Henrik Pontoppidans landboskildringer - realisme

Med Henrik Pontoppidan fik den danske litteratur og kredsen omkring Brandes-brødrene en særpræget, stor skribent, som i førstningen så ud til at holde alle de faner 'teoretikerne' havde hyldet højt.

Igennem Pontoppidans tidlige forfatterskab går en tone af social indigneret protest, som virkede uhørt i samtiden: stanken af landarbejdernes usle liv trak formentligt igennem de fine litterære saloner og diskussionsklubber i kølvandet på Pontoppidans fremmarch.

Om end han fødtes som præstesøn, så stak også den anti-klerikale holdning dybt hos denne forfatter, hans første og sidste riverier med pressen drejede sig om disse hans stærkt negative holdninger til de velnærede præster, som stod på de mindst lige så velnærede bønders side i arbejdet med at undertrykke og udsuge husmænd og landarbejdere.

Især de landlige temaer beskrev "Rusticus" - altså, pseudonymet: pennenavnet: "Rusticus" (: Manden fra landet) - som Pontoppidan skrev under i "Ude og Hjemme", hvor han debuterede i 1881. -

Han kom altså frem faktisk længe efter at den mest krasse internationale, franske realisme klingede af, og efter at naturalisterne blev etableret, alligevel står han for mange i eftertiden som den mest konsekvente af alle skandinaver-realismens penne, i hvert fald hvad angår den første del af hans forfatterskab, som i udvalg skal behandles nedenfor.

Den første fortælling "Hans og Trine" hører til i denne den tidlige del af Henrik Pontoppidans forfatterskab, før det egentlige gennembrud og stilistisk i forlængelse af, hvad man kaldte det moderne gennembrud.

Hos Pontoppidan sættes altså tingene til debat udfra en kras realistisk intet-skjulende beskrivelse af deres aktuelle elendighed.

Uden forløjede idylliseringer eller romantiske flyvskheder berettede Pontoppidan - med dyb social indignation og en langsomt fremvoksende frustration og mistillid til forbedringer og politiske initiativer desangående - om de sociale, om de menneskelige uhyrligheder, der udspilledes i det agrare miljø i årene før provisorietiden (se også slutnote nummer [v]).

At Henrik Pontoppidan har haft mere end rig lejlighed til - ved selvsyn - at stifte bekendtskab med det dengang aktuelle bondesamfund, melder personalhistorien biografiske detaljer om:

-: Man kunne her først og fremmest tænke på årene som lærer ved broderens kristelige, og samtidigt radikalt fri-tænkende højskole nær Hillerød, et embede som han ellers klarede ganske udmærket. Dog disse aktiviteter mistede deres tiltrækning, efter at han under en rejse til Alperne havde fået inspiration til at føre den store beslutning om at blive forfatter ud i livet.

-: Man kunne endvidere tænke på hans første ægteskab også i disse år: et forhold indgået med en af de velstående gårdmandsdøtre, som vel nok kom godt af sted i verden: gift med en præstesøn, lærer og kommende forfatter, men som samtidigt kom i lag med en indædt ond og bidsk hader af det religiøse opdragelses- og undertrykkelsessystem og, hvad der nok har virket værst: med en yderst skarpsindig, udenforstående men medlevende, nådeløs udleverer af det borgerlige gårdmandsfolks undertrykkelse og udsugning af de forarmede, forhutlede og degenererede husmænd og landarbejdere.

Hans og Trine

Begge disse to faktorer, det vil sige udleveringen af de kirkelige autoriteter og af gårdmandsfolket findes på det mest elegante i den her først fremdragne fortælling af Henrik Pontoppidan: "Hans og Trine" trykt i "Fra hytterne" som udkom i 1887.

Novellens handling strækker sig over flere år, og selv om Pontoppidan senere offentligt tog hånsk afstand fra I.P., Jacobsens digtning,[vi] og fra såvel naturalisme, som det denne udviklede sig til: 'impressionismen', synes digtningens eksperter, litteraturforskerne, enige om; at man hos den unge Henrik Pontoppidan stadig kan finde spor efter de to store mestre på dette felt: I.P. Jacobsen og Herman Bang, således starter da også "Hans og Trine" lidt som indledningen til Jacobsens berømmelige mesternovelle "Mogens", der jo blev udsendt godt 15 år tidligere.

Læseren føres langsomt ind mod handlingens og personernes midte i et bredt og velkørt "zoom", dog ikke som hos Jacobsen fra et ligegyldigt hjørne men ligefor: i et frontalbillede af smøgen, "Smutten", hvor i tre faldefærdige hytter vidner om et svinsk og utroligt forarmet liv.

Pontoppidans zoom fremstår samtidigt etapevis (der citeres fra førsteudgaven p. 49):

"Der laa tre gamle, brøstfældige Rønner i en Smøge - "Smutten" kaldet - omme bag Byens store Gadekær, i hvis møddingebrune Vand deres skæve Mure spejlede sig. De laa der - den ene mindre end den anden - med sammenbyggede Gavle i et stinkende Søle fra de omkringliggende Bøndergaarde."

1. Først præsenteres de skæve, gamle skure, herefter lægges i første afsnits sidste linie op til en præsentation af deres beboere.

" Og den mindste, der laa nærmest Gaden, var saa lille, at man næppe vilde have antaget den for andet end et Fæhus eller en Tørve-Lude, ifald ikke en Stump sodet Skorstenspibe over Tagryggen havde fortalt, at den tjente til Bolig for menneskelige Væsner."

2. Nemlig i næste afsnit, hvor den "gamle, fattige Enkekone" præsenteres (ibid p. 33), sammenlignet med en af naturens unyttige og dog uegennyttige skabninger: spurven; ranende, rapsende og trøstmodigt tillidsfuld ud i uskyldig (og blåøjet?) tro på den gode Gud og behjælpelige mennesker.

"Her boede en gammel, fattig Enkekone, der bjærgede livet og Føden ved ligesom Spurvene under Taget at sanke op, hvad andre kastede fra sig, pille sammen til Reden alle Smuler, hun kunde finde på sin Vej, rapse lidt i Ny og Næ i al Uskyldighed og for Resten stole paa Gud og gode Mennesker."

