Der skal afslutningsvis fremdrages endnu tre eksempler: ikke fra "Nattevagt" eller Henrik Pontoppidans øvrige produktion men fra andre digtere i samtiden, tre holdninger som kan illustrere og godtgøre, at de fremdragne holdninger ikke blot kommer fra Henrik Pontoppidan, men danner en levende del af den danske litterære institution.

Som antydet har holdningerne haft leverum samtidigt i hvert fald efter 1885. Et konkret eksempel viser da også, at hvor for eksempel Pontoppidan og August Strindberg med tiden slap det sociale, realistiske engagement og den agitative tendenskunst, tog for eksempel Jeppe Aakjær, Johannes Skjoldborg og Martin Andersen Nexø det op, ligeledes kan det let bevises, at symbolisterne - på deres måde - deltog i samfundsdebatten: se for eksempel Viggo Stuckenbergs "Saltskarp over Landet", hvor nødvendigheden af en eller anden form for socialt engagement beskrives som del af bevidstheden, selv om formen forbliver symbolistisk.

Hermed skrevet; at de socialhistoriske udviklingslinier selvfølgelig gik i den skitserede retning, og at denne retning lige så selvfølgeligt trak de udøvende kunstnere og deres kunst med sig, men endelig altså også det faktum: at de tre positioner udfoldedes samtidigt, jævnfør Hallagers bemærkning om at Folehaves kunst går som varmt brød, og at Drehlings kunst snart vil kunne ses overalt (på chokoladedåserne).

Altså: de tre positioner betegner nok delvise resultater af den politiske, økonomiske udviklings historie, men denne udvikling resulterer dem også samtidigt, og formerne - med samt deres respektive engagement - forbliver kun rendyrkede i ganske få: ofte også ganske talentløse kunstproducenter, mens de "større ånder" ideligt sammenblander dem, om end de fastholder sig selv på henholdsvis den ene, den anden eller den tredje fløj permanent eller periodisk.

Digtene nedenfor skal altså ikke direkte ses som udslag af virkelig samtidighed med "Nattevagt", med dette skrifts virkelighedsfiktion og den deraf følgende kunstproblematik, men som eksempler på den indenfor fiktionen, litteraturen, rådende pluralistiske problematisering af virkelighedens socialhistoriske óg litteraturhistoriske bevægelser i perioden.

Dog vil der - for læserens fulde udbyttes skyld - i behandlingen af de tre digte blive lagt vægt på direkte at relaterer dem til de i positionsskemaerne opstillede, definerede beskrivelser, og således vil der derfor samtidigt ikke blive foretaget egentlige analyser af digtenes øvrige stof, hverken biografisk-genetisk, forfater-psykologisk, nykritisk nærlæsning, social-historisk, komparativt eller andre metoder læseren på dette tidspunkt føler sig gjort godt bekendt med.

Eksempel 1.

"Kunstneren mellem Oprørerne" af Poul Martin Møller

   Kunstneren mellem Oprørerne

Der staar en brunlig Bygning
Ved Stadens bredeste Plads,
Med et spir paa sin Rygning
Og Ruder af farvet Glas.
Beskedent i et Hjørne
Den dølger sin tykke Mur.
Paa dens Gavle ligge Bjørne
Med Tigere paa Lur.

Kastanietræer spænde
For Muren en løvrig Rad;
Tungt Vaarzefyrerne vende
Det femfingrede Blad.
Igennem de gyngende Grene
Solstraaler til Salen gaa,
Og stænke paa Gulvets Stene
Med Sølvstjærner smaa.

Der har en Kunstner Bolig.
Med sine Lærlinges Flok
Han arbejder trolig
I Marmorets hvide Blok.
Hans Hylder i Væggen prange
Med Guder af Steen og Ler.
Paa Gulvet laa der så mange,
I hans Hoved laa der fler. 

Over Stengulvets Tærning
Gaar Mesteren op og ned,
Beser sine Svendes Gærning
Og hjælper dem paa Gled.
Han berømmer glad de dygtige
Og lærer dem listige Greb,
Men taler haardt til de flygtige
Og dem med det svage Begreb. 

