Den foregående første del af dette skrift har behandlet realismen, naturalismen og symbolismen i en art historisk sammenhæng: som tre på hinanden følgende men også derefter samtidige strømninger hurtigt overbygget af en hastigt fremvoksende massekultur, hvor de finlitterære former blandedes i et forhold, som gjorde dem tilgængelige for det stadigt voksende læsepublikum.

Disse tre former og deres populære overbygning kan alle ses som udsprunget af det moderne gennembrud, som markerede industrialismens opkomst og som - herhjemme i Danmark - blev indledt med Georg Brandes' forelæsningsrække om "Emigrantlitteraturen".

I det følgende afsnit skal den historiske fremstillingsform i nogen grad erstattes af en tematisk undersøgelse af forudsætninger og konsekvenser. Den første analyse bevæger sig således tilbage før det moderne gennembrud og beskæftiger sig med en af de forfattere, H.C. Andersen, som mange i det moderne gennembrud dels elskede og respekterede, samtidigt med at han - som den første - opnåede såvel et fin-kulturelt som et massekulturelt gennemslag.

I denne analyse bliver det altså forudsætningerne og deres dengang aktuelle arbejdsforhold, som står i centrum. Derefter skal analysen gå til en fortælling skabt af Viggo Stuckenberg i slutningen af symbolismens storhedstid men med udgangspunkt i den samme tradition som den første analyse har blotlagt. Denne analyse beskæftiger sig altså med konsekvenserne: ikke blot for litteraturens indhold men også for kunstnerens position og arbejdsforhold. Endelig vil den påfølgende analyse - ved hjælp af Henrik Pontoppidans i dag klassiske lille roman, "Nattevagt" - kortlægge de tre grundskolers erfaringer, forhold og position.

Pointen i dette afsnit af skriftet her bliver altså; dels at se tingene i sammenhæng dels at bringe denne sammenhæng ind under den belysning, som specielt interesserer sig for forfatternes kår, for deres ideer og deres muligheder. "Kunstnerproblematikken" og/eller "Kunstproblematikken" danner anvendelige fællestermer for denne belysnings iagttagelser.

 Kunstens uforanderlige foranderlighedskrav

Selve Brandes-kredsens idé om; at kunsten kunne og skulle medvirke aktivt til at sætte tingene under debat, til at udstille uretfærdigheder og til at højne kulturliv og det politiske livs tone, synes ikke i sig selv ny. Allerede med oplysningstiden i århundredet før, blev der fra forskellige ideologiske hold lagt regler for og moralske forpligtelser til den udøvende kunst i dens relation til befolkningerne.

Ideen, om at kunsten kan og skal forandre det givne, virker altså ikke principielt ny, heller ikke den begejstring hvormed kunstnerne sluttede op om parolerne kan kaldes ny, det nye lå primært i, at det nye gennembruds mennesker havde et så veldefineret og oprørsk program, som vendtes mod store dele af det etablerede samfund.

Oplysningenstidens store filosoffer og forfattere havde formuleret et projekt til almenvældets bedste. Ikke uden grund fremstår oplysningsforfatteren Voltaire som en af de absolutte heroer altså helte i Brandes forelæsningsrække om "Emigrantlitteraturen".

Ideerne om almendannelse - både som alment udsprunget af encyclopædien og senere af for eksempel Goethes og Schillers brevveksling samt Schillers tanker om menneskets æstetiske opdragelse - havde godt nok indeholdt et latent oprør mod kirkelig dogmatik og mod resterne af det despoti, som det oplyste enevælde havde udviklet sig til, men det primære projekt virkede positivt i den forstand, at man ville skabe noget bedre ikke nødvendigvis primært nedbryde noget dårligt.

