Tøger Reenberg

IKKE UDEN GRUND diskuterer Per Stig Møller indgående, hvor og hvordan man bør indplacere Reenberg i litteraturforskningens forsøg på at skabe passende kategorielle genrebetegnelser.

Egentlig kan man mene, at disse mange kategorier: barok, barokisme, rokoko, manerisme, post-barok, præklassicisme og lignende kan kaldes uvæsentlige etiketter og varemærker, snore og indpakninger som ubetydelige fjernes før det egentlige: ordet, kunsten taler til menneskesindet hinsides tiderne.

Hvad man end kalder Tøger Reenberg som kunstner, har han en poetisk kerne, som gør at man gerne læser hans vers, og med udbytte.

Men selvfølgelig taler forskningen ikke uden rette om disse kategorier, diskussionen dækker over det faktum, at Reenberg, som jo også optræder sidst i 1600-tallet, læser (som den fremmeste blandt de første) nogle nye franske litterater, der sætter nogle nye tanker i gang.

Navne som: Corneille, Racine, Mollière og Boileau. Men her i teksten synes det vigtigere, at læseren begriber; at ligesom protestantismens første hundrede år i Danmark prægedes af katolske vaner og forestillinger, og kun langsomt fik bevidsthedsproducenterne bag reformationen skabt deres idealstat, på sammen vis assimileres de nye tanker ikke blot umiddelbart i Reenberg og lignende overgangspersoner:

-: Som alle gode poeter kan han kunsten både i dens fortid, dens nutid og fremtid, og derfor ligner hans produktion det Møller rammende kalder "Digte mellem to tider" hans undertitel til udgaven af Reenbergs "Ars Poetica".

Reenberg, der ejede en herregård og arbejdede som landsdommer, fremstår som tidens æstet, manden der kan bedømme kvaliteten, som kender kravene, de store navne og deres produkter. Hvor Arrebo former grundfiguren for den kristelige danske forfatter, Bording former grundfiguren for den verdslige forfatter, former Reenberg grundfiguren for den lærde, æstetiske danske forfatter.

Hans første litterære berømmelse kom med smædedigtet "Forsamling paa Parnasso" (1700). Her beskriver Tøger Reenberg hvordan digterkronen og -tronen efter Arrebo skal besættes. Anders Bording viser sig for Reenberg og forklarer ("Dansk barokdigtning" p. 453ff linie 175-188 (p. 457) her omsat fra frakturskrift og med kapitaler kursiveret _a):

"Og, uden Svar, han tog til Ord,
   Sin Tale saa begyndte:
Der Aröboe, vor Mose-Tolk,
   Var udi Gud hensovet,
Et Sted iblant Parnassi Folk
   Blev ledigt; Pladsen lovet
Til den, som kunde riime best,
   Og vidste ret at skrive.
Thi blev opsat en Riime-Fest:
     Hver skulde sig begive
Til Helicon _b. Did Phæbus kom,
   Med Pallas den Gudinde,
At sidde Ret, og sige Dom,
   Hvo Pladsen burde vinde.".

Teksten her skal vende tilbage til digtets domme over digterne. Når den beskriver det som et smædedigt, hører det i nogen grad sammen med at Reenberg benyttede lejligheden til at skærpe sine kritiske penne, og flere forfattere faktisk tog ham digtet ilde op (se eventuelt p. XXX).

Det ideal Tøger Reenberg stiller op for en dansk digtning fremgår tydeligt af hans lærebog "Ars Poetica" (ibid p. 21. linie 407-412):

"Indbild dig, Bording hos dig staaer,
    Og tænk, vil han det rose?
See til: at Ordet skrives ret;
   At Dansket er oprigtig;
At Lignelsen sig passer net;
     At din Raison er vigtig.".

I de følgende linier giver Tøger Reenberg gode råd om tekstproduktion og selvkritik, som stadig forekommer rigtige samt anvendelige, og hans lærde krav medvirkede i samtiden til at sætte stop for den litterære bredde i antallet af skrivere.

I 1600-tallet helt frem til den ægte, lærde danske digter manifesterer sig i år 1700, gælder det at alle med en latinerskoleeksamen, og da især dem med en magistergrad, formodedes at kunne skrive vers. Ikke blot supplikantdigtningen, og de forskellige selskabelige versbreve, men også hyldestdigtning og festdigtning krævede digtende akademikere.