Sin Arm, den blottede, stærke,
Han strækker i Luften lang,
Og beder dem vel at mærke
Paa Senernes Ormegang.
Han peger paa Muskelens Fletning,
Der kryber som en Aal,
Og beder dem tage dens Retning
Til Mønster og til Maal. 

Fra Skønheds højeste Himle
I hans vævre Fantasi
En Sværm af Billeder vrimle
Og kræver at blive fri.
Da sætter han sig fyrig
Paa sin liden Taburet.
Se, hvor Haarets Vækst balstyrig
Fortrænger hans Kasket!

Dog ikke han med sin Muse
Sidder lang Tid i Fred.
Frem springer en Pog i Bluse,
Han gør Kunstneren vred:
"Giv os nu Ferie, Fader!
Vor Flid er i Dag forbi.
Der drives i alle Gader
Et rædsomt Myrderi. 

Oprørets prægtige Banner
I Luften flyver stolt;
Man styrter vore Tyranner,
Man bryder Baand og Bolt.
Alt Frihedens Helte sig nærme
Med Bøsser, Knipler og Spyd.
Lyt, hvor de modige Sværme
Synge Viser af Fryd! 

Nu Fødelandets Skæbne
Staar tydelig paa Spil.
Den, der sig ej vil væbne,
Han maa dog se til." -
"Est du nyfigen, Snøbel!
Saa kig af Vinduet ud:
Se paa den drukne Pøbel
Og paa Gadefredens Brud." 

Saa taler den vrede Mester.
Men Larmen nærmer sig mer;
Snart selvbudne Gæster
I sin Bolig han ser.
Ind bryder i Mesterens Paasyn
En Skare, sær og lang,
Med grimt sværtet Aasyn
Og med Kjortelen vrang. 

De havde blodige Skrammer
Af Hug og Stik;
Infernalske Vredesflammer
Brændte fra hvert et Blik.
Deres Ordfører bister
Hen for Mesteren tren,
Og Hadet stod i Gnister
Fra hans Øjes brune Sten. 

"Du Kvindemand, du sløve!
Vaagn op og føl din Skam.
Du har Kræfter som en Løve,
Men Hjærte som et Lam.
I Kunstens vamle Sukker
Du forkæler din Tand.
Bryd dine vælske Dukker
Og rejs dig som en Mand. 

Du kildrer de rige Daarer
Med Øjelyst og Leg;
Men husk, at den fattiges Taarer
Derfor til Himlen skreg.
Dog nu kan du sone din Brøde
I Frihedens Morgengry,
Mens Tidens Ørn skal føde
Sit Guldæg paa ny. 

Frem, Herrespir at brække
For at frelse din Sjæl!
Træd ud i Borgernes Række
Som en ærlig Rebel!"
Sit Hjærte Mesteren tvinger
Og svarer med rolig Aand:
"Jeg aldrig Våben svinger
I By paa egen Haand.

Saare lidet jeg ænser
Dit myndige Herrebud;
Inden Lovens hellige Grænser
Er jeg fri som en Gud.
I Fredens milde Skygge,
Bag Lovens Kobbermur
Vi Kunstnere sysle trygge,
Naar Voldsmand blæser paa Lur.

Hvis Fyrsten min Tjeneste kræver,
til Kampen vil jeg gaa.
Da bringer jeg ham to Næver
For blandt eder at slaa.
Sikkert min Herre forstaar det
At dæmme for Oprørets Elv;
Men, hvis han ikke formaar det,
Da kan jeg værge mig selv.

Gaar bort med Spyd og Stænger
Foruden al støjende Lyd!
Ellers I sikkert ej længer
Skal synge Viser af Fryd." -
Til sin Skare den Fører vinker,
Og rask paa hans Bud
I Vejret Sværdene blinker
Til Husfredens Brud.

Alle Smaabilleder dyre
Til Fliserne styrtes brat;
Med Pistoler blindt de fyre
Paa Kunstnerens Marmorskat.
Hvert et dejligt Under,
Han i sit Liv har skabt,
Det ligger paa faa Sekunder
Brudt, knust og fortabt.

