Det næste afsnit vil gå lidt nærmere ind i naturalismen, vil se på en af dens førende danske penne: I.P. Jacobsen. Læseren må forstå, at denne skole, ikke blot blev noget brødrene Brandes og de andre ideologisk indstillede litteratureksperter ensidigt så ned på, tværtimod synes de meget venligt stemt overfor flere af skolens bedste penne, blandt disse I.P. Jacobsen, som dog alligevel ofte måtte forsvare sin synspunkter i bitre brevfejder.

Fremstillingen vil senere vende tilbage til flere af de store realister, blandt andet Henrik Pontoppidan, men ønsker først at fremhæve den skole dette indledende afsnit har søgt at forsvare mod den mere militante tendentiøse realisme og dens fortalere.

I.P. Jacobsens digt "Marine" - naturalisme

"Marine"

Frem under Haarets ravnsorte Sky'r
Øjnenes blinkende Tvillingefyr
Stråler og flyr.
Aandedrags-Luftninger lune og blide
Henover Skuldrenes Klipper de hvide
Sagteligt glide.
Mens imod Dragtens Kniplingekyst
Svulmende vugges det bølgende Bryst
Skumhvidt, men tyst.
- Ak om der lød dog
Smeltende blød og
Daarende mild,
Hen til sig dragende,
Kærlighedsklagende
Havfruesang.

Jens Peter Jacobsen 1875

I.P. Jacobsen fremstod, om nogen, som Georg Brandes mand. Dog alligevel ragede han, i løbet af de kun 38 år han levede, på mange punkter uklar med sin store læremester og nåede at skuffe brødrene Brandes gevaldigt ved at lade hovedpersonen i sin berømte historiske roman "Fru Marie Grubbe" ende med at erklære sin tro på Gud, den gud som Brandes-ideologerne så effektivt krævede, at kunsten skulle fornægte til fordel for naturvidenskab og æstetik.

Da Jacobsen skrev "Marine" levede han - som en dødsmærket mand - isoleret i sin fødeby Thisted, hvortil han drog, efter at tuberkulosen blev diagnosticeret.

På samme måde som hans tidlige novelle "Mogens" satte realismen og den version af naturalismen brødrene Brandes kunne acceptere i højsædet, blev det også Jacobsens store arbejde med at udbrede kendskabet til Darwin og læren om menneskets afstamning, som medvirkende til at sprede ideerne til de læsende lag og derfra videre til almenheden.

Vilhelm Møller havde opmuntret Jacobsen og offentliggjort hans præsentationer af Darwin, men så satte Georg Brandes selv den unge digter i sving med at tænke i de for denne bevægelse nødvendige baner, især hvad angår opfattelsen af litteraturen.:

-: "Naturforskerblikket" og opfattelsen af digteren som "Aristokrat", som en person i stand til at ramme, og som bør ramme og anvende det bedst mulige udtryk i sin kunst ikke blot det første og det bedste.

Brandes gengiver i sit portræt af I.P. Jacobsen ("Danske digterportrætter" ibid p. 279) nogle ord han selv skrev i "Illustrerede Tidende" 21/10-1869, nogle ord som Jacobsen senere fortalte Brandes havde gjort et uudsletteligt indtryk på ham. I sit billede af Jacobsen fremhæver Brandes først de kvaliteter som Bergsø i høj grad havde inspireret emigrantlitteraturens unge penne med (Brandes ibid p. 279):

"... hans ejendommelige Fortrin, som nærmest grundede i hans naturvidenskabelige Dannelse, ...".

Brandes havde i denne artikel klart indset, at nogle få år senere ville en helt ny generation af litterater træde frem, og hans opsang til Bergsø tændte netop en af disse: nemlig Jacobsen, som aldrig glemte følgende ord (op. cit.):

"Lær dog at vrage før Du skriver, Forfatter! Lad de stumpe Penne tage Alt med hvad de møde på Trivialitetens Vej, lad dem, i hvis Skrifter der ikke er Nerve og i hvis plumpe Hoveder der ikke er en egen Tanke, tage alt det med som de Udvalgte lade ligge, men vær Du Aristokrat, den gode Literatur bestaar kun af Aristokrater.".

