Det kan virke ganske svært at skrive om et stykke litteratur hvis mening man ikke føler sig sikker på, hvis oprigtighed som litteratur man kan tilføje spørgsmålet: bliver dette alvorligt ment? - Alene arbejdet med at finde frem til hvilken alvor, der eventuelt ligger under spasen, eller modsat hvilken humor der måtte ligge gemt under den seriøst anslåede overflade.

Nøjagtigt sådan kan man let få det, når man stifter bekendtskab med Viggo Stuckenbergs (1863-1905) lille fortælling "Æventyret" fra forfatterens lille samling "Vejbred. Smaa Æventyr og Legender" fra 1899.

"Dansk litteraturhistorie" (ibid bind 6 p. 512) omtaler denne sene novellesamling:

"... i tynd pastichestil med dybsindig-bittersød livsvisdom i naiv form"

Åh, så let ville det synes at ty til den biografiske skuffes metode med dens mangehånde oplysninger, og der ud fra postulere; at det fordrejede perspektiv dels på livet selv dels på æventyret især, som udspiller sig over de ganske få sider, danner et udslag af den frustration Stuckenberg og hans allierede i kredsen omkring symbolismens flagskib, tidsskriftet "Taarnet", efterhånden arbejdede sig ind i, fra deres elfenbenstårnshøje egocentrismers symbolmaskeringer.[ii]

Lige så let ville det synes; at omskrive en biografi om det blomstrende digterhjems forfald indtil skilsmisse og selvmord, og lige så lidt ville dette materiale stille tekstens egentlige ord i sammenhæng. Allerede mens Stuckenbergerne levede føg de en forrygende stormvind over det danske parnas. -:

Ingeborgs fyrrige ateisme og diskuterlystne sind gjorde det tidlige digterhjem til et skattet samlingssted for tidens skønånder, hendes "utroskab" kom til at præge Viggos digtning afgørende.

Da hun - for anden gang - forlod ham for en mere sikker tilværelse, bukkede hun selv under for sine tilbøjeligheder. Hos sin broder i Australien skød hun sig i august 1904 kun godt 38 år gammel, hendes mand fulgte hende i døden året efter kun godt 42 år gammel.

Brandesfrisindes fremmeste apostle havde betalt prisen, og digtervennen Sophus Claussen kunne - i sit digt "Ingeborg Stuckenberg" (digtsamlingen "Danske Vers" 1912) - fastholde denne unike kvindeskikkelse i dansk litteratur, med blandt andet følgende vers (citeret efter "Dansk lyrik fra Sophus Claussen til Ludvig Holstein" p. 28ff, versene 1, 5, 11 og 12):

"Til dine Øjnes Aandemusik
i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.
Din tavse mund stod smertelig modig
i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.". 

...

"I dine Øjnes Aandemusik
det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger
som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,
du vilde ej taale, at Livet forgik.".

...

"Saa gik du bort. Men den Livets Drik,
du søgte, blev dig til Bærme i Munden.
Vor ungdoms frimodige Søster forsvunden
og tabt i Taagen dit Tungsindsblik! 

Da dine Haandtryk og Spor forgik,
vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.
Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:
kun Aandemusik.".

Hvor det normalt vil gælde; at den litteraturvidenskabelige intelligens har en lang række forståelsesværktøjer og læsemetoder, som ikke relaterer sig til det biografiske digterliv, bliver det dog i nogen grad relevant; ikke blot i almindelighed men især i det foreliggende tilfælde - at inddrage digterpersonen og dens liv for at såvel lægge grund for som at højne forståelsen af det digteriske produkt.

Det kendetegner denne periode; at såvel den store forfatter, Henrik Pontoppidan, som den lille respekterede timelærer fra det kunstneriske, radikale hjem, Viggo Stuckenberg, i høj grad behandlede netop personligt konfliktstof i deres skrivning gennem 1890'erne og ind i det nye århundrede.

Derfor synes noget af denne personlige, biografiske snak alligevel værd at fremhæve som væsentlig: nemlig det ovenfor anførte, der kan ses som en slags før-orientering om digteren selv, og som måske - ved vejs ende - vil kunne udgøre en køn uprætentiøs buket grøftekantsblomster på dommens kaminhylde over kritikkens ild, hvor analysens træ vil flamme.