Og her havde realisterne, naturalisterne og symbolisterne anført af brødrene Brandes og de øvrige "ideologer" nogle nye metoders mål for hånden, da de ikke blot ønskede at "sætte alt under debat", men også ret konkret definerede dette "alt" som i hvert fald omfattede:

 Kunstens centrale opgør - i følge modernismen

1. et opgør med den kirkelige autoritet, med overtro og med den moral som udsprang af kristendommen: et skridt hen imod idealistisk ateismes fritænkning.

2. et opgør med ægteskabet som institution med præcist givne kønsroller, herunder et opgør med hvad man oplevede og beskrev som undertrykkelse af kvinden og kvinden som andenrangs borger; og den såkaldte "sædelighedsfejde" og herunder forfølgelse af seksuelle mindretal.

3. et opgør med den militaristiske opfattelse, med ideen om krig som løsningsmodel for sociale problemer, herunder diskrimination af anderledestænkende, og herunder undertrykkelse af fattige.

4. et opgør med det strengt borgerlige krav om individets underordnelse. Et krav om individets frie tanke og fornuftens sejr over alle typer tvang, grusomhed og underkuelse inklusiv dyremishandling.

Disse og lignende krav kastede de unge Brandes-begejstrede kunstnere sig over og udpenslede i deres værker til mesterens ofte store tilfredshed, mens modreaktionens mange kulturpersonligheder gjorde meget for at gøre Brandes' og hans tilhængeres liv surt.

Det kendes; at Brandes i perioden omkring 1870'erne hævdede "tendenslitteraturen" som den bedste, som den litteratur der satte tingene til debat og som med usvigelig videnskabelig bevislighed forrykkede grundlaget for den gamle uretfærdige og umenneskelige tingenes orden.

Hvad han ikke havde indregnet: at logik ikke synes nok for "burhøns", det vil skrive: at om end bevisligheden for eksempel efter debatten havde godtgjort; at kvinden som et ligeværdigt væsen skulle have lige rettigheder i såvel samfundets makrostruktur som i ægteskabets mikrostruktur, fandtes der stadig et flertal, som ikke ønskede denne og lignende forandringer; det blev som følge deraf da også kendt; at Georg Brandes med 1890'erne måtte indse sit nederlag, samtidigt med at hans egen tænkning havde ledt ham væk fra ideen om; at en tendenslitteratur med de rigtige meninger og bevisførelser ville kunne forbedre den samfundsmæssige situation. -:

Brandes - selv et arbejdsomt og ildfuldt geni - blev efterhånden nødsaget til at acceptere det faktum; at ikke mange små velskolede partisoldater forandrer verden i et snuptag, men at den store, den enestående geniale begavelse, og kun denne kan forårsage sådanne omvæltninger.

Dermed vendte han tilbage til den egentlige interesse for de litterære typer og deres typiske penne, som havde domineret forelæsningerne om "Emigrantlitteraturen", som havde rummet det egentlige budskab, der druknede i den opsigt bemærkningerne om en vedkommende, debatskabende litteratur vakte.

Hvis befolkningen havde overset det faktum; at Mme de Staëhl, fremstår som forelæsningernes kraftfulde geni, den eneste værdige arvtager efter Voltaire, så måtte geniet Brandes altså selv også indse disse forhold: geniet, ikke massen, forandrer forholdene.

Men samtidigt med at Brandes kom til disse konklusioner, samtidigt med at mange anså ham og hans slag for tabt, samtidigt hermed begyndte det frisind, han imellem linierne havde foretalt, alligevel så småt at slå igennem.

De forfattere, han havde anbefalet og støttet, blev jo med tidens gang ved med at fremstå som de store og toneangivende, -: de tre store navne, Henrik Ibsen, August Strindberg og Henrik Pontoppidan, havde skrevet sig ind i publikums bevidsthed, og om end Brandes måske ikke selv nåede at se sine anstrengelsers konsekvens, - og da især ikke den yderste konsekvens, som dette skrift søger at nå frem til et opgør med, - kan det ikke betvivles, at det nye gennembruds hovedstrømning, at den nye tids litteratur, i høj grad satte sit mærke på det samfund, som Brandes selv med så megen politisk og manipulatorisk tæft kun med nød og næppe klarede sig i.

