Sophus Claussens digt "Ekbátana" - symbolisme

"Ekbátana"

Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
undfangede Drømmen og søgte et Rim,
hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
som naar Solen gik ned i Ekbátana.

En Spotter gav mig med Lærdom at ane,
at Vægten paa Ordet var Ekbatáne.
Den traurige Tosse, han ved ej da,
at Hjærtet det elsker Ekbátana.

Byen med tusind henslængte Terrasser,
Løngange, svimlende Mure - som passer
der bagerst i Persien, hvor Rosen er fra,
begravet i Minder - Ekbátana!

Hin fjærne Vaar, da min Sjæl laa i Kim
og drømte umulige Roser og Rim,
er svunden, skjønt Luften var lys ogsaa da,
som den Sol, der forsvandt bag Ekbátana.

Men Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris,
da Verden var dyb og assyrisk og vis,
som blødte den yppigste Oldtid endda ...
Jeg har levet en Dag i Ekbátana.

Min Sjæl har flydt som en Syrings af Toner,
til Solfaldet farvede Parkernes Kroner
og Hjærtet sov ind i sin Højhed - som fra
en Solnedgang over Ekbátana.

Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift?
hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra?
En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift
paa dit Dronningelegem - Ekbátana.

Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,
al Livets Vellyst - hvad var den da?
Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt
ved en kongelig Fest i Ekbátana.

Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
en dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
- jeg har levet en dag i Ekbátana.

      Sophus Claussen 1895

Claussen selv inspireredes af digtningen før realismen, Emil Aarestup og Christian Winther, nævnes ofte som forbilleder for hans letløbende og ofte ganske mystiske poesi. Om Claussens opgør med realismen og naturalismen skriver Sven Møller Kristensen i sin "Danmarks litteratur" bind 2 (ibid p. 44f):

"Han havde tidligt forstået, at hvis man gav direkte udtryk for en erfaring eller en tanke, gennem nøjagtige sanseindtryk eller klare begreber, så blev fantasien hæmmet og digtet snævert. Derimod kunne billeder og symboler åbne for fantasien og på en helt anden måde frembringe den poetiske oplevelse, antyde en større virkelighed. Det er hans indvending mod 80ernes realisme, at den fører til snæverhed. Det gælder ikke om "at efterligne, genfortælle de ting, som hvermand hver dag kan se og høre", siger han i "Tårnet", men om at kunne se dybere (i) (sic) tingene og undres over sammenhængen.".

Kristensen bemærker (op. cit.) at netop denne fornyede målsætning for digtningen kan kaldes "en udvidet naturalisme", samtidigt vender symbolismen fra slutningen af århundredet dog den læsendes blik i en ny retning:

-: Naturligvis kan man mene; at det naturvidenskabelige projekt: I.P. Jacobsens botanik, farve-poesi og objektive øje-fokus som udtryk for den samme videnskabelige observationsmetodik altså måde at iagttage forholdene på, fuldbyrdes i en poetik: en lære om den rette digtning, hvis grundholdning består i at gå helt ind i tingene og finde deres væsen. Samtidigt dog bliver dette væsen okkluderet af, at denne tingenes dybere væsensårsag ikke virker særlig nem at fatte, og endvidere ofte synes et spørgsmål om individuel fortolkning.

Claussen bliver da også, (som følge heraf og i lighed med mange andre symbolister og/eller åndeligt, subjektivt inspirerede kunstnere,) igennem hele sin lange karriere ofte beskyldt for netop at virke mystisk og dunkel, samtidigt med at det man forstod, faktisk lige modsat, lignede en livsglad, erotisk, naturbegejstret og ganske jordbunden holdning til eksistensen.

Hans Brix vurderede det nye århundredes poeter - sidst i sin bog om "Danmarks digtere" - og vidste med sin sikre æstetiske sans, at Claussen ville overleve og blive værdsat i fremtiden ("Danmarks digtere" ibid p. 437):

"Lyrikken blomstrede rigt ved århundredets portal som altid i vang og vænge. Men hvad vil leve deraf? Sophus Claussen har en sikker chance, en velsitueret Horats, ølandenes poetiske sybarit, et kulturmenneske overlevet fra de akademiske tider udstyret med et fuldkomment øre for versets musik blot med en smule slentren i gangarten, som det kunne hænde."

Hvor realisten oprøredes mod samfundet og ønskede at forandre det, hvor naturalisten indesluttede sig selv i en beskrivende ja en pennespiddende betragtning, fik symbolisten først en dybere forståelse, som gav ham en filosofisk, tværreligiøs baggrund, dernæst - hen mod slutningen af århundredet - blev samfundet alligevel en påtrængende realitet: den åndfulde poesi, den klassiske dannelse, de høje idealer alt dette forkastede en stadigt mere sanselig og materialistisk samtid, som Kristensen ironisk citerer Claussen for ("Danmarks litteratur" ibid bind 2 p. 46)

"Når den høje visdom består i, at "to og to er fire, så er det dårskab at spille på lire".".

Eller som Hans Brix formulerer det ("Danmarks digtere" ibid p. 437):

"I digtenes standpunkter kendes en oprigtig og konsekvens personlighed".