Det kendes således godt; at Viggo Stuckenberg - under dyb indflydelse fra sin Brandes-inspirerede og radikale fader - faktisk forsøgte at bearbejde den hjemlighed, den ægteskabelighed og den frigørelse af kønsrollerne, som - efter Brandes mening - dannede en så vigtig del af arven efter George Sands. Som Sven Møller Kristensen udtrykker det i "Danmarks Litteratur fra 1870 til nutiden" (ibid bind 2 p. 43f):

"Til halvfemserne hører Stuckenberg ikke mindst ved det intimt personlige, der er over hans motiver. Det er hans eget liv og forholdet til hans nærmeste, der optager ham, "lykken mellem to mennesker", iagttagelsen af kærlighedens udvikling og opløsning inden for ægteskabet."

Med et eksempel fra et af Stuckenbergs bedst kendte digte (Digtsamlingen "Sne" 1901, bl.a i  "Danske kærlighedsdigte" p. 111 redigeret af P.C. Andersen, de sidste to vers også citeret i "Dansk litteraturhistorie" bind 6 p. 512):

    "Nu brister i alle de Kløfter"

Nu brister i alle de Kløfter,
som fured og sprængte mit Sind,
alverdens fagreste Blomster
for sommerens sagte Vind. 

Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer' Ondt
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jorden rundt;  

Og to, som elsker hinanden
kan læge de ondeste Saar
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar.

Men i det foreliggende eksempel på Viggo Stuckenbergs skrivning, bliver det den æventyrefterlignende ramme om fortællingen, som provokerer læseren, for det drejer sig om en art æventyr, eller gør det?

Det skal i analysen nedenfor forsøges at afprøve nogle af den russiske formalist [iii] Propps modeller over "rigtige" (russiske) æventyr og supplere dem med nogle af Greimas' videreudviklinger. Dernæst vil analysen prøve at se, hvordan dette materiale falder ud og hvordan det kan uddybe perspektiverne. Fra en definition af forskellen på dette "æventyr" og "rigtige" æventyr vil analysen da endelig prøve at undersøge, hvordan denne variant fungerer som politisk våben, og i en søgen efter "fjenden" vil analysen da prøve at gøre selve  æventyrformen til fjenden.

Dette sidste bliver sikkert et åbent spørgsmål uden endelig definitiv konklusion, og derfor vil analysen afslutte med, at prøve at sætte den ironiske distancering fra frustrationen op, som en mulig udfaldsvej fra det fortænkte, det for personlige og det udefinerbart søgende, idet disse tre egenskaber siger noget ganske væsentligt om Stuckenberg produktion selv og om symbolisternes endeligt ved århundredets slutning.

Et kort resume af "Æventyret"

"Æventyret" fortæller om en bondeknøs, som møder æventyret i form af en karet der kører op foran hans husbonds gård; man tilbyder ham et job som krageskræmmer for en lille hund, der løber efter kareten; som belønning loves han penge og den yndige prinsesse, som sidder derinde i vognen. Rejsen går til verdens ende, hvilket synes for langt for drengen, og selv om han alligevel slår til, glemmer han at vifte kragerne væk og hele herligheden forsvinder, bliver til minder om djævelsk gøgleri i resten af hans dage som bondemand.

Indsættelse i nogle Propp/Greimas modeller

Greimas' berømte "aktantmodel" (: model for optrædende personer, se eventuelt fodnoten [iv] ) går nu ud på, at analysen kan fastholde nogle stort set altid forekommende konstanter i æventyret: en afsender og en modtager samt noget som bliver afsendt. I dette tilfælde bliver afsenderne kuskene, som tilbyder drengen arbejdet, modtageren drengen og det han vil modtage prinsessen og guldet. Det næste formelle trin, som ofte vil optræde: "den gode hjælper" og "den onde modstander".

I "Æventyret" af Viggo Stuckenberg bliver den gode hjælper drengens begær: begæret om social opstigning og begæret efter den smukke prinsesse; modstanderen bliver i dette tilfælde drengens dovenskab og hans dårlige vaner. Således anskuet bliver hjælpen altså drømmen om det æventyrlige, mens modstanden bliver visheden om det virkeliges almindelighed.

Endelig findes der altid et subjekt og et objekt: nogen får noget eller nogen. Prinsessen og guldet bliver i dette æventyr objektet, altså hvad subjektet, hovedpersonen, drengen, ønsker at opnå.

I langt de fleste folkeæventyr går det nu normalt sådan, at den gode hjælper sammen med subjektet - altså hovedpersonen - overvinder den onde modstander, og derefter fra afsenderen modtager objektet. Men i Viggo Stuckenbergs foreliggende fortælling går det ikke sådan, den onde modstander vinder, og drengen må affinde sig med den virkelige almindeligheds kedsomhed, må skyde æventyret og den skjulte menings drøm fra sig.

