For at forstå baggrunden for de holdninger omkring kunsten og kunstnerens engagement, som Henrik Pontoppidan har givet udtryk for i sin korte roman eller lange novelle "Nattevagt" fra 1894, synes det derfor nødvendigt at opnå et yderligere uddybet - om end stadig noget sporadisk - indtryk af samtiden og de foregående års politiske begivenheder, hvad man punktvis kunne kalde: Den borgerlige stat og Det borgerlige samfund.

     Som udgangspunkt herfor bruges litteraturforskeren Preben Kaarsholms analyse af "Nattevagt" -  aftrykt i tidsskriftet "Poetik" nummer 21 p. 50ff, men også Sven Møller Kristensens "Digteren og samfundet II" vil blive inddraget samt andre kilder.

     Kaarsholms analyse bygges op over de tre punkter: social problematik, seksuel eller socialpsykologisk problematik og kunstproblematik; hvoraf dette sidste punkt bliver, hvad den nedenstående behandling vil koncentrere sig om, efter at have stillet de nødvendige baggrundsinformationer til rådighed.

Den borgerlige stat

     For Kaarsholm dækker den abstrakte betegnelse "kapitalismens gennembrud" periodens samlede bevægelse. Han synes klar over; at man allerede tidligere i det 18. århundrede har benyttet lønarbejde i produktionsvirksomheder i flere sammenhænge: blandt andet i den oversøiske handel, men Kaarsholm påpeger meget rigtigt, at det først bliver mod slutningen af det 19. århundrede (altså i bogens produktionsperiode), at den "kapitalistiske produktionsmåde" så småt realiseres, og først efter anden verdenskrig lægger sig over alle væsentlige funktioner i den danske økonomi og over samfundets øvrige livsområder. Han anfører dog (ibid p. 51):

"Skematisk kan man sige, at kriterierne for denne sætten sig igennem består i, at forholdet mellem kapital og lønarbejde bliver fremherskende først og fremmest i landbrugets og industriens produktive sektorer, men også indenfor cirkulationssfæren, og endvidere at den industrielle kapital bliver den dominerende kapitalform.".

Kaarsholm antyder dertil; at hele samfundet nu underordnes en "sammenhængslogik", der ene baseres på kapitalen og på kapitalens iboende behov for at skabe merværdi. 

Merværdiens første ydre resultat bliver oparbejdelsen af et stort internationalt marked, overfor hvilket Danmark kun indgår som et led i den store udvikling af det såkaldte "kapitalistiske produktionsapparat" og dets verdenssystem, ved hvilket de enkelte landes isolation i op- og nedgangstider brydes og afløses af den internationale krisekæde, der fra Kaarsholms hånd betegnes: "de cykliske kriser", af hvilke krisen 1873 ses som den første: altså den første verdenskrise i den nyetablerede "kapitalistiske" borgerlige verdensorden.

    Kaarsholm citerer herom fra Fred Oelssners "Die Wirtschaftskrisen" p. 244, (her ibid p. 51):

"Af alle det forrige århundredes kriser var den i 1873 den mest omfattende, dybtgående og ødelæggende krise ... Ingen af de forudgående kriser havde en så udpræget international karakter som krisen i 1873.".

Krisepolitik i 1870'erne

Ved hjælp af Erling Olsens "Danmarks økonomiske historie siden 1750" og ved hjælp af, hvad der ikke står i samme bog, stykker Kaarsholm et billede af krisen sammen.

     Erlings Olsen forklarer ifølge Kaarsholms resume om en landbrugskrise efter 1877, på grund af rigelige tilførsler af billigt amerikansk og østeuropæisk korn, der undergravede den danske landbrugsproduktions konkurrencedygtighed, samtidigt med at infrastrukturens håbløse og gammeldags situation kostede staten dyrt i nykonstruktioner, reparationer og anskaffelser af de nye transportmidler.

     Yderligere udleder Kaarsholm af sine kilder, at denne krise fremstod som uforklarlig og hæmmende for industrialiseringen.

     Hertil anstiller Preben Kaarsholm så de for kapitalen lurende motiver til krisen, nemlig i første omgang: industrialiseringens behov for at udvide arbejdsstyrken gennem indslusning i byerne af de ved landbrugskrisen frigjorte arbejdskraftsreserver.