Det samfund og den samfundskritik symbolismen vendte sig imod, kom altså tilbage og bed dem selv i halen: Baudelaire blev mere end bitter over at vide sig selv Frankrigs største digter overhovedet, samtidigt med at han levede på et subsistensminimum altså et absolut mindstemål af økonomisk tryghed og overlevelse plaget af sygdom og håbløshed, noget lignende kan gøres gældende om Arthur Rimbaud, som på trods af sit farvel til poesien og sin indlevelse i barske mandfolkeroller, alligevel måtte ende sit liv tidligt som en nedbøjet mand, også hán afhængig af familiens godgørenhed.

Hos den senere så folkekære og i livet via familien rimeligt velsituerede Sophus Claussen forblev denne udvikling et mismodigt syn på en udvikling hen imod materialisme, vold og umenneskelig mangel på højere idealer og æstetik, en udvikling han ikke tilskrev den foregående generations forsøg på at erstatte menneskelige værdier med nye idealer, som ikke havde bund i den menneskelige natur, men som han (og mange andre symbolister) ene så som en kommercialisering og grådighed opstået af de nye produktionsforhold, der satte sig igennem med den såkaldte industrielle revolution.

Digtet "Ekbátana" hører dog til i Claussens ungdomstid, stadig fyldt med hans livslyst, hans drømmende idealer og hans indsigt i tingenes væsen.

-: En del forhold spiller ind: kileskriftens tydning og den nye opfattelse af Syndfloden udfra diverse sumeriske kilder som følge af denne tydning; Ekbátanas rolle som byen der ødelægger det assyriske imperiums hovedstad Niniveh; og mange andre konkrete historiske realiteter, som man gerne ser bort fra i almen dansk litteraturforskning.

Det kan skrives; at symbolismens og mystikkens problem opstår der, hvor udenforstående ønsker at fortolke dens kunstneriske produkter, og ikke står i stand til at gribe den understrøm af faktiske data, der som regel også findes.

Metoden i dette afsnit vil bestå i at gennemgå to førende litteraters bud på en fortolkning af digtet, nemlig henholdsvis Villy Sørensens og Ib Høgsbros analyser genoptrykt i "At læse poesi".

Beskrivelse af Villy Sørensens fortolkning

Villy Sørensen mener; at al digtekunst primært handler om sig selv, ikke nødvendigvis 100% "l'art pour l'art", men i hvert fald handler et kunstværk - og her i blandt især de moderne produkter - også om sig selv (ibid p. 61):

          "... dets handling er dets egen skabelsesproces".

"Ekbátana" ser Sørensen som et digt af Sophus Claussen - en af de allerførste modernister . og han understreger; at digtet entydigt handler om sig selv, om sin egen tilblivelse, og at selve ordet "Ekbátana" bær digtets dybere betydning - dets mening.

Dette ord - og altså dermed digtets betydning - udgør virkeligheden, og yderligere bliver digtets problem, at kun en del af virkeligheden kommer til syne i digtet: i dets sammenhæng.

Herefter bliver ordene "eksistens" og "inspiration" nøgleordene for Villy Sørensen ind i fortolkningen.

Inspirationsforløbet læser han direkte af ordlyden, som den for eksempel udspecificeres i Sørensens skematik over digtet (op. cit p. 61):

Det første strejf af inspiration (strofe 1), denne drages i tvivl (strofe 2), den genopvakte erindring om inspirationen (strofe 3 og 4), dens gennembrud (strofe 5) og kulmination (strofe 6), dens fastholdelse i ny kritisk refleksion (strofe 7 og 8) og dens fastholdelse på trods af og overfor den erkendelse: at den dog må høre op (strofe 9).

Herefter griber Villy Sørensen tilbage til postulatet om, at digtet handler om sig selv: udgør sin egen eksistens, og Sørensen prøver at indbygge et eksistensforløb i sin fortolkning udfra iagttagelsen af første strofes ordlyd, hvor følelsen eller drømmen om at skrive digtet (virkeligheden) og dens personlige oplevelse heraf rimet, hvor rimet - eller digtets udtryk - skulle kunne afdække en meningsfylde i kraft af drømmens, digtets, virkelighedens følelse.

Derefter kører Villy Sørensen så denne inspirationsproblematik og virkelighedsproblematikken sammen, i et spørgsmål om, hvad digterens drøm og digteri vel har med virkeligheden at skaffe; og nu konkluderer han, at det digteriske virkelighedsstof (her strofe 3) gives, som den oplevelse han i sin inspiration vil formidle, og at denne inspirations svækkelse (spotteren og så videre fra strofe 2) skyldes at hukommelsesmaterialet blegner, at man siden kun husker, men ikke oplever.

cit

"I digtet bliver erindringen det indledende moment: "Jeg husker en Vaar", inspirationen bliver dernæst til et formidlende led, den symboliserede fjerne oplevelse (: det svundne Ekbátana), som fra fortrængthed ved inspirationen kan virkeliggøres - genvisualiseres -"  (ibid p. 62).

cit

"... den poetiske skat ("rosen") er ved at hæves igen."

Så vidt digtets funktion og oplevelsen kontra hukommelsen.

I dette inspirations- og eksistensforløb indregnes dernæst "spotteren" fra 2. strofe, denne ses både som den udenforstående, som ikke kan opleve virkeligheden poetisk endsige poesien virkeligt.

