Protest & satire. Jacob Worm og Hans Hansen Nordrup

MENS ARREBO AFTEGNEDE OMRIDSET til den første danske gejstlige pamperdigter, i den forstand at han, under pres naturligvis, udråbtes til talerøret for det teologisk-politiske tendensprojekt, og hvor Anders Bording aftegnede omridset af den første danske verdslige pamperdigter, i den forstand at han, under pres naturligvis, udråbtes til talerøret for det monarkistiskt politiske tendensprojekt, ja så tegnedes den populære folkelige understrøm af digtere som turde vove lidt mere af pelsen og som ikke endte med at blive assimilerede _c som "retledte får" i dogmatikkens fold.

Hvor Anders Arrebos senere arvtager som gejstlighedens digtergeni, Thomas Hansen Kingo, fromt fandt sig i, at der til præsteembedet hørte et tvangsægteskab med den gamle præsts enke, skrev Nordrup i sit digt "Om studenterne" (1710-20) imod dette, og imod den lignende praktik, nemlig at en velynder (; en patron a) skaffede den færdige student et embede ved sin herregårds kirke, og så satte som betingelse, at den nyudnævnte giftede sig med en aflagt elskerinde (: carone b), altså en yndlingsluder. ("Dansk barokdigtning" p. 495 linie 1-8):

"Naar ieg beseer og lærer,
   Hvor Verden underlig
Studentens brød nu skærer,
   Derfor jeg gruer mig.
Gid Fanden troe Patroner,
   De hielper allerbæst
Paa deris Hoff Caroner,
   Dem smør de paa en Præst.".

Hans Hansen Nordrup beskrives rammende af Niels Simonsen ("Verdslig barok" p. 209) således:

"Af alle sjofle og ubehøvlede barokpoeter er Nordrup den groveste. Han chokerede allerede sin samtid, og den var ellers ikke sart.".

 Her følger, fra digtet "Om studenterne" Hans Hansen Nordrups blanke afslag på et embede med påklistret "horeskød" ("Dansk barokdigtning" p. 495f linie 21-40):

"Men om de vilde sige
   Ja du skal Kaldet faae
Om du vilt ha vor Pige
   Da vil ieg svare saa:
Jeg tache maa min Herre,
   For dette gode Brød,
Men Racheren _a skal bære
   Af gaard iert horse Kiød _b,
Min hænder er for reene,
   Min Aand for læcher er,
Jeg gnaver ingen beene,
   Jeg flaaer ingen Mær,
Skuld ieg min Lyche søge,
   Og skuld ieg ha mit Brød
Ved Rumpen af en skiøge
   Og i et hoere skiød.
Da maa Gud for mig raade,
   Jeg faaer vel bedre Kor,
Jeg stoeler paa hans Naade
   Og paa mit Fader vor.".

Intet under da, at ægtemanden til dansk guldalderdigtnings c store, lysende, levende muse, Kamma Rahbæk, i sin litteraturhistorie, den første af slagsen (1808), afviste Nordrups populære værk som "fescennisk" d, altså hvad man i det 20. århundrede kaldte "lokumslitteratur".

Knud Lyhne Rahbæk regnedes ellers selv for en digtersjæl som satte pris på vin, kvinder og sang, så enten fandtes der altså grænser, eller også skal henvisningen snarere opfattes som en appetitvækker end som en afvisning - hvem ved?

I hvert fald kunne Niels Simonsen (ibid p. 209), da han gik til håndskrifterne glad konstatere (her ombrudt):

"I håndskrifterne lå der derfor noget så sjældent som et stort og decideret undergrundspoetisk forfatterskab: Hyppigt afskrevet og godt anonymiseret. Stærkt indenfor erotik og satire. Enestående i sin for barokken usædvanlige sammenhæng mellem liv og værk.".

Som med den anden af de undertrykte, forsmåede digtere kan Simonsen yderligere konstatere (op. cit.):

"Afskriftshyppigheden er kolossal.". 

