Det æventyr, som skal undersøges nærmere i det understående afsnit: den velkendte historie om "Klods Hans", kendes som et humoristisk æventyr omkring den overgangssituation i livet, som Villy Sørensen i sin folkeviseforskning - kendt fra blandt andet hans banebrydende bog "Digtere og dæmoner" - har kaldt "forlovelsessituationen": altså det store øjeblik mellem ungdom og voksenhed, hvor intime, seksuelle, ægteskabelige relationer skal etableres.

Netop denne periode og dens problematik danner nok en af de allermest væsentlige menneskelige udviklingsfaser, som ganske ofte optræder i litteraturen og i almen menneskelig bevidsthed, og der findes en række specielle træk i "Klods Hans"-versionen, som tematisk hænger sammen med jomfruangsten: med den uvildige, genstridige kvindelige tilbejlede mø. Shakespeares "The Taming of the Shrew" (: "Trold kan tæmmes") behandler også dette emne omend i en noget anden version.

Emnets fascination opstår formentlig der, hvor publikum og læser véd, at den kvindelige part endeligt må underlægge sig naturens orden og den fyrige mandlige bejler, hendes modforanstaltninger antager som følge heraf et ufrivilligt, komisk skær, samtidig med at heltens imødegåelse antager en om end komisk så også heroisk altså heltemodig, karakter.

Helten kommer til at repræsentere "den sunde fornuft", hvis underliggende faktor i dette tilfælde bliver seksualiteten, motivet giver altså, i en samtid hvor netop seksualiteten undertrykes og tabueres, tilskueren og læseren en sanktioneret ret til at betragte den kvindelige heltinde som en person, der i følge handlingens konsekvens vil blive nødt til at give efter for presset og deltage aktivit i seksuel udfoldelse.

Når dette æventyr bliver særligt populært i tiden op til og efter det nye gennembrud: realismen, naturalismen og symbolismen kan det meget vel skyldes, at den påpegede tematik ligger i forlængelse af det kendte programpunkt: kvindens emancipation hendes frigørelse fra rollen som automatisk undertvunget seksualobjekt, med samt ansatsen til en anden type mand, en mand som vinder sin udkårne ikke ved social prestige, konvention eller tvang men ved vid, intuitiv impulsiv improvisation og snedig forlokkelse.

Som sådan virker dette æventyr lidt forskelligt i sine tematisk pointer, end de æventyr som omfatter to gensidigt villige elskende i mere eller mindre familiemæssig, social med- og modvind, der blot forenes som konsekvens af handlingsgangen og dens hjælpende ånder.

Æventyr generelt - og med dem den almene folkelige fortællertradition - har, som det fremgår, haft en afgørende indflydelse: selv på det moderne gennembruds mænd med deres problemdebaterende holdninger og realistiske samfundsengagement samt naturalistiske videnskabelige forholden sig. I.P. Jacobsen viste sig for eksempel, at kunne finde såvel symbolik som stof i sådanne fortælletraditioner, og selv om æventyrformen kunne anskues som et reaktionært levn fra den romantiske skoles storhedstid, har formen holdt sig op igennem alle skoler og retninger i modernismen: med sin universelle appel til det barnlige sind, til den didaktiske pædagogik og til den litterære, narrative folkelige undergrund af moralske, filosofiske og erfaringsdannende diskurs.

Den understående analyse rummer formelt en art strukturel systematisering, metoden har altså fastholdt præcise punkter komparativt samt redegjort for udviklingen fra de forskellige forlæg til æventyrets spredning helt ud til traditionens formidlingssituation:

"Mo'erlille sidder med Briller paa,
Fortæller om gamle Dage,
De Rollinger lytte, store og smaa,
De høre om Trold og om Drage.
            Uh, uh!".