Netop "naturforskerblikket" synes fremtrædende i digtet "Marine", ikke blot sammenstilles den beskrevne person med en række naturfænomener, men det drejer sig ene og alene om en beskrivelse: en objektivt tenderet fremstilling uden fremhævelse af psykologiske, individuelle personlighedstræk.

På samme måde som Jacobsen med sit første store værk, "Marie Grubbe" (1876) anlagde et nøgternt, videnskabeligt, objektivt dissekerende naturforskerblik, gennem mange minutiøse historiske og videnskabelige studier, synes der med "Marine" tale om "Videnskab, iagttagelse, neddykken, vidergivelse", som det hed ovenstående, eller som Brandes så præcist skrev i sit portræt (ibid p. 287):

"Denne Digter kjender Lovene for Øjets Opfattelsesevne, og som de Malere, der kun bekymre sig lidet om at deres Billede paa den, der stiller sig nær ved det, gjør Indtryk af skrigende Farveklatter, naar det blot éngang sét brænder sig ind i Fantasien med en bestemt uudslettelig Stemning, saaledes bekymrer han sig ikke om man vil stødes ved de enkelte besynderlige farvegivende Betegnelser, han bruger, eller ved Udskejelserne af en Fantasi, der f. Ex. beriger Ordbogen med en halv Snes nye Udtryk blot for at betegne løsrevne Rosenblades forskjellige Skjønhed eller Kaminildens Kamp med Mørket i en Skumringstime -".

 

Førstehåndstolkning. Natur/krop-symbolik

Efter første gennemlæsning af digtet kan tolkningen virke ganske enkel. Det betragtende og beskrivende jeg oplever i en natursymbolik en kvinde (eventuelt nogle kvinder). Håret beskrives, øjnene, munden, skulderen, dragten og brystet; og dette vækker i digteren en sødmens smertefuld afsavnsstemning.

To bemærkninger om I.P. Jacobsen fra Brandes (ibid) synes så ualmindeligt velovervejede og rammende for den oplevelse den opmærksomme læser har haft efter gennemlæsningen af digtet. Brandes hyldede Jacobsen med følgende ord (ibid p. 283): 

"Han har forstaaet, hvad Romantikerne ikke begreb, at Naturen ikke har nogen paaklistret Overnaturlighed behov, men, som den er, rummer al Stemning og alt Sværmeri.".

Netop den stemning, det sværmeri, det naturbillede digtets ord har opmanet.

Om Jacobsens sikre, avancerede metriske rytmeføring, allerede i ungdomsversene, bemærker Brandes (ibid p. 285):

"Et formfast, regelmæssigt tilbagevendende Metrum vilde det være Jacobsen umuligt at komme tilrette med. Han er for moderne dertil; han vil, at Formen paa ethvert Punkt skal rette sig efter Følelsen, Stemningen, Indholdet;".

Digtets titel og sidste strofes eneste ord "Havfruesang", sætter så denne oplevelse i associationssammenhæng med begreber som besættelse, fare, afsavn, begær - og også med havet og fart derover.

Så vidt så godt. Ser man endvidere på digtets rum, vil man kunne se, at indtil tankestregen i linie 12, virker selve kvindeportrættet præget af en hvis intimitet, tankestregen kommer som den handlingsintroducerende afslutning, næsten ligesom de sidste seks linier i en klassisk sonet, om end digtet ikke fremstår med de for sonetformen velkendte i alt fjorten linier. Alligevel sker der et brud efter denne tankestreg, kvindeskikkelsen omplantes til selv at befinde sig i natursymbolikkens åbne ydre rum, - og denne forandring bliver synlig på flere planer af digtet.

Sidste del kan meget vel danne den oplevendes eftertanke og dulgte ønske om en "nogen"; nogen som her repræsenterer det lokkende, det dårende; og ved igen at kaste et blik på første del af digtet, kan man se, at der foregår en fortryllende metamorfose, eller en sammentrængning i symbolvalget, som har skabt både en forhekselse og et ønske om en forhekselse:

Håret og skyerne - øjnene og fyrtårnene danner to ord: to led, men i linie seks bliver ordet "Aandedrags-Luftning" forbundet med en bindestreg: en transcendens, en syntese, i hvert fald: noget trækker op, eller snarere trækker sig sammen.