3. Endelig i tredje afsnit bliver læseren så præsenteret for hende: Mariane (ibid p. 33): 

" ... med Tilnavnet Per Søvrens efter sin afdøde Mand.
Ellers kaldtes hun af Byens Folk mest for Mariane Niels Husar, efterdi det formentes, at hun trods sin fremrykkede Alder vedligeholdt en Kærlighedsforbindelse med et gammelt, halt Lem fra Arbejdsanstalten, Niels Husar, der da ogsaa regelmæssig besøgte hende paa sine Udgangsdage."

At hun dog kaldes Mariane Niels Husar efter sin elsker, vidner i nogen grad om den lave status kvinder havde, opfattet som vedhæng for deres mandlige bekendtskaber, og viser i høj grad den moralløse og ligegyldige given Fanden i kærligheden, som Pontoppidan så i miljøet af fattigfolk og 'lemmer', beskrev i historierne og forargede den bornerte udenforstående samtid af romantikvandte læserinder med.

I beskrivelsen af hendes krop, anes en vis venlighed i stil med Holbergs stavnsbønder; for eksempel i den med "en indtil det latterlige bred og flad Bag" (ibid p. 33), en ret koket fremstilling af udsigten til hendes underskørt: en seksualisering af en ellers grelt aseksuel fremtoning. Men der lurer nu kun lune og humor for en skilling i denne beskrivelse, resten af vekslen lyder på fordærv (den unaturlige fedme, den vraltende gang og de røde pletter), misrøgt og fattigdom (den fedtede hue og det tjavsede hår) og så videre.

Alt i alt et usminket billede af det ynkeligt undertrykte og fattige landarbejderfolk. - Også beskrivelsen af Marianes mange døtre, som med jævne mellemrum må besørge deres "ureglementerede" fødsler ved hjemmets arne, vidner om familiens ringe status, her vel især som parti i et ægteskab, en problemstilling som betød meget på landet, og også bliver betydningsfuld i de to landbo-fortællinger, som skal behandles her.

Men at Mariane beholder en del af disse "illegitime" unger vidner om en slags godhed, måske godtroenhed og dumhed (ibid p. 50):

"Paa denne Maade havde hun efterhaanden forskaffet sig en ret anselig Flok af skurvede Unger, der løb om i Byen til almindelig Forbandelse,"

Den følgende beskrivelse af mord på nogle af disse størrelser, rummer i sig selv et blichersk drama [vii], hvor det indgifte vanvids morderiske forløsning her erstattes af en håbløs, dyrisk fornedrelses stank, forrådnelse og forråelse.

"... og større vilde Flokken have været, ifald Mariane ikke et Par Gange med den hende egne Sindsro havde trykket en Pude fast for Munden af et saadant stakkels, nyfødt Kræ og siden givet Vor Herre skylden

Efter at læseren således indføres i miljøet, (scenen sættes) eksemplificeres dette miljø i selve historien. Læseren kommer med ved "Krølle-Bines" bryllup. Bine, Jakobine: den ældste af de mange døtre fra (ibid p. 51):

 "... hendes Hule i "Smutten" ..." 

Bine, som bortgiftes til en døvstum skræddersvend fra købstaden. Selskabet synes repræsentativt for det dengang aktuelle landarabejder og husmandsmiljø: husmanden, ålestangeren, svenden og den gravide Bine (ibid p. 50):

"... et blegnæbet, ikke heller længer ungt Fruentimmer med blondt, krøllet Haar og ormstukne Tænder".

Også her gennemføres det stilistiske zoom med trinvis afdækning af situationens personer og handlingsgangen, igen så gennemført at det først bliver ved den obligatoriske beruselses indtræden, at læseren lærer "Trine" den egentlige hovedperson, Marianes yngste datter på atten år. at kende (ibid p. 52ff).

Hun betragter fra krogen det nygifte par, og et sted mellem den af en klodset voldtægtkarl påførte seksualangst og stuens hede munterhed, fødes så et begær i samme Trine.

"Men som hun nu paa denne Afsten sad her i dette glade Festlag og blev vidne til den Hyldest, den næsten ridderlige Ømhed, der blev hendes Søster til Del, følte hun sig underlig betaget."

Man kunne her inddrage nogle af de fra Villy Sørensens forskning senere så velkendte terminologier for eksempel: "forlovelsessituationen", om den store overgang fra pubertetsproblemer til voksen status, kampen om seksualitetens Skylla og Karybdis.

-: I denne sammenhæng, hvor refleksion og finfølelse ligner ukendte begreber, går det hurtigt: næppe synes festen overstået, før Trine ligger i armene på den smårige opkomling, Hans, hvis eneste begær ligger i øjeblikkets erotiske lune.

At den ellers altid afvisende Trine, der som femtenårig blev udsat for flere voldtægtsforsøg, føjer sig, må ses dels i forbindelse med brylluppet og dets forskellige indtryk på hende, fra det positive: at seksualiteten nu står som konfirmeret og "farefri" til det negative: at en kvinde behøvede en mand for at overleve og for at opfattes som nogen, dels som en naiv tro på en kærlighed og forening på tværs af de sociale skel: klasseforskellene. At denne forsoning generelt kan opfattes som en umulighed skal fortællingen dokumentere.

Henrik Pontoppidan trækker nu kort Hans' miljø op (ibid fra p. 57). beskrivelsen fremstår igen med et tre-fire trins zoom med udgangspunkt i nærmiljøet:

"Omtrent midt i byen, skraas over for den Gaard, hvor Trine tjente, laa et pænt, nykalket Hus med Gyldenlakker i Vinduerne og en lille, indhegnet Kaalhave paa hver Side af en blomsterbemalet Indgangsdør."

Personerne, det vil sige Hans og hans mor, Ellen Pers, beskrives som forsøgsvise opkomlinge. De stammer fra en husmandsfamilie, der prøver at komme op til de bedre stillede bønders niveau ved en sparsommelighed, som har gjort moderen til et knoklet arrigt gespenst, venneløs, fattigfin og spytslikkeragtig. Hendes søn har en god del af disse egenskaber, han render til fin komsammens hos overklassens ven, provsten, og har, så længe han står i social nåde, en høj stjerne på de gårde, hvor giftefærdige møer venter på bejlere.