Hans Hansen Nordrup (1681-1750), blev som en af de første danske digtere udsat for mistænkeliggørelse og forfølgelse. Man anvendte et af de ældste tricks i bogen: at kalde sit offer for en ven af en tidstypisk fjende. - Således kaldtes Hans Hansen Nordrup "papist", altså katolik, noget af det værste man kunne kaldes i det land som godt 150 år forinden havde antaget den lutherske sektdannelses kristensyn. Simonsen fastholder (ibid p. 210) herom:

"Rygtet gik, at Nordrup var papist (katolik/jesuit); men det blev aldrig bevist, og var måske en modforanstaltning mod hans satirer over professoral embedskorruption og simoni _a.".

 Om end Erik Sønderholm i kommentarbindet til sin "Dansk barokdigtning" (ibid p. 268) skriver: 

"Digteren Hans Hansen Nordrup er nu helt glemt;".

 - kan Simonsen altså, 11 år senere, fremmane ham til levende live.

De to væsentligste træk hos Nordrup synes dels hans bramfri, middelalderagtigt grovkornede erotiske åre, dels hans sociale indignation b. Det som nok har gjort hans digte så elskede, at afskrifterne findes i "kolossal" mængde, har nok skyldtes sammenkoblingen af disse to forhold.

"Nordrup er anarkist"

Skriver Simonsen (ibid p. 210) og fra hans gennemlæsning af Nordrup-afskrifterne fremgår det, at ikke blot protesterede Nordrup mod "professorvældet", mod gejstlighedens korrumpering, mod grådige adelsfolk, men også mod bønderne og overbærende, satirisk mod seksuelle afvigere og ludere.

Nordrup skabte sig mange fjender: Hans Vandel, Ole Rømer og især blandt de der fik hans skarpe smædebreve tilsendt, sømmet op på porten, eller smidt ind af vinduet, som med sjællænderbispen Christen Worm, som i årevis, faktisk godt 20 år, medvirkede til at holde Hans Hansen Nordrup arbejdsløs. På stenen som bispen fik ind af sit vindue stod skrevet (Simonsen p. 213 her opsat poetisk):

"Jeg er udsendt
Af en Student
At lade Bispen vide
At jeg er god
For hidsig Blod
Om han i mig vil bide.".

Det har nok også betydet hidsigt blod, da Nordrup i 1707 forlod landet to år efter sin teologiske embedseksamen. Simonsen fandt i håndskrifterne dette rim desangående (ibid p. 211 igen opsat poetisk):

"Hierteglad
Fra et Mægtig folcke Had.
Mine fiender var ej faae
Dog i Rumpen sad et straae.".

Nordrup vides vendt hjem til Danmark fra omkring 1711, hvor han blev undersøgelsesdommer ved første sjællandske rytterregiment: en sund husargerning for en småpornografisk digter måske men et magert udkomme for en præstelysten person underkastet øvrighedens fordømmende berufsverbot a (som Simonsen kalder det).

Først da Christoffer Gabel, som jo også Anders Bording havde supplikeret b, tog Nordrup til sig som kabinetsprædikant vendte modgangen lidt for digteren, og i 1726 fik han da endelig et kald som sognepræst i Nordrup og Færringløse, og samme år kan han da, 45 år gammel, gifte sig.

Endelig flyttede han så i 1726 til Toreby præstegård på Lolland, som hans ven Gabel havde givet ham ventebrev på, og her levede Hans Hansen Nordrup så sine sidste år. Gården nedbrændte ved hans død, og den meget velhavende enke måtte i hast forlade sognet.

Efter Niels Simonsens vurdering udtørrer hans poetiske åre i 1720'erne, men ("Verdslig barok" p. 215):

"... hans uforfærdethed vokser paradoksalt nok i takt hermed og kulminerer med salvingsdigtet af 1747, som den da 57-årige sender til Frederik VI:".

 I dette digt advarer Nordrup mod enevældens monarkistiske almagt, men gammelklog af skade og erfaring anfører digteren (op. cit. her igen formateret til normal digtopsætning og med Simonsens forklaringer udeladt):

"Tys! tal ej om slig en Magt
Just som dit Hjerte tænker
Thi Sandheds Lys har mange bragt
Til Mørckheds Baand og Lænker.".

