Le rous de la revolte_Barok4

perolsen.net	Per Olsens videnskabelige produktion
"Les roues de la revolte" - Portal
	Anders Arrebo
Danske barokdigtere 2	Anders Bording
	Jacob Worm og Hans Hansen Nordrup
	Thøger Reenberg

Anders Bording

ANDERS CHRISTENSEN BORDING fødtes 21/1-1619 i Ribe. Forfaderen Magister Laurids Bording havde levet som lektor i teologi og beklædt embedet som rektor i Århus, faderen, Christen Bording havde fungeret som livlæge ved hoffet, tog medicinsk doktorgrad og blev i 1614 læge i Ribe.

Anders Bording stammede altså fra det embedsborgerskab som satte tidens dagsorden, og selv blev han da også indskrevet ved Københavns Universitet i 1637, dog uden at tage afsluttende eksamen derfra, først langt senere, aflagde han, måske noget slukøret, magisterprøven ved Sorø akademi i året 1653.

Bordings ungdomsår udgør en gåde for forskningen, udover at den indflydelsesrige professor Ole Worm, nævner Anders Bording et par gange i breve. Worm tilbød at få Anders godt i vej, som han havde gjort med Bordings broder, Laurids Bording. - Dog allerede dengang synes det som om den digteriske muse havde andre planer med den unge Anders, som på stand udeblev fra de samtaler med den indflydelsesrige professor, der kunne have bragt ham et sikkert embede.

Anders Bording skrev digte og levede det glade studenterliv, og han nåede, inden han forlod København, at blive anerkendt som mere og andet end blot en latinerpoet, end og malet af hoffets yndlingsmaler.

Carl Dumreicher som allerede i 1954 optrykte en udvalgt udgave af Bordings digtning skrev dengang ("Anders Bording. Udvalgte vers" p. 15):

Mens Erik Sønderholm, i sit kommentarbind til sin samlede Bordingudgave i 1986 formente om denne vilde studentertid, som han kalder "bohemeliv" a ("Anders Bording Digte. Kommentar") p. 11:

Tiden kalder og kender dog Anders Bording som magister, og hans livsbane de første mange år, inden han endelig aflagde prøven, følger det siden så sørgeligt velkendte mønster for geniale poeter: beundret og delvis anerkendt, men evigt forarmet, overlevende i kraft af skiftende løse bestillinger samt venners og bekendtes godhjertethed.

Som Bording selv skriver i "Forhaabnings og Forhalings griller paa mig selv og min tynde Lykke, Satyrisk-viis indvend." fra 1663, det år han som 40årig nødsagedes til at se tilbage på et forhutlet og pauvert liv, ofte på sultegrænsen ("Anders Bording. Udvalgte vers" p. 72):

Kongen havde allerede i Bordings ungdomsår lovet ham et udkomme, det kom dog ikke, og han kunne jo ikke leve på den velvillige anerkendelse og sin store ideer. Man kan formene forskelligt herom; set fra den tendensskabende og holdningsmæssige styrings side, fandtes der måske endnu ikke plads til den lyse, gudsbenådede glade danske poet, som siden dukker op i hvert nyt kuld digterspirer: tiden krævede stadigt store højtprioriterede arbejder udført: oversættelsen af det kristelige grundlag, udstationeringen af pålideligt påpasselige præster over det ganske land, overgangen til enevælden og dens embedsmandssystem, uddannelsen af praktiske folk indenfor handel og håndværk, europæiseringens økonomiske handelsmæssige forhold, landbrugslandets og dets adels langsomme sikre indordning under de kontantstærke pengehuse og så videre i en lang række alvorlige stats- samt kirkeanliggender, som gjorde de "pålidelige folk" til alvorstunge handlingsmænd fjernt fra folkets barokt middelalderlige understrøm af lyst vellevned, komisk sensualisme og himmelhøj tankeflugt.

Som teksten har vist virkede enevældens dannelsesmænd faktisk fjendtlige overfor den frihed og det muntre lyssind digtekunsten også indebar, når den ikke sattes i det demagogiske-didaktiske projekts tjeneste.

Et andet forklaringsmønster mellem Bordings åbenbare og anerkendte talent og dets manglende fri og velfunderede udnyttelse, findes måske nok i den kongelige beslutningstagen.

Ingen tvivl herskede tilsyneladende om mandens storhed, måske derfor ønskede man ikke en alt for strålende sol over åndslivet, især ikke da denne sol snarere skinnede over studenternes vildt glade og løjerlige liv, "bohemeliv", som forskningen senere kaldte det.