En semantisk forholdsanalyse giver følgende proportionaler:

Hvorved det unægteligt (traditionelt) sjældent sete aspekt af Fanden som lig med det æventyrlige opstår. Ganske vidst lader megen kirkelig og folkelig overtro i perioden forholdene fremstå netop sådan, ganske vidst findes der en almen opfattelse af især symbolister som særligt "sataniske" digtere, og ganske vidst vises der - med 100året for disse skrifter og anstrengelser - en klar tendens til at opfatte tingene sådan i massekulturen, men alligevel drejer det sig om en generel modsatrettet tendens i forhold til almen æventyrformidling, hvor modstanderen - Fanden eller ej - ikke står for det kødelige og æventyrlige, men for det kedelige, kujonagtige og normale (jævnfør for eksempel analysen af Klods Hans omstående).

Indsættes så denne problematik i Greimas' lige så berømte "sommerfuglemodel", som minder meget om Aristoteles' kontrær og kontradiktoriske modsætnings kvadrat, anvendes nu den altså hos Greimas velkendte "butterfly-model" (engelsk for "sommerfugle-model"), opnås følgende resultat:

I denne model går der altid en forbindingslinie skråt henover fra hjørne til hjørne (: der dannes altså således et billede på en sommerfugl og heraf navnet). "Æventyrlighed" forbindes til sin modsætning "Ikke-Æventyrlighed" og "Almindelighed" forbindes til sin modsætning "Ikke-Almindelighed". Spillet mellem de to øverste positioner vil normalt indeholde den dialektiske udvikling, altså her spillet mellem "Æventyrlighed" og "Almindelighed"; men det spændende bliver nu hvilken lodret funktion der vil optræde.

I et "almindeligt" æventyr vil spillet mellem "Æventyrlighed" og "Almindelighed" føre til at hovedpersonen tager "chancen" fra "Almindelighed" ned til "ikke-Almindelighed" og derfra stiger lodret op til "Æventyrlighed", men i den foreliggende fortælling går det lige modsat: spillet mellem "Æventyrlighed" og "Almindelighed" fører til, at hovedpersonen tager "faldet" fra "Æventyrlighed" til "Ikke-Æventyrlighed" og så stiger lodret op til "Almindelighed".

Denne anskuelsesmåde giver også en nøgle til fortællingena tre tidsplaner, nemlig: 1. Almindelighed (bondedreng) - Æventyr (potentiel prins) - Almindelighed (igen bondedreng - senere bondemand). Disse tre planer spejles yderligere omkring en akse af tid: dreng - bliver til - mand - som så endelig ældes og dør. Og heri ligger nøglen til forståelsen både af det sociale engagement og til, hvad man kunne kalde historiens eller fortællingens "anti-æventyr-form".

  Modellernes resultater og "Æventyrets" virkelighed

Udover at afsenderen (: afsenderne) i aktantmodellen har en noget lavere social status end normalt (hvor det ofte bliver prinsessens fader, den betrængte konge), "passer" modellen ganske godt, man kunne diskutere modstanderne og hjælpernes karakter og formene det ene og det andet.

For eksempel bliver Askelade-figuren, Espen Askepuster, i sit før-æventyrlige stade, altid vel hjulpet af sin dovenskab, og for eksempel lader især tyske opskrifter tit begæret fungere på modstanderens barrikade, men det kan dog alligevel fastholdes; at modellen generelt ligner "sig selv".

Ligeledes den semantiske forholdsanalyse ligner jo hvad den skal, lige med undtagelse af den sidste proportion, hvor selve fanden analogiseres med det æventyrlige, det royale og den sociale opstigning i en slags hyldest til det sunde almindelige og naturlige, men altså som en del af ondskabens natur, igen altså dæmoniseret i en slags hyldest til Indre Missions tanker, som stod så stærke i tiden, især styrket af kampen mod de brandeske idealer, der langt ude på landet mistede deres teoretiske overbygning i den tyske idealisme og den franske realisme, og dér blev til slet og ret sædeligt forfald (: "fri kærlighed") og ateistisk ugudelighed.

Tekstens ord lader ikke læseren i uvished, drengen havde mødt Æventyret ("Æventyret" ibid p. 1):

"... det vil sige mødt Fanden, sagde han altid senere.".

