikation fra terminal til terminal eller databank. Dette system ikke (endnu) dengang anvendt i telefonnettenes samtaleservice, men dog allerede en specialservice for koblingerne i telenettet til for eksempel SCR (Statens Centrale Regnskabsvæsen), også (en dobbelt (altså: a + b) forudsætning for data-flow over telex-nettet.

a. Identifikation af kaldende terminal

Hvorved for eksempel SCR (Statens Centrale Regnskabsvæsen) automatisk skulle genkende og acceptere en kaldende institutions nummer inden dataudveksling, og i løbet af denne skulle begrænse de udleverede data til institutionens ansvarsområde.

b. Identifikation af kaldt terminal

Hvorved den kaldende terminal oplyses om, hvem den står i forbindelse med inden data-flow. En funktion som for eksempel kan sikre, at Forsvarskommandoen ikke videreleverer hemmeligheder til Udenrigsministeriets åbne presseinformation.

1.3.5. Faktureringstjenester

Med dette begreb forstod man en funktionsredegørelse. Denne skulle især tjene regnskabs- og revisionsdepartementer med oplysninger om fakturering af de foretagne transmissioner (koblinger). Man forudså tre muligheder:

a. Modtager betaler

Normalt betaler afsender, altså den som ringer op, men i dette tilfælde forudså man, at for eksempel statens service, statistik, lovkontorer og lignende tjenester delvis skulle brugerfinansieres.

b. Prisoplysning

Hvorved hver tilendebragt kobling og transmission tilførtes det omkostningsvederlag, som ville blive faktureret på regningen. Dette system tænkte man sig bredt anvendt i erhvervslivet, og som økonomisk styringsmiddel i statsinstitutionernes regnskabsvæsen.

c. Specifikationsliste

Dette indebar, at terminalen fører logbog og kan udskrive en liste over alle de foretagne opkald. Igen en sikkerhedsforanstaltning mod privat brug som erhvervsliv og stat kunne anvende, men også et middel som kunne lette rapportskrivningen.

Endelig fastslog Edb-rådets rapport nr. 20 af 1979 "Edb. Ledelse og økonomi. Det offentlige datanet" de fem ekstratjenesters formål de:

1. forenklede opkaldsfasen

2. forsikrede mod utilsigtet brug

3. udvidede modtagermulighederne

4. skabte sikkerhed omkring forbindelserne

5. udvidede faktureringsgrundlaget

Man kan i retrospekt rose de danske planlæggere for at have forudset en lang række funktioner, som skulle blive faktiske foranstaltninger, dels i det elektroniske postsystem (: e-mail), dels i databasernes kommunikationsprotokol, som jo nok i almindelig opfattelse fremstår noget mindre paranoid og jo blandt andet tillader anonyme opkald (i FTP som omtales i kapitel 4) og indlæg i åbne konferencer (: men naturligvis kun i de alment tilgængelige datamatsystemer så som USENET og lignende (omtales også kapitel 4).

Samtidigt må det dog fastholdes, at rapporternes skrivere - måske motiverede af den flere gange omtalte kamp for at opretholde en art status som medarbejder - ikke overhovedet havde forudset datasikkerhedsproblemet i kølvandet på de mange private brugere, de såkaldte hackers og andre private eksperter, som med lethed kunne bryde ind i de sikkerhedssystemer, man havde forudset.

Den interne overvågning, der lå som en sort sky over den nye klasse af tasteopererende edb-troldfolk, gjorde det ikke muligt for planlæggerne at indse denne fare for uvedkommende anvendelse. Endvidere lå der også andre svagheder indbygget i systemet, åbenbare svagheder som hurtigt blev blandt de væsentligste funktioner i telefax- og e-mail systemerne, nemlig: en almen samtidig rundsendelsesservice uden begrænsning i antallet af mulige modtagere, som i øvrigt længe havde været almindelig i de militære telexnet.

Det vil altså blandt andet sige, at man stadig regnede med, at for eksempel ministerielle cirkulærer, rettelser til Statens Indkøbsordning og lignende skulle rundsendes manuelt, og dermed arkiveres manuelt i de forskellige institutioner, en besværlig, usikker og dyr kommunikationsvej i forhold til den allerede dengang tydeligt aftegnede mulighed for automatisk udskrift over opkoblede tekstanlæg, der senere, som bemærket, blev ganske væsentlig forøget med telefax og e-mail.