Selve ordet har mindst to associationer: et om kropslig intimitet dermed at digteren lægger an på noget feminint, eller at noget intimt og feminint lægger an på ham, hvilket næste linies hav af kærlighed og bølgende barm bekræfter; 'skumhvidt', (hvor symbolikken adjektiveres) og 'tyst', lige indtil sidste del lader læseren høre, eller lader læseren ønske at høre, den kærlighedstørstende havfruesang.

Andenhåndstolkning. Seksual-symbolik

Man kan så nu definere denne kvindeskikkelse som en sanselig skabning, som udøver en art besættelse, man kunne for eksempel i første omgang - uden at hælde til digterens biografi - formode at digtet beskrev en prostitueret, idet man tager centreringen på hendes legeme som en rent kropslig fiksering. Kroppen kunne faktisk synes nøgen indtil ordet "Dragten" i linie 9; og her ud af kunne man udlede en dobbelthed af: 1. den påklædte prostituerede ("nøgne kvinde") i trækkersituationen, og: 2. den nøgne prostituerede (nøgne kvinde) efter udført arbejde.

Havfruesangen kan da ses som både den lokkende, men også den bestandigt begærende (og i det valgte eksempel endvidere ofte utilfredsstillede) sensualitets hymne.

'Perversionsteorien', som man kunne kalde forsøget på at indskrive en prostitueret i dette digt, bør dog ikke tages som eneste mulige associativ mellem havfruesangen og den besættende beskrevne kvinde; hun kunne gerne omvalørisers til en for digteren meget attraktiv dame; således ville ordene i linie 12: "- Ak om der lød dog" kunne forstås i den betydning, hvor de betegner: 1. noget begæret, og: 2. noget besat; og man kunne da også - med en genvej over den forsmåede bejlers motiv - vende tilbage til titlen "Marine" og nu associere om "den evige sejler": denne romantiske stilfigur, som - i evig forbandelses udødelige vandren - uophørligt må søge sin egen fortryllelse: det havfruelokkede skæbnekald af evig fortabelse: en (evig) fortabelse sejleren da deler med de lette piger i den første fortolkningsmulighed.

Fortolkning. Et socialt aspekt

Tolkningen kunne på sit nuværende stade ses som et polemiserende indlæg i 1870'ernes debat omkring ægteskabet og den fri kærlighed, det bør her ikke overses at Jens Peter Jacobsen i høj grad stod som en mand i det "ny gennembruds front", havde accepteret Brandes-brødrenes mærkesager og i nogen grad medvirket til at propagere dem. 

-: Dog forblev I.P. Jacobsen den observerende, naturalistiske iagttager, som Brandes anfører i sin didaktiske analyse af "middelmaadige Fortællere" versus Jacobsen, her om den mesterlige "Fru Marie Grubbe" (ibid p. 291):

"Jacobsen tillader Læseren selv at fælde sin Dom. Han er tendensløs, han skal ikke saaledes som de iblandt vore Romanforfattere, der have givet sig et bestemt Dogme i Vold, have en Apologi for det Bestaaende ud som Moral af ethvert Ordskifte; han overlader det til Læseren, hvorledes han vil bruge det troværdige Billede af en Tidsalder, som han viser ham.".

De prostitueredes fantasi- og fortryllelsesløse tilbud om kærlighed, kunne synes den holdningen digtet "Marine" giver udtryk for: sanse-sømanden i drifternes forhekselse, med sukkende længsel efter noget bedre, - eventuelt dertil også en art fremstilling af madonna/ludderens sociale fortabelses erotiske traumemønster.

Som bibliografierne over I.P. Jacobsen viser, dannede dette et motiv for ham: ikke så meget kvinden som den professionelle seksualitets leverandør, men som selve kønsdriften der leder, forlokker og fordærver den stakkels ellers velbalancerede person, -: selvfornedrelsens sødmefulde-bitterhed.

"Antologi over Nordisk Litteratur" bind 8 aftrykker dette digt ved siden af et samtidigt billede af en gruppe glædespiger. Ingen tvivl om redaktørens fortolkning her.