H.C. Andersen "Moerlille sidder med Briller paa" her efter "H.C. Andersen Digte" ved H. Topsøe-Jensen p. 44

Modsat almene æventyr bliver der formentlig her tale om en fortælling, som steg ned fra en egentlig skrivende beretter, den franske forfatter Le Sage og hans medarbejdere, som i tiden efter den franske oversættelse af den oprindeligt arabiske "1001 Nats Æventyr" og denne samlings umådelige udbredelse og succes i 1700 tallet, fremstillede en art kopiversion: den såkaldte "1001 Dags Æventyr".

Fra dette forlæg, som udkom på dansk i 1754 med blandt andet fortællingen: "Historie om Prints Calaf og Printsessen af China", findes æventyret så genfortalt ind i danske rammer; til den foreliggende analyse valgtes H.C. Andersens version, "Klods-Hans" fra "Historier" 1855. Men Andersens version har kun udgjort en enkelt variant: i 1884 optegner og genfortæller Svend Grundtvig igen æventyret: denne gang som "Esben Askepuster" i "Danske Folkeæventyr", endelig inddrages en version fortalt af en ægte folkelig formidler: "Sorte Grethe" og optegnet af hendes datter, som videregav optegnelsen til folkemindeforskeren Jens Kamp før 1904, udgivet af Georg Kristensen i "Danske Studier" 1906 i en korrigeret version. De tre sidste varianter findes alle genoptrykt i Kjær og Skovsbos "Fortællerstil" Reizel 1975.

Der drejer sig altså om et æventyr, som reelt gik "den anden vej", -: fra en kunstneriske version i et udenlandsk forlæg, til en kunstnerisk version i et dansk, til en version fortalt af en folkemindeforsker og endelig til en version fortalt af en almen fortæller.

Fællestræk i de afsøgte varianter 1:

den uvillige mø

For alle fire æventyr gælder det: at prinsessen ikke viser sig interesseret i at få en mand. Hun føler sig aldeles overlegen og afvisende overfor enhver bejler: spotsk og fuld af hånende vid.

Samme indstilling sætter kongen grå hår i hovedet og med ham det ganske hof.

Af H.C. Andersens og Sorte Grethes forlæg fremgår dette indirekte, mens det i det franske, "persiske", forlæg, og hos Svend Grundtvig, ligger det lige for tekstuelt.

Prinsessen, som i den franske, "persiske" variant kaldes: "Turandocte", danner også en alment kendt figur, som i utallige litterære og musikalske regi - for eksempel Puccinis opera: "Turandot" (1924) skrevet delvis udfra Schillers oplæg samt italienske genfortællinger - symboliserer den unge "uvillige mø", som kun åh så svært lader sig erobre.

Alle fire tekster synes enige om; at denne egenskab angiver et udtryk for hovmodighed, at hun altså tror sig bedre end og for god til sine bejlere.

Moderne psykologi kunne nok mageligt lægge et par alen til i et register fra faderbinding over seksualangst og klasseforskelle til homofili eller perversitet. Som bemærket ovenfor har også emigrantlitteraturens folk - det nye gennembruds front og dens forargede, mistroiske og underinformerede almenhed - kunnet finde pointer i denne tematik: lige fra "de reaktionære", som kunne nyde at se den "frigjorte kvinde" underlagt, til "de progressive", som kunne nyde at se den stolte, selvstændige kvinde afslå undertrykkelsen og finde sig en værdig mand.

Fællestræk i de afsøgte varianter 2:

Elskovsprøven

For alle fire æventyr gælder det endvidere: at helten, for at opnå denne uvillige prinsesse, skal gennemgå: "elskovsprøven" - han skal kunne overvinde det prinsesselige vid i en verbal duel.

Duellen opstår som kongens påfund, foregår i overværelse af hele hoffet og dets skrivere, og ligner kongens eneste udvej til at få sit prinsessebarnet bortgiftet.