Endelig undrede mange sig over, at Post- og Telegrafvæsenet, som netop ved indledningen til 1980'erne havde etableret en fjernkopiservice med udbringning, ikke også havde koblet denne service ind i sit påtænkte telenet; - og komprimerede videosignaler? Midi-cd-musik og billeder/video? - Nope!

Pointen med dette afsnit: at vise den telematiske a tænkning ved indgangen til 1980'erne, altså godt fire år efter at beslutninger havde skabt det uomgængelige faktum: at social-, individual- og kulturoffentlighed ville komme til at undergå en fuldstændig og alt forandrende revolutionering indenfor de kommende få årtier.

Forfatteren vil dels synliggøre den ret høje grad af planlægning, styring og fremtidssikret tænkning, statens eksperter mønstrede i den anledning, samt dels lade eftertidens læsere få stof til betragtninger over, hvor og hvordan man dengang ikke havde forudset udviklingen. Dette fremstår, efter forfatterens mening, som en absolut forudsætning for, at planlægning og styring vil kunne skærpes og gøres end mere stringent, _b når den egentlige teknologiske revolution sætter ind efter 1996.

Hvor meget læseren nu finder grund til at rose eller dadle den skandinaviske planlægning, foregik denne naturligvis ikke frit svævende i luften, men trak - som altid for de skandinaviske planlæggeres vedkommende - på det grundlæggende pionerarbejde, som det store udland havde finansieret og udført.

To vigtige databasesystemer som man flittigt havde studeret: den amerikanske kongres' "Scorpio" og New York Times' database: to af de første og førende offentligt tilgængelige elektroniske informationssamlinger.

Scorpio tænktes fra starten som en forskningsservice under kongressen. Stadig en åben informationssamling med uddrag, resumeringer og oversigter fra kongressens forskellige datamater og institutioner. Allerede i midten af 1970'erne omfattede samlingen seks hovedemner med flere millioner referencer altså henvisninger.

Det første emne: Major Issues File; det andet: Library of Congress Computerized Catalog; det tredie: Bibliographic Citation File; det fjerde: Legislative Information File 93^rd., 94^rd., 95^rd. Congresses; det femte: National Referral Center Resources File; og det sjette: Congressional Record Abstracts.

- Hvert emne opdelt i undergrupper efter de gængse encyclopædiske principper _a med fra 150 til 600.000 referencer.

De fremsynede og på dette område mindre restriktive (og bedre finansierede) amerikanske politikere havde altså - allerede inden den egentlige datamatiske revolutions tilsynekomst i den brede offentlighed - planlagt og udført en database, som gav offentligheden adgang til alle almene politiske og nationale data. Basens formål fremstilledes fra starten ene som af informativ karakter; - og det lignede hurtigt en gammel slidt vittighed; at de danske politikere, som med midten af 1990'erne stadig ikke havde skabt noget nær tilsvarende (om end de så småt kom efter det i denne tid), virker for usikre på, hvad de mener, og har for let ved at løbe fra deres ord, til at de kan tåle en offentlig database, hvor man hurtigt og let og uden særlige omkostninger kan indhente oplysninger om deres aktiviteter og udtalelser, deres beslutninger og disses grundlag.

Dog forekommer denne type åbne og gratis databaser af uendelig vigtighed i arbejdet med at mindske kommunikations- og informationskløfterne mellem privatindivid og statsapparat, naturligvis under forudsætning af at de tilstedte datas klarhed korresponderer med offentlighedens uddannelsesniveau, et område hvor Skandinavien generelt og gennemsnitligt klarer sig noget bedre end det store amerikanske foregangsland.

Allerede i 1969 startede New York Times sin private database og slog den i 1972 sammen med en del andre store avisforetagender. I 1976 rapporteredes en informationsmængde på 1 1/3 million enheder med en tilgang på hen ved en ½ million enheder om året. Informationskilderne udgjorde dog stadig ret traditionelle redigeringer af cirka 70 større aviser, tidsskrifter og lignende, som man kunne blade i under grupper som: "Planlægning", "Marketing", "Public Relations" "Administration", "Internationale anliggender", "Informations Center", "Ledelsesredskaber" "Finans", "Regering" og så videre.