     Meget klart påviser Kaarsholm dertil yderligere; at den føromtalte påbegyndte kapitalakkumulation [i] fortsætter både gennem selve 1873-krisen, gennem småkriserne i 1882 og 1891-93 og videre helt frem til verdenskrigens gennembrud i 1915.

Prosperitetsperioden i 1890'erne

     Dog, selve krisen 1873 afløstes snart af "Prosperitetsperioden", hvor Erling Olsen igen citeres med en tidsfæstnelse af industriens fremgang til 1880'erne og landbrugets fremgang igen fra omkring 1890'erne.

     Nogen dybere analyse af den enorme aktivitet, den "ophobede kapital" udfoldes i under 1880'erne og 1890'ernes heftige byggeaktivitet og under grundlæggelsen af de store gigantiske industrier og deres tilhørende arbejderkvarterer, for eksempel udbygningen af Carlsberg og Vesterbro, bliver det ikke til (se dog tidligere fodnote) ej heller betragtninger over andels- og husmandsbevægelsernes centrale roller.

     Preben Kaarsholms analyse virker - som med det meste af 1970'ernes marxistisk inspirerede litteraturforskning - så stærk indhyllet i opfattelsen af "kapitalen" som det store fjendebillede, og kun alt for ofte fremføres data, som ikke blot skal oplyse om de behandlede forhold, men som samtidigt skal stimulere den for kritikeren selv gående samtidsdebat og dens forsøg på gennem argumenter at vinde "masserne" for socialismens sag.

     Som den mest venlige, morsomme og lærde af den marxistiske bølge i 1970'ernes modstandere og kritikere, Lars Peter Rømhild, sagde og skrev, allerede i 1967 (Her citeret efter Rømhilds "Læsere" p. 255):

"Tendensværker taler man jo egentlig kun om dèr hvor man ikke bifalder værkernes mening. Det vil være noget af en skandale at tilkendegive at man anser vor storartede salmedigtning for at være tendenskunst. Gad vidst om selve det nedvurderende ord tendenskunst ikke er opfundet af kristelige og konservative kritikere for at forfølge ugudelige og revolutionære digterværker?"

     Dog, der dannes en klar tendens i Kaarsholms artikel, en tendens, som mange andre mennesker inspireret af, hvad man kaldte "socialistisk videnskab", delte med ham i hundredåret for Brandes og det modernes gennembrud: en tendens som 20-30 år senere, ved slutningen af det 20. århundrede, havde sejlet sig selv så meget i sænk, at de nye generationer af forskere slet ikke kunne bruge denne forskning til noget.

     Men, som Lars Peter Rømhild fremhævede i det citerede foredrag, der senere blev en artikel, kan man godt få udbytte af "tendenslitteratur", hvis meninger man ikke deler, også selv om det koster en del ekstra arbejde. Og netop her bør Kaarsholms analyse af "Nattevagt" ikke blot forbigås, også selv om en lang række andre - og mere moderate - forskere såsom Torben Grodal, har skrevet om Pontoppidans "Nattevagt".

     Nå, hvordan man end forstår de mange små hip til "kapitalen" og "det borgerlige samfund", findes der stadig - imellem dette uovervejede eller slet forståede polemiske bøvl - en række faktuelle forhold især af historisk karakter, som i høj grad virker relevante for den diskussion af kunstens væsen, som Pontoppidan fremfører.

     Og det væsentlige for Kaarsholm, det denne analyse kan anvende til noget, bliver altså klarlæggelsen af industriens gennemsættelse og dens udvikling fra krise til prosperitet.

Det borgerlige samfund

     Som følge af sit valgte udgangspunkt ser Kaarsholm naturnødvendigt udviklingen af det borgerlige samfund fra 1848-1900, som en udløber primært af den økonomiske udvikling. Han skriver (ibid p. 52):

"Det er i hvert fald ikke ualmindeligt at antage, at de tilbageskridt, der følger på konstitueringen af det borgerlige demokrati i 1849, i et vist omfang skyldes, at junigrundloven i en vis forstand er forud for sin tid, altså at formgivningen af den borgerlige stat modsvarer en reel udvikling af det borgerlige samfund, der først indtræder senere, nemlig med "det industrielle gennembrud" ..."