"Du krybende Skaffer
Af de stores Sansefryd!
Se nu, hvor Folket straffer
Dit Savn af mandig Dyd." -
Mesteren paa sine Støtter
Stirrer maalløs og hvid,
Ej en Fod fra Stedet han flytter,
Forstenet han staar en Tid.

Men som han staar og stirrer
Og ryster paa Kroppen stum,
Hans Øje sig vildt forvirrer,
Af hans Mund træder Skum.
De væbnede lo ved hans Lader,
Dog et Trin ej tilbage de veg;
Deres Tænders kridhvide Rader
Stak af til det sværtede Skæg.

Kunstnerens Øjne baade
De løbe som Hjul omkring
Paa en vanvittig Maade:
De bebude sælsomme Ting.
Ved Væg var en Kølle stillet
Af Eg, tung som Staal.
Til en Halvguds ædle Billed
Af den han tog Maal.

Den Prygl tre Gange han svinger
Over Hovedet om.
Ræd Skaren tilbage springer,
Da mod den han kom.
Ned iblandt dem den synker
Saa svær som en Sten,
Og mangen en da klynker
Med brudne Pandeben.

Som en Vild af de Brune
Paa Java gaar Amok
Og myrder i rædsomt Lune
Mænd og Kvinder i Flok:
Saa farer han med sin Kølle
Blandt Mængden omkring.
Som Vinger over en Mølle
Den susende gik i Ring.

De søge Redning i Flugten
Til Pladsen vid og bred;
Men efter dem følger Tugten
Og slaar iblandt dem ned.
Det vared ej ret længe
Da laa der for hans Dør
To frisindede Drenge
Og en lam Redaktør. - 

Lærlingen sig fornøjer
Med at se fra Vinduet ud:
"Hvor dog hele Byen støjer
Af Drab, Skrig og Skud!
Jeg tror vist, Friheden sejrer;
Thi hisset Drengenes Trop
Paa Torvets Fliser lejrer
Under Jubel deres Krop.

En Skuffe med Rosiner
Til Deling de faa,
Med bedrøvede Miner
Maa Kræmmeren se derpaa.
En Sjover spørger sin Frille:
"Hvad bringer du til vort Hus?"
"Fint Lærred til den lille,
Kaffe, Citroner og Snus."

Alt Flaskerne de røres,
Rigt strømmer Torvet med Vin;
Den blodige Kamp dog føres
Om Kræmmerens Pengeskrin.
Se, Mester med sin Hammer
Kommer over den i Storm:
Enhver, som han rammer,
Han vrider sig som en Orm." - 

Fyrstens beredne Drabanter
Med Banderne stred
I Staden paa alle Kanter,
Og Kampen var svær og hed.
Hist tabte Rebellerne Modet;
Her maatte Ryttterne fly;
De skaanede Borgerblodet
I den vildførte By. 

Men Mesteren grusomt farer
Igennem Gaden lang;
Han intet levende sparer,
Han gaar Bersærkegang.
Blindt i den flygtende Mængde
Han slaar for Fode ned.
Hæren med hele sin Længde
Da følger i hans Fjed.

*  *  *

Nu var der roligt i Byen.
Snart Maanen leger Skjul
I de blødeste Dun af Skyen,
Snart blottes det blanke Hjul.
Hjem ridder Rytternes Rader
Med Musik, fuld af Fred.
Saa fjærnt i de stille Gader
Man hører Hestenes Fjed. 

Kunstneren vemodig
Paa en Afviser sad;
Han højre Haand var blodig,
Til Himlen han bad,
Hans Øjelaag sig lukke,
Som en død var han bleg;
Med de tungeste Sukke
Hans Bryst faldt og steg.

Snart vækkes han af Drømme;
Thi hans Fyrste selv sit Spand
Styrer med Purpurtømme
Til den modfaldne Mand.
Venlig han beder ham træde
til den svævende Karm,
Og sænker en gylden Kæde
Over Kunstnerens Barm. 

"Du stærkeste blandt de kække
Modtag min Naades Bevis!
Dig skyldes i Kæmpernes Række
For Manddom den højeste Pris.
Frivillig Haand du rakte
Til Kamp mod Mord og Vold;
Din Fødeby du bragte
Dit ædle Bryst til Skjold." 

