Det præteknologiske gennembrud |
Kapitel 4 Eksisterende teknokultur i 1996
Som det fremgik (i kapitel 2 (II.26)) beskrev Forfatteren allerede i 1970'erne delvis det, som i 1996 solgtes under stort reklamebrag som: "multi-media"-maskinen. Med denne type komputer skulle den almene befolkning for første gang for alvor få lyst til at købe edb-udstyr i større mængder.
Hvor de tidligere systemer blandt civile, private personer havde kunnet lokke den teknikglade, forfatteren, musikeren, samleren og den spilleglade, havde det altid syntes svært at få "Hr og Fru Olsen" til at indse fordelen ved i en tid med telefon, at kunne skrive de få årlige breve til familien og de få årlige breve til offentlige myndigheder med tekstbehandling. Samme potentielle brugergruppe stod i regel som for gammel til komputerspillene.
Den almene private brug havde altså haltet gevaldigt bagefter, på trods af at alle, som opnåede reelle fordele ved komputeren og alle teknofile , a havde anskaffet sig "en". Folk havde generelt haft svært ved at se fidusen: allerede fra de tidligste hjemmekomputere og deres så ofte nævnte kartotek over plader, bøger, frimærker og lignende blandt andet den beskrevne tekstbehandling. Så stadigt kun få almindelige voksne og ældre havde - helt frem mod midt-1990'erne - villet og kunnet anskaffe sig det endnu forholdsvis dyre edb-anlæg privat.
De problematiske forhold på arbejdsmarkedet (beskrevet blandt andet kapitel 1 og 3 (I.11), (I.17) og (II.14)) gjorde dertil mange ældre mennesker mere end uvillige - ja nærmest fjendtlige - over for en yderligere datamatisering især da at lukke et af dyrene ind i deres eget, private hjem.
Læseren forstår nu måske, hvorfor man primært snakkede om pornografi og lignende "forbudte" emner omkring Nettet -: noget skulle man have at lokke husarerne ind i komputervarmen med! - Og multi-media systemerne lovede rigtigt godt i den anledning, samt syntes ved at blive komputerstandard hen mod 1996.
Nu kunne man lokke med komputerskærme som viste billeder og film, som kunne afspille cd-plader med musik, kunne vise noder, tekster, billeder og lignende: det hele på flimmerfrie skærme og i stereo. Man kunne lokke med maskiner, som ikke blot kunne disse og lignende ting men dertil datafiler i digtital form af film, musik, al slags kunst og videnskab, plader som kunne tåle brug uden opslidning, frem- og tilbagespoling i det uendelige, fastfrosne billeder, lige til at printe ud, og så videre.
Med de forbedrede teknologier indenfor tekstbehandling kunne man nu også (jævnfør kapitel 1 og 4 (I.12) (IV.2)) printe ud med tusinder af forskellige skrifttyper, man kunne blande billeder og farver, tekst og allehånde lækre lay-out momenter alt sammen ved et tryk på den (for)herlige(de) mus.
Hvad den civile menigmand skulle bruge fax-tilslutningen til, kan synes svært at regne ud i 1996, men om ikke andet kunne det imponere naboen, og hvem vidste? med tiden kunne det måske blive mere almindeligt, også udenfor forretningslivet, at betjene sig af fax-mediet, men folk gjorde det ikke i almindelighed i 1996 og kom heller aldrig til det.
Med sådanne og lignende argumenter søgte edb-branchen fra 1995 for alvor at komme ud i alle danske hjem. Som med indførelsen af fjernsynet fra 1951 blev der tale om en blanding af forlokkelse og underforstået social tvang. 45 år efter indførelsen af fjernsynet i Danmark skulle man nærmest have et sådant apparat, selv "Kongens Foged" (: som tvangsinddriver forfalden gæld) kunne ikke tillade sig at fjerne dette "livsnødvendige" apparat fra skyldneres bopæl (hvis apparatets afbetaling og licensbeskatning altså blev betalt).
Om statsadministrationen og dens kreds af embedsmænd samt politikere nu mente; at fjernsynet stod som det ultimative b i kommunikation fra det offentlige til de private borgere, eller om fjernsynet (meget imod kulturkritikernes mening) blev opfattet som det ultimative i folkeopdragelse og fremme af den nationale korpsånd, skal Forfatteren ikke her gisne om. Faktum: at fjernsynet - med piber og trommer godt tyve år efter sin indførelse - regnedes som noget nær ufravigelig norm i alle danske hjem, -: de som ikke så fjernsyn, minimum ½-1 time om dagen, blev opfattet som afvigere og sære snegle af det store flertal af "seere".
Noget nær det samme syntes gældende med komputerkulturen, efter at multi-media maskinen og Internettet blev lanceret her i 1996 ved udløbet af det præteknologiske gennembrud, men lad os se om en tyve-tredive års tid. Én forskel: datamatisk udviklingstakt går hurtigere end med massekommunikationsmidlerne. En anden: Internetmediet fungerer i 1996 stadig dårligt med stereo, video og de andre medier, som menigmand har vænnet sig til at regne for givne basisbetingelser i det moderne liv.
