Indledning til kapitel 2

Dette kapitel vil beskæftige sig med at se på de litterære strømninger i den bevægede tid efter det moderne gennembrud, altså i tiden efter at emigrantlitteraterne har peget på den nødvendige debat, og efter at det krigsslagne borgerskab blev klar over; at ikke alene syntes militarismens storhedsslag definitivt tabt, også kom der helt nye og langt mere produktive økonomiske interesser i sving, som fuldstændigt underminerede den givne samfundsorden i arbejdet med at grundlægge en ny.

Hvor der intet kunne stilles op imod den frembrusende sejrsmarch fra den industrielle opfindsomheds udvidelser og nyopdagelser, ej heller fra de hvinende pletskud med hvilke den økonomiske intelligens etablerede sine systemer af finansiel og produktionsmæssig karakter, så kunne man slå i bordet over dén kulturelle udfordring Brandes - og med ham de kulturradikale - fremkom med.

-: Overhovedet synes det nok let at fornemme; at netop fra denne kant kom de egentlige udfordringer: blev ikke fra 'brandesianerne' familie herunder sædeligheden, tro, fædreland og given forordning angrebet?

-: Og, det måtte man jo indrømme, voksede der ikke her frem en hel generation af nordiske forfattere, som ikke blot virkede fundamentalt anderledes i deres skrivemåde og emnevalg, men som også nåede endog stor anerkendelse udenlands?

H.C. Andersen havde i 1800-tallet - op til gennembruddet for det moderne - formået at hævde den ellers lidt provinsionelle danske litteratur til international anerkendelse. Det lå op til hans død i 1870'erne lidt i luften, at Danmark, Norden og landenes penne kunne fastholde en international årvågenhed en tid endnu.

Men hvor H.C. Andersen havde skabt barndommenes forbillede for den nye generation af skribenter, havde han dog samtidigt sunget opstigningens berusende sang: havde i liv og virke givet skikkelse til det borgerskab, der havde rejst sig fra ringe kår, spinkle livsindsigter og undertrykkelse, til det med romantikken, nationalismen og fremgangen indtil 1864 gode liv for byernes embedsborgere, købmænd og akademikere.

Der danner her en væsentlig pointe, som fremhævet i foregående afsnit; at ikke blot Brandes selv, men den overvejende del af de skribenter, som kom til at optræde offentligt i perioden fra 1870'erne og til århundredeskiftet, fødtes og voksede op indenfor denne sociale stand: altså med forældre - mest fædre - ansat i kirken, staten, skolevæsnet, bladhuse, handelsfolk og den bedrestillede del af bondestanden.

De blev - ligesom George Brandes - i deres egen stands øjne altså (gjort synlige som) en art: 'frafaldne' eller 'forrædere' i deres egne øjne - naturligvis - snarere: 'idealister', 'reformatorer' og 'folkefædre'.

Man skelner i forskningen genrekategorisk mellem tre hovedskoler i denne periode: tre hovedskoler, der alle på hver deres vis kan betragtes som formdannende for alle modernismens senere tilkomne skoler.

Alle de mange 'varenavne' under hvilke nye generationer af kunstnere har søgt at profilere deres produkt overfor såvel de etablerede, ældre kunstnere, som overfor det kunst- og kulturforbrugende publikum, kan med lethed føres tilbage til enten en rendyrket eller blandet variant af disse tre grundliggende kunstsyn og kunstfrembringelsesmetoder, som kom til at danne bruddet med den forudgående klassiske, romantiske skole.

De tre hovedskoler; realismen, naturalismen og symbolismen

Skriftet her vil nedenfor diskutere disse kategorier nærmere, og teksten vil analysere udvalgte eksempler på disse stilarter, således at læseren bedre begriber, hvad det handler om, og samtidigt får oplevet noget vedkommende, en stor litteratur under en række af de for litteraturvidenskaben velkendte metodiske synsvinkler.

Litteraturvidenskaben siden Brandes kan faktisk også deles i tre hovedskoler, som til en hvis grad har forbindelse med de tre nævnte litterære og også alment kunstneriske skoler, det samme gælder  litteraturkritikken og dens 'offentlige mening'.

Disse tre hovedholdninger indenfor litteraturforskningen har udgjort den borgerligt konservative, den kulturradikale og den socialistiske. På hver deres vis har de leveret læseværdige skrifter og har medvirket til at bibeholde litteraturen for folkets øjne: et ikke særlig let projekt i en tid domineret af facil formflad fordummelse fra utallige tidsrøvende massemedier og initiativstyrende interessegrupper.

Hvor gerne - måske især den socialistiske forskningsfløj - man end har villet identificere symbolisterne med de konservativt borgerlige lag, ligner dette kun en halv sandhed. Det udgør dog sikkert nok lidt et faktum; at splittelsen mellem på den ene side de borgerligt konservative litterater og på den anden side de progressivt borgerlige kulturradikale og socialisterne blev uddybet i hundredeåret for Brandes altså fra 1970'erne.