Kongen kan - både før og efter indførelsen af enevælden ved statskuppet i 1660 - vel have fattet en art konkurrent til "solkonge-statutten a som enevælden opmuntrer, og derfor igen have fattet mishag ved den, om ikke selvglade så selvcentrerede holdning, der bliver den geniale digters lod, efterhånden som pengeøkonomien vinder forret og de sikre overlevelseslommer tilstås de mindre talentfulde, men slag- og taktfaste fodsoldater i "sagens tjeneste" (problemet antager absurde dimensioner når teksten her når hen til Baudelaire og Rimbaud i 1800-tallet for eksempel p. XXX og p. XXX).

Endelig og som en væsentlig grund må man regne med poetens egen holdning, eller mangel på samme i øvrighedens øjne. Måske skyldtes det blot tømmermænd og lysten til at fortsætte nattens studentikost b vidtløftige tankeflugt, at den unge studerende Anders Bording ikke fuldførte studiet i København og aldrig mødte op hos de indflydelsesrige velyndere, som kunne have skaffet ham det trygge embede, mindre ånder regnede for nødvendigt, mens den store tankeflugts fabulant c og de store armbevægelsers snilde mester oplevede samme "tryghed" som en art fængslende dvale.

I hvert fald synes det tydeligt fra starten; at Bordings drøm, næret af den hofmæssige velvilje han vistes, ikke indeholdt noget om småembeders kæde frem til en stor stillings sikkerhed; nej, Bording havde i poesiens verden forlængst fejet konkurrenterne til side, nu syntes han nok det lå op til øvrigheden at annamme hans projekt om den kongelige poet, den kongelige danske poet, vel at mærke.

Som han formulerede sit projekt i det allerede citerede klagedigt ("Anders Bording. Udvalgte vers" p. 72f):

Digtet beretter ironisk, satirisk men også vemodigt, hvordan digteren nødsages til at pantsætte sin kappe, hvis han vil svælge den vin, som kan løfte ham op over sin usle livsskæbnes kummer og ind i poesiens kreative slummer, - og (som noget specielt for den bordingske variant af geniproblematikken) kommer han sine mere jordbundne, snusfornuftige kritikere/venner i møde. Konfronteret med resultatet af sine holdninger, sit talents udmøntning og påskønnelse, drømmer han om en idyllisk lille bondegård (ibid p. 80f):

Og som tusinder af poeter, danske som udenlandske, efter ham, drømmer Bording om rigdom, om at eje en formue i udenlandske banker, og om de kvinder, det hus, det vellevned han da skulle eje.

Men selvfølgelig følges fantasien af "virkelighedens verden": Anders Bording må affinde sig med sit lod, og ender stædigt med at gøre kongen opmærksom på sin evne og mæcenatets tradition a (ibid p. 85f):

Hvor meget Bording end klagede, hvor brillant klagen end udformedes, i førstningen fandt kongen ikke behag i at understøtte "sin poet", Bording søgte som ung til Jylland som huslærer ved herregårdene. Traditionen siger at han også fandt husly hos sin broder, Laurids, der beklædte stillingen som præst i Ulfborg. - Ungdomsårene helt fra 1637 til 1653 kan dårligt dokumenteres, men det vides altså sikkert, at Anders Bording, som 34-årig, sammen med sin fætter, en anden Laurids Bording, og en del yngre lærde, indstillede sig til magisterprøven i Sorø og bestod.

I samme periode vides det, fra to forskellige kilder (jævnfør Erik Sønderholms kommentarbind til "Anders Bording. Digte" ibid p. 15); at Bording skrev og omdelte nogle kristelige salmer. Alt tyder altså på, at "de små skos" meningsdiktatur havde fået afrettet den genstridige digter gennem udmarvende fattigdom og evig tilsidesættelse. Nu stilede Anders Bording (som alle andre lærde) mod de høje, trygge embeders relative sikkerhed.

Dog, i første omgang, udeblev embederne, men digtervennen, Vitus Bering den latinske hofdigter, siges at have skaffet Anders Bording ind hos den skånske adelsmand og kunstynder Tage Thott engang i løbet af 1650'erne. - Som så ofte før for fabelagtige digtere holdt lykken kun kort, allerede 1658 - under svenskekrigen - døde hans velgører og Bording må have befundet sig tilbage i miseren.

Som Sønderholm resumerer i kommentarbindet til "Anders Bording. Digte" (ibid p. 18 spalte 1):

Heller ikke denne gang kronedes Bordings anstrengelser i førstningen med held, riget fattedes penge efter svenskekrigen og systemskiftet til enevælden i 1660, penge, som Erik Sønderholm formulerede det (ibid p. 18 spalte 2):

Endelig dog i 1662 fik Anders Bording - sikkert ved venners hjælp - ansættelse som rektor ved latinerskolen i Slangerup, en stilling han ikke evnede at mønstre interesse for og forlod året efter, da der syntes at opstå mulighed for, at han kunne gennemføre sit digterprojekt. Endnu engang med den store danske barokforsker Erik Sønderholms formulering (ibid p. 19 spalte 1):

Men heller ikke denne plan lykkedes i første omgang, flere ydmygelser ventede: I 1664 lykkedes det igen Bording at få embede, denne gang et teologisk lektorat med en tilhørende præstegerning i hans fødeby, Ribe. Igen gjorde han i breve kongen opmærksom på, at det poetiske havde hans specielle interesse.