Og måske lades læseren alligevel i en art uvished? i hvert fald tilføjer Stuckenberg, inden beretningen begyndes "Æventyret eller Fanden" (op. cit), og det bliver kun ved analysemodellerne at denne pointe rigtigt kommer til sin ret. Siden i teksten støttes bonden dog også af Bibelens ord (ibid p. 4), dog antydes det, at han måske under overfladen aner, at det ikke forholder sig, som han mener: når nogen siger at han bar sig dumt ad, stikker han arrigt til sin hårde grød (ibid p. 4)

I hvert fald vil man kunne påstå; at grunden til at bondekarlen forbliver "en skikkelig Bonde lige til sin Død" (ibid p. 1) gives ved at Gud og Djævelen har byttet plads i "Æventyret".

Endelig findes der så sommerfuglemodellen, hvor man kan se; at drengen løber modsat de ædle æventyreres normale karriere. Staklen falder i modstanderens fælde og ender på grund af sin forglemmelse i "ikke-æventyrligheden" før den barske opvågning til "almindeligheden", som læseren - mellem tekstens linier - forstår bliver manden til en gnavende plage i resten af hans dage.

Samtidigt fremgik det; at der i modellen fandtes stof til en tidsopstilling af både handlingens forløb og selve historien indhold: set som en levnedsberetning om en mand fra hans drengeår til præstens sidste ord over ligkisten. En yderligere forståelse herfor ville kunne opnås ved at inddrage Propps "hjem-ud-hjem"-model (omtalt i fodnote og slutnote):

Selve den æventyrlige del lader drengen stå i ud-positionen: dér højt oppe på bakken, hvor nys kareten rullede muntert (ibid p. 4), hvorimod hele historien - som skrevet - følger manden til graven.

Altså drengens oplevelse (det æventyrlige) bliver en rejse fra "almindelighed" til "ikke-almindelighed" ("chancen") til "ikke-æventyrlighed" ("forsvindingsnummeret"). Drengens hele liv går fra "almindelighed" til "æventyrlighed" (selve hans beretning) til "ikke-almindelighed" (:den bitre mand, "Bibel" tydninger og så videre). Det kan synes, at dette danner en overspidsfindig sondering, men i hele den megen tale om bonden som en ganske almindelig mand, fornemmer den årvågne læser let en latent lurende og til modsigelse æggende tendens, som hermed imødekommes. - Om det sociale engagement senere nedenfor.

"Æventyret" i forhold til almindelige æventyr

Der findes nu her i teksten fremlagt en række forskelle til den almindelige æventyrmasses opskrifter; den ulykkelige udgang og så fremdeles, men også sprogligt virker forskellene store:

Ordspillene florerer i stort antal, hvilket virker uhørt i æventyret som generel folkelig overlevering, måske med undtagelse af de få tilfælde hvor ordspillet hænger sammen med "det magiske ord". Dette kan ses som en med symbolismen og modernismen ny udvikling i æventyret, som ikke længere i sin fremstilling lægges i en jævn folkelig fortællers mund - som hos brødrene Grimm og i Sven Grundvigs optegnelser - eller som hos H.C. Andersen lægges i en raffineret og overlegen fortællers didaktiske diskurs, men faktisk fremstår poetisk og en smule akademisk i kraft af disse ordspil, som skulle blive normalt inventar i det litterære æventyr - i løbet af det 20. århundrede - som for eksempel hos Villy Sørensen og Sven Holm.

En anden ting: den kontrære holdning Stuckenberg udviser overfor mangen en nys skreven sætning. I indledningen (ibid p. 1) synes det ikke nok at skrive; at der engang fandtes en bondedreng, efter en tankestreg gøres læseren opmærksom på, at der altid engang fandtes en bondedreng og så videre.

Endelig de mange stilbrud: drengen beskrives som et: "Stykke Middelmaadighed" (ibid p. 1) han "spyttede sin Skygge i Hovedet" (ibid p. 1), han "gloede" (ibid p. 1) og så videre.

Disse sproglige forskelle gør, at "Æventyret" kun kan opfattes som et æventyr med mere end god vilje, halvandet øje lukket og den fra 1890'erne kendte mode med idyliserende "småhistorier" in mente.

Ikke-æventyret som politisk våben

Herunder holdning til kirke, almenhed og folkekultur

Idet det turde skrives bevist; at "Æventyret" ikke kan kaldes et æventyr i gængs forstand, skal det forsøges at definere dets funktion som ikke-æventyr.

Inspireret af den underliggende "tagen-gas-på" tone kunne man se på mulighederne for at udlede en socialt polemiserende holdning, og dette falder nu ganske let.