Heller ikke denne gang gik Nordrup ram forbi, sensorius Hans Gran måtte gram i hu bede biskoppen over Fyns stift om at irettesætte Hans Hansen Nordrup i "tvende Præsters overværelse":

-: ak ja, lige meget i hvilket århundrede forskningen genfinder dogmatikkernes pamperklikke forekommer de latterlige, usle og (nå ja, Nordrup:) som nogle impotente vatpikke med øllevandshikke (sic! _a).

Niels Simonsen spekulerer om den aldrende mere forsigtige men stadig "uforfærdede" Nordrup mon tænkte på digter- og satirekollegaen, Jacob Worm, hvis skæbne ingen embedshungrende eller -havende magister, med eller uden skrivekløe, misundte ham, om end han stod som den mest afskrevne og altså læste digtere i tiden.

Jacob Worm (1642-1693) bestemmer Simonsen således ("Verdslig barok" p. 67):

"Med Kingo, Reenberg og Nordrup hører han til barokkens hyppigst afskrevne digtere, måske den mest afskrevne overhovedet.".

Jacob Worm kan nok ikke blot kaldes satiriker og kritiker af hjerte, men han må siges blevet det af erfaring og at have betalt den dyreste pris herfor. Hans overlegne intelligens, parret med en ovenud skarp hukommelse og en klar opfattelse af hvad der kan betegnes som ret og rimeligt i følge det kirkeskriftlige grundlag, gjorde ham til ikke blot en ironisk digter, men en hudflettende revser som på bedste latin revsede det dengang aktuelle samfund for de forsømmelser og fejl, som andre stiltiende så igennem fingrene med.

Ikke så, med Jacob Worm, for hans indre lignende det måske blot en gammeltestamentlig profet som med usvigelig sikkerhed advarede mod synden, samtiden har reelt ikke haft en hjerne som bare halvt kunne måle sig med Worm, og slet ikke en som kunne gå ind på hans argumenter, og der enten modbevise eller gendrive dem.

-: Som noget nær altid med det smålige danske system, når det befandt sig overfor en overlegen intelligens, brugte man den voldelighed der så typisk betegner de mindre formåendes selvforsvar: i 1680-81 anklagede og dødsdømte øvrigheden Jacob Worm for hans satireskrivning.

Pudsigt nok inddragede man i sagen Worms lange læredigt "Studiosus Lamentatis" hvor han, med mange konkrete henvisninger, havde afsløret Peder Schumacher altså Griffenfelds [i] omfattende handel med præstestillinger og offentlige embeder, som i forbudt om end høj grad foregik efter enevældets indførelse. Greven blev faktisk (jævnfør fodnoten p. XXX) i 1676 dødsdømt for blandt andet bestikkelse, nøjagtigt som beskrevet i Worms digt.

Måske derfor indleder Jacob Worm sit bøndigt om benådning for dødsdommen med dette vers ("Verdslig barok" ibid p. 68):

"Ack! skal nu Sandhed bort,
    Maa Sandhed icke høres,
Skal Sandheds Elskere
   Til Retterstæd nu føres,".

Både Griffenfeld og Worm blev altså benådede, Griffenfeld sendtes til livslangt fængselsophold i Norge, Worm fik et præsteembede i Trankebar, den danske koloni i Indien, hvor han forblev til sin alt for tidlige død i halvtredsårsalderen.

Han nåede altså at blive 1600-tallets mest afskrevne og læste poet, hvor meget øvrigheden og kultureliten skammede sig eller/og udskammede ham.

Med indførelsen af enevælden og med svenskekrigen ændredes forholdene jo i Danmark, og Worm havde intet af Bordings charme og evne til at sige tingene mellem linierne. Han forsøgte alvorligt og med mange bibelbelæg at stække den nye magtelites vinger, han oplevedes derfor som en farlig mand, man måtte fjerne.