Af H.C. Andersens og Sorte Grethes forlæg kan begrundelsen kun aflæses indirekte, mens den foreligger ligefor hos Grundtvig og i den franske, "persiske", variant, hvor den uheldige bejler, som kommer til kort overfor prinsessen, tillige må lade livet.

"Prøven" eller "beviset", som skal foreligge inden "prinsesseopnåelsen", danner også et velkendt tema, både indenfor æventyrdigtningen i mange forskellige udformninger, - lige fra den farende svend i møllen med fanden natten over og helbrederen foran den uhelbredelige (Grimms Æventyr), til Scheherezades prøvelser i "1001 Nats Æventyr" - og for eksempel i operadigtningen, ad exemplum Mozarts "Tryllefløjten".

At prøven i de foreliggende æventyr primært formuleres som af intellektuel art, angiver denne variantgrupperings særkende.

Den franske, "persiske", og de danske varianter

Fælles tema - forskellige motiver (handlingsforløb)

For alle fire æventyr gælder det; at helten begærer prinsessens hånd i ægteskab. Temaet altså: opnåelse af prinsessen.

Som det fremgik af foregående afsnit, virker prinsessens indstilling til dette projekt negativ i alle varianter, ligeledes virker prøveformen ved hvilken opnåelsen alligevel kan afstedkommes ens i de fire opskrifter.

Men så hører enstemmigheden også op. Motiverne synes nemlig forskellige, især fra den franske, "persiske", opskrift til de danske. -:

I "Historie om Prints Calaf og Printsessen af China" fortælles der ikke om en fattig uforberedt stakkel, men om en prins velbevandret udi kunst og videnskab. Ganske vist har han tabt sit kongedømme ved kaliffens onde indvirken og venners svig, men derved har han også et moment af social utilfredsheds had og hævnfølelse samt et behov for fornyet social opstigning, som de danske "bondeknolde" virker ganske blottede for.

Hvor altså de danske tekster har nogle motivmæssige enheder af en ukultiveret, rå, naturlig og uforberedt helt op i mod sin diametrale modsætning, - og dermed igen trækker både på den gammelkendte natur-kultur dialektiks problematik, samt på den med realismen og naturalismen velkendte tematiske (især roman-) struktur omkring dannelse og social opstignings klassemetamorfose, - fortælles den franske, "persiske", version entydigt "indenfor murene" i helt egale altså ligestillede modsætningers spil.

Yderligere skabes der endnu en afstand til historiens hovedpersoner, i det hele historien danner en rammefortælling, fortalt af en tjenerinde, Sutlumene, som på halvvejen afbrydes af endnu en rammefortælling: nemlig den gode hjælpende ånds historie.

Der skabes derved en social distance til de implicerede personer, som overhovedet ikke findes i de danske varianter, der netop benytter sig af de identifikationsprocesser, som sætter hvem som helst i stand til at inddrømme sig i Hans' eller Espens rolle, med den for 1800 tallet og det borgerlige samfund velkendte ideologiske lighedstankes mulighed for social opstigning altså "klassemetamorfose".

Af rent konkrete forskelle skal også elskovsprøvens indhold nævnes. I den franske, "persiske", historie indgår ingen magiske rekvisitter, hele prøven foregår som et intellektuelt spilfægteri mellem de to hovedaktører, af grunde som burde stå fremhævet ovenstående.

Prins Calaf skal besvare tre spørgsmål: (Direkte citat fra forlæg med svarene indsat i parentes):

"Hvad det er for et Creatur, som er den ganske Verden behageligt, og dog ikke kan fordrage sin Lige?" - (Solen)

"Hvad er det da for en Moder, som efter hun har bragt sine Børn til Verden, opæder dem igien naar de ere blevne store?" - (Havet)

"Hvad det er for et træ, hvis blade ere hvide paa den ene Side og sorte paa den anden?" - (Aaret)

Yderligere giver Prins Calaf sin Turandocte en chance, ved at stille hende et modspørgsmål, nemlig: "Hvem er jeg, hvad er mit navn?". - Og selv om hun - ved snedig list og en slavindes hjælp - får ham dette svar aflokket og dermed fristilles, gifter hun sig nu alligevel med ham, og ekstra-historien tjener kun til at afbøde lidt af hendes hidtidige grumhed og stille hende i det fordelagtige lys, som resten af denne omfattende rammefortælling i øvrigt fremstiller hende i.