     Kaarsholm påpeger yderligere; at de grundlovsindskrænkninger der blev foretaget i løbet af 1850'erne og 1860'erne for endeligt at kulminere i Grundloven af 1866, - til dels gennemtvunget af de tyske sejrherrer fra krigen 1864, - og provisorierne under Estrup i 1870'ernes slutning, og i perioden fra 1885 frem til 1893; at disse indskrænkninger i den borgerlige frihed, for det første i samtiden, gjorde det borgerligt revolutionært at kræve junigrundloven gennemført, og for det andet medvirkede til at forene ellers modstridende kræfter i samfundet mod den altdominerende "kapital" og dens forvaltere, altså imod de produktionsanlæg og fabriksejere, som skulle komme til at udgøre den økonomiske rygrad i fremtidens Danmark. Kaarsholm skriver (ibid p. 52):

"I Provisorietiden tvinges bønder og husmænd, der i virkeligheden har modstridende interesser, sammen i kampen mod godsejere og storbourgeoisiet."

     Nu fortsætter Kaarsholm så med en summarisk fremstilling af industriarbejdernes organisering og socialisering mod samfundsbevidst og almindeligt respekteret status samt rimelige levevilkår.

     1850'ernes og 1860'ernes "Arbejderforeninger" afløstes i oktober 1871 af den "1. Internationales" organiseringens slagstyrke sættes i relief ved omtalen af "slaget på Fælleden" 5. maj 1872, der som bekendt forårsagedes af en murerstrejke og endelig i omtalen af "Gimleprogrammet" som Socialdemokraterne vedtog i 1876.

     De grundlagte faglige organisationer repræsenteres i fremstillingen ved den første af disse - typografernes forening, - aktiv fra 1869, og den gryende politiske sejr for disse mennesker omtales med en omtale af Socialdemokratiets indvælgelse på Rigsdagen i 1884.

     Forliget 1884, som for alvor afskaffede provisorierne, og systemskiftet i 1901, hvor parlamentarismen blev indført og Venstre vandt parlamentarisk flertal, ses af Kaarsholm som tegn på kapitalakkumulationens virkning i dens samfundsgavnlige aspekt; mens to andre eksempler fremdrages som begivenheder, der illustrerer relationen til de gunstige konjunkturer og finansieringslagenes ("kapitalisklassens") stærke position efter krisens penge- og arbejdskraftsophobning:

     Landlodsloven fra 1899, der udadtil fremstod som en længe næret drøms realisering: - nemlig landarbejdernes opstigning fra de besiddelsesløses rækker til husmandsstatus; men indadtil kritisk ses i forhold til "kapitalen" som en sikring af godsejernes og storbøndernes adgang til billig og på stedet bunden arbejdskraft, idet de uddelte lodder langtfra gav mulighed for at ernære en større familie.

     Den anden sådanne begivenhed, Kaarsholm fremfører, bliver den, af den nydannede Arbejdsgiverforening, fra maj til september 1899, erklærede "generallock-out", dannet som et modtræk til den i 1896 grundlagte arbejderorganisering, efter hvilken "septemberforliget" blev stadfæstet med blandt andet: arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, fredspligten og oprettelsen af den permanente voldgiftsdomstol.

     Dette danner de store træk, over hvilke Preben Kaarsholm komponerer sin beskrivelse af det borgerlige samfunds vej fra frihed til frihedsindskrænkning til organiseret sammenhold og oprør ind i prosperitet under "kapitalismebindingens åg", som det satirisk kan formuleres, når man nu ikke føler sig enig i den socialistiske retorik.

Baggrunden for "Nattevagt" - social-historisk set

     Også her gælder det; at de for forståelsen af "Nattevagt"s problematik nødvendige historiske oplysninger findes til stede, i en rimelig fremstilling for den, som evner at sortere "tendenserne" fra.

