perolsen.net	Per Olsens videnskabelige produktion
"Les roues de la revolte" - Portal
Danske barokdigtere 1	Anders Arrebo
	Anders Bording
	Jacob Worm og Hans Hansen Nordrup
	Thøger Reenberg

Anders Arrebo

Anders Christensen Arrebo levede fra 1587 til 1637, den ovenfor anførte bog som han kendes for, og som 1600-tallets barokpoeter enigt hyldede som det store gudfrygtige lærde værk, udkom altså først posthumt _c, afstedkommet af digterens søn, præsten Christen Andersen Arrebo fra Nebbelunde præstegård. - Af den kongelige trykketilladelse fremgår det at Anders Arrebo regnedes for en højlærd, hellig mand, men sådan forholdt det sig ikke, mens manden selv levede. ("Hexaëmeron" ibid p. 3):_[i]

"Wi Friderich den Tredie med GUds Naade, ... giøre alle vitterligt, at efftersom Os Elskelig, Hederlig oc Vellærd Mand Her Christen Andersøn Arøboe, Sognepræst til Nebbelund oc Sædinge Sogner i vort Land Lolland, underdanigst hafver ladet os tilkiendegifve, hvorledis hand er tilsinds, hans Salig Faders, Mester Anders Christensen Arøboes, fordum Sognepræstis til Oringborg, efterlatte Hexaemeron eller Verdens første Uges Sex Dagis Gierninger, udi danske Riim befattet, til Trycken at befordre, i Forhaabning det skulle vorde Gud til Ære, oc mange fromme Christne til en gudelig Forlystelse, dersom det med voris naadigst Bevilning maatte skee.".

 Og denne nådige bevilling kom altså men naturligvis ikke uden (op. cit.):

"Her Christen Andersen Arøboe, maa lade tryke fornefnde Bog udi Voris Residentze-Stad Kiøbenhafn, dog at den først af Professoribus udi fornefnde Kiøbenhafns Universitet vorder revideret oc approberet; Siden hafver hand derpaa at anvende største Fliid, at den med Flid oc correct kand blifve prentet.".

Hvad kongens skriver nådigt undlod at nævne i denne rosende og velvillige trykketilladelse omfatter den famøse sag fra den norske del af riget, hvor Arrebo faktisk startede sin karriere fra den 15/3-1618 som biskop i Trondheim. Som lutheraner havde Arrebo en god portion stridsmand i sig, protestantismen generelt tog netop stærk afstand fra "papisternes" pamperagtige indspisning med de verdslige lag af adel og øvrighed, i Trondheim i skikkelserne af lensmand Tage Thott og byfoged Peder Lauridsen.

Thott-slægten kendes som en skånsk adelsslægt med stor indflydelse på såvel svensk som dansk adel, Thott-slægten samlede et kæmpebibliotek, og en Tage Thott blev i en kort overgang, fra 1650´erne til sin død i 1658, beskytter for den mere verdslige digter Anders Bording. Måske drejer det sig om en anden Tage Thott, i hvert fald virker det besynderligt; at kunstens velyndere, Thott-familien, skulle have udvirket digteren og biskoppen Arrebos fald, som det faktisk skete.

Ved bryllups- og begravelsesgilder udfoldede Arrebo sig løssluppet og så muntert, at hans fjender fandt foranledning til at indklage ham for kongen, og efter en omfattende proces fandt retten den 31/7-1622 Arrebo skyldig og fradømte ham retten til gejstlige embeder.

Arrebo tog til konens familie i Malmø, og arbejdede sig nu ihærdigt og flittigt tilbage i den kristelige embedsvarme.

Luther havde anbefalet især Davids salmer, og disse dyrkedes da også overalt i den reformerte bevægelse ja og også blandt katolikker i 1600-tallet.

Arrebo, havde allerede forsøgt sig tidligt i genren, og i 1623 havde han oversat alle 150 salmer. Året efter fik han da kongebrev på disse salmer, som udkom i 1627.

I mellemtiden, den 25/8-1625, havde kongen da lukket Anders Arrebo tilbage til den gejstlige fold, dens rigelige 300-600 daler om året, dens præstegård, præstekone og troskyldige menighed. Den 25/11-1625 fik han endog tilladelse til at blive præst i en mindre købstad, med dens dertil hørende bedre gagering, dens velstående og bogligt lærde embedsborgerskab, dens adel i stedet for en enkelt herremand i landdistriktet og så videre. Den 20/1-1626 blev Arrebo da så præst i Vordingborg, det vildfarne får fandt tilbage til folden, tillægsgevinsten blev hans fromme trykte værk: oversættelserne af Davids salmer.