Så vidt elskovsprøven i den franske, "persiske", variant; at den ingen lighed overhovedet har med de danske versioner turde skrives tydeligt fremgået ved læsningen af afsnittet om de magiske rekvisitter nedenfor.

Altså kan det konstateres, at kun selve hovedtemaet: "den uvillige mø", findes som fælles for alle fire æventyr (og de altså 100vis af versioner fortalt efter Le Sages udgivelse).

De danske tekster:

Enstemmighed

Alle de tre danske forlæg rumme som skrevet den uvillige mø og dertil en elskovsprøve. Yderligere findes der en række på 16 fællestræk:

1. Der findes tre brødre, hvoraf den yngste, familiefæet fremstår som helten
2. De to brødre udstyres rigt af deres far til bejlerfærden
3. Heltebroderen må selv, fattigt, ordne sin afrejse
4. Helten ridder på en ged (men løber dog hos Grundtvig)
5. Brødrene rejser forud på rejsen og helten sakker bestandigt agterud
6. Helten samler tilfældige ting op, nemlig:
a: en død krage.
b: en forlist, sprukken træsko.
c: en prop (dog ikke hos Andersen).
d: pludder, hestepære, lort (henholdvis i de tre opskrifter).
e: to vædderhorn.
7. Det føles meget varmt på slottet
8. De to brødre kommer før for ved hoffet
9. Alle brødrenes første replik går på varmen i lokalet (dog ikke Grundvigs første to brødre)
10. Alle prinsesserne svarer hertil; at faderen steger mad
11. Denne replik (10) slår alle de tre gange to ældre brødre ud
12. Til denne replik (10) svarer alle heltene; at de vil have kragen stegt
13. Hver gang har prinsessen ingen gryde og hver gang anvendes træskoen
14. Proppen tjener, både hos Grundtvig og hos Sorte Grethe til at stoppe i rumpen på kragen
15. Pludder, hestepærer, lort tjener hver gang til sovs
16. Helten vinder hver gang prinsessen

De danske tekster 2:

Tema / Motiv

Som aflæseligt af de under foregående punkt anførte ligheder, drejer det sig om en stor tematisk og motivmæssig overensstemmelse de tre varianter imellem.

Man kan fastholde motivet som noget stofligt, som en handlingsdel: den uforberedte Hans eller Espen i konkurrence med de andre; og temaet kan fastholdes som noget åndeligt som et begreb: fattigdom kontra rigdom (såvel åndelig som materiel fattigdom og rigdom), og det synes evident; at denne overensstemmelse virker langt større mellem de danske end mellem alle fire æventyr.

De danske varianter følger altså i høj grad den givne form, den skandinaviske, europæiske, i lige så høj grad som det franske, "persiske", æventyr følger den europæiske efterligning af det orientalske æventyr, som allerede Voltaire havde gjort populært med sine små filosofiske æventyr.

De danske tekster 3:

Fortællingernes magiske rekvisitter

De danske æventyr, som her behandles, kunne i en slags sociologisk ramme kaldes "klasse-skifte fortællinger" eller "æventyr om klassemetamorfose", for så vidt at helten kommer fra det jævne, som foragtet blandt sine egne, og når helt til tops i samfundshierarkiet.