Klasseskiftet synes for disse to mennesker en mulighed - endnu. Uden at analysen her skal fortabe sig i nærlæsning af fortællingens forløb, vil den begive sig frem til det sted i beretningen, hvor klasseforsoningen bliver umulig: nemlig da forholdet imellem dem falder fra hinanden på grund af Trines besvangring efter den skæbnesvangre bryllupsnat.

Hans' moder, Ellen Pers, forblindet af ejendomsforhold (bankbøgerne) samt troen på at alle sognets fattige piger giftelystent jagter hendes søn og den opsparede formue på 1700 kroner, kan umuligt finde sig i at Trine bliver medlem af familien (ibid p. 63):

"Havde det saa endda været en skikkelig og ordentlig Pige, som man kunde være bekjendt ... og ikke en Skidetøs ... der hverken har hvit eller hvat og knap nok Særken paa Kroppen vel ... jo, det er saamænd kjønt, er det ..."

Senere i andenudgaven omskrev Pontoppidan denne replik, gjorde den mindre vulgært dialektal (2. udgaven p. 186):

"Havde det det saa endda været en skikkelig og ordentlig Pige, som man kunde være bekendt. Men saadan en Skidttøs der knap og nap har en Særk til sin Krop ... ja, det er såmænd kønt, er det! ..."

I samtalen med Hans  oplever læseren - fint og ondt spiddet - hele hendes forblindede bondske nedrighed i mistænkeliggørelsen af Trines forhold med andre mænd, og hele hendes snu beregnende snobbisme, som må se sine planer styrtet i grus (ibid p. 65):

"Havde jeg nu ikke tidt nok varet dig ad, at du skulde holde dig for dig selv, Hans - for de vilde bare lumske til at faa fat i dine Penge, sagde jeg. Men du har nu aldrig villet høre efter din Mo'er, Hans;"

Det bliver denne holdning, Hans ureflekteret hælder i hovedet på Trine (ibid p. 68f), hvis tildrømte lykke ud i ægteskabelig forening med den kønne unge Hans, blot forøger gruset på de knuste drømmes læs.

 Men Trine lader sig ikke så let holde nede, hun sværger; at han skal komme til at betale, og det kommer han til, med udhulende effekt på de fem bankbøger, som ellers gjorde Hans til "nogen".

Forsoning bliver der altså ikke tale om, og Pontoppidan hopper nu elegant to år frem i tiden, til en situation hvor handlingsgangen afgørende ændrer forholdet (fra p. 68f).

En af hovedstadens velnærede rigmandsbørn har endnu engang gjort Trine gravid, men denne gang bliver der betalt, så det vasker sig. Og de 4.000 kroner gør med et slag Trine til byens mest eftertragtede ugifte frue. Selv Hans, som provsten har

 "... slaaet Haanden af ... paa grund af hans Forhold til Trine ..." 

kommer frem med snøren, og under en scene ved brønden nær Marianes hytte (ibid p. 71f) ser læseren hans hidindtil onde, grove, brovtne og stolte holdning forvandlet til eftergivende sledskhed, grænsende til vanvid ved afslaget.

Og hvorfor siger Trine så nej? Mulighederne synes mange: Hun ved at Hans' drøm om klasseskifte ikke holder. Hun kan ikke tilgive ham hans ondskab. Hun finder det måske for sent at begynde forfra efter alt hvad der førhen skete.

Det synes værd at lægge mærke til; at hun, trods sin lavstatus i underklassen, ikke kan købes. Så rig som hun bliver, og så forholdsvis let som hun kommer til pengene, kan hun nu se helt anderledes på sit liv, og måske derfor vælger hun, i stedet for den ambitiøse Hans, den gamle husmand, som:

 "... undertiden havde hjulpet hende (: Mariane) med en Skilling eller et stykke Flæsk, naar det kneb haardest for hende.".

Også hendes position i bunden af samfundet og udenfor den mere velbjergede del af underklassen, kan have givet hende en trodsighed og et blik for, hvem der egentligt kan kaldes "gode" og "onde".

Måske primært dette gør hende viljefast nok til at afvise Hans, som jo indtil hans afvisning og hendes pludselige rigdom, må have stået for hende som lidt af et ideal, hvad angår udseende og position.

Således bliver "Hans og Trine" til en fortælling om klassekamp og forsmået kærlighed indenfor unerklassens ekstremer, med seksualiteten som den dels onde, drivende og ydmygende faktor dels den uomgængelige klasseoverskridende faktor;

-; det synes her ikke uden signifikans, at underklassens kvinder i så høj grad avlede børn med overklassens brunstige mænd: undertrykkelse og udnyttelse bliver to nøgleord, som igen og igen kan genfindes i den tidlige Henrik Pontoppidans "rustikke" beskrivelser.

Bonderealisme hvor, grossereren, storbonden, rigmanden, adelen og de øvrige ikke levnes megen plads af de forhutlede og fornedrede hovedpersoner, landarbejderen og fattiglemmerne, som Pontoppidans karske og barske pen så præcist beskrev (et tema litteraturlæseren kan genfinde hos Pontoppidans efterlignere, for eksempel i Martin Andersen Nexøs "Ditte Menneskebarn").

(En Bonde)Idyl 1. og 2. udgaven

Citat:

" Jo sandere disse sjælens vidnesbyrd er, jo simplere er de, jo simplere desto almenere, jo sædvanligere, desto kollektivere; jo kollektivere; desto naturligere.".

Det kan virke en smule prætentiøst at denne del af analysen lægger ud med et så støvet citat som det anførte, endda af en af romerkirkens fædre, længere kan man tilsyneladende slet ikke komme fra Henrik Pontoppidan. Men i den beskæring citatet har fået, kan dets ordlyd alligevel synes ganske dækkende og som et nydeligt forsvar for den pontoppidanske metode, den grovhedens sort-hvide skabelon, som man med nogen ret kan beskylde hans tidlige bonderealisme for blive klippet over.