Sønderholm har i sin introduktion til Anders Bording nogle rammende spekulationer om hoffets overvejelser. I digtet om "Forhaabnings og Forhalings Griller" vovede Bording også pelsen med nogle lystige, satiriske bemærkninger om det nye borgerskab, pengeborgerskabet, især de forhadte pengeopkrævere (: private kapitalejere som løskøbte udlånere og siden med ekstra tillæg krast indkrævede yderligere beløb hos skyldnerne). Som Ambrosius Stub skrev i det påfølgende århundrede om denne bestilling i sin "Aria 65") ("Ambrosius Stub. Digte" p. 105):

Hos Bording går disse store tyve fri, mens de mindre hænges, en ofte siden anført vits med beklagelige undertoner af skinbarlig sandhed. - Efter at have digterdrømt om en sådan stilling vil Bording også (som citeret p. XXX) kunne sætte penge i de udenlandske centralbanker, som dannedes disse år og kom til velmagt i "de store tyves flok" (linie 519-524).

Denne og lignende vovede satiriske spøgefuldheder fører Sønderholm til i kommentarbindet til "Anders Bording. Digte" (ibid p. 23 spalte 2) at anføre:

Nepotismen _a, altså ansættelsen af familie, venner og ligesindede i stedet for af de bedst kvalificerede, rådede udbredt også dengang i 1600-tallets Danmark, og skulle antage groteske proportioner under Peder Schumacher Griffenfeld (som teksten nedenfor vil vende tilbage til for eksempel p. XXX). Bestikkelsen, både for at undgå retsforfølgelse og opnå embeder florerede. - Bording rammede rimende rigtigt og modigt ud efter disse ting, også mod de fremmede som infiltrerede landet, købte sig ind i adelen via store kontantlån til kongehuset, samt ivrigt søgte at dominerede kulturlivet. Bording fik arge fjender ved dette skrift, som Sønderholm (ibid p. 24 spalte 1) resumerer:

Stillingen som teolog mestrede Bording slet, slet ikke, faktisk listede han stille ud af Ribe by og sneg sig igen til København, hvor det så endelig lykkedes ham at blive statsansat, altså i det herrens år 1666, hvor Bording . i en alder af 47 år - endelig fik den stilling, almenheden havde regnet for hans, og som kongen havde stillet ham i udsigt godt tyve år tidligere. Ribe-lektoratet havde naturligvis altså udformet sig som en katastrofe. Bordings teologiske indsigter kunne hurtigt overses, kunsten at prædike kendte han ikke, de præster han skulle undervise har nok fundet ham mangelfuld, fortjent bedre havde han jo også i sin egen opfattelse, så mindre end et år senere, altså engang i 1665 forsvandt han igen altså simpelthen fra Ribe, og dukkede først op i 1666, da kongen endelig lod ham skrive og trykke sit månedlige nyhedsbrev eller -blad: hoffets officielle, dansksprogede organ: "Den Danske Mercurius". Én gang om måneden i de sidste 11 år af sit liv rimede Anders Bording nu med statsstøtte 4 til 8 siders aleksandrinere om de inden- og udenlandske nyheder, i alt blev det til 14.700 aleksandrinere!

Endnu engang kom den oprindelige inspiration fra Frankrig, eller rettere, franskmanden Jean Loret havde fra 1652 til 1165 skrevet en rimet avis: "Lettres à son Altesse Mademoiselle de Longueville" (Ries ibid p. 203).

Ingen kilder beviser, at Bording havde sin inspiration herfra, eller fra den i Danmark endnu bedre kendte "Nordischer Mercurius" udgivet i Hamburg. - Rimede aviser fandtes normalt udbredt i Europa, det nye bestod i at Bording valgte og fastholdt aleksandrineren, den klassiske heltemetrik, som sin faste form.

Barokforskeren Paul Ries fastholder i sit udvalg fra "Den Danske Mercurius" fire karakteristika ved denne publikationsserie (efter Ries ibid p. 204ff):

Læseren henvises, med kærlig omtanke, til Erik Sønderholm nu komplette genoptrykte og kommenterede udgave af de 11 år for "Den Danske Mercurius", her findes et virkeligt tidstæt sæt kilder til samtiden, her i teksten synes det blot nødvendigt, at fastholde den udvikling ved hvilken den barokke, livsglade digtende ungersvend, efter mere end 25 års lidelser, endelig accepteres på Parnasset og får lov at slå sig løs.