"Dansk Litteratur Historie" (ibid bind 3 p. 65) citerer Jacobsen selv, om hans ambition med de få digte han skrev: den ene samling af hans digte skulle handle om "Hervert Sperring" en poetiske begavelse som: (op. cit.):

"... ikke kan finde sig tilfreds i Livet og derfor flyer til Drømmeriet; Drømmene faa Overhaand og drage ham ned mod Sandselighed".

Hakon Stangerup tilføjer (op cit.):

"Denne i gammeldags romantiske versformer klædte historie handler om Jacobsen selv og er moderne i sin psykologiske skildring af en ung mand, lænket til erotiske drømmerier, der snart beruser ham, snart ækler ham.".

Paul Krüger (ibid p. 198) har beskrevet det omvendte forhold, Jacobsens forhold til Brandes: Jacobsen, som - i modsætning til Pontoppidan - havde virket stærkt optaget af emigrantlitteraturens nye rejsning. Krüger skrev ("Studier i komparativ Litteratur" ibid p. 198):

"Til J.P. Jacobsens stimulanser hørte endvidere læsning af den unge Georg Brandes' litterære kritik. I den kunne han læse om de små koncise træks betydning for den levendegørende karakteristik af digtningens skikkelser, det uendeligt små, som sansningen sammenfatter, og som tjener til belysning af karakterer, der på en gang er individer, som lever med alle temperamentets særheder, og er typer, der afspejler en epokes idealer.".

Andre kilder ved at berette; at Jacobsen i tiden for dette digt kom tilbage til Thisted og havde en forelskelse i en noget yngre dame, et forhold som dog kun fik næring i sine første faser, og uden at noget konkret kom deraf, han udåndede kort tid efter ved sin moders bryst.

Udfra disse oplysninger kan digtet også forstås som en mand (digteren), der udleverer sig selv til halvromantiseret latterliggørelse, frustrationen i dén mandens magtposition, han, som seksual- ob-/sub-jekt har overfor kvinden, kvinden, som han kun kan begære og ikke opnå, og modsat den prostituerede som han ikke begærer men kan opnå. En romantisk sjæl i den fri kærligheds helvede. Et emne som siden skulle blive aktuelt i den såkaldte "Sædelighedsfejde".

Symbolerne omkring digtets akse

Man kunne nu prøve at se nærmere på den kvindelige og den mandlige figur, idet man fastholder de to gange to forståelser, hvor: 1. Kvinden ses som besat (prostitueret) og manden ses som besat (sømand i drifternes vold) og: 2. Forlokkelsessituationen (før købet) og efter samleje (efter købet); og man vil nu kunne udføre en videre efterforskning og prøve at uddybe de muligheder, som digtets ord lader læseren ane gennem en nuancering af disse fortolkningspostulater.

    Det vertikale kvindebillede og den horisontale natursymbolik:

Hendes hår beskrives som "ravnsorte Sky'r", forhekselsens vingesorte ravne har basket; øjnene beskrives som "Tvillingefyr", det ene stråler det andet flyr, nøjagtigt som med et rigtigt fyrtårn, men i ordets dobbelthed også en slags spaltning mellem noget søgt (den søde seksualitet) og noget man søger at undfly (den skamfulde drift), som den driftsstyrede netop søger sine oplevelser for siden at fortrænge dem, og som den luftige fortryllelse først stråler og siden flyr.

 "Aandedrags-Luftninger"'ne beskrives karakteriseret som lune og blide, de virker som forhekselsens dårende kys ovenpå de fortryllende vingeslag, det dybe, dybe mavesug og den hypnotiserende øjendans' indvirkning. Men skuldrene betegnes ikke blot som nøgne ("hvide"), men også som klipper: klipper man kan komme udenom eller forlise på.

Man kunne betragte disse skuldre/klipper som antydninger af en række sociale koders eksistens: "Har du rørt mig, må du gennemføre det", "Kein Geld kein Liebe" (:ingen penge ingen kærlighed, altså den kolde skulder), "Det skæbnesvangre øjeblik" (hvor hånden lægges på den atråede), "Driftens realisering", "Knust på lastens klipper", "Lastens klippetunge åg over skuldrene" og en lang række andre navne for disse nøgne, hvide, faste yndigheder under det sete ansigt og over det begærede skjulte bryst.