Et enkelt eksempel: Bording havde (som alle tidens danske) forsigtigt gjort nar af de mange fremmede fugle som flokkedes ved hoffet, Worm fandt ikke forsigtighed passende. I sit berømte prosastykke (på latin) "De Jdolis Jeroboami" (: Om Jeroboams a afgudsbilleder) skriver han med alle senere folketaleres retfærdige harmes veltalenhed blandt andet ("Thesis X": "Jacob Worm. Skrifter" bind I p. 195ff):

"Men de borgerlige afgudsbilleder dyrkes enten af kongen selv eller af kongens ministre. Af kongen selv, når Israels konge ser med fremmede øjne, hører med fremmede øren, svarer med fremmede læbers orakelsvar, styrer og forvalter riget med fremmede hænder. Er dette en klog eller usikker handling at udelukke rigets indfødte, ... at ringeagte, forsømme og foragte dem i ophøjet hovmod, når man i disses sted og til den højeste æres top udvælger og ophøjer nogle fremmede vindbøjtler, lykkejægere, øjensvage, trosknægte, købere af ristet ært og nød, bedragere, omstrejfere, sladderhanke, sælgere af siciliske bagateller, fantastiske og fanatiske udskud og skygger af spytslikkere, komedianter, spottere og ruffere, ikke uden umådeligt tab for kirken, sorg for fædrelandet, stønnen af de gode ..."

I Jacob Worms omfattende (og af Erik Sønderholm genudgivne) forfatterskab spores en sikker sprogtone, en sikker tankeføring og en læserhenvendelse, som når bredt ud. Man læser smuk velformet, meningsfuld poesi eller prosa.

Et særkende ved Worms popularitet, måske snarere end hans politiske betydning og hans kranke skæbne, synes at manifestere sig i hans åbenbare kvalitet, hans samtidigt hermed strålende meningsgang, egentlig ligesom Anders Bording renset for barokkens mest kunstlede og ydre formfikserede knudrede sendrægtighed, såvel som dens mere overdrevne virkemiddelanvendelser og svulstigheder.

Worms stedfader, Thomas Kingo, stod for eftertiden i mange år, som den store enerådende danske poet i perioden. Hvor Arrebo måtte gennes ind i digterpræstebåsen, spadserede Kingo pænt til krybben som en præmietyr.

Det ukristelige uvæsen som gav Worm mod til med "Bibel" i hånd at læse samtiden skriften i ikke uklare formuleringer, lukkede Kingo saligt øjnene for i sin berømte lige så salige brandert.

Som det senere skal fremgå (p. XXX) kalder ingen barokforsker de to stedfamiliemedlemmer, Jacob Worm og Thomas Hansen Kingo for venner, tvært imod forholdt de sig snarere uenige i mangt og meget, ja det meste.

I modsætning til sin forhadte stedfaders lidt overlæssede typiske barokstil, dens mange poetiske finesser og rim, og dens bredt almindeligt acceptable emnevalg, virker stedsønnen, Jacob Worm, præcis, knap og stilsikker, om end hans emne ofte "farligt", som for eksempel i de vers af "Studiosus Lamentatis", hvor Worm kritiserer tidens gryende materialisme, guldgalskaben som drev samtidens økonomier frem mod den borgerlige organiseringsform ("Dansk barokdigtning" p. 435 vers 28):

"Guds Forsiun har dog ey ende,
   Om endskiønt at Udyds Folck
Sig fra Gud slett monne vende,
   Har ey Gud, mens Guld til Tolck,
Gud engang aff Søffn dog veckes,
Og lar mig ey slett forsveckes.".

Naturligvis havde vreden og digterkunstens kald ført Worm til ganske perfidt og med al smædekunstens snedighed og rænkeriets afsløringer, at "spidde" mangen en misdæder i det store overgangsspil under Griffenfelds danske solkonge. Hans i samtiden berømteste digteriske afsløring af "Peder Skomager" hed "Sibylla Spaadom om Nordens Antikrist" fra omkring 1672.