Og "spotteren" ses desuden også som digterens egen nagende tvivl, der næres af oplevelsens ubestandighed: det flygtige indsyns erstatning af dump realitet, i mod hvilken kun den bidende ironi kan tage kampen op (jævnfør strofe 2's slutning).

I stroferne 2, 3 og 4 ser Sørensen så denne kamp i dens to aspekter: mod de der ikke forstår og mod "det gamle poetiske selv", som i mangel af inspirationens kraft kun kan drømme (strofe 4 linie 19):

 "umulige Roser og Rim" 

Strofe 5 ser Villy Sørensen dernæst som den egentlige digtkerne, hvortil de fire indledende strofer har tjent som (op. cit. p. 62):

 "ouverture"

-: Det parisiske sceneri, der oprulles i denne strofe, ses som en omlokalisering af poesien og virkeligheden, ved hvilken fortiden tjener til at oplyse nuet.

Heraf uddrager Sørensen så to konklusioner, nemlig: at den "endda" blødende "Oldtid" skal forstås som:

1. en videreudvikling af problematikken med selvets bundethed til mindet hinsides oplevelsen af det nye, og desuden at grunden til at Ekbátana ordet indgår som omkvæd:

2. at digtets inderste væsen udgør "erindring og fortidslængsel" (ibid p. 62).

Herefter vender Sørensen tilbage til ouverturens finale, og endelig kan han da konkludere, at digteren tager parti for det nye på ironisk vis, mens hans inspiration dog stadig næres af det gamle, som det kan læses af 6. strofes to sidste linier.

Så lang bliver digtets "virkelighedsoplevelse" (ibid p. 63). I de to følgende strofer (7 og 8) indfinder tvivlen sig så. Sørensen påpeger tekstnær denne udfra den mod mere pulserende rytme ændrede rimstilling og de fire spørgsmålstegn disse to strofer rummer.

I strofe 7 og 8 ser Sørensen da, digteren rubricere de omtalte størrelser.

Udfra spørgsmålet om hvad nyt, der skal levnes fra Ekbátana (strofe 7 linie 34), konkluderes, at intet synes nyt under solen, at spørgsmålet derved besvares, og at digtets splittede jeg både fortolker erindringsstoffet som noget nyt, hvilket ligner en logisk uoverensstemmelse, og samtidigt, at digteren erkender at hele historien, det vil sige digtets indhold, kun danner blot og bar erindring, hvilket ligner en logisk overensstemmelse.

Erindringen og dens manifestation (levnene) underordnes "drømmen" som et blodigt indhugget fortidsminde i en uforståelig og uformulerbar kileskrift, som et tegn over den blødende oldtid, der ikke har kunnet komme til udtryk, og virker for skøn til at rumme de levende rædsler.

I strofe 8 underordnes så "drømmen", der i strofe 7 underordnede erindringen: drømmen eller poesien fremstår som afmægtig, idet "skatten"-  eller rosen fra strofe 3 - kun udgør en erindring  (ibid p. 63):

 "en fortidsinspiration" - "en ønskedrøm"

Overfor denne degradering læser Villy Sørensen så en dialektisk modproklamation i 9. og sidste strofe. - Fra vemodighed til trods i en forkyndelse af drømmens sejr over virkeligheden: ved det at digtets, drømmens verden, i kraft af sin større lykke virker virkeligere, synes sandere.

Men i sammenligningen ser Sørensen ikke en erindringens virkelige undergang eller en kunstens altovervindende styrke - altså ikke en virkelig overvindelse, hvorfor digtets løsning kun virker æstetisk tilfredsstillende i at lade  (ibid p. 63):

"... modsætningerne mellem drøm og virkelighed og mellem fortid og nutid bestå"

Og Sørensen mener; at påberåbelsen af Syndfloden i de sidste to vers udgør endnu en æstetisk manøvre: en erkendelse af Ekbátana som det lykkelige og flygtige nu, som inspirationen kan formidle hinsides erindringens billeder af nutid og evighed.

Beskrivelse af Ib Høgsbros fortolkning

Ib Høgsbro vælger, at udrede Sophus Claussens digt over to poler af bekendelse og livsoverblik.

"Ekbátana"s begyndelse i et flash-back tid og stedfæster han til året i Horsens 1886, hvor ideen om "Drømmen" begyndt at spøge hos Claussen, uden at denne nogensinde redegjorde for, hvad denne drøm egentlig består i (ibid p. 66).

Med en kort biografisk, tematisk resumering af digtsamlingen "Naturbørn" fra 1887 - og af dens problemstilling - lukkes digtet op, tematiseret mellem drømmeren og hans drøm og den desillusionerede og hans bedreviden. Høgsbro fremhæver (op. cit.) digtet "Døgndrømme" fra 6/5-1887 hvori der hedder, at:

""Luftslotsbuerne" er bristede, "Drømmene er borte" og at der nu kun er tilbage "at fange de henfarende Bølger i Tidens Rum", dvs. i digtningen at konstatere det indtrufne sammenbrud.".