Argumentet for salg: stort set det samme som overalt i den almene datamatiske eksplosive udbredelse: hurtigere, mere effektivt og billigere (jævnfør omstående), og disse og lignende baser udgjorde i de kommende tider nervesystemet i det informatiske samfund, hvor primitive og små de end synes et kvart århundrede senere. - Den danske avis Politiken gik tidligt ind i arbejdet med at oprette en dataservice, men avisens system: "Politiken On-line" kom først i gang for alvor fra midt i 1990'erne.

Ovenstående to eksempler udgjorde altså allerede igangværende projekter, da datamaterne begyndte at brede sig til almenheden. Andre - forskningsbaserede - projekter viste et yderligt antal muligheder, som dog blev standset eller forsinket betydeligt, på trods af den fysiske mulighed for at fremstille dem rentabelt.

1.3.6. Hiowi-projektet

Blandt andet det i 1970'erne, mellem medie- og informatikforskere meget omtalte japanske Hiowi-projekt, der viste en række praktiske, realisable muligheder, som 25 år senere stadig endnu kun tonede "fremtidsmusik" men i 50året viste sig at have ramt plet med alle sine påpegede områder.

Følgende 10 muligheder blev gennemprøvet i dette projekt med "lønsomt" udbytte (Hammerich og Smidt p. 95ff) forfatteren har jo så - op til 50året - konstateret at stort set alle ti punkters fremtidprognoser blev gennemført:

 1. Bestillings-tv

Altså selvvalgte programmer blandt et større udbud. Denne informatiske frihed fandtes stadig kun på eksperimentelt forsøgsstadium i midten af 1990'erne i Skandinavien, men kun tænkt tilgængeligt for de rige eller entusiaster (som med kodede betalings-tv-stationer). Dog i løbet af det nye årtusinde fandtes der flere sådanne tjenster og også streaming med abonnementsordninger.

2. Datastyret undervisning

Læreren på skærmen i forbindelse med eleven gennem to-vejs tilslutning. I midten af 1990'erne stadig en teknologi med lange fremtidsudsigter, man satsede generelt mere på en version af 1. hvor eleven kan tilvælge forud indspillede undervisningsforløb, men stadig må have lærerkontakt gennem telefonselskaber, komputernet, post og lignende. Igen: i løbet af det nye årtusinde fandtes der flere mødeplatforme, hvor to eller flere kunne indgå i blandt andet undervisning.

3. Databank

Et billed- og dataleksikon efter fravalgsprincipper. Her lå man - via for eksempel tekst-tv og de i fremtiden lovede udvidelser heraf - noget længere fremme end med 2. Også tilslutningen til for eksempel Reuters Elektroniske Nyhedsservice over Internettet og lignende, samt de forskellige databanker og et voksende udvalg af leksikale cd-ROM samlinger, havde realiseret disse muligheder i noget afvigende versioner, dog kun for de kraftigt købedygtige som havde råd. Senere med internettet ganske almindeligt både gratis og med betaling.

4. Økonomisk datastyring

Endnu kun netop realiseret 25 år senere og i stærkt begrænset udgave, selv med adgang til økonomiske data i en lang række systemer, og selv om bankvæsnerne for længst betjente sig af elektronisk postering og ompostering, og selv om Dankortet og de andre kreditkort kunne aflæses af banker og erhvervslivets autoriserede kortlæsningsterminaler. (Disse kortlæsere beholdt det oprindelige datamatiske grundord for alle slags edb-apparater: "terminal"). Igen med det nye årtusinde almindeligt styret via bankerne og diverse identifikationsystemer NEM ID, MIT ID og lignende.

5. Shopping-tv

Hvor kunden fremsøger sig sin vare i datamatiserede kataloger og købsprisen automatisk fratrækkes over kundens konto. Dette system endnu blot på begrænset forsøgsstadium 25 år senere, kun meget få private besad en magnetisk kortlæser, altså (i 1990'ernes sprogtone:) "en (kreditkort) terminal". Også dette lovede telemonopolet "lige om hjørnet" i 1996 og det fandtes som den måske mest udbredtefor for handel i 2020erne via computere og telefoni.