Det klassedelte samfund Henrik Pontoppidan præsenterer i sine to udgaver af "(En Bonde) Idyl" fra henholdsvis 1883 og 1905, eksisterer på en række historiske præmisser og ideologiske struktureringer - altså givne aktuelle forudsætninger og tankemæssige systemer - hvoraf der her i denne sammenhæng blot antydelsesvist og til dels skammeligt resumerende skal anføres det feudale samfunds stavnsbåndsbæster, som ved industrialismens gennembrud i 1860'-80'erne og de friere forfatningsmæssige forhold, havde opnået en slags selvstændighedens individualitet, der tillod dem - i følge det nu liberalt, borgerlige samfunds regressive selvreproduktions ondt selvbekræftende cirkler - at stavnsbinde et andet trællekorps altså: landarbejderne. - Bønderne kom altså - på trods af Baron Holbergs advarsler - til at gasse sig gevaldigt under baronens dyner.

I "(En Bonde) Idyl" trækkes fronterne mere klart op end i "Hans og Trine", nu står ikke blot landarbejderne og husmændene i centrum, der indgår også en række skildringer af storbønder, og princippet synes, at sammenligningen mellem disse to lag af bondebefolkningen udsiger nogle kraftige pointer af Pontoppidans meningsarsenal: altså hans våbendepot af færdigsyede meninger og holdninger. Der fremstår således to gange tre personer som nedenfor skal beskrives kontrastativt, altså i skiftende sammenligning.

Bonde- og landarbejder typer i "(En Bonde) Idyl"

Først bonden Mads Mons og husmanden Jens Mathiesen.

Mads Mons, på solidt skrævende ben under en komfortabel hængevom, kødfuld og grisseøjet, og endvidere udstyret med svulstige, fedtfugtede læber og barske bakkenbarter (1. udgaven ibid p. 62 og p. 64), denne mand beskriver en bonde- som rejser sig fra middagssøvnen til sin sølvbeslåede pibe; - 

"Det var Faderen, der var kommen op af Middagssøvnen  og som var blevet staaende oppe paa det øverste Trein af Stuehusets temmelig høje Stentrappe i en tankefuld Stilling  med en sølvbeslagen Merskums Pibe i Haanden."

Snart vil hans dovent, besiddende øjne skue Jens Mathiesen, den gamle, halvblinde, mimrende slavekrop, det duknakkede, lemmekrumme og indtørrede, sansedøde husmandslem (1. udgaven ibid p. 64), som slæber sig efter sit segnefærdige øg:

"Nu og da løftede Taagen sig dog saa vidt, at man kunde skimte den nærmeste af de oppløjede Bakkeskraaninger bag Byen, i hvis klæge Jord en duknakket Husmand gik og stred med en lille Kat af en Hest, der lagde sig frem i Selen og strittede med sine gamle krumme Ben til Mandens ensformige, uafladelige Opmuntringsraab."

Rige Mads Monsen (ibid p. 64):

"... der altid var venlig overfor Smaafolk" ... "Mads Monsen, der havde Ord for at vise faderlig Interesse for alle Byens Smaafolk,"

Som gammel så óg ung. Mads' søn: Olav, og Jens' søn: Mathias. Som det fremgår ovenstående, havde man i det litterære borgerskab - blandt andet takket I.P. Jacobsens oversættelses og introduktionsarbejde - studeret Darwins teorier. 

Indavl og dermed 'håbløse slægter' blev derfor et emne, man som forfatter havde øje for, og ifølge ældre dansk navngivningsskik kom Jens Mathiesens søn, Mathias, jo til at hedde det omvendte af sin far:

Mathias beskrives da, typisk nok, også som: vanskabt, lidet udviklet, en skidenhedens skiftning, med hele sit ydmyge og fornedrede erhvervs sygdoms- og skadesregister: de vældige violette hænder (fysisk deformering, tegn på at arbejdskraft sættes over menneskeværd), det stillestående øjenliv (fremmedgørelsens og undertrykkelsens regressivt apatiske psykopati), drukkenskabens kuldeblå ansigtsfarve (hvorfor drikker Jeppe nu?) og så videre (1. udgaven ibid p. 69f);

"Det var ikke godt at bestemme hans Alder; men han saa´ saa sølle og forslæbet ud, at man uvilkårligt måtte ynkes. Selve hans Krop var kun lidet udviklet, men paa Knæene laa to vældige, violette hænder, der syntes at maatte tilhøre et helt andet Legeme. Hans Øjne var store og stillestaaende; og denne de begyndende Drukkenskabs kuldeblaa Farve laa over Ansigtet."

Hvorimod Olav, ja se dér for en karl: "den kønne Olav" (2. udgaven ibid p. 102), læseren fornemmer diapunktisk en kernesund og smuk, herskesyg bondesøn af de værste eller bedste, hvordan man nu ser på det.

Relationerne bliver som nævnt skåret efter en meget enkel skabelon: Olavs far betaler Matthias' tilkomne hendes levevej, Olav tramper hensynsløst ind på hendes kærligheds stier; og Mathias selv regnes knap nok for støvet under Olavs støvletramp. Mathias har for eksempel en tilkommen, Ane, en slags kæreste han skal giftes med, hun arbejder på Mads Monsens gård (ibid p. 60):

"Olav havde derfor ogsaa lige siden den Dag, hun fæstedes til Gaarden, halvt om halvt betragtet hende som sin lovlige Ejendom, skjønt han godt vidste, at hun var hemmeligt forlovet med en vis Mathias - et sølle Skrog af et mandfolk, som benyttedes af Bønderne til al Slags Slæb og Sjovearbejde nede i de mudrede Mosegrøfter."

Bondekonerne og -pigerne bliver blot løseligt skitserede i forlægget: lune, velnærede tøffeldyr og højthævede tangentfingererende kulturaspiranter til det højskolemiljø, Pontoppidan andetsteds angreb og udlagde som bøndernes forlængede arm i undertrykkelsen af landarbejdere og husmænd. (1. udgaven p. ibid 59 og 67).