Præstens rolle for eksempel: Tager man hele problematikken omkring "normalitet" op til eftertanke, samtidigt med at man lader præstens gravprædikens ord om bonden som (ibid p. 4):

"... en ganske almindelig Bonde! ... og, Gud ske lov, det er de fleste af os!".

Så vil man i ikke-æventyret se en god Guds mand, men i den "rigtige" æventyrramme se den ondes forlængede arm i fuld sving. Altså anti-æventyrligheden: modstandernes holdning gennemført. Når religionen i hele historien benyttes til at forklare det skete som ondt, kunne man associere om undertrykkelse og fordrejning fra de højes side; og dette giver endnu en splint til det nye gennembruds blussende anti-klerikale heksebål.

Det står som velkendt biografisk stof; at Stuckenberg forblev på den af symbolismens heste, hvor sanseligheden - ikke den religiøse søgen - udgjorde ridtets mål. Måske derfor betragtede Henrik Pontoppidan Stuckenberg som sin ven og en god soldat i realismens kampe, det vides også; at Stuckenberg - ihærdigt og hårdnakket - afstod fra at falde i den katolsk-kristelige fold, som vennen Johannes Jørgensen så ivrigt søgte at genne ham ind i.

I en semantisk opstilling kunne man lade:

- Almindelighed
----------------
+ Almindelighed

danne henholdsvis (-), når bonden fortryder sin dumhed og dovenskab, og (+), når bonden føler sig stolt over sin tilbageholdenhed og forsigtighed. Derved kunne en diskussion omkring almindelighed genoptages, denne gang med hovedinteressen lagt på holdningen til dette, altså på forfatterens holdning, eller den såkaldte "forfatterintention". [v]

Drengen fremstilles som dorsk og dum rigtigt den sendrægtige materialistiske type, som symbolismens fint-fornemmende og ekstatiske livsglade forfattere - med deres søgen efter den skjulte betydning og det sublime symbol for samme - må have opfattet som "menneskedyr", - måske endda mere dyr end menneske.

Denne skildring får ikke for lidt fra Stuckenbergs pen: inden karetens ankomst virker drengen altså blot dum og dorsk, efter dens ankomst bliver han nærmest betuttet og ganske latterlig, hans smålige beregnethed angående vejens længde og så vidre, virker ikke alene latterlig, og som en udlevering af den evigt snu beregnende bondementalitet: set i forhold til den alt-opgivende (og alt-vindende) "rigtige æventyrprins".

Nej, her sætter den fattige digter og timelærer, med det spartanske, trælse overlevelsesgrundlag, absolut sin kritiske og frustrerede brod ind overfor den velbjærgede og selvtilfredse bondestand, som dårligt nok fattede de højere æstetiske værdier, kunsten indeholder.

P. 4 virker eksempelvis udtrykket "det alleralmindeligste Solskin" slet slet ikke hverken æventyrligt eller som det højtbesungne Danmarks dejlighed, en af de få steder hvor bondestanden kunne opvise et legitimt (: utilitarisk) behov for kunsten og poesien, i den del af befolkningen som hyldede Grundvig, højskole- og andels-bevægelsen, og som følge deraf, havde et - omend kun rudimentært - forhold til kunstnerne, kunsten og det at skabe kunst.

Ligeledes bliver den grød, som (ibid p. 4) oprindeligt forlokker drengen til at svigte sit løfte, senere i hans liv til den "haarde grød" (ibid p. 4). Dette giver et helt sæt af fusende anti-klimakser til det æventyrlige, det poetiske og det højere, en serie anti-klimakser, som generelt befæster bonden i den for hans stand så typiske karaktermaske.

Måske danner det digterens implicitte mening; at grunden til at æventyret ikke kommer til så mange mennesker, grunden til at poesien og kunsten ikke fænger hos så mange mennesker, kommer af, at æventyret - enten rigtig set som det guddommelige eller (som her) fejlfortolket som det dæmoniske - kommer af, at mennesker alle virker så almindelige, som præsten påstår i gravtalen (ibid p.4).

Heraf kunne så udledes endnu et billede til ikonoklasten mod borgerskabets og bondestandens snusfornuftige, utilitariske og små-beregnende idealer, altså endnu en godt tør gren til det bål, som de kultur-radikale teoretikere ristede de mere besindige blandt borgere og bønder over.