Teksten her har vist, at Anders Bordings kritiske sans kunne vendes mod et samfund, som også dengang prægedes af udanske holdningers foragt for folkekulturen, af udnyttelse og despoti b, men at han, da han først fik et fast holdepunkt, vendte på en 5-øre, og pludselig herefter fremstod som kongens, det vil sige guds enevældes og dets øvrigheds varmeste forsvarer.

Han gik, kort skrevet, fra nød til brød og fra svage antrækninger til oprør til den type "indre oprør", hvis metode didaktisk og tendentiøst belærende søger at påvirke modtagerne gennem retorikkens to vigtigste virkemidler: velformuleret vellyd og overbevisende argumentation.

Det virker således slående i hvor høj grad Bording taler imod krigsvæsen af enhver art, som Ries skriver med et henvisende citat fra avisen for den anden måned i året 1675 (Ries p. 221, henvisninger til bladets nummer 2 i året 1675 udeladt, een understregning omsat til kursiv):

For Paul Ries bliver "kongerøgelsen" altså til "monarkomani" og kristendommen til "luthersk overtro", men Ries levede jo også 300 år senere, hvor disse to tidligere så stærke magtfaktorer havde udspillet deres rolle.

I denne bog, "Les roues de la revolte" kan læseren fryde sig over frihedsfilosofiernes sejrsgang gennem historien: hvor meget magthaverne, kongerne, greverne, baronerne, biskopperne og de nyrige end slog med armene og købte sig varige mindesmærker i folkets bevidsthed hos de forarmede poeter, ser det dog ud til, nu 3-400 år senere, at den kærlighed til Anders Bording og tidens andre gode skrivere, som kunstens yndere følte, lever videre, overlever og forstærkes, alt imens pampernes prangende pral forsvandt og blev til betydningsløse navne og begivenheder, og hvor meget de end tiltvang sig underdanige hyldestdigte og lærde oder, synes det immer digteren og digtningen bag, ikke paradefiguren foran, som fanger forskningens og lystlæsernes interesse.

a bohemeliv: efter fransk bohème: en person fra Bøhmen, oprindeligt derfor en sigøjner. Anvendes om personer, især kunstnere, som lever udenfor de almindelige moralske og økonomiske regler i samfundet. Bohemeliv altså: et liv udenfor det "normale" samfunds penge-, tids- og præstationstyranni.

b meriter: staves normalt: meritter. Efter latin merere: fortjene. Handlinger som fortjener anerkendelse, dokumenteret duelighed, kompetence. I ironisk overført anvendelse: bedrifter, gale streger. Meriter altså: dokumenterbare handlinger af fortjenstfuld art.

a statutten: efter latin statuere: opstille, igen efter stare: at stå. Fastsatte vedtægter for en institution et område eller en gren af videnskaben. Statutten altså: den vedtagne opstillede regel for noget.

b studentikost: efter latin studere: stræbe efter, heraf en student: en person som stræber efter viden, dertil en person som har aflagt studentereksamen. Studentikos med græsk endelse: på studentervis, ligesom en student. Ironisk som noget fortænkt, ilde forstået og forskruet. Studentikost altså: studenteragtigt, ofte ironisk ment.

c fabulant: efter latin fari: tale, sige, heraf fabulari: at snakke. At opfinde historier, fantasere. Fabulant altså: en person som finder på historier, en digter.

a mæcenatets tradition: efter den romersk rigmand Mæcenas som beskyttede og betalte de to romerske digtere Vergil og Horats. Heraf overført en person med rigdom og anseelse, som støtter kunst og videnskab med beskyttelse og betaling. Mæcenatets tradition altså: traditionen for at velstillede mennesker med magt og økonomiske midler hjælper kunsten og videnskaben.

a Nepotismen: efter latin nepos ... otis: barnebarn, nevø. Begunstigelse af slægtninge især ved besættelse af embeder. Nepotismen altså: det forhold at man ansætter og belønner sin egen familie, sine venner og sine lighedsfæller til fordel for andre og uden hensyn til kvalifikationer.

a ekstrakter: efter latin ex trahere: ud drage. Koncentreret uddrag, udtræk, en del af noget større i koncentreret form. Ekstrakter altså: udpluk og koncentrerede dele af noget større.

b despoti: efter græsk despoteia: voldsherredømme. Despoti altså: tyranni, voldsherredømme.

b monarkomanien: efter græsk monarchos: enevoldsfyrste; af monos: ene og archos: leder og anfører, efter archein: at herske. Monark altså: en enehersker, en enevældig fyrste. Og efter græsk mania: raseri: sygelig opstemthed, sygelig lyst, stærk tilbøjelighed. Monarkomanien altså: Ries´ selvopfundne ord som må betyde: den sygelige interesse for den enevældige konge: den tossede kongegalskab.