Arrebos skæbne viser tidens to magtfulde grupper, som enhver menings- og bevidsthedsproducent klogeligt måtte forholde sig bukkende til eller blot bukke under for.

Adelen/Kongen, den verdslige magt, og de teologiske ledere -: mellem disse to magter skulle den digteriske lus manøvrere. Fik man det blå stempel a lokkede embedets økonomiske tryghed og sikre sociale status, vendte tommelfingeren nedad b måtte man berede sig på et kummerligt liv, som altid senere i despotiske kulturer: enten følge trop med det toneangivende meningsmonopol, eller ...

Men her synes Arrebos posthume storværk, "Hexaëmeron" fra starten at operere med nogle af "undergrundens" mere eller mindre "stille" protestformer. -:

Oprindeligt fremtræder hele projektet som ærke-kristeligt og teologisk. Ideen stammede, som det jo så ofte gælder i denne bog "Les roues de la revolte", fra den franske frihedstænkning, fra den calvinistiske c reformerte bevægelse i Frankrig, digteren du Bartas (1544-1599) som i sit stort anlagte heltedigt fra 1578 "La première Semaine" (: den første uge) havde brugt "Bibelen" og dens indledende "Mosebøger" til et skabelsesdigt.

Bartas´ værk havde opnået stor yndest og indflydelse samt oversættelse til flere sprog. Mange reformivrige teologer så chancen til at gøre op med de middelalderlige fortsættelser på oprindelige hedenske mytologier, om de nu fandtes indskrevet i den katolske helgenkalender og festivitasturnus_a eller ej.

I Danmark blev det Arrebos velynder, rigskansler Christen Friis til Kragerup, som satte projektet i gang. Arrebo sad da trygt i Vordingborg, nu skulle hans talent inddrages, så Arrebo fik den tosprogede (fransk-tyske) oversættelse, samt den hollandske gendigtning af Bartas og gik fortrøstningsfuldt i gang, med det værk, som siden, af såvel den barokke samtid som af senere nutider skulle stå som det første selvstændige digterværk i nationens nyere historie.

Når udtrykket "selvstændige digterværk" må betegnes som korrekt, hænger det i høj grad sammen med, at du Bartas, som calvinist, stod en del ved siden af den lutherske mellemvare, der jo herskede i Danmark og resten af Norden. - Arrebo måtte derfor i så høj grad tillempe, tilfile og forordne værket, at det ikke kan regnes for en blot og bar oversættelse, men retfærdigvis siden betegnes som hans eget selvstændige værk i denne tradition, - og overalt fremhæves som et smukt og sandt eksempel på from kristendom

"Aröboe, vor Mose-Tolk,"

 Som Tøger Reenberg kalder ham i sit berømte digt "Forsamling paa Parnasso" (1699) ("Dansk barokdigtning" p. 456 linie 177.

Samtidigt, dog, virker "Hexaëmeron" og dens skildring af skabelsens første seks dage i følge Bibelen og traditionerne, faktisk som en fuldt anvendelig trolddomsbog, en bog ikke blot fyldt med mosaisk, kristelig teologi og dogmatik (som man overbeviste censuren om) men med lærde betragtninger udfra den klassiske tradition Melanchton havde påvist som inspirerende, og med allehånde okkulte, altså dunkle, mystiske og magiske overleveringer: fra græsk-romerske guder, naturånder, astrologi og himmelvæsner til urtekundskab og en smule trylleri.

Godt nok tager Arrebo afstand fra for eksempel dyrkelsen af planeterne og dyrekredsen som guder, og også astrologien, men han lader ikke læseren i tvivl om at disse himmellegemer, med samt deres traditionelle magiske tilskrivninger til metaller, farver og lignende, hører med til den nødvendige gavnlige lærdom.

Den fjerde dag for eksempel beretter Arrebo ("Hexaëmeron" ibid p. 170):

"Den stoore Jordens Kreds er deelt i visse Lænder
Provincier oc Øer: Hvorfor mand snarlig kiender,
Hvor mand i Verden er, hvad Folk der er´ at finde:
Det samme tarflig griba de gamle rand i Sinde,
Thi skærpede deb friit de Babylonske Hierner,
Oc deelde viiselig de samme faste Stierner,
Til visse Constellats, (vi Himle Tegn dem kalde)
Forleente dem med nafn, som skicken kunde falde.".