-: Og der har kunnet findes en tendens, som skal blive klart synlig for læseren, efterhånden som skriftet her læses, til at ville 'glemme' symbolisterne, både i litteraturens hverdag, i litteraternes  liv, og siden i litteraturhistorieskrivningen - og i første omgang derfor også her i kapitel 2. Dog, der kommer mere hertil, og:

I dette skrift søges disse skel ophævet, såvel den kunstige politiske klassedeling indenfor litteraturforskningens mål og midler, som den smålige seen bort fra den symbolistiske tradition, hvor meget den så end end - tilsyneladende - accepterer netop de ting som brandeslæserne søgte sat under debat.

-: Og så har forskningen jo i nogen grad ret i, at om end symbolister som franskmændene Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud eller en dansker som Sophus Claussen har opnået forholdsvis stor betydning i litteraturhistorien, ja så solgte de stort set ikke, mens de endnu levede.

En af de grundliggende skel mellem 'de progressive' og "'de borgerlige' forskere bliver deres syn på kunstens opgave, netop dette emne skal behandles specielt i anden del af dette skrift. Men emnet bliver aktuelt allerede med den første understående analyse, en fremstilling af to kendte danske litteraters syn på de to oprindelige og veludforskede grundskoler: realisme & naturalisme udfra de anerkendte autoriteter.

To litteraters fremstilling af realisme og naturalisme

Den debat, hvor venstreorienterede litterater søgte at inddrage kunsten i deres projekt, stod hedest omkring de to store skoler, som dominerede den kunstneriske produktivitet op til århundredeskiftet: realismen og naturalismen. I begge skoler - især realismen - så den socialistiske intelligens en stor mulighed for at få fremført sine argumenter så slående, at 'masserne' ville 'købe dem'.

Den kendte 'nød og elendigheds'-propagandateknik, ved hvilken det sociale oprør og den politiske indignation tændes, gennem fremstillingen af ellers uvedkommende medlemmer af samfundets nød og elendighed, kunne - med realismens ideer om at beskrive virkeligheden nøjagtigt - skabe en storartet ramme, for dén fremhævelse af de politiske alternativer der blev faldbudt som løsninger.

De kommunistiske folkeførere, Marx og Engels roste altså ikke uden grund realister som Balzac til skyerne, heller ikke Lenins ros af Tolstoy bør i den forbindelse overses [i].

Det ligner endvidere heller intet under; at den førende litterat og forsker i denne kunstneriske skole, den der på internationalt plan så at sige overtog Georg Brandes position som verdens førende litterat, Georg Lukács, forblev partitro under Stalintidens diktatur, og skrev den ene retfærdiggørelse af disse tendenser efter den anden, maskerede som litteraturvidenskabelige afhandlinger fra sit professorat i Budapest - hovedstaden i Ungarn - som indtil sin befrielse som bekendt fungerede som en kommunistisk højborg.

Det bør dog heller ikke overses, at de virkelige store såvel realistiske som naturalistiske forfattere, i den tid hvor det hele begyndte, ikke generelt delte dette politiske projekt, deres ideer angik kunsten, kunstens fremstillingsform og dens virkemidler i noget højere grad end den politiske propagandatone, som blev indsmuglet af de mindre ånder, efterhånden som de store tænkere gik videre til symbolismen, dekadentlitteraturen, social-realismen, ekspressionisme, da-da-isme, futurisme, surrealismen, imaginisme og så videre, hvad modernismens århundrede kom til at byde på.

Men hvor realismens valg af objekt for sin beskrivelse, snart blev tendentiøst farvet af det politiske projekt om at forbedre de nødlidendes kår, virkede det for naturalismen langt vigtigere, at bringe realismens kunstneriske skriveform helt der hen, hvor den fremstod som stueren i forhold til de med videnskaben fremvoksede kriterier om absolut objektivitet, om kontrollable, verificerbare forsøg og om logisk konklusionsdragning.

Realisme og naturalisme definerede

I norden blev forfatteren Herman Bang snart en af de nye, store litterære stjerner, der - på trods af sit høflige forhold til Brandes og den kulturradikale fløj - følte sig nødsaget til at udvikle en dialektisk modstillet 'anderledeshed'.

Bangs romanværk Stuk som udkom i 1887 blev - både for samtiden og langt op i eftertiden et nøgleværk. Bang ønskede at skrive byen Københavns historie  realistisk fra 1870'erne og 1880'erne. Bogen faldt ikke i Brandes' smag og Bangs forlægger fik ham på bedre tanker end de eksperimentelle, men op til 90året for bogens udgivelse kunne litteraten Olav Harsløf, der redigerede det sidste bind i Hans Reitzels fine Værkstedserie, i sin indledning konstatere (Harsløf, "Omkring Stuk" 1977 p. 10):

"I de sidste år er Stuk blevet underkastet analyse fra så godt som alle litteraturvidenskabelige retninger - den tekstkritiske, den psykologiske, den litteraturhistoriske, den marxistiske."

Men på trods af denne sene fine anerkendelse findes bogen stadig ikke medtaget i den tyske oversættelse af Bangs samlede værker, også selv om den da blev oversat (Harsløf op cit).

Harsløf rubricerer to af sine forfattere, Sven Møller Kristensen og Beth Juncker under overskriften "Litteratursociologisk projekt" - de to artikler diskuteres nedenstående:

I sin artikel "To personer, to principper" søger Sven Møller Kristensen at definere realisme og naturalisme dialektisk modstillede.

