Aristotelinsk poetik

'Poetikken' af Aristoteles

Den aristotelinske poetik, i nudansk oversættelse "Om digtekunsten" findes overleveret i 26 kapitler, her læst efter Erling Harsbergs udgave for Klassikerforeningen.

"Om digtekunsten"s 26 kapitler danner på ingen måde en komplet poetik over de i det specielt aristotelinske eller generelt klassiske univers' foreliggende produktionsmuligheder. Alligevel har dette lille manuskript haft ovenud stor indflydelse på renæssancens opfattelse af kunst, og derfra frem i moderne tid.

Forskningen synes bredt enig om (Harsberg p. 17; Fuhrmann p. 4), at en tabt anden del må have indeholdt en udførlig behandling af komedien. De 26 kapitler betragtes endvidere af forskningen som et revideret manuskript til forelæsninger Aristoteles har afholdt.

Manuskriptet forsvandt fra Aristotels' eftertid frem til 40-20 år før den almindelige tidsregning, hvor det dukkede op i Rom; og omend manuskriptet kun kendes i få kopier frem til renæssancen, som jo altså helhjertet tog det til sig, kendes andre kopier af det så tidligt som det 9. og 10. århundrede e.v.

[TOP]

Poetikkens opbygning

Som skrevet findes afhandlingen altså opdelt i 26 kapitler hvoraf:

1. De indledende fem kapitler omhandler kunstens væsen i almindelighed.
2. De afhandlende sytten kapitler behandler tragedien specielt.
3. De afsluttende fire kapitler behandler eposet.

Receptionsforskeren Martin Fuhrmann har i sin indføring til den klassiske digtningsteori opstillet en oversigt over indledninger og tragedieafsnittet, som teksten vil støtte sig til i de følgende punkter, hvor den kort vil resumere de enkelte kapitlers indhold, endvidere har T.S. Dorsch i sin oversættelse anført nogle kapitelnavne som anvendes nedenstående.

[TOP]

Poetikkens 26 kapitler

Indledningen. Kapitel 1-5

Man kan underopdele indledningen og de første fem kapitler:

Indledning: Poesi som efterligning (mimesis): Midlerne for forskellige kunstarter, objekterne for fremstillingen og udsigelsesmåden

Kapitel 1. Opremser de områder Aristoteles vil undersøge, deres funktion, formernes virkning i digtekunsten, dens fremtrædelse, og kunstens væsen af efterligning (mimesis) og efterligningernes forskellighed.

Den poetiske efterlignings midler: Indledende systematik (1-3)

Kapitel 2. Objekterne for poetisk efterligning: Omtaler de mennesker som digtekunsten omhandler, nemlig: bedre mennesker end gennemsnittet i tragedien og dårligere i komedien.

Kapitel 3.Den poetiske efterlignings måder: Påpeger digtekunstens måder at udtrykke handling på, enten ved blandet direkte/indirekte tale, eller én af disse former rendyrket; - i kapitel tre gives afslutnigsvist - som overgang til næste mere antropologiske_a afdeling (4-5) - en forklaring af filologisk etymologisk_b karakter af ordet drama.

Kapitel 4. Digtningens udspring og udvikling: Beskæftiger sig med digtekunstens udspring, dens kilder, og udviklingen af kunsten fra digt og epos frem til komedie og tragedie, og de versemål som udgjorde disse genrers metrik.

Kapitel 5. Komediens opståen. Epik sammenlignet med tragedie: Aristoteles karakteriserer i dette kapitel henholdsvis komedien, den episke digtning og tragedien samt deres udvikling i de indførte sonderinger fra kapitlerne 2 - 3 - 4.

[TOP]

Tragedieafsnittet Kapitel 6-22

Kapitel 6. En beskrivelse af tragedien: Giver tragediens grundlag, dens grundelementer: Fabel (: mythos); Karakter (: ethos); Tænkemåde (: dianoia); Sproglig udformning (: lexis); Sangkomposition (: cantos); og Scenebillede (: opsis). Grundelementerne prioriteres i den givne rækkefølge.

Man kan underopdele de følgende kapitler således at: (7 - 14) omhandler mythos, (15 - 18) ethos, (19 - 22) omhandler dianoia og lexis.

[TOP]

Mythos (kapitel 7-14)

Kapitel 7. Handlingens formål: Handlingens helhed, plottets udstrækning, det vil sige: begyndelse, midte og afslutning indenfor et overkommeligt tidsrum, hvor i handlingen på en naturlig og eller nødvendig måde kan udspilles.

Kapitel 8. Handlingens enhed: det vil sige at intet handlingselement må kunne udelades eller omrokeres uden at den nødvendige og naturlige handling forandres, óg at efterligningen bør udøves på én fuldstændig (hel) handling.