Efter i sin "De Jdoles Jeroboami" at have klandret de lette straffe landsforræderne i toppen af samfundet får, med indespærrelse på deres pragtfulde godser, fortsætter han i "Thesis XVIII" med at beskrive virkningerne af udsugernes handlinger og med en from bøn om straf over dem ("Jacob Worms Skrifter" bind I p. 207):

"I mellemtiden sønderrives, bringes i vanry, udsuges, plyndres, svækkes, udtømmes det såre ulykkelige og hjemsøgte fædreland af disse højst hæslige røvere ... Hør, beder jeg, I himmelske guder, den sukkende fromhed, sørg over retfærdigheden, der er fordømt til evig landflygtighed, føl smerte over den landflygtige klogskab, sørg over den svindende oprigtighed, og begræd med bitre tårer de godes udplyndring og endelig ødelæggelsen af hele det kæmpende fædreland (omend tavs smigrende). Til visse ærgrer jeg mig, skammer mig, viser fortrydelse og væmmelse ved yderligere at bøje knæ for disse helvedes plageånder og afgudsbilleder, fremlokket fra selve underverdenen, ...".

Jo, ikke med svage ord fastholdt Worm den foragt alle retsindige mennesker følte overfor den pengeøkonomiske magtklikke, som i disse år infiltrerede alle de europæiske hoffer:

-: Worm indså nok ikke; at man intet valg havde, pengene behøvedes og kunne kun lånes ét sted (: det samme sted hvor våben solgtes og soldater udlejedes), adelens storhedstid inden enevælden, kongehusets storhedstid efter enevælden, begge blot sidste udkald for en kultur som ikke stod til at redde.

Det indså Worm nok ikke, fyldt af hellig forargelse stod han klar til at vove alt i forsøget på at redde de fortabte får tilbage til folden. Det vil skrive "vove alt" indtil hammeren faldt. Så måtte han æde sin hellige harme i sig, og igen "bøje knæ", igen med hans benådningsbøn ("Verdslig barok" p. 70):

"Med bedring, Bøn og Graad
    Udaf dend arme Fange
Som for en skiendig Død
   Er hierte-klemt og bange;".

Og i et senere vers af samme digt ydmygede det populære digtergeni sig fuldstændigt, for endnu en af magtspillets maskerede figurer, ved at sammenligne sig selv med et lille ubetydeligt dyr, som skælver for majestætens fod.

Pointen bliver, at en sand løve som majestæten skåner det skælvende smådyr og dets lille familie (ibid p. 70f):

"Nu kand hand dem igien
    Betage deres Smerte
Og med en glad Pardon
   Forfriske deres Hierte,". 

Sandelig, som Tøger Reenberg skrev i sin poesilære "Ars Poetica" (ibid p. 35 linie 915-920):

"Hvor ubesindig Pennen er,
     Der tør mod Purpur a fegte.
Den vil alleene blive vred,
   Hvis Byld Poeten kniber,
Og det, for han sig skyldig veed;
     Den Hund, der treffes, piber:".

Jacob Worms karakterprofil følger et mønster som ofte kommer igen i 1600- og 1700-tallenes forfatterskæbner: opvokset i en præstegård, magisterkonferens, gejstligt eventuelt borgerligt embede. _[ii]

Teksten her vil fastholde denne pointe set i lyset af diskussionen fra foregående kapitel om bruddet i moderkirken:

-: Protestantismens kirkefædre vendte sig jo mod nøjagtigt den type forhold som Jacob Worm og også Hans Hansen Nordrup satiriserede: gejstlig handel og vandel med embeder og frelse, despotiske fyrster, pengemanipulerende kræmmersjæle, skinhellige horebukke, - kort skrevet: ukristelig adfærd.

Sorteper eller nissen flyttede dog altså med ind i den reformerte verden, som Danmark så omhyggeligt havde tilsluttet sig. Set fra den katolske side blev netop præstegården et sted, hvor gejstlig aktivitet blev til handel og vandel (og ikke hellighed som med for eksempel tiggermunkenes forkyndelser og klosterkirker) og præstens tilladelse til at indgå ægteskab lignende (og ligner end) for den katolske tanke: skinhelligt hor.