6. Billed-tv

Smukke billeder efter eget valg på skærmene, når disse ikke anvendes, heri mulighed for med storskærme at skabe naturscenerier og lignende. Også denne mulighed havde pauvre kår 25 år senere, men store firmaer så som Microsoft havde dem på deres spiseseddel. [ii] Såkaldt "environment"- & "ambient"-music (: "naturmiljø" og "omsluttende musik") med idylliske naturoptagelser og lydmæssige baggrundstapeter, opnåede et kæmpe marked indenfor de traditionelle massekommunikationsmæssige audimidler, også komputere kunne levere deres bruger smukke billeder og lyde.

7. Fjernsyns- og radio-kabelrundsendelse af normalprogrammer

Sammenkoblet med satellitteknikken fuldt gennemført i 1990'erne. Gjorde det muligt at sende tv- og radiosignaler samtidigt til hele kloden. Almindelige, private forbrugere havde dog kun begrænset adgang til denne mulighed, som - i for eksempel Danmark - begrænsedes af, at televærkerne og programudbyderne bestemte hvilke programmer, der skulle nedtages og rundsendes og hvornår. Direkte opkobling til transmissionssatellitter og individuel nedtagning forblev en ret så begrænset mulighed, selv for de som investerede i de relativt dyre parabolantenneanlæg og dekodersystemer til betalingskanalerne. Til gengæld erstattede Internetbårne video- og tv-kanaler hurtigt behovet for at følge de kendte kanaler i "real-time".

 8. Ønskeradio (og tv)

Lydbankens musikudvalg, ring og bestil et selvvalgt program. Televærkerne lovede ihærdigt kunderne, at denne funktion skulle blive mulig fra midten af 1990'erne, den ville kunne sikre kunstnerne nøjagtig rettighedsafregning og ville spare plads i hjemmene. Fono- & videogram- samt cd-ROM-branchen så dog ikke hen til dette med udelt glæde, men måtte jo bøje sig i det nye årtusinde, hvor streamingtjenesternes samlinger gjorde det muligt at lytte til stort set al musik, dette dog uden at kunstnernes betaling stod mål med benyttelsen af deres musik.

9. Alarmsystemer

Alarm ved brand og indbrud. Alarmen koblet til såvel hjemmets datamater, overvågningsenheder og det lokale politi, brandvæsen og lignende. Muligheden for satellitovervågning kunne gøre indbrud og brandulykker næsten uigennemførlige, men forelå stadig i midten af 1990'erne kun forbeholdt statsapparaterne selv og de ganske få velhavere som kunne finansiere skrabede og teknologisk set reducerede sikkerheds- og overvågningssystemer, - i især USA's forståeligt nok ret så paranoide rigmandskredse. Systemerne blev dog ret almindelige i det nye årtusinde.

10. Telemetre

Dette indebar, at el-, gas- og andre målemetre automatisk kunne aflæses og fratrækkes forbrugerens konti. Heller ikke denne funktion havde realistiske muligheder for gennemførelse 25 år efter Hiowa-projektet men fungerede fint i 50 året.

Det synes klart; at der, på trods af den meget ringe realiseringsgrad i dette tidlige pionerprojekt, opsamledes en stor mængde indsigter, som kunne bruges i mere almene datamatiske projekter, og det synes samtidigt (jævnfør bemærkningerne blandt andet p. 36 ) klart, at disse teknologier ikke enbart bør betragtes som gavnlige og jo i 50året for det præteknologiske gennembrud fandtes fuldt realiserede. Dog: overvågningssamfundet lurer som en nærliggende mulighed så snart to-vejs tv/billedtelefoni etableres, også selv om de første generationer af tilbagesendelseskameraer har en knap, hvor forbrugeren kan tænde og slukke for sine transmissioner.

Hvis et sådant system først etableres, vil en senere generation, eller en mindre modifikation - måske blot en soft-ware opdatering  - gøre det muligt at overvåge alle individets handlinger indenfor hjemmets sfære (selvfølgelig afhængigt af den kamera- & mikrofonmæssige dækningsgrad a).