Han kommer endelig frem til, at:

• "realisme": danner den samfundsengagerede, politisk nyskabende litterat, mens:

• "naturalisme" danner den passivt iagttagende og minutiøst gentagende litteratur.

Møller konstaterer (ibid p. 207):

"Forskellen mellem før og efter 1848 beror på forandringen i det sociale og politiske klima."

Sven Møller Kristensen benytter George Lukács' definitioner og opstillinger, for at komme dybere ind i sit emne. For Lukács bliver det 1830'ernes og 1840'ernes store franske forfattere, Balzac og Stendhal. som dækker den samfundsengagerede realisme, mens 1850'ernes Flaubert og Emil Zola dækker den passive virkelighedsbeskrivelse, som Møller Kristensen lader Georg Brandes' ord fra "Den romantiske Skole i Frankrig" hudflette, som en indskrænket, holdningsløs bedsteborgermoraliserende gang overfladejap.

Og Sven Møller Kristensen citerer Brandes' kritik fra "Den romantiske skole i  Frankrig" (Møller ibid p. 308):

"De have underskastet sig en voldsom Selvindskrænkning, idet de have bundet sig til Skildringen af den af dem iagttagne ydre Virkelighed. med Udelukkelse af enhversomhelst af denne Skildring uddragen Slutning."

Denne holdning til den sene realisme og/eller den begyndende naturalisme deler Brandes - i denne fremstilling hos professor Sven Møller Kristensen - med den senere Lukács, og imod står Zola i Frankrig og især Herman Bang i Danmark.

Brandes contra Bang

I sin artikel ridser Sven Møller Kristensen nu en kendt polemisk strid mellem Herman Bang og Georg Brandes op (se i øvrigt Harsløfs fine udvalg og henvisninger for grundigere dokumentation af denne fejde), hvoraf de opstillede holdningers baggrunde og effekt fremgår i deres specielt danske variant, især karakteriseret ved at ligge så forholdsvis sent efter ideernes gennembrud i det store nyskabende Frankrig.

Et godt eksempel danner diskussionen omkring Gjellerup i 1883 (ibid p.308ff)

Brandes har i "Morgenbladet" den 21/6-1883 anmeldt Gjellerups fortælling "Romulus", som handler om en hestemishandling.

Æstetisk forholder Brandes sig imod kompositionen, idet han mener; at Gjellerup ikke har vidst at skelne mellem romanformen og novelleformen. Han argumenterer på kendte vedtagne traditionelle definitioner af disse to litterære former:

I romanen burde dyremishandlingen forstås symbolsk og bakkes op med fremstilling af andre sociale misgerninger, sådan at temaet til slut ville stå i al sin gru og skrige mod forståelsens himmel, for at romanen (ibid p. 309):

          "... efter sin Idé giver et sammentrængt Billede af den hele Verdenstilstand, som Digteren forestiller sig den."

I novellen burde dyremishandlingen altså i Brandes' opfattelse, nok nærmere betegne determinationspunktet, altså det punkt i den korte fortælling hvorom alt drejer sig, hvor handlingen finder sin konsekvente udgang, og hvortil alle foregående tematiske momenter leder op.

For Brandes burde dette punkt - i det foreliggende tilfælde - føre til at den grumme mishandler og den unge pige, som irettesætter ham, finder hinanden i en situationsopløsende fælleserkendelse af kærlighed.

Senere i anmeldelsen opstiller Brandes en æstetisk definition af forfatterrollen som noget bagved liggende, der bør skabe figurer og lade læserne se dem i handling og tale; som det vil fremgå ligger dette ganske nær Lukács' teori, men som det også vil kunne fremgå udfra studier i Herman Bang, bliver netop han, - som står imod denne tendens, realismens krav, - den uofficielle mester i dansk litteratur i netop denne kunst.

Eller som fint formuleret hos Møller Kristensen (indledningsvis med citat fra Brandes ibid p. 310):

" ... "Hvad det gjælder om for Digteren i den fortællende Kunstart, er at skabe Skikkelser og lade os se dem i Handling og Tale", Altså netop hvad Herman Bang skulle blive en mester i ..." 

Heraf følger den bangske skelnen mellem den ydre og den indre forfattertype og dennes engagement, for Herman Bang svarede på Brandes anmeldelse i "Nationaltidende" den 29/7-1883.

Efter tilbørligt at have hyldet Hr. Brandes - den store mester og lærer - lader Herman Bang sin forundring over Brandes' mærkeligt gammeldags defineren og symboliseren i sine forklaringer komme til udtryk.

Heraf udvikler Bang sin egen idé, som kort skrevet går ud på; at digterens område dannes af enten en følelses historie eller af en samfundsklasses liv, og at arbejdsprocessen ligesom med fremstillingsprocessen kan deles mellem forfattere i de to kategorier, altså de ydre og de indre forfattertyper og deres engagement - (ibid p. 211ff):

De psykologiske følelsesmæssige på den ene side og der overfor de sociale og samfundsbeskrivende.

• De psykologiserende betegner den indadvendte type, som producerer narcissistisk, oplever sit eget indre liv gennem tusinde nærundersøgelsers analyser; kun bogens jeg - dens ego - står som gældende referenceramme indenfor værket, og kun i relation til forfatteren eksisterer romanens miljø og hele univers.
  