Den blege Kunstner svarer:
"Min Fyrste, behold din Pragt!
Aldrig ved Kampens Farer
Jeg søgte Guld og Magt.
Heltenes Kors i Sløjfe
Var aldrig min Attraa;
Paa fremmede Grænser strøjfe
I Dag du mig saa.

I min Kunst har jeg hjemme
Som en Mester i mit Fag;
Allerhelst jeg vilde glemme
Mit Blodværk i dag.
Formørke vil dets Erindring
Min Billedverdens Glans
Og lægge hæslig Hindring
For mine Syners Dans. 

I mit Værksted, det stille,
Siger jeg Verden Farvel,
Vil aldrig Dommer spille
Og ej slaa Folk ihjel.
Paa Mindets sorte Tavle
Vil denne Dags Bedrift
Som et Spøgelse kravle
Med afskyelig Skrift.".

Poul Martin Møller 1837

 Poul Martin Møllers digt: "Kunstneren mellem Oprørerne" fra 1837 indeholder faktisk alle Branth-positionens punkter, samtidigt med at den formulerer et tidligt "nej" til den national-liberalisme, som Branth repræsenterer.

Den rummer altså et forsvar for det feudale system, for kunstneren som skønånd og producent for de adelige, de kongelige. Borgeren, som Mesteren afslår at have fælles sag med, fremstilles, som en mordgal, tyvagtig lømmel, liberalismen omtales (for eksempel vers 8) som frihed, men fremstår i digtets praksis som uorganiseret selvtægt & tilfældig vold mod sagesløse.

-: Denne fremstillingsform for oprøret bliver i øvrigt gennemgående i moderne tid hos modstanderne, om oprørene nu forstår sig som borgerlige, radikale eller socialister.

Dog, kan det stadig lade sig gøre at se dette digt, som en entydig hyldest til de principper og idealer, Branth står for i Pontoppidans "Nattevagt", netop fordi oprørets ideologi, med århundrets gang godt 50 år senere, findes forandret, og nu let kan opfattes som Hallager og "anarkisterne", hvor Mesteren så fremstår, som en af romantikkens, klassiske skønånder, den næsten guddommeligt inspirerede og styrkede kunstner, der enevældigt styrter det flove, floskuløse folk tilbage til dets rette fold i den sociale forordning.

Det danner en stadig gældende almen litteraturvidenskabelig pointe; at Branth-generationen, den klassiske romantiske national-liberale holdning fra det 19. århundrede, i dag, mere end hundrede år senere, endnu former rygraden i den borgerlige såkaldte 'almene dannelse'.

Her de punkter, som alle let genfindes fra Branths positionsskema:

Det æstetiske mål: fastholdelsen af de gamle antikke kunstidealer, som for eksempel kan aflæses af 3. strofes sidste par vers om "Guder af Sten og Ler".

Motiverne: fra den antikke kunst, ruinerne, folkelivets idyl, kan for eksempel aflæses af strofe 5's hældning mod den antikke statue (anatomi og studier af "Muskelens Fletning"), strofe 7's "Muse", og strofe 5 og 6's idealisering af kunstnerrollen.

Virkemidlerne: parallellerne fremgår her tydeligt af strofe 6's vrimlende sanselighed og strofe 2's beskrivelse af hans mystiske, strålende palads.

Publikum: for denne kunstner synes målgruppen klart: 'Fyrsten' og dermed adelen, som det egentlige publikum (formentlig også kirken).

Økonomi: det drejer sig klart om en mæcen-økonomi, måske som en blanding af licitation og mæcenat (jævnfør mellem linierne i strofe 34 og 35).