Realisterne og naturalisterne og endelig symbolisterne tilsluttede sig jo i ret udstrakt grad, de tanker brødrene Brandes havde destilleret fra Hegel, Feuerbach og andre spekulative idealister, og selv om kritikeren Brandes kunne have svært ved at sætte pris på de store og små tilbagefald til romantisk tænkning og dogmatik, som især symbolisterne kastede sig ud i, blev det dog stadig på opgørets vogn og med oprørets faner, at symbolistiske digtere som Johannes Jørgensen, Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg red frem.

Flok versus ener - fod- eller håndslag?

Et stort problem for dem alle især Brandes selv: at om end de selv medvirkede til at fostre de nye ideer, syntes de selv fra barnsben og ungdomsår fastgroede i den forrige kultur. Det ligner en kendsgerning, som mange brandesforskere får med, at Georg Brandes egentlig stod som det 18. århundredes mand, at han - som få - viderebragte ånden fra Voltaire og de andre store oplysningsforetalere i 1700-tallet.

På samme vis kan man mene; at netop hans digterportrætter af de store digtere før det moderne gennembrud, i høj grad viser hans fine talent for nærlæsning, sproglig iagttagelse og relevant pointeudgranskning og -fremstilling. Måske står hans Andersen-fremstilling blandt de ypperste af disse perler.

H.C. Andersen, som på mange måder dels foregreb nordisk litteratur som et verdensfænomen, dels eksemplificerede opstigningen af den sociale rangstige, som dannede en del af de gode år i 1800-tallet, for Brandes generationes fædre og for den selv.

På Andersens tid stilles der stadig nogle helt andre krav til kunsten: kunstens roller forbliver en forlængelse af og en fortsættelse af den etablerede almene dannelseskultur: den folkelige arv og de store klassiske idealer parret med kristelig dogmatik. Hvor en Søren Kierkegaard - i sit korte liv - når at stille alle de væsentlige spørgsmål ved denne litteraturens konstituerende sammenblanding af fortidighed, bliver det Andersen, som - i sit lange liv - formår at stille alle disse faktorer sammen i et mønster, som samtiden og eftertiden nødvendigvis måtte anerkende.

At det har skortet på anerkendelse af Andersens spændende romanproduktion, danner så et andet område, som måske siger noget om jantelovens hjemland, måske siger noget om den væsensforskellige, kvalitative forskel, der kommer på romanproduktionen før og efter det moderne gennembrud. Det bliver i hvert fald ingen af Brandes' protegéer, som hos ung og gammel tænder det barnlige hjertes kærlighed verden over, så som Andersen så mesterligt havde formået. Det blev snarer forfattere som Mark Twain, der forstod at bibeholde denne gnist, og samtidigt leve op til de krav modernismen stillede til den lødige litteratur (jævnfør den tidligere analyse af Twain).

Men videregivelse af stoffet - historisk eller aktuelt - vedbliver med at danne en afgørende faktor for kunstproblematikken. Ikke blot har forfatteren altså en række seriøse krav til den produktmæssige form og dens indhold, der tages også hensyn til et nu købelystent og -dygtigt marked: en kløft hvor kunstneren skal vælge: vælge mellem personlig integritet og sine idealers overlevelse på den ene side og mellem personlig succes og sine idealers hensmuldren på den anden.

Når Twain skriver - lige ud fra en aktuel situation med et grundliggende progressivt syn - synes det oplagt muligt at forbinde de to fløje: at producere en vare som lever op til de mange krav; - anderledes forholder det sig i det lille land, hvor meningerne fremstår mere subtile, hvor uretfærdighederne blev stadigt mere uigennemskuelige, og hvor den snævre akademiske kunstkritik overvågede hvert et skridt med mange og lange analytiske formeninger og skærpelser af kravene.