Og selv om han fromt anfører; at denne dyrkelse, som han så detaljeret har beskrevet, må kaldes afguderi, med en henvisende marginalnote_c til "Bibelen 2. Kongebog" (kapitel 25 vers 4) fortsætter han hårdnakket senere i værket med at beskrive disse "himmelske ting". (ibid p. 171):

"Oc i Josiæ tiid blef Afguds dyrkre straffed´,
Oc de tolf Himmel-tegns tilbed´re flux afskaffed´.".

For eksempel allerede i det "første Anhang" til "Første Dag" (ibid p. 77 et dobbelt-s erstatter s-tegn i "gissning") har Arrebo fromt taget afstand fra astrologien dommedagssyn:

"Stiernkiiger´ u-forskæmt for viidt hen ud I søger
I eders Almanach oc Ephemerske Bøger a
Med Maaned, Aar oc Dag om Verdens sidste tii de
Naar dem tilslutte maae Saturni b Porte vide.
Naar jeg der tænker paa, da gaaer jeg fra mig selfver,
Mit Liif er Krafte-løs og Siælens Tale skelfver.
Heel falsk den regning er, credit det facit taber,
Alting forvirrer sig, I slet i Mørket staber
Med eders gissning løs: Guds Himmelske Secreter
For eder blifv´ urørt, dog I besee Planeter.".

Igen allerede den anden dag (ibid p. 90f) beskrives astrologien, også denne gang med afstandtagen, dog den samme Saturn, beskrives (sammen med de 6 andre traditionelle astrologiske "planeter") under den fjerde dag (ibid p. 176) således:

"Du gamle raadrig Mand c du gylden-alders Fader,
Dybsindig af Forstand, Saturne, liig en Staader,
Forrynkdt i Panden din, tør, kaalder, fuld af Snue,
Haer dog din Fryden-borg i allerhøjste Stuue.
Din Vogn er idel Bly, din´ Hæste gandske lade,
I tredev´ Aar fra Huus, ring-kiører du i gade.".

Ligeledes da Anders Christensen Arrebo den tredje dag beskriver alnaturen, her især urtehavens mange dyder. -: Naturligvis udspringer naturens forrådskammer og apotek ene af Guds skaberværk i den fromt formulerede fremstilling, alligevel antydes praktikker som ikke regnes for god teologi endsige kristendom, men for trolddom, for eksempel det at frembringe amuletter_d (ibid p. 151):

"Giør du een amulet a af Entybo den klare,
Oc spender den om hals, at hæng´ om arm den bare:
Hves b tycke dunst og røg, der siunet ellers svæcker,
Det den saa hemelig fortager og fortrecker.".

Men som Arrebo visseligt anfører ("Første dag anden Anhang" ibid p. 82) om Gud:

"Hand meer´ end Mennisk-verk, jo rede kand fra Haande,
Man hand u-dødelig i saa mangfoldig´ Aare,
Læt hver en Urtes Kraft udgrundlig kand forfare:
Der er oc ingenting c som Aander kand forbiude,
At de jo giøre friit alt hves de act´ at yde.".

Ligeledes hvad angår den hedensk-græske tradition, som jo med hyrdedigterne og deres erotik blev så populær en erstatning for de oprindelige indfødte frugtbarhedsmyter og sjoflerier.

Det kan virke som om Arrebos undskyldning overfor censurinstanserne indebærer at fremstille disse "hedenske" guder og halvguder, ånder og lignende som "symbol" "... som Poeterne det dicte" (marginalnoten til Anden dag ibid p. 88) hvor muserne og ånder påkaldes i god, magisk stil:

"Min søfn vel brydis maa, den tørre Hierne blødis,
Op, op min Siel oc Aand, for Herren stoor at mødis,
Her ind min psalter good, frem, frem mit liflig Zither,
O Musæ, sødelig paa Harpen eder fliter:
I Faunid synger sterkt, at Skoven der ved springer,
Syng du Satyre klerke, at det i Bierget klinger,
Du fisk i blaa-grøn-haf, du fugl paa qvist hin grønne,
Spring om, ja runden om, siung skof-muteter skønne,".

Hele værket igennem opretholder Arrebo denne samtale med musen, de mødes når han begynder, og når skaberværkets storhed overstiger fatteevnen må de begge anstrenge sig. Musen virker som en indlagt person med hvem digteren kan styrke sig, huske sit høje formål og juble.