• De sociale bliver så de mere udadvendte, som producerer om og for andre, oplever en klasse eller et andet socialt aspekt, indsuger det og lader det bundfælde sig, for endelig at gengive det så præcist som muligt.

Ét princip har de to forfatterholdninger til fælles i deres geniale og gedigne værker: Det selektive princip:

For at nøjagtighedens redelighed kan fremstå så akkurat som mulig, må alle registrerede indtryk sorteres og udvælges, således at alle uvedkommende aspekter: at alle tendenser til at lade ægte personer blive symbolskabeloner og alle andre uvæsentligheder falder bort, således at alle væsentlige fysiognomier, der vedrører emnet og dets personificeringer, står ene tilbage.

Og Møller Kristen citerer opsummerende Hermans Bangs mening om litteraturens eneste opgave, som ligger i (p. 313):

"... at forklare Mennesket for os "

Og forfatterens eneste opgave ligger i (op. cit):

"Skildringens stringens og Sanddruhed".

Om målsætningens mulige relevans og realiseringspotentiale skal der ikke her spekuleres, men før de mekaniske medier ligner dette et kolossalt krav, som det også senere skal fremgå .

Filosofisk giver denne produktionsmetode ikke noget samlet verdensbillede, som Brandes efterlyser, men en række billeder på billeder.

Zola taler om en krog af eksistensen som beskrives, man kunne i denne forbindelse tænke på I.P. Jacobsens berømte naturalistiske manifest-novelle "Mogens", af litteraten Hans Brix ("Danmarks digtere" ibid p. 395) kaldet:

"... et usædvanligt og besynderligt stykke."

En novelle som jo netop starter i en sådan krog af en have og beskriver sin verden der udfra. Og en sådan halvvidenskabelig eller videnskabeligt tenderet neddykken, med hvilken scenen rulles op, viser; at man, som forfatter har erkendt, at alt ved man ikke, at man derfor heller ikke kan udtrykke alt og at det omtalte verdensbillede, helhedsopfattelsen, dermed bliver en umulighed.

Eller præciseret med Sven Møller Kristensens formulering (ibid p. 313):

Herman Bang udtrykker det bedst i Realisme og Realister når han siger at naturalisterne ifølge sagens natur ikke kan skabe kunstnerisk komposition og enhed, for dermed havde man givet os "en Enhed i Livet. Og denne Enhed er ikke let at finde." Alting opløses i enkelheder og modsigelser."

Lige såvel som det teoretisk virker umuligt at lade én person repræsentere eller symbolisere andet end sig selv, og her kommer argumentationen så tilbage til Lukács' opdeling i den egentlige realismes "typer" og i naturalismens "gennemsnitspersoner".

Resumarisk kan det altså fastholdes; at fronterne Brandes contra Bang, giver følgende opsplittede dualisme:

Om Lukács teorier for realisme og naturalisme

En anden dansk litterat, der deltog i Olav Harsløf værkstedsbog "Omkring Stuk", Beth Juncker, har i sin artikel om emnet, "Realisme og virkelighed" nogle holdninger i klar forlængelse af ovenstående resumerende definition.

Hun inddrager indledningsvist et andet af Sven Møller Kristensens skrifter, "Impressionismen i dansk prosa", hvor han - med angrebspunkt i malerkunsten - ser på periodens udvikling, og forstår impressionismen som udviklingsleddet mellem de to fronter.

De dybe lysende billeders mosaik har psykologiseret forfatteren ud af sin forarbejdende og forandrende rolle (: realisten) ind i den verdensoplevende flanør i sin reproducerende passivitet (: naturalisten).

Så inddrager Beth Juncker Lukács, og gør rede for den kulturhistoriske og sociologiske analysemetodes absolutte krav om en realistisk roman, hvori et fiktivt samfund med samt deri fiktive personers gestaltning indeholder og tydeligt fremviser det kulturelle og sociologiske spils interne dialektik i deres materielle manifestationer omkring den af forfatteren æstetisk imaginerede, (altså fantasifuldt forstilte udfra læren om kunsten som det skønne og det gode), sammenhængende helhed.

Georg Lukács' vurdering af den skandinaviske realisme og naturalisme: Brandes-tidens "nye gennembrud" fremstilles så udfra disse kriterier. Som Juncker mesterligt præciserer (ibid p. 318):

"Den kritiske realisme forudsætter skribenternes indsigt i udviklingstendenser og modsætninger i den samfundssituation, de befinder sig i. Kun på det grundlag vil en realistisk fremstilling være mulig - en fremstilling, som i fiktiv form forener tidens individuelle og klassemæssige karakteristika i et anskueligt helhedsbillede. Mangler dette grundlag 'degenererer' den kritiske realisme til registrerende perspektivløs naturalisme."