Og dette det - kronologisk set - sidst skrevne digt i denne samling, som placeres først i bogen, kontrasterer Høgsbro nu til samlingens sidste digt, skrevet noget tidligere (december 1886) "Til Alle" som (ibid p. 67):

"... formulerer "Drømmen" (om et samfund hvis livsanskuelse funderes på elskov)" 

Bekendelses-motivet og livsoverblikket drejer sig altså om denne drøm, drømmen som smuldrede. Heraf forstår Høgsbro så strofe 2's spotter (ibid p. 67):

"... realiteternes retledende indflydelse på "Drømmeren" og hans "Drøm"" 

For Ib Høgsbro bliver det altså en pointe, at Sophus Claussen formår at samle begge de to synsmåder, "drømmens" og "realitetens" i samme digterperson, en dobbelthed som belyser bekendelses-motivet og livsoverblikket.

Høgsbro ser i forlængelse heraf de fire første strofer, som denne problematik resulteret i en frustration for drømmeren, en frustration som denne først overstår i Paris, - altså langt senere, eller indenfor digtets univers i 5. strofe - hvor kontrasten står skarpt: mellem den kølige viden og dens desillusionering og den lykke og inderlige stilhed, som udfoldes ved drømmens genopstandelse, som Ib Høgsbro tid- og stedfæster til Sophus Claussens pariserophold i 1893.

Drømmens genopståen beskriver han som  (ibid p. 67):

"... en følelse af lykke, inderlighed og stolthed, som digteren fyldes af ved drømmens genopstandelse i Paris ..."

Disse udtryk for desillusionering og drømme bliver så sat i en erkendelsesmæssig ramme udfra 7. og 8. strofe, hvor Høgsbro om drømmens virkning konkluderer (ibid p. 68):

"Den fører kort og godt til fuldkommen isolation fra det menneskelige samfund."

Denne fortolkning fastholdes udfra den erkendelsesmæssige tematik og det faktum, at digteren ikke fortæller sine læsere, hvad drømmen går ud på, men kun fremstiller virkningen: opløftningen, begejstringen, det skønne lys fra olderdag. Og Ib Høgsbro underbygger med en konstatering af at "Folkets Sæder" og "den stoltes Bedrift" (strofe 7 linie 33) (ibid p. 68):

"... de handlinger som i almindelighed vurderes højt af mennesker, ... for digteren er lig nul.".

Spørgsmålene i stroferne 7 og 8 besvarer analysatoren altså sådan; at digteren ringeagter alle sociale værdier, der blot danner rædsler og ulæselig kileskrift under forgængelighedens lov, som kun digteren står over i kraft af at have (strofe 9 linie 43-44):

 "... drømt en dybere Lykke, end nogen har tømt." 

Hvilken kvalitet drømmen har, og hvad der gør det værd at ofre så meget for at drømme den, bliver dernæst Ib Høgsbros spørgsmål, men han finder ikke i digtet noget svar herpå. Svaret synes skjult, som selve ordet Ekbátana danner en skjult symbolisering, der ses som et nødvendigt forsvar mod det spottende selv; overfor hvilket digteren - i undflyelse af den tunge realitetsargumentation - kun kan fremmane drømmens storhed: det fjerne Ekbátanas "svimlende Mure" (strofe 3 linie 14), de mure for hvilke livet og dets gøremål og deres lyster kun udgør den snart visnede rose fra strofe 3 og 8.

Derefter vendes så - i denne fortolkning - tilbage til polparret: realist versus drømmer; hvor drømmeren ses som (ibid p. 69):

"... en, der ikke vil slippe sin ungdoms naive illusioner"

og realisten ses som (op cit.):

"een, der kender realiteterne, hvis ædlere ild er brændt ud".

I "Ekbátana" - modsat for eksempel de anførte digte i "Naturbørn" - mener Høgsbro, - udfra sine fremhævede iagttagelser - at drømmeren har overtaget, og som antydet ovenfor påpeger han; at drømmerens brug af Ekbátana-symbolet, ikke blot udgør et teknisk virkemiddel men en del af indholdet: en del af den trængte drømmers selvbeskyttende kryptisering.

I sin opsummering roser Ib Høgsbro Sophus Claussen for digtets skønhed, og at dets digter har "bekendt kulør" (ibid p. 70), - han mener; at digteren har forholdt sig "ærlig i valget af symbol" (ibid p. 70), og; at dette symbols tolkning udtrykker de holdninger, han har indlæst som latente bevidsthedsfunktioner i digtet, thi (ibid p. 70):

"... symbolet er den port, hvorigennem vi får indblik i den fulde sandhed."

Vurdering og kritik af de to fortolkninger

Villy Sørens fortolkningsmåde danner en variation af den såkaldte "ny-kritiske nærlæsning, også kaldte: close reading"-metode[x]. For nykritisk tænkning handler ikke blot digtningen til en hvis grad om og for sig selv, men især bør fortolkningen holde sig ganske tæt til forlægget: læse teksten tæt, og primært ud fra denne læsning opstille sin fortolkning.

Dette fortolkningsmønster fører til, at Sørens fremstilling fremstår som grundig, god, systematisk og tæt på teksten, et resultat han opnår ved at respektere digtet som digt om sig selv, men også ved at benytte en fremadskridende metodes lagafdeling, og ved en uhyre systematisk nærlæsning med den for Villy Sørensen velkendte fint fornemte følsomhed for nuancer, sproglig prægnans og logisk konsekvens eller paradadoksalitet - i det hele taget typisk en af periodens ypperste filosofiske penne: Villy Sørensen.