Nu kan man altså forsvare Arrebos metode overfor samtidens myndigheders censurinstanser, som et kristeligt forsøg på at fremstille de "ukristelige" tanker og imødegå dem med sund teologisk ræson a, noget sådant har de som læste bogen og sympatiserede med censurens holdninger formentligt tænkt, og noget lignende forsøger Biskop Gerner siden med sin "Hesiodi Dage eller Rijmstock" (1670) som teksten vender tilbage til.

Dog bør det ikke overses, at samtidens lærde i høj grad byggede videre på de "magiske" "okkulte" indsigter og i nogen grad endvidere havde gode belæg i den nyoversatte "Bibel" for disse betragtninger og praktikker. Derfor burde en god kristelig bog indeholde disse senere så fordømte elementer af "overtro" for overhovedet at finde vægt i de værdiges vurdering.

Dertil kommer også det faktum, at Arrebo med sine mange lærde henvisninger til de hellige skrifter, til "filosoffen" (: især Aristoteles), jo faktisk optræder som lærd, som magister der vel ved om disse fjerne ting, der, om kirken nu kunne lide det eller ej, udgjorde en del af det arvegods, man havde fået mellem fingrene da oversættelsesbølgen i protestantismen bragte lærdommen ud til folket.

Dertil kommer endnu et væsentligt forhold, nemlig at digterne, dengang som siden, faktisk kun fandt få læsere, - det vil skrive, havde de toneangivende litterater (og læsere) sagt god for værket, efterplaprede de medløbende (ikke-læsere) hurtigt deres holdninger, så ingen (rettere: ingen uvedkommende) opdagede, at der altså fandtes mere mellem liniernes himmel og jord, end sund teologi tillod. - Nøjagtigt som med H.C. Andersens senere så folkekære æventyr om "Kejserens nye klæder".

Og så fandtes der hos Arrebo endnu et projekt, et projekt som den danske miniature-solkonge kunne se perspektivet i, ikke blot en digtning på dansk men også et gloriøst værk som på troens klippefaste grund kunne afspejle den danske konges kulturelle pragt.

Det kan virke som om Arrebo skriver bevidst med et "massekommunikativt" hensyn, han havde jo fået trykt sine Davids salmer. Han har følt sig som en første danske moderne skribent, velvidende at han stod i forlængelse af Hans Tavsens og de øvrige reformatorers anstrengelser for at fordanske og lutherficere kongedømmet og kristendommen. Som Arrebo allerede første dag får bemærket (ibid p. 54):

"Dyreste Konge-blod; I Førster mæctig i Skare;
Jordens Dommere good´ i Guds sted Landet som vare;
Almuens Folk hver mand, Viif, Dreng, oc hverrende Pige,
Borger- oc Bunde-stand; ô alle fattig´ oc Rige,
Hiælper, hiælper en hver med Mund, med Hierte, med Tunge
Hellig Skaberen kier, en Dict ret hellig at siunge.".

  Og altså: på dansk, som Arrebo ved indledningen til anden dag anfører (ibid p. 89):

"Mig Musa ej formeen, lad den min Tunge bløde:
Min U-vandt danske Pen, med Hermons duga lad flyde
Du al min ringe Dict med Gunst oc Naade pryde.".

Eller som det lidt længere nede formuleres (ibid p. 91):

"Men jeg langt heller vil med Mosis vinger fløje,
Med simpel danske Pen mig simpel lade nøje.".

Netop dette projekt gav måske Arrebo hans støtte fra de mere verdslige penne, af hvilke den største, mest elskede og respekterede, skal beskrives nedenstående, Magister Anders Bording, som i sit hyldestdigt til Arrebo blandt andet rimedes således ("Anders Bording udvalgte vers" p. 65):

"Var mangen her i voris Land
 Saa Sinderijg og kyndig,*
Som ARREBO, den lærde Mand,
 Oc i sin Stijl så fyndig:
OPITZb for Dansken fick it Glas
 At standse da tilbage:
Da fick RONSARD, ja selv BARTAS
 Topseylen ind at tage.".

Her nævnes da Ronsard som en væsentlig kilde til den digtning forskningen i Danmark klassificerer som "barok", med en hyldes fra den ene mester til den anden.

Når Arrebos skrifter tryktes, skyldtes det altså; at hans stofområde faldt i den herskende klasses smag, han forkyndte de budskaber "juntaen", "partiet" ønskede fremhævet, samtidigt med at han under overfladen boblede med hele det lærde liv og de mange forskellige myter og kundskaber visdom besad.