Dette postulat rummer den mulige forklaring på, hvorfor man har indblandet de magiske rekvisitter i historien om den uvillige mø. Thi hvor Calaf står lige med sin Turandoce både intellektuelt og standsmæssigt, må elskovsprøven forgå "på lige fod"; hvor i mod Hans eller Espen må "udsymbolisere" sine evner, sin virilitet og potens, i de for ham og hans stand (eller "klasse") - og dennes opfattelse af ham selv som individ - gangbare objekter nemlig: den døde krage, den sprukne træsko og det andet lort.

Det antydes ovenfor; at den sociale opstigning, klassemetamorfosen, blev en reel mulighed efter Napoleon og med det borgerlige samfund, derfor kan man også tillade sig at teoretisere angående de introducerede forskelle i æventyrenes opskrifter over denne læst, det bør dog ikke overses, at æventyrene altid - også i det feudale samfund - har rummet beretninger om jævne menneskers opstigning til kongeværdighed, og at denne tematiske konstruktion, opstigningsberetningen, allerede i det omtalte adeligt og klerikalt dominerede feudalsamfund af ganske fastlagt ikke mobil art, har tjent som en rekompensation for egentlig opstigning. Man kunne tilføje, at denne mekanisme har fungeret på samme vis, som, den af Brandes generationen kritiserede kirke har ydet rekompensation for jordiske lidelser og prøvelser med løfter om himmelske nydelser og befrielser i det hinsidige.

Et andet aspekt af de magiske rekvisitter virker derimod mere åbenbart som forklaringsgivende instans, nemlig det forhold at de medvirker i en kraftig ironisk, næste satirisk fremstilling af folkelighed kontra adelskab, en pointe der, når først den findes formuleret som her, virker så åbenbar, at læseren selv sagtens kan spinde sin forståelses ender over den.

  Andersens tekst og de to opskrifter:

Digterisk og folkeminde(videnskabelig) udformning

 Formentlig alle professionelle læsere vil kunne blive enige om, at H.C. Andersens tekst indeholder de bedste, mest stilrene og poetiske formuleringer, og ligger på det højeste plan i sin ironi og satire.

Andersens æventyr præges for det første af hans redigerende skønånd, som har ladet en lang række frække og frivole udtryk og handlingsforløb ude. For eksempel kommer proppen ikke med i hans opregning af rekvisitterne formentlig på grund af hele dens implicitte historie om kragens rumpe og dens ekskrementer, som vil sprøjte ud; yderligere erstattes ekskrementale udtryk som "Lort" og "Hestepære" med "Pludder"; en mere velegnet og gangbar sprogbrug overfor det borgerlige og barnlige publikum Andersen adresserede sine produkter til.

Detaljerigdommen synes også langt mere sigende end i de øvrige tekster. Læseren får flere ekstra historier med på læsevejen, for eksempel hvordan Hans erfarer om brødrenes forgæves frieri, eller bemærkningerne brødrene imellem ved fundene af rekvisitterne og andre lignende bi-tematiseringer af fortællingens enkeltdele.

Kendte andersenske stilfigurer går også igen og sætter deres kolorit, for eksempel de lydmalende ord, gentagelser af visse substantiver, replikrigeligheden og sammes elegante grammatiske tidsbrug.

Også Andersens hang til mild såvel ironisk som satirisk aktualisering ses, for eksempel historien om skriverne og tidsskriftet til to skilling.

Alle disse forskelle spår om den forskel, som opstår mellem den frie digterånd, der frit redigerer og tilsætter for formens og virkningen skyld, uden at skulle tage hensyn til de for Grundtvig og Jens Kamp gældende normer om folkloristisk ægthed, kildetroværdighed, oprindelighed og andet af 1800 tallets folkemindevidenskabelige fagligheds etik.