"Paa bløde, varme Filtsko pusler Konen stille omkring, ... Og med det tiltagende Mørke sættes Pigerne straks til Spinderok og Karte inde i Stuen"

Men disse bondematroner beskrives som myndige koner og smukke, friske piger. Hvad angår Maren Ann, derimod, "konen i muddergrøften"[viii], med sine skinmagre knoklede lemmer, sit mumieansigt, snart moder for 11. gang - synes det intet under, at dette fattiglem har åreknuder (1. udgaven ibid p. 64f):

"Det var en midaldrende Kone med et lille, rundt Hoved og et indfaldent Ansigt, hvor over Sved og Taage drev ned. Pjalterne om hendes Skinmagre Legeme var som helt gjennem trukne med Vand; og oven over de store opblødte Tøjstøvler, der var snørt til Foden med Sejlgarn, saa´ man - saaledes som hun nu sad - det nederste af de nøgne Lægge med opsvulmede Aareknuder."

Mathias' mor, Mette, kunne repræsentere denne kvindelige fattigfolkstype i sit prægtigste puds; i festdragtens tarvelige, men nette fruentimmer med de refleksløse blanke øjne (1. udgaven ibid p. 68), og hænderne på forklædet.

"En ældre, tarvelig, men net klædt Kone med blanke brune Øjne ..."

Hakkeordnens hierarki, som Henrik Pontoppidan her fremstiller det, må da blive de sunde, udhvilede derhjemme og matroneagtigt ordregivende derude, overfor de mørke vejes og de tunge byrders dødeligt udmattede søvngængeragtige pakæselkaravenfolk, altid rede til at rane og tigge krummerne fra den fuldbyrdede undertrykkelses bugnende rigmandsbord.

Citat:

Objektiviteten, forstår man, angår formen, værkformuleringen. Den er ikke en mental attitude, men en litterær metode. -: 

Dem i sølet

I den scene hvor Maren An hviler sig på vejen, der løber forbi Mads Mons' hus (1. udgaven ibid p. 64) kan man bemærke status-, klasse- og rollefunktionerne som følge heraf, og forsøgsvis fremsætte en tematiserende psykologisk fortolkningsramme over de dem imellem herskende driftsmønstre.

1. Mads står solidt smøgende på trappen til sin ejendoms dør,

2. Maren sidder dødtræt dernede på vejen ovenpå sin stjålne værdi: brændet.

1. Først bebrejder Mads hende for at have gået til "Krattene" (altså formentlig på skovhugst)

2. Så bebrejdes hun endnu en graviditet (den 11. )

3. Til sidst opmuntres og viderehjælpes hun på en ret nedladende måde.

Af disse tre klokkerene (næsten skole-) eksempler kan som skrevet status, klasse og rolle-relevans storbonden og landarbejderen imellem tydeligt aflæses helt i overensstemmelse med novellens tendens, hvis skrækeffekt yderligt forstærkes ved den oplysning, at Mads står som far til i hvert fald ét af Marens 10-foldige kuld unger. 

Hvis man samtidigt ihukommer det seksuelle forlokkelsesmønster mellem Ane og Olav (som teksten skal vende tilbage til nedenfor), synes da systemet "ufejlbarligt" og uden ende; og når så 2. udgaven hælder endnu en spand kul på forargelsens bål, ved at bestemme Maren som Anes mor, nærmer novellen sig næsten det sted, hvor tendens bliver odiøs, hvor tekstvirkeligheden ligner en udskåret papfigur, blot uden at der dog - med Pontoppidans sikre penneføring - bliver tale om meget andet end en hårfin balanceakt på kanten mellem det virkeligt realistiske og det eksemplificerende tendentiøst hypotetiske.

Man kunne i denne tematisering indse et psykologisk aspekt af 

1. analfasefortrængninger neurotiske og sado-masochistiske fæceslege,

2. rituelle foreninger omkring fødselstraumernes smertelige mystifikationers fortrængninger i ét stort libidolæskende og livsdeterminerende parringsspræl, belastet af

1. hersker-/slave-roller,

2. blottet for reelle hensigters muligheder og

3. bugnende af indsukrede skinbilleder på den godgørende og på hjertebunden gyldne kærlighed.

Hende kan jeg da sagtens få!

Ane beskrives som én alle tager sig små-seksuelle friheder overfor, alle vil fjase, knibe og kramme hende: alle tør, alle gør. - Hvilket igen gør stakkels miljøsskadede Ane til en person, som sin buttethed til trods, har et forskræmt, usselt, usoigneret og flygtigt ydre (ibid p. 60):

"Ane var en lille Tyksak paa 18 Aar, som Karlene aldrig kunde lade være i Fred, - en Husmandstøs nede fra "Aahusene", der altid saa saa forkuet, forpjusket og snavset ud, at alle mente at kunne behandle hende, som de helst vilde, og overfor hvem egentlig ingen følte Samvittighedsnag, hvor meget hun end værgede sig."

De to scener i novellen som tydeligst viser dette: dén i stalden og dén under Mikkelsgildet (1. udgaven ibid p. 60 og p. 69).

I stalden hvor Olav viser den samme art menneskelighed som sin fader, og på trods af sin bondske besiddertrang erkender hendes hulkende kærligheds ømhedstrang, som søger fred for de evige tilnærmelser der kan bringe hende så langt ud i uføret (jævnfør foregående analyses Trine og hendes to uønskede graviditeter), at det intet fysisk udtryk kan finde overfor den sanselige besiddertrangs fremtidsløse og fremtidsusikre parringsdrift. Alligevel gør fattigdommens begær, at hun modtager det gule silketørklæde fra Olav.