Som bemærket (for eksempel p. 46 ) synes den eneste løsning: en ganske overordentlig udvidelse af tolerancen, inklusiv omdefineringer af "normalitet", "tilladeligt" og "menneskeligt", samtidigt med at man indser; at disse overvågningsmuligheder allerede foreligger fuldt realiserede i langt mere avancerede satellitteknologier administreret af nationale sikkerhedstjenester, efterretningsvæsner og lignende. [iii]

Pointen fremstår her fremhævet: privatlivets fred, købefreden og lignende grundbegreber i moderne demokrati skal udvides og omformuleres hen i mod større tolerance og redundans b. At forsøge at sinke og hindre disse teknologiers almene udbredelse og anvendelse, samtidigt med at de statslige overvågnings- og efterretningssystemer udvikler stadig mere avancerede og effektive sådanne systemer, virker på længere sigt mere farligt end en hastig civilt formuleret indførelse.

Visionære forfattere har i årtier malet overvågningens totalitære diktatur på væggen, hvor før overtroens djævel herskede som enerådende skræmmebillede. Dette har ansporet millioner af mennesker til at opretholde en kritisk distance og et årvågent blik for de farligere muligheder for misbrug af teknologierne. Dette moment bør søges skærpet men med praktisk jordforbindelse:

På samme vis som stendolken, ilden, hjulet og mange andre gavnlige opfindelser kunne misbruges, men generelt anvendtes til menneskehedens bedste, synes det den første og fremmeste opgave for humanioras faglige tænkning, ja, for den sociale, individuelle og kulturelle stillingtagen overhovedet: grundlæggende at indse farerne og imødegå dem strategisk uden at sinke, forhindre eller mindske mulighederne i grundliggende gavnlige teknologier.

I det næste kapitel vil forfatteren derfor undersøge, hvordan niveauet lå dengang og godt ti til femten år efter den her behandlede startperiode. Hvordan forskernes rapporter på statsligt initiativ udviklede sig. Dernæst hvordan dels den ældre videnskabelige fiktion kunne opfattes realiseret, - den som lå i baghovedet på de mennesker, som tog beslutningerne om det præteknologiske gennembrud; - samt endvidere dertil, hvordan den i perioden selv spirende videnskabelige fiktion - henvendt til de kommende generationer - greb disse problemer an; samt endelig som afslutning derpå hvordan periodens teoretiske fremtidsforskere opfattede mulighederne fra starten og fremad.

[TOP]

     a telematiske: Efter det græske téle: fjern, fjernt og det sidste af det græske automaton: selvbevægelse. Telematik altså: fjernbevægelse. Det franske bud på et samlingsord for de nye redskaber, som opstod med det præteknologiske gennembrud (jævnfør Qvortrup i bibliografien). Et udtryk som udenfor den fransktalende verden, frankofonien, kun i nogen grad har vundet internationalt indpas ved udløbet af det præteknologiske gennembrud.

     b stringent: af det latinske ord stringere: at sammensnøre. Klar, logisk, følgerigtig, påpasselig og lignende.

     a de gængse encyklopædiske principper: disse omfatter: fravalg efter emne, alfabetisering, kronologisk opdeling, opdeling efter nummer i given række, efter overordnet søgenøgle, efter underordnede søgenøgler, krydshenvisninger, listeoversigter og lignende. Jævnfør fodnoterne i indledningen udsprang en del af disse arbejdsprincipper af de franske encyklopædisters og Voltaires arbejde under oplysningstiden.

     a den kamera- & mikrofonmæssige dækningsgrad: altså det område som  kameraets linse kan følge i forbrugerens stue, det område som mikrofonen kan opfange lyde fra. Som det skal fremgå mellem linierne i kapitel 4, kan lys- og lydopfangere gøres meget små og sættes sammen i netværk eller mobiltelefoner, som ville gøre en  fuldstændig overvågning mulig.

     b redundans: efter latin redundantia: overflod overstrømmende fylde i talen. Et bredt anvendt ord, som betegner: den ikke nødvendige del af en talehandlings indhold, det som giver informationerne farve, baggrund og troværdighed. Indenfor informatikken: de ikke udnyttede muligheder, og endelig indenfor sprogteorien: det at man for tydelighedens skyld udtrykker ting på flere måder, for eksempel ved yderligt forklarende ord, tegninger eller fagter, eller ved også at stave et navn man har udtalt. Ordet dukker op igen i kapitel 5.