Multi-media maskinen fremstod for os i 1996 som det vidunder, hvor alle det moderne livs bekvemmeligheder indenfor kunst, kultur og kommunikation blev samlet og stillet til rådighed for den kræsne bruger med kun et knaptryk på musen som adgangsgivende instans. Med multi-media skulle endelig hele fremtidsmusikken fra slutningen af 1970'erne og frem realiseres: inklusiv indkøb hjemme fra skærmen, inklusiv bestilling og betaling af rejser, biografture og lignende. Langt om længe syntes billedtelefonen lige om hjørnet, snart skulle også film, musik, dokumentarprogrammer, læreprogrammer og så videre kunne hentes fra multi-media-maskinens tastatur og lige hjem til skærmene og højtalerne. Og endnu engang skulle dyret samle den lille kernefamilie omkring konstruktiv "kultur-rigtig" aktivitet i fritiden.
Multi-media-branchens stærkeste kort fra omkring 1990'erne og frem til 1996: uden tvivl cd-ROM. Disse små skinnende skiver, som havde revolutioneret musikbranchen, og pludselig bragt tusinder af gamle indspilninger, som kun samlere stadig havde på slidte vinylplader, frem i lyset igen i digitalt krystalklar lydgengivelse. Digitaliseringen af store dele af den indspillede populærmusik gav nyt liv til musikbranchen, nye kodachecks a til bedagede musikere, som pludselig igen solgte løs af gamle indspilninger, der ikke havde fundet markedsføring i årevis, selv om de stadig havde en stor del af publikums interesse.
I multi-media-systemerne kunne man ikke blot spille disse musik-cd'er, der kunne yderligere indlægges data, som maskinen kunne omsætte til som bemærket ovenfor: for eksempel små filmstumper med kunstnerne, billeder, nodebilleder og tekster, diskografier, biografier og så videre.
Men ud over at grave sig ind på musikken tilbød cd-ROM-mediet også en lang række andre muligheder, som talte til den menige forbruger. Nu kunne man endelig få kæmpestore leksika som i bedste multi-media-stil indeholdt både tekst, billeder, filmstumper, lyd og lignende. Alt sammen betjent fra den ikonstyrede musedirigerede brugerflade, som med styresystemet Windows blev norm for masserne, der aldrig havde syntes vildt meget om DOS og andre tekstbaserede styresystemers net af teknificerede kodeord (se eventuelt forklaringerne herom i fodnoterne (0.10) og (IV.28)).
- To store pioner cd-ROM-udgivelser i 1995-1996: "Lademanns Multimedia Leksikon" og "International Rock DigiLex", begge strukturerede som beskrevet, begge mægtigt udmærkede og begge urealistisk dyre i forhold til produktionen af cd-ROM-skiver, som ikke beløb sig til særligt meget i de år. - Som med televærkerne lød forlagenes undskyldning stadig; at man skulle indtjene de store udviklingsomkostninger, at man havde et produkt, som folk havde behov for, og derfor stod klar til at betale og lignende.
- Hvorfor disse forlag ikke tænkte som Michael Maardt, og i stedet for at sælge begrænsede oplag til dyre priser med marginal indtjening, satsede på, at sælge til alle med et cd-ROM-drev i deres komputer til en pris som "kun" tog omkring 1000% af fremstillingsprisen i massproduktion og dermed ville give en maksimal indtjening, får stå hen i det uvisse. (: Klart, naturligvis, at private cd-ROM-brændere (: "pirater") kunne levere disse produkter, som officielt solgtes fra 500 kroner og op til flere tusinde, til mere overkommelige priser (: pirat-soft-ware).
Kun generelt brancherne for komputerspil og pornografi solgte deres produkter til priser som lå under "smertegrænsen" (nævnt ovenfor). Især når det drejer sig om at sælge leksika, ordbøger og andre typer organiseret information, som bør stå frit til rådighed for alle interesserede, syntes markedet ikke styret af mennesker med sans for betydningen og konsekvenserne af det præteknologiske gennembrud, deres forretning forsvandt da også helt, efterhånden som deres basisfunktion kunne erstattes af hurtige opslag "på nettet".
Det kan som en lille hale på den megen snak og CD-ROM og DVD tilføjes, at disse medier jo helt forsvandt allerede et lille tiår efter udløbet af det præteknologiske gennembrud, hvor såkaldt "streaming" altså indholdsvisning via Internettet - uden fysiske mellemled - blev normen.
[TOP]
a
teknofile: efter græsk technikos: kyndig, heraf ordet teknik og tekno,
altså vedrørende kundskab og tekniske maskiner. Og efter græsk filos:
elsker, kær, ven. Teknofile altså: teknikelskende, kundskabskære
og lignende. (Sammenlign eventuelt med fodnoten i kapitel 1 (I.17)).
b
ultimative: efter latin ultra: på den anden side, heraf gradbøjningen ultimus:
det sidste, det fjerneste. Heraf altså ultimativ: det sidste,
endelige, det afsluttende og afgørende.
a
koda-checks: altså økonomiske afregninger for rettigheder som kunstnere,
forfattere og lignende opnår, når Koda - det private selskab for
administrering af ophavsrettigheder - udfra kunstnerens og branchens
oplysninger anser en given kunstners produkt for tilpas solgt og anvendt i
massemedierne. Kodaafregningerne udgjorde en væsentlig del af mange
kunstneres indtjeningsgrundlag.
[TOP]