     Når dette stykke historie - over statens og samfundets udvikling i perioden fra junigrundloven frem til efter århundredeskiftet - findes nødvendig for forståelsen af "Nattevagt"s kunstproblematik, skyldes det, at de tre forskellige kunstsyn, som værket rummer og fremstiller, repræsenterer:

1.  den borgerligt revolutionære (: "nationalliberale") embedsmandsklasse, frustreret og usikker overfor de nyrige kolonialkøbmænd (grosseerne), fabrikanter, samt politisk forhindret af provisorierne og krigsnederlaget i 1864

2.  den af kriserne og af den internationale arbejderfront inspirerede middelklasse, bestående af relativt velsituerede arbejdere, proletariserede kunstnere og allehånde revolutionære idealister

3.  den af prosperitetens fedme, mod indre psykologiske og symbolske abstraktioner tenderende over- og middelklasse, heraf især de der havde fået sat penge i de nydannede banker og oplevede deres 'faste ejendom' antage kapitalform.

     Eller med endnu to citater fra Preben Kaarsholms altså under en vis synsvinkel både ganske oplysende og givende analyse: (ibid p. 58 og 62):

"... der fokuseres på en samfundsmæssig marginalgruppe - kunstnernes problemer, men baggrunden for fremstillingen og for negativiteten har ændret sig. For det første fordi kapitaliseringen af landbruget ikke mere samfundsmæssigt står først på dagsordenen, for det andet fordi der ikke længere er tale om en kapitalisme i krise, tværtimod handler Nattevagt netop i en vis udstrækning om, hvordan oprøret kommer til kort overfor den nye prosperitet ..."

"Den umiddelbare, "litteraturhistoriske" baggrund for den æstetiske diskussion er selvfølgelig 70'ernes "moderne gennembrud" og den depression og reaktion, der udviklede sig blandt dettes foregangsmænd i løbet af halvfemserne.".

[TOP]

Fodnoter til kapitel 5.1:

junigrundloven: den første grundlov, skrevet af national-liberale kræfter: byens akademikere blandt andre: Orla Lehmann og givet af Frederik den 7. den 5/6-1848. Regnes normalt forud for sin tid, mere liberal og demokratisk end befolkningen kunne forstå, omskrevet, i 1866, under tryk fra Tyskland, efter nederlaget i krigen 1864. Se også tidligere fodnote herom.

provisorierne: de midlertidige love, som gjorde det muligt at ophæve alle borgerlige rettigheder under Estrups danske diktatur: "Provisorietiden" fra 1885-1894. Diskuteres og uddybes i tidligere fodnoter.

storbourgeoisiet: efter tysk bourg: borg. Heraf fransk bourgeoisi: borgerskab, ord ofte anvendt af Karl Marx, og derfra gået videre til hans læsere. Storbourgeoisiet altså: storborgerskabet.

murerstrejke: Denne demonstration skal igen blive aktuel i behandlingen af Martin Andersen Nexøs "Pelle Erobreren".

lock-out: efter det engelske lock out: låse ude, udelukke. I arbejdsmarkedssproget det modsatte af en strejke, hvor arbejderne nægter at arbejde indtil visse krav opfyldes. En lock-out altså: arbejdsgivere, som nægter at lade arbejderne arbejde, indtil visse krav opfyldes.

voldgiftsdomstol: efter gamle nordiske ord: egentligt at give sig i nogens vold, at underlægge sig nogen. Heraf en voldgiftsdomstol: en retsinstans, som tager stilling i arbejdsmarkedsproblemer og afgør strid ved en uafhængig dommer udpeget af begge parter, som samtidigt lover at underlægge sig dommen.

[TOP]

[i]. kapitalakkumulation: et marxistisk grundbegreb, som antyder, at når der sættes produktion og forretning i gang, vil en del af pengene hurtigt ophobes hos de rige, pengene holder derefter - ifølge teorien - op med at fungere som egentlige penge og bliver til "storkapital", det vil skrive: de bliver værdier bag produktionen ikke cirkulerende ombytnings- og betalingsmidler, disse fratages netop folket og forsvinder ind i akkumulationen. En konsekvens af denne akkumulation (ophobning) bliver så ifølge teorien; at de fattige bliver fattigere og at småfolk med opsparede midler har svært ved at etablere selvstændig virksomhed.