Kapitel 9. Poetisk sandhed og historisk sandhed: Handlingens virkelighedsforhold: det vil sige digtningens karakter af almengyldighed, en almengyldighed som også bør fremgå af begivenhedernes sammenhæng, og sammenhængens publikumsmæssige opfattelse, dens reception, i de to centrale begreber: angst og bæven, rædsel og medynk (: eleos og phobos).

Kapitel 10. Enkle og sammensatte handlinger: handlingsforløb med eller uden handlingsomsving (: peripeti) og genkendelse (: anagnorisis).

Kapitel 11. Handlingsomsving, genkendelse og lidelse: Handlingsomsving (: peripeti) defineres som et omsving til det modsatte; genkendelse (: anagnorisis) defineres som en overgang fra ukendskab til kendskab hos en af personerne. - Endelig gives et tredie fabelelement, nemlig lidelse (: pathos), som etableres gennem voldsomt eller pinagtigt scenespil og betegnes som en ulykkelig og sørgelig begivenhed.

Kapitel 12. Tragediens hoveddele: Tragediens kvantitative dele opremses i den rækkefølge de optræder i: Indledningen (: prolog); Korsangerne kommer giver første udsagn(: Parodos); afhandling (: episode); anden korsang, uden anapester og trokæer (: statisman); afslutning (: exodos). Endvidere kan nogle tragedier have følgende typer sange: Skuespiller og kor sammen (: kommos); Skuespillere alene (: aria).

Kapitel 13. Tragisk handling: Personen i den tragiske handling bør fremstilles enten lidt bedre end eller lig med normale gennemsnitsmennesker, thi sådanne vil kunne vække angst (: eleos) og bæven (: phobos), defineret her ved deres årsager: medynk for den "uforskyldt ulykkelige" og rædsel for "en der ligner os selv" (Harsberg ibid p. 46) og disse følelser vækkes bedst hvis handlingsomsvinget (: peripeti) fremkaldes, ikke på grund af ondskab eller lignende, men via ukendskab og kendskab (: anagnorisis) og/eller et alvorligt fejlgreb (: hybris).

Kapitel 14. Angst og bæven: Rædsel og medynk gennem viden eller uvidenhed om handlingen, bør fremkaldes af handlingsforløbet, der findes fire muligheder for at fremkalde tragisk nydelse

1. med kendskab ikke handle;

2. med kendskab handle;

3. uden kendskab handle;

4. uden kendskab ikke handle.

Aristoteles prioriterer successivt højere fra 1-4.

[TOP]

Ethos (Kapitel 15-18)

Kapitel 15. Tragediens karakterer: Karakteren i tragedien bør have fire egenskaber:

1. karakteren bør fremstå som god;

2. bør virke passende;

3. bør opleves virkelighedsnær;

4. bør virke gennemført;

- og også om disse fire karaktertræk gøres det gældende; at de alle bør danne udtryk for det nødvendige og det sandsynlige.

Kapitel 16. De forskellige slags genkendelse: Aristoteles anviser fem former for genkendelse (: anagnorisis) vurderet successivt højere fra 1-5:

1. Genkendelse ved ydre tegn;

2. gennem digterens ordvalg;

3. ved ihukommelse;

4. gennem ræsonnement;

5. som en del af selv handlingen.

Kapitel 17. Nogle regler for den tragiske poet: Digteren bør konstruere mythos og lexis for sit indre syn, gennemleve personernes holdning og adfærd; bør skitsere handlingen stort og derefter tilføje episoder og navne. Dramatiske episoder står korte, episke lange.

Kapitel 18. Flere regler for den tragiske poet: Handlingsopbygningens problemer. Knudestramning og knudeløsning (: desis og lysis) fra henholdsvis begyndelse (: prolog) til handlingsomsving (:peripeti) og fra handlingsomsving (: peripeti) til afslutning (: exodos). Denne struktur findes nødvendig for de fire tragediearter:

1. den sammensatte tragedie;

2. den patetiske;

3. karaktertragedien;

4. udstyrstragedien.

Blandt disse prioriterer Aristoteles successivt lavere, således at 1. regnes som den bedste og 4. den dårligste form for tragedie. Det væsentligste i alle former: at indskrænke handlingen til at omfatte én, og kun én, fabel.

[TOP]

Dianoia og Lexis (Kapitel 19-22)

Kapitel 19. Tænke- og talemåde: Dianoia reguleres efter de retoriske principper, Aristoteles nævner bevis, gendrivelse og fremkaldelse af den ønskede sindstilstand hos lytteren/tilskueren, altså i tragedien: rædsel og medynk. Det retoriske element, altså udformningen af dianoia, bør fremgå af handlingen ikke af det talte ord.