Men med den nye lærde type blev det ikke blot nok, respektfuldt at bukke for Arrebos teologiske indsigt og Bordings friere vers, nu kræves meget mere, og Reenbergs omfattende fodnoter viser vejen. Per Stig Møller resumerer (ibid p. 112) kravene, som de formuleres af Tøger Reenberg:

"De litteraturteoretiske krav Reenberg fremlægger i "Ars Poetica" er følgende: Man skal efterligne de gamle og skrive efter sin natur. Når man skriver et digt, skal man tænke på om Bording ville rose det. Verset skal fremkalde lyst og fryd i læseren og få ham til at elske dyden. Versene skal være korte og fri for fyldekalk. Et godt vers skrives med flid, fornuft og inspiration.".

Disse krav rummer jo altså lidt af et opgør med den oprindelige barokdefinition (som fremgået for eksempel p. XXX, p. XXX og slutnote XXX), blandt andet kravet om respekten for de gamle og opgøret med "fyldekalk" ligner klassicismens opfattelse.

Alligevel virker Reenberg typisk som en overgangsfigur, og i det tidligere digt "Forsamling paa Parnasso" synes det åbenbart, at hans æstetiske formkrav bærer præg af den barokke stilform.

For eksempel fra linie godt 200 hvor (linie 207) "en præst" som søger om Arrebos trone beskrives, nemlig Claus Anderssøn Trundhiemb, som (ifølge Sønderholms kommentarbind til "Dansk barokdigtning" p. 245) udgav bogen "Heptaëmerion" i 1676 for at komplementere a Arrebos seksdagesløb gennem skabelsesberetningen ifølge "Mosebøgerne" i "Bibelen".

Trundhiemb fik kongebrev 9/7-1973, og to lærde mænd - professor Ole Borch og biskop Erik Grave - berømmede værket.

I sit digt har Tøger Reenberg fået slået fast; at det nu ikke kan regnes for nok, at man har en magistergrad og derfor skriver vers, en ny professionalisme synes ved at opstå i hans krav:

Maner, plagiat og pastiche a falder igennem, så konkurrencens dommer, digter- og sangguden Apollon, regner digter og digt for "Nullo", det vil skrive: jeg ved ikke. Måske her et ordspil på "Nullus" latin for ubetydeligt, nul, som Sønderholm spekulerer ("Dansk barokdigtning" p. 458 linie 208-220 igen her omsat fra frakturskrift og med kapitaler kursiveret):

"Han supplicerte med en Bog,
     Han havde sammenskrevet
Paa Aröboes Maneer, endog
   Med Kongens Segl beskrevet.
Hvad meere var, af lærde Mænd
   Berømmet: Derfor meente,
At ingen viiste hannem hen
   Fra Sædet, han fortiente.
Da Bogen produceret blev;
   Ren! svarte vor Apollo
Hans Riim er tvunget: Derfor skrev
  Paa den Supplique: Nullo."

På noget samme vis behandles tidens øvrige digtere, her i Per Stig Møllers resume ("Ars Poetica" ibid p. 111f):

"Claus Trundhiemb og Dorus, alias Claus Bang, forkastes, fordi deres rim er tvungne. Mads Pedersen Rostoch afvises, fordi der er talløse af hans slags, og tronen kan ikke gives til en dusinpoet. Dorothea Engelbrechtdatter fældes på grund af sine selvgjorte danske gloser, som dog nok kun er norske ord jyden Reenberg ikke forstod, og det var iøvrigt upassende, at kvinder dyrkede poesi. Jacob Worm afvises, som for grov. Mads Thrane er ikke forstandig nok, og i åndelige materier savner han gejst og andagt, dertil kommer sprogets ubehjælpsomhed. Endelig kommer Kingo op på bjerget, og han får lov at blive, når han vel at mærke lader sine rim ofte gå gennem sigten.".

Tøger Reenberg fik altså ret, for så vidt at Thomas Kingo i næsten 300 år kom til at stå som barokkens store, nærmest enerådende danske digter.

Dette skyldtes i nogen grad af hans skriverier, især de religiøse digte og salmerne, blev trykt og derfor forelå for læserne og bogtrykkerne op gennem århundrederne, mens først barokforskningen fra midten af det 20. århundrede og frem, fik besørget en del af de mange digterværker der kun fandtes i håndskrifter og afskrifter.