Men Sorteper eller nissen levede også videre i den katolske verden selv, som ikke i de følgende århundreder, trods modrevolutionen og ekspansionen til især syd-Amerika, helt kunne tilintetgøre resultaterne af reformatorernes kritik og oprør.

Men ud over denne splittelse og de ganske særlige forhold den gav den protestantiske, akademiskt trænede elite, især versskriverne de første "kunstnere", ud over dette, finder teksten det her væsentligt at påpege, at en ny, en helt ny vej åbnede sig for penne i begge kirkelejres territorier: levebrødspoeten, skribenten, den verdslige kunstner, underholdningsarbejderen, bevidsthedsproducenten - moderne tids kunstner tog form!

Anders Christensen Bording bliver her navnet, der som intet andet må siges, at repræsentere det første danske udkast til denne digterprofil, om end han altså finansieredes over kongens kasse og derfor ikke stod frit stillet overfor det betalende publikum, som senere tiders kunstner; -: Bording havde en art statsstøtte.

Her udvikledes ikke blot noget nyt i den kristne kultur, som latinskolerne havde standardiseret over hele Europa, her lurer også den kamp som drejer omvæltningernes mange hjul, de omvæltninger som med tiden også indebærer revoltens blodige revolution.

Med et sidste citat fra Worms prægtigt hudflettende svøbeslag over den lange række afguder han ser dyrket i sin samtid, skal læseren få et indblik i den sag Worm senere kendtes så godt for, hans protest over biskoppernes handel med embeder, over deres høje position i det kirkelige hierarki, og over tidens beklagelige fald for guldgalskaben ("De Jdolis Jeroboami Thesis XX" i "Jacob Worm. Skrifter" bind I. p. 211f):

"Men vore biskopper, nu velbyrdige, uægte, fulde af forfængelig ærgerrighed, forheksede af opblæsthed og hovmod, behersker gejstligheden, I. Peters Brev IV, vers 3. En overmodig teolog er Antikrists afkom, fremdeles er enhver overmodig teolog en kætter, om ikke faktisk, så dog efter retten. Vore biskopper hjemsøger de ulykkelige præster, der er underkastet dem, og som hverken er knyttet til nogen ved et prægtigt slægtskabs eller såre anseligt svogerskabs bånd, alvorligere end retfærdigt, udplyndrer og udsuger og ødelægger dem hinsides ret og billighed med pålagte skatter, ... Optændte af havesygens flammer, bevæbner vore biskopper nogle knægte og karikaturer, uvidenhedens brødre, med anbefalingsbreve, således at man ville sværge på, at de havde nedsvælget al visdoms forråd og var lige så fulde af boglig viden som en ko af tamarisknødder a, når dog visse uvidende, der næppe er underlagt skolelærernes ferler b, næppe rødmer ved dumdristigt at stræbe efter præstegerningen og omsider kun opnå det biskoppelige, jf. 2. Cor. III, vers 1,2. Peters Brev, III, vers 16. Herfra flyder der stort pengeudbytte til biskopperne og talrige læs af smigrende venner. Hvad skal jeg sige om disse pavelige ravne, ...".

Dette afsnit om den danske baroklyriks satire og protest i 1600- og 1700-tallene har gerne skullet vise Læseren hvilke to undertrykkere, som den fremspirende verdsligt, videnskabeligt kunstneriske orienterede digtning måtte slås mod, bøje sig eller bukke under for: kongeøvrighedsmagten og gejstligheden, begge mindre udsugere på vej ned i lommen på større økonomiske udsugere.

Med indgiftningen af gejstligheden afskaffede protestantismen magtmennesker uden reelle erfaringer med forældreroller og seksuelt samliv mellem mand og kone. Protestantismens kirkelige magtmænd blev også familiefædre, styret af en præstekone med begge ben på jorden og sin daglige gang i "andegården".