Når Sørens fortolkning derfor virker god, så synes det primært i kraft af dens systematik og grundighed. En anden styrke bliver den altid påpasselige fornemmelse for sammenhæng mellem det postulerede og digtets ordlyd og den videre behandling af det påpegede stringent fastholdt til den overordnede problematik: påstanden om digtet som forløb af inspiration og eksistens, de to forståelsesakser som bibeholdes, og over hvilke den videre fortolknings bitematiseringer bøjes.

Således virker Sørensens fortolkning helstøbt og "færdig", fordi alle "forståelsessituationer" medvirker i det samlede billede, uden i den grad at underordnes dette at deres selvstændige værdi forsvinder.

Til eksempel herpå virker spørgsmålene om den inspirerede digter og frustrationen, eller om fortiden - nutiden, nuet, væsentlige for at forstå, hvorfor erindringen underordnes drømmen, hvorfor drømmen underordnes oplevelsen; men disse problemstillinger synes mindst lige så væsentlige i sig selv, som Ib Høgsbros fokusering på dem klart antyder.

Sproget fremstår hos Villy Sørensen med det kendte rige og mønsterdannende formspil, hvor ordenes pålydende værdi ofte bruges ordspilsagtigt: uddybende logiksammenhængen. - For eksempel (ibid p. 61):

"Men eftersom poesi og eksistens er et og det samme for poeten, kan det også tolkes som et eksistensforløb".

Ib Høgsbros fortolkningsmetode udgøres af den såkaldt "biografisk-genetiske", ifølge hvilken digterens samlede produktion og hans livsforløb spiller en ganske afgørende rolle for, hvad fortolkeren udlæser af digtet. Høgsbro læser derfor ikke digtet selv særligt grundigt (set i forhold til Villy Sørensen), men nøjes med at finde de tematiske strukturer i digtet, som han kan sætte meningsfuldt ind i sin opfattelse af digterens værk og hans person og dennes livsforløb.

Man kunne måske mene, at Høgsbros metode - i det foreliggende eksempel - ikke lader digtets indhold komme til sin ret, til gengæld vil læseren have indset en del mere om Claussens samlede idesæt og hans produktions betydningsakser end muligt udfra Villy Sørensens fortolkning.

Hvor man kunne indvende; at de to fremhævede poler: realist contra drømmer, allerede virker uaktuelle, det øjeblik da digteren skrev første ord i sit digt, bliver det naturligvis ikke gældende i Sophus Claussens samlede produktion, hvor pointen netop bliver den Høgsbro fremhæver; at i dette digt, "Ekbátana", virker det som om drømmeren har overtaget.

Ib Høgsbros fortolkning virker altså også - på sine metodiske principper - grundig, god og systematisk, ikke ved at gå tæt på digtets tekst, men ved at gå tæt på digterens tekster og hans person. Sproget synes også tilnærmelsesvist lydefrit, og indeholder den type opsummerende sammenfatninger, som bliver mulige, når den biografiske-genetiske metode anvendes korrekt, for eksempel i tematiseringen mellem drømmer og realist, som Høgsbro først udleder fra den tidlige digtsamling "Naturbørn" (ibid p. 67):

"Gennem denne kompositionstekniske finesse har digteren slået bro mellem sin illusion og sin realitetsbevidsthed, således at han for læseren kommer til at stå både som den iderige, begejstrede samfundsstormer og som den desillusionerede livskender. Han har undladt at imødekomme det krav, som måtte melde sig: at træffe sit valg.".

Pointen med at gennemgå disse to - metodisk set - væsensforskellige opfattelser af samme digt, bliver at indføre det relative, kvantemekaniske fortolkningsperspektiv. [xi]

Det menes væsentligt; at læseren begriber, at såvel de forskellige litterære og kunstneriske skoler og retninger, som de mindst lige så righoldige litteraturvidenskabelige og kunstteoretiske begribelsesmåder, alle: - på hver deres vis, i hver deres relative univers og udfra hver deres bestemmelse af observatørens indstilling og indsigt - kan udsige noget sandt og godt, kan virke vedkommende, og derfor kan anvendes i enhver form for kulturarbejde.

Det blev fra starten af dette afsnit fremhævet; at hverken Villy Sørensen eller Ib Høgsbro, rent faktisk kommer frem til at redegøre for de tanker som digtet egentlig giver udtryk for.

Ingen af de to fortolkere har, trods det at de udsiger en mængde sande, rigtige og anvendelige pointer, overhovedet fattet, hvad der egentlig foregår.

Nøgleord som "Ekbátana" (Hamadan i Iran), "Paris", "kileskrift", "solnedgang", "rædsel" og "Syndfloden" fører dem ikke til at forstå noget om betydningen af Rawlinson og andre assyriologers tydning af kileskriften - og dermed læsningen af de mange tavler - i digterens samtid; -:

• ingen iagttagelse af den betydning det fik for den religiøse og åndshistoriske tænkning, at man fandt ud af, at kileskriften indeholdt syndflodsberetninger, som ikke blot stemte overens med "Bibelen", men også vidstes tusinder af år ældre; 

• ingen fremhævelse af den franske Korsabad ekspedition og dens opsigtvækkende fund og rædderlige skæbne: de intellektuelle storme, de kunstneriske videnskabelige diskussioner i Paris de år

• - ingen forståelse af byen Ekbátanas betydning for oldtiden:

• ingen fremhævelse af ekbátanernes (: drømmernes) massemyrdende udryddelse af assyrenes (: realisternes) tusindårsrige med al dets grumme magt og vælde;

• ingen blot antydning af det paradoksale i, at denne totale udslettelse af Nineveh blev grunden til, at man årtusinder senere fandt Asurbanipals bibliotek, og med det en nøgle til oldtiden, den blødende oldtid som blev levende igen i den periode, hvor Sophus Claussen levede, en oldtid som ikke blot blev genopvakt, men altså kun blev genopvakt ved en gang i fortiden, at blive fuldstændigt udslettet, og igen så i nutiden at udslette så mange af sine findere.