Reenberg fandt formentligt indrim af remsekarakter for overbroderet, som de for eksempel forekommer i Kingos "Chrysillis" ("Dansk barokdigtning" p. 272 vers 1):

"Chrysillis, du mi[t] Verdens Guld
        O du min ynsche schat
        Mit lius i lychens nat
Kom nermer hid o hierte huld
        Og leg dit øre til
Jeg for dig siunge wil
        Lychens Sang
        Lychens Gang
Wil jeg wisse uden feil
        Hvor du mig
        Jeg og dig
Schue maa som i et speil,
Solen schal iche naa
De wester wande blaa
Ey henge lyssen loch
Paa stierne floch
Før [ieg] Chrysillis har
Giort mig for werden bar
Hvor høyt ieg elscher dig
         Bestandelig.".

Næsten barok i den senere forstand (jævnfør p. XXX), altså der hvor ordet blot betyder overraskende, overeffektfuldt og overbroderet, bliver det i "De Fattiges udj Odense Hospital allerinderligste og underdanigste Suk og Søgning hos vor allernaadigste Herre og Konge", hvor Kingo lader sit gode hjerte få friløb med dette digt som formentligt har hørt sammen med en prosaisk a anmodning om økonomisk støtte til de sindslidende fattiglemmer i hans forvaring. ("Dansk barokdigtning" p. 315 linie 36-44):

"Her falder een, som af sin Hals som Hanen galer
Een anden som et Sviin udgrynter sine Qvaler
        En Hvidsler, Hujer, slaaer, som Kalven brøler een
        Og skummer, banker sig til Jord, til Træe og Steen.
I Vandet falder een, og kand sig intet vare
Een anden velter sig i Luens grumme fare
       Hist kipper Hiertet; Een vil give Aanden op,
       Fordi hand langsomt har spyt Lungen af sin Krop.".

 Men hvor meget Kingo end kom til at tegne barokken helt frem til 1900-tallets nærlæsning af afskrifterne fra 1600- 1700-tallene; og dertil anvendte sine kildekritiske metodikker og muligheder for at publicere, ja så viste netop denne første generation, altså, at afskrifternes mængde af andre, mere revolteorienterede digtere, så som Kingos nævnte stedsøn, Jacob Worm, eller provokerende pamperbekæmpere, så som Hans Hansen Nordrup, havde lige så stor, ja større udbredelse og folkeyndest i samtiden.

Man tager nok ikke helt fejl, når man udtyder Tøger Reenbergs funktion, ikke blot som den der hævder og hæver digteriet over det skolemester-, det præstedidaktiske plan og ind i kravene om "moderne individuel talentforvaltning", som man kunne betegne det, altså, æstetisk sans og metrisk kunnen, men også som den der (mere eller mindre bevidst) ved at sætte punktum for barokkens anarkistiske, uregérbare hær af skrivekløekradsende penne.

Kirken havde siden Hans Tavsens tid primært søgte kirkelige formidlere, skriftoversættere, salmetunger og andagtsdigtere; stridsmænd mod hedenskabet og papismen og dermed opbyggelse af den lutherske menigheds fromhedsliv under den algode, geniale og storfaderlige præstepoet, som Kingo (jævnfør p. XXX) blev den første store folkekære konkretisering af.

Dermed ikke overhovedet antydet at Thomas Hansen Kingo ikke kunne skrive, tvært imod, blot at han evnede at holde den semantiske betydningskerne indenfor ortodoksiens snævre rammer, og ej heller gik satirens samfundsrevsende vej til domhuset.

Som det hedder i nogle håndskrifter af "Forsamling paa Parnasso" (men altså ikke i den officielt trykte version. Varianten her fra Sønderholms kommentarbind til "Dansk barokdigtning" p. 250f):

 "Hvad? sagde jeg til Bording da,
    Jeg troer, Phæbus primer;
Vil nogen tage Kingo fra,
   At han er Mester-Riimer?
Skiønt i hans Vers der findes det,
   Som skulle være borte;
Dog sees i Purpur mindste Plet,
   J Smukhed mindste Vorte.".

 Netop udtrykket om; at der i Kingos vers kan findes det som ikke burde findes der, angiver den følelse klassicismens opfattelse havde overfor barokkens os af middelalderlig groteske, udpenslet privathed modsat klassicismens "moderne" antydning og fjerlette dannethed.