Faktisk havde Andersen haft det langt lettere, når han så bort fra, at de professionelle læsere og kritikere ikke synderligt værdsatte hans romaner og digtning. Men i den gyldne æventyrtradition bliver fortællerformidling og fortællingsformidling ofte uadskillelige størrelser, forfatteren giver fortællingen sit præg, men fortællingen udspringer fra en anden forfatter, som har den fra en anden forfatter og så videre.

Netop en sådan udvikling skal den påfølgende analyse undersøge hos H.C. Andersen, - den danske prosakonge (både dengang og nu senere) per se, -  som i det analyserede æventyr viderfortæller en gammelkendt historie, med netop den glans som gør den til hans egen, gør den umiskendeligt til et æventyr af denne vor store æventyrfortæller, og samtidigt gør historien til et æventyr alle danske kender:

[TOP]

Fodnoter til kapitel 4:

encyclopædien: den store franske encyclopædi, (: konversationsleksikon), udgjorde på mange måder en grundlag for at kvalificere diskussionen i indledningen til oplysningstiden ved at stille tidens videnskabeligt tenderede informationer til rådighed. Leksika og ordbøger bør ses som et af oplysningstidensens vigtigste redskaber. 

det oplyste enevælde: indført ved et statskup i Danmark i 1660. Betyder at kongen ses som guds repræsentant på jord, står udenfor enhver kritik og har al magt i landet (håndhævet gennem hans udpegede repræsentanter). Sidste trin inden det moderne parlamentarisk borgerlige samfunds modsvar. Også kendt i bestemt form uterum: Enevælden.

manipulatorisk tæft: efter latin manus: hånd, og efter latin plere: fylde, heraf latin manipulus: håndfuld, holde i den hule hånd. Heraf manipulation: et greb en berøring med hænderne, overført: en utilladelig, uhæderlige behandling af nogen med kneb og bedrag. Manipulatorisk altså: som snyder og bedrager nogen med snedige metoder. Og efter norsk teft: sporsans, fornemmelse for hvad vinden blæser. Manipulatorisk tæft altså: en sikker sans for hvordan man med forskellige fiduser holder folk i sin hule hånd og får dem til at gøre det ene eller andet.

destilleret: efter latin destillare: dryppe ned. Heraf destillation: rensning af væsker ved fordampning og afkøling. Destilleret altså: som renses og koncentreres med fordampning og afkøling, overført: noget grundliggende som uddrages af en større helhed.

konstituerende: efter latin con stituere: op stille, sammensætte. Heraf konstitution: blandt andet midlertidig ansættelse, organismens opbygning og statsforfatning. Af den sidste betydning, konstituerende altså: grundlæggende, det som danner det grundliggende, forfatningsgrundlaget, for en overbygning.

janteloven: begreb skabt af den danske forfatter Aksel Sandemose i romanen "En flygtning krydser sit spor" (1933), loven har ti bud, alle sammenfattet i maximen: "Du skal ikke bilde dig ind, at du er noget". Janteloven altså: i overført betydning en beskrivelse af dansk, provinsionel smålighed.

protegéer: efter latin pro tegere: for dække, heraf protegé: person der hjælpes frem af en anden. Protegéer altså: de som står under beskyttelse, de som en stærk person fører frem, hjælper moralsk, økonomisk eller på anden vis.

integritet: efter latin integer: urørt, uskadt. Heraf integritet altså: ukrænkelighed, uberørthed, forestillingen om opretholdte idealer og dadelfri fremfærd i dette tilfælde i en verden domineret af økonomiske, markedsorienterede hensyn.

per se: efter latin: ved sig sig, i og for sig. Per se altså: litterært udtryk for en rendyrket form eller eksempelvis en person som kan kaldes "indbegrebet af".

[TOP]