• Altså ingen forholden sig til de realistiske: "sande" egentlige "samfundsforhold" i digtet

• Altså ingen forholden sig til de naturalistiske: "videnskabeligt iagttagne" egentlige "væsenskerner" i digtet

[... og med disse få fakta kan læseren her sagtens selv forfatte en fortolkning, der ser "os alle" (forfattererne, fortolkerne, ja alle humanistisk engagerede), som - konfronteret med modernitetens inhumane, penge- og magtgridske fordummelsesforordning - tager et dybt åndedrag og med meningsfylde udsiger: "Jeg har levet en dag i Ekbátana"].

Nå, men som det fremgår: alt dette betyder ikke så meget, især ikke for dansk litteraturforskning, som - i tiden siden Georg Brandes - bevidst har skyet enhver ansats til mystik, magik og religiøsitet udover den i luften frit svævende mystiske idealisme, og som udfra denne anstrengelser har set bort fra de egentlige væsenskerne for deres egen interesse, når de i hellig uvidenhed troede at de fulgte trop i de store tanker, som i en årrække bragte skandinavisk litteratur og litteraturforskning frem i verdensoffentlighedens fokus.

På trods af at Claussen, og hans staldkammerater så som Johannes Jørgensen, Viggo Stuckenberg og de andre symbolister, kom til at stå som mystikere og religiøse, synes det stadig Brandes-brødrenes idealer om en æstetik, en kunst, en forfinet livsforståelse, som erstatning for den "religiøse tågedannelse", der har domineret.

 - Måske synd, det har andre og senere digtergenerationer ment, for eksempel "heretikerne", digtere som Ole Sarvig, LaCour, Per Lange, Martin A. Hansen og så videre fra 1950'erne og frem, som dog også - med tiden - ofte faldt til den pat, hvis mælk (måske lidt ironisk polemisk) kan kaldes kunstnerisk æstetisk erstatningsmælk for egentlig spirituel næring.

Dette skal ikke lægges nogen til last - umiddelbart - det giver et udtryk for, at den foreliggende forfatter til det foreliggende skrift, også har nogle meninger og metoder som i et relativistisk univers har sandhedsværdi, som kvantemekaniske udtryk for påvirkende, medvirkende iagttagelse (jævnfør den foregående slutnote).

Det synes altså vigtigt for Forfatteren at sikre sig; at læseren har fattet, at forskellige metodiske teknologier - forskellige valgte synsvinkler - alle kan anvendes til at udsige noget sandt og godt, og at der ikke findes noget absolut sandt eller noget absolut godt i det relative kvanteunivers (igen jævnfør slutnoten).

Kunsten bliver - som følge af ovenstående - ikke blot at fremfinde de for én selv anvendelige og indlysende pointer men også at optræne et årvågent blik for, hvad andre - kunstnerne selv så vel som de litterater, der analyserer dem - kan tænkes at mene om og udfinde af materialet.

Noget materiale har langt større udbredelse, og kan i sjældne tilfælde alligevel opnå at vække kritikernes interesse. Oftest bliver det naturligvis i det store udland, at digtningens sådanne heroer og forbilleder kan trives: Zola, Flaubert, Poe, Baudelaire, Arthur Rimbaud.

Et helt specielt tilfælde, - som dels kan siges at kæmpe de vigtigste af emigrantlitteraturens og det moderne gennembruds kampe for: menneskelighed, imod overgreb og undertrykkende dumhed og for æstetisk sans og fornuft, samtidigt med at forfatterens værker opnåede de samme astronomiske salgstal som for den trivielle masselitteratur: - tilfældet Mark Twain -: den første store, amerikanske succesforfatter.

En forfatter, som - i H.C. Andersens fodspor - fortalte eventyrlige fortællinger for børn og barnlige sjæle: parret med en krads realisme, en objektivt beskrivende naturalisme og en sjælelig symbolisme helt hans egen.

Næste afsnit vil afslutte første del af dette skrift. Teksten vil i første omgang fastholde det æventyrlige, den barnlige beretning som indgangsvinkel på den overordnede problematik.

Elitekulturens endelig - massekulturens morgengry

Teksten vil i det kommende afsnit begive sig til sin eneste udenlandske kilde, amerikaneren Mark Twain - altså. Manden hvis meget populære forfatterskab - for såvel børn som voksne - har haft en væsentlig indflydelse på udviklingen af de populære realistiske genre fra afslutningen af 1800 tallet og ind i det 20. århundredes fiktion.