Nedenunder bølger så brysterne som et svulmende hav, "tyst" i kysset? eller en symboliseren af den uformulerede drift og længsel i det romantiske kvindebryst?

Måske, - brystet beskrives nemlig også som "skumhvidt": som et oppisket hav under klipperne men også med hentydninger, som giver belæg for den anden fortolkningsmulighed: som det hvide lagen og de søde safters skum; endnu engang længere nede, dernede hvor digtets beskrivelse skulle fortsætte efter ordet "tyst" -: stedet om hvilket man kunne skrive, at digtet tilkaster den beskæmmede moralske borgerlighed en frelsende selvrealisering i digtets ikke-synlige strukturelle kontinuitet, altså i hvad man kan læse mellem linierne i dets sammenhæng, - som lader det usigelige usagt, endog selv om det usigeliges kvindelige rollehaver meget vel kan ses som en "noksagt".

Her i aftalesituationen eller i selve seksualakten hører den langsomt sammensmeltende natur- og kropssymbolik op. Man kunne måske sige, at digteren når ind til driftens marv, at naturens marv danner kroppens tarv. - Det sene ekko af natur som runger i ordet "Havfruesang", bliver den ikke eksisterende natur: et metamorforisk stade efter sammensmeltningerne af symbolerne og de to parter,  havfruesangens sirene synger, som om lastlystens huler danner den ikke-eksisterende 'natur' i den offentlige moral.

Den begærede ømhed og den sygelige smerte

Den ovennævnte offentlige moral lader - i et af sine mange smuthuller - legalitetens lys skinne over konstellationen sømand-luder, og man kan fastholde at denne fortolkningsmulighed rummer to scenarier, nemlig 1. købet og 2. efter købet.

Købsfortolkningen bliver da aflæselig i de sammensmeltede ord, som til sidst erstattes af den utilfredsstillede længsel efter noget ømt og dejligt. Samlejet foregår da mellem punktum og tankestreg linie 11 og 12, sikkert så dyrisk og maskinelt at frustrationen virker berettiget.

Den anden mulighed, hvor tilnærmelsen og foreningen da bliver den ovenfor beskrevne, opruller så påklædnings- og afskedssituationen, hvor den erotiske besættelse dæmmes op, hvor det bølgende bryst igen forsvinder i kokette kniplingers kram, altså den stilhed ordene "Ak ..." ønsker at bryde, bliver den stilhed, hvis bevidsthed danner en smertelig erkendelse af; at "de elskendes" kærlighed kun udgør og udhjorde forhekset natur, -: at det højere, det åndelige, det æstetiske aspekt og dets projektion af kærligheden kun blev symboliseret i en simpel elementarånd, havfruen, den sjælløse materieautomat, hvis eksistens man hverken i virkeligheden eller i digtet kan verificere definitivt.

Dette forhold gør stilheden så mangesidig, så sød, så smertelig. Den unaturlige kærligheds "ufuldbyrdelse" kan ses heri, socialt polemiserende både mod den "almindelige kærnefamiliekærlighed" som det moderne gennembruds mænd havde set sig så gale på ihvertfald i dens ulykkelige varianter, og mod "den perverterede, fri kærlighed", som modstanderne af det moderne gennembruds mænd, følte sig så overbeviste om, at disse argumenterede for.

- Hvad der begæres bliver noget smeltende blødt og dårende mildt, mentalt: en ideel og hyggelig omgang og fysisk for eksempel noget som et bryst, men ikke et bryst lignet ved et grumt skummende hav, ikke "Sandseligheden" og dens fordærvelige drømme snarere den sublime erotik og djærvelige strømme af gensidig ømhed.