Til Mikkelsgildet virker hun solgt, alle ønsker en dans med den populære pige, og alle - især Olav og gårdmandssønnerne - får det, lige foruden den med hvem hendes liv senere skal leves og hendes ømhed udfoldes, Mathias, som hun end ikke øjner, og i den sidste scene end ikke vil konfrontere. Vil ikke, eller kan ikke? Må i hvert fald ikke, for Olav har hornene ude, og også her kunne man tematisere i årsagssammenhængene:

Ane virker købt og nærmest ejet af Olav og hans familie. Men Olav fremstår også som smuk og velskabt: et uopnåeligt idbillede af potens hinsides den grimme, tidligt ældede og affældige Mathias. Olav underkaster sig kun sin fader (jævnfør afslutningen på stald-scenen) og har derfor naturnødvendigt en art ødipal konflikturnus, hvis rovmorderiske daggerthånd denne aften ved Mikkelsgildet forsøger sig på Mathias' strube, som "orgastisk" - altså negativt orgastisk: i en rallende underlegen ydmygelse - fikserer sig selv på håbet og kærligheden: Ane oplevet i følelser, hvis søle og ekskrementerende pløre danner en udmærket analog til hans naturrammes grelle karakter.

Men så holdes der også gilde, venner

"Selv om han er udadvendt, optaget af sociale problemer, af tanker om folket og den politiske og nationale udvikling, er han samtidig indadvendt, fordybet i spørgsmålet om den enkelte personligheds sjæleliv og frigørelse."

Sven Møller Kristensen og Mogens Brøndsted om Henrik Pontoppidan i "Danmarks litteratur fra 1870 til nutiden" p. 30f

1. udgaven af fortællingen lader Olav give Ane et gult silketørklæde ved malkningen i stald-scenen inden gildet (1. udgaven ibid p. 62), man kan tolke en slags køb-salg og varemarkedhistorie heraf. relationen uddybes da også Mathias har købt et tørklæde til Ane, selvfølgelig kun et uldent storbroget kræmmertørklæde og sørgeligt nok uden at få givet det til hende.

I 2. udgaven synes Pontoppidan træt af at vifte med de magiske tørklæder over følelsernes heksegryde, hvis bryg får Ane til at vælge det fine silke og Olav frem for den grove uld og Mathias.

I 2. udgaven bliver heksebryggen kun festens våde varer, og Ane handler og vælger så forholdsvist frit som kontaktens tvangsmæssige karakter nu engang tillader det. Måske har den bedrede økonomiske situation fra provisorietiden og 1. udgaven til Prosperitetsperioden og 2. udgaven fået Pontoppidan til at lægge mindre vægt på den økonomiske værdifetichisme.

Det helliggjorte tyrannis stemme

I 1. udgaven lader Pontoppidan skolelæreren lægge en dæmper på dén fælles følelse af solidaritet hinsides klasseskel, som maden, musikken og især spiritussen har affødt under Mikkelsgildet.

Herom kan da konkluderes, at en tredje klasse, et tredje socialt lag også har en funktion i denne samfundsramme, nemlig den klasse som danner Pontoppidans eget udgangspunkt: embedsborgerskabet; for eksempel: skolelæreren, lægen, præsten, provsten og så videre.

I "(En Bonde)Idyl"s sammenhæng føler dette lag sig naturligt højt hævet over såvel bønder som husmænd, men de står dog solidarisk sammen med bønderne. Når præsten ikke længere inviteres til gilde i 1. udgaven, skyldes det ikke blot, at han bor langt væk, men (1. udgaven p. 67):

"... som Skolelæreren rent ud med et for Bønderne noget dunkelt udtryk kaldte en "Radikaler".

Nærmere bestemt i talen (ibid p. 70) som:

"... Tidens nye oprivende og fordærvelige Røster, der "brølte" rundt om "efter Rov" ... "Misundelsens og Tvedragtens Dæmon" ... ".

Skolelæreren stiler sig altså utvetydigt på bøndernes ikke den radikale præsts side. Og med gudfrygtige ord forsvarer han, at nogle store får det hele, mens andre små afleverer det hele. Han kan derfor ses som en ny formulering af den fra feudaltiden kendte retorik, som undertvang bønderne til adelens bedste, den holdning som nægter én klasse den individualitet og prosperitet, den retfærdighed i godefordelingen, som 1850'erne og 1860'ernes Arbejderforeninger argumenterede for.

Men også her har Henrik Pontoppidans skarpretter-korrekturpen og tiden haft frit spil, og i 2. udgaven lades selve provsten om at tale med "tyranniets stemme".

Om tidernes bedring endnu engang har spillet ind, eller om åndens spirende problematik i selve forfatterskabet op til 1905 har ladet det spirituelle princip danne det slavebindende, eller om det blot drejer sig om en tilslibning af den stadigt aktuelle anti-klerikale dolk, bør ikke udsiges her.

Perspektivet i en kamp mod viden (skolelæreren) synes dog mildere end et kapløb mod det spirituelt guddommeliggjortes repræsentant (provsten). - Eller virker måske den psykologiske, åndelige, spirituelle sfæres tarv vigtigere, rigtigere eller mere primær end det fysiske, materielle og sansbare?

Ligegyldighed og engagement som bliver ligegyldigt

Endelig skal fortællingen finale behandles. Her har Henrik Pontoppidan i sin tvedragt givet sine læsere to forskellige løsninger, som dog begge lugter af den samme sure sild.

I 1. udgaven virker Mathias' dæmonisk månebestrålede ensomhed og viljes- samt kraftesløshed, som et symbol på den håbløshed Pontoppidan har beskrevet som gældende for landarbejderne og husmændene i sin skarpt optrukne fortælling. Hans situations agiterede og realistiske karakter på den ene side og naturrammens talende månes resignation på den anden side viser en opgivende dobbelthed, som først mellem linierne kan virke engageret eller engagerende (: begge fortællingers afslutning).

Stort set det samme kan siges om 2. udgavens Mathias, som går ensom og forsmået hjem og forbi Mads Mons' gård, som jo Olav skal overtage med tiden, og i et kort oprørsgennemslag drømmer om at brænde gården ned, for så i en lang undertrykkelsesproces' sløvhed at erkende, at han (Mathias) nok blot må finde sig i sin skæbne, blive gift med den deflorerede Ane og senere tigge arbejde hos Olav, når han engang har arvet faderens gård. Med stor grumhed konfirmeres resignationen med sidste linies henkastede:

"Og sådan skete det."

Og sådan skete det da også, at både arvens onde cirkel (forlokkelsen og indavlen) og miljøets onde cirkel (her den dengang tilsyneladende endeløse undertrykkelse) sluttes, af samme forfatter, som forskningen fortæller, stod som en indædt modstander af sonderingerne mellem arv og miljø.