Det fremgik ovenfor; at realismen og naturalismen samt symbolismen alle prægedes af den udvikling, som - med den såkaldte industrielle revolution - satte antallet af læsere kraftigt i vejret. Modernismen - og med denne samlingsbetegnelse for realisme, naturalisme og symbolisme -  betegner perioden med moderniseringen af de vestlige samfund: industrialismen - og derfra det relativt voksende velfærdsniveau og den relativt tiltagende købekraft hos masserne - og dette skabte muligheder for en afgørende anderledes kunst: for at den fattige forfatter uden adelig mæcen-virksomhed kunne tjene sig et levebrød ved sin kunst. Dette jævnfør for eksempel Johannes Ewalds berømte krav sidst i hans "Levnet og Meninger" (ibid slutningen):

"... maaskee mange vil finde, at jeg intet ubilligt, intet ulovligt, intet ufornuftigt begjærer, at jeg intet ønsker uden den Ret, den Lyksalighed, som den allernaadigste Regjering ikke negter den ringeste blant sine Undersaatter - og som ingen anden bør kunde negte - den, at fortjene mit Brød ved mine Hænders Arbeide.".

Johannes Ewald cirka 1775

Dette billige, lovlige, fornuftige ønske blev ikke opfyldt de små hundrede år senere, hvor, til eksempel, Frankrigs siden hen mest berømte og priste digter og forfatter, Charles Baudelaire, fristede en kummerlig tilværelse med uhørte lave betalinger for de få digte som aviserne offentliggjorde.

På den ene side bragte industrialiseringen fra sidst i 1870'erne altså rigdom til de købe- og læselystne masser, men først efter at realismen for alvor havde sat nogle problemer af social art til debat, blev den litterære diskurs relevant for disse masser, om end den brandesianske fløj i Europa - i høj grad og i første omgang - forargede og provokerede disse masser og talte til deres primitive instinkter for skam, skyld og guddommelig gengældelse.

Masselitteraturen skød dog også frem. En kendt hybrid altså blandingsform mellem populær og kunstnerisk fiktion [xii] og en født "sællert", der kunne berige sin forfatter: Zakarias Nielsens roman "Maagen" (1889), som almuen købte i meget store oplag, som ingen af de seriøse forfattere kunne måle deres salg med.

Når dette værk kaldes "en hybrid" skyldes det, at det ikke blot beskæftigede sig med romantisme og letfattelige problemstillinger som almuen kunne kapere, men faktisk fremstillede det nye gennembruds tanker, dog således at det går personer i bogen, som støtter og søger at realisere disse tanker, ganske ilde.

-: Pointen her: dels at der efterhånden opstår et massepublikum, som kan garantere de privilegerede kunstnere overlevelse, samtidigt med at dette publikum langt fra efterlever eller opstiller de æstetiske krav og holdninger som Brandes-generationen fremhævede.

-: En anden del af pointen: at industrialismen og med den tankerne om "fremskridt", "forbedring", "social retfærdighed" og "relativ rigdom og velfærd for alle" dannede et vigtigt kampprojekt i den oplysningsvirksomhed og debatskabelse, som skulle sikre at det nye, moderne gennembruds ideer, efterhånden blev del af almenkulturens arvegods.

For at gennemføre dette projekt opstillede teoretikerne de absolutte krav til realisme, til præcis naturalistisk skildring med engagerende indlevelse, til fin kulturel anvendelse af metafor og symbol. Det kan virke komisk, at en af de få forfattere, som internationalt bedst levede op til dette krav, blev den amerikanske "børnebogsforfatter" Mark Twain, dette virker imidlertid rigtigt.

Mark Twain skrev ikke om eller for de "vilde ideer", det nye gennembrud have lanceret, men han kæmpede indædt for industrialismen, for menneskelige rettigheder hinsides race og religion, for kunstnernes ret til at leve af deres produktion og for en realistisk kunst som virkede umiddelbart forståelig, uden at give køb på ideer, indhold og form.

Den moderne iagttager - sidst i det 20. århundrede - kender denne problematik godt: at realismens krav om håndfast uhildet fremstilling af sociale problemområder har ført til en fiktion af en næsten uhørt voldelig og ganske anmassende art:

-: TV-vold blev et så alment begreb i denne periode, at det næsten virker fraseagtigt i sammenhængen, dog findes der ingen tvivl om, at denne realisme, denne udpensling af vold, nød og elendighed, som forarger millioner af æstetisk, kulturelt og åndeligt vakte mennesker, samtidigt bliver den fiktionsform, som tilfredsstiller milliarder af mere jævnt uddannede og forventende fiktionsforbrugere i slutningen af det 20. århundrede.

Det danner en af dette skrifts hovedpointer; at komme frem til en kvalificeret diskussion, ikke så meget af betimeligheden eller værdien i de idealer, det nye gennembruds mænd opstiller med realismen og dens senere skoler, men at fastholde, hvad der reelt kom ud af denne skoles krav.

Det holdes ikke skjult; at Forfatteren har en opfattelse af, at disse kravs gennemførelse har bevirket en kun delvis frigørelse, og har betydet en kun delvis højnelse af det kulturelle niveau, mens det modsat måske end da mere en delvist skal kunne konkluderes; at der samtidigt skete en uhyre omfattende forringelse: ikke som følge af oprørets ideer men som følge af dets mangel på praktisable, realistiske alternativer - oplysningens dialektik - medaljernes bagsider - tilbageslagets fremkomst. - Af samme grund virker alle senere forsøg på at feje modernismens projekt af bordet (t.eks. "post-modernisme") ikke, den "kun delvise" gennemførsel har stadig nye målsætninger, før fanerne kan sænkes. (f.eks. ligeløn i Danmark, fattigdom i USA samt homoseksuel integration verden over).