Da Sorte Grethes version må kunne stå, som den aldeles ægte folkelige genfortælling udfra H.C. Andersens dengang velkendte forlæg, vil dette afsnit nøjes med at diskutere nogle enkelte forskelle hos Grundtvig og Andersen, faktisk to spændende forhold:

For det første: beskrivelsen af brødrene:

Andersen virker barsk i sin udlevering af de to brødres kunnen. Den første broders viden virker ganske latterlig: han kan det latinske leksikon og byens avis for de sidste tre år uden ad. Morsom satire i forhold til Grundtvigs brødre som kun har et højskoleophold (en inter-grundtvigsk familie-vittighed?) at vigte sig med. At Andersens den anden broder så kender alle laugsregler og oldermandens viden, gør ikke sagen bedre, virker måske ikke satirisk men nok som ironisk bedste- og småborgermoral overfor den kongelige prinsesse.

For det andet: satiren hvor de to store forfattere nok kan siges at slås om rosens palmer. Andersens førnævnte skrivere og deres avis gøres kraftigt til grin, både under brødrenes fiasko og mens helten står på scenen, kulmineret i at denne kaster pludder i ansigtet på den Hr. Oldermand.

Hos Grundvig sættes satiren ind på andre punkter: i opfattelsen af Espen Askepusters passivitet i begyndelsen, i den passive hofatmosfære bag prinsessen og i hendes sammenbrud ved erkendelse af sin underlegenhed.

Konklusion

 Det kan konkluderes, at kunstneren i denne periode op til det moderne gennembrud, har en række æstetiske normer, ved hvilke kunsten hæves op over det almene. Det, som med højskolen bliver en alliance mellem romantikkens borgerskab i byerne og de delvis dannede storbønders voksende kulturelle engagement, vokser frem som en sammenblanding af de nationale minder i nyoppudset form: de religiøse overleveringer som udtryk for denne nationens enhed, og de samlingsbestræbelser, som dels syntes nødvendige for at skabe en moderne borgerlig stat, dels blev vigtige i opbygningen af den enhedskultur som folkeskole, borgerligt styre og gryende politisk frihed lagde op til.

Den vellykkede kunstner - uafhængig af kirkelig og/eller kongelig økonomisk støtte og borgerligt erhverv - må altså i denne tid til at anlægge flere forskellige optikker eller synsmåder: dels en folkeopdragende dels en underholdende, samt dels en som beregnende og med omhu analyserer sit marked og dets behov samt dets købekraft. Ewalds drømme (omtalt omstående) realiseres ikke i denne tid gennem kunstfond og anden statslig og/eller kommunal støtte men gennem et stadigt voksende massepublikum, som i stadigt stigende grad har lært at læse og anser kulturforbrug for en livsnødvendig aktivitet.

Men hvor H.C. Andersen stadig skrev udfra en opfattelse af en borgerlig enhedskultur samlet omkring Øhlenslægers og Ingemanns historiske opridsning af nationens fælles kulturarv, så blev der hurtigt - i tiden efter det nye gennembrud - tale om det folkelige: folket ikke som en blot og bar enhed i fælles bestræbelse fremad men som en række klasser i modsætningsfyldte forhold. I denne konflikt blev mange kunstnere stakåndet jordet, dels kunne man ikke forlige sin almene dannelses kultursyn med de stridende samfundsklassers interesser og det voksende behov for at tilfredsstille købedygtige kunder, dels fandt der - med massekulturen - et skred sted henimod en stadigt mere fællesfavnende gennemsnitskultur, det som i mere moderne kritik af massekulturen kendes som: "den laveste fællesnævners princip", altså det forhold at stoffet i litteraturen, samt stoffets behandling bringes på så almene formler og gives så almene løsninger, at alle kan følge med og ingen kan tage anstød.