En kritik af novellen eller rettere: novellerne, kunne blandt andet gå på, at fronterne virker lidt for hårdt trukket op set i forhold til andre fra denne periode. Der levnes ingen tvivl om; at Henrik Pontoppidan blev den første danske forfatter som virkeligt, realistisk og så indgående som muligt sætter sig for at beskrive den sociale nød blandt fattigfolk på landet, han har sat sig for at bryde med de foregående digtergenerationers idylliserede billede af det enkle, smukke landmandslivs glæder, og man må sige, at det lykkedes ham fuldt ud.

Denne analyse har satset på at fremstille disse modsætninger om end ikke udpensle dem, skulle læseren få lyst til at dyrke disse modsætninger og deres social-historiske sammenhæng dybere, henvises der til Jørgen Holmgaards analysen af novellens 1. udgave i hans bog "Henrik Pontoppidan", hvor såvel novellen aftrykkes (fra ibid p. 11), samt analyseres (fra ibid p. 202).

Samtidigt med denne kritik må det dog indrømmes; at den her foreliggende analyse, netop har koncentreret sig om at dyrke disse modsætninger og relatere dem, og ikke, hvilket synes fuldt ud muligt, har koncentreret sig om de udjævnende og udglattende småtræk, for eksempel Mads Mons' joviale menneskesyn, som absolut omfatter en hensyntagen og en art solidaritet med de fattige, eller Olavs flirt med Ane, som også absolut indeholder såvel momenter af venskab og som af respekt.

Netop disse "udglattende" forhold virker naturligvis - for den socialt engagerede analyse - som en afart af den repressive tolerance. Bønderne ses - på trods af deres udsugning af de fattige - som "gode nok", de giver jo et stort gilde, synes venligt stemt overfor de fattige og yder dem da også visse modtjenester.

Endvidere kan man måske stille sig lettere kritisk overfor fremstillingen af de onde cirkler, der næsten lukker sig for fast omkring personerne, og som tiden jo viste faktisk for fast - blandt andet opslugte de nye brobyggerier i hovedstaden - Vester-, Nørre- og Østerbro - jo mange af de forarmede unger "Fra hytterne" - så som "Aahusene" og "Smøgen".

Det danner endvidere en historisk kendsgerning; at med tiden fik selv husmænd mulighed for at hæve sig op over det værste armod, og om end forskellene mellem bønder og husmænd stadig gælder, så fremstår husmandsforeningerne noget nær lige så magtfulde og toneangivende som bøndernes forsamlinger og ofte i tæt samarbejde med disse ved slutningen af det 20. århundrede.

Endelig så kritikken omkring det manglende sjælelige, spirituelle moment. Denne kritik danner mere en udløber af den foreliggende Forfatters egne interesser. Det forekommer lidt tyndt selv for en erklæret realist, at det psykologiske bliver så enkelt fremstillet, og at det åndelige stort set kun udgør en del af undertrykkelsens natur, men dog måske også ses som 'religiøs næstekærlighed" gennem den snert af "bondeanger" og medmenneskelighed, der trods alt også beskrives.

Hvor romantikerne før Pontoppidan havde fundet en sand skat af overtro og spirituelle forestillinger blandt almuens fortællere, indså bonderealisterne tilsyneladende ikke sjælens betydning; derfor bliver den tidlige Pontoppidan, i modsætning til den senere som også behandlede dette problem, lidt at læse som et overfladisk engageret referat fra et forbigangent samfunds nu løste problemstillinger, et problem al realisme af den materialistiske skuffe uafværgeligt vil løbe ind i med tiden; også den social realisme, nyrealismen som godt 100 år senere - under inspiration af blandt andet Henrik Pontoppidan - voksede frem. -

Men her skrives der ud fra personlige opfattelser. Den ærke-materialistiske guds- og sjæls-fornægter finder kun historiske og æstetiske værdier i kunsten, og føler sig formentlig tilfreds med den tidlige Pontoppidans fiksering i disse problemstillinger, mens de der, for eksempel finder symbolisterne og senere surrealisterne og imaginisterne spændende, formentlig mener; at man nok kunne have kogt bedre suppe på sjælens kraftben end blot på socialitetens pølsepind.

"... var Bonderealismens Tid kommen, det brede, materielle Folk op imod det spinkle, udpinte Aandsaristokrati, Politik i Stedet for Æstetik, rent borgerlige Interesser med Smør, Jærnbaner og skadeligt Vands afledning i Stedet for tynde Noveller og afsindigt Postyr over en ny Skuespiller. De literære Folk forstod Realismen som en ny Form for det æstetiske, men det smagte altid af Fugl og af Fællesordet Realisme lod der sig udlede mange Konsekvenser."

Viggo Hørup. "Romantik og realisme" Citeret efter Elbeks, "Dansk litterær kritik" ibid p. 207.

[TOP]

Fodnoter til Kapitel 2.1:

anti-klerikale: efter græsk kleros: lod. Heraf det ved lodtrækning udvalgte præsteskab. Heraf klersi: præster indenfor et område af religionen, overført og nedsættende: en klikke, en sammensvoren, konspiratorisk bande. Heraf igen klerikal: kirkelig, gejstlig. Heraf anti-klerikale altså: modstandere af præsteskab og religion en ofte anvendt term i Brandes' store år.

zoom: efter engelsk zoom: at stille ind, et apparat som stiller ind. Zoom altså: en fagterm indoptaget fra film-teknologien, som betegner en kamerabevægelse der fra stor afstand glider ind i et nærbillede.

Skylla og Karybdis: Skylla et havuhyre i græsk mytologi som holdt til i en grotte ved Karybdis, en farlig malstrøm ved Messina. Skylla og Karybdis overført altså: et område hvor både naturlige og overnaturlige farer lurer, og hvor man skal passe godt på at styre sin kurs, hvis man vil klare sig.

signifikans: efter latin significantia: tegnmæssig form. Signifikans heraf altså: betydning, det afgørende, det mest betydningsfulde, det karakteristiske, det ikke-tilfældige kendetegn.