Positionen: placeringen 'op' synes evident i de første strofers mange oppe-planer: strofe 1: "Spir paa sin Rygning" "Gavle" med "Bjørne og Tigere"; strofe 2: "Kastanietræer" og "Vaarzefyrerne" som filtrerer "Solstraalerne til Salen" - og endvidere spillet med 'nede-planet' hvor det tydeligt fornemmes, at kunstneren bliver den som løfter tingene op, for eksempel strofe 1's solstråler, der når til gulvet som stjerner, eller strofe 2's figurer oppe på hylderne, og nede på gulvet, og endeligt endnu flere figurer oppe - og inde - i Mesterens hoved. Ligeledes henter kunstnerens inspirerende muse sin inspiration "Fra Skønheds højeste Himle" (strofe 6).

Den socialhistoriske position: synes det måske ikke muligt direkte at udlæse af digtet, kunstneren står netop (jævnfør strofe 36) isoleret fra verden i sit atelier, men læser man dertil Poul Martin Møllers dejlige digt om pedanten bag buskene i "Scener i Rosenborg Have" kan man overbevise sig om endnu en slående lighed med positionsskematikkerne.

Den politiske indstillling: fremgår direkte af digtet, hvor den for fyrste og fædreland trofaste digter står stærkt og fast på sit standpunkt imod den oprørske pøbel. At de national-liberale på deres vej til magtens korridorer faktisk indgik forlig og pagt med kongehus og adelskab, kan også altså udtolkes af digtet.

Der findes således en stærk sammenhæng mellem dette digts positioner og Branth-positionen i Henrik Pontoppidans "Nattevagt", tilbage bliver blot at bemærke, at digtet ligeledes tager stilling i den kunstproblematiske debat om kunstnerens pligt eller ikke-pligt til et socialt bevidsthedsengagement, se stroferne 8, 9, 10 og 15, 16.

Eksempel 2:

"Tyendesang" af Jeppe Aakjær

Tyendesang

Her kommer fra Dybet den mørke Armé
og fordrer af Verden et Svar;
skønt Dagningens Glimt i vor dryppende Le
er al den Fane, vi har,
vi vover en Kamp for vor nedtraadte Ret
og løfter i Vejret paa Skændselens Bræt
den Tusindaars-Lænke, vi bar. 

Vi ejer paa Jorden knap Trævl eller Traad,
kun denne vor skorpede Haand;
til Menneskekaar fik vi kummerligt Raad,
i Ørkner vandred vor Aand;
Du Herre, som højt gennem Samfundet red
hen over de Rygge, du trykkede ned,
nu smyger vi af dine Baand! 

Vi harved din Ager, vi skar dine Neg,
vi strigled din blommede Hest,
vi lytted bag Stalden til Rotternes Leg,
naar selv du gik pyntet til Fest.
Du drømte paa Bolstre, vi slumred paa Halm,
hvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm,
og Svindsoten kommer som Gæst. 

Vel er vi en kuet og slidende Hob,
kun Trælle i Velstandens Gaard,
i Samfundets Aske en nedtrykket Job,
der skraber sin Byld med et Skaar,
snart svinger for Ruden dog Oprørets Lyn,
se op, Kammerater, det lysner i Sky'n,
Befrielsens Malmklokke slaar! 

Vi raaber det ind gennem Luge og Lo,
hvor dundrende Plejlene gaar:
Kom frem af jert stinkende Staldkammer-Bo,
se ud fra de hældende Vraa'r!
For Fronten Reveljen nu løfter sin Klang,
lad Mismodet synke, nyn med paa vor Sang,
jer Dagning paa Ruderne staar. 

Ja, slip hvad der trykker paa Skulder og Sind,
og sving imod Lyset din Hat!
Endnu har du Ungdommens Rødme paa Kind
og Rester af Letsindets Skat.
Da pløjer vi muntre vort bølgende Land,
naar først vi har friet vor kuede Stand
fra Tusindaars-Trældommens Nat.

  Jeppe Aakjær før 1909

Som illustration for Hallager-positionen synes Jeppe Åkærs "Tyendesang" - udgivet af Tyende- og Landarbejdersamfundet i 1909 - som et udmærket valg. Som bemærket flere gange omstående bliver det et kendetegn ved dansk samfundsudvikling og litteratur - ved danske modernitet og modernismen - at det, som, i mere råstofrige og industrialiserede nationer, straks blev en arbejderhær i storbyerne, i Danmark fandt sit udspring og sine rødder i landarbejdernes, siden husmændenes forhold. For mere traditionelle arbejdersange se senere i dette skrift.