Brandes og Henrik Pontoppidan bliver i denne fremstilling den kritiske realismes mænd, mens den naturalistiske 'degenerering' gestaltes i Herman Bang. Længe før den forskning Harsløf samlede, altså før "Stuk" egentlig fik det brede forskerfokus, denne roman faktisk med tiden fik, havde andre litterater ekkoet denne opfattelse af noget dunkelt, degenereret  hos Bang. Hos Hans Brix ("Danmarks Digtere" p. 411) falder den videnskabelige naturalisme og diskussionerne om arv og miljø sammen, i hvad han opfatter som en urimeligt formørket opfattelse:

"Ved denne tid var som følge af udviklingslærens sejrrige fremgang spørgsmålet om nedarving af egenskaber på dagsordenen. En særlig opmærksomhed havde de franske naturalister vakt for problemet om slægternes degeneration, hvilket affødte en til urimelighed formørket opfattelse af den menneskelige tilværelse. Fra Balzac og navnlig fra Zola hentede Herman Bang forestillingen om slægternes forringelse og undergang ved udmarvning.".

Beth Juncker indsætter nu (fra ibid p.321) fronterne i et for tiden (og med eftertiden) typisk skema, der præsenterer modsætningernes spil, og paralleliserer i den brandeske og bangske polemiks tematik og i den - med 1930'erne opståede socialistiske kritik - som endelig skal fremstilles i udvalg senere i dette skrift (ibid p. 322):

"Lukács' realismeteori afviser alle de litterære skrivemåder der blev udviklet efter 1850: naturalisme, impressionisme, symbolisme, ekspressionisme, surrealisme, modernisme. I den udstrækning de er kritiske, er kritikken begrænset til det spontane. Den er subjektiv og uden erkendelseseffekt."

Uoverensstemmelserne imellem Georg Lukács og for eksempel Walter Benjamin og Berthol Brecht ses altså sammenfaldende under denne synsvinkel, hvor Lukács stilles lig med Brandes udfra overvejelser som de ovenstående omkring teoretiseringernes sammenfaldende krav til kunstneren (ibid p. 322):

"Hvad Lukács mangler er forståelse for intentionerne bag disse eksperimenter - såvel i 1880'erne som i 1930'erne. Modsætningen mellem de borgerlige realister Brandes og Bang i 1880'erne kan ses som forløbere for modsætningerne mellem de senere socialistiske realister."

Tætheden mellem Walter Benjamin og Herman Bang i dette spørgsmål skulle ved studium kunne findes mindst lige så tydelig, og førte i den periode hvorfra Junckers skrift stammer, til at Bang-formidlingen på universiteterne i høj grad gik ud fra Walter Benjamins kulturkritik. - Heraf kan så udledes:

-: Bang, som i perioder lever og ånder i byernes by, Paris, og i andre perioder stadig lever i byernes pulserende nustrøm af indtryk, flanerer sit sinds hybersensible altså overfølsomme skildpadde iblandt travlhedens købe- og løbelystne trafikanter.

Hele Brandes' fine belæring om hvad der passer sig for romanen og hvad for novellen afviser Bang, (ibid p. 323):

"Thi Begrebet Roman og Begrebet Novelle er os ligegyldigt, og om hvad vi skriver bliver det eller det af disse to, vedkommer os knap. ... Der findes en eneste Komposition: Stoffets Udformning af sig selv."

For Herman Bang virker Brandes-butikkens idealiserede heroiske busters stenhårdhed blot som tankestøv, thi idealet starter og startes ikke - hverken fra ideernes højder eller i menneskets fornuft (raison) - mennesket lever i de bangske skæbners isolation i lukkede selvreproducerende kredsløb:

-: Man kunne med en letkøbt litterær tilsnigelse tilsige Bangs måske bedst kendte novelleskikkelse, Irene Holm, en nymfes værdighed for det brandeske doktorbliks strenghed, men i Herman Bangs eget øjedyb forbliver hendes "svanedans": den mislykkedes sidste trædesten til intetheden for de med Sædelighedsfejden stadig stærkt forfulgte homoseksuelle, der kun formåede at overleve som "Stille eksistenser".

Eller som Beth Juncker udtrykker det med mere jordnær akademisk pli (ibid p. 323):

"Hvor Brandes'  kritiske udgangspunkt er idealt-filosofisk: de borgerlige revolutionære frihedsideer, dér er Herman Bangs konkret sociologisk: tavse, undertrykte grupper i det borgerlige samfund."

Som så mange andre forfattere kom Herman Bang - på trods af sin nødtørftige anerkendelse - i klemme mellem ledende etniske, politiske opinionsskabende grupper, som ikke havde blot halvdelen af hans gnistrende talent, men som forstod at manipulere med positionerne, pengene og forholdene;

-: Bang lærte hurtigt, ligesom I.P. Jacobsen, at koncentrere sig om de kranke, mislykkede skæbner i dette kølvand af bedrevidende inkompetence isoleret i sin egen lukkede iagttagelse, hvis ord dog jo nåede ud til masserne.

- Men disse pointer fremhæver hverken Sven Møller Kristensen eller Beth Juncker,  ej heller Peter Madsen, og kun mellem linierne fremgår det hos Hans Brix.

Således bliver Bangs position - som en tendentiøst politiserende og forfulgt debattør i sædelighedsfejden - ikke væsentlig for dem; altså problemerne for bøsseforfatteren som måtte døje med Johannes V. Jensens hårde 'mandhaftige' hug for sin manglende mandighed, den følsomme homoseksuelle litterat som (Brix ibid p. 414) betragter:

"... forholdet mellem mand og kvinde ... som en pine, i hvert fald for den ene af parterne, og resulterende i livets ødelæggelse, - hvilket er en for denne forfatter betegnende opfattelse, i strid med naturen, men med støtte fra Strindberg.".