Men samtidigt krævede reformationens organisering, at en meget stor del af de reformerte latinskoler leverede studenter, som kunne opbygge det ny trosliv i landet. - Derfor blev mangen digterspirer altså kristelig, dog ikke Bording, Thura, Reenberg og lignende.

Med pietismen a hen på 1700-tallet optændtes igen den fundamentalistiske kristendom, i sit politiske virke forårsagede pietistbevægelsen, at den unge Holberg måtte glemme alt om teaterplanerne og tænke på noget andet, men i sin digtning - jo især salmedigtning - ramte pietisterne en tone som skulle blive et kendemærke ved kunsten fremover: inderlighed og individualisme:

-: subjektive følelser: noget kun protest- og satireskriverne kendte fra deres hellige harme.

Den asketiske b munkemand eller nonne havde med reformationen lært sig landbrug, livet som husbond eller husfrue, men vedkommende elskede stadig sin kristelige frontfigur (Jesus) og med 1700-tallet fik denne inderligt opvækkende kærlighedsbølge til kristendommens tematikker et løft gennem pietismens tyskinspirerede bevægelse.

Worms hellige forargelse, dens fabelagtigt veltalende formulering fandt en mere ufarlig, subjektiv fremstillingsform. Troen glødede lige ivrigt, men synden gjordes ikke til navngivne personers vanrøgt, men til selvets smertefulde adskillelse fra frelsen, ufarligt, for øvrigheden, men ikke for kunsten selv.

Dog forekommer det forkert, på trods af de anførte holdninger i denne fromhedsbevægelse og dens had til teater, enbart at kalde disse digtere og salmemagere, som i Danmark satte stop for barokperioden, for reaktionære.

Allerede hos Ambrosius Stub og synderligt i Hans Adolf Brorsons digtning spores denne personlige, individuelle og før-borgerlige tone, hvis inderlighed nærmest antyder en ny opvågnet evne til at se mennesket som et ligeværdigt element i en fællesmenneskelig forståelse, som simpelthen ikke kan siges at eksistere i 1600-tallets barokpoesi.

Når netop det lærde fremhæves fra denne periode regnes Tøger Reenberg for baroktidens og -eftertidens førende såvel digter som teoretiske æstet:

-: Tøger Reenberg gjorde mange gode ting, medvirkede alvorligt til at få Anders Bordings efterladte skrifter samlet og udsendt gennem trykken, og sikrede ganske ofte i sin digtning, at samtidens og eftertidens læsere fasthold Bording som periodens absolutte digterkonge.

Tøger Reenberg (1656-1742) kom ikke af gejstligheden, men af det politiske embedsborgerskab. Hans fader tronede som valgborgmester i Viborg. Når man betænker Bordings drøm om en borgmesterpost i "Forhaabnings oc Forhalings Griller" ("Anders Bording. Digte" p. 91ff linie 429-463), kan man næsten fornemme den unge Reenbergs værdsættelse af Bordings smukke ord om det ubesværede nemme borgmesterliv i provinsen (ibid p. 97 spalte 1 linie 453):

"Der Sad ieg i en præchtig Stand".

Dette, må i høj grad have behaget den unge Tøger Reenberg, som selv arbejde sig op til en prægtig stand, og samtidigt fik æresposten som den intellektuelle, meget vidende lærde digter i dansk barok.

[TOP]

     c  assimilerede: efter latin ad similis: til lighed, at gøre lig med. At noget bliver en ligeværdig del af noget andet. Assimilerede altså: blev en del af noget større.

     a en patron: efter latin pater: fader. En beskytter. Patron altså: en faderlig beskytter, en velynder.

     b carone: i moderne stavning: karonie eller karonje. Efter fransk carogne: mær, tøjte, afledt af charogne: ådsel, kadaver, igen efter middellatin caro: kød. Carone altså: et groft skældsord om en kvinde, en mær, en tøjte, en luder.

     a Racheren: bødlens medhjælper, der udførte renovationsarbejde, specielt fjernede ådsler. Sønderholms note i kommentarbindet til "Dansk barokdigtning" p. 269.

