Som det fremgår flere steder i de foregående kapitler, så holdt det ikke evigt med Henrik Pontoppidans engagement i lavere dansk almuekultur. Måske skyldtes det de forbedrede tider, måske følte han blot, at han havde skrevet sig gennem problematikkerne, da han i løbet af 1890'erne begav sig ind i andre problemstillinger, men samtidigt indeholdt de nye spørgsmål svar og postulater fra den foregående skriverundes idesæt, så om end han efter sin skilsmisse forlod den nære kontakt til almuen, spøgte dens forhold og de deraf afledte diskussioner stadig i hans forfatterfantasi.

     Hvor kunstnerens rolle før synes at have bestået i at kalde til debat og forbedring for de fattige landboere, blev det nu kunstneren selv og dennes produkt, som kom under Pontoppidans kærlige behandling. Sven Møller Kristensen skriver om de nye versioner af denne problematik under sin omtale af Pontoppidan i "Danmarks litteratur fra 1870 til nutiden" (ibid p. 31):

"... "Nattevagt" (1894), hvor problemet er kunstens mål og mening. Skal kunsten være et våben i den sociale og politiske frihedskamp og derfor afmale den menneskelige elendighed, eller er den et mål i sig selv, et udtryk for fantasi, følelse, drøm, uden anden mening end skønheden?".

     Om end det overstående (første kapitel) anførtes, at Henrik Pontoppidan på mange måder fungerede som Brandes-kredsens "mand", gælder det ikke, at han kendes som en af de unge digtere, der oprindeligt havde hentet sit skyts og sine holdninger hos Brandes.

     Dog, de to mænd udviklede over årene et venskab, Pontoppidan skrev i en af Brandes-brødrenes forsøg på at skabe en avis: Ernst Brandes, nationaløkonomen, som købte "Kjøbenhavns Børstidende", der skulle danne et nyt radikalt samlingspunkt i København, og hvortil ikke kun realisten Pontoppidan blev indbudt som skribent, men også symbolister som Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg. I dette blad skiftede Pontoppidan pseudonym, han fremstod nu ikke længere som "Rusticus" (: Manden fra landet) men som "Urbanus" (: Manden fra byen), og hans første ugentlige skriveri blev offentliggjort i dette blad i juli 1889 det sidste i december 1891.

     Bladet gik senere ned, Ernst Brandes mistede sin formue og tog sig af dage herfor. Dog, efter at Henrik Pontoppidan slog sig ned på en fredriksbergsk villavej, og kom ind i denne kreds for alvor, blev de rustikke, landboproblematikker mere fjerne. Hans andet ægteskab - med Antoinette Kofoed - betød også et farvel til alliancen med landbefolkningen. Frk. Antoinette kom af en embedsmandsfamilie, og med disse forandringer i forfatterens liv blev der lagt op til en ny fase i forfatterskabet: den meget produktive periode, hvor en del af hans store mesterværker blev til: tiden fra 1890'erne til 1908.

     Altså i denne tid og under disse indtryk bliver "Nattevagt" skrevet, forfatteren Pontoppidan, som tidligere - med effektiv social indignation - havde gjort det fine æstetiske kompagni af københavnske teoretikere opmærksomme på alvorlige problemer, gik nu ind i dette kompagni for at give sit besyv med angående de dér, som væsentlige betragtede problemer.

     Fra den udadvendte undersøgelse af andres problemer kan man skrive, at Henrik Pontoppidan nu nåede til den indadvendte undersøgelse af egne problemer, og også på dette felt skulle han vise sig som en sand (tanke)ørn.

[TOP]