[TOP]

[i]. For eksempel offentliggjorde "Magisterbladet" nummer 15, juli 1991, et indlæg fra forfatteren som bakkede op om forskernes protester over, at adgangen til statens og samfundets arkiver hindredes på mange måder. Udover problemerne med direkte statslige begrænsninger på adgangen til arkivalierne (:arkiverne og deres aktstykker), berører brevet også et problem som skulle blive end mere aktuelt i 1990'erne: teleselskabernes priser. Herunder bringes brevet i dets af redaktionen forkortede form, der henvises til forfatterens forskning i Coca-Cola, se eventuelt hans værk "Coca-Cola World" ("Magisterbladet" 15 1991 p. 12 under overskriften "SKAMMELIGT RESTRIKTIV" (forkortelser udskrevet, enkelte tegn tilføjet, endvidere renset for 7 afvigelser fra d-prim, samt én trykfejl og én udeladelse fra bladets side)):

"Magisterbladet nummer 11 dette år kommer ind på en vigtig sag med den store artikel "Ingen adgang til hukommelsen". Som en af de første "mediestuderende" og siden konferensspecialiseret, har jeg oplevet en del dansk dumhed over 10-15 år.

For mig at se skyldes det såvel politikernes og andres nedladende holdning til billede/lyd medierne, som deres indgroede respekt for eller lyst til disse mediers magt.

Lad os ikke glemme, at Danmark, på radio- og tv-spredningslovgivningens område, stadig har en skammeligt restriktiv politik. Lige adgang for alle til alle medierne står som ren utopi her til lands, og rimelig realistisk mulighed for mange i USA.

Den næststørste dumhed: at man ikke satsede på medieforskningen og dermed bakkede sine folk op, på et felt domineret af mange stive fordomme, grov udnyttelse og store penge. Frans Mortensen udtaler dette klart i artiklen: "Lovgiverne er en flok tøsedrenge, der ikke kan skære igennem, bare fordi nogen lugter penge.".

Artiklen efterlyser "historiske linier" i medieforskningen. Må jeg, som specialist i et mega-dollar produkt med mere end hundrede års multi-medie erfaring, påpege; den historiske indsigt, såvel lovgivningen som forskningen endnu ikke synes at have formuleret i social praksis: at massekommunikationsmidlerne - massespredningen - i sig selv allerede står "historificeret" af de mere individuelle edb-midler.

På samme vis som massespredningen statsmonopoliseredes i sin tid, monopoliserer man i dag adgangen til databaser og satellitter og individuelle modtagerkanaler og sendefrekvenser.

Hvis i stedet for eksempel to eller tre tele-selskaber konkurrerede åbent i hovedstaden, ville end for eksempel privat opkobling til databaser og mulighed for individuelle kanalvalg let kunne realiseres rentabelt for alle.

Der burde bestå enighed om at danskerne ikke bør fortabe det almene dannelsesideal ved at gøre viden (eller "adgang til hukommelsen") til magt for de få.".

At datamaterne altså udgør et næste trin, som gør fjernsyn, radio og lignende til knirkende historiske genstande, skal blive en pointe, når teksten når til behandlingen af blandt andet Alvin Tofler. I et afsnit som redaktionen havde forkortet ud, i sin i øvrigt meget fint strategisk anbragte opsætning af brevet, havde forfatteren haft grovfilen fremme, faktisk nævnte han Tofler (fra Forfatterens originale brevs kopi, én afvigelse fra d-prim udrenset):

"Denne indsigt fra for eksempel Alvin Tofler burde stå som klar logik for hver en gymnasiast i landet; men så langt rækker regeringens højskoleagtige lav-budget indsigt i videnskaberne ikke. - Mon ikke det kommer til at koste Danmark end mere i længden?"