Det virker rimeligt indlysende; at de forfattere, som ikke kunne tillempe deres kunst til de nye markedskrav, udviklede det modstanderforhold og den kritiske pessimisme, som skulle blive prototypen på det 20. århundredes "progressive kunstner". Den første - måske end og den største - af disse: symbolisten Charles Baudelaire, står - om nogen - som den arketype, hvis had til borgerskabet afspejler den seriøse kunstners isolering: hvis kritik og fremstilling af varemarkedet: af kunst og kunstner som varer blev prototypen for en forståelse overhovedet af, hvad der egentlig skete.[i]

Det skal i løbet af dette skrift blive klart, hvorfor især symbolisterne - og deres mange udløbere og biskoler - blev de mest forfulgte og ofte de mest bitre. Allerede Brandes kalder Baudelaire "den sataniske digter" idet han tilsyneladende ikke helt havde øjne for, hvad Baudelaire (endsige Rimbaud) gik op imod som kunstnere. I Danmark findes der dog også en lille speciel biting, som gør at symbolister ofte slap bedre igennem forfølgelsen af deres "metafysiske" postulater end andetsteds, blandt andet det forhold, at for eksempel Sophus Claussen (som tidligere nævnt) fra starten af sin karriere levede som relativt økonomisk velsitueret og fik velbetalte journalistjobs, og som følge heraf i nogen grad kunne svinge sig op over den bitterhed og det had, som følger naturligt på et hårdt seriøst kunstnerisk arbejdsliv uden betaling og anerkendelse.

Sådan forholdt det sig ikke for en anden af de store danske symbolister, Viggo Stuckenberg, og det fremgår tydeligt af den fortælling som omstående skal analyseres.

[TOP]

Fodnoter til kapitel 4.1:

didaktiske pædagogik: efter græsk didaktike techne: undervisningskunst. Heraf didaktik: undervisningslære, overvejelser og beslutninger vedrørende undervisnings mål og midler; og efter græsk paidagogos: slave som førte børn fra hus til skole og tilbage. Heraf pædagog: person som udfører opdragelse eller/og undervisning. Heraf igen pædagogik: læren om opdragelse, uddannelsens metoder. Den didaktiske pædagogik altså: undervisningskunstens metoder til praktisk uddannelse.

narrative: efter latin narrare: fortælle. Heraf narrative altså: fortællemæssige, litteraturvidenskabelig fagterm, som angår fortællestil, måde at fortælle på og selve fortællingens struktur og funktion.

diskurs: efter latin dis currere: løbe omkring, løbe frem og tilbage. Heraf diskurs: tale, samtale, ræsonnement. Der findes dertil en række tekniske betydninger i ordet, blandt andet den her anvendte efter Lacan og den nyere psykoanalytiske strømning, diskurs her altså: den indre logik, den indre betydning af en given tekst (en ecriture: skrift) eller psykologi, den underbevidste tale, som samtidig kan omhandle det egentlige formål, så vel det af en ydre logik påtvungne formål, som den indre tekstmæssige eller psykologiske indholdssubstans.

Le Sage, Alain-René (1688-1747) fransk forfatter af populær "massekulturel" art. Denne forfatter og flere af hans værker beskrives og analyseres i Forfatterens skrift: "Les Roues de la Revolte"-

tekstuelt: efter latin textus: tekst. Tekstuelt altså: tekstmæssigt, aflæsbart af teksten, overensstemmende med teksten. (Nydannelse måske nok skabt bevidst af Forfatteren for at blive forvekslet med et næsten enslydende ord).

ad exemplum: latin: ifølge eksemplet. Litterær term, ad explum altså: henviser til at man fortsætter uddybende udfra et allerede givet eksempel.

opskrifter: i denne sammenhæng en folkemindevidenskabelig fagterm, for en på papir eller magnetbånd nedfældet folklorisk tekst, forskellige opskrifter af samme historie kan naturligvis variere fra fortæller til fortæller, fra optegner til optegner. Opskrifter altså: optegnede, nedfældede folkelige fortællinger i forskellige versioner.

diametrale: efter græsk diametros: gennemmåler. Heraf diameter: tværmål, lige linie gennem midtpunkt fra yderpunkter på en flade gerne en cirkel. Diametrale altså: i hver sin ende af, overført: noget fuldstændigt absolut modsat.