Her kan man måske postulere endnu en metamorfose, idet det kan påstås; at krops- og natursymbolikkens transformation introducerer en åndelig faktor, og at manden ønsker at kommunikere med denne faktor, som ligger skjult i kvindens kødelige bryst. At naturplanet - delvis - erstattes af et art åndeligt plan (et "naurelementarplan"); og at den intimitet der lægges op til i købssituationen, kan ses som det manden bukker under for (ifølge sin "natur") og køber, ligner også en reel fortolkningsmulighed. Også i efterkøbssituationen kan naturen skimtes, som den der gennem akten burde blive omformet ("burde" fordi: "Ak om ...") til de søde ømhedsord i sidste afsnit, og slutningens tilbagevenden til forlokkelsessymbolikkens onde cirkulære inkarnativ, altså den onde cirkel hvor symbolikken til stadighed genfødes og fastholder personen, antyder igen det uforløst perverterede dødsmærke -: det dragende - det kærlighedsklagende - det sirene-sungne.

Kortfattet opsummering

Disse fortolkningsforsøg har nu set på de forskellige muligheder, alt efter hvordan de enkelte ord, tegn og sammenhænge kan associeres og vægtes. Fortolkningerne har krydset semantiske, sociologiske, biografiske, psykologiske, erotiske og mystiske liniers kodesæt, og disse mulige udviklingslinier blev kombineret i indbyrdes forhold af gensidig oplysende art.

De i alt i hvert fald fire fortolkningsmuligheder blev alle ekspliciteret, således at én fortolkning ikke synes mulig at sætte op, hverken som digterens eneste idé, eller som fortolkerens eneste læsning.

Med henvisning til det biografiske stof bliver der højst sandsynlig blot tale om; at den sygdomssvækkede Jacobsen faldt for en yngre skønhed i sin hjemby, og at forholdet aldrig blev til andet end et sødmefyldt smerteligt afsavn. Man kunne skrive:

-: at digtets fiksering omkring det øverste af kvinden, ansigt og overkrop, og sukket over det dybere savn, blot danner en henvisning til, at mennesker overalt i det moderne samfund kun ses netop som overkroppe, som altså ikke formidler noget videre om underkroppenes længsler.

- Dette bør dog ikke få afgørende indflydelse på en velfungerende fortolkning, ordene fra digterens hånd bør jo gå til læserens ånd, og dér sige vedkommende noget om livet, om kunsten, om det behandlede emne. Dette danner fortolkerens faste overbevisning: den frugtbareste læsning opstår der, hvor konstateringer, dogmer, systemer og 'sandheder' kun fungerer som mulige grundsten og mursten i det hus, som enhver aktiv læser kan opbygge over digtets skelet.

Nedenstående en skematisering af de anførte fortolkningsmuligheder:

Fortolkningsmuligheder, samt vers- og rimstruktur:

En kort kritik og et kort forsvar

En kritik af I.P. Jacobsens digt "Marine" kunne gå på, at det henter sin transcendens fra de romantiske symbolikker: Wordsworths ældgamle sejler og Wagners valkyrier og dette i det moderne gennembruds realisme og naturalismehungrende samtid.

Den samme digter som - dybt påvirket af Georg Brandes - om netop de efterromantiske digtere havde skrevet i sin dagbog ("Dansk Litteratur Historie" ibid bind 3 p. 63f), at disse: 

"... gaa om i den bareste Uskyldighedstilstand; der er kun den Forskjel paa dem og Adam og Eva, at de alligevel bære Figenbladet - men paa den anden side mangler de Kjønsdelene".

Men denne dobbelthed, denne begejstring for de nye tanker i emigrantlitteraturen samtidigt med en rimelig fast forankring i fortidens litterære former, danner et kendetegn ved I.P. Jacobsens digtning, og kan, hvis man føler sig venligt stemt overfor de romantiske digtere, ses som en klassisk dannet leg med deres evigt gyldige figurer:

-: Samtidigt må det fastholdes, at digtet her - under hensyntagen til grænserne for den daværende offentlige moral og censurens betydning - faktisk "har kønsdele", også selv om disse så virker ganske uforløste og utilfredsstillede.

Som Hans Brix beskriver i sit portræt af Jacobsen udfra han roman "Fru Marie Grubbe" ("Danmarks digtere" ibid p. 399):

"J. P. Jacobsens opfattelse af elskovens væsen er som en ung piges. Han kappes med B. S. Ingemann og den gyldne Remigius i at henføre den til det oversanselige. Og her stod han da, midt i naturalismen, og stredes på livet med dette meget kraftige stof.".