     b horse Kiød: hestekød (som betragtedes som urent kød). Sønderholms note i kommentarbindet til "Dansk barokdigtning" p. 269.

     c dansk guldalderdigtning: altså den periode fra slutningen af 1700-tallet og til midt i 1800-tallet hvor Kamma Rahbæk fra sit Bakkehus på Solbjerg ved København inspirerede tidens store digtere til den digtning, man siden har kaldt "dansk guldalderdigtning", altså den store periode i dansk skrivekunst, med navne som B.S. Ingemann, H.C. Andersen, Adam Øhlenschlæger og mange, mange andre.

     d fescennisk: formentligt efter latin fæx flertal fæces: bundfald, bærme, ekskrementer, moderne stavning: fæces. Fescennisk altså: vedrørende ekskrementer, afføring, bundfald, bærme og lignende.

     a simoni: efter kætteren Simon Mager, som i "Bibelen. Apostlenes Gerninger" (kapitel 8 vers 18) ønskede at købe evnen til at meddele Helligånden. Overført at handle med præsteembeder. Simoni altså: at købe og sælge gejstlige stillinger i forbindelse med nepotisme, despotisme og lignende.

     b indignation: efter latin in dignus: u værdig. Harme. Indignation altså: retfærdig harme, vrede over uværdighed.

     a berufsverbot: tysk ansættelsesforbud. Fra 1972 en tysk lov som holdt statsfjendtlige elementer uden for offentlig ansættelse. Omfattende definition og diskussion heraf i Forfatterens "Det præteknologiske gennembrud 1976-1996". Berufsverbot altså: at forbyde mennesker embedsansættelse på grund af deres meninger og tro samt en (mere eller mindre) begrundet bekymring for at de enten vil misbruge embedes magt eller via ansættelsen vil fastholde systemet som aktiv støtte for disse meninger eller denne tro.

     b supplikeret: også stavet: suppliceret. Efter latin sub plicare: under bøje. ansøge ydmygt, trygle om. Supplikeret altså: en som har tryglet og tigget om en stilling. En genre i barokken, hvor digteren poetisk ansøger de højere embedsfolk om en stilling.

     a sic!: latin: således! Efter et citat betyder sic: det står der virkeligt! En ironisk anmærkning meget brugt i litteraturvidenskaben, når der i et citat for eksempel staves forkert eller fremsættes bemærkninger af anstødelig, upassende, urigtig eller lignende karakter.

     a Jeroboam: konger i Israel. Jeroboam den Første grundlagde omkring 935 før sit kongerige hvor guldkalve dyrkedes, beskrevet blandt andet i "Bibelen. 1. Kongebog" vers 14, heraf Worms symbolik. Jeroboam altså: den som dyrker afguder.

     a Purpur: efter græsk porfyre: purpursnegl, purpurfarve. Farven purpur regnedes for særlig dyr og fin, anvendtes derfor ofte i officielle konge- og adelige dragter, heraf betyder den billedlige brug af purpur altså: de adelige, de kongelige.

     a tamarisknødder: efter det arabiske tamr: daddel. En prydbusk hvis nødder spises af kvæg. Beskrives også i "Bibelen", hvorfra Worm formentligt har hentet udtrykket.

     b ferler: efter latin ferula: en skærmplante. Træstok med rund klump eller plade i den ene ende, som skolelærere slog poger i håndfladen eller over ryggen med. Ferler altså: strafferedskaber i den gamle skole.

     a pietismen: efter latin pius: from. En protestantisk fundamentalisme fra slutningen af 1600-tallet som i løbet af 1700-tallet lagde stadig større vægt på fromhed, inderlig kærlighed til Jesus-figuren, et dydigt praktisk levned. Pietismen altså: protestantisk fromheds- og vækkelsesbevægelse i 16-1700-tallet

     b asketiske: efter græsk askesis: gymnastisk øvelse. Forsagelse. Asketiske altså: de som eller det som forsager materiel og sanselig nydelse til fordel for from selvtugt og streng afholdenhed.

[TOP]