klassemetamorfose: en efterhånden almen litteraturvidenskabelig fagterm som dækker over et individs overgang fra én social rangklasse til en anden. H.C. Andersen for eksempel foretog klassemetamorfosen fra en simpel ukendt skomagerdreng til en verdensberømt forfatter og national helt. Se eventuelt fodnoten om metamorfose.

en rammefortælling: en litteraturvidenskabelig fagterm som angiver en historie inde i en historie inde i en historie. Rammefortællinger behandles noget mere indgående i Forfatterens bog "Teomagiens trange tid".

magiske rekvisitter: efter latin re quærere: søge. Heraf rekvisit: det forlangte, overført: et nødvendigt redskab. Magiske rekvisitter altså: en folkloristisk fagterm, som angiver de overnaturlige genstande ved hvilken helten i æventyr opnår sin hensigt. Mozarts "Tryllefløjten" har således fløjten som magiske rekvisit.

Voltaires æventyr  Efter Voltaire (1694-1778) oplysningstidens førende filosofiske og litterære skribent. I Forfatterens skrift "Les roues de la revolte" omtales disse filosofiske æventyr af Voltaire nærmere især "Zadig" og "Candide", det sidste gennemgås temmelig nøje. Den interesserede læser henvises til dette skrift.

klerikalt dominerede feudalsamfund: altså et samfund idemæssigt domineret af præstemagt med religiøse dogmer og praktisk styret af en konge og dennes hjælpere: adelen. Se eventuelt tidligere fodnote om anti-klerikale.

ironisk: efter græsk eironeia: forstillelse. Heraf ironi: udtryksmåde hvor man med spot siger det modsatte af, hvad man mener. Heraf ironisk altså: en overdreven positiv og høflig fremstilling, hvis skamrosning afslører en underliggende skavank. Se eventuelt tidligere diskussion under Twain-analysen og også eventuelt Forfatterens "Les roues de la revolte" for en mere dybtgående diskussion heraf.

satirisk: efter latin satira: fad med mange slags frugt, skrift af blandet indhold. Heraf satire: litterært arbejde som gør nar ad og driller med henblik på kritik og forbedring. Satirisk altså: en drillende latterliggørelse af nogen eller noget gennem en formanende, revsende fremstilling, som stiller skavankerne til skue. Se eventuelt tidligere fodnote under Twain-analysen, samt dertil Forfatterens "Les roues de la revolte" for en mere dybtgående diskussion heraf.

ekskrementale: efter latin excernere: udskille, udsondre. Heraf ekskrement: afføring udtømt fra tarmen. Ekskrementale altså: som vedrører afføring.

kolorit: efter latin color: farve. Heraf kolorit: farvepræg, deres ekstra krydderi eller klangfarve, overført: de særlige kendetegn ved et kunstværk.

Grundtvig: den ældre Grundtvig, Svends far, N.F.S. Grundvig (1783-1872) igangsætter og idemand for den danske højskolebevægelse, der har fået afgørende betydning for nutidig almendannelse, og dengang i nogen grad formulerede den mildt reaktionære modstand til de ideer Brandes formulerede, heraf den foreslåede term: 'inter-grundvigsk' - altså en vittighed mellem 'grundtvigerne'.

[TOP]

SLUTNOTER TIL KAPITEL 4.1:

[i]. Den interesserede læser vil let udfra bibliografien - under for eksempel Peter Madsen - kunne finde eksempler på dette forståelsesarbejde, hvis litteraturvidenskabelige grundskrift blev Walter Benjamins: "Charles Baudelaire. Ein Lyriker im Zeitalter des Hochkapitalismus" ("Charles Baudelaire. En lyriker i højkapitalismens tidsalder"). Se eventuelt også Forfatterens skrifter "Pop Rock Poesi" og "Les roues de la revolte" for yderligere diskussion heraf.