Hvad der derimod for Møller Kristensen og Junckers social-historiske position bliver vigtigt at fremhæve:

-: at fordi produktions- og reproduktionsmetoderne ændres og genopstår som merkantil industrialisme [ii], - som "den tidlige kapitalisme", der i den grad griber og greb ind i alle menneskelige relationer, - kræves der en nytænkning overfor junigrundlovens borgerlige romantikere fra 1840'erne og 1860'erne: nemlig den radikale fløjs krav fra 1870'erne (ibid p. 328):

"Og overfor kapitalens koncentration og småborgerskabets proletarisering sætter han i Stuk forklaringen "Saarfeberen fra Dybbøl" og strategien "vi maa lære at være smaa".

Sædeskiftets natur ligger dybere end blot som spejlbillede af de ydre samfundsmæssige omvæltninger, i det enkelte individ bliver totalperceptionen af sindet lige så vanskelig som erkendelsen af masseproduktionens natu: af den opsplittede produktionsmåde, eller den masseproducerede vares egenhed og egenskab. Derved opstår et krav om en "anderledes" roman (ibid p. 329):

"Bestræbelserne går med andre ord ud på at tegne et samlet billede af de objektive tendensers konsekvenser og forklaringer."

Bang - den refererende holdnings engagement - altså: den sociale roman bliver for Herman Bang mere end blot et oplæg til diskussion, som Brandes havde forlangt, den befinder sig nu allerede så langt inde i diskussionen, at den bliver til et flammende anklageskrift:

• ikke blot mod et politisk magtsystems organisationsniveauer, men også mod de deri organiserede: borgerskabet og deres arbejderhær

• og for - medmenneskeligt stemt for - de undertrykte og ødelagte i alle samfundslag, som skribenten jo oplever i sin flanerens passivitet, og derfor selektivt gengiver som sådan på sine skrivearks åbne forum.

Beth Juncker fremhæver flere steder Bang som borgerlig revolutionær, hendes pointe lader 'de stille eksistenser' selv komme til forståelse, dé, ikke Bang, skal - som Juncker ser det - lave oprør (f.eks.):

"Beretningerne gengiver de undertryktes egne ideologiske forestillinger, derfor er de både revolutionære og reaktionære - eller hverken det ene eller det andet. ... idet de også gengiver den undertrykkelse, der forener dem, formidler de et grundlag hvorpå opgøret med såvel ideologier som undertrykkelse kan foretages - vel at mærke af de undertrykte selv. Ikke af Herman Bang."

Heraf kommer så igen den 100 år senere moderne opfattelse af Bang som 'journalisten Herman Bang" - som Peter Madsen kalder ham i sin analyse, til hvilken den interesserede læser, der vil trænge dybere ind i Bangs romanunivers henvises med velvilje (Harsløf ibid p. 239 eller også i Poetik nr. 24 1975).

Naturalisten, journalisten, det klare spejl, uden tanke, mening, retning (tendens) - men med en tendens til at gå i forgængernes, realisternes, fodspor, hvad angår oprøret (eller sådan så Beth Juncker det, da hun skrev sin artikel).

"Georg Lukács peger i artiklen "Tendens eller partiskhed?" på de begrænsninger, der karakteriserer den borgerlige radikale realisme:

Denne opfattelses begrænsning viser sig nemlig deri, at spørgsmålet om"tendens" stilles som et spørgsmål om forbindelsen mellem kunst og moral; det betyder at den subjektive idealistiske karakter ved "tendensen" træder klart frem: "Tendens" er en fordring, en pligt, et ideal som forfatteren stiller virkeligheden overfor; den er ikke en af forfatteren blot bevidstgjort tendens (i Marxsk forstand) ved selve den samfundsmæssige udvikling, men et (subjektivt udtænkt) påbud, som man kræver virkeligheden skal efterkomme.

Her naturligvis underforstået; at 'bevidstgjort' betyder "socialistisk orienteret" (sic!) ). Tendensens betydning i hele den opridsede polemik, der på mange måder virker symptomal, for det der siden skal blive kendt som "tendenslitteratur" [iii] 

Juncker kan derefter vel og med Herman Bang konkludere; at kun ved at kende, - det vil sige, ved at have stiftet bekendtskab med gennem en refererende, reproducerende og forklarende tekst dermed orienteret efter Bang-fløjens princip om uvildig iagttagelse og indre psykologisk forarbejdning, - kun da kendes og erkendes de ideologiske sammenhænge, og først når disse kendes og genkendes kan en saglig diskussion og en forandrende kritik 'kryptisere' det fremlagtes lagdelinger og dets samfundsmæssige relationers hierarkiske strukturer, eller måske endog krystalliserer dem: skabe en værdig, velfungerende og engagere -t/ende kritik i samtidssfærens kulturelle dynamik.

En kommentar til afslutning af dette afsnit

Forlæggenes metode virker sådan, at både Sven Møller Kristensen og Beth Juncker bruger den kulturhistoriske og sociologiske metode i deres indlæg, de tilsætter så deres egen eksistens som analysatorer et bindeled ved at inddrage Georg Lukács, som i i hvert fald den periode, hvor deres skrifter produceredes, blev regnet for den førende ekspert i realisme og naturalisme samt tendenslitteratur, og hvis hovedskrifter affattedes tidsmæssigt et sted cirka midt imellem deres kildetekster og deres egen samtid.