Konklusion (Troldspejlets hævn)

Endelig vil denne analyse vende tilbage til diskussionen, der gik på "Æventyret" som en fortælling med forskelle til og i dialog med det egentlige, traditionelle folkeæventyr. Mange af de anførte citater kunne derved sættes i en anti-æventyrlig sammenhæng, og man kunne prøvende lade ideen i fortællingen formulere en afstandtagen fra æventyret som folkelig form i det hele taget. Et opgør med de lette løsninger æventyret ofte præsenterer på de i moderne tid uløselige konflikter mellem samfundsklasser, uddannelsesniveauer og generel indsigt i kulturlivet.

Om denne mulige fortolkning umiddelbart opfattes som rigtig, så kunne man lægge "Æventyret" ind på en tidslinie af litteratur, som leder op til så megen moderne forskning, der fejer æventyrmassen af bordet set som en vogter af de feudale samfunds klasseambitioner og deres manglende indfrielse, og som (typisk for materialistisk især socialistisk og marxistisk litteraturvidenskab) ganske overser de metafysiske, spirituelt psykologiske og historiske aspekter, som virker så umådeligt vigtige for de store symbolske digtere: Johannes Jørgensen, Sophus Claussen og også kærlighedspoeten Viggo Stuckenberg. -

Dog må man indrømme; at netop den teistiske, symbolske overbygning, hengivelsen til det metafysiske, det spirituelle ses overhovedet ikke i dette forlæg, på dette punkt virker Stuckenberg - som fremhævet - ikke synderlig symbolistisk i dansk tradition, men minder nok i nogen grad som Baudelaire og Rimbaud.

Det kan virke som om, Stuckenbergs intention mere har betået i, at lange såret ud mod folkekulturen og dens yndlingsform, æventyret end at lade de sublimere strukturer danse med ordet på bordet. Dette kan forklare de kontradiktoriske, selvbenægtende indskud, ikke blot som humor men som didaktisk drilleri. Der gives jo ingen tvivl om, at dette "æventyr" sagtens kan analyseres efter æventyrforskningens mange glimrende modeller, men samtidigt ikke kan læses højt for et barn som et "rigtigt æventyr".

Det kan synes; at bevisførelsen og ræsonnementet her til har gjort det "åbne spørgsmål" omtalt indledningsvist til en ret så afgjort sag: mindst lige så afgjort som den fornemmelse af frustration og langen ud efter det hele, som man uvilkårligt fornemmer i forlægget.

Det fremtrådte allerede klart, hvordan høj og lav, højt og lavt derangeres og forulykkes helt konsekvent og på alle måder i teksten; tilbage bliver så det svedne grin og med det spørgsmålet om den ironiserende, sarkastiske aftandsskabende virkning, overfor en personlig konflikt, højt hævet over hvad samtidsrigtighedens kritikkkværn måtte formele.

Sven Møller kristen angiver i "Digteren og samfundet" bind 2 p. 158), at Sophus Claussen og Stuckenberg kun "blev solgt i et par hundrede eksemplarer, og (ibid):

"Stuckenberg blev først efter sin død genstand for interesse".

Her kunne man så - i stedet for den åbne debat - vende tilbage til det biografiske aspekt, og formene: at godt nok får den der kommer først til møllen sit mel malet før de andre, men at tale med dette samtidens mel i munden virker nytteløst, især da hvis man skal helt til nordenvinden for at få sit mel tilbage.

Eller med mere jævne ord, om end stadig i symbolsk gestaltning: Samtidens brød bliver større, end man kan bage det, hvis livets brød serveres for de personlige konflikters klamtkolde møllehjulsnedtyngede livsfanger i bunden af fange-Taarnets kulde.

Pointen bliver naturligvis, at mens de mere "autoriserede" forfattere, så som: Suckenbergs ven Henrik Pontoppidan, den forkætrede I.P. Jacobsen og mange andre, dels i kraft af deres emnevalg og dels i kraft af deres kraftige kritikeropbakning, faktisk kunne sælge rimeligt - om ikke rigeligt - med bøger, ja så fandtes der for den søgende, ærlige, sublime og stilsikre sjæledybe poesi kun et meget ringe publikumsgrundlag.

Ikke blot i Frankrig måtte Baudelaire leve af andres nåde, og tendensen svækkes ikke i de følgende hundrede år (tværtimod).

15-20 år senere for eksempel kunne Jeppe Åkjærs (1866-1930) kradse, kampklare realisme og brede folkelige tone gøre ham til en landskendt, agtet borger, som let samlede folket omkring sig, mens den geniale symbolistiske og åndelige digter, Thøger Larsen (1875-1928), overlevede magert som landinspektør, døde ung og udmarvet ligesom Stuckenberg og i sin levetid kun udkom i små snævre oplag.