[ii]. En lang række tegne- og billedbehandlings- og -fremvisningsprogrammer gjorde det allerede fra midten af 1980'erne muligt for den private komputerbruger at benytte skærmen til at se smukke billeder på. Efter ankomsten af cd-ROM mediet blev det endvidere muligt at underlægge smuk musik (mere herom i kapitel 4) - men så kunne apparatet ikke bruges til andet imens. Med 1980'erne og især 1990'erne blev lederen af Microsoft, Bill Gates, en nærmest heroisk skikkelse i komputerfolkets øjne ikke blot på grund af firmaets absolut velfungerende og vigtige programmer og mandens tårnhøje indtjening, men også fordi miljøet generelt havde brug for sympatiske helteskikkelser. Om end Gates altid optrådte forsigtigt og uden at træde de forskellige interessegrupper over tæerne, opnåede hans person en glans af glamour som kun få andre i disse tiår. Bill Gates opkøbt  de digitale rettigheder til så meget billedkunst han kunne, jævnfør i samtiden for eksempel "Politiken" 18/1-1996 "Computersektionen" p. 4. - Med begrebet "konvergens", altså overensstemmelse og sammensætning mellem de mange enkelte maskiner og systemer, vil der blive yderligere behov for at lade de i øjeblikket ubenyttede skærme og højtalere fremmane de landskaber og det naturmiljø, som fiktionslitteraturen i årtier har regnet for typiske fremtidige momenter i det fuldautomatiserede hjem.

[iii]. Med i billedet hører nu da også det tema i slutnoterne, som bevæger tekstens genstandsområder derhen, hvor faktiske forhold antager fiktiv karakter eller omvendt? Fiktive forhold antager faktisk karakter? - I 1996 regnedes "X Files" (på dansk oversat til "Strengt Fortroligt" (en klassifikation noget lavere end "X Files"-serien antyder)) for en af verdens populæreste tv-serier, som i høj grad bar ved til de konspirationsteorier, der fulgte i farvandet på det præteknologiske gennembrud. Serien handlede om rumskibe, hemmelige dokumenter, uforklarlige begivenheder, ofte tilsyneladende vanvittige mennesker, som et agentpar forskede i fra afsnit til afsnit, mens de kom stadig tættere på at afsløre en sammensværgelse, der evigt skjulte sig igen. Dette sidetema i slutnoterne fandt publikum altså stadig uhyre spændende ved udgangen af det præteknologiske gennembrud i 1996.

Overvågningens problematikker interesserer ikke blot den professionelt sikkerhedsmæssigt engagerede praktiker eller teoretiker, tematikken skal også blive væsentlig hos de litterære forfattere kapitel 2 behandler og gennem dem væsentlige for alle dannede og kultiverede mennesker. Videnskabsmennesket såvel som kunstneren når netop til den erkendelse; at selve betragtningen, observationshandlingen, påvirker resultatet, især da i den indre tankemæssige subjektive virkelighed, som sammensværgelsesteoretikere påstår også kan aflures hemmeligt.

Bag så opsigtsvækkende et postulat ligger tanken om, at efterretningsvæsnernes teknologiske formåen altid ligger nogle skridt foran, hvad for eksempel spionfilm viser. Har man i filmens fiktion små apparater, som skjult kan aflytte samtaler, har man i virkeligheden satellitter, som kan "stille ind på" samtaler. En dansk konspirations- altså sammensværgelsesforsker gjorde sig bemærket på netop dette felt i starten af 1980'erne: Steen Hjortsø. I sit skrift "The Transcendence of Sacrifice and the Emergence of Galatic Reciprocity" (cirka 1980) redegør han for tre (måske nok fiktive men i hans konspirationslogik) vigtige teknologiske metoder indenfor hemmelig overvågning og social manøvrering (ibid p. 1):

• a.            subliminal opfattelse og førbevidst processering (Subliminal Perception and Preconsious Processing)

• b.           indre tale og tanke (Inner Speech and Thought)

• c.            fjernsansning og mønstergenkendelse (Remote Sensing and Pattern Recognition)

a.            Allerede i 1950'erne fandt man ud af at opfattelsen modtager indtryk, selv om disse ikke registreres af sindet (subliminalt, altså under grænsen), Hjortsø viser (p. 6), hvordan denne opfattelse blev nedtonet i offentlighedens bevidsthed. I dag i 1990'erne findes der regler for brug af disse midler, nogle bruger dem bevidst som sindsudvidere (se eventuelt kapitel 4). "Førbevidst processering" definerer Hjortø (ibid p. 8).