Metodens virkning fremtræder ved, at problematikken illustreres med et righoldigt kildemateriale, som kommenteres skarpsindigt og sammenførende, professor Møller Kristensen med oversigt og streng dialektisk balance, adjunkt Juncker med engagement og streng dialektisk sondering..

-: men dengang som nu - siden Brandes - har tendensforskning såvel som tendensskriverierne selv immer søgt at båndlægge, at vejlede og at udnytte de kunstnere, som sjældent tjener blot en fjerdedel af, hvad de statsansatte litteraturforskere kan hente hjem ved betydeligt mindre arbejde på ryggen af kunsten.

Ligeledes blandt digterne over hele hundredårs-perioden, hvor journalistikken skulle blive et midlertidigt supplerende levebrød for mange af de mest fremtrædende penne, som derigennem yderligere slog deres stil, skrivemåde og meningssæt fast.

En sådan moderne skriver: Henrik Pontoppidan, en af Brandes' kæreste venner, som opnåede rimelig stor succes. - Hans tidlige forfatterskab blev "den eksemplariske realisme", ikke blot for Brandesfløjens kulturradikale og for husmandsbevægelsen, men også for senere generationer af kommunistisk socialistiske forfattere som Martin Andersen Nexö og Hans Kirk.

Næste afsnit vil analysere et eksempel på denne Pontoppidans unge bonderealisme, set i lyset af forfatterens egne senere rettelser.

[TOP]

Fodnoter til kapitel 2:

 facil: efter latin facilis: let at gøre eller udføre. Heraf facil altså: let, omgængelig, elskværdig og i nedsættende betydning: noget under lavmålet, noget hvor man snydder sig til at gøre det lettere end ønskværdigt.

tendens: efter latin tendere: spænde, strække, stræbe efter. Heraf tendens altså: stræben efter, tilbøjelighed, formål. Heraf tendenslitteratur: litteratur uden kunstnerisk, men med for eksempel politiskt, religiøst, økonomiskt motiv. - Et vigtigt begreb her i "Om 100 år er alting glemt ?!?".

verificerbare: efter latin verus: sand og efter facere: gøre, heraf verificere: bekræfte, påvise rigtigheden af, bevidne ved ed og underskrift. Heraf verificerbare altså: som kan bevises, som kan undersøges og bekræftes.

Balzac, Honoré de: fransk forfatter (1799-1850). Realist og industrielt producerende forfatter. Omtalt af Brandes i "Den romantiske skole i Frankrig". Skrev kritisk imod ægteskabet som spændetrøje. Skrev mere end 100 værker af svingende kvalitet, flere heraf samlede i hovedværket "La comédie humaine" (: den menneskelige komedie).

Stendhal: (pseudonym for Henri Beyle). Fransk forfatter (1783-1842). Romantisk og realistisk indstillet forfatter, en stærk analytisk og psykologisk skribent. Hovedværk "Rouge et noire" (: rødt og sort) 1830.

Flaubert, Gustave: fransk forfatter (1821-1880). Oplært i romantik men regnes for en af de fineste realistiske, naturalistiske forfattere. Hovedværk "Madame Bovary" (: Fru Bovary) (1857).

Zola, Émile: fransk forfatter (1840-1902). Regnes for naturalismens franske fader inspireret af kritikeren Taine. Beskrevet hos Brandes i "Fremmede personligheder". Hovedværk de 20 bind i "Les Rougon-Macquart" en familiesaga om langsom arv og miljø-degeneration af håbløse slægter.

Gjellerup, Karl: dansk forfatter (1857-1919) en af Brandes' største støtter i sin ungdom, frafaldt i 1880'erne sin ubetingede støtte til Brandes-brødrene og fik romantiske, religiøse interesser. Oversatte og genudgav i 1890'erne Edda-digtene, og fik i 1917 litterær nobelpris herfor i deling med Henrik Pontoppidan.

Impressionismen: efter latin in prememere: ind trykke, indprente. Impressionisme heraf: kunstskole udfra naturalismens ide om objektiv beskrivende, videnskabeligt skolede forfattere. Heraf impressionismen altså: kunstteori i især Frankrig (1865-1900) hvor ydre handling glider i baggrunden til fordel for  nøjagtig gengivelse af øjeblikkelige, subjektive indtryk, som de umiddelbart ses af den objektive betragter. De berømte lysende farvepletter der bliver til en kornmark.

flanør: efter fransk flâner: drive rundt, måske efter dansk flane: en dagdriver, en bærnhytter. Heraf flanør altså: en elegant dagdriver. Overført flanør: den moderne kunstner som går rundt og ser ting, sluger det nye varemarkeds mange syn, ofte uden selv at deltage. Et særlig populært begreb i litteraturteorien, efter Walter Benjamins analyse af Charles Baudelaire, dette skrift noterer også Professor Madsen i sin omtalte Banganalyse (ibid p. 31) som: "Den væsentligste skriftlige inspiration til analysen".