Allerede fra starten synes overensstemmelserne tydelige:

Målsætningen: helt klart revolution. Strofe 1: "den mørke Armé", "vi vover en Kamp" og så videre hele digtet/sangen igennem.

Motivet: social nød, det fremgår for eksempel af 2. strofes indledning: "Vi ejer paa Jorden knap trævl eller Traad," og for eksempel strofe 3's: "en kuet og slidende Hob".

Virkemidlerne: helt klart en mængde bombastiske virkemidler, lige fra 1. strofes: "Skændselens Bræt" og "Tusindaars-Lænke" til sidste strofes: "Tusindaars-Trældommens Nat".

Publikum: Det første og primære publikum bliver naturligvis tyende og landarbejdere (tjenere og daglejere), strofe 1's "mørke Armé", men digtet tiltaler også "Du Herre" (strofe 2), altså de som oprøret vender sig mod. - Hvor Hallager jo især solgte til det bedre borgerskab, har Åkær - lidt mere en 10 år senere - altså det 'egentlige publikum' for revolutionsanstrengelserne som målgruppe.

Økonomi: Åkær arbejdede som markedsproducent og levede til dels af sit salg og til dels af sit lille landbrug, ligesom hans "Armé" levede og i tiden vænnede sig til at leve af at sælge arbejdskraft og efter landlodsloven (se eventuelt tidligere fodnote) af deres små stykker land som "husmænd" i stedet for som livegne og stavnsbundne.

Position: nede-positionen virker lige så klar: fra 1. strofes "fra Dybet" og "nedtraadte Ret" til sidste strofes "hvad der trykker på Skulder og Sind".

Socialhistorisk baggrund: Åkjær selv fødtes som søn af fattige gårdmandsfolk, og hans publikum til denne sang udgjorde de fattigste blandt tyende og landarbejdere, samt husmænd, alle i kamp for at opnå en mellemlagsposition, jævnfør sidste strofes muntert pløjende, hattesvingende småbønder -: budskabets målsætning.

Politisk indstilling: det synes helt klart; at digtet fremsætter et revolutionært radikalt synspunkt. - Lighederne til Hallager-positionen ligger altså lige for.

Eksempel 3:

"Anadyomene" af Sophus Claussen

Anadyomene

Min egen Sjæls Gudinde, som alene bør lydes,
hvis Navn er som en Salve, der duftende udgydes ...

igennem Skum af Minder, som Storm og Strøm begraved,
min Eva Afrodite er opstegen af Havet.

Paa hendes unge Ansigt et Spil af Straaler hviler.
Hun hælder næsten barnligt sit Øre lidt og smiler ...

fortumlet, let bedøvet af Vind og Bølgeslag,
med Øjne fuld af Kærtegn, god som en Foraarsdag.

Der vinder sig en Fletning af Vedbend i det bløde,
det matte Haar, mens Panden sødt dukker mig i Møde.

Og hun er klædt med Anstand i muntre, lyse Kjoler.
I hendes unge Skygge det dufter af Violer.

Hun er saa god som Bibelen, hun er så fin og stræng
som en Erkebiskops Prædiken, trykt paa Velin.

Jeg fylder jer Luft med hendes Skønhed lys og sval,
naar Søndagsklokken kimer fra mit Hjertets Kathedral.

   Sophus Claussen 1912

Drehling-positionen illustreres med Sophus Claussens digt "Anadyomene" fra 1912, Claussen arbejdede (som fremgået i tidligere kapitler) allerede som digterisk aktiv udfra Drehling-positionen, da "Nattevagt" blev skrevet.

Ligheden til skematikken virker igen slående:

Det æstetiske mål: af følelser, fantasi og kærlighedsforskning fremgår så tydeligt af alle otte strofer, at man kan undlade konkrete eksemplificeringer.

Motiverne: metafysiske, for eksempel det afsluttende "Hjertes Kathedral", og antikkens plads: for eksempel digtets titel og motivet med den skumfødte Afrodite.