Det blev flere gange et problem for Jacobsen; at han kom ganske tæt på ideer hos store udenlandske forbilleder, uden at have kendskab til disse, således med Zola og opfattelsen af mennesket som et dyr, og især Flaubert i kvindeskildringen. Blandt andre Hans Brix påpeger; at Jacobsen udviklede sit særegne farvesyn udfra Flauberts "Madame Bovary" (Brix ibid. p. 400).

Og således har dette digt óg en lighed ude i den verdenslitteratur, som I.P. Jacobsen faktisk nåede. Digtet bærer jo samme titel som Arthur Rimbauds berømte "Marine" fra digtsamlingen "Fête de la patience".[ix]

Men hvor Rimbauds digt virker langt mere brutalt og sammenblander landbrugs- og hav-metaforik, begge ladet med en sensuel understrøm, virker Jacobsen mere traditionel i sit valg af: på den ene side et kvindebillede som fastholder fortolkningen på den anden side de deskriptive altså beskrivende begreber fra naturmetaforiklaget:

-: Man kan formene; at hvor Rimbaud begav sig på vej ud i det fuldbyrdede og mod det åndelige søgende samvær, som symbolismens form bedst kommer til at kunne udtrykke det, holder Jacobsen sig stadig til naturalismens beskrivende og videnskabelige fremstillingsmodus.

Et andet stilistisk forbillede, som digteren fra sin danske dannelse rækker op mod: Edgar Allan Poe, som Jacobsen flittigt læste i sine ungdomsår. Som Krüger udtrykker det ("Studier i komparativ Litteratur" ibid p. 198):

"Navnlig i Jacobsens digte kan findes træk, som er beslægtede med Poes morbide poesi, feberfantasierne, rædselsmotiverne,".

Digtet "Marine" virker fra Jacobsens hånd som en minutiøs iagttagelses fastholdelse, men - ifølge naturalismens dogmer - bliver denne iagttagelse opblandet med den indre, subjektivt psykologiske filtrering af de objektivt fastholdte kendsgerninger.

Netop sådan kan man derfor også ophæve kritikken af den post-romantiske billedbrug med en simpel henvisning til, at det forældede metaforvalg netop angiver den forråede kærlighed på grænsen til det trivielle.

Måske dannede dette netop en del af I.P. Jacobsens geni; at han ikke blot virkede som en programmatisk propagandist for teoretikernes meningsdannelse, men immer forholdt sig sandt kunstneriskt og genialt til sit stof - han glemte ikke fablen.

Som Hans Brix formulerede det om denne fremragende og særprægede stilist (Brix ibid p. 405):

"Jacobsen er både forgudet og forkætret for sin stil. Han fortjener begge dele, mest det første.".

Eller hvad med Brandes'? Først at (Brandes ibid p. 285):

"... man, hvor kraftigt og lødigt hans talent end er, maatte frygte for, at selve dets udprægede Ejendommelighed vilde hindre det i at finde øjeblikkelig Anerkjendelse.".

Dernæst forklaringen (ibid p. 277):

"Forposterne for den Slægt, der omkring Aaret 1870 optraadte i dansk Skjønlitteratur, havde et haardt aandeligt Arbejd. Da de efter et stort og vanskeligt Brud med Traditionen vare nogenlunde paa det rene med hvad de havde at meddele deres Samtidige, viste det sig, at hverken det filosofiske eller det almindeligt literære Sprog, som de foregaaende Slægter havde udformet, kunde bruges videre frem.".