Derfor rostes og fremhævedes Arrebo nu ved alle lejligheder, hvor emnet omfattede digtning og kunst, - og han kunne jo også skrive, "kyndig - fyndig"-rimet rammer Arrebos stil ret præcist.

-: Og selvfølgelig tog han også fejl, som i sit forsøg på at gøre jorden ikke solen til centrum. Her holdt opgøret med soldyrkelsen højere for Arrebo. Ved slutningen af fjerde dag, ja mange steder i "Hexaëmeron" hyldes solen alligevel, og hvad Arrebo end så i "Bibelen" så så verdensbilledet anderledes ud også i Danmark efter Tycho Brahe, Ole Rømer i 1600-tallet.

-: Også, når Arrebo den femte dag beskriver fiskene og fuglene, kopier han mange, kuriøse a, klassiske vildfarelser ind i sit værk, også med bierne (som nævnes flere gange) holder han stædigt protestantisk, paternalt fast ved "bikongen" ikke dronningen, Hende, som, det vides jo nu, styrer dette intelligente og godgørende insektsamfund.

Men samtidigt med at der altså overvejende tryktes hellige bøger, salmer og "Bibelen", love og almanakker, så eksisterede der altså denne rige understrøm af litteratur, primært digtning, som ikke tryktes, en digtning som omfattede alle de undergenrer og tendenser barokforskningen forbinder med 1600-tallets ideer.

Dog, selv de håndskrevne digte underlagdes altså censur, inden at afskriverne fik lov til at kopiere dem. Niels Simonsen beretter polisk i sin "Verdslig barok" om hvordan digterne snoede sig, og han aftrykker censurens dengang aktuelle lovgrundlag:

-: En vigtig erfaring, fra Simonsens arbejde i Danmarks Kongelige Biblioteks håndskriftssamling, viser en pointe som skal blive alt mere tydelig i denne bog "Les roues de la revolte":

-: Hvor meget end kulturstyringen eller forsøget på samme søgte at fremhæve bestemte personer og deres holdninger, især gennem restriktioner b på adgangen til bogtrykkermediet, viser netop mængden af afskrifter, hvilke digtere folket virkeligt yndede og satte så meget pris på, at de såvel købte som opbevarede deres digte og senere lod håndskriftsindsamlerne bringe dem til bibliotekernes sikkerhed.

De to store når afskrifterne tælles op: den anarkistisk-erotiske Hans Hansen Nordrup og den satiriske samfundsrevser Jacob Worm, begge to stærkt forfulgte og stigmatiserede c "afvigere", som levede en heftig kamp mod meningstyranniet.

Teksten skal nedenfor vender tilbage til disse to, men vil inden, som lovet, forholde sig til tidens meste berømmede og beundrede pen, Anders Bording, som fik en yderst hårdhændet behandling før og under den danske enevældes tid, men som forstod at holde modet oppe og endelig til slut fik almagtens nåde med et digterisk projekt.

Bording anerkendtes allerede tidligt for sin utroligt levende, enkle og letflydende poetiske åres kildeklare betydningsdannelse og nydelsesfremmende formfuldhed:

-: Han begærede intet mindre end stilling som kongens private poet, han ville - som den første digte en dansksproget nyhedsformidling, - derfor kalder eftertiden ham da også ofte Danmarks første journalist, for - trods megen modstand - lykkedes det altså langt om længe Bording at opfylde sine store mål.

[TOP]

     c posthumt: sammenblanding af de latinske ord postumus: den sidst fødte og humus: jord, samt humare: bedække med jord, begrave. Betegner en person født efter faderens død, og betyder i moderne tid: et værk som først udgives efter kunstnerens død. Posthumt altså: udgivet efter kunstnerens død.

     a det blå stempel: et udtryk udviklet på grund af kødkontrollens stempler. Det blå stempel på et stykke kød betød: første klasses kvalitet. Senere overført om en officiel godkendelse og anerkendelse. Det blå stempel altså: en almen anerkendelse, en officiel godkendelse.

     b vendte tommelfingeren nedad: stammer af den skik, at de romerske kejsere ved dødslegene på Forum i Rom vendte tommelfingeren opad, hvis kombattanterne i ringen skulle overleve og nedad hvis de skulle dræbes. Overført om en vurdering som går nogen imod. Vendte tommelfingeren nedad altså: sagde nej, sagde fra overfor nogen eller noget.

     c calvinistiske: efter den schweiziske reformator Calvin (1509-64), der stod for en noget strengere og mere nøjsom version af protestantisme end Luther. Se forrige afsnit p. XXX.