Kapitlerne fra anden del af 19 og til 22 kategoriserer Fuhrmann altså som det fjerde tragedieelement, den sproglige udformning (: lexis).

Kapitel 20. Nogle sproglige definitioner: Beskriver hele sprogstrukturen fra mindstedele til større helhed, efter inddelingen: bogstav, stavelse, bindeord, navneord, udsagnsord, konjunktion, bøjning og sætning.

Kapitel 21. Poetisk talemåde: Aristoteles opdeler navneord i otte klasser:

1. normalord;

2. fremmedord;

3. metaforer;

4. smykkende ord;

5. nydannede ord;

6. forlængede ord;

7. forkortede ord;

8. omdannede ord.

Ordene deles endvidere efter tre køn og deres endelser (Harsberg p. 25).

Kapitel 22. Talemåde og stil: Sproganvendelse. I dette kapitel om sproglig udformning (: lexis) angives den rimelige sprogbrug udfra princippet om det nødvendige og det passende; det vil sige at ordvalget i tragedien:

1. hverken må synes for almindeligt ("banalt")

2. for usædvanligt ("kaudervælsk")

(Harsberg ibid p. 61). Metaforen danner nøglen til det rette sprogleje og den beherskede afbalancering mellem det almindelige og det usædvanlige opnås gennem brugen af for- længede/kortede og omdannede ord.

[TOP]

Eposafsnittet Kapitel 23-26

Kapitel 23. Episk poesi: Episk fabelopbygning bør koncentreres om én hel, sluttet handling med

1. begyndelse (: prolog);

2. midte (: episode);

3. afslutning (: exodos)

og ikke som en historisk fremstilling (under flere synsvinkler og med et flerfoldigt handlingsforløb) af en række kausalt lidet eller slet ikke forbundne begivenheder.

Kapitel 24. Episk poesi (fortsat): De episke grundelementer. Epos sammensættes som tragedien enten: 1. enkel; 2. sammensat; 3. karakterskildrende; 4. patetisk. Ligeledes bliver kravene udover de tragediespecifikke korsange (: cantos) og scenebillede (: opsis), de samme, det vil sige omvending (: peripeti), genkendelse (: anagnorisis), lidelse (: pathos) tænkemåde (: dianoia) og sproglig udformning (: lexis). Den episke teknik muliggør, i modsætning til tragedien, at skildre flere forskellige, men samtidige begivenheder, og egner sig bedre for fremstillingen af det usandsynlige end tragediens forundringsvækken. Aristoteles gør gældende at: det umulige tilstræbt sandsynligt bør foretrækkes for det sandsynlige tilstræbt umuligt. Forundring/usandsynlighed/urimelighed/umulighed betegner en forbindelse men ikke en restløs identitet. Digteren bør vise omhu med fablens neutrale partier hvor karaktertegning og tanker ligger i baggrunden og modsat de ladede partier, hvor karaktertegning og tanker ikke må fornemmes som for blændende.

Kapitel 25. Kritiske indvendinger og deres svar: Aristoteles anviser tre mulige synsmåder:

1. tingene som der var/er;

2. som de siges/synes at være;

3. som de bør være.

To fejlkategorier:

1. undskyldelige fejl som følge af manglende kendskab;

2. uundskyldelige fejl på grund af manglende evne for efterligning (: mimesis).

Kritik kan fremsættes under fem synsvinkler, nemlig at dele af eposet opleves som:

1. umuligt;

2. usandsynligt;

3. moralsk set slet;

4. selvmodsigende;

5. i strid med kunstens regler.

Kapitel 26. Epik og tragedie sammenlignet: Aristoteles anfører en kendt almen holdning, nemlig at epos synes tragedien overlegen, fordi publikum til epos ikke behøver gester og visuel fremstilling. her imod indvender Aristoteles så dog; at tragedien udmærket kan læses uden visualisering, og at den i kraft af sin større handlingsenhed, sin større koncentration og "ved opfyldelsen af sin kunstneriske funktion" (: at fremkalde angst og bæven (: eleos og phobos) og lidelse (: pathos)) regnes for den ypperste kunstart af de to.

[TOP]

   a antropologiske: efter græsk anthropos: menneske, vedrørende menneske, og efter græsk logos: ord. Antropologi altså: læren om menneskene, især menneskenes afstamning og slægtstyper.

     b etymologisk: efter græsk etymos: sand, egentlig, ægte, heraf vedrørende ords oprindelse. Og efter græsk logos: ord. Etymologisk altså: udfra læren om ordenes oprindelse.

[TOP]