  "... informationsbehandlingen som uden ophold udføres af den menneskelige hjerne i det lillebitte udsnit af et sekund før nogle data heraf bliver ført videre enten til bevidstheden eller til underbevidstheden.".

Allerede de tidlige satellitter kunne - i følge Hjortsø og andre lignende kilder - sende subliminale sanseindtryk og førbevidst processering direkte til enkelte menneskers synscenter eller for eksempel som indre stemmer: dog oftest maskeret som personens egne tanker (ibid p. 9):

"Netop dette problem er af afgørende betydning for satellitkommunikation af adfærdsændrende budskaber, i det en meget stor del af budskaberne bliver svøbt i ord - militærpsykologen sidder i kontrolrummet og fremsiger kommentarer, som øjeblikkeligt bliver sendt som en opkobling til satellitten og derfra transmitteret som et nedkoblet subliminalt eller supraliminalt (: under tærsklen eller over tærsklen, oversætters anmærkning) budskab direkte ind i det pågældende individs øre.".

b.           Naturligvis kommunikerer dette system begge veje. Hjortsø beskriver (p. 11) A.N. Sokolovs forskning med en elektromyograf, (et apparat til måling af muskelbevægelsernes elektriske aktivitet i taleorganerne, tale og tænkning,) som inden satellitteknikken beviste, at (ibid p. 11):

"... tanker bliver almindeligvis ledsaget af salver af hurtige, højspændingssvingninger som opstår fra talemuskulaturens skjulte artikulering."

Herfra havde militæret blot et spørgsmål om at skrive et passende fortolkningsprogram før satellitterne kunne aflæse tankevirksomheden hos et givent individ gennem "indremonolog læbeskanning".

c.            I almindelig parapsykologisk forskning betyder fjernsansning blot at en person prøver at opfatte noget fjernt (eventuelt gennem et andet menneskes sanser). For militærerne, i følge Hjortø, betød det hurtigt fuldstændig overtagelse af personens opfattelse og tanke og kropskontrol. - Her eksperimenteres der stadig. Den komplette robotgørelses spøgelse ryster atter engang lænken.

Som ofte med sådanne sager, skal kilderne vurderes grundigt, inden de placeres. En mand kan have ret i mange iagttagelser og postulater, og så alligevel fuldstændig have misforstået sin egen rolle og medvirken (: noget ikke alt, som forklaret i en foregående slutnote). Således tyder meget på, at Hjortø, som andre i hans generation, har fået en subliminal overbevisning indplantet, om at han havde en verdensfrelsende rolle, at hans lidelser trods alt frelste verden som forudsagt i diverse hellige skrifter, for eksempel de kristnes 'Bibel'. - Denne tidstypiske (og dybt paranoide) vrangforestilling skal dog ikke lede den opmærksomme iagttager til at forkaste sagen umiddelbart, især da ikke når oplysningerne i øvrigt fremstår som velformulerede og -dokumenterede, hvad de gør hos Steen Hjortø, - i bedste fald ville man gå glip af en god historie - i værste ville man i sit hovmod hurtigt begynde at overse oplysninger og fakta af betydning.

The Transcendence of Sacrifice and the Emergence of Galatic Reciprocity:

... the information processing carried out continuously by the human brain in the minute fraction of a second before some of the data are let through either to consciousness or relegated to the unconscious. ... Exactly this problem is of crucial importance to satellite communication of behaviour-changing messages, as a very large proportion of messages are couched in words - the military psychologist is sitting in the control room speaking comments, which are sent instantaneously up-link to the satellite and from there transmitted as a down-link subliminal - or supraliminal - message directly into the ear of the individual in question ... thoughts are usually accompanied by volleys of fast, high-amplitude oscillations arising from the speech musculature's consealed articulation.

  (Skråskrift her anført med understregning i originalen)

[TOP]