Thøger Larsen skyldte den gode Åkjærs indsats; at to af hans digte blev stort anerkendte sange: højskolesangbogens to små perler: "Du danske Sommer" og "Danmark nu blunder den lyse Nat". Endvidere fik Larsen sit legat fra Kulturministeriet til at oversætte den "Yngre og Ældre Edda" med støtte fra en lang række af de førende litterater, der i den forbindelse evnede at se bort fra hans mere åndelige spekulationer, som han udgav i sit lille tidsskrift: "Atlantis". Så på trods af de interne forskelle fandtes der altså - i de år - kollegialt solidariske forbindelser mellem de forskellige skolers førende folk.

Men hvad fandt man så så forkert ved symbolisterne? - Eller omvendt formuleret: hvad gjorde realisterne og naturalisterne rigtigt?

Begge spørgsmål skal blive udføreligt besvaret i næste kapitel, hvor Henrik Pontoppidans lille klassiker: "Nattevagt" udsættes for en næranalyse specielt udfra problematikken om kunstneren og kunstens position.

[TOP]

Fodnoter til kapitel 4.2:

semantisk: efter græsk sema: tegn, heraf semantikos: betydningsvidenskab. Heraf semantik altså: læren om betydningen, betydningselemeneternes funktion, hvordan betydning opstår, som indhold af tegn og som sammenspil mellem tegn. Semantikkens søster semiologien beskriver læren om tegnenes funktion.

florerer: efter latin floris: blomst. Heraf florerer altså: blomstrer, findes i fuldt udviklet stand, trives.

kontrære: efter latin contra: mod. Heraf kontrær: om to uforenelige begreber som lader en tredie mulighed stå åben. Kontrære altså: modsætningsfulde, selvmodsigende, modvillige, tvære.

in mente: efter latin in mens: i sindet. Heraf in mente altså: litterært fagudtryk for: i sindet, i hukommelsen, i hu.

forfatterintention: efter latin in tendere: strække ud, tilsigte. Heraf intention: at have til hensigt. Forfatterintention altså: litteraturvidenskabelig fagterm for det mål af sandhed eller data, som det oprindeligt udgør forfatterens hensigt at formidle til sin læser. Se også tidligere slutnote herom.

spartanske: efter det græske navn Sparta: et ørige kendt for en hårdfør, nøjsom levevis. Heraf spartanske altså: hårdføre, nøjsomme, skrabede, fattige.

utilitarisk: efter latin uti: bruge. heraf utilitarisme: en nyttefilosofi fra oplysningstiden som kræver at alle handlinger vurderes efter deres nytte. Heraf - overført og nedsættende - utilitarisk: af nytteværdi, at en aktivitet vurderes som nyttig, hvis den gør gavn udfra materialistiske overvejelser om for eksempel efterspørgsel og udbud eller andre kortsigtede berigelsesstrategier.

karaktermaske: en litteraturvidenskabelig fagterm hentet i den marxistiske tænkning. En karaktermaske angiver de sociale roller eller karakterer, som et individ nødsages til at spille i det moderne samfund for at fungere. En mands karaktermasker altså: pengeskaffer, ægtemand, elsker, fader og lignende. 

ikonoklast: efter græsks eikon klain: billede knuse. Ikonoklast altså: billedstorm, ødelæggelse af gudebilleder. Ikonoklast overført: et forsøg på at tilintetgøre vrangforestillinger sat op som billeder på noget sandt.

teistiske: efter græsk theos: gud. Heraf teisme: troen på en personlig guds eksistens. Teistiske altså: gudelige, modsat ateistiske: ugudelige.

kontradiktoriske: efter latin contra dicere: imod sige. Heraf kontradiktoriske altså: modsigende: om to begreber der opfører sig som modsætninger og udelukker en tredie mulighed se eventuelt fodnoten om kontrær foroven.

derangeres: efter fransk dé rang: uden rang, ikke orden. Heraf derangere: bringe i uorden, gøre forhutlet og forsumpet. Derangeres altså: bringes i uorden, bringes væk fra sin plads, køres ned i skidtet.