[TOP]

Fodnoter til Kapitel 2.2:

Vilhelm Møller: dansk litterat og fritænker. Startede tidsskriftet "Nyt Dansk Magasin" som løb fra 1870-74. Samlede mange af "det ny gennembruds mænd", emigrantlitteraturens penne, i sin lejlighed, og virkede inspirerende på flere heraf især I.P. Jacobsen.

avancerede metriske rytmeføring: efter fransk avancer: at gå fremad,  heraf avanceret: langt fremme i udviklingen, især om kunst i betydningen: særligt fremragende, til den yderste grænse af kunnen. Og efter græsk metron: mål, heraf metrik: verslære, verskundskab. Avancerede metriske rytmeføring altså: den fremskredne, dybt professionelle beherskelse af vers med sikker rytmisk sans.

klassisk sonet: efter latin sonus: klang, lyd. Heraf sonet: versform udviklet i Italien i 1200-tallet, forfinet hos især digteren Francesco Petraca (1304-1374). En klassisk sonet: to strofer på fire linier (kvartetter) og to på tre linier (terzetter). De to kvartetter beskriver et næsten uløseligt problem: en art lukket cirkel, i de to terzetter løses problemet: den onde cirkel brydes. Formen kan variere over årene - hos for eksempel Shakespeare - men systemet med 14 linier, et problem og en løsning fastholdes gerne, og ligeledes versemålet: rimede 5-fods jamber.

metamorfose: efter græsk metamorfosis: forvandling. Heraf metamorfose altså: formforvandling, forandring, udvikling fra en form til en anden.

omvalørisers: efter latin valor: værdi, heraf valør: værdi, karakter, særpræg og meget andet. Omvalørisers altså: som vurderes igen og gives en anden værdi, opfattes udfra et andet særpræg, gentænkes i en ny sammenhæng, En af Forfatteren selvopfundet og måske nok noget søgt orddannelse..

propagere: efter latin: propagare: udbrede, forklaring af idé eller anskuelse. Heraf propagere altså: udbrede, forklare, forkynde, forplante, propagandere.

Apologi: efter græsk apologia: tale bort fra, forsvare. Heraf apologi altså: et forsvar mod en anklage, et forsvarsskrift.

kontinuitet: efer latin continuare: gøre sammenhægende. Heraf kontinuitet altså: ubrudt, sammenhængende, i et fortsættende hele.

kokette: efter fransk coq: hane, egentlig: spankulerende rundt som en hane. Kokette altså: som søger at behage, skælmske, smarte i tøjet.

elementarånd: efter latin elementarius: som vedrører de grundliggende enkeltdele. Elementarånd altså: spirituelt væsen hvis finere bestanddele i følge overleveringen primært består af elementerne (: luft, vand, ild og jord), i dette tilfælde vand, altså en såkaldt undine eller havfrue/havmand.

sjælløse materieautomat: altså en maskine uden højere sjæl. Ifølge overleveringerne har elementarånder ikke del i det femte element: ånd. Jævnfør for eksempel H.C. Andersen æventyr om "Den lille havfrue".

metaforik: efter græsk meta fora: overføren fra noget til noget andet. Heraf metafor: et billedligt udtryk som står i stedet for det som udtrykkes. Metaforik altså: det at beskrive noget ved at erstatte ordene med billedlige udtryk. Se også her under metamorfose

fremstillingsmodus: efter latin modus: måde. Som grammatisk begreb betegner modus: den talendes forhold til det der siges i sætningen. Overført fremstillingsmodus altså: den måde noget beskrives på og forfatterens underforståede forholden sig hertil.

minutiøs: efter latin minuere: formindske. Heraf minutiøs: som går i enkelthederne, meget nøjagtigt nøjeregnende.

[TOP]

SLUTNOTE TIL KAPITEL 2.2:

[ix]. Rimbaud digt lyder:

  Les chars d'argent et de cuivre -
  Les proues d'acier et d'argent -
  Battent l'écume, -
  Soulêvent les souches des ronces.
  Les courants de la lande,
  Et les ornières immenses du reflux,
  Filent circulairement vers l'est,
  Vers les piliers de la fôret, -
  Vers les fûts de la jetée,
Don't l'angle est heurté par des tourbillons de lumière.

I forfatterens oversættelse:

Vogne af sølv og kobber -
  forstavne af stål og sølv -
  tærsker skummet, -
  bryder tjørnes stubbe op.
  Strømmene af heden,
  og ebbens umådelige hjulspor,
  forsvinder cirkelvis mod øst,
  mod skovens piller,
  mod molens træværk,
hvis vinkel brydes i hvirvler af lys.

[TOP]