gestaltning: efter tysk gestalt: skikkelse, form, helhed. Heraf gestaltning: fremstilling af en figurmæssig form, beskrivende opbygning af en helhed.

dialektik: efter græsk dialektiké techné: samtalekunst hvor modsætninger brydes. Heraf dialektik generelt: spil mellem to modsætninger.

buster: efter latin bustum: gravsted, skulptur på grav. Heraf en buste (ofte udtalt: byste): skulptur med hoved- og brystpart. Buster altså: figurer med hoved- og brystparti, igen altså stenbusters hårdhed. Danskerne havde lang ind i det nye årtusinde kun undet Brandes en buste på "Brandes' plads" i København.

totalperceptionen: efter latin totus: hel, heraf total: fuldstændig; og efter latin per capere: tilegne sig, opfatte, heraf perception: som kan opfattes, sanses, erkendes. Totalperceptionen altså: den samlede opfattelse gennem alle de for indsigten tilgængelige kanaler.

(sic!): efter latin sic: således, heraf overført: sic!: det står der virkeligt! (Sic!) altså: en litterær markering hvor forfatter angiver et suk, et vredesudbrud eller lignende. Anvendes som her for at læseren kan se komikken i det kritiserede, men også - og mest almindeligt - når der citeres et skrift med betydnings-, stave- eller tegnsætningsfejl, som skriveren nødes til at reproducere for at citere korrekt, men hvor læseren således gøres klar over fejlen.

symptomal: efter græsk symptoma: tilfælde, kendetegn og efter latin alis: endelse som gør navneord til tillægsord, heraf symptomal altså: vedrørende tydelige kendetegn, et typisk kendetegn ved noget, ofte et sygeligt sådant tegn.

kryptisere: efter græsk kryptos: skjult. Heraf at kryptere: skrive med hemmelig skrift, skrive i kode. Heraf kryptiserer altså: gør indviklet og mystisk. Teksten ironiserer den type litteraturforskning, som indlæser egne ikke relevante pointer i teksterne, noget især kvindeforskere, marxister og freudianske psykologister specialiserede sig i under de år. Se også om tå- og hæleklipning, fodnoten.

[TOP]

SLUTNOTER TIL KAPITEL 2:

[i]. For eksempel in Lukács p. 13. Den danske litterat, Lars Peter Rømhild, gav i sin bog: "Læsere" et vue over dansk litteraturkritik efter Brandes og op til 1940erne. Han skelnede kritikken efter Brandes i tre "skoler": "Historisismen", "Moralismen" og "Æsteticismen":

De historiske fulgte Brandes' ungdomsidealer inspireret af Taine. med navne som Valdemar Vedel, Vilhelm Andersen og Svend Møller Kristensen (som læseren her kender). Denne skole voksede ind i den venstreorienterede, marxistiske kritik. Som Rømhild skrev (op.cit p. 154): "... historicismen trækker i retning af litteraturhistorien snarere end digterværkets undersøgelse." og dermed "... ydede det sjældent det enkelte digterværk retfærdighed.".

De moralske (ibid p. 155), "... ser digterværkerne som særligt beskafne indlæg i en livsanskuelses-debat". Og af dette synspunkt voksede både nogle af naturalismens kritikere (Harald Nielsen og Henning Kehler) og, hvad Rømhild ikke nævner: hele stormen senere kendt som "Sædelighedsfejden" (fra omkring 1883), hvor et andet konservativt højre angreb Brandes for hans påståde umoralske forlokkelse af den folkelige moral, i en problemstilling hvor modstanderne (for eksempel Frk Grundtvig) krævede, at mænd udviste den samme kyshed som kvinder, samtidigt med at de beskyldte forfatterne i "det moderne gennembrud" for at fremme usædelighed, løsagtighed og andet af det, som de fortolkede af snakken om "kvindens ligestilling".

De æsteiske forholdt sig primært til kunstværkerne selv og til, det faktum, at Brandes både mestrede den æstetiske oplevelse og gengivelse, eller som Rømhild formulerer det (ibid p. 155) "... den eminente sans for digterisk skønhed der kommer til orde i hans analyser og portætter ...". Blandt de store danske litteraturkritikere i den skole regner Rømhild: Hans Brix, Kai Friis Møller, Paul von Rubov og sådan set også Tom Kristensen. - De forsøgte sig alle med "det uhildede": med kun at forholde sig til kunsten - som det gode, det sande og det skønne.

[ii]. merkantil industrialisme: altså industriel produktionsmåde, det som på marxistisk hedder "handelskapitalisme" med henvisning til kolonialismen, og "den industrielle revolution" med henvisning til fabriksproduktion ved samlebånd. Noget senere noter vil uddybe.

[iii].tendenslitteratur: det vil sige en litteratur som agiterer for en bestemt tendens, for eksempel kvindesagen, socialismen eller andre ideologier, som ikke kan stå af sig selv, men har behov for ikke-reflekteret eller "skolet/skolende" formidling. Fod- og slutnoterne vil vende tilbage til dette begreb senere i teksten.

[iv]. politisk revisionisme: den socialistiske idé at det borgerlige samfund kan ændres i socialistisk retning ved et udstrakt samarbejde mellem klasserne. Socialdemokratismens grundidé. - Dette vender tilbage her i fod- og slutnoterne.

[TOP]