Virkemidlerne: de slørede antydningsvise momenter og lyse farver synes også tydelige, fra: "Skum af Minder" i 2. strofe, over: "et Spil af Straaler" i 3. strofe, over for eksempel: "muntre, lyse Kjoler" i 6. strofe, til: "Skønhed lys og sval" i 8. strofe.

Publikum: naturnødvendigt det bedre borgerskab: alene udfra en betragtning over digtets emne og dets lærde behandling samt digtets tilsyneladende fuldstændigt apolitiske indhold.

Økonomi: at det økonomiske aspekt hæves over markedsmæssige forhold fremgår til dels af Claussensbiografiene: Faderen startede som en fattig gårdfæster, men blev venstremand i folketinget, opkøbte aviser hvori sønnen skrev fra sin tidligste ungdom. Teksten virker heller ikke - i modsætning til Åkærs "Tyendesang" - fremstillet som til brug for et aftagermarked.

Position: der synes klart tale om "oppe-positioner", alene begrebet 'gudinde' angiver et 'højt' begreb, hun "er opstegen" (strofe 2), ligesom karakteristikken koncentrerer sig om hendes øverste del: ansigtet (stroferne 3, 4 og 5) og kun antyder resten i "Kjoler" (strofe 6). - Ligeledes må såvel ærkebispen (strofe 7) som kirkeklokkerne (strofe 8) forventes at befinde sig 'oppe'.

Socialhistorisk baggrund: virker helt roman- og tekst-specifik for Drehling i positionsskemaet, dog, selv om Sophus Claussen voksede op med social-revolutionær politik i sit barndomshjem, blev faderes førende position jo i stand til at levere ham en god tryg og rimeligt rig tilværelse frigjort fra økonomiske sorger.

Politisk indstilling: måske netop på grund af barndomsmiljøets megen politiske snak, bliver dette digt, og næsten hele Claussens øvrige produktion (udover det som fiasko bedømte skuespil "Arbejdersken") politisk set indifferent.

Hermed blev der foretaget en illustrerende komparativ undersøgelse af de tre kunstproblematiske positioner i "Nattevagt" udfra et udvalg af periodens øvrige litterære produktion.

[TOP]

Fodnoter til kapitel 5.3:

vælske: efter middelengelsk walisc: walisisk, keltisk. heraf vælske: italienske, romanske eller blot fremmedartede.

strøjfe: der menes formentligt strejfe.

floskuløse: efter latin flosculus: lille blomst, afledt fra flos: blomst. Heraf floskel: højttravende, blomstrende, tom talemåde, heraf igen flokuløse: med højttravende, intetsigende tomme talemåder, ordskvalderne.

blommede: gammelt dansk ord: blomstrende, spættede.

Bolstre: gammel dansk ord: dynevår, pudevår.

Svindsoten: gammel dansk ord: lungetuberkulosen.

Job: hovedpersonen i den bibelske "Jobs Bog" om en velhaver som blev nedstyrtet for at kunne bevise sin hengivenhed til sin gud på trods af modgang - hvilket lykkes.

Plejlene: et redskab som anvendtes til at "tærske", at slå, kærnerne løs fra resten af kornet efter høsten.

Vraa'r: nudansk: Vråer, flertal af vrå: krog, afkrog, hytte.

Reveljen: nudansk stavemåde: reveille: efter fransk réveiller: vække. Heraf reveille: et horn- eller trommesignal som vækker soldaterne om morgenen eller kalder til kamp.

livegne og stavnsbundne: livegen: at adlen, godsejerstanden havde hånds- og halsret over sine undersåtter, som tilhørte dem med deres liv og kunne udskrives til arbejde uden vederlag; stavnsbundne: at bønderne ikke måtte flytte til en anden egn, men var henvist til hele livet at forblive i deres hjemstavn, med mindre godsejeren forflyttede dem.

Velin: efter latin vituluis: kalv. Heraf velin: oprindeligt kalveskind, betyder nu svært, pergamentlignende papir.

indifferent: efter latin indifferens: ligegladhed. Heraf indifferent altså: ligeglad, uden forskel, ubetydeligt.

[TOP]