     a helgenkalender og festivitasturnus: efter den romersk-katolske kalender, hvor helgenerne, altså de af kirken helliggjorte mennesker blev fejret på forskellige mærkedage, ofte dage med fester som man i den tidligere religion havde fejret. Og efter latin festum: fest, heraf festivitas: festlighed, festlig stemning og pragt. Og efter latin middelalderlatin tornus: drejejern. Det at gøre noget efter tur, at skifte regelmæssigt mellem forskellige handlinger. Festivitasturnus altså: festlighedernes regelmæssige kommen og gåen i løbet af året.

     a samme tarflig grib: Stadige Stierner atter fordeelis. Arrebos marginalnote.

     b friit: Babylonier Chaldæer oc Persianer. Arrebos marginalnote.

     c marginalnote: efter latin marginis: kant eller rand. Den blanke kant langs en trykt eller skreven papirsides tekst. Marginalnote altså: en note skrevet i randen af den trykte side. Marginalnoterne kendes især i de tidligere skrifter, både håndskrifter og trykte tekster. Ofte indeholdt de henvisninger til de bøger forfatteren havde sine udsagn fra, eller i for eksempel teologien indeholdt marginalnoterne henvisninger til de skrifter teologen henviste til. Hos Arrebo tjener disse noter til at underbygge hans udsagn og hans lærdhed.

     a Ephemerske Bøger: Calender. Arrebos marginalnote.

     b Saturni: At saturnia regna det er den rette gylden tiid da først skal angaae. Arrebos marginalnote.

     c gamle raadrig Mand: Saturni gang oc beskrifvelse i 30. Aar hand er blyefarfved. Arrebos marginalnote. Kildens fejlagtige punktum efter "Aar" fjernet.

     d amuletter: efter græsk amylon: mel som ikke males på en mølle, heraf latin amuletum: oprindeligt at spise af kraftmel. Heraf almindeligt for et smykke, en genstand som har fået en indvielse til en særlig kraft der hjælper og beskytter den som bærer smykket eller genstanden. Amuletter altså: kraftfyldte smykker som på magisk vis beskytter sin ejer.

     a amulet: Et omhængende amulet af Entybo. Arrebos marginalnote.

     b Hves: gammeldansk for hvad. ...

     c ingenting: Ingen corpora naturlig. Arrebos marginalnote.

     d Fauni: Skofguder. Arrebos marginalnote.

     e Satyre klerk: Bierge-Guder, som Poeterne det dicte. Arrebos marginalnote.

     a ræson: efter latin ratio: fornuft. Ræson altså: det som vedrører fornuften, noget fornuftigt.

     aHermons dug: Efter Hermes, de græske guders sendebud. Hans dug: hans visdomsord, formentligt.

     b Opitz:  (hvis ikke senere forklares tidligere som med Ronsard.)

     a kuriøse: efter latin curiosus: omhyggelig, videbegærlig. Beslægtet med latin cura: en kur, en sygdomsbehandling. Kuriøse altså: bemærkelsesværdige, løjerlige, enestående.

     b restriktioner: efter latin re stringere: at binde fast igen, at stramme op. Indskrænkninger, regulerende foranstaltninger. Restriktioner altså: indgreb med forbud og begrænsninger i den fri råderet. Blandt andet kostede det dyrt at få bøger trykt privat, samtidigt forholdt censuren sig både meget kritisk og meget langsommelig til ikke-kirkelige skriveprojekter.

     c stigmatiserede: efter græsk stigma: mærke. Brændemærke, skamplet. Stigmatiserede altså: udstyret med et brændemærke, en skamplet og lignende. Religiøst en person som udvikler sår, der hvor Jesus-figuren blev pint og plaget (i hænderne for eksempel). Stigmatiserede altså: fordømte, forbandede, de som mindreværdige fremstillede.

[TOP]

[i]. Om at læse disse gamle tekster: 1. Læs højt så bliver uvan stavemåde til almen dansk vellyd og forståelse.  2. Om specielle bogstavskombinationer: "ff" o.l., 3. Om vilkårlig stavning med versalier altså 'med stort'. 4 Om vilkårlig stavning fra poet til poet. 5. Om medtagne noter fra udgivere og Forfatteren. 6. Om reglerne for vokalsammenstød. 7. Om tilfældige bøjningsformer for adjektiver (tillægsord - nominaler og nominalled) og adverbier (biord - verbaler og verballed).

[TOP]