Citat 1

Haec testimonia animae quanto vera, tanto simplicia, tanto vulgaria; quanto vulgaria, tanto communia; quanto communia, tanto naturalia; Tertullian. - 

Tertullianus, (Quintus Septimus Florens, 160-220), kirkefaderen fra Karthago som gjorde latin til kristkirkens sprog, indførte læren om arvesynden og om treenigheden af Fader, Søn og Helligånd. Her citeret efter C.G. Jungs "Svar på Jobs spørgsmål" (ibid p. 7f).

undertrykkelsens regressivt apatiske psykopati: efter latin regredi: gå  tilbage, regresssivt altså: som går tilbage, tilbagesøgende; og efter græsk a pathos: ikke følelse, apati altså: ufølsomhed, sløvhed; og efter græsk psyche: sjæl, og pathos: følelse, lidelse, psykopati altså: sjælesygdom med afvigelser fra normalt følelsesliv. Undertrykkelsens regressivt apatiske psykopati altså: den sjælesløvhed, den sindsyge som opstår, når mennesker undertrykkes, og derfor søger tilbage til en tryg sløvhed, hvor alt opfattes som ligegyldigt.

diapunktisk: efter græsk dia: gennem, angiver en fuldførelse, adskillelse, vekselvirkning. Diapunktisk altså: gennem en vekselvirkning mellem de involverede punkter.

skabelon: efter fransk échantillon: prøve, mønster. Heraf skabelon: forbillede, et mønster man for eksempel skærer ud efter, et grundmønster.

Citat 2

"L'objectivité, on le voit, concerne la forme, la mise en æuvre. Ce n'est pas une attitude mentale, mais une méthode littéraire." Claudine Gothot-Mersch.

Claudine Gothot-Mersch, professor fra Bruxelles, har skrevet det anførte citat i sin bog om Flauberts "Madame Bovary" og den litterære metodes anvendelse. Se eventuelt henvisningerne.

odiøs: efter latin odium: had. Heraf odiøs altså: forhadt, ubehagelig, frastødende.

Prosperitetsperioden: efter latin prosperitas: held, lykke. Heraf prosperitet: held, lykke, fremgang, højkonjunktur, økonomisk opsving. Prosperitetsperioden altså: udvikling fra omkring 1890´erne, hvor det efter den magre Provisorietid gik bedre med fianserne i Danmark.

værdifetichisme: efter latin factitius: kunstigt, fremstillet. En fetich et udtryk for menneskeligt arbejde eller den omgivende natur, som primitive folkeslag dyrker med religiøst betonet hengivenhed. Heraf fetichisme: en psykologisk, seksologisk fagterm for seksuelle følelser hos fetichister, der dyrker diverse genstande med stor ildhu. Værdifetichismer altså: de primitive følelser af ejendomsbesiddelse, som kan gøre mennesker til prostituerede eller slaver.

repressive tolerance: efter latin re primere: tilbage trykke, hæmme. Heraf repression: undertrykkelse, samfundets undertrykkelse af kriminelle og afvigere, heraf repressive: det som undertrykker. Og efter latin: tolerare: tåle, udholde, heraf tolerance: fordragelighed over for anderledes tænkende og levende. Den repressive tolerance altså: litteraturvidenskabligt begreb fra Herbert Marcuse:  samfundet viser fordragelighed overfor anderledes tænkende, oprørere og lignende, men denne tolerance dækker over det bevidste repressive forsøg på at nedsænke disse mennesker i en ikke-aktiv håbløshed, eller at fremstille dem for de bredere lag som tåber.

[TOP]

SLUTNOTER TIL KAPITEL 2.1:

[v]. Efter det nye gennembrud og dermed de modernistiske tankers fremmarch i kunsten kom der - over hele Europa - naturligt nok en modreaktion, hvorved gammeldags autoritære personligheder tog magten som enerådende fører i landene: Bismarck i Tyskland, Disraeli i England og ikke mindst Estrup i Danmark. Senere, da han skrev sine memoirer, sammenlignende Pontoppidan rask væk Estrups regime under "Provisorietiden" med Hitlers Tyskland. I behandlingen senere her i teksten af Pontoppidans roman-novelle "Nattevagt" skal denne problematik igen berøres.

En lang række grundlovsindskrænkninger - af Grundloven givet 5. juni 1849 -  blev foretaget i løbet af 1850'erne og 1860'erne for endeligt at kulminere i en langt mindre demokratisk Grundlov af 1866 til dels gennemtvunget af de tyske sejrherrer fra krigen 1864. Senere kom så "provisorierne" under den konservative højremand Estrups mindretalsregering i perioden fra 1885 frem til 1894. "Provisorierne" altså midlertidige love herunder finanslove gennemført ved dekret og ikke ved det parlamentariske flertal betød et klart nederlag for paralemtarismen og bragte en lang række indskrænkninger i den borgerlige frihed, og gjorde det for det første i samtiden borgerligt revolutionært at kræve junigrundloven genindført (: Forfatningskampen) og for det andet medvirkede det til at forene ellers modstridende kræfter i samfundet mod den altdominerende "kapital" og dens forvaltere: altså imod de produktionsanlæg og fabriksejere, som skulle komme til at udgøre den økonomiske rygrad i fremtidens Danmark.

[vi]. Pontoppidan skrev således i sine erindringer om I.P. Jacobsens:

 "... udpyntede Stil, det søgte Ordvalg, de prunkende Farver, al den Overlæsselse i det hele, der røber sit Ophav som en Kunstens Parvenu". 

Her citeret efter Dansk Litteratur Historie bind 3 p. 276. "Parvenu" betyder "en opkomling", "en nyrig".

[vii]. Hvilket sikkert har moret den gamle Randers-dreng, Henrik Pontoppidan, der var vokset op med Blicher (: Steen Steensen Blicher dansk digterpræst (1782-1848)) som den store lokale landsdelsdigter under sine år i Randers (1863-1874), hvor faderen var præst ved Skt. Mortens. - 

[viii]. konen i muddergrøften, Pontoppidan hentyder her til den kendte opera og det kendte æventyr af samme navn.

[TOP]