Men som P.S. Møller bemærker og som det yderligere præciseres her; har ingen person i nogen overgangstid nogensinde evnet fuldt og helt at opfylde den nye tids krav (det har de næste generationer derimod let ved).

I Tøger Reenbergs dåbsgildeinvitationsdigt "Til Oberste Werner Parsberg" (i Møllers udgave af "Ars Poetica" p. 95ff) bruger Tøger Reenberg selv "usigtede" remserim, omskrivninger og privat henvendelse med seksuelle undertoner, eller som i afslutningen med henvisninger til poetens sociale situation med alle de småbørnsudgifter (ibid p. 98 linie 105-ud):

"Til Amme, Skole, Strømper, Skoe,
    Min Udgift sig forøger.
Hvad er jeg? Paa min sande Troe!
   En ret elendig T - -.".

Og også i hyldestdigtet til vennen Oberst Lange af 31/12-1720 hvor klassicismen burde have slået igennem i Reenbergs stil, men hvor svulstige rim og barokke formuleringer florerer altså blomstrer (ibid p. 101f linie 25-36):

 "Himlens Gud og Jordens Herre,
   Som bestyrer Land og Vand,
Han min Oberste beskiære
   Alt det, Hand sig ønske kand!
Han i Aaret, vi begynder,
   Kand sig stedse trøste ved
Meere Godt, og færre Synder,
   Legems Styrke, Siælens Fred!
Som Han tager til i Dage,
   Og forøger Aar med Aar,
Ligeledes til maa tage
   Udi Velstand, Lykke, Flor!".

Når Reenberg, den lærde digter, altså kaldes "præ-klassicist" og den første repræsentant for den franske klassik, må det altså ikke overses at disse tendenser (som beskrevet nærmere i næste kapitel af denne bog "Les roues de la revolte") endnu kun findes i teoriens intention og i enkelte vellykkede eksempler hos Reenberg og først siden findes som generel tendens.

Derfor har dansk barokvidenskabs banebrydende og grundlæggende forsker Erik Sønderholm så såre ret, når han kalder en af sine mange prægtige udgivelser for "Dansk barokdigtning 1600-1750" den barokke periode fikseret imellem middelaldergrotesken, fortidsmyterne og post-papismen med de fine franske fornemmelser fra Ronsard, du Baras, fra Tyskland og fra kirkerne.

[TOP]

      a omsat fra frakturskrift og med kapitaler kursiveret: Frakturskrift: efter latin frangere: bryde. En form for gammel, skarp, kantet skrift i bogtryk. Anvendt i kilden for at øge moderne læseres evne til at læse denne type skrift. Kapitaler: efter latin kaput: hoved. Anvendes i bogtrykkerfaget om store bogstaver. I barokken trykkes navne, især hellige navne, ofte med store bogstaver. Kursiveret efter latin: curare: at løbe. Skråskrift, en hældende type skrift i modsætning til den normale lodrette skrifttype. Omsat fra frakturskrift og med kapitaler kursiveret altså: omsat fra gamle kantede bogstaver til moderne skrift og de ord som står skrevet med stort omsat til skråskrift.

     b Helicon, Phæbus, Palls: udeladt i dette uddrag. Frem med et leksikon, Læser:

     a komplementere: efter latin complere: fylde, udfylde. Komplementere altså: at udfylde, færdiggøre, fuldende nogen eller noget.

     a Maner, plagiat og pastiche: Maner. Plagiat: efter græsk plagion: kidnapning, mennesketyveri. Plagiat altså: tyveri af kunstners værk, nærgående efterligning. Pastiche: efter italiensk pasta: dej. Pastiche altså: efterligning af en kunstners eller en kunstretnings stil. Kunstværk sammensat af efterligninger ofte fra ældre værker. Maner, plagiat og pastiche altså: Ydre formsøgning, tyveri fra store kunstnere og efterligning af ældre kunst.

     a prosaisk: efter latin provertere: vende fremad. Ligeud, taleret. Anvendes som litteraturvidenskabelig fagterm om tekster der beretter i et normalt sprog uden bevidst rim, rytme og lignende. Overført også om noget hverdagsagtigt, normalt og jordbundet. Ordet anvendes i begge betydninger her. Prosaisk altså: noget som fortælles ubundet af regler med jævne ord uden kunstfærdighed og som holdes på jorden med en hverdagsagtig tænke- og udtryksmåde.

[TOP]