[TOP]

SLUTNOTER TIL KAPITEL 4.2:

[ii]. elfenbenstårnshøje egocentrismers symbolmaskeringer: med denne - måske nok lidt søgte - formulering hentydes til begrebet "et elfenbenstårn", altså en isoleret position i hvilken en digter, akademisk og verdensfjernt udfolder sin kunst og sine tanker fjernt fra og uden hensyn til sine læsere; ordet "egocentrisme" hentyder til en almindelig opfattelse af symbolistiske digtere som selvsøgende og selvoptagne i modsætning til realismens forankring i dagligdagen og naturalismens virkelighedsgengivelse; endelig henviser ordet "symbolmaskeringer" til den opfattelse; at symbolister ikke udtrykker det uudsigelige med deres symbolik, men gemmer sig selv og deres sociale situation ved metafysiske symboler og drømmerier.

[iii]. formalist: en russisk realistisk skole med den bærende idé: at alt litteratur har en opskriftsmæssig karakter, og kan formaliseres i let genkendelige kategorier. En af de ledende tænkere i denne skole, Vladimir Propp (1895-1970), arbejdede med blandt andet et "typeregister" over alle de formelle konstanter, som gang på gang dukker op i det russiske og andre folkeæventyr: Ridderen i hvidt, de tre brødre og ønsker danner sådanne formelle konstanter.

[iv]. Greimas Algirdas Julien Greimas (1917-1992). Litauisk-fransk sprogforsker (semiotiker) og litterat. Hans "aktantmodel" (fra 1973) beskriver relationerne i et givent forløb (som anvendt i teksten ovenfor). En giver (Destinateur) - et objekt (Object) - en modtager (Destinataire) øverst i modellen. Omkring objektet udfolder sig så konflikten i modellens nederste linje. Den støttes delvis af "den gode hjælper" (Adjuvant) og modarbejdes af "modstanderen" (Opposant) med subjektet (Subject) i midten (altså under objektet i øverste linje). Modellen kan - i forskellige udformninger - anvendes i alle slags eventyr og fortællinger og bruges også i almen projektstyring. Man regner med i alt 6 roller (aktanter): 1. subjekt (hovedpersonen) 2. objekt subjekts projekt eller ønske. 3. modstander som prøver at forhindre at subjekt får objekt 4. hjælper som prøver at sikre at subjekt får objekt. 5. giver som giver objektet til subjekt. 6. modtager den som modtager objekt til slut (ofte den samme som subjekt men jo ikke i det her analyserede evntyr).

 Greimas' sommerfuglemodel også kendt som "det semiotiske kvadrat" og "Greimas pladsen" (introduceret i 1966 oprindeligt udledt af Aristoteles' " kontradiktoriske kvadrat") angiver en strukturel analyseform, hvor modsætninger sættes op over et kryds, således at hvad der befinder sig i øverste venstre hjørne modsvares af, hvad der befinder sig i nederste højre hjørne. Det første par modsætninger fra venstre hjørne ned til højre betegnes som S1 det positive (f.eks. "varmt") og S2 det negative (f.eks. "koldt") og linjen regnes for den komplekse, modsatte akse (S1+S2). De to andre hjørner (-S1 og -S2) (ikke varmt og ikke koldt) og deres akse (-S1+-S2) regnes for den neutrale, modsatte akse. Og endelig ses modsætningen i de to akser (S1+-S1) og (S2+-S2) samt i de to akser (-S2+S1) og (-S1+S2). Læseren inviteres selv til at søge videre på denne model og se dens ret så simple anvendelse i teksten ovenfor.

[v]. Mange fortolkningsmetoder ser bort fra denne forfatterintention, enten fordi man mener; at forfatteren står som et produkt af sin samtid, sin klasse og dens ideer, og derfor ikke selv har helt overblik over sit udtryk (: sociologisk, marxistisk litteraturbetragtning); eller fordi man mener; at forfatterens arbejde dannes som et produkt af dennes psykologiske situation, som forfatteren selv sjældent har fuld kontrolleret overblik over (: forfatter-psykologisk litteraturbetragtning, biografisk metode). Nærlæsning - den ny-kritiske begribelsesform - vil i nogen grad tage hensyn til forfatterintentionen, men vil også kunne mene; at der i teksten selv vil vise sig logik og data, som denne ikke har kunnet overskue. - Det bør forstås; at alle skoler generelt vil tage udgangspunkt i en begribelse af værket så tæt på forfatterintentionen som muligt, og derfra opbygge de for den pågældende skole gældende fortolkningsmønstre. Beskrivelsen af brydningerne i det intime liv, parforholdet og dets problematikker danner en ubenægteligt en væsentlig del af Viggo Stuckenbergs forfatterintention.

[TOP]