I den forbindelse bliver Mark Twains forfatterskab også aktuelt, ikke blot fordi det tematiserer industrialiseringens fremskridt og opkomsten af det borgerlige, delvis sekulariserede samfund, men også fordi det i kraft af sin realisme og humor hurtigt blev utroligt populært og gennem oversættelser udbredt over hele den vestlige verden, samtidigt med at det i nogen grad - i kraft af Twains fortælleglæde og kunnen - blev accepteret og respekteret som "seriøs litteratur".

[TOP]

Fodnoter til Kapitel 2.3:

Emil Aarestup og Christian Winther: To danske digtere i den dengang ældre generation. Lægen Aarestrup (1800-1856) og teologen Winther (1796-1876). To digtere for hvem kærlighed betød en del. Kendte hinanden.

okkluderet: efter latin ob claudere: foran lukke, heraf okklusion: spærring, lukning. Okkluderet altså: lukket, spærret, formørket, svært gennemskueligt.

velsitueret: efter latin situs: stilling. Velsitueret altså: anbragt i en god situation, velanbragt især økonomisk velstillet.

Horats: Romersk digter (-65-8). Satirens fader, skrev især om vin, elskov, venskab.

sybarit: græsk sybarites: beboer i den italienske by Sybaris, berømt for en udsvævende lystig livsstil. Sybarit altså: levemand, et menneske som lever i vellevned og vellyst.

L'art pour l'art: fransk: kunsten for kunsten; en kunstnerisk skole og idé som indebærer; at kunsten eksisterer for kunstens skyld, ikke nødvendigvis for at blive fortolket og forstå af et publikum.

ouverture: efter fransk ouvrir: at åbne. En ouverture altså: en optakt, en åbning, en begyndelse på et musikalsk eller digterisk værk.

degradering: efter latin de gradus: ned grad, nedsættelse til en lavere grad. Degradering altså: nedvurdering, nedflytning til et lavere plan i såvel administration som i overført betydning.

flash-back: efter engelsk flash-back: glimt tilbage, tilbageblik. Flash-back altså: nogen i en aktuel tid, ser eller husker tilbage til en fortid, der genopleves som nutid. I Digtets ordlyd "Jeg husker den Vaar ..." (Strofe 1 linie 1).

kontrasterer: efter latin contra stare: imod stå, heraf kontrast: modsætning. Kontrasterer altså: sætter i modsætning til, sætter op over for.

prægnans: efter latin prægnans: svanger, gravid. Prægnans altså: frugtsommelighed, givtighed, træffende form. Ordet læses, i mange former og af gode grudne, ret så ofte hos Forfatteren.

heretikerne: efter græsk hairetikos: i stand til at vælge, kættersk. Heraf heritiker: fritænker, kætter. Heraf "Heretica": et dansk litterært tidsskrift fra 1948-1953, hvor digtergenerationen af kættere udtrykte sig. Heretikerne altså: den digtergeneration som skrev i bladet "Heretica".

mæcen-virksomhed: efter Mæcenas: romersk rigmand som understøttede kunst, blandt andet Horats (se eventuelt fodnoten). Heraf en mæcen: velynder, støtte, sponsor. Mæcen-virksomhed altså: at understøtte kunst og videnskab med penge og beskyttelse til fri udfoldelse gavnlig for almenvældet. Ved overgangen til det borgerlige samfund mistede kongehus, adel og kirke økonomisk færdighed samt social prestige, så mange kunstnere led af mangel på overlevelsesmidler, hvis de ikke kunne fastholde en indtjening via varemarkedet.

sekulariserede: efter latin sæculum: århundrede, heraf sekulær: verdslig modsat gejstlig. Sekulariserede altså: det som har glemt religion og står stadigt mere optaget af ikke-religiøse, verdslige, forhold.

[TOP]

SLUTNOTER TIL KAPITEL 3.2:

[x] den såkaldte "ny-kritiske nærlæsning, også kaldte: close reading"-metode. Begge retninger indenfor især engelsksproget litteraturvidenskab i 100året for Brandes' virke.

[xi] det relative, kvantemekaniske fortolkningsperspektiv bør her blot begribes som det faktum afledt af almen grundliggende kvantemekanik, at iagttageren påvirker processen: som vist i de indledende forsøg med kvantemekaniske iagttagelser af processer med partikler og bølger, der skifter form ved iagttagelse og ved iagtagerens position i den eksperimentelle situation. Sammenholdt med det relativistiske fortolkningssyn (efter formularen: "alt er relativt") giver denne begrebsdannelse - efter den her foreliggende fortatters ringe mening - noget input til kommende generationer af fortolkere.

[xii]. populær og kunstnerisk fiktion: skellet mellem pop- og fin-kultur bliver stadigt mere væsentligt op igennem det borgerlige, demokratiske samfunds historie i det 20. århundrede. I dette skrift tages der hul på denne diskussion i analysen af Mark Twain. I bogen "Maagen" blev Brandes og hans hold fremstillet meget negativt og bogen solgte altså i store oplag i samtiden, selv om den senere ikke kendes.

[TOP]